Artikler fra og om Engesvang


Gert Poulsens erindringer

 Afskrevet i 2006-2007 til Engesvang lokalhistorisk arkiv af Ejvind Lassen, Engesvang. 

Gert Poulsens Erindringer

Gert Poulsen:
Født i Engesvang Krat i 1905, død i Ans i 1987.
Dimitterede som lærer fra Nr. Nissum Seminarium omkring 1933. Han var enelærer og kirkesanger, først i Harboøre, dernæst i Agri og sidst i Kongens Tisted.
Sit otium nød han sammen med sin kone Signe i Ans, hvor han var aktiv inden for mange områder. F.eks. havde både kirke og ældreomsorg hans store interesse. 

”Gammelskovgård”
Når jeg i det følgende skal fortælle minder fra mit liv og virke, må jeg begynde med begyndelsen. Jeg blev født i ”Gammelskovgård” i Engesvang Krat i Engesvang sogn 10. juni 1905, Kragelund kommune var det dengang. De tre sogne Engesvang, Funder og Kragelund var dengang sammen i en kommune. Først i 1913 blev der et særskilt Engesvang kommune. Før i tiden sagde bedstefars familie i Aulum og Sunds, når de ville besøge mine bedsteforældre, at de skulle på besøg i Kragelund, og det var jo langt fra tilfældet. Ejendommen, der blev mit fødehjem hed ikke ”Gammelskovgård” dengang. Egentlig hed den vist ikke noget, men længere tilbage, da bedstefar og bedstemor købte den og flyttede dertil, hed den ”Krathuset ”. Den var i sin tid udstykket fra Søren Malmbaks gård i Engesvang. det var sådan, at alle gårdene i Engesvang havde et stykke jord oppe i Krattet, et sted hvor de kunne hente deres brænde. Alle gårdene i Engesvang Krat havde hver for sig hørt under en gård i Engesvang by. De var så blevet stykket fra, og var blevet selvstændige ejendomme.
”Krathuset” var ikke mine bedsteforældres første hjem. Da de den 12 September 1861 blev viet i Ikast kirke, havde de købt en ejendom i Ravnholtlund, hvor de flyttede ind. Den ejendom ejedes senere af Lorise og Laurits Andreasen. Lorise var i min barndom og ungdom kendt som en dygtig og meget brugt kogekone, og hendes mand drev stor handel med landbrugsmaskiner.

Omkring 1865 byttede mine bedsteforældre den ejendom i Ravnholtlund med en større i Bodholt, denne kom til senere at tilhøre Jacob Vestergård, der drev den i min barndom og ungdom. I 1866 var bedstefar kørende til Århus med en hest for vognen for at købe rug til at bage brød af. Det år var der en forfærdelig tørke over hele landet, så kornhøsten næsten helt slog fejl.
Min far var født i Bodholt. Omkring 1870 handlede de igen og flyttede nu op i ”Krathuset”, der havde et jordtilliggende på 42 tdr. land, hvoraf det meste var mose. Af markjorden var kun lidt opdyrket, der var en del egeskov og så en ret stor beplantning med store grantræer. Da der ikke var så meget egekrat på Søren Malmbak`s kratlod, havde han plantet en del grantræer. Om det var Søren Malmbak, der havde bygget ”Krathuset” eller det var en anden, som bedstefar købte af, ved jeg ikke. Men da mine bedsteforældre flyttede ind i ”Krathuset”, var der ikke ret meget korn at høste. De to ældste børn måtte drive rundt med de to køer og de to stude nede ved kanten af mosen, hvor der var en del græs. En del af græsset slog bedstefar med le, det blev lavet i hø og brugt som vinterfoder.

”Krathuset” var på to etager. Kostald og lade var gravet ind i den lille bakke og havde mur mod øst, hvor der sad vinduer og døre. Oven over stalden var beboelses huset, som familien flyttede ind i, de havde tre børn dengang, huset var lille og utæt, og der gik ikke mere end et par år, så byggede de et nyt stuehus og et udhus syd for ”Krathuset” og ind i læ af de store grantræer, hvoraf en del blev fældet og brugt til tømmer. Her i disse huse voksede far og hans fem søskende op.

Senere i 1901, da far og mor overtog ejendommen, blev der bygget nyt kostald, og det gamle udhus fungerede nu som svinestald og lade og som bolig for mange rotter, jeg kan lige huske det gamle udhus, der lå i vest siden af gården og huske, hvordan far og store Gert kæmpede for at udrydde rotterne. Far hældte vand i hullerne, og rotterne kom drivvåde op, og Gert stod parat med en stor kæp og slog dem ihjel, efter som de kom op. Jeg husker, hvordan de prøvede at løbe op ad væggene for på den måde at undslippe. Men Gert var der med stokken, og rotterne måtte dø. Jeg husker også, at da jagten denne dag blev indstillet, blev møjbøren fyldt, da de død rotter blev skovlet op og kørt på møddingen. Så fik vi ”Ratin”, og så blev vi rotterne kvit.

Jeg husker af gode grunde ikke julestormen 1901, da jeg først blev født 1905, men jeg husker de store granstammer, som stormen havde væltet, og hvoraf en del blev brugt til tømmer i det nye hus, der blev bygget i stedet for det gamle udhus der var opført af bindingsværk. Der var bjælker, der i rod enden var så tykke, at en voksen mand ikke kunne spænde om dem med armene. Jeg kan huske, vi havde en tømrer fra Kragelund, der hed Bendix Nielsen til at hugge træet til og til at sætte det op på huset

Jeg husker også i min tidligste barndom, at far og Gert var beskæftiget med at rydde de mægtige trærødder op, da vi fik besøg af faster Hansine fra Ærøskøbing, hun var enke efter bedstefars afdøde broder Jens. Hansine der var født på Ærø, kom på besøg et par gange, medens jeg var dreng. Jeg kan huske, at hun den omtalte dag kom ned for at hilse på os, og at hun havde en lille spand med nogle fine billeder på og en lille spade med som en gave til mig. Vi fik gennem årene en del breve fra faster Hansine, de var alle skrevne med gotiske bogstaver, og kun far og hans forældre kunne læse dem. Det var altid far, der skulle svare på disse breve, mine bedsteforældres hænder rystede for meget til, at de kunne skrive, de havde ellers begge to haft en fin håndskrift.

Far og mor overtog gården, da de blev gift 27. november 1901, og de drev den med en karl til hjælp, til jeg blev 12år. Så måtte vi drenge gøre det ud for en karl. Vi måtte op og hjælpe med morgenarbejdet, og straks vi kom hjem fra skole og havde fået noget at spise, skulle vi skifte tøj og ud at hjælpe far i mark og stald. Da vi børn var rejst hjemmefra, måtte far igen have en karl til hjælp, indtil Johannes kom hjem igen, for siden ved fars død i 1937 at overtage gården. Allerede året efter begyndte han at lave tørv, og under krigen havde han en stor produktion og solgte mange tørv. Desværre fik han dårlig ryg og måtte i 1965 sælge ”Gammelskovgård” og flytte ned på Birkevej i Engesvang, siden har vort fødehjem været på fremmede hænder.

 Vi fire søskende.
Vi var fire søskende, der voksede op der i hjemmet. Jeg blev som tidligere nævnt født 10 Juni 1905. De havde i 1902 fået en lille pige, men hun døde få timer efter fødselen. Mor snakkede ofte senere om, at havde hendes lille pige levet, kunne hun nu have haft en stor pige til at hjælpe sig.
Niels blev født 15. februar 1908, det husker jeg ikke, men da Johannes blev født 14 Marts 1911, det var om natten. jeg husker tydeligt, at Niels og jeg blev flyttet op til bedstefar for at sove hos ham. Jeg gik, far bar Niels. Bedstemor var oppe for at være hos mor, medens far hentede jordmoderen i Bording. Jeg kan huske, jeg hørte far og karlen trække fjedervognen ud og spændte hestene for, og jeg hørte vognen køre ud af gården. Jeg ville vide, hvad far kørte efter, men bedstefar snakkede udenom hele tiden og foreslog, at vi skulle sove, hvad altså ikke lykkedes for mit vedkommende. En tid efter kørte far ind i gården igen, og jeg kunne høre en fremmed damestemme, da far og jordmoderen trådte ind i gangen. Ikke så længe efter, hørte jeg et barn, der græd. ”Jeg kan høre et barn der græder” sagde jeg til bedstefar. Ja svarede han” så har du nok fået en lille bror eller søster”. Det blev altså en bror og han kom til at hedde Johannes efter mormor, der nylig var død. Da det blev sommer, blev jeg somme tider sat til at køre med barnevognen. Og jeg husker, at jeg en dag kørte med vognen vest for haven, der var vejen så jævn, at vognen kunne løbe selv, når den fik et ekstra skub. Denne dag må jeg have skubbet lidt for kraftig til, for vognen løb mod en sten og væltede over i granerne ved siden af, og drengen faldt ud, og han græd. Jeg fik hurtigt vognen rejst og drengen lagt til rette igen og giver ham sutten, og så faldt han snart i søvn. Og jeg var glad over, at hverken Johannes eller vognen havde taget skade. Johannes var så god og let at have med at gøre. ”Han er den bedste af mine børn”, sagde mor. Han var også god at sende til far og mor, når der var noget, vi gerne ville have at lege med. Ham kunne de ikke stå for. Han var også en klog dreng. Allerede som en lille purk stod han og så på, at far var ved at vise Niels noget, han skulle lave. Det ville ikke rigtig lykkes for Niels og Johannes sagde da til far: ”Tror du ikke, at Niels kunne bedre, når du ikke stod og så på det”. Far gik, og det lykkedes bedre for Niels.

Da søster Anna blev født den 6. August 1914, blev mor syg, da vi sad ved middagsbordet. Tobias, sådan hed vor karl, fik besked på at trække fjedervognen ud og lægge seletøj på hestene, og så skulle han skynde sig at gå op til tante Else Marie og bede hende komme over til os med det samme. Far skyndte sig at klæde om, og vi tre drenge fik besked om at trække i søndags tøjet, og så skulle vi køre med far op til Peter Madsens, og der skulle vi sige, at vi måtte blive der, til far kom for at hente os. Det skete ved firetiden om eftermiddagen. Da var fødselen overstået, og far havde været i Bording med jordmoderen, og så kunne vi køre med ham hjem. Han fortalte, at nu havde vi fået en lille søster. Jeg kan huske, at Ane Madsen var meget interesseret i at få at vide, hvordan det var gået. Hun gik selv og ventede sig, og få dage efter fødte hun en dreng. De to sidste af deres børn hed Olga og Nina, de var nummer otte og ni, og jeg kan huske, at far og mor snakkede om, at nu skulle den lille dreng nok hedde Tinus, men han kom til at hedde Henry. De fulgte ikke reglen med at give navn efter nummeret. Da vi kom hjem, skulle vi straks ind at se lille søster, der var kun et lille lyserødt hoved at se, men jeg husker, at mor så meget træt ud, men alligevel var så glad og lykkelig for sin lille pige. Dagen efter kom tante Else Marie med vafler og sødsuppe til hende.

Og så husker jeg en eftermiddag vinteren 1924, at jeg var hjemme for at se til mor, det var et par dage før hun døde. Jeg husker, hun sagde til mig, da jeg sad ved hendes seng: ”Ja, jeg ville jo så gerne have levet noget længere for at se, hvordan det vil gå jer, men nu skal jeg jo snart dø, og så kan jeg ikke gøre andet for jer end ligge jer i Guds hænder og bede ham bevare jer”. Mor døde 3.4. 1924. Sådan set er det jo gået hendes børn godt, idet vi alle kom i gode stillinger. Niels fik sin eksamen som landbrugskandidat på Landbohøjskolen i København. Johannes fik gården derhjemme og var tørvefabrikant i en del år. Anna blev gårdmandskone i Engesvang og jeg blev lærer og fik 35 gode år blandt børnene i folkeskolen, mon ikke vi alle fire har været omsluttet af fars og mors bønner?

 Min mor født 9/11 1876.
Hun var nok det første menneske jeg lærte at kende og som gjorde et stærkt indtryk på mig. Hun var født i Hestlund i Bording sogn og var datter af Johanne og Niels Jørgensen, der havde en gård i Hestlund by, denne gård blev senere delt imellem tre af hendes brødre. Efter sin konfirmation tjente hun forskellige steder på landet. Derefter var hun på en systue i Herning, hvor hun lærte kjolesyning. I nogen tid derefter tog hun rundt med sin symaskine og syede for folk rundt i gårdene, hvor de havde brug for en syerske. Dette liv blev hun træt af og tog så plads som pige hos Trine og Frederik Jensen i Kristianshede. Der var hun i to år, så flyttede hun op til Mette og Kristen Jensen i Julianehede. Der blev hun og far kendt med hinanden, og de blev forlovet og senere gift.
Hun var et ganske almindeligt menneske, en af dem der går 12 af på dusinet, men hun var min mor, og hun var en god mor og en dygtig husmor. Mors ansigt glemmer jeg aldrig, hvor kunne hun smile glad til os. Mors hænder glemmer jeg heller ikke, de kunne ofte være ru af arbejde, men hvor kunne de stryge mildt og blødt, ned over ens hår eller kind. Mor havde meget at bestille, da vi var flest, var vi ni daglige mennesker, der skulle laves mad til. Huset skulle holdes rent, og vort tøj skulle vaskes, sys og stoppes. Mor syede både hendes eget og hendes børns tøj, hun havde syet mange kjoler, før hun blev gift med far. For at nå det hele måtte hun tage aftnerne og somme tider noget af natten til hjælp. Mor bagte og bryggede selv, som det var almindeligt i de fleste hjem på landet før 1. verdenskrig.

Mors tårer glemmer jeg heller aldrig. En gang mor græd står så tydeligt for mig, for det var mig, hun græd over. En dag skulle vi have grønkålsuppe, og som dreng var jeg ikke glad for grønkålsuppe, og den dag lod jeg min portion stå urørt. Mor lavede altid god mad, og far sagde: ”Du skal spise den portion, ellers får du ikke noget af næste ret”. Jeg lod maden stå og måtte gå fra bordet uden at havde fået middagsmad. Da far og karlen og mine bedsteforælder var gået ud, kom mor med et par stykker mad, som hun havde smurt og sagde, at nu måtte jeg så få dem, men jeg var stejl og hård og sagde: ”Nej tak, jeg kan godt vente til aften”. Da græd mor. Jeg glemmer det aldrig. Siden spiste jeg grønkålsuppe hver gang og nu holder jeg meget af den ret, men kan ikke så godt tåle den. Mors sidste ord til mig glemmer jeg aldrig – dem gemmer jeg. Mor døde da hun var 46 år, jeg var 18 år den gang, og jeg var jo den ældste af os søskende.

 Min far. Født 18/6 1869.
Holdt jeg meget af mor, så holdt jeg ikke mindre af far. Hvor var han en god far for os børn, og hvor var han god ved mor og mod sine gamle forældre, der boede hos os, de var på aftægt, som det hed dengang. Altid kunne han give sig tid til at tale med os og hjælpe os til rette. Far havde sin gård at passe, og han havde meget at gøre ude i sognet. Mange offentlige hverv var tildelt ham, og de skulle passes, og de blev passet godt. Hvor var han samvittighedsfuld, og hvor var han præcis, når han skulle ud til et eller andet, ingen skulle vente på ham. Når han kom hjem efter at havde ude i et eller andet ærinde, havde han altid meget at fortælle. Da jeg var 12 år skulle jeg gøre det ud for en karl derhjemme. Og som sådan skulle jeg jo også passe hestene, og de skulle fodres flere gange i løbet af en aften. Når jeg skulle ud at fodre, sagde jeg til far: ”Nu må du ikke fortælle noget, før jeg kommer ind”. Om aftenen læste far ofte højt for os, når vi sad bænket rundt om bordet, eller han fortalte oplevelser fra sin barndom og ungdom.

Som tolvårig mistede far sit højre øje ved en ulykke, der skete på vej hjem fra skole. En dreng havde en knaldhætte i sin lomme, mange jægere lavede dengang selv deres patroner. Nu skulle denne knaldhætte skydes af ved en stendynge. Den blev lagt på en sten, og så slog drengen ned på den med en anden sten. Knaldhætten sprængtes og et stykke af den ramte fars højre øje og trængte ind i det. Det gjorde frygtelig ondt, og far kom grædende hjem. Farmor kunne intet gøre udover at binde et klæde for og så sende bud efter farfar, der var på arbejde nede ved Bølling Sø. Da han kom hjem ved aftenstid, blev de enige om at far skulle til en læge. Den nærmeste læge boede i Silkeborg. Bedstefar tog sin dreng ved hånden, og så gik de to til Silkeborg, der var to mil at gå. En lang vej for en dreng der havde frygteligt ondt i sit øje og for en mand, der havde gået en ½ mil til sit arbejde tidlig om morgenen, og havde arbejdet en hel dag og gået den halve mil hjem fra arbejdet. Da de kom ind til lægen, blev bedstefar snart klar over, at lægen ikke vidste, hvad der skulle gøres. Han undskyldte sig med, at det var for mørkt og sagde, at de måtte vente til næste morgen, når det blev lyst. De blev så enige om, at drengen skulle sove på en sofa hos lægen, så ville bedstefar gå hjem og så komme igen næste dag. Det sidste bedstefar sagde til lægen var ”Nu rører de ikke drengen før, jeg kommer”.

Bedstefar gik de to mil hjem til Engesvang og fortalte bedstemor, hvordan det var gået. Så gik han over til sin nabo og gode ven Jørgen Madsen, kaldet ham op af sengen og lånte 30 kr. af ham og gik så hjem for at sove. Kl. 4 næste morgen stod han op, og da han havde fået noget at spise, gik han til Silkeborg. Da han kom til lægens dør, havde denne fået far vækket og fået ham anbragt på en stol og ville nu i gang med at undersøge øjet. ”De rører ikke drengen”, sagde bedstefar, nu skal han til en øjenlæge i Aarhus. Inden de gik fra lægen, spurgte bedstefar ham om, hvor meget han skyldte ham for natlogi for far. Det ville lægen ikke have noget for. De gik så om til Silkeborg station, og tog med det første tog til Aarhus. Banen mellem Silkeborg og Skanderborg var lige blevet åbnet. I Aarhus fandt de snart en øjenlæge, der straks opererede øjet bort, det var så beskadiget, at det ikke kunne reddes. Da far nogle dage efter kom hjem, var det med en sort klap for øjet.

