Artikler fra og om Engesvang


Gert Poulsens III

Fortsat fra Gert Poulsen II. 

Indsættelsen.
Den 1. september var jeg tidlig oppe, jeg var noget nervøs og beklemt ved tanken om, det der nu skulle foregå. Jeg havde jo fået at vide, at pastor Andreasen ville komme og indsætte mig og at der også ville komme et par af bestyrelsen. Jeg bøjede mine knæ og bad til Gud om, at han ville hjælp mig af ned denne dumme frygt, og efter at jeg havde været inde i skolen og set at alt var i orden der, var al nervøsitet som blæst bort. Kl. 8 kom præsten Chr. Langer og Kr. Flyvholm. Jeg kaldte børnene ind og efter at vi havde sunget: ”Rind nu op i Jesu navn”, talte pastor Andreasen til mig og børnene ud fra ordene: Lyd eders vejleder og ret jer efter dem o. s. v. Jeg skulle være vejleder – ansvaret derved – og de skulle lyde mig, ikke lystre.

Jeg var meget grebet af præstens hjertelige ord og en del bevæget, da jeg gav ham hånden og takkede ham for den smukke velkomst. Efter indsættelsen gav jeg børnene frikvarter, og de tre herrer var med mig inde i stuen for at se hvordan, jeg boede, hvorefter de tog afsked og tog hjem. da jeg havde kaldt børnene ind, holdt jeg en lille tale til dem, hvori jeg søgt at gøre det klart for dem, hvad jeg ventede og fordrede af dem, og hvad de kunne vente, hvis de blev ulydige. Børnene var flinke og kvikke, og jeg fik snart den opfattelse, at dem ville jeg hurtig blive glad for at arbejde med.

Om formiddagen hilste jeg på en nydelig ung dame, der havde lukket sig ind i lærerindens lejlighed og havde travlt med at gøre rent. Hun præsenterede sig som Poula Møller Hansen og fortalte, at hendes søster, den rigtige frk. Hansen, som jeg skulle samarbejde med, var stået af toget i Vrist og gået hen til skolen i Vrist, hvor hun skulle begynde. Hende fik jeg så hilst på senere på dagen, hun var inde at se min stue, og hun beundrede de smukke gardiner, som Signe havde syet og hængt op.

Næste dags morgen kl. 7,40 kom pastor Andreasen, og vi fulgtes ad på cykle ud til Sdr. skole, hvortil Jens Peter Jensen og Anton Lilleøre også kom. Vi sang de samme salmer, som vi sang o nordre skole dagen før, men præstens tekst var en anden, han talte ud fra Gal. 6. 6. og talen var mere rettet til børnene end til mig. efter indsættelsen fik børnene frikvarter, og vi fire herrer gik over til Jens Peter Jensen, hvor vi fik en god kop kaffe. Efter kaffen gik jeg igen over i skolen og begyndte mit arbejde der. Der var 18 børn i klassen, pæne i tøjet var de alle og kønne ansigter havde de også, det kneb bar med at få dem til at sige noget. Efter nogle dages forløb blev de mere frie, og vi kunne godt snakke sammen i frikvartererne.

I friskolen havde jeg ti kollegaer, som jeg samarbejdede med. Forude frk. Hansen, der havde børnene i deres 3 første skoleår, var der i Harboøre en skole, hvor Karen Vrist virkede, hun havde kommuneskolens børn i deres første skoleår, de var delt i to klasser og gik i skole hver anden dag. da jeg begyndte i Harboøre var Karen Vrist syg og lå på sygehus, og fru Brorson var vikar for hende. Fru Brorson kom over for at se, hvordan jeg boede i et frikvarter, hun syntes, jeg boede udmærket. Det eneste de savner, er vel deres kæreste, sagde hun på sin sjove måde, før hun gik.

Frk. Hansen.
Var den jeg fik mest med at gøre i de år, jeg virkede i Friskolen. Vi havde fælles indgang og boede op ad hinanden så tæt, at når jeg sad ved mit skrivebord og frk. Hansen havde en gæst med ude i sit køkken, kunne jeg ikke undgå at høre, hvad de talte om. Da det begyndte at blive koldt, tilbød jeg, at jeg tændte op i hendes kakkelovn, så der kunne være varme i hendes stue, når hun kom hjem. hun skulle så hænge hendes nøgle op ude i gangen, så jeg kunne lukke mig ind. Som gengæld tilbød hun, at hun ville koge en portion havregrød til mig hver morgen, dette tilbud tog jeg med glæde imod, da der ikke blev serveret havregrød som morgenmad ovre hos Niels Jensens.

Når jeg om morgenen var vasket og klædt på, skulle jeg ind i skolen og tænde op i kakkelovnen der, de morgener hvor jeg skulle undervise i Harboøre, derefter gik jeg ind til Frk. Hansen for at spise havregrød, så ind i skolen for at lægge mere i kakkelovnen, og derefter over til Niels Jensens for at spise morgenmad og så hjem at fyre på igen, og så var der ca. 20 min. inden jeg skulle begynde i skolen.
Bestyrelsen havde ordnet det sådan med Niels Jensens at jeg skulle have fuld kost der, undtagen de dage jeg var i Vrist, da skulle jeg have middagsmaden hos lærer Brorsons i Vrist skole. Jeg var også velkommen til ar drikke aftenkaffe hos Niels Jensens, men da jeg engang imellem blev bedt ud til kaffe hos andre, var det en aftale, at jeg skulle sige fra ved aftensmaden. Det skete ofte, når frk. Hansen søndag aften kom hjem fra et besøg hos sine forældre i Lemvig, at hun havde fået et stykke kage med, og så indbød hun ofte på en kop kaffe søndag eller mandag aften.

Frk. Hansen var en meget dygtig lærerinde og var meget afholdt af børnene og deres forældre. Hun havde i sin tid været i forberedelsesklassen på Nr. Nissum Sem. og var nået gennem 1. klasse, men måtte så holde op på grund af sygdom. Det var dårlige nerver, en arv efter hendes far, der havde været indlagt på Statshospitalet i Viborg.

Den første vinter, jeg var sammen med hende havde hun to tilfælde, hvor hun var fuldstændig fra sig selv. Første gang var det nogle unge mænd, der ved midnatstid havde banket på hendes vindue, hun vågnede og tændte lyset og blev meget bange. Så kom de om til mit vindue i haven og bankede på det, de ville bare fortælle at det brændte lys inde ved siden af. Jeg råbte, at de skulle forsvinde. Jeg kom op i en fart, fik tændt lys og fik i en fart noget tøj på. Så kom frk. Hansen ind til mig i natkjole, hun var helt ude af sig selv og rystede af skræk, jeg bad hende sætte sig ind i min stue og i en fart kom jeg ud af bagdøren og omkring hjørnet, og da stod der et pat fyre ved hendes vindue. Jeg bad dem om at forsvinde omgående, ellers ville de få med mig at bestille, de satte i løb ned over Mads Hous mark, jeg forfulgte dem et lille stykke, men gik så ind for at berolige frk. Hansen og få hende til at gå i seng.

Da hun havde lagt sig i sin seng, hentede jeg min dyne og lagde mig på hendes divan i stuen, efter at jeg havde sagt. At nu skulle hun trygt lægge sig til at sove, nu skulle jeg nok holde vagt. Hun faldt også ret hurtigt i søvn. Næste morgen kunne hun intet huske om det skete og kunne ikke forstå, hvorfor jeg lå på hendes divan. Hun kunne godt gå i skolen, men var træt i hendes hoved. Det var sidste gang i de 6 år vi virkede sammen, at hun blev forstyrret i hendes nattesøvn på den måde. Men siden var døren ind til vor stue aldrig låst om natten, det skulle være sådan, at hun kunne komme ind til os, hvis der var noget, hun blev bange for.

Anden gang hun blev syg skete på den måde, at hun kom ud til mig i køkkenet i et eller andet ærinde og så da, at jeg havde sat mit elektriske strygejern til kontakten, hun ville så vide hvad jeg skulle i gang med jeg fortalte, at mit søndags tøj trængte til at blive presset, og det var det jeg ville til at forsøge, om jeg selv kunne klare. Det ville hun endelig have lov til at gøre, da hun mente, at hun havde større erfaring i at svinge et strygejern end jeg. Da jeg aldrig havde prøvet det før, var jeg glad for, at hun ville gøre det, og jeg gik ind til mit skrivebord for at rette et sæt diktater.

Lidt efter kom hun ind til mig, helt hvid i hovedet og fuldstændig ude af sig selv. ”Men hvad er der dog sket?” spurgte jeg. ”Jeg har brændt et stort hul i din jakke, den er fuldstændig ødelagt, nej jeg dur ingenting til, jeg kan lige så godt gå i havet med det samme”. Jeg prøvede at berolige hende. Men forgæves, jeg fik hende til at gå ind sig selv og lægge sig på sengen, og da jeg gik ud fra hende, låste jeg døren efter mig.

Jeg skyndte mig over til Niels Jensens og fortalte dem, hvordan det stod til med frk. Hansen og at, jeg ikke turde lade hende være ene om natten. Niels Jensens kone var meget hurtig til at handle. Nu ringer jeg lige om til Karen Flansmose og får hende til at komme om til frk. Hansen, hun har prøvet det før, og er så god til at tage frk. Hansen, når hun har det sådan. Jeg gik hjem, og det varede ikke længe, før Karen kom, hun var lige inde hos mig, og vi snakkede om det, inden hun gik ind til frk. Hansen og fik hende i seng.

Næste morgen ringede jeg til Jens P. Jensen og fik dem til at gå hen til friskolen og sende børnene hjem og sige, at der blev ingen skolegang for dem resten af ugen. Jeg bad mine børn sige det hjemme og bad dem sige det til naboens, hvis de havde børn, der gik til frk. Hansen. Karen Flansmose rejste med frk. Hansen til Lemvig og fik hende afleveret til hendes forældre. Næste søndag aften kom hun tilbage til Harboøre og havde det tilsyneladende godt. I de dage hun havde været hjemme, havde depritionen forladt hende. Jeg tog ned til skrædder Larsen i Lemvig med mit tøj, og ved at ofre vesten fik han jakken repareret, så jeg kunne bruge den.

Frk. Hansen virkede som lærerinde i Friskolen, til den blev nedlagt, og både hende og læreren blev begge fast ansat ved den nye centralskole, der blev bygget i Harboøre. Efter sin afsked med skolen ved pensionsalderen bosatte hun sig i Holstebro.


Karen Vrist.
Kåren, som de kaldte hende i daglig omtale, var også min medarbejder ved Friskolen. Hun var ugift og havde en lille lejlighed hos sin broder Kristen Poulsen Vrist, der boede i Vrist gårde, det var tre gårde og et hus, i huset boede smeden, det også var skorstensfejer. I to af gårdene boede to strandfogeder, der hver havde sit strand len at passe. Den lille by lå ca. midt mellem Harboøre og Vrist, men hørte til Sdr. skoles distrikt og Vrist postekspedition.

Karen Vrist var lærer ”Pogeskolen”, der lå på den anden side af vejen ved missionshuset og Friskolen. I Pogeskolen var også indrettet bolig til sygeplejersken, og ovenover hendes lejlighed havde vi vor gæsteværelse. Sygeplejersken var ansat af sygeplejeforeningen. Vi kan også sig, at det var Indre Missions samfund på Harboøre. De havde også ”Det nye mejeri” og brugsen i Vrist. ”Det er disse ting, vi der er fælles om, der knytter os sammen”, sagde Niels Jensen til mig engang. ”Vor skole, vor sygepleje, vort mejeri og vor brugs”.

I Pogeskolen gik børnene fra kommuneskolen i deres første skoleår. De var delt i to klasser. Dem fra byen gik i skole mandag, onsdag og fredag, de fra landdistriktet kom de andre tre dage. Fra de begyndte til efterårsferien, gik de kun 2 timer hver dag. fra efterårsferien og til jul 3 timer, og fra juleferien og resten af skoleåret gik de 4 timer.

Da jeg kom til Harboøre i 1934 var Karen Vrist omkring 60 år. Hun havde ingen eksamen, men var en meget dygtig lærerinde, hun kunne få børnene til at tale højt. Når de stavede, kunne det høres over i min skolestue, selv om vinduer og døre var lukkede. Når skoleåret var slut, kunne børnene både læse og skrive, der var naturligvis undtagelser. Ved eksamen fik de alle ug eller ug-.

