Artikler fra og om Engesvang


Konsul Steenberg og polakkerne

Bøllingsø's udtørring.

Helt aktuelt bringer medierne i øjeblikket nyheden om, at der atter er vand på vej tilbage i den udtørrede Bølling Sø, der ligger i det gamle Engesvang Sogn, som efter kommunalreformen i 1970 modstræbende blev en del af Ikast kommune i Ringkøbing amt.

Ornitologier klapper i hænderne, den retablerede sø har allerede tiltrukket mange nye fuglearter, selv om det kun er den østlige del af søen der endnu har et vandspejl. I den vestlige ende af søen kæmper arkæologerne med tiden, inden proppen også sættes i her, så vandet oversvømmer nogle af Danmarks tidligste kendte bosteder og sletter sporene. Men sådan er det politisk bestemt, selv om flere indsigelser godt ville have bevaret denne vestligste del af området med bl.a. trædestensrækken og Klosterlund kulturen som området oprindeligt har set ud.

Naturgenopretning kaldes det, men det kan der ikke være tale om, for når noget er menneskeskabt, så må det være et kulturprojekt. Søen har aldrig været så stor som den bliver nu, men politisk ønsker man sig et stort vandspejl og en vis dybde på søen, så det ikke bare bliver en insektplaget rørskov.

Det er netop nogle af de ting der rør sig lige nu i den østligste del af Ringkøbing amt, ja endda også lidt ind i ?Århus amt, og med små suk, så glæder stort set alle sig til søens komme. Men med disse to små beretninger skruer vi i stedet tiden bagud og følger en af de mænd der var med til at sætte hele udtørringsprojetet i værk. Det er historien om en driftig mand, der satte hele sin formue over styr, men også om forhadte polske fremmedarbejder, der kunne drikke brændevin som var det sødmælk, de ligefrem slog hinanden ihjel for nogle få prøjsiske dalere.

Konsul Steenbergïs navn er i dag ikke særlig kendt, når der tales om lokalhistorie fra Ikast Kommune, det var også kun ganske kort tid han virkede på egnen, alligevel har han haft utrolig stor indflydelse på egnens udvikling.

Han var en af mændene bag udtørringen af Bølling Sø, et projekt der fuldstændig ændrede livsvilkårene i den østligeste del af Ikast Kommune. Fra udelukkende at være et område med hedebønder, blev det også et industriområde med tørveproduktion. Det var helt sikkert også Konsul Steenberg der formåede at få Silkeborg Herning banen, der allerede i 1872 var planlagt til at gå over Kristianshede og syd om Ikast, til at slå et stort sving ind omkring den udtørrede Bølling Sø og Moselundgård, som han netop selv havde købt. Nogle betegner Konsul Steenberg som en spekulant der opnåede sine mål ved bestikkelse, nå ja, det var han måske også men det er nu aldrig blevet dokumenteret.

Men for god ordens skyld, så var Konsul Steenberg nu ikke bare spekulant, han var på daværende tidspunkt nok en af de personer i Danmark, der i praksis havde mest forstand på jernbaneanlæg, og dermed nok også en person som den nedsatte jernbanekomit‚ forstod at lyttede til.

Her billede af
Johan Frederik Vilhelm Steenberg blev født 1832 i Århus. Hans barndom kendes der ikke noget til, men som ca. 23 åring møder vi ham midt i 1850erne som bestyrer af Hans N. Bayïs Tømmerhandel i Randers. Den 14 april 1857 har han, sammen med en lidt ældre broder, Erik Andreas Steenberg (2.3.1929 6.10.1899) overtaget Bayïs Tømmerhandel, og tilbyder sig da under navner "Brødrene Steenberg".

Broderen Erik Steenberg, havde oprindeligt været sømand, og havde en periode umiddelbart inden overtagelsen opholdt sig i Amerika, og var på den måde kendt med hvad der foregik uden for Danmarks grænser.

Deres færden i forretningslivet kan da også følges i samtidens aviser, Brødrene Steenberg nævnes som interesseret i Lammefjordens udtørring, og i forbindelse med Sæby Havn tilbyder de sig med "preussisk egetømmer, nyt friskbrændt Portlands cement, samt mursten og brændt stenkalk fra Floes Teglværk", som de også ejede. Johan F.V.Steenberg påtog sig i de år store leverancer til staten, og det er sikkert i den forbindelse han bliver udnævnt til Konsul. På det private område blev Konsul Steenberg gift med en datter af Tobaksfabrikant Jørgen Borberg i Randers.