Den sommer, han gik til præst i Kragelund, der var 12 – 15 km. at gå frem og tilbage, havde han sit arbejdstøj med i en bylt under armen, det gemte han i en rør under vejen før han kom til Klosterlund. Når han så kom tilbage, spiste han den mad der var pakket ind i tøjet, så klædte han sig om, og så rejste han tørv resten af dagen. På den måde tjente han så mange penge, så han fik et glasøje sat i, inde han skulle konfirmeres.

Jeg var ofte med far i Silkeborg, somme tider var vi kørende derned, måske skulle der sælges eller købes smågrise på torvet, måske skulle der købes sædekorn hos købmand Knap. Andre gange, og det var nok de fleste, var vi med toget. Hver gang vi var i Silkeborg, skulle vi ind i et hjemmebageri på Skoletorvet for at have en kop kaffe. Det var frøken Else Andersen, der havde den forretning. Vi fik altid god kaffe og godt brød til, og så fik far altid en god snak med frk. Andersen. Hun havde altid en eller anden god oplevelse at fortælle. Her kommer en af dem: En mand, der boede mellem Engesvang og Silkeborg, havde også en dag været inde hos frk. Andersen for at få en kop kaffe. Der var altid rigelig både med sukker og fløde på bordet. Da manden var færdig med kaffen, tømte han de sidste sukkerknalde ned i sin jakkelomme. Det så frk. Andersen gennem køkkendøren, og en – to – tre var hun ude i butikken og greb flødekanden og hældte fløden ned oven på sukkeret, idet hun sagde: ”Du må hellere få fløden med også!” Manden gik og holdt jakken ud fra sig, da han forlod butikken, og fløden dryppede nedenud. Der fortælles om samme mand, at han havde to pibehoveder til sin pibe en stor og en lille, den store var i, når han om lørdagen var i Silkeborg, og så gik han fra købmand til købmand og spurgte på, hvad varerne kostede, og samtidig benyttede han lejligheden til at stoppe piben fra tobakskassen, der altid stod fremme på den ene ende af disken. Når han så kom ud på gaden, gik han ind i en port og ryddede tobakken ud i hans tobakspose, som han havde med i lommen, derefter fik en anden købmand hans besøg. På den måde skaffede han sig gratis tobak, til han næste lørdag skulle til Silkeborg igen.

Det hændte ofte, at far skulle ind til Trikotagehandler Mads Madsen i Vestergade for at købe garn eller andet. Var Mads Madsen selv til stede, kunne han sige: ”følg nu med vi skal lige hen at drikke en kop kaffe sammen”. Så gik vi hen på et eller andet konditori, og Mads Madsen bestilte kaffe og kage, og mens vi drak kaffen, snakkede de om svundne dage, og det var meget interessant for mig at sidde og høre på. Mads Madsen var en søn af den Jørgen Madsen, som bedstefar lånte penge af. Han og far var lige gamle. De havde gået i skole sammen og til præst sammen, de havde leget sammen som børn og været venner i ungdomsårene. Da de blev voksne, fulgtes de ad dem uldpakken, det var mest ovre på øerne, de handlede. Jo, de havde meget at snakke om.

Mads Madsen var bleven ved handlen og havde den store forretning i Vestergade. Far gik tilbage til landbruget og arbejdede i tørvemosen om sommeren. Da far og mor blev gift overtog de hans barndomshjem. Der var da 3 køer og et par stude. Da jeg kan begynde at huske, var der et par heste og 8 gode køer. Da jeg var karl derhjemme, havde vi en nybygget gård og 12 køer og lige så mange ungkreaturer. Det bedste minde jeg har om far, er fra hans sidste sygeleje. Jeg var dengang lærer oppe i Harboøre, og jeg og Signe benyttede et par fridage til at besøge far. Vi gik fra stationen og hjem. Da vi var et par hundrede meter fra gården, kunne vi høre far synge, han lå i sengen, og vinduet stod åbent. Far havde aldrig været nogen stor sanger. Men nu sang han af fuld kraft. Jo, han var så glad og frigjort. ”Jeg har gjort op med Gud og mennesker, ingen har noget imod mig”, sagde far. Også vi skulle synge, og vi gjorde det. Men det er ikke let at synge, når gråden sidder i halsen! Far døde 20/12 1937.

Mine bedsteforældre.
Da far og mor overtog ejendommen efter mine bedsteforældre blev disse boende og var flyttet ind i to stuer, der var blevet bygget til den vestre ende af stuehuset. De spiste inde hos far og mor. Far skulle svare aftægt til dem. Nogle af mine bedste timer som dreng var mørkningstimerne inde hos dem, de var så hyggelige og fornøjelige, lampen var ikke tændt, men ilden i kakkelovnen lyst ud gennem glasset i lågen. Der var altid god varme i den lille stue, og ofte var der æbler der lå og syede inde i kogerummet, et stegt æble smagte dejligt. Bedstemor sad og strikkede eller spandt, begge del kunne hun udenad, så hun behøvede intet lys. Bedstefar sad i armstolen og hvilede sig. Han passede vore kreaturer til han var omkring 80 år. Bedstemor var født i Ikast 15/12 1840, hvor hendes far var rokdrejer og hjulmand. Hun var kun 10 år, da hun kom ud at tjene første gang. Hun og bedstefar var søskendebørn. Hun var god til at synge, og i disse mørkningstimer sang hun mange salmer og sange for os, som hun kunne udenad. Hun kunne også mange gamle viser, men dem husker jeg ingen af. Derimod kan jeg huske meget af, hvad hun fortalte om varsler. Hun havde kunne høre og se mere, end andre mennesker kunne høre og se. Det kunne hun også sidde og fortælle om i sådan en mørkningstime, og det kunne godt komme til at løbe koldt ned ad ryggen på sådan en ti – tolv års dreng som mig.

Nu kommer der lidt af hvad bedstemor fortalte
Da hun var 12 år tjente hun som lillepige på en gård ved Ikast. En nat vågnede hun ved, at der var noget, der trak i hendes overlagen, det var ved at være lyst i kammeret, men der var ingen at se. En uges tid efter døde den gamle aftægtskone, og så tog konen på gården overlagnet fra bedstemors seng og lagde den over den døde.

En aften mange år senere, da hun og bedstefar skulle til at i seng, kom hun til at se ud af vinduet og så da et lys bevæge sig op over bakken på den anden side af mosen. Hun kaldte på bedstefar og sagde: Hvem kan det være, der går der med en lygte på denne tid af døgnet? Bedstefar kunne ikke se noget lys. Nogle dage senere forsvandt der en mand derude fra egnen, og folk var ude at lede efter ham. De fandt ham liggende druknet i en tørvegrav, da de bar ham hjem, gik de netop der, hvor bedstemor havde set lygten bevæge sig, og tidspunktet var nøjagtig den samme, og de havde en lygte med.

En nat vågnede bedstemor ved, at hun hørte nogle gungrende lyde. Hun kaldte på bedstefar, men han kunne intet høre. ”Det er nok kallen, der er kommet op på loftet”, sagde han. En søndag middag nogle dage efter, kom bedstefar hjem fra en gudstjeneste i Bording kirke, bedstemor sagde da til ham: ”Nu har jeg hørt det samme, som jeg hørte den nat”. Den søndag formiddag havde en vognmand fra Silkeborg været der med et læs jernbaneskinner. Når han læssede dem af, den ene oven på den anden gav det den kraftige gungrende lyd, som bedstemor havde hørt der nogle nætter før. Det var i 1876, da de var ved at anlægge jernbanen fra Silkeborg til Herning.

Der vil måske være mange, der i dag vil trække på smilebåndet og sige: det var en gammel kones fantasi, der løb af med hende. Men der var noget om det, jeg ved min bedstefar og bedstemor kun talte sandhed, hvad de fortalte havde de virkelig oplevet. Da jeg nogle år senere drøftede disse problemer med en kollega, fortalte han, at han nogle år før var på feriebesøg hos sin broder, der havde en gård i Vestjylland. Og en dag var han gået en tur ud i marken, da han var kommet et stykke ud, vendte han sig om og ser da, at gården brænder, luerne slog ud gennem taget. Han vender om og løber tilbage til gården, men der var ingen ild nogen steder. Han rejser hjem, og en uges tid efter får han et brev fra sin broder, hvori denne fortæller, at deres gård er brændt. Jo, der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår.

Da min far døde i december 1937, var jeg lærer i Harboøre, det var en mandag morgen kl. 5, at jeg pludselig vågnede op, og det stod så lysende klart for mig, at nu var far død. Da Signe kom op, fortalte jeg det til hende. Klokken ni blev jeg kaldt til telefonen, det var min broder, der ringede og fortalte, at far var død klokken 5.

Hvad min gamle bedstefar fortalte
først spredte træk fra Bording sogn i tiden omkring 1848 – 64, vi lader bedstefar fortælle

Et lille stykke nordvest for Bording kirke lå en lille ejendom. På den ene side af vejen, der førte over ejendommen lå to gamle svejryggede huse, der ordentlig kunne ryste for vestenvinden, på den anden side af vejen stod altid en stak klyner (hedetørv) der efterhånden, som den gamle bilæggerovn fortærede dem, svandt ind dag for dag vinteren igennem, indtil der næste sommer blev rådet bod derpå ved en ny forsyning.
Til ejendommen hørte 100 tdr. land, samt et stort stykke hede, der lå ude ved Sjøbjerg sø og kaldtes ”Rotvig” Det er det nuværende Damholt mergelleje. Tænk hvilken rigdom min fader således uanet var ejer af.
Den lille hyrdedrengs ensomme tilværelse: født 9/1 1837.
Mit første arbejde var at drive min faders kreaturer ud til ”Rotvig” og vogte dem der. Jeg var kun 6 – 7 år, da jeg begyndte som vogterdreng og gik der ene på den store hede sammen med kreaturerne og græd og længtes efter, at det skulle blive aften, så jeg igen kunne komme hjem til min moder. Min fader havde bygget en lille jordhytte til mig derude, der kunne jeg krybe i læ, når det regnede.

En handel der gav bagslag.
Som hyrdedreng havde jeg mange, for andre morsomme, men for mig oftest ret ubehagelige oplevelser, således ville de ældre hyrdedrenge deromkring benytte sig af min barnlighed. En dag kom en stor dreng, der vogtede køer i nærheden, hen til mig for at slå en handel af med mig. Jeg havde imidlertid intet handelskram og fik da det gode råd af ham, at jeg kunne skære knapperne af noget tøj, så kunne vi handle om dem. Og jeg var ikke klogere end, at jeg om aftenen skar knapperne af min yngste broders vest. – Næste morgen savnede mor knapperne, og da hun troede, at det var drengen selv, der havde skåret dem af, blev jeg sendt ud for at skære et ris, da han skulle have prygl. Nu gik det imidlertid hverken værre eller bedre, end en af knapperne trillede ud af min lomme, da jeg kom ind med riset, og da min moder så det, blev det en anden, der fik pryglene.

 Da jeg faldt i søvn.
En anden gang var jeg så uheldig at falde i søvn, og kreaturerne var da gået over i Niels Sjøbjergs gjær (spengel), da jeg vågnede, så jeg Niels Sjøbjerg komme ned til søen ridende på en hvid hest, jeg fik travlt med at få kreaturerne drevet bort fra de ulovlige veje. Niels Sjøbjerg red med det samme til Bording og klagede til min fader. Noget efter kom min fader gående over til en anden hyrdedreng. Jeg havde ikke mere glæde end til mig selv, da jeg ved at gå op på bakken for at se efter kreaturerne, så min fader gå hos dem. Jeg fik en god omgang prygl, men min fader sagde senere, at havde jeg gået hos kreaturerne, og han først havde set, hvor stor skade, der var gjort i Niels Sjøbjergs gjær, var jeg sluppet for pryglene.

Nogle år senere var jeg heldigere, det var efter mine forældres død. Og vi søskende var kommet ud i sognet. Jeg var hos Niels Mikkelsen i Ravnholt og skulle også der passe kreaturerne. Så var det en tidlig sommermorgen, der lå en kold tåge over mosen, hvor jeg gik hos kreaturerne, disse gik roligt og græssede, jeg lagde mig da i læ ved et par store knolde, og der overmandede søvnen mig, da jeg vågnede, var det helt klart solskin. Jeg så mig omkring, men der var ikke et kreatur at se, de var bissede hjem til Ravnholt. Jeg tog en træsko i hver hånd og løb, alt hvad jeg kunne. Da jeg nåede hjem, var manden ved at binde den sidste ko, jeg sagde selvfølgelig ikke at jeg havde sovet, og han sagde heller ikke noget til, at kreaturerne var kommet hjem.

Slavekrigen.
Så kom tiden før 1848 med urolighederne i Sønderjylland og Holsten. Det vagte en stor uro i Bording sogn, da rygterne om at Slesvigholstenerne lukket ”Slaverne” (tugthusfangerne) ud af Rensborg tugthus, nåede til Bording. Pastor Henriksen var nemlig kommet til Bording, og var endnu ikke gift, hans forlovede boede oppe i Thy. Da han hørte folk fortælle, at ”slaverne” kom op gennem Jylland og brændte alle de gårde og huse af, de kom forbi, tog han og karlen hver en hest og red i stræk galop mod Thy, ladende pigen og tjenestedrengen ene i præstegården med dens skæbne. Alle Bordings voksne mænd og karle samledes hver dag ved præstegården og holdt øvelse under kommando af en mand fra Subkjær, for at de kunne give ”slaverne” en varm modtagelse, når de kom. Så oprandt dagen, da ”slaverne” efter rygterne kunne ventes i Bording. Det var en dejlig klar dag, når folk så røgen fra skorstenene i det fjerne, var det klart, at nu var ”Slaverne” nået dertil, og røgen, de så, var fra et hus, der var sat ild på. Hjemme hos os var alt klar til at rykke ud. Vor syge fader skulle lægges på vognen, og så skulle vi køre ud til ”Rotvig”, der mente mine forældre, at vi bedst var i sikkerhed. På en gård i Bording var alle fødevarerne, mælk og fløde stillet frem på bordet, og alle måtte spise, når de ville og havde lyst. det kunne jo lige så godt blive spist af sognets folk, som ”Slaverne” skulle tage det. fra det nordlige del af sognet kom folk bevæbnede med plejle, leer, høtyve og gamle ”muskedonnere” for at slutte sig til det væbnede mandskab, der var ved præstegården. Alt var beredt på at give ”Slaverne” en varm modtagelse, men det viste sig jo at være blind alarm.

Skolevæsenet i Bording sogn omkring 1850.
Lige vest for Bording kirke lå den gamle hovedskole, hvor lærer Pagh var lærer. Han underviste tillige i en biskole i Bodholt. I Kristianshede var lejet en almindelig stue, og der underviste en mand, der hed Niels Skyum. Også i Stubkjær var der en skole, hvor Niels Spillemand, senere sognefoged i Bording, var lærer. Lærer Pagh var tillige landmand, han havde to køer og en hest. Denne hest var det især galt med græsning til, han trak da hesten ind på kirkegården og tøjrede den mellem gravene, hvor der var godt med græs. Det måtte han imidlertid ikke for pastor Henriksen, og af den grund måtte hr. Pagh tidlig op om morgenen, så hesten kunne få livet fuld, inden præsten stod op.

Pastor Henriksen ville også se lærer Pagh og de andre lærere efter i skolen, ofte trådte han derfor uanmeldt ind i skolestuen for at overvære undervisningen. Lærer Pagh var tillige ringer ved kirken, og som løn fik han ”æ ringkjær” – et bestemt antal neg – og kørte rundt i sognet for at hente det hjem, nogle skulle kun give et neg, andre flere – alt efter gårdens størrelse

Når skolen skulle kalkes.
Kommunens udgift til vedligeholdelse af skolerne var lille og så godt som intet ud over lærernes løn. Når skolen skulle kalkes, blev der sendt bud til gårdmændene, der så sendte deres pige hen til skolen for at kalke, men først skulle ler væggene klines. Pigerne æltede leret i en spand og smed det i hulinger på væggen og glattede det efter med hånden, hvorefter det blev børstet over med vand, når det så blev tørt, blev der kalket med en kost, der var lavet af græs (Drængræs). Det var kun stuehuset, der blev gjort i stand på den måde. Udhuset måtte degnen selv sørge for. Når degnens kone skulle lave ost, sendte hun brev med skolebørnene, at den dag ville hun lave ost, og så kom bønder konerne med mælk til osten.

Degnens snaps.
Degnen i Bording havde den skik ved højtiderne at give de kirkesøgende mænd en snaps efter gudstjenesten. Ondskabsfulde tunger mente, at degnens glas var noget lille. Så var der en helligdag, at Per Spillemand, der var sognefoged i Bording, ikke fik sit glas tømt, ”Drik ud” sagde degnen, ”A ka bestemt et”, sa Per Spillemand. ”Så skal du ha jen te” sagde degnen – og den drak Per Spillemand ud. Præsten fik byg af landmændene som betaling for brød og vin til altertjenesten. Det var også skik, at børnene, der gik til præst, skulle have sending med, denne bestod af smør, æg og andre fødevarer.

Koen kunne selv finde hjem.
Jeg husker, at jeg som dreng var med min fader til Christianshede marked, vi var der med en ko, der var gammel i gårde hos os, han fik ikke koen solgt, og da vi kom ud fra markedspladsen surrede han rebet om hornene på koen og lod den gå, den tog pænt retningen mod Bording. På hjemvejen var vi inde i ”Rønkildegård”, hvor fader spurgte, om koen var kommen forbi, og de sagde, at den vat kommen nok så pænt gennem gården. Da vi kom hjem, stod koen i stalden. I ”Rønkildegård” blev vi budt kaffe, jeg svarede at jeg ikke var tørstig. Det var første gang, jeg blev budt kaffe. Konen på ”Rønkildegård” var min faders søster

Strikkeriet gav en god indtægt.
En stor del af folks indtægt var det, de fik ind ved at strikke, alle måtte arbejde med det, forkarlene skulle strikke elle karte for husbonden de lange vinteraftener. Vi kunne også have det rigtig hyggeligt sådan en vinteraften, når vi sad sammen i stuen med vort arbejde, nogle kartede, andre strikkede. Som vi sådan sad sammen omkring tællepråsen skete det ofte, at nogen af naboerne kom med deres ”bindhues”, og så gik tiden med samtale af forskellig art, der blev fortalt spøgelseshistorier og røverhistorier og der blev sunget viser. På den måde kunne en aften hurtig gå. Det var ikke alene om aftenen i vintertiden, at der blev strikket, nej hele året rundt måtte de fem pinde arbejde. Når manden kørte gødning ud, gik han og strikkede, medens studene sindigt trak læsset ud i marken. Kvinderne var dog de flittigste, de havde næste altid bindehosen i hånden, enten de skulle i marken for at flytte kreaturerne, eller de skulle i mosen at skrue tørv. Jeg har hørt, at en kone ikke alene bandt det korn op, hendes mand høstede, men også satte det sammen og rev stubbene, og så kunne hun endda få noget strikket.