Hun kunne fortælle bibelhistorie som ingen andre, og børnene elskede hende. Det skete ofte, at de senere, når de gik hjem fra skole, kiggede ind til hende, og hun havde altid tid til at snakke med dem. Karen Vrist var med til at holde børnegudstjeneste om søndagen, der var børnegudstjeneste fire steder i sognet hver søndag formiddag, og der var altid to hver sted, så der var brug for mange. Hun var også leder i ”Pigeforeningen” (K.F.U.M.) Sognerådsformand Erik Tudborg var formand for foreningen, men det vat Karen Vrist, der var den ledende, og det var hende, de unge piger søgte til, når de var i ”nød” med deres gudsforhold, hun var også dygtig som sjælesørger.

Det var også hende, de søgte råd hos, når det gjaldt valg af ægtefælle. De ”gode” piger sagde ikke ja, til en frier, før de havde hørt Karens mening om ham. Hun var en autoritet og betød meget for den opvoksende slægt. Hendes bedste veninde var Ane Bro og Petrine Bro. Petrine var forstander på ”Asylet” (alderdomshjemmet) sådan kom det til at hedde, inden vi rejste fra Harboøre. Ane var hendes broderdatter og hendes medhjælper med at passe de syge og gamle, der boede der. Ane, der kun var ca. 10 år yngre end Petrine, blev hendes afløser, da Petrine måtte lægge op og flytte ind på en mindre stue. Dette ”trekløver” så vi ofte sammen, og de var altid klædt i sorte kjoler og gik i sorte frakker og med sorte tørklæder om håret.

Jens Peter Jensen var formand for friskoleforeningen, han havde en lille gård, der lå ca. 100 m. syd for Sdr. Friskole. Han havde 6 køer, nogle ungkreaturer og grise samt to brune norske heste. Det lille landbrug kunne de dårligt leve af, hvorfor han havde et job som vejmand ved siden af. På alle kommunens veje lå der strand grus, rullesten, der var taget i strandkanten. Når der kom regn, forår og efterår, lod disse sten sig let køre op, så der blev huller, eller det blev kørt ud til siderne af vejen. Kommunen havde anskaffet sig en vejskraber og den kørte J. P. med sine heste. Han skulle gå bagefter dem og have to ture frem og tilbage på hver vej. Der var langt fra Hygum bakker til Thyborøn, og fra Langehuse til strande, og så var der de mange tværveje. Han tilbragte mange timer af sin tid på vejen.

Om sommeren, når vejene var tørre, var både han og hestene hvide af støv, så skulle både han og hestene børstes grundig, og han skulle i bad for at få støvet skyllet af. Når han havde kørt sine ture på en vej, var den ret god at færdes på. Det bedste vejmateriale de havde, var de mange muslingskaller, de havde dem liggende i store dynger ved husene hvert forår, hvor de bedede for fiskerne om vinteren, når de fiskede med kroge på havet. Når disse skaller blev knust, dannede de en god og fast vej. De bedste veje var fra gårde og huse ud til vejen.

Jens Peter havde i sin ungdom været fisker og havde været med i et bådelaug i Vrist, hvor de fiskede fra en åben båd ude på havet. Han havde så giftet sig med en ung enke, hvis mand var druknet i 1893 da de mange fiskere omkom. Hun havde ejendommen og en lille datter, der senere blev gift med Chr. Flyverholm i Langehuse. Sammen havde de fået to sønner og en datter. Den ene søn var gift og bosat i Esbjerg den anden søn boede hjemme og var med en kutter i Thyborøn. Denne kutter forsvandt en storm nat ude på havet, og ingen kom i land. ”De ligger nok derude o æ bund”, sagde Jens Peter, da jeg talte med ham om forliset, de tog det stille og rolig begge to.

Datteren var vel ikke åndsvag, ”men lidt til en side”, som de sagde på Harboøre, hun kunne ikke klare sig blandt fremmede, men kunne godt hjælpe lidt til der hjemme, når hun fik at vide, hvad hun skulle gøre.

På det kendte billede: ”Bønnemødet” af Niels Bjerre ser man både Jens Peter og hans hustru Stine samt hendes broder Marinus Lilleøre, det er ham, der står op og holder bøn. Hun var en søster til de fire brødre Lilleøre.

Forude at være formand for friskolerne var Jens Peter medlem af sognerådet og var medlem af Ældsterådet, og som sådan var han en af dem, der læste prædikerne ved mødt i missionshuset søndag aften. Hans oplæsning var høj, tydelig og fejlfri, og han var god til at udlægge ordet bagefter. Han var en dygtig og begavet mand og en alvorlig kristen, men lun og spøgefuld og kunne komme med mange sjove bemærkninger. Han var en mand, som jeg var glad for at tale med ikke alene om skolen, men også om andre ting.

Hans hustru Stine var en meget gæstfri kvinde, de havde ikke dyre møbler, men der var altid hyggeligt, rent og pænt, selvom hun ikke var rask. Jens Peter måtte næsten altid cykle ene til kirke og møde om søndagen, men han hørte godt efter, og så kunne han gengive talens indhold for sin kone og datter, når han kom hjem.

Da Signe og jeg tog afsked med Jens Peter i 1935 for at flytte til Thyborøn, var der store tårer i Jens Peters øjne. Det var ham en sorg, at vi flyttede, men han forstod godt mine motiver og gav mig en god anbefaling.

Kort tid efter, at vi var flyttet, døde Stine og Jens Peter solgte ejendommen og købte hus i Vrist by. Der hjalp han og datteren hinanden med at holde huset ren og lave mad. De sidste år han levede, var han svag, han havde kræft. Jeg besøgte ham nogle gange, han var glad og taknemlig, når jeg var der. Jeg ville gerne have besøgt ham noget oftere, men skolen skulle passes, og jeg var ikke selv så rask den gang. Jeg glemmer ham aldrig, og jeg er glad for, at jeg kan tælle ham med blandt mine venner.

Niels Jensen
Niels Jensen var tømrer og snedker i Kirkebyen og drev en ret stor forretning, han var en meget dygtig og solid håndværker og alle havde tillid til ham. Det blev også ham der byggede hus for os ude i Thyborøn i 1941. han havde son regel fire svende og to lærlinge ansat på værkstedet. Han byggede huse både i Harboøre og i Thyborøn. Kneb det med arbejde om vinteren, lavede de ligkister, dem havde han altid på lager. Manglede de en kiste på Thyborøn, ringede de til Niels Jensen, og kisten blev sendt med næste tog. Når han syntes, lageret af kister blev for stor, gik de i gang med at lave senge. Hvordan han afsatte disse, er jeg ikke klar over, men han kom altid af med dem. Hvad der udgik fra Niels Jensens værksted var altid i første klasse, derfor havde han altid arbejde til sine folk.

Niels Jensen vat født i Agger, og var som ung tømresvend kommen til Harboøre og havde fået arbejde hos tømrer Niels Kristian Laugesen. Han var blevet gift med dennes datter og havde overtaget sin genfaderens forretning. Han havde et stykke jord syd for byen og havde altid mindst en ko, så de var altid selvforsynende med mælk. Han havde også en hest og en fladvogn, det var før, det blev almindelig med biler. Han havde en ældre mand som kusk, der så kørte de færdige ting ud, hvor de skulle bruges. Svendene cyklede, men benyttede toget, når de arbejdede i Thyborøn. Køretøjet blev også ofte benyttet som ligvogn ved begravelser.

Hans hustru døde i en ret ung alder, og han stod alene med otte børn. Den yngste, Anders, gav han til et barnløst ægtepar i Thyborøn, tømrer og strandfoged Mads Sørensen Madsen i Thyborøn.

Niels Jensen fik en ugift søster i huset, til at passe hjem og børn, hun blev hos ham, til han blev gift igen med Marie From, der var medhjælper på ”Asylet”. De fik to børn Jens og Katrine, der begge gik i skole hos mig. da søsteren flyttede fra Niels Jensen, købte hun et hus i Harboøre, hun kom meget i hjemmet og blev af alle kaldt faster. Da jeg kom til Harboøre var den ældste søn Laust lige bleven gift og boede omme hos faster, der var to lejligheder i hendes hus. De andre børn boede og spiste hjemme, så vi var mange omkring bordet. Vi fik en god og veltillavet mad. Petra, der var den ældste af pigerne var uddannet syerske og havde systue oppe på 1. sal. Anna, tjente hos pastor Larsens u Thyborøn, men kom hjem for at føre regnskab for sin far og hjælpe til i huset. Karen rejste 2. november til ”Ankerhus” Husholdningsseminarium for at blive husholdningslærerinde.

Da hun var uddannet, fik hun plads på en skole i Holstebro, men gik senere over til at blive socialrådgiver i Holstebro. En stilling som hun passede med stor dygtighed indtil hun for nogle år siden blev syg og måtte gå på pension. Marie var meget småt begavet og kunne ikke klare sig selv, sad mest og strikkede. Johanne havde plads ude i byen om dagen, men boede hjemme. Hun blev senere gift med Peter Vilhelm, der købte bageriet i Harboøre og drev det, til de kunne få deres pension. Petra blev gift med en gårdmand, der døde pludselig i en ung alder. Gården blev solgt, og hun og hendes dreng flyttede hjem til hendes far, og hun begyndte igen som syerske.

Kristian var oprindelig udlært som købmand og havde handelsskoleeksamen, før han begyndte som lærling i sin fars værksted, han blev gift og senere ansat som kæmner i Harboøre Engbjerg kommune. Da Lauge blev gift flyttede han til Thyborøn, hvor han arbejdede som tømrer ved Vandbygningsvæsnet og tillige drev en møbelforretning, han døde ret ung.

På sine gamle dage overdrog Niels Jensen sin forretning til sin ældste og sin yngste søn, Laust Jensen og Jens From, de arbejdede godt sammen og drev forretningen videre i mange år. Kort efter, at Niels Jensen havde afstået værkstedet til sine sønner, døde han pludselig en søndag aften i missionshuset. Han sank sammen under den første salme, og da han blev båret ud, var han død. Andreas Bro, der den aften ledede mødet sagde: ”Nu har vi fået en alvorlig prædiken, vi slutter mødet nu og går stille hjem”.

Niels Jensen var i mange år medlem af ældsterådet og læste prædikerne efter tur søndag aften i missionshuset. Han var også vicevært for missionshuset, og som sådan skulle han sørge for indkvartering af talere og for de mange tilrejsende gæster fra Skanderup ved efterårsfesten. Når toget ankom ved aftenstid lørdag aften, stod Niels Jensen på banegården med sin liste, og der var mødt en repræsentant fra hvert hjem i sognet, der ville modtage en gæst, og så råbte Niels navnene op på gæsterne og på dem, de skulle bo hos og vedkommende fandt hinanden. Der kunne godt være omkring 70 – 80 gæster, der ønskede indkvartering.

Niels Jensen var vurderingsmand for Husmandskreditforeningen og repræsentant for Husmands brandkassen. Jeg var meget glad for at være sammen med familien Jensen i det halve år, jeg fik kosten der, siden var vi ofte gæster i hjemmet i de år vi boede i Harboøre og Thyborøn. Jeg har gennem årene haft mange gode samtaler med Niels Jensen. En sætning som jeg ofte har hørt ham sige, og som jeg aldrig glemmer, lød sådan: ”Man bliver ikke fattig af at give til Guds riges arbejde”.

Peter Madsen.
Peter Madsen Kjøbmand var formand for ældsterådet, da jeg i 1934 kom til Harboøre. Han og hans hustru Kirstine boede i et stråtækt men meget velholdt hus i Vrist. De var begge over 70, da jeg lærte dem at kende. Næsten hver søndag kom de gående den tre km. Lange vej ind til Harboøre kirke, var der højmesse, var der skriftemål kl. 9,30, så de skulle tidlig op en vintermorgen for at nå det, da de ikke kunne holde ud, at gå ret hurtig. Efter gudstjenesten gik de tilbage til Vrist for at spise middagsmad og få en middagssøvn. Og så skulle de have turen en gang til for at være med til søndagsmødet i missionshuset om aftenen. Var der eftermiddagsgudstjeneste kl. 14, gik de på besøg hos venner i kirke byen, hvor de så fik kaffe og aftensmad, inden de skulle til møde. Ofte kunne det være blæsende og koldt. Men vejret skulle være meget dårlig, hvis de ringede efter en bil.

Peter Madsen Kjøbmand var fisker i sine velmagts dage. Han var på havet stormvejrs natten i 1893, da de mange fiskere omkom, han var med i det bådelag, der landede i Fjaltring, og som straks de kom i land, bøjede deres knæ og takkede gud fordi de var blevet reddet. Peter Madsen Kjøbmand havde også været i Signes hjem flere gange når de fiskede fra Grenå, og tog til Nødager kirke for at høre pastor Busch.