Men det der gjorde firmaet kendt, var da de i 1868 gik ind i entreprenørvirksomhed. Sammen med Overintendant Svendsen (G.A.Gedalia pengefirma) indgav Brødrene Steenberg tilbud, da ensysselbanen fra Nørre Sundby over Hjørring til Frederikshavn blev udbudt i licitation. Deres tilbud lå langt under den engelske overingeniør F.J.Rovans tilbud, hvorfor Brødrene Steenberg og Gedalia fik entreprisen. Firmaet skulle stille et depositum på 68,000 Rdl., hvilket efter datidens forhold var et meget stort beløb og for den sags skyld også gav anledning til mangeartede rygter, der dog nok stod i forbindelse med, at det var første gang, at et jernbaneanlæg blev overdraget til et dansk firma.

Under banens anlæg 1869-1871 solgte Steenberg sin anpart, men hans anlægsberegninger holdt stik. Dermed havde staten sparet 700,000 Rdl.. i forhold til det engelske tilbud, og senere mange millioner, idet alle de efterfølgende baner anlagdes af danske entreprenører til langt billigere priser end englænderne kunne gøre det. Af den grund blev Johan F.V.Steenberg den 13. januar 1873 udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Efter tabet af Sønderjylland i 1864 opstod der efterhånden en national bølge af at skulle indvinde land ved udtørring af søer og fjorde, og det er på den måde vi her på egnen første gang stifter bekendtskab med firmaet Brødrene Steenberg. Et interessentskab nærer interesse for den 271 tønder land store Bølling Sø i Kragelund Sogn, med udtørring for øje. Det har formentlig ikke været nationale følelser alene, der drev interessentskabet, de har også forventet et økonomisk udbytte.
Ifølge Lysgaard og Hids Herreds skødeprotokold så fik interessentskabet den 10. oktober 1872 overdraget Bølling Sø fra de mange lodsejere som havde jord ned til søen. Personerne omkring interessentskabet var: Grosserer Jernhandler Jørgen Jensen, København, Landinspektør Dalberg, Viborg, Overretsprokurator Isaksen, Viborg, Mægler Andersen, Randers og Handelsfirmaet Brdr. Steenberg, Randers.

Planen havde været en hurtig udtørring af søen, en kultivering og tilsåning med græs, for derefter at sælge hele området i små parceller som god engjord til omegnens bønder. Som vi ved fra den lokale lærer Aabos dagbog, så gik det ganske anderledes, søen var meget vanskelig at udtørre, og der meldte sig ikke en eneste køber. Interessentskabet tabte meget store penge, værst skulle det være gået ud over Jernhandler J. Jensen, der havde finansieret foretagendet. I 1892 overtog Kreditforeningen i Viborg ejendommen for et indestående på ca. 47,000 kr. og vidersolgte det samme år til Forpagter Christiani, Grenå for det indestående lån.

Men tilbage til Konsul Steenberg, der havde sans for gode forretninger, han øjenede nemlig også andre muligheder med den udtørrede Bølling Sø i begyndelsen af 1870erne.

I 1860 erne havde indførelsen af stenkul påført tørveproduktionen en hård konkurrence, men dviklingen af jernbaneanlæg nedsatte transportudgifter for tørv, og en stigning af kulpriserne i begyndelsen af 1870 stimulerede bestræbelserne for mere rationel tørveindustri, end den gammelkendte metode med skæretørv. Her var Moselundgård interessant.

Moselundgård var på en aktion i 1862 blevet solgt til Godsejer Bech på Dalbygård. Handelsprisen dengang kendes ikke, men 7 år tidligere var den gamle hedegård blevet handlet for 10,500 Rdl.
Godsejer Bech havde ikke været uinteresseret i udtøringsprojektet, som en af lodsejerne ned mod Bølling Sø, havde han med interessentskabet lavet den aftale, at Moselundgård skulle have 45 tønder land af den udtørrede søbund, foruden en andel i projektet på 3,500 Rdl. Men da så Konsul Steenberg i 1873 tilbyder 35,000 Rdl. for gården, sælger Bech.

Det var ikke nogen forarmet hedegård Konsul Steenberg havde købt. Moselundgård var blevet flyttet og havde nye bygninger, ifølge BRF oplysning opført i 1872. Den lå nu smukt og lunt op til den store banke, der var beplantet med små graner.