Indtægterne var i den tid små, af den grund måtte udgifterne holdes nede til det mindst mulige. Sognets vejvæsen kostede ikke noget, hver mand havde sit vejstykke at holde i stand. Vejstykkerne blev fordelt efter gårdens størrelse. Skulle der anlægges en ny vej, blev beboerne tilsagt at gøre dette arbejde. Alt offentlig kørsel gik på omgang.
Fattigvæsenet var også billigt, var der en familie, der ikke kunne klare sig, kunne de få ”Fattig rug”, det blev ligeledes pålignet landmændene at levere gratis. Var der et enligstillet menneske, der ikke kunne klar sig selv, måtte det gå på omgang i sognet. Dette var dog i reglen kun mændene, kvinder og gamle mænd blev ”bortliciteret” til den lavest bydende, gerne for et år af gangen.

 Da det første postvæsen kom til Bording.
I min barndom var der ikke noget i Bording, der hed post, skulle der sendes et brev, blev det sendt fra een sognefoged til en anden. Først da landevejen mellem Silkeborg og Herning var bleven anlagt, blev der oprette postvæsen. Der kom en kørende post ad landevejen to gange om ugen, og der var brevsamlingssted i Bodholt, hvor breve kunne indleveres. De breve der kom til brevsamlingsstedet i ugens løb, tog brevsamleren med til kirke om søndagen, så kunne folk få deres post der. En hel uges post kunne udmærket være i brevsamlerens hat. Han kunne om søndagen ved kirken få forbindelse med næsten hvert hjem i sognet. I pastor Blumers og Bulows tid var Bording kirke altid fuld af mennesker, idet ikke alene folk fra sognet, men også fra de omliggende sogne søgte til Bording Kirke. Det blev sagt, at kirken ikke var overfyldt, når der i hver stol sad dem, der kunne sidde, og lige så mange stod op, og de så skiftedes til at sidde, men skulle der to eller tre mere ind i hver stol, da var kirken overfyldt.

 Hans sidste år i barndomshjemmet.
De sidste år, jeg var hjemme før mine forældres død, måtte jeg hjølpe med at drive ejendommen, min fader var ofte syg, og så måtte moder og jeg udføre alt arbejde. Vi pløjede med en af de gamle hjulplove forspændt med en hest og en stud, jeg kørte og moder holdt ploven, det var ikke store arealer, vi kunne pløje på en dag, fader og moder døde med få måneders mellemrum det år jeg skulle gå til præst. Hjemmet blev solgt og vi seks søskende kom rundt i forskellige hjem i sognet. Jeg kom i præstegården hos pastor Henriksen og var der, til jeg blev konfirmeret, så kom jeg til at tjene i Ravnholt.
Lange rejser.

I min ungdom havde jeg flere lange ture. Engang skulle jeg trække en tyr til Viborg, det tog to dage at nå derop. Da jeg skulle hjem, skulle jeg gå ind til rebslageren og have eb ring reb med hjem. Uheldigvis var det ikke færdig, men den der var glad, det var mig. Et par gange var jeg kørende til Århus efter rug, og flere gange kørende til mølle nede på Silkeborg mølle.

 På session.
Man var vant til store afstande dengang, således måtte jeg møde i Holstebro, da jeg skulle på session. Jeg måtte af sted tre gange inden jeg blev kasseret. Vi kørte fra Bording om morgenen, dagen før sessionen skulle begynde, og kom til Holstebro ved aftenstid, gæstgivergårdene var overfyldte af unge mennesker, hvoraf mange var fulde, så det var ikke til at sove om natte for spektakel. Når sessionen ved aftenstid var forbi, kørte vi efter Bording, og kom der næste dags morgen. Det var en lang tid at sidde på en stiv vogn, så vi dygtig stive i kroppen efter sådan en køretur.

”Æ Luen marked”
En af de største begivenheder der på egnen var ”Æ Luen marked”. Til dette marked, der hvert år afholdtes i Gjelleruplund, skulle alle unge, ja det var sådan, at de unge ved fæste forlangte at få fri den dag, der var marked i Gjelleruplund. Det varede i tre dage. Det begyndte dagen før og endte dagen efter den egentlige markedsdag. Til dette marked kom der store læs trætøj fra Silkeborg egnen: Træsko, slagler, bedrag, trætøj til vogne, spiseskeer og meget andet, der var altid en mængde beværtnings telte. Gæstgiverne kom dertil helt nede fra Vejle egnen, og alle gjorde god forretning, så der var altid en mængde fulde folk. Der var også altid en mængde gøgler og tryllekunstnere.
Foruden markedet i Gjelleruplund var der et i Christianshede, det var ikke af så stor betydning, men hen imod aften samledes dog mange unge, det som ofte blev noget højrøstede. Når de hen ad de små timer vendte hjemad.

 Da krigen 1864 brød ud.
Jeg var bleven gift og boede i Ravnholt. En dag ville min kone over til Ikast for at besøge sine forældre. Før hun gik, ville jeg gå ud for at se, om der var nogle fjendtlige soldater at se, de danske var nemlig et par dage i forvejen draget nordpå. Da jeg kom op på bakken syd for Ravnholt, kunne jeg se ryttere helt fra Hjøllund over forbi Isenvad. Min kone kom ikke i byen den dag. senere blev jeg klar over, at det var Østrigske soldater, der kom mange af dem gennem Bording sogn, men alle var de rolige og ordentlige.

Fra hjemmebrændingens tid.
Hvorledes kontroløerne blev narret, og gendamen kom galt af sted. (skrevet ned forår 1934)
Det var en mørk vinterdag mange år tilbage. I mørknings timen listede jeg ind i bedstefaders stue. Han sad ved kakkelovnen og varmede sig med øjnene rettet mod ilden i kakkelovnen. jeg fik en følelse af at han drømte sig tilbage til sin ungdoms – ja, måske barndomstid. Jeg satte mig stille ned på en stol og så på ham. Da jeg havde siddet lidt, brød jeg tavsheden med spørgsmålet! Kan du ikke fortælle mig noget om den tid, da brændevinsbrænderiet blev forbudt her i landet?. Jo, siger bedstefader og lod den gamle rynkede hånd løbe gennem det tynde, hvid hår, og efter at han har drejet sin stol om, så han ser på mig, tager han fat.

 Hvad bedstefader fortalte:
Nu er det om jeg kan huske tiden, det kniber jo med hukommelsen, når man er over de 80, men det er vist ikke helt galt, når jeg siger, at det var omkring 1845. jeg var altså knap nok en halv snes år dengang. I den tid var det meget almindeligt med brændevin. Ved enhver lejlighed, ja, næsten ved hvert måltid kom brændevinsflasken på bordet. Det var en billig drik, da alle selv kunne lave den. Gårdmændene brugte deres affalds korn til brændevins fremstillingen. Kornet mistede ikke ret meget af sin foderværdi, fordi der blev lavet brændevin på det. og redskaberne, der skulle bruges til brændevinsbrændingen, var få og billige.

Men så var det at regeringen kom i tanke om, at det kunne give en god indtægt i statskassen, når der blev lagt en skat på brændevinen. Derved blev hjemmebrændingen forbudt. Brændevinen måtte kun fabrikeres på de store brænderier i byerne. Men bønderne blev alligevel ved at brænde i smug. Og da var det, at der blev sendt kontrollører ud. Nogle steder blev de kaldt snapshaner. Disse skulle holde øje med, at bønderne ikke brændte brændevin og få dem til at udlevere deres ”brændevinstøj”. Bønderne regnede det for en meget fortjenstfuld handling at narre og fortrædige disse kontrollører. Nu skal du høre, hvorledes bønderne bar sig ad, når de opdagede, at kontrollørerne kom.

 Den mystiske sæk i mosen.
På en gård i Bording var de netop i færd med at brænde brændevin, da de fik at vide, at nu kom kontrollørerne. De var hurtige til at handle. Da kontrollørerne kom i nærheden af gården, så de en karl der løb af sted med en sæk på nakken i retning af Nørlund. Kontrollørerne troede jo selvfølgelig, at det var brændevins tøjet, han havde i sækken, og de satte straks i løb efter ham. I Nørlund mose var de meget tæt på karlen, der for at vinde tid smed sækken i en tørvegrav. Skønt tørvegraven var fuld af vand, fik kontrollørerne omsider sækken fisket op. Imedens var karlen kommet dem helt af syne, hvilket var godt for ham, for kontrollørernes ansigter varslede ikke godt, da de efter at havde åbnet for sækken så, at den var fyldt med hestegødning. Medens kontrollørerne foretog denne afstikker, havde man god tid til at få brændevinstøjet gemt oppe på gården.

 Pigen der havde ”Tyfus”.
Et andet sted i Bording bar de sig ad på en noget anden måde. Da de så kontrollørerne komme, gemte de brændevins tøjet pigens seng. Kontrollørerne gennemsøgte gården og kom jo også til pigens kammer. Der lå pigen i sengen og råbte om vand. På kontrollørernes spørgsmål om, hvad pigen fejlede, svarede konen ”tyfus”. Da kontrollørerne bare hørte det ord, fik de travlt med at komme ud af huset.

Hos min svigerfader, der var hjuler i Ikast lagde de brændevins tøjet ned i en stor kedel og nogle hjul nav ovenpå og bragte derefter kedelen i kog. Da kontrollørerne kom. Var min svigerfader jo i færd med at koge sine hjul nav. Sådan blev kontrollørerne narret mange gange og på mange måder, men de fik dog fat på mangen brændevins tøj. Omkring 1850 var hjemmebrændingen forsvundet ii Bording.

Da Gendarmen anholdt sognefogdens kone for betleri.
Da bedstefader havde fortalt disse historier, gik der et smil over hans ansigt, og han sagde; nu skal du høre en anden historie, der er om gendamerne. Det vat omkring 1885, - det var jo dengang vi fik ”Riffelloren”. Ak ja! Der var en urolig tid i de dage. Der var jo en der skød et skud af mod Estrup. Det gjorde ham ingen skade, men straks havde vi Gendamerne. Nogle var til hest, og alle havde de blå uniformer, hvorfor de altid i daglig tale hed ”de blå”. De skulle fange alle betlere og tiggere, det var jo altså en slags politi. Så var der et sted, nu husker jeg ikke sognets navn, at sognefogedens kone ville gå over til en barselkone med en spand sødsuppe. I det samme kom en gendarm ridende. Han standsede straks hesten og spurgte hende i en bestemt tone, om hun var ude at tigge. Konen forsikrede, at hun var ude i omtalte ærinde. Det ville gendarmen dog ikke tro og sagde, at nu gik de til sognefogdens gård, hvor gendarmen stolt fremviste sit bytte for den benovede sognefoged, hvem han spurgte, om han ville sørge for konen. Sognefogden svarede: ”Ja, det vil jeg, nu har jeg sørget for hende i tyve år og jeg håber også at kunne blive ved dermed – det er nemlig min kone”. Da gendarmen hørte dette, forsvandt han skyndsomt ud af gården til stor morskab for sognefogden og hans sådan lidt forskrækkede kone. Nu fik du den historie i tilgift, og nu skal vi vist til at bestille noget, sagde bedstefader, hvorpå han tændte lampen og tog fat på bindehosen. Og jeg hentede min bog og gav mig i lag med lektien. Det var lidt om, hvordan mine bedsteforældre kunne underholde os søskende i mørknings timerne.


Lidt om vore karle.
Jeg har flere gange nævnt min fætter Gert, og jeg kan næsten godt kalde ham min plejebroder, da han var kommet til os, da han var 7 år, og han var hos os så godt som hele tiden, til han skulle ind som soldat. Han var omkring konfirmationsalderen, da jeg blev født. Ham holdt jeg meget af, han var så flink og rar, han lavede meget legetøj til mig. I de lange vinteraftener var han travlt beskæftiget med husflid, han lavede små fine æsker og fotografirammer i alle størrelser af cigarkasse træ. Når far var kørende til Bording, skulle han spørge hos købmanden, om han havde nogle tomme cigarkasser, han måtte få med hjem til Gert. Hans eneste værktøj var en god skarp kniv, en syl og noget sandpapir. Man kunne se hans rammer på væggene rundt hos hele familien.

Han elskede naturen og hvad, der rørte sig der. En dag i Februar kom han med to små harekillinger, han havde fundet ude i marken, han havde dem i sin kasket. Da vi havde set dem, bar han dem ud og satte dem, hvor han havde taget dem. En sommer søndag gik han og jeg en tur i skoven, da lå der pludselig en stor hugorm foran os på stien. Den dræbte han med en sten, og ved hjælp af en kløftet pind fik han hugormen anbragt i en myretue. Da vi en uges tid efter var henne ved myretuen for at se, hvordan det var gået med hugormen, da var alle bløddelene spist, og skelettet lå fri og ren. Det var pænt arbejde, myrerne havde lavet. Jeg husker, at da Gert første gang rejste fra os, kørte far ham og hans kuffert ned til Moselund station. Da Gert sagde farvel, græd jeg, det var svært at tænke på at han ikke mere skulle være hos os. Vi havde ellers i mange år været tre, som hed Gert. Naboerne kaldte os for gammel Gert, store Gert og lille Gert.

Efter soldatertiden tog Gert plads som staldkarl eller forkarl rundt på store herregårde. Da han var blevet gift, købte han en lille ejendom i Pårup hede, som han drev i sin fritid, ellers gik han på arbejde, om sommeren i mosen og om vinteren ved grusgravning eller skærve slagning, senere blev han ansat som vejmand i Engesvang Kommune, og der ydede han en betydelig indsats, vejene var gode at færdes på, de blev passet godt. Som pensionist boede de i Engesvang, hvor di havde et hus med en stor have, hvor de drev lidt gartneri

Da Gert var rejst fra os, fik vi Henrik som karl, han var søn af en af mors søstre og altså en fætter. Han var både flink og rar og dygtig som karl, men han tog sig ikke så meget af Niels og mig, som Gert havde gjort. Jeg husker en af de første dage, han var hos os, at han blev sat til at dække roer. Jeg havde min lille skovl og hjalp til af bedste vene med at smide jord på roerne. Niels klatrede op på roerne, og ville ikke gå ned igen, da satte Henrik sin skovl, og med et par spring var han oppe på roerne, hvor han greb Niels under armene og bar ham ned, og så blev han sat ned på jorden, og det skete så håndfast, at drengen forstod, at det skulle han ikke gøre en gang til. Henrik var hos os et år. Ikke ret mange år efter giftede han sig og overtog så sin fars gård i Hestlund. I mange år holdt han søndagsskole og var leder af samfundet i Hestlund.

Den næste karl vi fik hed Jacob Petersen, han var søn af Kristen Petersen, Julianehede, der var leder af samfundet og søndagsskolen der. Jacob, der var 15 år, fandt morskab i at gøre mig bange, han fortalte om ræven, der ville bide, og om spøgelser der levede alle vegne. Til sidst blev han selv så bange, at han ikke turde gå ud for at fodre hestene om aftenen, uden at jeg var med ham, og han havde en tændt lygte i hånden. En anden lille historie om Jacob. Det første efterår, han var hos os, var han og far ved at rense en grøft nede i mosen. Da de en dag havde holdt et lille hvil og spist et par stykker mad, tog Jacob en pibe op af lommen og ville til at stoppe og tænde den. Lad mig lige se den pibe, sagde far. Jacob rakte ham piben, ja, den ser jo godt ud sagde far, men nu beholder jeg den til i aften. Nu skal vi i gang igen, og her ryger vi ikke i arbejdstiden. Om aftenen tog far piben frem og stoppede den af sin egen tobak og rakte den til Jacob og sagde: ”Nu må du ryge”. Jacob var hos os et år, så rejste han i en anden plads. Senere blev han gift og bosatte sig o Bording, hvor hans kone drev Hjemmebageriet, og han var arbejdsmand. Han var i flere år leder af Arbejdernes bibelkreds i Bording.

Den sidste karl, vi havde, var Tobias Lassen, han var en søn af fars søster, der boede i Engesvang, han var hos os i 2 år. Han havde dette tilfælles med Gert, at han gerne ville arbejde med træ. Han brugte løvsav og savede fine ting ud af krydsfiner, det sad han og arbejdede med inde ved bordet i de lange vintertimer. Den første sommer, han var hos os, hjalp han os i fritiden med at bygge et dejligt legehus nede i sandgraven. Han ville også være med til at lege indianere inde i skoven. Han hjalp os også med at få anlagt små haver i skovkanten, hvor vi avlede kartofler og græskar. Det med de små haver blev vi ved at holde i gang, efter at Tobias var rejst. Jeg kunne således levere nogle fine kartofler til middagen, da jeg blev konfirmeret.
Da Tobias rejste far os, flyttede han hjem til sin far. Om vinteren rejste han med uldpakken, og om sommeren arbejdede han i mosen. Han var ikke ret gammel, før han selv blev tørvefabrikant. I mange år var han sogneråds formand i Engesvang kommune.