Da han ikke mere kunne holde til ”at bruge æ hav”, købte han sig en varebil, og så kørte han rundt oppe i landet for at sælge fisk. Da gigten ikke tillod ham at stå og rode i de kolde fisk, gav han sig til at handle med frugt og grønsager, der var jo ingen gartner på Harboøre, og der var ikke andre end præsten der havde frugttræer i sin have. Han tjente til det daglige brød ved handlen, men da bilen var slidt op, var der ikke penge til at købe en ny for, og han syntes også, han var træt af dette omstrejfende liv. Så gav han sig til at være sejlmager. Han fik stillet en kakkelovn op oppe på loftet og indrettede sig et værksted der. Der skulle megen plads til for at få de store sejl spændt ud.

Jeg besøgte ham flere gange oppe på værkstedet, han kunne udmærket snakke og samtidig arbejde med syl, nål og tråd. Sejldugen var tyk og kraftig, og den skulle bøjes om og sømmes i siderne. Der skulle bores hul med sylen, og så skulle der syes med dobbelt tråd, d. v. s. der skulle stikkes en nål igennem det lavede hul fra hver side, og så skulle der strammes godt til. Det var en hørtråd, han syede med, og før brugen skulle den behandles med beg og voks, så var den stærk og let at trække igennem, og den var modstandsdygtig overfor vand. Han havde altid nok at bestille, om vinteren havde han lampen tændt både morgen og aften.

De havde tre børn. En datter var gift og boede i Thyborøn. De havde en stor flok børn, og manden var ikke så rask, så det kneb med økonomien. ”dem frygter jeg ikke for”, sagde P. M. K. ”for de er under Guds velsignelse”. Nej så var han mere bange for Thomas, der ikke var omvendt, han var fisker, men havde ikke selv en kutter. Han var enkemand med fire børn, den ældste, en dreng var lige konfirmeret og var med en kutter som kok, de tre gik i friskolen og var flinke og dygtige. Thomas havde sin hustrus søster hos sig som husbestyrerinde. Hun var dygtig og børnene holdt meget af moster.
Både hun og hans forældre ønskede, at Thomas skulle gifte sig med hende, men han kunne ikke bestemme sig. Hun havde nemlig en yngre søster, der også var ugift, hende syntes Thomas bedre om, hun var kønnere. Det blev hende Thomas giftede sig med, og hans mangeårige og dygtige husbestyrerinde måtte flytte ud. Hun var skuffet, og mange ynkede hende og syntes, at Thomas havde handlet forkert. Hans nye kone blev af mange kaldt for en ”pyntedukke”.

Både Peter Madsen Kjøbmand og hans kone kunne begge få deres aldersrente, det var de gamle nok til, men de ville klare sig selv. De gav neget til Guds rige, og deres to børn hjalp de også med tøj til børnene, men alligevel kunne de spare op, så de kunne have noget at leve af, når han ikke længere kunne virke som sejlmager. Så vidt jeg husker, døde han af et hjertestop da han sad ved sit arbejde. Han var slidt op.

Jeg morede mig i mit stille sind over at han ofte sagde: Bette ven, når han tiltalte mig, jeg var jo meget højere end ham. Det var altid interessant at høre ham fortælle, han stod i stadig brevveksling med doktor Nielsen og Aksel Sørensen begge missionærer i Kina. Brev fra dem læste han op ved søndagsmøderne

Fiskerne på Harboøre havde betalt doktor Nielsens uddannelse til læge i Amerika. Han havde i sine unge dage arbejdet ved anlæg af høfterne op Harboøre for at tjene penge til et ophold på Nr. Nissum højskole. Han var da en troende ung mand og kom til gudstjenester og møder, og han havde fortalt dem, at hans største ønske ar at blive uddannet til læge og så rejse til Kina som lægemissionær. Han havde fået oplyst at han hurtigst kunne blive læge ved at rejse til Amerika og studere der, og han mente at han lettere der kunne tjene til at studere for.

Fiskerne bestemte da, at de ville betale hans uddannelse, ellers ville det vare for længe, inden han kunne rejse ud. De ordnede det sådan, at hver bådelag havde en blind mand, og hans part blev sendt til Niels i Amerika. At have en blind mand vil sige, Hvis de var 5 fiskere i et bådelag, blev fortjenesten delt i seks dele, og denne sidste del blev samlet og sendt til Amerika. Og vi blev ikke fattige af det, sagde P.M.K. da han fortalte det, for Gud gjorde det sådan, at vi fangede flere fisk, så vi tjente des mere.

Strandfoged Peter Røn Vrist.
Strandfoged Peter Røn Vrist, i daglig tale kaldte vi ham Pe Røn, var også medlem af ældsterådet og formand for K.F.U.M.. han havde den første gård i Vrist – Gårde. Foruden det han var landmand og strandfoged havde han et job i Harboøre sparekasse, der havde kontortid to timer to gange om ugen. Han var enkemand, hans hustru var dø flere år før jeg kom til Harboøre. Han havde fem børn, to sønner og tre døtre. Den ældste søn ville gerne have været præst, men måtte opgive studierne på grund af sygdom. Han blev rask og var gift og boede i Odense, hvor han var inspektør for et forsikringsselskab, han blev senere flyttet til Kolding.

Både i Odense og Kolding arbejdede han i søndagsskolen, og var en meget benyttet taler ved fester i søndagsskoler og i missionshuse. Han holdt ofte søndagsskole på Harboøre, når han var hjemme på ferie. Den anden søn skulle have haft gården efter sin far, men han var fisker og havde ikke lyst til landbrug. Den ældste af pigerne var rejst til København, og levede et dårligt liv der. Det var en stor sorg for P. Røn, han græd, da han fortalte mig om hende. Han bad meget for sin pige, og han nåede, at få den glæde, at hun kom hjem og var hjemme en tid, og hun havde helt brudt med forbindelsen i København. Broderen i Odense skaffede hende en plads i Odense. Senere blev hun gift med en god ung mand der. Hun var en meget smuk pige og grunden i hende var god nok, men hin havde været meget letsindig.

Den næste af pigerne var god nok til arbejde, men var ikke så kvik til at opfatte og kunne ikke sætte sig selv i gang, derfor havde hun aldrig været ude at tjene. Da P. Røn var død blev gården solgt, og hun fik plads ude på Djursland, så vidt jeg husker, var det som husbestyrerinde for en ældre ungkarl, der havde en gård, og det endte med at de blev gift. Den yngste datter var både køn og kvik som sin ældste søster, hun var hvad man kalder ”et livstykke”, en dejlig pige, der var sin far og søskende til megen glæde. Hun kunne afløse sin far i sparekassen, når han skulle noget andet. Men den dag kom, da hun også ville ud at lære noget, hun kom på højskole i Haslev. Hun blev senere gift.

P. Røn havde som de fleste andre været fisker i sine unge dage, og han var en af dem, der ofte var gæster i Signes barndomshjem i Nødager, når de fiskede i Kattegat. En herlig mand var P. Røn. Man kunne undres over, at han som tresårig kunne være formand for K.F.U.M. men han var ung af sind, ung blandt de unge. Signe og jeg var altid glade for at komme i hans hjem. han havde store og pæne stuer med mange sjældne ting på hylde og reoler, og hans lofter var prydet med smukke malerier af klitter og landskaber i en bred frise omkring langs væggene.

Når sømandsmissionær Groth holdt møder på Harboøre, boede han altid hos P. Røn, og så var vi altid indbudt til at komme derud til kaffe efter mødet. Groth havde altid noget godt at bringe, og meget havde han oplevet som sømand og senere som bestyrer af sømandshjem og som sømandsmissionær. En aften forsvandt han ganske pludselig. Da Signe og jeg gik hjem, mødte vi ham. ”ja, jeg har lige været inde at klappe hjørnet af missionshuset” sagde han, ”jeg trængte til at gå sådan en tur, inden jeg skal i seng”.

Chr. Langer.
Chr. Langer var også strandfoged, og han var tillige sognefoged og bestyrer for redningsstationen ”Flyvholm” i Langehuse. Han var i menighedsrådet og medlem af skolekommissionen, og kom sammen med præsten for at holde eksamen i Friskolen. An var også medlem af sognerådet og dets kasserer, det var ham jeg skulle op til for at have min løn for arbejdet i aftenskolen, da jeg kom i gang med det, og det var hos ham jeg skulle betale min skat. Han og hans hustru, der hed Dorthea, havde overtaget den gamle strandfogedgård efter hans forældre. Hans slægt havde haft hjemme der siden 1783. da han og Dorthea ikke magtede at drive gården længere, overdrog han den til sin søn Valdemar, så gården er stadig i slægtens hænder.

Jeg havde deres børn i skolen. Sønnen Andreas, der er kordegn i Lemvig, og i mange år var lærer ved Lemvig skole, var konfirmeret, men gik i aftenskole hos os. De to store piger Anna og Grethe gik hos mig, Valdemar, Poul Helene gik i yngste klasse hos frk. Hansen, alle var de stilfærdige, men flinke og dygtige. Men de havde en broder, der var åndsvag og altid sad hjemme og legede på gulvet. De kunne ikke nænne at sende ham bort til et hjem for åndsvage. Han døde da han var 15 – 16 år. Indtil de blev gift og overtog gården, var Chr. Langer fisker, de havde en båd liggende ved havet, og når det var vejr, og de havde tid, tog de på fisketur.

Chr. Langer var flink til at sende bud til mig, når de først på efteråret skulle have prøve med redningsvæsenets materiale, så tog vi fri i skolen og gik op til havet for at overvære prøven. Det første vi så var, at redningsbåden blev kørt ned på stranden trukket af tre spand heste, der blev nagler i langvognen trukket op, og idet hestene igen blev kørt frem, blev baghjulene stående og den bagerste ende af båden sank først ned i sandet, og da hestene stadig gik frem, sank forstavnen også ned.

Alle ansatte ved redningsbåden var mødt iført olietøj, syvest og lange støvler, der nåede dem til skridtet. De stillede sig med ryggen til båden, lige mange ved hver side, satte skulderne imod og tog fat i rebet, der var fastgjort på siderne af båden, og så kommanderede bådføreren, Thomas Nees: ” Hov hu si da” og alle løftede og skubbede samtidigt båden et stykke nærmere vandet. Han kommanderede flere gange, og hver gang gled både et stykke, når den var så langt ude, at den kunne flyde, sprang de alle op i den og satte sig ved årene, , seks mand på hver side. Thomas Nees var den sidste, der sprang om bord, han satte sig ved roret, og så roede de i takt en tur ud på havet, da de kom tilbage, skubbede de, på samme måde, båden i land. Da øvelsen med båden var færdig skulle den anbringes på vognen og køres hjem, det gik let, da der var ruller på undervognen og vogn kæppene, da de havde løftet forstavnen af båden op på bagerste del af vognen, kunne hestene trække båden op.

Derefter skulle raketkasteapparatet afprøves. To skovle blev gravet ned i en klit top og skulle nu forestille masterne på et nødstedt skib. Apparatet blev stillet op, og raketten sat på plads, skytten tog godt sigte, lunten blev antændt. Knaldet lød, og raketten fløj så præcis, at linen landede lide midt mellem skovlene, så blev linen rinket op, og alt blev læsset op i båden. Hestene måtte rigtig lægge kræfterne i, for at trække den tunge vogn gennem det løse sand. Øvelsen var forbi, og vi gik tilbage til skolen, for at få de sidste to timer der.

Af andre betydelige mænd som jeg også må nævne er Jens Chr. Larsen ude på Stausholm. Han var fjordfisker og havde sin båd liggende ude ved en lille havn ved fjorden. Han var medlem af Friskolens bestyrelse, var i menighedsrådet og ældsterådet, han og hans hustru var et par elskelige mennesker at besøge. Jeg havde nogle af deres børnebørn i skolen.

Så var der også Niels Påkjær Beck. Han blev min nære ven, og det gik til på en lidt underlig måde. Jeg havde to af hans børn i min klasse. I sommeren lå far syg på Kjellerup sygehus. For at besøge ham måtte jeg have en fridag fra skolen sammen med en søndag. Jeg lavede så den handel med børnene, at de skulle have fri en lørdag mod at komme i skole et par timer Grundlovsdag om morgenen. Så kunne jeg rejse hjem til Engesvang fredag eftermiddag, når jeg rejste når jeg kom hjem fra Sdr, skole, ville så besøge far i Kjellerup lørdag og rejse tilbage til Harboøre søndag.