Til gården var der 200 tønder land agerjord, 200 tønder land hede, 180 tønder land mose og 20 tønder land eng , som grænsede op til den udtørrede sø, altså 600 tønder land ialt. Gårdens
besætning bestod af ca. 70 kreaturer, 10 heste, 70 får og 30 svin. Men det var jo ikke landbruget der interesserede Konsulen, han blev selv boende i Randers og lod en forvalter drive landbruget på Moselundgård.

Allerede i 1873 fortæller lærer Aaboeïs dagbog, at rygterne vil vide, at den planlagte Silkeborg Herningbane måske ville blive flyttet omkring Moselundgård. Konsul Steenberg har helt sikkert lokket banekommissionen med udsigten til at millioner af tørv, skulle fragtes med banen. At der måske har været bestikkelse med i spillet, i form af et vist kvantum tørv til banen, skal ikke udelukkes, men det har så formentligt kun været til opvarmning af stationer og vogtehuse.

I 1874 lader Konsul Steenberg sin store mose og hans andel af den udtørrede sø opmåle og undersøge, han ville vide hvor stor og dyb mosen var og om hans planer om industriel tørveproduktion nu også kunne holde. Samtidig sker der også nogle ting hjemme i Randers.

I 1870 havde firmaet Brødrene Steenberg opkøbt flere ejendomme i Randers, og året efter fik de tilladelse til at opføre et nyt stort savskæreri på de erhvervede grunde. Deres forretning
udviklede sig, men hvad der præcist sker i 1874, melder historien ikke noget om, men pludseligt nedlægges "Brødrene Steenberg". Den 14. april 1874 deler de firmaet imellem sig, så
savværk og Floes Teglværk kommer til at tilhøre broderen Erik Andreas Steenberg, og Konsul Steenberg bliver direktør for det nyoprettede Randers Aktietømmerhandel. Formentlig har de selv
følt en risiko ved de store investeringer der skulle til i Moselund. Flere steder i landet forsøgte man sig i begyndelsen af 1870erne med industriel mosebrug, men de gik alle fallit med meget store tab til følge.

I 1874 lå den nye linieføring af banen fast, den skulle være færdig i løbet af 3 år. Konsul Steenberg tog fat på at realisere sine planer omkring anlæg af tørvefabrik. Det skulle være det
mest moderne og effektive man kendte til herhjemme, og samtidens aviser fortæller da også, at "den væsentligste fremgangsmåde med tørveproduktionen holdes hemmeligt". I Tyskland var man meget længere fremme med den slags anlg end herhjemme, så der blev truffet aftale med tyske virksomheder og ingeniører, det hele skulle stå klar og køre, når banen var færdig i 1877. Til at klare alt det praktiske ansatte han, overinterdant Christian Fugl Svendsen, der med succes havde forestået tilrettelægningen af arbejdet med vendsysselbanen. Svendsen havde fra sin militære karriere forstand på indkvartering og forplejning af folk, og også på tilrettelægning af et stykke arbejde, men det at lave brugbare tørv, har vist ikke været under hans erfarringsområde.

Historien om selve anlægget, og den spændende historie om de polske arbejdere Konsul Steenberg anskaffede, gemmer vi til næste afsnit og går ubarmhjertigt videre. Denne gang slog
Konsulens beregninger fejl, og selv om han havde ansat nogle af tidens mest vidende mænd omkring industriel tørveproduktion, så kostede det ham hele hans formue at være pioner på dette område.
Herning Folkeblad bragte en lille notits den 8. januar 1879, "Konsul Johan F. W. Steenberg i Randers, ejer af Moselund, har erklæret sig fallit." Lærer Aabo har i sin dagbog fortalt, at hele herligheden i 1879 på en aktion blev købt for 42,000 kr. af Konsulens broder Erik Steenberg i Randers.


Billede: Moselund store værk, uden årstal

Efter fallitten flytter Konsul Steenberg i 1879 til København med sin familie, og her efterlader han sig ikke så mange synlige spor som forretningsmatador. Hans interesse for banedrift har dog givet genlyd. Især fattede Steenberg interesse for indførelse af meget letbyggede smalsporsbaner. I disse ideer var han navnlig inspireret af tankerne bag det billige smalsporssystem, der sidst i 1880erne var udviklet af den franske ingeniør Poul Decauville. Det blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris i 1889. I oktober 1890 indgav Konsul Steenberg andragende til Rigsdagen, om tilladelse til anlæg og drift af 38 smalsporsbaner, med en samlet længde på 750 km. En af de foreslåede strækninger var fra Randers over Clausholm til enten Mørke eller Hornslet Station på strækningen ÅrhusRyomgård.