Glæder og ulemper ved at bo ved en skov.
Vort hjem lå op til en skov, hvoraf en lille del var vort, og langt den største del tilhørte vor nabo Peter Madsen. Der var et hegn af ståltråd til skel, men vi drenge kunne med lethed kravle mellem trådene, og senere, da vi blev større, kravle over hegnet, og så gik vi ture derinde og legede indianere. I vor egen skov kunne vi altid finde et sted at lege, hvor der var læ forår og efterår. Sidst på dagen, når det begyndte at skumre, var det herligt at lege skjul, så skulle en af os gå ind i gården og tælle til hundrede, medens de andre gemte sig, og så var det med at komme rundt og få dem fundet. De, der først blev fundet, skulle finde næste gang

Om foråret kunne vi plukke buketter af Anemoner, Majblomst og Liljekonvaller eller Skovstjerner. Og i juni måned blev blåbærrene modne, så plukkede og spiste vi, så vi var blå på fingrene og om munden. Det var også dejligt at få en skål inde hos mor, og så plukke den fuld og så få bærrene som dessert til middag med sukker og mælk på

I skoven boede både ræven og grævlingen. Ræven ville tage vore høns. En sommerdag stod jeg på et læs korn ude i laden og var ved at forke af, da hørte jeg spektakel og uro blandt hønsene. Jeg sprang ned fra læsset og så da, ræven løbe af sted med en høne i munden, jeg løb efter, og jeg råbte og skreg, ræven blev bange og slap hønen og løb ind i skoven. Hønen løb baskende med vingerne hjem i gården, den var sluppet med forskrækkelsen. Efter dette besøg måtte hønsene blive i hønsegården.

En søndag formiddag gik vi tre drenge ude mellem træerne vest for gården, da vi fik øje på et lille vævert dyr med en lang busket hale, der sprang fra træ til træ. Da far ved middagstid kom cyklende hjem fra kirke, stormede vi imod ham, han skulle med os hen at se dyret. Han kunne fortælle os at det var et egern. Det var ikke det eneste, vi blev snart klar over, at der var flere, og næste sommer var der mange. De var i skoven, og de sprang fra træ til træ i læbælterne. Men det blev snart så som så med glæden over de mange egern, for lagde mærke til at fuglesangen tog af. Vi var vant til at have en mægtig fuglesang både morgen og aften. Nu var der ikke så mange fugle og derfor ikke så megen sang. Egerne ødelagde deres reder og spiste deres æg. Heldigvis forsvandt egerne igen, der kom en sygdom imellem dem, og de døde. Efterhånden blev der igen flere fugle og mere fuglesang.

De røde skovmyrer blev en plage for os. Vi havde i plantagen bag gården nogle myretuer, der var på størrelse med høstakke. Myrerne kom ind i husene, og i haven kravlede de op i frugttræerne. Særlig var de slemme efter pærerne, når de sidst på sommeren var ved at være modne, de gnavede store huller i de modne frugter. Bedstefar prøvede at male et bælte med tjære omkring stammerne på pæretræerne, så gik myrerne fast i tjæren. Men de fandt på råd, de lavede en bro over tjæren bygget op af sandkorn og grannåle. Da nogle dage var gået, var broen færdig, og de kunne igen sidde og nyde de søde pærer.

Så blev det far og mor for meget, nu skulle der gøres noget for at få myrerne udryddet. En vogn blev kørt om til en stor tue i skovkanten, og så blev tue og myrerne skovlet op i vognen og kørt ned til bækken, der blev vognens indhold smidt ned i vandet, hvor det drev væk med strømmen. Næste sommer var der flere små tuer med røde skovmyrer langs bækken. Myrerne var kravlet i land og havde overvintret. Efter et par år var disse myrer væk, de havde ikke kunnet finde føde nok, eller omgivelserne havde været for fugtige for dem. For at få myrerne i de andre tuer udryddet blev der gravet en stor grav i nærheden af dem, og ved hjælp af en trillebøre blev tuerne og deres indhold af myrer kørt hen og væltet ned i graven. Mens dette arbejde stod på, blev der kogt vand i vaskekedelen, og nu blev det i spande båret om og hældt ned i graven. Ikke alle blev dræbt, men myreplagen blev aldrig så stor mere.

Bækken
Nede, hvor mark og mose mødtes, var der en bæk, den kom omme fra Pårup mose, og den løb ud i Karup å nede i Skygge. Om sommeren var der ikke ret meget vand i den, da var det dejligt at gå og soppe i den med bare ben. Vi smøgede bukserne godt op og vadede ud i den. Der var ikke så få gedder i den, når vi mudrede vandet op med benene, kom de op, og så greb vi dem med hænderne og smed dem op på land. Tobias var særlig flink til at fange dem.

Der var et sted, hvor der var sandbund, der var vandet rent, og der kunne vi bade, når solen skinnede, kunne vandet være dejlig varmt. Det var særlig om middagen, når far og mor sov middagssøvn, at vi løb ned til bækken. Vi legede også med skibe, som vi satte i vandet, og så fulgte vi dem oppe på bredden, det skete, at de løb fast i kanten, men ved hjælp af en lang pind fik vi dem løs og i fart igen. Vi måtte have dem i land, inden vi kom ud til skellet, for der var skelgrøften så bred, at vi ikke kunne komme over den. Det skete jo også flere gange, at et skib gik tabt for os, når der var stærk strøm i bækken.

Ved forårs tide, når sneen smeltede, var bækken en rivende strøm, den kunne gå over sine bredder og sætte store arealer under vand. Jeg husker et par gange hvor næsten hele vor opdyrkede mose var sat under vand, og så slog det om til frost, og det hele blev en herlig skøjtebane. Vi havde ingen skøjter, men så kunne vi glide, og vi kørte på is slæde, som vi drev frem ved hjælp af to pinde med pigge i enden. Jo vi havde megen glæde af den bæk! Men den kostede også arbejde, idet den skulle ryddes for grøde mindst hvert andet år, og når det skulle køres bort, kunne der blive mange læs.

 Gamle ting.
Vi havde mange gamle ting oppe på loftet over stuehuset, de lå eller stod ind mod taget. Der var dejtruget, der blev taget ned i køkkenet, når der skulle bages i den store ovn. Der var kærnen, som mor brugte, når hun engang om ugen kærnede smør, og smørtruget, som hun brugte, når smørret skulle æltes. Så lå der en hirsegl, som aldrig blev brugt mere. Et par staldlygter til stearin – eller tællelys, der var glas i de tre sider, i den fjerde side var der en metallåge, der kunne åbnes, når lygten skulle tændes. Der var et gammelt vaffeljern med to lange stænger som håndtag. Der var mors rok, som hun kun sjældent brugte, og bedstemors blok til at trække de lange underbukser ned over, når de blev vaskede og skulle hænges til tørre, der var også et par blokke til lange strømper. Der var en kasketkarl af træ, som far brugte, når korn dyngerne, på loftet skulle kastes igennem for ikke at mugne.

Alle disse gamle ting fik jeg reddet, da vi i 1928 brækkede det gamle stuehus ned og byggede et nyt. Og jeg fik det hele pænt anbragt som et lille museum, oppe på loftet af det nye hus. For ikke så længe siden, så jeg nogle af tingene nede i Johannes`s værksted, han havde taget dem med da han flyttede fra gården.


 Min skolegang.
Da jeg var fyldt 7 år den 10 Juni 1912, var jeg skolepligtig og skulle begynde min skolegang 1. November i Julianehede skole, men det blev ikke sådan. En dag sidst i Oktober stod jeg ude hos far i vognporten, hvad han lavede, ved jeg ikke, men ved side af vognen lå et stykke af en træstamme det var rund, og jeg morede mig med ar stå oppe på det og træde det rundt, men pludselig smuttede det fra mig, og jeg faldt bagover og stødte baghovedet mod kanten af de bagerste hjul. Der blev et dybt hul, og det blødte meget. Ved at hjælpes ad fik far og mor blodet standset og fik mig forbundet. Der gik lang tid, inden såret var lægt, og så fik jeg en eller anden børnesygdom, det var vist kighoste. Altså, det gik sådan, at jeg ikke kom i skole før efter nytår 1913. i den tid, jeg havde den dybe sår i baghovedet, måtte jeg ikke komme ud, for at forkorte tiden for mig lærte far mig at binde børster. Det var min første begyndelse som husflids mand.

Den første skoledag efter Hellig tre konger skulle jeg så i skole. Der var en lang vej at gå, og vejen var om vinteren meget opkørt og pløret. Far havde købt mig et par træskostøvler, de var til at begynde med lidt for store, og de var tunge at gå med, så det var en stor glæde, når vejen om foråret blev så tør, at jeg kunne klare mig med træskoene. Jeg skulle hjemmefra mindst tre kvarter før, vi skulle møde i skolen, for at nå det, jeg ville helst af sted en time før for at være sikker på ikke at komme for sent. Om vinteren var det mørkt, når jeg gik ved ottetiden, og det var ved at være mørk, når jeg ved firetiden kom hjem. Den lange vej måtte jeg det meste af min skoletid gå alene. Da Niels skulle begynde i første klasse, blev jeg rykket op i anden, det var kun det sidste år klasse, at vi kunne følges ad, vi skulle næsten helt ud til skolen, inden der var kammerater at følges med.

Da far og jeg den første dag trådte ind i skolestuen, havde lærer Nielsen time, han viste os ind i stuen. ”så giver min søster en kop kaffe”, sagde han. Inde i stuen sad en ung lærer i sofaen og læste. Han hed Erslev og var hjælpelærer hos lærer Nielsen den vinter. Vi hilste på ham og frk. Nielsen, og han og far snakkede godt sammen, medens frk. Nielsen lavede kaffe. Da det blev frikvarter, kom lærer Nielsen ind og drak kaffe sammen med os. Da frikvarteret var fobi, gik far hjem, og jeg fulgte med lærer Erslev ind i skolestuen, hvor han nu skulle have time

I første årgang var vi fire drenge og tre piger. Det vakte stor forbavselse i hele klassen, da lærer Erslev kom hen til mig for at høre, om jeg kunne bogstaverne og jeg så kunne læse flydende op af Nikolaj Nielsens bibelhistorie. Min bedstefar havde lært mig bogstaverne og lært mig at stave og siden hjulpet mig med læsningen om aftenerne vinteren før, så jeg var ikke bagefter de andre, der havde begyndt skolen to måneder før.

Det var en to klasses skole. Første klasse gik fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren og så var der eksamen i oktober måned, hvor der blev bestemt, hvem der skulle rykkes op i anden klasse. Det almindelige var at alle i tredje årgang blev rykket op, men det kunne ske, at en enkelt skulle gå et år mere i den yngste klasse. I vinterhalvåret gik første klasse kun to dage om ugen og anden klasse fire dage og så havde de eksamen i april måned. Til eksamen kom skolekommissionen, der bestod af præsten og to andre mænd. Og så var sognets andre lærer med, det var skik, at de gæstede hinandens skoler på eksamensdagen.

Et år var der et forfærdeligt regnvejr, da Niels og jeg skulle af sted. Så spændte far for fjedervognen og kørte os ud til skolen, derefter kørte han hen til Niels Iversen, der havde en gård nabo til skolen, hvor han fik hestene i stald, og så kom han og var også med til eksamen. jeg kan godt huske, at Niels og jeg ikke var så glade for den ordning, far måtte godt have kørt hjem, der var ingen af de andre, der havde deres far eller mor med.

Da anden klasse var i skole fire dage om ugen, og der i den var fire årgange, havde lærer Nielsen en hjælpelærer hver vinter i min skoletid. Den første hed som nævnt Erslev. Den næste vinter havde vi en lærer Laursen, han havde ved en ulykke mistet sin højre hånd, der var erstattet med en træhånd i en brun handske. Han skrev nydelig med venstre hånd. Så kom lærer Thomsen, som vi holdt meget af. Derefter lærer Sønderby, der var lærer Nielsens søstersøn. Han søgte embedet efter lærer Nielsens afsked, men blev kun nummer tre ved indstillingen, til stor skuffelse særlig for frk. Nielsen. Den næste hjælpelærer var Jens Chr. Christensen fra Gulforhoved, han blev der et helt år. Siden blev han første lærer ved Iller skole, hvor jeg besøgte ham flere gange. Den sidste hjælpelærer, jeg gik til, var P. Madsen, han var der to vintre og den mellemliggende sommer, han var derefter lærer i Ballum skole ved Tønder. Senere blev han enelærer og kirkesanger Grynderup skole ved Nørager, da vi var kommet til Kgs. Thisted skole besøgte vi hinanden flere gange. Ved lærer Nielsens afsked søgte han også embedet i Julianehede, men blev kun nummer to. Skolekommissionen syntes, at han havde virket for kort tid i embedet i Sønderjylland. Når jeg regner Frk, Nielsen med, der jo hjalp sin broder i skolen om sommeren, har jeg gået til i alt syv lærer i min skoletid.

Vi var tre drenge i fjerde årgang, der var dygtig til regning, derfor tilbød lærer Nielsen os en ekstra time i regning efter skoletid hver dag den sidst sommer, vi gik i skole, han ville gerne hjælpe os til at nå længere i regning. Far syntes ikke, han kunne undvære min hjælp, og jeg havde ikke lyst til at blive i skolen ud over de seks timer, vi havde hver dag. De andre to havde det vist på samme måde, der blev i al fald ingen ekstra undervisning. Ja, sådan kan man stå i sit eget lys i den alder! Når jeg tænker tilbage på min skolegang i Julianehede, mindes jeg den med stor glæde.

Lærer Villads Nielsen Julianehede skole.
Han var født i Tistrup ved Varde og blev efter at have taget lærereksamen ansat som omgangslærer i Engesvang 1883 og virkede som sådan, til han i 1901 blev ansat som enelærer i Julianehede. I 18 år boede han i hovedskolen i Engesvang, hvor han havde en stue. To dage om ugen gik han til Pårup, hvor han i en lejet storstue holdt skole for alle børnene i Pårup i alderen fra 7 til 14 år. Andre to dage var han i Julianehede, hvor han også i en storstue havde alle børn samlet i en klasse. De to sidste dage var han i Skygge også i en lejet lokale. Til Pårup havde han 7 km. At gå, til Julianehede 5 og til Skygge 6 – 7 km. Det var en drøj dag for ham først at gå 6 km. Og så holde skole i seks timer og have alle 7 årgange samlede i en stue ofte med dårlig belysning, og når skolen var forbi, så var der de 6 km. at gå hjem til Engesvang.

Disse omgangslærere, som der var en del af i disse år, blev kaldt for ”løbedegne”, og det var lærer Nielsen i bogstavelig forstand, han løb meget af vejen og stak lige så tit over marker, grøfter og diger. Det med at løbe var noget, han blev ved med, til han var en gammel mand. Når han i frikvarteret skulle ud efter brændsel, gik det altid i løb. Han var vegetar, aldrig spiste han kød. Han var den første i Engesvang, der fik anskaffet sig en cykel, og den kunne han tumle som den bedste. Cyklen var altid forsynet med en flyvepind på baghjulet, når han besteg cyklen, var det altid bagfra, ikke noget med at skræve over eller svinge benet over. Altid kørte han hurtig. Der fortælles, at når han havde en god medvind, så slap han styret og holdt jakken ud til siderne med hænderne, så den virkede som sejl, hvilket yderligere satte farten op.

Lærer Nielsen var ikke god til at føre en samtale, han stammede meget, var genert og blev rød i hovedet, men i skolestuen var han dygtig, her stammede han ikke og var ikke genert, og hvor var han dygtig til ar fortælle. Når han fortalte bibel – eller danmarkshistorie, blev det hele så levende, at vi kunne se skikkelserne for os, i han tro vi lyttede, og der var ro i klassen.

I de sidste år han var lærer, måtte han holde hjælpelærer om vinteren. Om sommeren var hans søster inde hos ham i skolestuen og hjalp ham med undervisningen. Hun hed Johanne og havde lærerindeeksamen. Da lærer Nielsen i 1901 blev lærer i Julianehede, flyttede hun ud til ham for at holde hus og være ham til hjælp i skolen. Hvor havde de det pænt og hyggeligt i deres stuer. Det kneb for lærer Nielsen at styre børnene i hans sidste år i skolen, men frk. Nielsen kunne, hun var skrap og gik ikke af vejen for at stikke en lussing ud, når det var nødvendigt, og det var en der sad, og den blev husket, og det var lige så godt en pige som en dreng, der var ingen forskel.

Lærer Nielsen kunne ikke synge, børnene måtte selv synge morgensang, men han vidste altid, hvilken melodi en salme kunne synges med. Han var en flittig kirkegænger, han havde sin faste plads i degnestolen inde under prædikestolen, den plads stod sjælden tom nogen søndag

Da der blev holdt afskedsfest for lærer Nielsen, blev der holdt mange taler for ham, og hans dygtighed som lærer blev stærk fremhævet. Han talte selv til sidst om Kristen Kolds skoletanker. Lærer Nielsen og hans søster flyttede til Tistrup hvor de var fra, der var en søstersøn købmand, og han havde sørget for, at der var bygget en villa til dem

Da jeg i 1933 cyklede rundt for at søge embeder på disse kanter, boede jeg hos frk. Nielsen en nat. Lærer Nielsen var død et års tid før. Frk. Nielsen var en del forkalket, så det kneb for hende at huske mig. Hendes søster, købmandens mor, var flyttet ind hos hende, nu var det hende, der tog sig af huset.

”Brinken”.
Nord for haven ved vort hjem var der en lille bakke med grus og sand, det var i den, at ”Krathuset” i sin tid var gravet ind. Gennem mange år havde vi et kartoffel hus der. Det var gravet ind i bakken og muret op af kampsten og med stenpikning som bund, det var tækket med en tyk lag halm, som der var lagt græstørv på. Det var så stort, at vi kunne have hel vort vinterforbrug af spise og fodrekartofler der. Om sommeren stod øl ankeret altid der, så var øllet dejligt koldt, så hentede vi en stor kande fuld af gangen. Forgangen brugte vi, som fængsel, når vi legede røvere og politi.

Omkring kartoffel huset var der en udyrket plet med dejlig blød græs. Denne plet var om sommeren hele familiens opholdssted i fritiden. Der var en dejlig udsigt til alle sider. Vi kunne se togene køre forbi, dem kom der mange af. Ofte kom der lange godstog, der var gerne to lokomotiver for de tredive – fyrre fuld lastede vogne. Vi kunne også se, hvad der kom ovre på landevejen fra Viborg til Vejle. Var der begravelse i Pårup. Kunne vi tælle den lange række af vogne, der kørte i skridtgang ned mod Engesvang kirke, var der bryllup, var vognrækken ofte lige så lang, men da var der fart under, det var alt hvad hestene kunne løbe. Ca. en time efter kom de tilbage med samme fart.