Grundlovsdagen kom, og alle børnene mødte op, så nær som Påkjær Bechs. Næste skoledag spurgte jeg dem om. Hvorfor de ikke var i skole de to timer Grundlovsdag, og jeg fik det svar: Nej far sagde Grundlovsdag er en fridag, da skal i ikke i skole. Jeg husker, jeg svarede: ”Nå sagde jeres far det”. og så var den side af sagen ude af verden fra min side, men om aftenen kom Påkjær Bech, og sagde: ”Jeg forstår, jeg har gjort noget galt, og det vil jeg gerne bede om forladelse for”. Og så fik vi en god samtale, der knyttede os tæt sammen.

Under krigen tog Tyskerne deres gård, og de måtte flytte ud, med alt hvad de havde, dyrene blev solgt på to kvier nær, de havde nemlig købt en lille ejendom inde ved Kirkebyen, der var plads til to kvier og nogle høns. Der besøgte vi dem en søndag i januar mens vi boede i Thyborøn, vi var først til gudstjeneste i Harboøre kirke kl. 14. og skulle så med dem hjem og have eftermiddagskaffe. Det var let frost og klart solskin, og på jorden lå et tyndt lag sne. Hele naturen var så vidunderlig smuk. Da vi havde drukket kaffen, tog Påkjær Bech Indre Missions sangbog og så sang han for os sangen: Du himmelske hersker hvor maler du skønt. Han havde en god stemme og sang godt. Jeg glemmer det aldrig.

Da vi boede i Agri blev han alvorlig syg, han havde blodstyrtning og kom på Lemvig sygehus. Den sidste dag han levede sad hans hustru og børn omkring hans seng, han sagde da til dem: Kan i ikke synge en sang for mig, nej det kan i nok ikke, for i kan kun græde, så kommer jeg selv til at synge, og så satte han sig op i sengen og sang med sin høje, smukke stemme, så højt at alle på gangen kunne høre ham. Nu har jeg glemt hvad sangen hed, men da han var færdig med at synge den, kom en ny blodstyrtning og han sank tilbage i puderne og var død.


Til Bryllup i Engesvang.
Da jeg havde været i Friskolen i 14 dage, kom der en indbydelse fra Søren til at være med til hans og Valborgs bryllup den 28. september. Da jeg havde skolefridag den 26 kongens fødselsdag, gav jeg med formandens tilladelse børnene fri, fra onsdag og resten af ugen, det skulle så gælde for efterårsferie. Jeg rejste fra Harboøre kl. 16 onsdag eftermiddag og var hjemme i Engesvang kl. 10. Jeg var så hjemme hos far hele torsdagen. Fredag formiddag lånte jeg en cykel og kørte til Christianshede skole. Jeg skulle hente brudebuketten og bringe den op til Valborg inden middag. Så var jeg hjemme for at spise og klæde om og skulle så ned til kirken lidt før kl. 14. Af hensyn til familien fra Nødager skulle vielsen være kl. 14, da de skulle hjem samme aften.

Hvor mange gæster, der var, og pastor Nissens tale, husker jeg intet af, men jeg huske, at Signes mor udtalte ønsket om at se mit hjem og hilse på far, nu hun var så nær. Efter vielsen kørte deres chauffør Signe, hendes mor og mig over til mit hjem, hvor de to forældre fik hilst på hinanden og fik en lejlighed til at snakke lidt. Det blev jo ikke et langt besøg, vi skulle spise til middag hos Knud Jacobsen, når brudeparret kom hjem efter et besøg hos en fotograf i Silkeborg.

Hvad jeg foretog mig lørdag, husker jeg ikke. Jeg rejste hjem til Harboøre søndag formiddag, og da var det en af Lemvig banens skinnebusser, der hentede de rejsende til Lemvig i Holstebro. Mage til rystetur har jeg vist aldrig i mit liv været udsat for før. I Lemvig kom frk. Hansen og tre af Niels Jensens unge med, så nu havde jeg godt selskab resten af rejsen.

I ugen efter ferien kom maler Melchiorsen og malede vinduer udvendig, det pyntede godt op. Noget andet som jeg også fik ordnet, var, at vi fik bygget et V.C. hus i baghaven, så frk. Hansen og jeg ikke længere skulle benytte de samme rum som børnene og alle andre benyttede, når der var møde i missionshuset, jeg forklarede bestyrelsen, at jeg ikke syntes, jeg kunne byde min kæreste, når hun kom som min hustru, at hun skulle benytte disse offentlige toiletter,. Jeg og frk. Hansen var meget kede af at skulle benytte dem, og jeg syntes, vi lige så godt kunne få det ordnet nu, så vi kunne få glæde af det nye hus med det samme. Bestyrelsen gik med til det, og karetmageren blev bestilt til at lave det. Han kom en gang om ugen og tømte spandene.

Senere på vinteren fik jeg en anden kakkelovn stillet op i stuen, den gamle skrummel til kakkelovn slugte en mængde brændsel og ville ryge ganske forfærdeligt, når vinden var i et bestemt hjørne. : ”Du kan også få dem til at gå med på alt”, sagde frk. Hansen, lærer Kved kunne intet få lavet.


Husflid og børnebibliotek.
Jeg tilbød bestyrelsen, at jeg ville undervise børnene i husflid to timer om ugen i begge skoler efter skoletid vinteren igennem, hvis bestyrelsen ville hjælpe mig med lidt værktøj. Det sagde de med glæde ja til. Jeg fik en stor hængelampe hængt op i Sdr. skole, så vi kunne få lys. Der var en lille lejlighed i den ene ende af huset, der havde i sin tid boet en lærerinde, der kunne jeg få lagerrum til materialerne. I Ndr. skole kunne jeg benytte loftet over skolestuen, og så blev jeg bevilget et skab i skolestuen, hvor jeg foroven kunne have mit værktøj, og forneden var der hylder til det børnebibliotek, som jeg gerne ville have oprettet. Jeg bad børnene om at komme med børnebøger, som hjemme ville skænke, jeg gav de børnebøger jeg havde, og blev også bevilget et lille beløb til at købe for hvert år, bøgerne var jo ikke så dyre dengang.

Inden jeg rejste fra Friskolen var jeg nået op på at have godt 100 bøger i Ndr. skole og 70 – 80 i Sdr. Børnene var glade for at låne, og jeg syntes også, jeg kunne mærke fremgang i læsefærdigheden, hvad der jo også var hensigten.

Men hvor var børnene glade for husfliden, hvilken glæde, når de fik ting færdig og kunne få det med hjem, og jeg oplevede, at de der havde svært med de boglige fag, kunne vise, ar her var der noget de kunne. Det gav selvtillid, hvilket også smittede af på de almindelige skolefag. Jeg lærte børnene bedre at kende, i disse timer måtte de snakke og sludre med hinanden og med mig, jo det var meget fornøjeligt. Når de to timer var til ene, skulle vi hjælpe hinanden med at få sagerne lagt på plads og få skolestuen gjort rent, alt klappedes fint og var til gensidig glæde. Men jeg var træt når jeg var færdig efter de otte timers arbejde.

Mine kollegaer.
Lærer Hans Adolf Brorson Nielsen, som hans fulde navn var, og hans hustru Martha, har jeg omtalt flere gange. Foruden at være lærer i Harboøre Sønder skole, var han kirkesanger i Harboøre kirke og måtte tage den tur på cykle i al slags vejr, hans hustru var som oftest med, men hun havde sin gamle mor boende hos sig, og når hun var dårlig måtte fru. Brorson blive hjemme. Fru Brorson var født på Als og var sin mors eneste barn. Lærer Brorsons havde også kun et barn, en dreng der hed Svend, og som senere to eksamen som lærer på Nr. Nissum Sem. og som efter soldatertjenesten blev ansat ved skolen på Bøvlingbjerg, hvor han har virket hele sit liv.

Han var i mange år leder for spejderne der. Han var i mange år ugift, hvad der var en stor sorg for hans forældre. Endelig da han var omkring 45 år blev han gift med Pauline, der var på samme alder. De er barnløse og han er tæt på pensionsalderen. Hans mor nåede at komme med til deres bryllup, men døde kort tid efter. Hendes mand var død nogle år før. De virkede i mange år ved Sdr. skole, men da Engbjerg skole blev ledig, blev de af beboerne der stærk opfordret til at søge der. Det gjorde de og flyttede til Engbjerg hvor der kun var få børn. De længtes alle tre efter Harboøre. Og da Sdr. skole var blevet udbygget med to klasseværelser og gymnastiksal og der var ansat en lærerinde og førstelærerstillingen var ledig søgte de stillingen og flyttede tilbage i deres tidligere lejlighed. Inden Brorson søgte afsked havde de bygget hus inde i kirke byen, der besøgte vi dem flere gange inden de døde.

Kort efter at jeg var flyttet ind i Ndr. Friskole fik jeg en lørdag eftermiddag besøg af en yngre velklædt mand, der kom cyklende med en kande i den ene hånd. Han præsenterede sig som Otto Johannes Petersen og var anden lærer ved kommuneskolen i Harboøre. Han indbød mig til ar komme om til dem søndag eftermiddag til en kop kaffe. Han og hans kone, der var fra Aarhus, boede i en dejlig villa lige over for skolen. Jeg sagde naturligvis tak, og bød ham ind, han skulle lige se min stue, og så skulle han skynde sig ud til mejeriet efter fløde.

Søndag eftermiddag var jeg så gæst hos Petersens, hans kone hed Anna, og de havde en lille pige på et par år, som hed Kirsten. Da Kirsten blev voksen, blev hun gift med en ung mand fra Nødager, og de fik en gård under ”Kalø” i forpagtning, der boede de i mange år, men købte senere gård i Vivild. En datter af dem blev sygeplejerske og gift med præstegårdsforpagteren i Hinge. Når de blev gift, ville Petersen besøge mig, når han skulle besøge sit barnebarn i Hinge. Han nåede at besøge den en gang sammen med hendes forældre, men nåede aldrig at besøge mig. i 1983 fik jeg ingen julehilsen fra Petersen, men kort efter nytår fik jeg brev fra hans søn, der er skoleinspektør i Hobro, hvor han fortalte, at hans far var død lige op til jul.

Lærer Tjørnild, der var førstelærer ved skolen og organist ved kirken, og hans hustru Molly var der også. Fru. Tjørnild var født i Vrist og var søster til Thomas Kjøbmands afdøde hustru og hans to før omtalte svigerinder, en fjerde søster var gift med fisker Peter Røn i ”det gule palæ” i Vrist. Da deres far var død havde Laust Mollerup og hans kone, der var uddeler par i Vrist brugsforening og var barnløse, taget hende til sig som deres barn, og der var hun vokset op. Da Tjørnild som ung ugift lærer var blevet ansat som lærer i Sdr, skole i Vrist, var da blevet forlover og gift og havde nu en flok børn.

De var siden flyttet til Harboøre, da førstelærer Thorsen flyttede til Ryde skole. Han havde været kirkesanger. Tjørnild beholdt pladsen som organist og Brorson blev kirkesanger, da han kom til Vrist fra at have været anden lærer i Barslev skole på Thyholm. Da lærer lønnen, på den tid var lille og økonomien dårlig for Tjøtnilds vedkommende, havde de to lærere i kompagni anskaffet en rugemaskine, og hvert forår solgte de kyllinger.

Efter at vi havde drukket kaffen, hentede Petersen sit bob spil, og vi tre mandfolk fik et par spil, de to damer sad og hyggede sig med deres håndarbejde. Da jeg tog afsked, fik jeg indbydelse til at se ind til dem så ofte, som jeg havde tid og lyst.. denne indbydelse gjorde jeg ofte brug af, de var så rare at besøge, og vi blev venner for livet. Da Signe kom op til mig som min hustru, kom vi meget sammen med Petersens. Desværre blev de ikke så længe i Harboøre. Fru Petersen kunne ikke tåle den noget barske klima, hun led af gigt.

Et halvt år efter, at vi var blevet gift, flyttede Petersens til et embede som førstelærer ved Drammelstrup skole ved Allingåbro. Vi besøgte dem mange gange først i Drammelstrup og senere i Tirstrup. Da vi boede i Agri skole kom vi oftere sammen, da havde vi begge fået en bil at køre i. de befandt sig ikke godt i Drammelstrup, det var en åndelig død egn. Petersen var kirkesanger i Fausing kirke, og der kom kun få i kirke. Jeg husker, Petersen skrive i et brev til os, en tid efter, at de var flyttet fra Harboøre: Å, hvor vi sulter åndelig talt. I Tirstrup var det anderledes, der var en troende præst og god kirkegang, der var også en missionshus i byen.