For at øge interessen for sine visioner udgav Konsul Steenberg i september 1892 et lille skrift med titlen "Smalsporede Lokalbaner i Danmark", og heri opregnede han sit systems fordele. Endvidere nævnte Steenberg, at der burde dannes et dansk driftsselskab, der skulle forestå både anlæg og drift af alle de projekterede baner. Det lykkedes ham dog ikke at fremskaffe den nødvendige anlægskapital på i alt 20 mill. kr.

Efter den tid er det ikke lykkedes at finde noget omkring Konsul Steenberg, han dør 92 år gammel i København i 1924.

Konsul Steenberg´s polske tørvearbejder på Moselundgård i 1877.
Denne beretning er bygget over samtidens avisomtaler og senere avisartikler der har berørt Konsul Steenberg´s polske tørvearbejder på Moselundgård. Hovedkilden er dog Christian Christiansens beretning. Han var som 17 19 årig tjenestekarl på Moselundgård fra 1876 1879. Ti år senere var han elev på Testrup Højskole, og der nedskrev han som en stilopgave sine erindringer og oplevelser omkring Konsul Steenbergs store satsning, polakkerne og arbejdet på Moselundgård.

Moselundgård ligger et par mil vest for Silkeborg. Banen går tværs gennem marken og når man kører med toget fra Silkeborg til Herning, da ser man gården på venstre side af banen. Den ligger et par hundrede alen fra stationen, som kaldes Moselund Station. Gården ligger meget smukt, den ligger tæt op til en banke som er beplantet med graner og den ligger meget lunt og godt. Til gården hørte meget store jordarealer, foruden en stor besætning, det hele blev drevet med en forvalter der bestyrede gården. Manden der ejede gården, Konsul Steenberg, boede i Randers, hvor han også ejede et stort teglværk. Han var også ejer af et par hundrede tusind kroner, som han skulle have til at arbejde, og derfor havde han besluttet at anlægge en stor tørvefabrik på Moselundgård.




Moselund Stationsby ca. 1910. Bemærk vindmølle og vandtårn til at forsyne lokomotiverne med vand.


I februar måned 1877 startede anlægget af selve fabrikken, og der blev store travlhed på Moselundgård hvor der skulle køres sten, tømmer og mange andre ting. Den tyske ingeniør, der havde akkord på at anlægge fabrikken ankom sammen med flere tyske maskinarbejder. Og selv om den nye jernbanestrækning først blev indviet den 28 august 1877, så var banen allerede omkring martsapril så langt, at man på Moselund Station kunne modtage flere vognladninger maskindele fra Tyskland. Det var tørvemaskiner, hjul, små jernbanevogne, skinner og så videre. Der ankom også to store dampkedler der skulle bruges som trækkraft til maskineriet. Der var flere dages arbejde med at få disse dampkedler transporteret fra stationen til bestemmelsesstederne flere 100 alen derfra. Man forsøgte at læsse den ene dampkedel på en almindelig arbejdesvogn med brede fælge, og der blev sat 8 heste for vognen. Men hestene stejlede, de kunne ikke trække vognen ud af stedet, og hjulene sank flere tommer ned i den tørre græsmark. Der blev så lavet nogle træruller der blev lagt under kedelerne, og med halvfjerdsindstyve karle blev de rullet til bestemmelsesstedet.

Så snart at maskinhuset til dampkedelerne var bygget færdige og alt maskineriet var monteret, så begyndte man længere ude i mosen, hvor der skulle monteres 4 æltemaskiner i 100 alens afstand fra hinanden. Det var her tørvejorden skulle æltes til tørv. Så blev der anlagt små baner over store dele af mosen, med små troljevogne, der kunne køres af en eller to mand.

Da hele anlægsarbejdet var færdigt og skulle i gang, så krævede det utroligt mange folk, nok også flere end der lige kunne skaffes lokalt, derfor sendte Konsul Steenberg bud til Polen efter 100 polske arbejder. Der fortælles dog også, at Konsulen mente at der var mere arbejde i polakkerne, end der var i de danske arbejder.