Søndag formiddag kom der mange cyklende med retning mod Engesvang både på kratvejen og landevejen, de skulle til gudstjeneste i Engesvang kirke kl. 10. ikke alle var cyklende, også mange gik. Blandt de sidste var Frederik Jensen fra Julianehede, han kom langsomt skridende allerede ved nitiden. Vi kunne kende ham på farten. Søndag eftermiddag var vi der ofte hele familien, så holdt vi øje med om Onkel Hans og Tante Else Marie og deres tre piger kom til eftermiddagskaffe. Vi kunne se, når de gik hjemmefra, så gik mor ind for at lave kaffe og ofte løb vi tre drenge dem i møde, det var altid festlig, når de kom. Efter kaffen skulle vi gerne en tur rundt i marken.

Som lille dreng lå jeg ofte oppe på ”Brinken”, som vi kaldte vor lille dejlige plet, sammen med min hund. Det vat en skotsk hyrdehund, den var ret stor og kraftig. Jeg kaldte den ”Vejs”, fordi den var kommen løbende til os ad vejen. Den løb lige ind ad den åbne bagdør og hen til mor, der var beskæftiget med et eller andet. Havde den kunnet snakke, havde den sagt: ”Jeg er så sulten, vil du ikke give mig noget at spise”? Mor forstod den og gav den brød og mælk i en skål, og den åd, så det var tydeligt at se, at den var meget sulten , fortalte mor. Da den havde spist, gik den ud i gården og lagde sig, den trængte også til hvile, og den blev hos os. Det var en dejlig hund. Når vi lå der på ”Brinken”, kunne den overse hele vor mark, og var et kreatur gået løs og gået ind i kornet, stak hunden straks af sted og fik det drevet hen til de andre, og så kom den straks tilbage og lagde sig hos mig. syntes den, at lammene var gået for langt fra fårene, så løb den hen og fik dem drevet hen til deres mor. Sådan noget tog den af sig selv, vi behøvede ikke at give den besked om det. en forårsmorgen var den gået med far, da han på sin trillebøre kørte mælken om på den anden side banen. Den fulgte ikke med tilbage, men var gået på opdagelse alene. Lidt efter kom en banearbejder og fortalte, at han havde fundet den liggende død på banen. Store Gert kørte den hjem på trillebøren, og vi to begravede den i skovkanten. Det var en sorgens dag for mig, jeg husker tydeligt, hvor jeg græd over, at ”Vejs” var død.

En eftermiddag i september så vi en stor flok storke, der var nok en tyve – tredive stykker der holdt flyveøvelse nede i vor eng. Det var sommerens kuld af unger, som de gamle storke ville prøve af, inden de tog ud på den lange flyvetur til Sydafrika, hvor vore storke tilbragte vinteren. Det så ud til at alle bestod prøven, for hele flokken lettede på en gang og tog retning mod sydvest. Em anden eftermiddag iagttog vi en mægtig hvirvelvind, der kom fra vest og gik hen over mosen og videre gennem en mark med høstet korn, der var sat sammen i pæne lige rækker. Negene blev hvirvlet højt op i luften, nogle neg landede i telefontrådene ved landevejen. Jo, der var god udsigt oppe fra ”Brinken”.

En eftermiddag i juni måned oplevede jeg et luftsyn, en ”Fata Mogana”. Jeg var 12 år og var sendt ned i mosen for at rive hø. Det var klart solskin og stille vejr, luften dirrede af varme, da så jeg oppe i luften inde over Engesvang en stor by med høje huse. Da jeg om middagen fortalte denne oplevelse, mente far, at det var Viborg, jeg havde set et billede af.

Jeg husker også lune sommeraftener, hvor jeg efter en travl dag nød hvilen liggende på ryggen oppe på ”Brinken” og lå ok kikkede op på de mange stjerner, der eftersom det begyndte at blive mørk, viste sig på himlen,. En stjernehimmel på en klar sommeraften var skøn at se på. Senere, da jeg som karl derhjemme havde erhvervet mig en gramofon, tog vi ofte den med op på ”Brinken” en søndag eftermiddag eller aften, og så nød vi musikken.


 Jernbanen
Det var i 1876, at jernbanen fra Silkeborg til Herning blev anlagt over vore marker og ligesom delte jorden i to dele. Det gav en god indtægt til bedstefar, han fik jo betaling for jorden, han måtte afstå, og han arbejdede ved bane anlægget, så længe det stod på, og fars ældste bror, farbror Niels, som vi kaldte ham, var også med, han kørte en hest, der trak tipvognene ud på dæmningen. Der var to bakker der skulle graves igennem syd for Engesvang. der var også god brug for en mængde fyld, for den sank hel til bunds i tørvemosen, som banen skulle over tre steder. Bedstefar fortalte om, hvordan tørvedyndet blev presset op udenfor, hvor banen kom til at ligge. Da de gravede gennem den sidste bakke, det var om vinteren, var der en mængde hugorme, de lå sammen i rede inde i bakken og sov vintersøvn. De blev skovlet op i tipvognene, og farbror Niels fortalte om hvordan disse lang hugorme hang ud over vognenes sider, når han kørte ud ad sporet med dem. Bakken med de mange hugorme blev side kaldt for ”Hugormebakken”. Også ud for vores hjem blev der lavet en stor udgravning, hvorfra fyld blev kørt ud til begge sider.

Det var en stor dag, da banen var færdig og blev indviet. Det første tog var fint pyntet med blomster og flag, og folk stod langs banelinjen og vinkede. De første skinner, der blev lagt ned, var ikke så svære, som de der ligger nu. Jeg kan huske at de blev skiftet ud, det blev gjort imellem, at togene kørte, så skinnerne skulle boltes sammen, inden næste tog kom. Togene kørte med nedsat fart hvor arbejdet stod på.. i forvejen var der kommet et tog med de nye skinner, der blev læsset af langs ad banelegemet, dette arbejdstog. måtte køre til næste station og rangerer ind på et side spor, så det ordinære tog kunne køre forbi. Når det var væk, kørte arbejdstoget ud igen og fortsatte med at læsse skinner af. Da de nye skinner blev lagt ned, kørte der også grustog, der læssede grus af, der blev hentet i grusgraven i Moselund

I Engesvang blev der bygget et sidespor, hvor banevognene kunne rangeres ind for i sommertiden at blive læsset med tørv. Under 1. verdenskrig blev dette skiftespor for lille, og byen var vokset meget, så flyttede D. S: B. stationen i Moselund til Engesvang, og der blev anlagt tre sidespor, Moselund blev nu en holdeplads

Niels P. Møller havde bygget en kalk ovn ved skiftesporet, og der kom mange vognladninger med kalk, hvilket også gjorde sit til at stationen blev flyttet til Engesvang, men det var dog den store tørveproduktion, der gjorde udslaget. Hver dag i tørvesessonen kom der ekstra tog til Engesvang efter tørv.

I sine unge dage havde far arbejdet en del ved banen som ekstra mand. Særlig arbejdede han længe ved Bording station, da den blev udvidet med flere spor. Banen var en daglig gene for os derhjemme. Mælkekuskene ville ikke køre længere end til banen, så vi måtte køre vor mælk hen over banen hver morgen på en trillebøre, og så hente den skummede mælk ved middagstid, skulle køerne på græs på den anden side banen, skulle der to af sted med dem, den ene skulle holde dem, mens den anden åbnede leddene og lukkede dem igen. Disse led skulle åbnes og lukkes, når vi skulle over banen, det var en stadig ulempe. skulle vi køre korn hjem, kunne ledene stå åbne mellem to tog, men der kom ofte ekstra tog, for at være sikker på, at der ikke gjorde det, skulle vi lægge mærke til det sidste ordinære tog. Havde det et rendt hvidt skilt på bagerste vogn, ville der komme ekstra tog inden det næste ordinære. Var man ene kørende med en spand heste, skulle man binde tømmen fast et eller andet sted, så man sikrede sig, at de ikke stak af, mens vi var tilbage for at lukke leddene.

Det var meget spændende at følge med i, hvad der skete på banen. Hver morgen kom banearbejderen i vogter hus nr. 26 på linjeeftersyn, længe før han kom ud af udgravningen, kunne vi høre hans jernbeslåede træsko på jernbaneskinnerne. Han havde en stok af passende længde i højre hånd at stille sig til, og så gik han på den ene skinne ud og på den anden hjem. De sidste år jeg var hjemme hos far, havde han fået en skinnecykle, nu gik det både hurtigere og letter for ham. Om eftermiddagen lige før aften kom han igen på den samme tur. Når kolonnen kom på arbejde på linjen, kom de kørende på en trolje. Banemand Jens Petersen sad gerne foran på troljen, og de andre fire stod med hver sin kærnestav ved hver sit hjul. Skulle der rettes spor ind, var d gerne seks mand foruden formanden, tre ved hver skinne, og så stod baneformanden lidt foran dem og kommanderede og kikkede af. De seks havde hver en jernstang, hvis ene ende de stødte ind under skinnerne, jernstangen havde de mellem benene og så kommanderede næstformanden; ”Hov”, og så gik der som et elektrisk stød igennem dem, når de samtidig gav et kraftig ryk i stangen, ofte skulle de give både tre og fire ryk, inden skinnerne lå som de skulle, og så gik de et stykke frem, og det hele gentog sig.

I hver uge kom overbanemester Lysholm kørende i sin dræcine med to mand på bagsædet til at drive ham frem. Lysholm sad selv foran i en god agestol og var pakket godt ind med tæpper. Det var også en kold tur en vinterdag at køre på dræcine fra Skanderborg til Herning. Denne dræcine blev senere afløst af motordræcinen, der var at se til som en bil på jernbanehjul.

Som drenge tog vi ofte en løbetur hen til banen, for at se toget køre forbi, der var mange passagerer med togene den gang, ofte var der en eller anden, der vinkede til os. De første vogne til passagerer var kupevogne, der var forsynede med døre ud til begge sider, og så var de forsynet med et trindbræt i hele vognens længde. På disse trinbrætter gik konduktøren, når han skulle billettere de rejsende. Ofte var han ikke færdig, før toget fra Engesvang nåede op til os, vi var da meget optaget af at se ham gå sidelæns hen af trinbrættet og så til sidst åbne en dør og så gå ind i sit tjenestekupe.

Om sommeren var det udflugternes tid. Der var ofte flere skoler med, når formiddags togene køret mod Silkeborg, så hang børnene ud af vinduerne, de vinkede med lommetørklæder og råbte ”Hurra”. Flere gange fløj et lommetørklæde fra dem og en enkelt gang en ny og fin hat. Vi samlede den op, og far cyklede ned til stationen med den ved den tid, aftentoget med skolebørnene kom. Ejeren til hatten blev fundet. Læreren takkede far, og børnene råbte ”Hurra”.

Jeg husker også en sommer banearbejderne havde slået græsset inden for hegnet og baneformanden spurgte far, om vi ikke ville have det, da det var ret godt hø, og så var de jo fri for at fjerne det. Far sagde ja, og så kom jeg i gang med at rive sammen og lægge det i bunker uden for hegnet. Vi fik en hel læs hø ud af det, og jeg samlede nok ti lommetørklæder op, der var blæst fra skolebørnene, når de vinkede. Det var ofte, når togene var kørt forbi, at vi åbnede ledet og løb ind og lagde øret ned på skinnerne, så kunne vi længe blive ved at høre lyden af toget.

Om vinteren, når vi havde haft en nat med rimfrost eller islag, var skinnerne så glatte at det kneb for lokomotivet at trække vognene fra Engesvang og op forbi os, for der var en ret stor stigning, og så gled hjulene på skinnerne. Så kunne man se lokomotivføreren eller fyrbøderen sidde ude foran på lokomotivet med en kasse med sand, som han kastede ned på skinnerne. En sådan kasse sand, havde de med for tilfældets skyld. Når de så kom op midt i udgravningen, begyndte det at gå nedad mod Bording, så kunne han gå ind i maskinen igen, og så kunne det ske at han gav et stød i dampfløjten, det var tegn på at alle togbetjentene skulle være klar ved bremserne, fordi toget ellers kunne køre i slæde, som de kaldte det og så glide forbi næste station

Jeg husker flere tog standsninger i den udgravning på grund af sne. Således husker jeg, at et tog kørte fast i udgravningen juleaftensdag 1914. snestormen kom fra nordøst, og passagererne og togpersonale gik op til gårdene, der lå ved ”Kratvejen”, for så havde de vinden på ryggen, måske kunne de slet ikke se vores gård, så slem var sne fygningen. Der var tre gårde, der havde indkvartering juleaften og julenat. Om formiddagen juledag blev toget gravet fri og så bakkede det tilbage til Engesvang st.

Jeg husker en anden gang, det var medens store Gert var hos os. Han havde været med til at grave et tog fri og var så fulgt med de andre snekastere til Bording for at kaste sne der og få en hel dagløn ud af det. Han kom hjem i mørkningen og sad og fik noget at spise, da var der et tog der fløjtede. ”Så nu sidder der et tog fast igen”! Sagde Gert. Vejret var så slemt, at toget blev siddende der til næste dag, da var jeg med far henne at se det, der var en vogn med fyldt af kreaturer, de brølede slemt, de var nok sultne. Toget blev gravet fri ved titiden og bakkede så tilbage til Engesvang. og så kom der en sneplov fra Silkeborg, det kom i fuld fart og kastede sneen højt op til begge sider. Så kunne togdriften igen blive normal. Disse tog standsninger førte til, at D. S. B. købte mere jord og anlagde to stor og høje jordvolde en på hver side af banen til at holde sneen væk, der har ingen tog standsninger været siden.

En dag først i august 1914 ringede alle kirkeklokker over hele landet til mobilisering: alle unge mænd, der havde været soldater, skulle møde ved hæren. Dette medførte, at der kørte tog med soldater hele natten, og banefolkene skulle gå langs banen for at passe på, at der ikke blev lavet sabotage på den. I de følgende dage blev der dannet vagtværn, der så gik langs banen nat og dag gennem de første spændende dage. Da sindene var faldet til ro, og udsigten til, at Danmark skulle komme med i krigen, ikke var så stor længere, blev disse vagtværn inddraget. En stor del af det indkaldte mandskab kom hjem igen, men mange måtte blive inde ved sikringsstyrken. Og mange blev indkaldt til tjeneste flere gange.

D. S. B. havde mange forskellige ting at køre med. Foruden passagerer vognene, der ofte var fyldt af mennesker, var der vogne med kul, tørv, træ, der var vogne med mursten og drænrør fra Lysbro. Der var tankvogne med petroleum. Benzin og olie. Margarine fabrikken, ”Otto Mønsted” havde sine hvidmalede vogne, det samme havde øl bryggerierne Carlsberg og Tuborg. Der var kølevogne med kød og flæsk fra slagterierne det skulle til Esbjerg og derfra til England. Der var vogne med grise og kreaturer. Før de store markeder i Herning og Silkeborg var der vogne med Cirkus og gøgl, samt beboelsesvogne. Der var vogne med heste, de stak ofte hovedet ud af de åbne luger, som om de ville nyde udsigten. Unde krigen kom der mange vogne fra Tyskland og Belgien, der var koblet ind i togstammen. Hvor de forskellige vogne skulle hen stod skrevet med kridt på siden af vognene, så man kunne lære en del geografi ved at betragte de forbi kørende tog.

 

 Gert Poulsens erindringer. Barndom og ungdom 

 På rejse med bedstefar.
Den sommer jeg blev syv år, var jeg med bedstefar i ”æ vesteregn”, som han sagde. Bedstemor kunne ikke magte at tage med, og da han gerne ville have selskab, bad han far og mor om at få mig med. Jeg husker vi gik til Bording station, og jeg var meget træt i benene, da vi kom der. Vi kom ind i toget og kørte til Herning, der skulle vi skifte tog, da der var et ophold på en times tid eller halvanden, ville bedstefar benytte den tid til at besøge moster Maren. Hende kendte jeg godt, hun var bedstemors søster og havde besøgt os et par gange.

 Hun boede oppe i et gavlværelse ikke ret langt fra banegården. Der var en stejl trappe, som vi skulle op ad. Hun havde kun denne ene stue, hendes mad lavede hun i en kogekakkelovn, der stod i stuen. Jeg husker, hun sad i en armstol ved vinduet og strikkede og hun havde en sort kappe på hovedet med bånd under hagen. Jeg undrede mig over, at hun sad med sådan en lille sort hat på hovedet inde i stuen. Efter at vi havde fået en kop kaffe og hun og bedstefar havde fået en del snak, skulle vi tilbage til banegården og videre med tog til Aulum station.

Derfra gik vi en lille times tid gennem Skjærk ud til Skærbæk vandmølle, der ejedes af bedstefars brodersøn Poul Poulsen. Vandmøllen var nedlagt, men møllehjulet var indtagt og brugtes til at trække tærskeværket og kværn, tillige trak det en lille dynamo, der lavede el strøm, så de havde elektrisk lus i alle huse

Vort første besøg gjaldt Pouls mor Ane Marie, der var enke efter bedstefars afdøde broder, hun boede i det gamle stuehus. Poul havde bygget en hel ny gård på den anden side af vejen, der førte forbi møllegården. Efter at vi havde fået aftensmad, var vi med Poul og hans kone rundt for at se den nye gård og den store smukke have. Det var et helt anlæg med vandfald og springvand og store bløde plæner. I plænen var der grupper af blomstrende roser og stauder. Det var en oplevelse for mig at se så stor og fin en have. Derefter gik vi hen for at se jordbærstykket, det var et stort stykke med store fine bær, det kunne overrisles med vand fra den bæk, der dannede afløb fra mølle dammen. Der var mange bær at plukke hver dag. han solgte jordbær til mange inde i Aulum by.

Så gik vi videre ud gennem hans mark forbi korn og græsarealer og rivemarken ud til engene ved Storåen. Jeg havde aldrig set så bred en å, så synet af den virkede stærkt på mig. I engen havde han et stort stykke med græs, der skulle slås og laves i hø. På et andet stykke gik hans ungkreaturer og græssede. Efter denne lange tur var vi inde hos Poul og Kathrine, hvor vi spiste jordbær med fløde, og Poul holdt andagt. Så gik vi med hans mode hjem, det var hos hende, vi skulle sove. Om jeg sov i en seng eller på en sofa, kusker jeg ikke, men jeg husker, at jeg vågnede ved, at jeg hørte en le blive strøget tæt uden for vinduet. Det var Poul, der var ved at slå græsset i den gamle mølle dam, den havde han lukket vandet ud af og havde nu der en lille eng, som han kunne slå et par gange hver sommer, græsset var både lang og tæt. Den nuværende mølle dam var nogle gamle sandgrave, som han havde taget i brug til dette.