Petersens efterfølger i embedet som anden lærer i Harboøre blev min klassekammerat fra Sem. Johannes Nielsen. Da han flyttede ind, var han endnu ungkarl, i tiden til han blev gift, spist han middagsmad hos os. Vi havde meget glæde af hinanden. Vi fik et godt samarbejde i gang i aftenskolen. Vi måtte ikke have unge mæna og unge piger sammen, men så ordnede vi det på den måde, at pigerne gik i Friskolen og karlene i kommuneskolen. Vi havde fagdeling, jeg havde dansk med begge hold og Johannes havde regning og så byttede vi gårde i frikvarteret. Johannes cyklede om i Friskolen og jeg om i kommuneskolen. Sådan drev vi aftenskole i to – tre vintre.

Grunden til at Friskolen var ledig, da jeg kom der som lærer var, at lærer Kved, der var min forgænger i Friskolen, var blevet ansat som ene lærer ved skolen på Rønland. Lærer Nielsen, der havde virket på Rønland gennem mange år var gået af som lærer på grund af alder, de havde så købt en gård på Rønland hvor de var flyttet ind, så dem lærte jeg (vi) også at kende. Han var Nissumit i dobbelt betydning, han var født og opvokset i Nr. Nissum og havde taget sin lærereksamen fra N: N. Sem. han var gift anden gang, han var far til 21 og hans kone var mor til 18 der alle levede og var i gode stillinger, en søn var i mange år præst i Simested, der hvor Herbert nu virker, en anden søn var lærer, tre af pigerne var sygeplejerske. Man fortalte, at når de alle skulle hjem til Rønland, lejede de et ekstra tog i Lemvig til at køre dem til Knoppen st. hvor en søn var ansat, han arbejdede på banen, og hans kone passede stationen. Det var jo en skinnebus de lejede. Lærer Nielsen døde, mens vi var i Friskolen, jeg var med til hans begravelse.

Lærer Kved måtte ret tidlig tage sin afsked på grund af sygdom, de bosatte sig i Brande. Der besøgte vi dem engang efter at vi havde fået bil. Vi havde været i Hjorlund skole ved Filskov for at besøge Johannes Nielsen, der var flyttet derned, og så lagde vi vejen omkring Brande for at hilse på familien Kved. Han var da en svag mand.

Johannes Nielsen havde sidst embede som førstelære og kirkesanger i Gludsted, han måtte også tage sin afsked ret tidlig på grund af sygdom og døde pludselig et par år efter.

Lærer Tjørnild og familie kom til ar føre en noget omtumlet tilværelse. Han ønskede at prøve et nyt sted, men på grund af, at han var noget oppe i årene lukkedes det ikke at blive indstillet de steder, han søgte. Så lykkedes det ham at bytte embede med lærer Mermild, Store Ajstrup i Himmerland. Men der kunne de ikke trives, de længtes tilbage til vestkysten, og da der så blev oprettet et nyt embede ved Thyborøn skole, søgte han den og blev indstillet og kaldt dertil, men det var ikke til at opdriv en ledig lejlighed og da skolen var blevet købstadsordnet, bar sognerådet ikke pligtig til at skaffe bolig til dem. De måtte flytte ind i et par værelser i en kælder. En del af deres møbler havde de stående et andet sted, de blev kun få år i Thyborøn, så fik han embede i Askov ved Ørnhøj. Fru Tjørnild døde først og Tjørnild måtte tilbringe sin sidst tid på et plejehjem.

I Engbjerg skole var Kristian Jensen Øe lærer, han var ugift og havde sin mor hos sig som husbestyrerinde. Øe, som vi kaldet ham i daglig tale, var fra Vandborg, hvor hans far var tømrer. Hans far og mor var blevet skilt, efter at børnene var voksne og flyttet hjemmefra, det var en stor sorg for deres børn. Faderen blev boende i Vandborg og passede sit håndværk, så længe han kunne det, og moderen flyttede til Engbjerg skole, hvor Øe gik alene.

En eftermiddag hen på efteråret fik jeg besøg af Øe. Han havde haft et ærinde i Harboøre, hvor han havde været lærer før Petersen kom, og så ville han lige ind og hilse på sin nye kollega i Friskolen. Vi fik en god snak og følte at vi var helt på bølgelængde med hinanden, han var også dimiteret fra N. N. sem. Han var ven med Barbara Sandholm, hun var datter af Ane Sandholm, der ejede den største gård ”Sandholm” på Harboøre. Den lå ude ved engen syd og øst for kirke byen. Ane Sandholm var enke, hendes yngste søn Gerhard var hjemme og drev gården, med et par karle til hjælp. Barbara var pige hjemme hos mor. Jeg kendte godt Barbara, for hun havde været kokkepige på ”Borgen” hvor seminarieeleverne spiste, i to år.

En yngre søster havde plads i Lemvig. Den ældste søn, drev en slagterforretning inde i Harboøre. Barbara og Øe blev gift i efteråret 1935, og vi var med til deres bryllup. Hans mor var flyttet til Lemvig. Øe`s og os blev venner for livet, vi besøgte ret ofte hinanden. Da de havde været gift i tre år, blev Øe syg og var på sygehus, først i Lemvig senere i Aarhus. Hvad han fejlede, ved jeg ikke i dag, lægerne kunne ikke rigtig finde ud af det, men da han kom hjem fra sygehuset, havde han mistet det ene øje. Han havde i den tid han var syg to kvindelige vikarer, og jeg var kirkesanger i Engbjerg kirke i ca. et år.

Pastor Andreasen og jeg fulgtes ad på cykle, han holdt ind til Friskolen, og jeg havde cyklen parat, når han kom. Han cyklede forrest og var ikke meget talende på udturen. Når vi cyklede hjem efter gudstjenesten var han en hel anden, da var han lettet over, at nu var den gudstjeneste overstået, da ville han gerne snakke og fortælle, var det en eftermiddagsgudstjeneste skete det flere gange, at vi blev budt ind til kaffe i ”Rosdal” eller ”Troldborg”, to gårde som vi kom forbi.

Signe var aldrig med i Engbjerg kirke, vejen var dårlig og der var ca. 10 km. Men hun var ked af at gå ene i kirke i Harboøre, så det skete flere gange ar jeg hørte pastor Andreasens prædiken to gange samme dag, men jeg lagde mærke til, at det ikke helt var den samme prædiken han holdt i Harboøre og i Engbjerg kirker. Hans prædiken i Engbjerg var mere blid, og han slog aldrig hånden i prædikestolen, hvilket han ofte gjorde i Harboøre.

Pastor Larsen prædikede hver anden søndag i Harboøre kirke. Han var en dygtig prædikant, men hans prædiken var mere en udlægning af teksten. Pastor Andreasen førte teksten ud i det praktiske ud u dagliglivet. En søndag i måneden byttede de, da prædikede pastor Andreasen i Thyborøn kirke, og Larsen i Engbjerg, så holdt Larsen ind og tog mig med i bilen, da gik det let med at komme til Engbjerg. Jeg blev glad for at synge i den lille kirke. Der var et meget smukt alterbillede: Jesu vandring sammen med de to disciple til Emmanus, det var malet af Niels Bjerre, der ejede Bovbjerg badehotel.

Orglet i kirken havde, før det kom til Engbjerg, stået i Maribo Domkirke, det var der musik i. Jeg husker jeg engang hørte musiklærer Nissen spille på det, da bruste tonerne ud i kirkerummet. Organisten var en ældre pige fra Engbjerg, hun spillede salmemelodierne godt og taktfast, men havde ingen eksamen. Og så var der en storslået udsigt fra kirkebakken ud over Vesterhavet og det flade land Harboøre. Harboøre land var hævet havbund, og kirken lå oppe på fastlandet og der var en ret dyb skrænt ned til det lave land. Når Harboøre boerne skulle til Engbjerg eller Hygum, brugte de udtrykket: ”Vi skal op i æ land”.

Julen 1934.
Tiden fra efterårsferien til juleferien gik hurtig, jeg var meget optaget af arbejdet i skolen, hvor jeg havde 6 timer hver dag og dertil de 4 timers husflid, jeg havde påtaget mig, det blev 40 timer om ugen. Da jeg havde tre årgange i hver klasse, gav det mere arbejde med forberedelser til de enkelte fag. Der var også mange diktater og genfortællinger at rette i hver uge, og der skulle skrives breve. Hver aften skrev jeg et lille referat af, hvad jeg havde oplevet den dag. det var en slags dagbog i brevform, som jeg sendte til Signe i hver uge. Hun fik brev hver lørdag, og så kvitterede hun med et brev, som jeg modtog tirsdag eller onsdag o næste uge. Far skrev jeg til i hver anden uge, og så fik jeg brev fra ham i den følgende uge. Jeg havde flere kammerater fra seminariet, som jeg skrev til.

Nogen tid før jul begyndte frk. Hansen og jeg at drøfte, hvordan vi skulle holde afslutning med børnene den sidste skoledag. Frk. Hansen oplyste, at børnene var vant til at give deres lærere julegave, derfor skulle vi prøve at gøre den sidste skoledag festlig for dem. Lærer Kved havde brugt at samle børnene fra sine to klasser i Ndr. skole, hvor han så havde juletræ og juleknas til dem. Den ordning ville jeg ikke bruge. Børnene fra Vejlby og Vrist skulle ikke have den lange tur ind til Kirke byen, vi anede jo ikke noget om hvordan vejret ville blive den dag. jeg syntes heller ikke vi skulle have juletræ i skolen, da det ville være at tage forskud på julen. Det første juletræ skulle de se i deres hjem.

Vi blev enige om, at vi ville gå om til købmand Mollerup og købe nogle appelsiner og andet juleknas og så købe nogle papirsposer til at komme det i. vi var også nede ved bageren, hvor vi købte pebernødder. Da vi kom hjem, sad vi inde i min stue og fyldte i vore poser, hvad hvert barn skulle have. Vi havde dagen i forvejen bedt børnene om at komme med et julelys, og jeg havde været nede i Niels Jensens værksted og fundet nogle stumper træ hvoraf jeg havde savet lige så mange klodser, som jeg havde børn i begge skoler, dem kunne frk. Hansen også benytte. Der var meget, jeg skulle have læsset på cyklen næste morgen, jeg skulle ud til Vrist.


I skolen begyndte vi med at tænde vore julelys og så sang vi en julesalme og holdt morgenandagt, som vi plejede, derefter havde vi bibelhistorie, som vi plejede. Da timen var forbi, blev alle julelysene slukkede, og bordene flyttet sammen ude ved siderne, så vi havde en stor åben plads midt på gulvet, og så legede vi forskellige lege og havde små konkurrencer, som de kunne bruge hjemme i juledagene. Da en time var gået på den måde, blev bordene atter sat på plads, og julelysene blev tændt og så fik de hver deres pose, som de så måtte tømme, mens jeg læste et par gode julehistorier for dem, vi sang en julesalme, og jeg læste juleevangeliet, og vi rejste os op og sang stående: Dejlig er jorden. Og så kom den store overraskelse til mig.

Børnene havde en dejlig stor palme, som julegave til mig. Jeg sagde tak for den flotte gave og bad dem hilse hjemme og ønske glædelig jul. De fik fri så tidlig, at de kunne nå hjem til middag. Jeg tror, vi alle syntes, det havde været en god formiddag. Dagen efter blev programmet gentaget i Ndr. skole, der gav børnene mig tre billeder til at hænge op i min stue. Det største var aflangt og forestillede Jesus og hans 12 apostle, de andre to var raderinger med motiver fra Ribe af P. Møller.

Dagen efter rejste jeg over Struer og Herning hjem til far, hvor jeg var sidst på eftermiddagen. Dagen efter var det søndag, da kom Signe med tog til Engesvang st., hvor jeg tog imod hende, vi havde nogle gode timer hjemme hos far. Om aftenen rejste hun tilbage til Silkeborg, hun fik først juleferie dagen efter. Det var juleaftensdag mandag og da vi skulle holde jul sammen i hendes hjem, tog jeg med middagstoget til Silkeborg og gik ud til Søholt, hvor hun tjente. Signe var knap færdig med sit arbejde, men der var god tid til at nå toget vi skulle med, vi fik også en kop kaffe inden vi gik. Hendes herskab var taget ind til byen, hvor de skulle holde jul.

I Skanderborg skulle vi have skiftet tog og været med fra Fredericia mod Aarhus, vi regnede med at det tog, vi var med, kørte igennem til Aarhus, det gjorde det også, men først om en time, det var der ingen, der havde oplyst os om. Da vi kom til Aarhus, var toget, vi skulle have været med efter Grenå kørt, det næste gik først om en time. Signe måtte så ind i en telefonkiosk og have ringet hjem til sin mor, at vi vat blevet forsinket. Vi benyttede opholdet i Aarhus til at gå til gudstjeneste i Aarhus domkirke, hvor pastor Skat Hoffmejer prædikede. Domkirken var fyldt af mennesker, så det var en stor oplevelse at være med der. Vi måtte gå før gudstjenesten var afsluttet, for ikke at komme for sent til toget. I Kolind holdt der en bil, og chaufføren kom og spurgte, om det var os, der skulle til ”Støvbogård” i Nødager, så skulle vi stige in her. Det gjorde vi, og fem minutter senere var vi i Signes hjem. Ejvind ville have hentet os i jumpen, men for at vind tid bestilte de bilen til os.