Chr. Christiansen fortæller, at den 14. maj 1877 kom der 200 polske arbejder til Moslundgård. De forskellige kilder er lidt uenige om hvor mange polakker der kom, der nævnes fra 100 op til 250, der passer med det antal sengepladser der nævnes. Den mest troværdige kilde er nok lærer Aaboes dagbog, der nævner ca. 150 polakker. Det passer også med Herning Folkeblad, der den 1. juni 1877 refererer fra Jyllandsposten : "Tyske Arbejder. Fra Stetin ankom der if. "Jyllp." i Lørdags med Dampskibet "Kjøbenhavn" til Aarhus 150 personer (voksne og børn), som befordredes vider til Randers, hvor de skulle anvendes ved Tørvefabrikerne." Der er ingen tvivl om, at de omtalte tyske arbejder, er polakkerne der skal til Moselund, at Randers nævnes er formentlig fordi Konsul Steenberg, der havde indforskrevet arbejderne, boede der.





Omkring århundreskiftet var der igen mange polske arbejder i Moselund. Her er det ca. 1910 de
senere ejer af Moselundgård Mette og Frederik Henriksen (siddende) og deres polske arbejdere.




Lad os følge Chr. Christiansens oplevelse af polakkernes ankomst til Moselund.: "Jeg skal ikke nægte, at jeg næsten blev helt bange for disse fremmede mennesker, for jeg havde aldrig set sådanne mennesker før, de så forfærdelige ud, ingen af dem havde strømper på, nogle af dem havde støvler eller sko på, resten havde bare fødder. Der var bygget fire barakker på 100 alens afstand fra hinanden langs med Moselunddiget til disse polakker. Der skulle være halvtredsindstyve mand i hver barak, og hver to mand fik udleveret en madrasse og to uldne tæpper. Der var både mænd og kvinder og børn. Der var også mænd der var halvfjerdsindstyve år gamle. De havde alle sammen dårlige klæder, ja der var nogle af dem der var helt pjaltede, enkelte af dem havde knæbenklæder på og langskjortede frakker, og jeg synes næsten jeg havde medlidenhed med disse stakkels forhadte mennesker, som nu var i fremmed land." "Men da de så skulle til at arbejde, var der mange af dem der blev syge. De gik nede i de kolde vandgrøfter i bare ben, og de kunne ikke tåle det og blev syge. Nogle blev kørt på sygehuset i Silkeborg. Jeg kørte en dag med to mænd, som skulle på sygehuset. Der blev lagt et par knipper halm i en stiv arbejdesvogn, og der blev de lagt på. Jeg måtte køre i skridtgang den lange vej. De var så syge, at de ikke kunne tåle vognens rumlen, men det gik dog nogenlunde indtil jeg kom til Funder by, hvor gaden var brolagt, og vognen gik meget ujævn på den hårde stenbro. Det kunne de stakkels syge mennesker ikke tåle, de gav sig til at skrige og jamre sig, så jeg måtte holde stille. Så blev de rolige. Jeg spurgte dem, hvad der var i vejen, men jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, så kørte jeg sagte videre, men så begyndte de igen at klage og skride. Flere af folkene i byen hørte det. Nogle kom ud og spurgte mig, hvad det var for mennesker jeg kørte med. Jeg fortalte at det var syge polakker, der skulle på sygehuset i Silkeborg, og folk fik medlidenhed med de stakkels syge mennesker, de ville næsten forbyde mig at køre videre. Men jeg kørte igen, nåede til Silkeborg og fik dem afleveret på sygehuset. De var ikke de eneste der kom på sygehuset, nogle var der i forvejen, andre kom der siden. Nogle af dem blev raske og kom tilbage igen, men flere af dem døde og kom aldrig tilbage."

De polske arbejdere har formentlig heller ikke været helt tilfredse med forholdene i Moselund, for allerede den18juni 1877 citerer Herning Folkeblad igen Jyllandsposten under overskriften: "Polske Tørvearbejdere, Konsul Stenberg i Randers, som ejer gaarden "Moselund" i Funder Sogn tæt ved SilkeborgHerningbanen, hvor der bliver Station, har forskrevet 120 130 Polakkere, som skulle tilvirke Tørv. Overintendant Svendsen er bestyrer af arbejdet. Polakkerne gjøre imidlertid Strike og Mytteri saa Politiet har maattet tilkaldes. Fire arbejdere ere afskedige og bliver nu i henhold til Fræmmedloven udsendte af landet. Polakkerne bor i Barakker og Telte i Mosen. Den væsentligste Fræmgangsmaade med Tørveproduksjonen holdes hemmelig."