Bedstefar vågnede også, og vi fik os vasket og klædt på. Kort efter kom Ane Marie ind og lavede morgenkaffe til os, hun havde været ude at plukke jordbær. Hvad vi foretog os den dag, husker jeg ikke udover, at vi spiste middagsmad inde hos Poul og Kathrine.

Siden besøgte jeg ofte familien i Skærbæk mølle. Når jeg i sommerferien cyklede hjem fra Nr. Nissum seminarium, gjorde jeg det første ophold hos købmand Sørensen i Tvis, som jeg var kommet til at kende under mit ophold på Hald Kuranstalt, hvor han også var patient. Det næste ophold tog jeg i Skærbæk Mølle. Da var Pouls mor død, og de havde fået to piger. I årene, hvor vi boede i Harboøre, besøgte vi dem også, når vi cyklede hjem på ferie. Dagen efter kørte Poul os på vej mod vort næste mål, vi skulle også besøge bedstefars søster og svoger, der boede i Røjen ved Sunds. Poul kørte os over Storåen ved Nybro Mølle, da vi havde kørt lidt længere mod øst, hørte vejen op. Vi tog afsked med Poul og sagde ham tak for køreturen, vi kom ned af vognen og fortsatte vor tur ad en sti ind over heden. Poul vendte vognen og kørte tilbage til Skærbæk Mølle. Vi to gik og gik ind over den for mig næsten endeløse hede, der var kun lyng så langt, vi kunne se.. da vi kom gennem heden, kom vi forbi Sina skole, der lå meget ensom lige tæt ved heden, og så var der igen en vej, som vi fortsatte ad, til vi kom til Røjen. Da vi havde passeret Røjen skole, kom vi til den gård, hvor vi skulle på besøg, her boede bedstefars søster, der var gift med Dyner Jespersen, de havde afstået ejendommen til deres søn Martin.

Dynes og hans kone var på aftægt og havde et par stuer i den ene ende af stuehuset. Der så jeg for første gang en alkove seng, i den sov Dynes og hans kone om natten. Martin Jespersen og hans kone havde et par børn omtrent på min alder, som jeg kunne lege med. Denne familie besøgte vi fire søskende senere, da vi alle fire var konfirmerede. Det var en lang cykeltur, men vi klarede turen frem og tilbage på en søndag. På denne gård var vi også i to dage eller flere, vi sov der i to nætter.

Så gik vi fra Røjen til Sunds stationsby der skulle vi besøge en datter af Moster Maren, som vi havde besøgt i Herning på udturen, hun var gift med en tømrer, og de havde et dejligt hus med have. På vejen fra Røjen mod Sunds havde bedstefar givet mig en bolsje, og ved et uheld var denne gledet ned og havde sat sig fast i min hals, hvor den sad og trykkede. Bedstefar dunkede mig på ryggen og jeg hostede og hostede, men bolsjen blev siddende. Da vi kom ind til tømreren bad bedstefar konen om et stykke mad til mig, det spiste jeg, og bolsjen gled ned. Da tømreren kom hjem til middag, og vi havde spist, skulle vi ud at se haven. Der så jeg for første gang et springvand. På en jord høj havde han anbragt et stort kar, fra bunden i det førtes et rør ned til et lille vandbassin i haven. Da han havde hentet et par spande vand og hældt dem i karret, blev der et nydeligt springvand med 5 stråler nede i bassinet. Denne familie besøgte jeg i 1929, da jeg om foråret var patient på Hald Kuranstalt, da boede de på en lille gård på Viborg Vester mark.
Fra Sunds gik turen med tog over Herning til Bording, og derfra gik vi hjem.. det havde været en lang tur at gå, men det havde været en god oplevelse.

 En sjov nabo.
Nu skal jeg fortælle om en nabo, vi havde derhjemme, han hed Petersen, og han var sådan en sjov mand, lille og tyk var han og med et livligt temperament.
En forårsdag skulle haven graves, det satte han karlen til. Selv pløjede han ved siden af, så kunne han holde øje ned, om karlen bestilte noget. Petersen syntes han hvilede for meget på spaden, han bestilte for lidt. Så standsede han pløjningen, gik ind i haven til karlen og trak ham op på hoved diget ud mod vejen og sagde til ham: ”Nu kan du stå her til middag, så kan folk, der kommer forbi, se, hvor doven du er”. Efter middag byttede de roller. Nu ville Petersen selv grave, det skulle have en ende, så kunne karlen pløje. Det var solskin, og der var godt med læ, så Petersen blev varm, han svedte, så smed han jakken, han gravede og han svedte, så smed han vesten, han gravede videre, og han svedte, så smed han bukserne, skjorten fæstede han sammen mellem benene med en sikkerhedsnål. Haven blev gravet færdig inden aften.

En dag posten Laust Peter kom med avisen, stod Petersen ude i gården, ”Vil du ikke lige med ind og have et bid brød og en dram”, sagde Petersen. ”Nej tak”, sagde posten, ”jeg skal skynde mig videre!” Da Laust Peter var gået, sagde Hanne, Petersens kone, ”Ja, men Petersen da, du ved da godt, at vi ikke har brændevin i huset”. ”Ja, det vidste jeg godt, svarede Petersen, men jeg tænkte jo, han siger nok nej, og så var det jo da en imødekommen hed at vise manden”:

En anden dag blev han noget så vred over et eller andet, og noget skulle hans vrede gå ud over, han skulle have udløsning, og så for han hen til deres tørvehus, en såkaldt spændehus, og gav sig til at hamre løs på det med de knyttede næver, da vreden var gået over, var han hænder helt blodige.

En dag var hans humør meget dårlig helt nede på O punktet. Han besluttede da, at nu ville han have sig en rus, han fik fat i brændevins dunken, bandt en snor i hanken og tog den på ryggen, nu ville han ned til købmanden og have den fyldt med brændevin, så kunne han få sig en rigtig rus. På vejen ned til købmanden kom han i splid med sig selv. Det var måske ikke rigtig at gøre det?. Han besluttede så, at gå hen til præsten for at spørge ham til råds. Det var Engesvang sogns første præst, pastor Madsen. Han syntes ikke Petersen skulle tage sig denne rus. Så gik Petersen hjem igen med sin tomme dunk.

En dag sidst på sommeren var Petersen ved at pløje nede i mosen. Den ældste datter Frida kørte den sorte øg og Petersen holdt og styrede ploven. Ved enden af ageren var der en ret dyb tørvegrav, og idet Petersen skal have ploven svinget om, har han for stærk fart på, og han bliver slynget ned i tørvegraven. Frida gav sig til at le, det første Petersen gjorde, da han havde fået sig reddet op af graven, var at stikke Frida en lussing,” Du skal ikke stå og le af din far”, sagde han. ”Det var måske heller ikke så pænt af mig”, sagde Frida senere, da hun fortalte far historien, ”men jeg kunne nu ikke lade være at le, for det så noget sjov ud da den lille tykke mand lå på ryggen nede i vandet”:

Petersen havde et ret stort stykke hede, der hørte til gården. Han fik da den tanke, at han måske kunne få støtte fra staten til at dyrke denne hede op. Han bestemte da, at han ville rejse over til København for at tale med kongen om det. det var Kristian den niende, der reagerede den gang. Så skulle garderoben ses efter, når han skulle ud på sådan en rejse, skulle tøjet jo være i orden. De blev så klar over, at han trængte til et par hvide skjorte. Petersen rejste så til Silkeborg og købte nogle alen lærred, sådan at der var nok til to skjorter. Nu skulle Hanne i lag med at sy dem. Det kunne hun jo nok, men det værste var at få dem klippet, så de kom til at passe. Hun fandt da på, at lægge lærredet dobbelt og så brede det ud nede på gulvet, og så måtte Petersen klæde sig af og lægge sig på ryggen oven på lærredet, og så kravlede Hanne rundt med sin saks og klippede lærredet til.

Denne historie fik siden et lille eftersmæk. Der var kvindemøde hos Kirsten Dahl i Engesvang, og mor var med, og det er hende jeg har historien fra. Det var i den tid pastor Steffensen var præst i Engesvang, og det var fru Steffensen, der ledede kvindemødet. Da mødet var forbi, samledes de omkring kaffebordet, og nu kan det jo somme tider blive noget livligt, når sådan en flok damer sidder sammen med en god kop kaffe, de fortalte oplevelser og historier, og så fortalte Kirsten Dahl historien om, hvordan Hanne bar sig ad, da hun skulle klippe skjorte til Petersen.
Pludselig eksploderede fru Steffensen af latter, og da hun lige havde taget et mundfuld kaffe, kom det ud over hele bordet. ”Aa, undskyld”, sagde fru Steffensen, ”jeg kom til at tænke på, hvor pudsig det må have set ud med den lille tykke mand liggende nøgen på gulvet, og hans kone kravlende omkring ham med saksen”.

Petersen skulle også være ren på kroppe, inden han skulle ud på sin lange rejse til København. Med andre ord, han skulle i bad. Nu havde de jo ikke badeværelser ude på gårdene dengang. Men Petersen skulle nok klare dette! Det store saltkar blev båret ind i køkkenet, der blev varmet vand i et par gryder, og en spand kold vand og en øse blev stillet ved siden af. Vandet blev hældt op i karret, og da det var passende varmt, klædte Petersen sig af og steg op i karret, og nu sad han der på enden og havde travlt med at vaske tæerne. Da kommer Frida den gavstrik listende bagfra, hun tager kold vand i øsen og hælder det ned over hendes fars nakke og ryg. Petersen farer op af karret, så vandet sprøjter til alle sider, og han løber efter Frida, hun skal have en ordentlig en ved hovedet. Frida flygter ind i stuen og Petersen bagefter, de løber rundt om bordet. Frida slipper ud i køkkenet igen og ud i gangen og ud i gården, så var hun reddet. Da hun senere kom ind, var Petersens vrede gået over, og Frida slap for videre tiltale.
Petersen rejste til København og kom op til slottet, her bad han om at tale med kongen. Dette kunne ikke lade sig gøre, men han kom til at tale med kongens adjudant og forelagde ham sagen. Om han fik statsstøtte til at dyrke heden op, ved jeg ikke, men mange år efter at Petersen var flyttet, lå heden stadig hen med lyng.

Han blev træt af at drive landbrug og solgte gården. De flyttede til Aarhus, hvor de startede en trikotageforretning, der blev passet af hans hustru og to af deres børn. Selv gav han sig til at rejse med uld pakken. Han kom gerne hver andet år for at sælge uld tøj.

Sidste gang jeg så Petersen, kom han med sin uld pakke lige før middag. Da vi havde spist, husker jeg tydeligt, at han sad på en stol ude på gulvet og snakkede med far og bedstefar. Og da husker jeg Petersen sagde: ”Ja, er det ikke forunderligt, ar gud vil have med mig at gøre, sådan en stor synder, som jeg har været! ” Og da græd Petersen. Enkelthederne i samtalen husker jeg ikke, kun denne replik, de gjorde et stærkt indtryk på mig.

Besøg af Kristian.
Jeg huske en forårsdag far og jeg var i gang med at lægge kartofler. Klokken var omkring 11,30. far pløjede, og jeg lagde kartofler i hver tredje fure. En maskine til at lægge kartofler med var ikke opfundet dengang. Da jeg er oppe ved den øverste ende med en kartoffelrække, ser jeg, at far blev holdende nede ved vejen, og han vinkede, jeg skulle komme derned. Da stod der en mand og talte med far. Jeg kunne se, at det var en af landevejens sønner, en bisse, en rejsende, eller hvad man nu kalder disse folk. Han handlede med snørebånd, knapper, sikkerhedsnåle og så havde han også et par barberknive. Ja, sagde far, ”det er Kristian, vi har tjent sammen i vore unge dage, og nu skal han med hjem og have middagsmad sammen med os. Nu kan du tage dig af hestene så går vi to i forvejen”. Far og Kristian gik.

Da jeg havde fået hestene i stalden og fået dem fodret, og fået hænderne vaskede, skulle vi spise. Hvad vi fik til middag den dag husker jeg ikke, og hvad de snakkede om ved bordet, husker jeg heller ikke, men jeg husker tydeligt, at da vi var færdige, rejste Kristian sig op og sagde: ” Nu skal i have mange tak for en god middagsmad, må jeg nu have lov til at synge en sang for jer?”, ja det måtte han da. Så trak Kristian sin stol tilbage i stuen, og så sang han med sin kønne stemme. Hidentil Herren har hjulpet såvel, indtil i dag, til i dag! tillige sørget for legeme og sjæl indtil i dag, til i dag! Skønt jeg har syndet i stort og i småt, har jeg fra ham modtaget alt godt, han har bevist mig sin kærlighed blot indtil i dag, til i dag!. Alle seks vers sang han, han kunne dem udenad. Det greb mig stærkt, at en af disse, der gik på landevejen uden hjem, uden familie kunne synge en sådan sang. Og han sang den af hjertet. Det er nr. 439 i Hjemlandstoner. Når jeg synger den sang tænker jeg altid på Kristian.

Jeg går til præst og bliver konfirmeret.
Sommeren 1919 gik jeg til præst. Fra Julianehede skole var vi syv, tre piger og fire drenge, i alt var vi 25 på holdet, 13 piger og 12 drenge, fra Kristianshede var der 2 piger og 1 dreng. Inden jeg skulle begynde hos præsten, forærede far mig en cykel, den var brugt og var med fast nav, det vil sige, at jeg skulle træde hele tiden og kunne ikke holde frihjul. På plan vej gik den godt, men ned ad bakker måtte jeg gå, da den ikke kunne bremse, ned og op ad Kratbakken måtte jeg således gå.

Vi mødte i præstegården kl. 9 og gik så med præsten i spidsen over i kirken, hvor undervisningen foregik. Der var stillet fire bænke ind to i hver side og så sad pigerne i den ene side og drengene i den anden, og præsten sad i sin stol ved den øverste ende. Vi sang en morgensalme, præsten bekendte troen og bad en bøn. Undervisningen begyndte med, at vi blev hørt i salmevers og lærebog og nyt stof blev gennemgået, som vi så fik for til næste dag
I frikvarteret legede vi ude på parkeringspladsen. I næste time blev vi hørt i ny testamente, vi læste skiftevis et stykke af et kapitel, som præsten så knyttede nogle kommentarer til og forklarede vanskelige ord. Et kapitel tog vi ad gangen, det gennemgående stykke skulle vi så genfortælle næste gang. På den måde kom vi gennem Lukas evangelium og apostlenes gerninger. Vi lærte ca. 10 salmer udenad og Balslevs lærebog, så der blev bestilt noget.

Det vat skik dengang, at vi skulle have sending med, som det kaldtes. Jeg havde således en dag 20 æg med i en kurv, som jeg afleverede i køkkenet til fru Steffensen med hilsen fra far og mor. Som tak for gaven gav hun mig et stykke lagkage i hånden, som jeg skulle spise med det samme, jeg husker, at idet jeg tog et bid, faldt der en krumme på gulvet, fru Steffensen, der stod og vaskede op, bøjede sig med lynets fart og samlede det op og smed den i vasken, jeg undredes over, at hun kunne det så hurtig, da hun var høj gravid.

Timerne hos pastor Steffensen var festlige og gik hurtigt, vi kedede os aldrig, og jeg tror, at vi alle var glade for den tid. Den sidste gang vi var hos præsten, havde vi en gave med, hvor stor den var, husker jeg ikke.

Selve konfirmationensdagen var med solskin og godt vejr, det var den 13. oktober. Far kørte, han og mor sad foran, bedstefar og jeg sad bagi. Vi spændte fra i præstegården, og hestene kom ind stalden der. Kirken var fyldt, det var en højtidsdag for mig. jeg husker, at præsten og jeg stod ryg mod ryg udenfor kirkedøren, nogle ville se, hvem der var størst præsten eller jeg, vi var lige høje. En dame, lærerinde fru Svindt fra Grødde, fortalte senere, at hun havde siddet inde i kirken og ærgret sig over, at jeg havde anbragt mig mellem konfirmanderne, men da overhøringerne begyndte, kunne hun jo se, at jeg hørte hjemme der.

Til middag var vi os selv og onkel Hans og tante Marie fra Gulforhoved, tante Marie var min gudmoder. Senere kom morbror Anders, tante Laura og fætter Niels fra Hestlund og onkel Hans og tante Else. Omkring kaffetid kom pastor Steffensen cyklende, han ville op at ønske tillykke. Af gaver fik jeg en salmebog af far og mor, en urkæde af bedstefar og bedstemor 20 telegrammer og kort, og så var der vidst 130 kr.

Dagen efter kom lærer Madsen fra Julianehede skole. Han indbød til en aften fast for unge i skolen en aften først i november. Jeg var også dernede den pågældende aften. Lærer Madsen læste op af ”De seks”, vi legede forskellige lege, han serverede æbler og indbød til aftenskole to aftener om ugen vinteren igennem. Denne indbydelse tog jeg ikke imod. Jeg syntes det var for langt at gå eller cykle ene de mørke vinteraftener. Jeg var glad for, at jeg var sluppet fri for de daglige ture ud til skolen, ikke fordi jeg var ked af at gå i skole, men det var den lange og dårlige vej, jeg var træt af.