Jeg blev budt hjertelig velkommen af hele familien og følte mig godt hjemme i den gamle, hyggelige gård. Vi blev bedt om at gå til bords med det samme. Vi fik serveret gåsesteg og risalamande. Da vi havde spist, og damerne vasket op, samledes vi oppe i storstuen, hvor ilden buldrede hyggeligt i den store brændeovn. Vi gik omkring det tændte juletræ og sang julesalmer, juleevangeliet blev læst, og gaverne delt ud. Af Signes mor og søskende fik jeg en andagts bog, og af Signe fik jeg en hus tavle, som hun havde broderet og ladet indramme. På den stod med store smukke bogstaver: ”Herre lad dine øjne være åbne over dette hus nat og dag”:. Til Signe havde jeg købt et el – strygejern, men det stod i Harboøre, og det brugte jeg når jeg skulle presse mine benklæder. Det var det, frk. Hansen brugte, da hun brændte hul i min jakke.

Vi havde nogle festlige dage sammen med den øvrige familie, var til gudstjeneste begge juledage, var på besøg hos lærer Vestergårds en eftermiddag. Vi rejste til Engesvang for at holde nytår hos far. Anden nytårsdag tog jeg afsked med Signe på Engesvang st. nu skulle hun tilbage til Søholt. Da jeg først skulle begynde skolen efter Helligtrekongersdag, havde jeg et par dage mere at være hjemme i.

På rejsen tilbage til Harboøre traf jeg i Herning frk. Løkkegård, hun kom ind med toget fra Skjern, hun gik i 1. klasse, da jeg gik i 3. så vi kendte hinanden fra den tid og fik en god snak resten af turen til Struer. Da jeg havde 1½ time, til bussen gik efter Lemvig, gik jeg om i præstegården for at hilse på provst Steffensen og frue. De ønskede mig tillykke med stillingen i Harboøre Friskole og med forlovelsen, de kunne godt huske lærer Jensens søster og det var en stor overraskelse for dem at høre, at Søren og Valborg var blevet gift. Jeg fik middagsmad hos dem og måtte så videre med bussen til Lemvig. Der gik jeg op til frk. Hansens forældre, for at høre, om hun ville med til Harboøre. Hun ville vente til et senere tog, en tredje søster, der var sygeplejerske, var hjemme på besøg.

Da jeg kom til Harboøre, var jeg inde hos Niels Jensens for at hente min nøgle til lejligheden, den havde de fået, for at de kunne vande mine blomster, og de skulle bruge mit køkken til at lave kaffe i til de mange juletræer, der havde været i missionshuset. Det var meget koldt i lejligheden, så jeg fik travlt med at tænde op og få mit sengetøj anbragt omkring kakkelovnen, så det kunne blive varmet op. Jeg tændte også op inde hos frk. Hansen, så der var en god varme i hendes stue, da hun kom hjem. ”Glædeligt nytår og velkommen tilbage”, lød det fra alle, jeg mødte i de følgende dage.

Lysning og bryllup.
I påsken var jeg igen i Nødager. Signe, var flyttet hjem til sin mor første april for at få sit udstyr færdig. Samme dag som jeg kom til Nødager, havde de efter aftale med sognefoged Niels Fris, fået ham til at komme ind, da han den dag alligevel skulle til Nødager, så vi sparede turen ud til ham for at få lysningsattesten udstedt. Ved eftermiddagsgudstjenesten en af de første helligdage var sognepræsten pastor Jørgensen og hustru indbudt til eftermiddagskaffe. Så fik vi attesten afleveret til ham, og han ville så foretage lysningen påskedag. Brylluppet blev bestemt til at skulle være Store Bededag den 17. maj kl. 14 i Nødager kirke.

Vi fik også aftalt hvem jeg skulle indbyde til brylluppet. Naturligvis min far og min søskende, desuden mine onkler og tanter og min gode ven og fætter Niels og hans hustru Stinne. I Harboøre skulle jeg indbyde frk. Hansen, bestyrelsen for Friskolen, Niels Jensen og hustru samt lærer Brorson og hustru. Fra Harboøre var der kun frk. Hansen, der tog mod indbydelsen og af familien, far og mine søskende samt tante Laura og Niels og Stinne. De indbudte onkler og tanter var for gamle til at tage den lange køretur.

I Nødager indbød de også den nærmeste familie samt naboer og venner. Og de bestilte et telt, der skulle opstilles ude i gården og bruges til spisningen, det var jo midt i maj måned. Men tre dage før brylluppet blev det meget koldt. Og der kom et tykt lag sne, det gjorde at de afbestilte teltet og ryddede storstuen, så vi kunne spise der.

Jeg rejste hjem til far dagen før. I Engesvang var jeg inde hos barberen og blev klippet og barberet. Far havde bestilt min fætter Dhr. M. Christensen i Bording, der drev cykle – og lillebilforretning i Bording til at køre til Nødager, han skulle køre ned til Bording st. og tage frk. Hansen på, hun skulle tage med tog dertil. De kom op til far ved titiden og fik en kop kaffe, inden vi skulle køre. Vi skulle væer i Nødager kl. 12, så vi kunne få frokost, inden vi skulle i kirke kl. 14. Niels der var i København ville rejse over Hundested – Grenå og tage toget til Nødager trinbræt, han var kommet, da vi seks nåede derud med en lille forsinkelse, vi var kørt lidt forkert fra Feldballe til Nødager. Da vi havde spist frokost, gik vi op til kirken. Chr. M. skulle så lidt senere komme med Signe og hendes mor. De indbudte gæster fra Nødager skulle mødes ved kirken.

Jeg var en del nervøs og havde hjertebanken. Kl. 14, kom Signe og hendes mor arm i arm op ad kirkegulvet og tog plads på de to stole, der stod lige overfor hvor far og jeg sad. Lærer Vestergård spillede et præludium og vi sang en salme og så gik Signe og jeg op i koret og stillede os foran alteret, vi skulle stå op, og præsten holdt en lang tale til os før vielsen. Jeg var så træt og anspændt, at jeg var bange for at jeg skulle falde, men jeg holdt ud, og da vielsen var forbi, førte jeg Signe ned til vore pladser. Da vi ved hinandens side var nået ud i Våbenhuset, var der mange, der ville ønske os til lykke. Ved middagen var de to lange borde i storstuen, smukt pyntet med blomster og lys, og alle pladserne blev besat. Der blev serveret suppe og steg og hvad dertil hører og samt dessert en dejlig fromage. Der blev sunget salmer og to sange, der var forfattede af Søren og Valborg og af Ejvind. Der var også mange, det holdt tale. Pastor Jørgensen, lærer Vestergård, Kirsten Petersen, Jeppe Laursen, Boghandler Andersen, Søren og Ejvind. Jeg var sidste taler, og jeg prøvede på at sige tak til alle sider.

Først en tak til far og mine søskende for godhed mod mig i barndomshjemmet, dernæst en tak til Signe, fordi hun havde sagt ja til at tage med op til Harboøre, og en stor tak til hendes mor og søskende for den god modtagelse, de havde givet mig og for den smukke festdag, de havde beredt for os, og en tak til alle gæsterne, fordi de var kommet og for gaverne, vi havde modtaget, gode og nyttige ting, som vi kunne få brug for i vort hjem. Til sidst en tak til opvarterne og damerne i køkkenet for deres store og gode bidrag til vor fest..

Efter en pause blev der serveret kaffe, og så tog far, mine søskende og frk. Hansen afsked og kørte hjem. Niels skulle med tog fra Kolind til Grenå og videre til København. Aftenen efter var der igen gæster, nogle ikke indbudte havde sendt gaver, de blev indbudt til aftensmad og fik senere kaffe. Dagen efter blev formiddagen brugt til at pakke gaverne i gode solide trækasser, som vi havde lånt i Brugsen og uddeler Velling var nede for at hjælpe os, så det blev gjort godt. Kasserne blev sendt som fragtgods til Harboøre, og da vi nogle dage efter modtog dem og fik pakket ud, var der ikke det mindste gået i stykker.

Om eftermiddagen rejste vi hjem til far, der også havde arrangeret et gild for os, der var mange naboer, der havde sendt os gaver, de var indbudt til aftensmad, far havde kogekone til at lave maden Søster Anna og en anden ung pige serverede den. Pastor Nissen var også blandt gæsterne.

Før jeg rejste fra Harboøre for at blive gift, havde snedker Madsen Lemvig, været der med vore møbler, som vi havde bestilt hos ham. Jeg havde købt et harmonium fra Anton Berntsens orgelfabrik i Vejle, det var også leveret og stillet på plads, så vort hjem var således ved at være i orden. Signe havde sendt mig penge til at betale møblerne og harmoniet med, det var hendes arvepart hun havde fået en del af. Hun var nærmest overvældet, da hun så vort hjem møbleret, hun havde næsten ikke turdet tro, at det kunne komme til at tage sig så godt ud. Mine møbler: seng, skab, kuffert, bord, og kurvestol havde jeg fået stillet op i gavlværelset over sygeplejerskens lejlighed, det plejede lærerne at benytte som gæsteværelse.

Børnene havde i fællesskab givet os to sølvskeer, som jeg naturligvis sagde hjertelig tak for i første time. Inden de blev sendt hjem serverede vi en portion is og et par isvafler for dem og bad dem hilse hjemme og sige tak for gaven. I søndre skole foregik det på samme måde dagen efter.

Vi måtte jo også til at tænke på at holde gilde for dem, der havde givet os gaver. Da vi efter nogle dages forløb var kommet i orden og var kommet over trætheden efter de mange festdage, indbød vi sognets lærere til at spise til aften hos os en dag. En anden dag havde vi bestyrelsen og deres koner og en tredje aften vore naboer. Så var bryllupsgilderne overstået, og hverdagen begyndt.

Signe befandt sig storartet. Hun sagde, at hun aldrig havde haft det så godt. Lejligheden var jo ikke stor, den kunne hun hurtig ordne, det var let med indkøbene, i byen var der fire købmænd og to slagtere, og mælkehandleren, holdt foran døren hver søgnedag. Hun syede, spillede og sang og ofte gik vi en tur om eftermiddagen. Vi havde det dejligt, var glade for at være sammen og var glade for vort hjem, og jeg var glad i min gerning blandt børnene.


Indre Mission på Harboøre.
Vor lejlighed var en rest af det gamle missionshus, det var blevet stående, da missionshuset blev revet ned, og det nye og på den tid lidt store og flotte missionshus med de takkede gavle blev bygget. Min skolestue fungerede som en tredje sal til missionshuset, et par store foldedøre var den ene endevæg i skolestuen og kunne lukkes op og skydes til side ved de store møder og fester, og vi oplevede mange gange, at alle tre sale var fyldt til sidste plads og mange måtte stå op. Vi havde således rig lejlighed til at komme med til møder og fester og derved lærte vi de mennesker at kende, der sluttede sig til Indre Mission, og som vi følte os godt hjemme iblandt.

Der blev afholdt møde i missionshuset hver søndag aften kl. 7. Var der ikke en fremmed taler, blev der læst en prædiken af Vilhelm Bek, Karl Moe eller af en anden af de store skikkelser indenfor Indre Mission. Der var medlemmer af samfunds rådet, der på skift læste prædikenen og bagefter uddybede et eller andet af det læste og til sidst sluttede af med en kort tale ud fra et bibelord og med en bøn.

Og hver kunne disse mennesker bede, det var som de stod ene og talte med Gud. De bad om Guds riges fremgang i vort sogn, og i vort land, de bad for deres præst, deres lærere, for arbejdet blandt de ung, for børnegudstjenesten, for søfolk og fiskere, for vore missionærer herhjemme og dem, der var rejst ud på missionsmarkerne. Enkelte blev nævnt med navn. Niels og Kirstine, Aksel Sørensen og Anna Petersen. Niels og Kirstine var Doktor Niels Nielsen og hustru, hvis uddannelse var bekostet af Harboøre fiskerne og nu havde deres gerning i Mansjuriet i Kina. Dr. Nielsen var en tid taget til fange af røvere. Da dr. Nielsen var færdig med sin uddannelse hjalp de Aksel Sørensen med sin uddannelse til præst, han virkede også i Mansjuriet. Anna Petersen havde i sine unge år været i huset hos pastor Bertelsen i Harboøre efter en læreruddannelse virkede hun ved en kostskole i Indien.