Der var ligefrem et tørveværk i Moselund der gik under navnet "Polakværket" ca. 1915-18


En anden der har fortalt om polakkerne i Moselund, er Jens Jensen, Refshale, han arbejdede i 1877 for Konsulen i tørvemosen. Jens Jensen fortæller også om den tovbane der gik fra mosen op til Moselund Station. Denne svævende bane vakte megen opsigt viden om, da det var første gang man havde set sådan en her i landet. " Det var en såkaldt sejlbane. En dampmaskine trak kurve fyldte med tørv fra mosen ad denne tovbane op til stationen, hvor kurvene så kunne tømmes direkte i jernbanevognene. Til polakkerne blev der lavet træbarakker til beboelse, men dette byggearbejde udførtes af håndværker fra Randers. De syv håndværker her fra egnen, der anlagde selve banelegemet, havde en polak til håndlanger; men det var ikke meget han bestilte, for han var knokkelfuld det meste af dagen. Håndværkerne fik nemlig udleveret ca. 1. pægl brændevin daglig til hver, men den Randersbrændevin smagte dem fælt, og så gav de håndlangeren den, så det var ikke så sært at han efterhånden blev uarbejdsdygtig."
"Polakkerne førte ellers en elendig tilværelse. Jens Jensen har mange gange set dem komme noget fedt i en kasserolle med vand, og deri dyppede de så det tørre brød. Det var al den smørelse og pålæg de fik, så maden var såmænd sølle".

Chr. Christiansen fortæller videre: "Da maskineriet nu var færdigt og det hele kom i gang, var det danske arbejder der skulle betjene den ene maskine, og polakkerne ved de tre andre. Men danskerne var de dygtigste til at arbejde, de kunne lave flere tørv om dagen end polakkerne. Da jeg en dag stod og så ud over mosen, var der et mylder af mennesker, nogle kørte dynd til maskinerne, kvinder og børn stakkede tørv og det hele var i fuld gang. Der var anlagt en luftbane, som skulle køre tørvene op fra mosen til stationen. Denne luftbane bestod af nogle trækasser med jernhanke, med 2 små hjul i det øverste af hanken. Der var bygget et højt stillads ved stationen og et nede i mosen. Så var der jerntråde fra det ene stillads til det andet. På disse tråde blev trækasserne hængt op. Der var to tråde ved siden af hinanden. De tomme kasser gik ned af den ene, mens de fyldte kasser gik op ad den anden tråd. Således kunne de nu kører tørvene op fra mosen til stationen, og det var morsomt at se disse kasser komme sejlende den ene efter den anden, tyve alen fra jorden. En dag jeg skulle ned i mosen og gik under disse luftbaner, syntes jeg der var en som kaldte på mig, men jeg kunne ingen se omkring mig. Så opdagede jeg en tysker oppe i luftbanen, han sad i en af de tomme kasser og kørte ned i mosen, og det traf sig flere gange, at der var en som fik sig en køretur med luftbanen."






Moselund tørv er de bedste uden årstal

Chr. Christiansen fortæller også om polakkernes dagligdag. "De 6 dage om ugen arbejdede de, om søndagen holdt de hviledag. Da var der nogle af dem der gik i kirke, medens andre drak sig fulde. De kunne drikke brændevin som var det sødmælk, og det lige så godt kvinderne som mændene". Andre fortæller, at om søndagen så dansede polakkerne på grønsværen med liv og lyst.

En søndag aften var der tre af dem der var draget over til Kragelund Kro, hvor de drak sig så fulde at de kom i klammeri med hinanden. Den ene af dem havde nogle penge, som de to andre ville have, men han ville ikke have sine penge brugt. Da de så ud på natten drog hjemad, overfaldt de to ham med pengene, de havde besluttet sig for at tage dem fra ham med magt, om de så skulle slå ham ihjel for at få pengene. Pengemanden blev mishandlet, slået og sparket og stukket med knive i underlivet. Da han omsider virkede livløs, smed de ham ned i en grusgrav og dækkede ham til med jord. Hans penge fik de dog ikke, for dem havde han puttet ned i sin ene støvle, og der fandt de dem ikke.