Onsdag eftermiddag efter konfirmationssøndag var vi konfirmander samlede i præstegården, hvor vi havde en festlig eftermiddag inde i stuerne. Vi fik kaffe, og præsten holdt en tale til os og ønskede os alt godt i fremtiden og samtidig indbød han os til at komme til ungdomsmøderne i præstegården.
Den sidste skoledag var vi syv konfirmander inde i stuen hos lærer Nielsen, hvor frk. Nielsen serverede en kop kaffe. Da vi gik, gav vi hånd og sagde farvel og tak for skoletiden til lærer Nielsen, frk. Nielsen og lærer Madsen

De fleste af mit konfirmationshold kom til ungdomsmøderne i præstegården og fulgte den trolig gang efter gang. De begyndte med en sang eller to. Og så holdt pastor Steffensen en tale ud fra et ord i vor bibel. Efter talen blev der igen sunget en sang, og så læste præsten et stykke af en eller anden spændende bog. Jeg husker: ”Hvad ville Jesus gøre”? ”De seks”, ”Kristian og Ingemarie”, ”Jens og Kirstine”, ”Poul og Helene”, ”Fra Grønbæk præstegård” og flere andre spændende bøger. Og så havde pastor Steffensen den evne til at kunne standse netop der, hvor bogen var allermest spændende.
Hver sommer havde vi en udflugt. De første år cyklede vi. Jeg husker ture til Grønbæk kirke og Præstegård, hvor pastor Torm prædikede i kirken, og vi spiste medbragt mad i præstegårdshaven, og til Gjern kirke og præstegård. Den længste tur gik til Træden mellem Brædstrup og Horsens. Det var pastor Steffensens hjem by, hans far havde været lærer der. Jeg husker, at vi blev indbudt til at spise kirsebær i en frugthave, og beboerne i Træden gav kaffe i forsamlingshuset, og om aftenen prædikede pastor Steffensen i Træden kirke. Det var en god men lang cykeltur på en søndag eftermiddag. Senere, da møller Larsen fik anskaffet sig en lastbil med bænk Wilhelm Løhde en lille rutebil, så blev det de to, der kørte med os, og så blev turene længere, til Viborg domkirke og Borgvold, til kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted.

Vi havde fået dannet K. F. U. M. og K. foreningen i Engesvang med præsten som formand, og vi fik de unges blad. Jo, det var en god tid for de unge i Engesvang, og altid var kirken fyldt til gudstjenesterne om søndagen i Steffensens tid.

Niels får ”Difteritis” og må holde jul på sygehuset
Det var ca. en uges tid før jul, at Niels kom tidlig hjem fra skole, han var syg og havde meget ondt i halsen. Han kom i seng, og mor gav ham noget varmt at drikke og bandt noget varmt om hans hals, men det hjalp ikke, han blev mere syg, og næste formiddag cyklede far op til Knud Jacobsen og fik ringet efter en læge fra Silkeborg, da han kom og havde set Niels i halsen, sagde han, at det var en meget smitsom halssygdom Disteritis, og Niels skulle omgående indlægges på Epedimi huset i Silkeborg. Far og mor ville helst beholde ham hjemme, men det kunne der ikke være tale om. Sagde lægen, så skal i isoleres, i må ikke komme sammen med nogen, og i må levere mælk til mejeriet. Enden på det blev, at lægen ville sende sygehus vognen efter Niels. Hen på eftermiddagen kom den store lukkede vogn forspændt med to kraftige og fine køreheste og med en kusk siddende højt oppe på et sæde foran på vognen. Inde i den var der en seng og en stol. Niels blev båret ud og lagt i sengen og pakket godt ned i tæpper. Far tog plads i stolen, og vognen rullede af sted. Jeg var henne at lukke leddene efter dem, dem havde vi åbnet, da middagstoget var passeret.

Far kom hjem med et aften tog og kunne fortælle, at Niels var kommet i seng på sygehuset, og far havde stået udenfor vinduet og vinket til ham. Dagen efter kom en mand fra Kjellerup kørende i en hestevogn, han skulle disenficere soveværelset, så bakterierne kunne blive dræbt. Han anbragte en slags lampe inde på gulvet og tændte den. Døren ind til soveværelset blev lukket med påklæbende papirstrimler, så intet af lugten fra lampen kunne trænge ind i stuen. Lampen skulle stå til den brændte ud, og først næste dag måtte døren åbnes og soveværelset atter tages i brug efter en grundig udluftning. Johannes måtte ikke gå i skole, og vi måtte ikke komme i forbindelse med folk de første dage. Skulle en af os blive syg, skulle vi straks tilkalde lægen. Der blev heldigvis ikke andre syge, og alt kom til at fungere normalt igen, men vi manglede Niels. Der var og blev ikke andre syge der på egnen, så det var et isoleret tilfælde.

Far rejste ned for at se til Niels juleaftensdag og havde en julegave med til ham, som han måtte aflevere ved døren. Niels` seng blev kørt hen til vinduet, og far måtte stå udenfor og snakke med ham. Niels fortalte far, hvor han havde gemt sine julegaver og bad ham om at dele dem ud. Vi fejrede juleaften på vanlig vis, men vi savnede Niels, og vi var rørte over alle at modtage en gave fra ham. Dem havde han købt for egne penge, uden at nogle af os anede det, så det var en stor overraskelse. Nogle dage efter helligdagene, kunne far rejse ned for at hente Niels hjem. Han havde haft en festlig juleaften og havde modtaget flere julegaver.

Mor blev syg til Niels` konfirmation.
Vinteren 1921 og 22 gik Niels til præst og skulle konfirmeres en søndag i april. I ugen før konfirmationssøndage fik mor, der var i overgangsalderen nu en stærk blødning fra underlivet, hun måtte gå i seng, og der blev sendt bud efter lægen. Han kom kørende i sin bil, da han havde set på mor, erklærede han, ar hun skulle på sygehus, det kunne han ikke ordne her. Han ville, når han kom hjem til Silkeborg, sørge for at sygehus bilen kom og hentede hende. Hen på eftermiddagen kom den store lukkede sygebil rullende ind i gården, der var en sygeplejerske med for at få den køretur. Mor kunne selv gå ud i vognen, far tog med til sygehuset og kom senere tilbage med aftentoget. Jeg måtte tage mig af det hele ude og sørge for, at vi fik aftensmad.

Lørdagen før konfirmationssøndag kom vore to nabokoner Pauline og Anna og lavede noget mad, så vi kunne få en festlig middag. De kom igen søndag formiddag og lavede middagsmaden færdig til os og de stod for hele husholdningen resten af dagen. Der var, så vidt jeg husker ikke andre gæster end onkel Hans og tante Else og Andreas Skov og moster Inger Kirstine der havde været med i kirke, da Niels blev døbt. Efter middagen havde far sørget for en bil, så han og Niels, Johannes og Anna kørte ned til Sygehuset for at se til mor.

Nogle dage senere rejste far ned til sygehuset med mors tøj, han havde så mor med hjem. Jeg hentede dem ved toget. Mor var bleg og træt, men kom sig ret hurtig og alt kom i sin gamle gænge igen. Vi havde kun den glæde at have mor hos os i knap to år. Hun døde afkræft den 3. marts 1924 efter to måneders svære lidelser. Kirstine fra Gulforhoved var hjemme hos dem og hjalp dem med at passe mor. Jeg tjente i Klosterlund den gang, men var ofte hjemme for at se til mor.

Den spanske syge. Bedstemor dør.
I 1922 rasede den spanske syge i hele Danmark. Intet sogn gik fri også i Engesvang var der mange syge og flere døde. Hjemme hos os var alle syge, ingen gik fri. Vi børn var syge, far og mor var dårlige og gik i seng ind imellem, de besørgede malkningen og bedstefar fodrede køerne og de andre dyr. Men en morgen kom bedstefar ind på mit kammer og kaldte på mig. nu må du op og tage fat, jeg kan ikke mere, og så gik han ind og lagde sig. Jeg stod op, jeg husker, at det svimlede for mig, men jeg kom i tøjet og ud til mor, der var i gang med at malke. Jeg hjalp hende færdig og kom så i gang med at fodre og at muge. Da jeg havde spist lidt mad, var mor og far blevet enige om, at det var nødvendig at få fat i en læge, da både far, bedstefar og bedstemor var meget syge.

Det var vinter og der var masser af sne på vejene. Jeg skulle gå ned til centralen i Engesvang og bede Ane, der var min kusine og var bestyrer af centralen, om at få fat på en læge til os. Hun vidste at Kredslæge Nielsen fra Silkeborg var i byen. Jeg skulle så gå ud til landevejen og stoppe ham, når han kom kørende. Det lykkedes også at få fat på ham og han indvilgede i at tage med. Jeg kom ind i bilen til ham, og vi kørte. Han havde en skovl med i bilen og den blev der også brug for, et par gange måtte jeg ud og skovle sneen væk fra hjulene, når vi var kørt fast, men det lykkedes os at komme igennem alle driverne og nå hjem

Lægen var rundt ved alle patienterne, den gamle kone, altså bedstemor var han mest betænkelig ved, men nu skulle han sende medicinen ud med aftentoget. Han forlangte, at jeg skulle med tilbage til Engesvang, han ville ikke risikere at komme til at sidde fast i sneen ene mand. Om jeg var ude for at kaste sne, husker jeg ikke, men vi kom til Engesvang, og jeg gik langs banen hjem. Jeg måtte straks i gang med at fodre. Jeg var meget træt, da jeg var færdig og kom ind til mor for at få lidt mad. Da jeg havde fået et lille hvil, var det ved tiden at gå til stationen for at hente medicinen. Da toget kom var der mange pakker, der skulle ud på trækvognen. Jeg fulgte med portøren ind på kontoret og fik min pakke, og så gik turen hjemad, men hvor var jeg træt, jeg syntes næppe, jeg kunne slæbe benene af sted. En lille tid stod jeg stille med ryggen mod en telefonpæl for at hvile. Jeg nåede hjem med medicinen og fik mig hvilet lidt inden mor og jeg skulle ud at malke.

Næste dag gik det bedre for mig, men jeg forstår ikke i dag, hvordan mor holdt ud til det, hun skulle rundt til alle de syge og hjælpe dem til rette, hun skulle lave mad, og hun hjalp mig at malke hver gang.

Jeg husker vor nabo Kristen Kjærsgård kom og hjalp mig med at køre roer ind en dag, og onkel Hans kom næste gang jeg skulle have roer ind. Patienterne kom sig lidt efter lidt undtagen bedstemor, hun fik lungebetændelse. Mor fik en hjælper, kusine Johanne fra Hestlund kom og var hos os i 1. måned. I den tid sov jeg om natten omme hos Pauline og Chr. Kjærsgård. Jeg boede på deres gæsteværelse. Og så husker jeg en morgen, det var den 27 – 2 1922, at jeg kom hjem for at gå i gang med arbejdet, da mødte jeg bedstefar i gårdsleddet. Det første han sagde, var dette: ”Ja, så er din bedstemoder sovet ind”. Begravelsen fandt sted en uges tid efter. Alle, der fulgte drak kaffe, inden lærer Andersen Julianehede sang ud. En del kørte, nogle cyklede og vi var en del der gik. Pastor Steffensen talte inde i kirken og forrettede jordpåkastelsen, og far takkede ved graven. Jeg var ikke med hverken i kirken eller ved graven. Straks vi kom ned til kirken overtog jeg hestene og skulle være hos dem. Bagefter var der mindesamvær hjemme med spisning for den nærmeste familie.


Tjenestekarl på Klosterlund
En eftermiddag sidst på sommeren 1923 kom en dame cyklende hjem til os. Der var vist ikke andre, der kendte hende, end far, det var Karoline Ankersen fra Klosterlund. Hun fortalte, at de havde hørt, at jeg manglede en plads til november, og de manglede en karl og de ville gerne fæste mig, da de gerne ville have en som de fuldt ud kunne stole på, da de ofte var ude en eftermiddag eller en aften. Enden på snakken blev, at jeg skulle cykle over til Klosterlund for at se på pladsen. Jeg var så derovre en eftermiddag, jeg husker at vejen fra kanalen og over til Klosterlund var fuld af huller og ikke god at cykle på. Det havde sin årsag i, at vejmand Jacob Elbæk, som vi kaldte ham i daglig tale, han hed Jacob Petersen, var gammel og trængte til en afløser.

Jeg syntes godt om Klosterlund. Gården lå smukt på bakkeskråningen med mange træer omkring og havde præg af at være en proprietærgård. Senere hørte jeg ofte Martin Ankersen benævnes som: Proprietær Ankersen. Arealmæssigt var det vel en proprietærgård, da der, så vidt jeg husker, hørte omkring 290 td. land til den. Det eneste, jeg ikke syntes om, var karlekammeret, det var lille og var lige fra hestestalden, døren ind til kammeret var utæt og havde ikke set maling i mange år, der var to senge, et par kasser slået sammen af umalede brædder, der var et lille bord mellem sengene og en stol, og så var der lige plads til en kuffert ved enden af sengen.

Der var ikke tale om, at der kunne blive plads til et skab, det klagede jeg over til Martin Ankersen, da jeg havde både skab og kuffert til mit tøj. Martin Ankersen lovede, at jeg måtte sætte skabet ind i hans mors aftægtslejlighed, der var ved siden af. Der var ikke anden belysning i stald og kammer end en staldlygte. Ude i stalden stod en ølkasse med et vandfad, der skulle vi vaske os, vandet skulle hentes ved en hane ude i gården. Jeg kan huske at jeg spurgte Martin Ankersen om, det var lovligt med dør direkte fra stalden ind i kammeret. Det mente han, at det var. I al fald havde der været skrevet meget i aviserne om, at dette forhold skulle ændres. Om det den gang var vedtaget ved lov, er jeg ikke klar over, men det varede i al fald ikke længe, før det var med i en ny tyendelov.

Lønnen blev vi enige om 750 kr. for et år. Men af hensyn til karlekammeret ville jeg betænke mig nogle dage. Det blev bestemt, at hvis jeg bestemte mig for pladsen skulle far cykle derover og træffe endelig aftale. Det der gjorde udslaget for mig var, at Martin Ankersen havde sagt: ”Det er kun mens i sover, at i skal opholde jer i kammeret, om aftenen og om søndagen skal i være inde hos os”. Da far nogle dage senere tog til Klosterlund, var det for at sige, at jeg godt ville have pladsen.

Den første november lidt over middag holdt Schmidt fra Klode Mølle med to store heste en sort og en brun for en stor tørvevogn i gården, han skulle hente mit skab og min kuffert. Jeg tog afsked med dem derhjemme og cyklede til Klosterlund, hvor jeg kom ca. 20 minutter før Schmidt kom kørende ind i gården. Vi hjalp hinanden med at bære skabet ind, det kom til at stå i aftægtslejlighedens stue. Det var en hel lejlighed bestående af gang, køkken stue og soveværelse, der stod parat til at tage mod hans mor, når hun kom i tanke om at flytte op til gården. Hun boede i en lille ejendom, der lå nede ved mosen.

Schmidt kørte vognen på plads og satte hestene ind i stalden, derefter skulle han fodre kreaturerne og malke køerne, inden han cyklede hjem til Klode Mølle. Foruden mig ankom to unge piger Johanne på 14 og Jørgine (Gine) på 15 og skov der var 14 og skulle passe kreaturerne. De to unge piger skulle hjælpe Karoline i huset og malke køerne. Der blev et godt kammeratligt forhold mellem os fire, den eneste vanskelighed jeg havde med Skov var, at han var så vanskelig at få op om morgenen. En morgen, da jeg havde kaldt på ham tre gange, tog jeg ham på armene og bar ham ud i gården og truede med at putte ham i vandtruget. Det hjalp, nu blev han flinkere til at komme.

Jeg skulle selv vågne, der var godt nok ringeapparat i kammeret, så Martin Ankersen kunne ved at trykke på en knap over ved gærdet på sin seng kalde på os, men det ville han ikke, for så skulle han selv have vækkeuret til at ringe, og så kunne han ikke falde i søvn igen. Han ville gerne sove længe, han kom først op, når vi andre var ved at spise morgenmad. Så fik han en kop morgenkaffe ved bordet ude i bag køkkenet, og et par timer senere kom han ind og spiste frokost. Til middag og aften spiste de begge sammen med os i frokoststuen.
Jeg var glad for at være på Klosterlund. Karoline og Martin var flinke mod os, og vi fik god mad at spis, det eneste, jeg ikke syntes om, var morgenkaffen, den var lavet på opkog af kaffegrumsen fra dagen i forvejen.

I sommerhalvåret, der begyndte, når tørvefabrikken skulle i gang og varede til 1. november spiste vi i folkestuen, hvor der kun var et langt bord og to skamler af samme længde, der var ingen varme, og derfor kunne det være nødvendig at have en jakke på for ikke at fryse i forårstiden og i oktober måned. Om aftenen, når vi havde spist sad vi oppe i kontoret, hvor der var lyst og varmt, der var aviser og blade, og jeg kunne låne bøger af Martin, dem havde han mange af. Ofte læste Martin højt for os en times tid af en eller anden spændende bog, det var vi glade for. Han var god til at læse op, og han læste selv mange bøger.

I vinterhalvåret, der begyndte 1. november lavede de maden oppe i køkkenet, og så spiste vi der. Vi sad i en lang række ved det lange og faste køkkenbord. Lidt før jul blev aftensædet forlagt til havestuen, hvor der var dejlige polstrede møbler at sidde i, og der blev der den første vinter installeret radio med øre telefon og højtaler. Radioen var en stor kasse med to udvendige spoler. Højtaleren en stor tragtformet genstand stod ovenpå kassen.

Det var en søndag eftermiddag, jeg havde hjemme tur. Om middagen havde Martin sagt til mig, at jeg omkring kl. halv tre skulle cykle om til Søren Holdgård og bede ham komme og hjælpe os med at rejse en telefonpæl oppe på ”Lade bakken” nord for gården. Det var sidst på eftermiddagen, inden radio montøren kom, så jeg var i gang med at fodre kreaturerne, men måtte ud for at hjælpe Søren Holdgård med at få hullet gravet, og vi fik masten rejst. I forvejen havde radiomanden fæstnet antennens ene ende på masten, den anden ende blev gjort fast på spidsen af lade gavlen, og derfra blev der ført en ledning over til spidsen af kvisten på stuehuset, og derfra gennem et hul i vindueskarmen til radioen, der blev anbragt på et bord i hjørnet af havestuen. Under bordet stod et batteri, der engang imellem skulle lades op. Da radiomanden var færdig med installationen kørte han hjem til Silkeborg.

Da vi havde spist, og der var vasket op, skulle vi op i stuen og høre radio. Den af pigerne der havde fri, var kommet tidlig hjem for at være med ved denne spændende begivenhed. Søren Holdgård og hans søster Sørine, der boede sammen med ham i villaen i udkanten af Stenholt skov, kom også. Da vi alle var kommet til at sidde, satte Martin sig i stolen foran radioen, tog øretelefonen på og begyndte at trykke og dreje på knapperne. Det skrattede og hylede, men endelig fandt han en station, der udsendte musik, og glæden var stor. Den der havde den største glæde var nok Martin selv, det var jo også spændende at finde ferm til de forskellige stationer, der sendte sang eller musik. Det var kun Martin Ankersen, der måtte dreje på den nyerhvervede. Det gik ud over højtlæsningen, nu havde Martin ikke tid til dette mere.
Var Martin Ankersen ikke den første, der anskaffede sig en radio, så var han en af de første i Engesvang sogn.