Der kom ofte breve fra de tre nævnte og disse blev læst op ved søndagsmøderne. Som en slags afveksling skete det ofte at en eller anden var blevet opfordret til at slutte ved søndagsmødet. Ved disse søndagsmøder blev ”Brorsons salmebog” benyttet, disse salmer kunne godt være på 15 – 20 vers.

Egentlige samtalemøder i hjemmene var der ikke mange af, men næsten alle fødselsdage blev fejret på den måde, ar alle var velkomne den aften, og når gæsterne var samlede, bød værten velkommen og efter at et par sange i ”Indre Missions sangbog” var sunget holdt han bøn og læste nogle vers i Biblen som han indledede ud fra. Derefter var ordet frit, man kunne ikke kalde det samtale, men frie vidnesbyrd. Efter at der var sluttet med bøn, blev kaffen serveret, og så var der frit og hyggeligt samvær, der sluttede med en aftensang. Det kunne godt blive sent, inden en sådan fødselsdag sluttede.

Ofte var Signe og jeg sammen med ned nærmeste familie indbudt til at komme ”og få vor mellemmad”. Det vil sige vi skulle spise til aften hos dem. Ofte blev der serveret flere retter, en sådan aften, og så havde de i de fleste hjem hjemmebrygget øl, der var meget stærk. De første gange kneb det med at få glasset tømt, men vi lærte snart at passe på ikke at hælde så meget i glasset. Ligeledes var der en mængde bagværk til kaffen, jeg husker, at jeg en aften talte 13 forskellige slags brød og småkager på bordet. Det var som om konerne ville overgå hinanden. Eller måske var det et udslag af deres store gæstfrihed, de ville yde det bedste.

Ved søndagsmøderne var der mindst et møde i hver måned med en fremmed taler. Der var mange missionærer og repræsentanter for de forskellige arbejder for indre og ydre mission, der gerne ville til Harboøre, for der var de sikre på at få en god gave med hjem. ”Det at give til Guds riges arbejde er der velsignelse ved”, sagde man på Harboøre, og det var store summer, der hvert år blev givet i kirke og missionshus. Der var ingen bøsser ved udgangen i kirke og missionshus. Nej der stod to mænd hver med en hat ved hver udgang og tog mod gaverne. ”En bøsse kan man så let gå forbi”, sagde man også deroppe. Ved generalforsamlingen hver vinter i missionshuset blev der valgt mænd og stedfortrædere til at stå ved dørene, og hver havde sin bestemte dør.

I hver anden uge var der møder for unge i min skolestue. Pigemøde og ynglingemøde, som de blev ved at kalde dem mange år efter, at K. F. U. M. og K. F. U. K. var stiftet i Harboøre. Ved pigemøderne var det bestyrelsen, der på skift ledede møderne, mest Karen Vrist og Ane Bro og formanden for K. F. U. K. sognerådsformand Erik Tudborg. Niels Jensens Petrea var forsanger, ynglingemøderne blev mest holdt lørdag aften, for at de unge fiskere kunne være med. Der var det også bestyrelsen for K. F. U. M. der skiftedes til at indlede. Martin Lilleøre eller Niels Jensen Bro ledede sangerne.

Møderne for de unge piger og unge mænd blev aldrig holdt samme aften. Der skulle ikke være noget med at følge pigerne hjem efter mødet. En undtagelse fra reglen var, når pastor Andreasen holdt fælles ungdomsmøde i missionshusets lille sal, hvor han først holdt en tale ud fra et bibelord og efter en salme læste en historie, for så at til sidst at slutte med en andagt. Det blev højst to – tre sådanne møder om året.


Børnegudstjenester.
Hver søndag blev der holdt børnegudstjeneste fire steder i sognet. I sdr. skole i Vrist og i Rønland skole var det for børn i alle aldre. I Harboøre var børnene delt i to hold. Om vinteren skulle jeg have skolestuen fyret varm til kl. 10. hver søndag. Da sygeplejersken, frk. Thuesen, giftede sig og flyttede til Vrist, fyrede jeg også op ovre i Karen Vrist`s skole. Der var mange ledere, de arbejdede sammen to og to hvert sted, og hver af dem havde to søndage i hver måned. Hver anden søndag var der kun fire, der skulle i arbejde, men så skulle hver af dem finde en medhjælper udenfor kredsen. Denne ordning var lavet for at hverve flere medarbejdere.

Som en sådan medhjælper var jeg med mange søndage, men det var aldrig den samme jeg var med, og jeg var med alle fire steder. De to ledere delte arbejdet på den måde, at den ene begyndte mødet og gennemgik teksten, den anden havde bibelordet og underholdningen, der bestod i at fortælle eller læse en historie, og så skulle han slutte med bøn og velsignelsen. Der blev sunget mindst fire sange eller salmer ved sådan en børnegudstjeneste, og den måtte højst vare 1½ time.

Den egentlige leder sørgede for, at børnenes navne blev krydset af i protokollen hver gang. Det var meget vigtig, da de skulle have mindst 20 x for at måtte komme med til børnenes juletræ. Havde de ikke det, skulle de, for at komme med, ud til P. Madsen Kjøbmand i Vrist for at spørge om lov, og den tur var ingen glad for. Han spurgte altid: ”Bette ven, hvordan kan det være, at du ikke har de 20 kryds, når der nu holdes børnegudstjeneste hver søndag”? De fik altid tilladelsen og en bolsje i tilgift. I tiden mellem november og jul kom alle. De ville være sikre på, at de havde de forlangte 20 kryds.

En gang i hver kvartal var alle lederne samledes til ”forklaringsmøde” i præstegården, hvor pastor Andreasen gennemgik de vanskelige tekster for dem, der blev også lagt plan over, hvem der skulle være sammen, og hvor de skulle hen i næste kvartal. Børnene vidste aldrig, hvem der kom for at holde børnegudstjeneste, de forskellige steder, så de sad altid og var spændte på, hvem der nu kom i dag. P. Madsen Kjøbmand, Per Røn, Chr. Langer og Karen Vrist var vist dem, børnene helst ville høre.

Festen.
Den første store fest, som jeg deltog i var ”Efterårsfesten”, som de på Harboøre kort benævnte: ”Æ Fæst”. Oprindelsen til disse fester var efter at pastor Carl Moe var flyttet fra Harboøre til Skanderup ved Kolding, der blev da arrangeret møderejser mellem Harboøre og Skanderup. Lige efter høst rejste menigheden på Harboøre til Skanderup med tog over Vemb og Esbjerg. Turen tog fire dage, når de kom hjem, havde sække fyldt med æbler.

Menigheden i Skanderup gjorde så gengæld med et besøg omkring Allehelgen søndag. I ugen før var der travlhed i alle hjem, alt skulle gøres klar til at tage mod gæster. Der skulle skrubbes og skures, bages og slagtes. En uges tid før modtog Niels Jensen en lang liste fra Skanderup med de tilmeldtes navne, desuden modtog han opringninger og breve fra enkeltpersoner eller ægtepar fra hele vestkysten, der ønskede at deltage i festen. Der havde jo i forvejen været indrykket en annonce i Indre Missions Tiende med program for møderne og indbydelse til at deltage. Alle der ønskede indkvartering skulle melde sig til hos Niels Jensen.

Ved et søndagsmøde midt i oktober havde Niels Jensen sagt, at alle der ønskede at få en eller flere gæster, skulle sige det til ham, og han havde papir og blyant med og var klar til efter mødet at skrive op, om de ønskede et ægtepar, et par enlige damer eller enlige mænd, og alle der ønskede at få en eller flere gæster skulle så møde op ved stationen ved togets ankomst.

Da jeg fredag eftermiddag havde sendt børnene hjem rykkede festkomiteens damer ind, nu skulle missionshuset og skolen smykkes til fest. Gulve, vinduer og bænke blev vasket af, der blev bundet lange guilanter, der skulle hænges op omkring på væggene og tværs over salen, der blev arbejdet til langt ud på aftenen og fortsatte lørdag morgen. Da jeg jo er ret høj, blev det min opgave at hjælpe Laust Jensen, der ar lige så høj, med at hænge disse guilander op. Laust Jensen var Niels Jensens ældste søn og arbejdede som mestersvend i sin fars værksted. Vi arbejdede godt sammen.

Da vi var færdige, blev vi indbudt til kaffe og kage inde i skolestuen. Da kaffen var drukket, sagde Karen Vrist: ”Nu har vi smykket Herrens helligdom, og nu skal vi bede om, at Gud vil velsigne festdagen for os, og du lærer Poulsen skal bede os i bøn”. Og så måtte jeg jo rejse mig op og prøve at finde de rette ord til bøn ved sådan en lejlighed.

Lørdag eftermiddag da toget med festdeltagerne ankom til stationen, stod Niels Jensen der med sin liste og sørgede for at gæster og værter fandt hinanden. I Vrist var indkvarteringen foregået på samme måde. Lørdag aften hyggede man sig sammen rundt i hjemmene.

Om eftermiddagen vaskede jeg alle vinduerne udvendig i skole og lejlighed, og frk. Hansen vaskede gulvene over og satte friske blomster ind i vore stuer, det var blomster, der var blevet til overs fra pyntningen af missionshuset. Jeg skulle jo vaskes og klædes om, inden jeg gik til spisning hos Niels Jensens, de havde et ældre ægtepar fra Lunderskov som gæster. Da vi havde spist, gik jeg hjem for ar rette diktater, men skulle så komme til aftenkaffe ved sædvanlig tid. Frk. Hansen var rejst hjem til sine forældre i Lemvig, men ville komme tilbage mandag formiddag for at få sidste del af festen med.

Søndag begyndte den egentlige festdag med gudstjeneste i kirken kl. 10 ved pastor Bertelsen Skanderup tidligere mangeårige sognepræst i Harboøre. Jeg gik i god tid, alle havde flaget oppe, da jeg kom ind i kirken kl. 9,30, var næsten alle siddepladser besat, og da præsten kom og gudstjenesten kl. 10 skulle begynde, var også alle ståpladser besat. Før prædiken gik pastor Andreasen på prædikestolen for at oplæse bekendtgørelserne og sagde til sidst. Hvis der her i kirken er gæster, der ikke har løfte på indkvartering, så bedes de blive tilbage udenfor kirkedøren og vennerne bedes tage dem med hjem til middagsmad.

Pastor Bertelsen prædikede over teksten til Allehelgens søndag. Det var en god prædiken, sagde folk da de gik hjem. Selv fik jeg ikke så meget ud af den. Han talte meget lavt, og der var megen uro i kirken, folk rejste sig for at andre kunne komme til at sidde, jeg kunne ikke få ro til at samle mit sind om prædiken. Noget kan jeg dog huske. Han sagde blandt andet, ar Engbjerg kirke burde have haft er tårn nu, da det blev restaureret, og der blev kostet så mange penge på den: ”Thi nu ligner den en staldbygning til Engbjerggård”. Jeg fulgtes med lærer Petersen fra kirken, han mente, at der nok var mellem 600 og 700 mennesker til gudstjenesten.

Om eftermiddagen havde jeg besøg af en af mine gode venner fru Bødiker fra Nr. Nissum, hun sagde rent ud, at min lejlighed var noget gammelt bras, og min kakkelovn var rent ud sagt en skrummel. Men det var hyggeligt at have hendes besøg. Hun og hendes mand havde haft en skotøjsforretning i ”København”, den drev hun efter sin mands død videre med en svaen til hjælp. Jeg havde haft hendes to børn i øvelsesskolen.

Ved mødet kl. 16 i missionshuset var alle sidde- og ståpladser optaget og både skolegangen og missionshusets gang var fyldt. Ved velkomsten i missionshuset sagde pastor Andreasen, at begge talere, havde lovet at holde en pause i deres tale, så der kunne blive lejlighed til at bytte de der stod op kunne komme til ar sidde. Det var jo dygtige talere der førte ordet, først talte højskoleforstander Davidsen Haslev, og dernæst missionær Peter Jørgensen Kolding, begge gjorde en pause midt i deres tale, så der blev skiftet plads, der blev også skiftet plads under sangen, der blev sunget mellem talerne. Om aftenen var der åbent hus i et hjem i hver af byerne Harboøre, Langehuse og Vrist og det vat arrangeret sådan, at de havde en taler hvert sted. I Harboøre var det i præstegården, og der blev talt af Davidsen, pastor Bertelsen, pastor Larsen og P. Jørgensen, alle fik vi kaffe før vi gik hjem, alle stuer var fyldt af folk.