Gerningsmændene drog nu hjem i den tro, at han var både død og begravet og at deres ugerning ikke ville blive opdaget. Dagen efter blev han dog savnet, og da nogle begyndte at søge efter ham, kendte de ikke noget til hvor han var blevet af. Hen på eftermiddagen blev han dog fundet, da var han kommet så meget til bevidsthed at han var kravlet op af grusgraven. Her fandt man ham, fik ham båret hjem og kørt på sygehuset, hvor han døde nogle dage efter.
Der var øjeblikkeligt sendt bud til Herredskontoret, og dagen efter mødte politi og en fuldmægtig op i Moselund. Der blev holdt forhør, hvor den ene straks gik til bekendelse, hvorimod den anden ikke ville indrømme noget. Fuldmægtigen tog dem begge med sig, de blev ført bort i lænker, og kom i fængsel.

Den historie nåede også til Silkeborg, og blev bragt i Silkeborg avis torsdag den 14.juni 1877. I søndags aftes tildrog sig en uhyggelig begivenhed paa Moselund, 2 mil vest for Silkeborg, hvor et større antal polske arbiedere ere beskjæftigede ved den store tørvefabrik, som Konsul Steenberg fra Randers for tiden anlægger, idet nemlig to af arbeiderne, som spadserede med en anden kammerat henad Kragelund til, overfaldt denne, efter sigende fordi han var i besiddelse af nogle faa preussiske dalere, som de forlangte at laane, hvilket han nægtede. Efter at have kastet ham omkuld, mishandlede de ham med spark og slag og kastede ham derpaa i en grøft eller sandgrav, hvor han henlaae fra om aftenen til næste eftermiddag, da det lykkedes ham at komme op og slæbe sig hen til barakkerne. De to forbrydere ere belagte med arrest og transpoterede til Kjellerup og den overfaldne mand er ført til sygehuset her i byen. De polske arbeidere boer i 4 træbarakker ved Moselund og udgør et antal af c. 180, hvoriblandt fruentimmer og smaa børn. De bliver godt behandlede, men med enkelte hæderlige undtagelser er der mange raa elementer iblandt dem. Sundhedstilstanden har i det hele været ret god, med undtagelse af et par heftige tilfælde af lungebetændelse, som hos en af dem har havt døden til følge paa sygehuset her i byen.





Postkort med barakkerne i Moselund, uden årstal.






Barakkerne ved "Polakværket" Moselund, opført 1914, benyttedes af arbejderne ved
Aarhus Belysningsvæsen, der også forsynede sig med tørv fra Moselund.




De to var ikke de eneste der blev straffet, fortsætter Chr. Christiansen, der var ofte spektakel imellem polakkerne, de kunne aldrig enes. Ofte kom der om natten bud op til Moslundgård og bestyreren, at nu måtte de ned og få styr på polakkerne, inden det gik helt galt. De værste af dem blev sendt tilbage til Polen, en dag var der ikke mindre end seks der blev jaget bort.
Da Chr. Christiansen den dag kom hjem fra marken, fik han ordre til hurtigt at gøre sig færdig, og ride til Kjellerup med nogle bøger, der skulle afleveres på Herredskontoret. Polakkerne var gået i forvejen, og forvalteren fortalte hvilken vej han skulle ride, for han måtte endelig ikke møde polakkerne på vejen, for så risikerede han at blive overfaldet.
Chr. Christiansen kom til Kjellerup og fik bøgerne afleveret, men så ellers ikke noget til polakkerne i byen. Så satte han hesten i stald og ventede på at de skulle komme, for han var bange for at møde dem undervejs. Han ventede et par timer, men der kom ingen polakker, og så turde han ikke vente længere, hentede hesten og red hjemad. Han trøstede sig selv med, at det var en god hest som de ikke ville være i stand til at løbe ind. Da han så kom ud mellem Vinderslev og Mausing mødte han de seks polakker, og han så dem ikke før han næsten var lige foran dem. Der lå heldigvis en gård i nærheden af vejen, der red han ind, medens drabanterne gik forbi. De havde en dunk på nakken, og nogle af dem var meget berusede. De sang og gjorde støj og var ved godt humør. Da polakkerne var kommet så langt bort, at de ikke lagde mærke til noget, red Chr. Christiansen videre til Moselundgård, lettet over at være sluppet heldigt forbi polakkerne.

Hen i november måned rejste alle polakkerne hjem til deres fædreland, og ønskede vist aldrig at skulle bo her mere, for de var vist lige så fattige den dag de rejste, som den dag de kom. De var lovet frit rejse hjem, men det fik de vist ikke, for dengang var Konsul Steenbergs penge vist snart forbi, og det var jo ikke så sært, mener Chr. Christiansen. Han havde jo betalt hele maskineriet, der havde kostet mange penge, og der skulle mange penge til, til dagløn til alle disse arbejdere, som nu havde været der næsten et halvt år. Hver lørdag kom en jernkasse fyldt med penge, og den var så tung at en mand knap kunne bære den. Kun lørdag aften blev der holdt udbetaling, så var der en mængde mennesker, både polske og danske arbejdere, så var gården helt fyldt med mennesker.