Martin Ankersen var en flink og rar arbejdsgiver. Han havde to faste mand, der arbejdede ved tørveværket om sommeren og gik som daglejere om vinteren, de var beskæftiget ved arbejdet på gården eller ved andet arbejde. Den første vinter jævnede de den gamle lægge plads fra Ernst`s tid, den skulle tages i brug igen, når det nye tørveværk skulle tages i brug næste forår. Den anden vinter jeg var i Klosterlund var Kristen Kristensen beskæftiget med at lave den dæmning i den sydlige ende af Skallerunden, der hindrede vandet i at løbe ud, og Klosterlund sø blev dannet.

Vinteren før, jeg kom til Klosterlund, havde hans to arbejdere været beskæftiget med at lave en terrasse om i bakken øst for gården, den var nok en 5 – 6 meter bred. På denne havde han plantet birketræer, en del af dem groede, men ikke nær alle, det var for tørt om sommeren. På terrassen var der opstillet en del tønder med jordbær. Der, først i tyverne var det almindeligt, at vi fik salpeter gødning fra Norge i træ tønder ”Norgesalpeter” kaldte vi det. af disse tønder havde Martin samlet en del. Nu var der boret fire rækker stor huller rundt i disse tønder, så var der fyldt jord i tønderne til første række huller, der var så stukket en jordbærplante ind i hvert hul, og så var der fyldt jord i op til næste række huller, hvor der så også var lagt planter ind, og sådan fremdeles til tønderne var fyldt op.

Martin Ankersen sagde, at der var tre fordele ved at plante jordbær på den måde. For det første, kom man let om ved at vande, regnvandet sivede ned gennem jordlagene, og var det særligt tørt, hældte man en spand vand i tønden, så blev alle fire rækker vandet på en gang. For det andet, det var også let at holde jordbærrene rene, de skulle ikke luges. Og for det tredje, det var så let at plukke bærrene, ja, det blev let, for andet år var så at sige alle planter gået ud. Ideen var jo ellers god nok. Han havde den vist fra Silkeborg Avis, jeg tror, det var i den, jeg havde læst om at plante jordbær på den måde.

Martin Ankersen gik ikke og hang over sine folk. Vi fik en besked og så kunne vi tage fat. Flere gange ønskede jeg, at han havde forklaret det lidt bedre, hvad han ville have lavet. En af de første dage jeg var der, fik jeg besked på at lægge en plov op i en vogn, og så køre ud til Kragelund skel og pløje den stubmark, der lå til venstre for vejen. Jeg kørte derud og begyndte at pløje og fik to agre pløjet inden middag. Martin selv pløjede med traktor på et stykke nærmere ved gården. Om middagen spurgte jeg om hele stykket skulle pløjes, og det svarede han ja til. Efter middagspausen kørte jeg igen derud og pløjede videre.

Kristen Kristensen kørte ajle på det store stykke, som Martin pløjede. Og så ser jeg pludselig, Martin standser traktoren og gå hen til Kristen og stod og snakkede med ham. Et øjeblik efter kom Kristen kørende ud til mig, alt hvad hestene kunne løbe. Da jeg kom op til vejen sagde han: ”Stop med den pløjning her, du pløjer jo Martins nye kløver!”. så var der noget andet jeg skulle, jeg husker ikke hvad. Om aftenen bebrejdede Martin mig det og sagde: ”Kunne du da ikke se, at det var en kløvermark, du pløjede i sidst?”. ”Nej det kunne jeg ikke, det så ud til at være stubmark det hele, og jeg spurgte dig jo efter i middags, om jeg skulle pløje det hele?”. Ja, du skulle pløje hele stubmarken, det der var sået kløver i skulle naturligvis ikke pløjes. Så var der ikke mere snak om dette.

Næste forår fik jeg besked om at gå op på hvælvingerne over kostalden og så feje det frø sammen, der var faldet af høet, og så skulle jeg læsse en harve på vognen og køre ud og jævne de pløjede furer med harven og så det opsamlede græsfrø der og så harve efter. ”Nå”, tænkte jeg, ”når det er den slags græsfrø, du bruger, så kan jeg godt forstå at jeg ingen kløver kunne se sidste efterår”.

Et andet eksempel på Martins dygtighed som landbruger. En dag midt i februar, det var solskin og fint vejr, sagde han til mig: ”Nu vil vi have lagt kartofler i det stykke her omme bag remissen, så får vi tidlige kartofler i år”. ”Det er da vist for tidlig, jorden er for koldt endnu”, indvendte jeg. ”Nej det skal nok gå, tag du bare fat”. Jeg pløjede og Skov og Johanne lagde kartofler i hver anden fure. Nogle stede skurede ploven på frosten, andre steder pløjede jeg i blank vand. Der blev lange spring i disse kartoffel rækker. Læggekartoflerne var simpel hen rådne. De næste kartofler blev lagt sidst i april, og de sidste blev lagt grundlovsdag om formiddagen, da var hestene fri, tørvefabrikken holdt stille.

Det stykke kartofler, der gav mest, var det, hvor kartoflerne blev lagt i april, derefter kom det, hvor kartoflerne blev lagt grundlovsdag, mindst udbytte gav stykket, hvor de blev lagt først, og det stykke var så vanskelig at holde rent.
Mange havde en stærk tilknytning til Klosterlund. Af disse vil jeg omtale nogle stykker.

Søren Holdgård.
Han og Martin Ankersen havde fra barndom og ungdom været gode venner, de var jo nabobørn og jævnaldrende. De havde mange fælles interesser, de elskede at færdes i naturen, de var jægere begge to, de var begge interesserede i egnens historie, de samlede på oldsager. Søren Holdgård havde en stor samling, og den var meget alsidig. Frimærker, mønter, oldsager var der mest af, der var stenøkser, knive, dolke, pile og spydspidser, det meste af det havde han selv fundet på sine marker og ved at færdes i Stenholt skov.

Søren Holdgård var ikke noget dusin menneske, han var en personlighed, og han var god at have med som vejviser i Stenholt skov, han kendte alle stier, han vidste, hvor de gamle offersten lå. Ligesom han havde blik for naturskønheden, således havde han også kunstsans, ja han var selv noget af en kunstner. Med nogle få blyantstreger kunne han tegne et billede, opridse en situation eller et landskab, så det stod lyslevende for en. Flere af hans tegninger prydede hans stuer. Alt hvad der angik hans hjemegn, havde hans særlige interesse. Man lyttede, når han fortalte om egne oplevelser eller beretninger og tildragelser fra en svunden tid.

Da han havde solgt ”Grøndalsgård” der var deres fødegård, byggede han en dejlig villa på et stykke jord, der lå ind mod skellet til Klosterlund, og som han havde skilt fra gården, ligeledes beholdt han et stykke af skoven.

Om vinteren lavede han plejlslagler af ege rafter, som han fældede i sin skov. Om sommeren arbejdede han ved tørveværket hos Martin Ankersen, han havde altid sin plads ude på lægge pladsen hvor han jævnede dyndet og slæbte skinnerne ud. Senere blev han skatteopkræver i Engesvang kommune. Han omkom ved en færdselsulykke i Pårup, hvor han på sin cykel blev påkørt af en bil. Martin Ankersen satte en smuk mindesten på hans grav på Engesvang kirkegård. På fodstykket står: ”Rejst af en ven”.

Søren Wollesen.
En anden, der også tilbragte en stor del af sin tid på Klosterlund, var Søren Jensen, Funder. Han hed i daglig tale altid Søren Wollesen og var født og opvokset i Kragelund. Da han var blevet gift, overtog han sin fødegård, men han interesse lå ikke ved landbruget. Hans hustru måtte med en karl til hjælp og senere ved børnenes hjælp drive gården. Søren Wollesen var grebet af plantningssagen. Han så, hvordan læ plantning ville standse sandflugten, og han gik fra hjem til hjem og fik befolkningens interesseret i sagen. Og Kragelund egnens udseende med de mange læhegn, der skærmer de enkelte indtægter ved gårdene er Søren Wollesens værk.

Da hans eneste søn fik den slemme sygdom Schelrose, og døtrene var gift, solgte han gården i Kragelund og flyttede til Funder, hvor de havde købt centralen, som sønnen kunne passe siddende i sin kørestol, lammet som han var i begge ben.

Nu fik Søren Wollesen mere tid til at søge ud, han ledte efter oldsager og kom ofte til Klosterlund, hvor han blev i flere dage. Han kom altid gående, men fulgte aldrig vejen, altid kom han gående skråt ind over markerne gående i Zik – Zak, han ledte efter oldsager. Han fandt meget og havde en stor samling. Det var ham der fandt Danmarks ældste boplads ved Klosterlund. Denne bedrift blev belønnet med et Dannebrogskors, som Søren Wollesen bar med hæder og ære i sine sidste leveår.
Det sidste år jeg var i Klosterlund, blev han ansat som kusk ved tørvefabrikken. Han flyttede ind i soveværelset i aftægtslejligheden, og spiste sammen med os. Han blev Søren Holdgårds medhjælper, han skulle hjælpe ham med at trække sporet, og han kørte hestene, der trak tørveformerne. Det kneb noget for ham at køre lige, han var ikke nogen god kusk. Men efterhånden kom han efter det. sidste gang, han var i Klosterlund, det vat vinteren 1944 fik han et forfald ligesom hans moder i sin tid fik det. Straks brød han op fra Klosterlund og gik hjem til Funder, hvor han døde få dage efter.

Hans store oldtidssamling findes i museet ved Klosterlund. Mindet om Søren Wollesen vil leve i hans hjemstavn gennem flere slægtled. Jeg personlig er glad for, at jeg lærte ham at kende

Hans Nielsen.
Han var fra Voer, der ligger mellem Gråmose og Knudstrup. Han var fyrbøder ved tørvefabrikken den første sommer, jeg var i Klosterlund. Hans søn kom kørende med ham et par dage før værket skulle i gang. På vognen var hans seng, hans cykle og en træ kuffert med hans tøj, et bord og et par stole, et helt lille flyttelæs var det. han blev installeret i aftægtslejlighedens køkken, der boede han hver sommer, når han fyrede ved værket. Han spiste også med inde ved bordet. Han og Søren Wollesen kunne ikke så godt sammen, de var medbejlere til Martins gunst.

Hans Nielsen var øl forhandler ved værket. Det var Horsens øl, han handlede med, og han havde altid et par kasser stående. Han bød ofte Martin ind på ”en øl” en aften eller en søndag formiddag. Jeg husker en dejlig søndag formiddag med sol og varme, jeg kom hjem fra marken, hvor jeg havde været ude med hestene, da jeg kom ind gennem gården, kaldte Hans Nielsen på mig, han ville give ”en øl”, da jeg kom ind i køkkenet, sad Martin og Hans Nielsen der på hver sin stol med ”en øl” i hånden. Hans Nielsen flyttede over i sengen, og jeg fik hans stol og fik også ”en øl” i hånden. Da de var drukket, ville Martin give en omgang, jeg protesterede, jeg var ikke mere tørstig, men jeg skulle nu have en til sammen med dem. Da jeg havde drukket den, sagde jeg tak og gik, jeg skulle ud og være færdig med mit arbejde, og jeg skulle vaskes og klædes o, det var snart middag. Da jeg kom ud i gården, kunne jeg mærke, det kneb med at holde ligevægten, jeg vaklede lidt. Jeg skyndte mig ind i stalden, og blev færdig, blev vasket og klædt om. Siden den dag har jeg drukket husholdnings øl. 

Så var der også gamle Hans Mikkelsen.
Han boede i mergelhuset i Engesvang, og hans søn Kristian Mikkelsen var gift med en søster til Karoline, de havde en lille gård i Kragelund skov. Hans Mikkelsen var kusk og kørte ”Musse”, der trak dyndet fra grave op til værket. Han kom gerne en time før tiden, han skulle have striglet ”Musse” og lagt seletøjet på hende inden vi skulle ind for at spise morgenmad. Hans Mikkelsen spiste også med inde ved bordet morgen og middag. I sommertiden var vi ni daglige mennesker omkring bordet. Det var et helt pensionat.

Jeg var glad for at være i Klosterlund og befandt mig godt, så jeg blev der i to år. Martin ville gerne beholde mig et år mere, han ville lægge tre hundrede på lønnen, og så skule jeg få lov at køre traktor. Det var jo fristende, men far ventede, at jeg kom hjem til ham, derfor sagde jeg nej til tilbudet.

Martin Ankersen havde en søster, der var gift med Lukas Petersen i Engesvang, hos ham havde far tjent i tre år i sine unge dage. Han havde også en broder, der hed Kristian, han var gift med en søster til Karoline, de havde i mange år gården ”Ørneborg” i Salten. Alle tre ægteskaber var barnløse, så slægten Ankersen uddøde med dem.

Inden Martin Ankersen skænkede gården til Hedeselskabet, havde han skilt Kratbakken fra, og der havde han bygget en stor villa med to lejligheder. Der flyttede de to brødre med deres koner ind i hver sin lejlighed, nu skulle de hygge sig sammen på deres gamle dage. Der gik ikke ret mange år, så flyttede Kristian og Sine til Silkeborg. De blev ikke gamle, de ligger begravede på Engesvang kirkegård. Karoline døde også ret tidlig, og Martin Ankersen levede ene i det store hus, en kone fra Stenholt kom og gjorde rent hos ham et par gange om ugen, han lavede selv sin mad, ikke ret mange kom og så til ham, så han fik en trist alderdom. Jeg besøgte ham et par gange, når vi holdt ferie hos Anna og Rasmus. Martin og Karoline ligger begravede på Kragelund Kirkegård.

På Nr. Nissum Højskole vinteren 1926 – 27.
I sommeren 1926 var vi hjemme på Gammelskovgård beskæftiget med at bygge et nyt ko og svinestald, da der ikke var plads nok til vore dyr i den gamle stald. Til at bygge stalden havde vi Søren Nielsen Hestlund som murer og Peter Jepsen Rønkilde som tømrer. Jeg havde påtaget mig arbejdet som håndlanger for mureren, der det meste af tiden havde Henry Olsen, Hestlund med som svend,

Jeg havde denne sommer luftet tanken om at komme på højskole den næste vinter. Vi søgte kommune og amt om understøttelse til sådan et højskole ophold, men der kunne intet bevilges, fars økonomiske kår var for gode, far mente nok det kunne gå alligevel, nu jeg gjorde arbejdet som håndlanger, sparede jeg ham for en væsentlig udgift ved byggeriet. Så var der valg af skole, min tanke gik til Nr. Nissum, som jeg vidste var en nybygget skole. Jeg talte med Henry Olsen om det, og han syntes også, at jeg skulle vælge Nr. Nissum. Jeg skrev til skolen efter program og spurgte, om der kunne ydes mig støtte fra elevforeningen, da jeg ingen hjælp kunne få fra amt og kommune. Forstander Olsen sendte mig et program og meddelte at elevforeningen havde bevilget mig 35 kr. pr. måned i understøttelse, hvis jeg kom.

Jeg sendte indmeldelsen og den tredje november rejste jeg med tog fra Engesvang over Herning til Struer og derfra til Nr. Nissum ned rutebil. Min kuffert og en sæk med sengetøj var sendt i forvejen. På skolen blev jeg og et par andre unge mænd, der var med samme rutebil, modtaget af Kandidat Korsholm, der var landbrugslærer på skolen. Jeg skulle trække et nummer i en pose, som han stod med i hånden, det var nummeret på det værelse, hvor jeg skulle bo. Det lå lige oven for trappen, så det kunne ikke være lettere. Ham jeg skulle bo sammen med var kommet og sad og læste i en bog, da jeg kom ind i værelset. Vi præsenterede os for hinanden, han hed Jens Kjær og var fra Nes, der ligger ude ved Nissum fjord. Han hjalp med at bære min kuffert op, og jeg fik pakket ud, fik mit tøj hængt ind i skabet og redt min seng, inden vi skulle ned til aftensmad. Vi fik serveret en varm ret, og derefter var der smørrebrød, som vi kunne få mælk eller te til, som vi helst ville.

Vi var 19 elever, 2 lærere og forstander Olsen med familie, der spiste ved to lange borde i spisestuen. Næste morgen kl. 7 lød klokken, nu skulle vi op og vaskes klædes på. Klokken 8 lød den igen, nu skulle der spises morgenmad. Ved hver bordende stod der en terrin med havregrød og en stor opøseske lå ved siden af en stabel dybe tallerkner, nu kunne vi gå hen og øse os en portion grød op. På bordet stod også kander med mælk og kander med kaffe. Ved hver kuvert stod der en tallerken med to stykker smurt franskbrød og en ½ stykke rugbrød med ost. Desuden stod der på bordet to fade med smurte stykker rugbrød, men uden pålæg, dem måtte vi supplere op med, hvis det på tallerkenen ikke var nok, sådan var morgenbordet dækket hver morgen.

Kl. 8,30 blev der igen ringet, nu begyndte morgenandagten i dagligstuen ved forstander Olsen, lærer Jørgensen spillede klaver, alle husets folk var mødt; forstanderens familie, de tre piger og de to karle. Da morgenandagten var forbi, bød forstanderen os 19 elever velkommen og udtalte ønsket om et godt samarbejde mellem lærer og elever. Formiddagen gik med at købe bøger og hefter, skrive og tegnerekvisitter, alt skulle ordnes, så vi kunne komme i gang om eftermiddagen.
Kl. 12 ringede klokken til spisning, der var altid to retter god mad. Forstanderen havde sin plads ved en bordende, fru Olsen ved en anden, de to lærer sad ved de to andre bordender, disse fire øste maden op, kartoffel – og stege fade blev sendt rundt. Forstanderen sang for til et bordvers, var han forhindret i at være med, var det lærer Jørgensen, der var forsanger. Korsholm kunne ikke synge. Efter middagen var der pause til kl. 14,30, da blev der serveret en kop kaffe og to stykker kage. Kl. 15 begyndte eftermiddagstimerne, vi havde seks timer på klassen hver dag, tre om formiddagen og tre om eftermiddagen + 2 timers husflid en aften om ugen for dem, der ville være med til det.

 Fortsættes under Gert Poulsen II.    


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017