Men da så tiden kom at tørvene skulle sælges, så kunne de ikke bruges, de var alt for hårde og kunne ikke brænde, så næsten ingen ville købe dem til nogen pris.
Et radioforedrag af Gårdejer A. Johannesen, fra 1931 om tørveindustrien i Moselund, er senere blevet refereret, og her får vi forklaringen på hvad det var der gik galt med Konsul Steenbergs tørv. Han fortæller om hele projektet, en arbejdsstyrke på 200 mand og de hundrede tusinde af kroner anlæg og arbejdsløn havde kostet. "Desværre svarede resultatet ikke til de store forventninger, men stor skuffelser kom. Tørveindustri er den dag i dag og selvfølgelig også den gang baseret på at udnytte solens og vindens kraft til at fjerne vandet fra tørven. Først gennem tørringen får man et brugbart brændsel, og her savnede man erfaring. Man benyttede den fugtige mose til tørreplads og lagde tørvene ud i tykke lag, og da så efteråret kom med regn, og vinteren med sne, ja, da lå de 200 mands og de kostbare maskiners arbejde som en værdiløs masse derude i mosen".

Chr. Christiansen slutter sin beretning med,: sommeren efter kom det slet ikke i gang, maskineriet var der nu ikke brug for mere, så nu var alle disse tusinde kroner jo spildt, og tre år senere gik Konsul Steenberg fallit på flere tusind kroner. Gården skulle sælges, hans broder Erik Andreas Steenberg bød den ind til ham, og han blev ved gården et år, men kunne ikke klare sig der. Konsulen måtte forlade gården for bestandig, og rejste til København med sin familie.

Siden hen skulle det jo blive meget udbredt med polske landarbejder i Danmark, specielt på herregårdene og roepigerne på Lolland og Falster, men det er først efter 1893. Så vidt jeg kan vurdere, så hører de polske arbejdere i Moselund 1877, til blandt de tidligste forsøg på at importere polsk arbejdskraft til Danmark.

Og selv med det begrænsede materiale der findes, så skinner det igennem, at polakkerne ikke har været særlig populære. Chr. Christiansen benævner dem" disse stakkels forhadte mennesker, som nu var i fremmed land". Silkeborg avis nævner:" med enkelte hæderlige undtagelser, er der mange rå elimenter iblandt dem". Men også Jens Jensen fortæller lidt om skrækken for de fremmede: "Fortjenesten omsatte de helst i brændevin, ligesom de også var flittige gæster på Kragelund Kro. Tit kom de i slagsmål, når de gik herfra, så beboerne i de huse, der lå mellem byen og mosen, slet ikke følte sig helt trykke ved tanken om, at det fremmede folkefærd skulle passere deres ejendomme. En morgen, da Mette Refshale (Jens Jensens Kone) kom ud i stalden for at malke, var en af dem tyet derind og havde lagt sig til at sove. Jens var gået på arbejde i mosen, men Mette skyndte sig til en nabo og de fik i forening polakken vækket. Men han viste sig at være meget fredelig og medgørlig og gik villigt sin vej". Der er ingen tvivl om at den lokale befolkning har været udtrykke ved de mange fremmede og anderledes mennesker, der pludselig var kommet til egnen.

Steenberg familien beholdt og drev dog Moselundgård en lang årrække, mosebruget blev derefter drevet med de gammel kendte metoder med håndkraft. Konsulens broder, Savværksejer Erik Andreas Steenberg, døde den 6. august 1891 i Randers. Det må så være hans søn, Fabrikant Erik Steenberg (junior) født 1868, der overtager Moselundgård, og allerede i 1890erne begyndte han tilvirkning af maskinetørv. Han driver virksomheden videre til 1907 hvor han sælger til et københavnsk konsortium Blichingberg & Co. Erik Steenberg (junior) beholdt dog et moseareal omkring Phønix, som han så efterfølgende skulle være gået fallit med, og dermed sluttede Steenberg æraen omkring Moselund.




P­høn­ix v­ærk­et, u­den å­rst­al


P­høn­ix- v­ærk­et u­den å­rst­al


HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017