Mandag formiddag var der børnegudstjeneste i missionshuset. Der var samlet over 200 børn, hvem der talte, husker jeg ikke bestemt, men jeg mener at det var missionær Anna Petersen fra Indien. Deltagerne fra Skanderup og nogle af deres værter var taget med formiddagstoget til Thyborøn og kom tilbage kl. 12,30 så vi skulle først spise kl. 1.

Om eftermiddagen kl. 4 var der igen møde, og begge sale og skolen var tæt pakket af mennesker. Første taler var pastor Bundgård Varde, han talte ud fra Peters fiskedræt og ud fra denne lignelse skildrede han de forskellige dyb, som et menneskehjerte må ud på. Derefter talte missionær Buch fra Kina og Anna Petersen fra Indien. Om aftenen var der i kirke byen åbent hus hos gårdejer Poul Hvas. Hans ældste søn Ole Hvas, der var præst i Torslev, indlede ud fra ordene: ”Ud fra mit liv skal der flyde levende vandstrømme”. Det vat en god indledning, og der blev også en god forhandling. Efter møder fik vi alle kaffe, vi var nok 70 - 80 mennesker.

Denne Ole Hvas begyndte i sin tid i forberedelsesklassen på Nr. Nissum Sem. men blev ikke optaget i 1. Han tog så til Rønde Kursus, og der tog han studentereksamen og læste så videre på universitetet i København. I 1934 var han som nævnt sognepræst i Torslev, hvor han havde sin søster Karen til husbestyrerinde. Senere blev han gift med en pige fra Bornholm. Han, Johs. Jørgensen, der var præst i Kgs. Thisted, og Viliam Larsen, der i mange år var formand for Indenlands Sømandsmissionen, var gift med tre søstre.

Ole Hvas flyttede fra Torslev til Ansager, hvor han var, til han tog sin afsked, så flyttede de til Vejle. Der boede de kun et par år, så omkom de begge to ved en bilulykke, de var på vej til Holstebro og på landevejen mellem Herning og Holstebro drejede deres bil over i venstre side og blev ramt af en modkørende lastbil, og de var begge dræbt. Man mener at han pludselig er død af et hjertestop.

Tirsdag formiddag kl. 9,30 sluttede festen med et møde i missionshuset, hvor ovennævnte Ole Hvas indledede ud fra ordene: ”Prøv jer selv og se, om i har troen i eje”. Da han havde talt vat ordet frit, og flere var oppe og sige noget i tilknytning til indledningen, andre sagde tak for de gode dages samvær og gæstfriheden, de havde mødt. Pastor Andreasen sluttede mødet med bøn, og vi sang stående Brødre og søstre. Derefter skulle der spises frokost rundt i hjemmene.

Toget, gæsterne skulle med, skulle afgå fra Harboøre kl. 12,28. hele perronen var fyldt af folk, gæsterne skulle jo følges til toget, mange af gæsterne havde en pakke med fisk under armen. Da alle var kommet ind i toget sang vi: ”Lad os vor møde i himlen bestemme”: Først da salmen var sunget til ende, kom stationsforstanderen ud med flaget, og toget kørte. Festen var forbi. Det havde været uforglemmelige dage for mig. eftermiddagen benyttede jeg til en tur til Lemvig for at forrette nogle nødvendige ærinder.

Mindefesterne.
Den 20. november var der mindefest for de 26 fiskere, der omkom nævnte dato i 1893. det var sømandsmissionær Karl Kynde fra Esbjerg, der talte. Begge sale i missionshuset var fyldt af folk. Efter talen fortalte Chr. Poulsen Vrist om, hvordan han som dreng havde oplevet katastrofen. Ved udgangen blev der givet en gave til ”Indenlands Sømandsmission”. Missionær Karl Kynde var født og opvokset på Harboøre. Og havde to søstre, der boede i kirke byen.

I begyndelsen af januar måned var der igen mindefest i missionshuset, denne gang var det redningsbåden Lilleøres forlis i 1897, der blev mindet 13 redningsmænd, der omkom, da de i stærk storm prøvede på at komme mandskabet på et strandet skib til hjælp. Det blev redningsbådene fra Langehuse og Fjaltring, der reddede de skibbrudne i land. De omkomne ligger begravet i en stor fælles grav syd for Harboøre kirke, der er en stor sten med deres navne. Ved denne mindefest var det sømandspræst Eilchov – Holm, der talte.

Hvert efterår var der også mindefest ude på Skold ved Vrist, det var en druknet fisker, der blev mindet af hans søskende. Denne fest blev holdt hos en bror til ham, der havde deres barndomshjem. Den nærmeste familie, naboer og gode venner blev indbudt til at spise til aften der i hjemmet. Signe og jeg var også indbudt et par gange. Inden kl. 8 blev der hentet nye stærke brædder ind, disse der var lånt hos tømreren i Vrist, blev lagt på to stole. På den måde blev der dannet lange bænke, hvorved der blev siddepladser til de mange fra Vrist og Vejlby, der nu strømmede ind. Det var gerne den ene af sognets to præster, der talte ved mødet. Når mødet var forbi, fik alle kaffe.

En lignende fest blev holdt i Langehuse hvert forår. Der indbød beboerne gæster til aftensmad, rundt i gårde og huse. Signe og jeg var et nyt sted hvert år. Møderne blev altid holdt hos Peter Tudborg Eriksen, fordi de der havde de største stuer. Også der skiftedes præsterne til at indlede. Efter mødet fik alle kaffe.

Julefesterne.  
Den første julefest i missionshuset var søndagsskolens julefest. Den kunne samle mange forældre og børn. Borgerforeningen holdt også julefest for børn med forældre, det var på hotellet, men langt de fleste kom i missionshuset. Det var gerne pastor Andreasen, der ledede festen. Juletræet stod i den lille sal, og dørene var lukkede. Træet blev tændt kl. 20. og når de store døre blev åbnet og skubbet til side, var den store sal fyldt af børn og voksne. Der blev sunget flere julesalmer, og vi gik rundt om træet i rækker, 8 – 10 i hver række. Når pastor Andreasen havde talt, blev der serveret chokolade til alle, den blev kogt i mit køkken. Brød og småkager var skænket. Der blev leget med børnene inde omkring juletræet. Alle børnene fik hver en pose med godter og en appelsin, og der blev læst en god julehistorie. Inden vi gik hjem blev der sluttet med andagt. Jo, det var en god fest

Aftenen efter var der juletræ for unge, der var det gerne en fremmed taler, der talte og læste en historie, og alle fik kaffe. Så var der juletræ for de ældre og enlige, det vat om eftermiddagen, der kom mange.. og endelig som den sidste fest. Juletræ for de gifte folk. Der var tænkt på de unge nygifte, hvis børn var for små til at komme til søndagsskolens juletræ, og som heller ikke syntes, de hørte hjemme blandt de unge. Jo, der var tænkt på alle.

Nabo til Vesterhavet.
Vi havde ca. et kvarters gang ud til havet. Vi gik ofte en tur derud en lørdag eller søndag eftermiddag, når vejret var godt. Det var dejligt at gå langs stranden og høre bølgerne skvulpe i strandkanten. En solnedgang kunne være betagende skøn. I stormvejr var det også storslået ar se de høje bølger der væltede sig ind mod klitterne. Mange aftener har vi ligget i vore senge og lyttet til havets rullen, som vi sagde.

I sommertiden havde Signe og jeg mange dejlige eftermiddage ude i klitterne, vi havde kaffe og badetøj med. Det var dejligt at bade ved nord siden af høfderne, og så bagefter ligge og dase i en lun gryde oppe i klitterne. Om sommeren var der mange badegæster på Harboøre. Hotellet var fuldt belagt, og ligeledes var de to sommerpensionater i Vrist. Ligesom en del af beboerne havde lejet værelser ud. Ved strande kunne vi finde mange ting, som jeg kunne bruge ved undervisningen i skolen. Der var bark af korkegen, stykker af bambus, slagger fra jernudsmeltningen i England, rokke æg og m. m.

I Vrist tog jeg ofte børnene med ned til stranden, hvor der var god lejlighed til at fortælle dem om, hvordan havet æder sig ind på kysten, vi kalder det, den eroderer, og om hvordan havet bygger nyt land op bag ved høfderne, og om, hvad der bliver gjort for at klitterne ikke skalbrede sig længere ind i landet. Der sidste vidste drengene i Vrist god besked med, fordi de i efterårsmånederne forsømte flere skoledage for at være med Klitfogeden ude at tilplante de nøgne klitter med hjælme eller marehalm. En sådan forlænget frikvarter ved havet var ikke spildt.

Chr. Langer, der var opsynsmand ved redningsstationen ”Flyvholm” i Langehuse, Der er nu museum, var flink til at sende bud, når der skulle være prøve med redningsbåden. Et par gange var jeg derud med børnene fra ndr. Friskole. Redningsbåden stod på en vogn med meget brede hjul, den blev trukket af 3 spand heste. Når båden var kørt ned på strandbredden, blev en nagle trukket op af langvognen, når så hestene alle gik frem blev baghjulene stående, og først sank bagstavnen af båden ned i sandet og derefter forstavnen, så blev hestene kørt bort, og så stillede redningsmandskabet dig med ryggen mod båden, og når bådføreren Thomas Nees kommanderede ”Hov – hu – si – da”, løftede og skubbede de båden et stykke nærmere vandet.

Når de havde fået den ud i vandet, så den kunne flyde, sprang de op i den og indtog deres bestemte pladser. Bådføreren var den sidste, der svang sig op i båden, han tog plads i bagstavnen og hægtede roret på. Alle iførte sig deres redningsveste, og så roede de taktfast en tur ud på havet, vendte om og kom tilbage igen. Hestene blev spændt for båden, og den blev slæbt i land, og hestene blev spændt fra og kørt lidt frem, derefter løftede de ved fælles hjælp forstavnen op på bagenden af vognen, hestene blev igen spændt for båden og ved hjælp af ruller i bunden af vognen blev båden trukket op på sin plads på vognen.

Inden de kørte hjem til redningsstationen, skulle raketkasterapparatet også prøves af. En mand gik op på en høj klit top og trådte et par skovle ned i sandet, nu skulle de forestille, at være to maste på et skib. Apparatet blev stillet op, der blev taget omhyggeligt sigte, raketten blev antændt, der lød et knald, og de afskudte raket ramte lige midt mellem ”masterne”. Til raketten var fastgjort en tynd line, og ved hjælp af den kunne søfolkene nu hale det tykke rednings tov ud til sig.

Redningsstolen blev også prøvet af. En mand var, ved hjælp af et par maste sko klatret op i en af redningstelefonens høje pæle og havde gjort den ene ende af rednings tovet fast oppe i toppen af pælen. Ligeledes havde han fastgjort en talje, som den ene ende af trække tovet var lagt igennem, den anden ende af rednings tovet blev gjort fast til et skibsanker da tovet var stram, og redningsstolen var hægtet på, satte en mand sig i stolen og blev så af sine kammerater trukket op i toppen af telefonpælen. Derefter blev han halet ned igen, og dem, der havde halet ham op, holdt igen i deres tov, så tilbageturen ikke skulle ske alt for brat. Alt fungerede som det skulle, det hele var i orden.

Jeg sagde redningsfolkene tak for en god anskuelsesundervisning. Vi gav dem en rungende hurra. De kørte tilbage til redningsstationen, og vi gik hjem til skolen, de to sidste skoletimer var gået, og børnene blev sendt hjem. Vi havde haft en god oplevelse.

En dag i maj eller i begyndelsen af juni tog jeg børnene med på en tur ud til den lille bådehavn ”Stausholm” ved fjorden, og derfra gik vi på dæmningen, der var lavet øst om Harboøre land, for at fjorden ved højvande ikke skulle skylle ind over det lave land. Når vi nåede om til gården ”Stausholm” fulgte vi deres vej ind til landevejen og ad den tilbage til ndr. skole. Op denne tur var der rig adgang til at studere strand engenes plante – og dyreliv, mange forskellige strandfugle havde deres rede der, og der var mange forskellige blomster, denne tur tog vi hvert år.

Udflugter.
Hver sommer havde skolen udflugter med alle klasser. Karen Vrist tog sine børn i ”Pogeskolen” med hjem til Vrist gårde, hvor hun havde en lille lejlighed hos sin broder. Børnene legede og gyngede ude i laden, og de fik kager og saftevand. Det var deres udflugt.

Frk. Hansen var hvert andet år i Thyborøn med sine børn. De fik gratis rejse med toget, og friskolen gav kaffe til dem på sømandshjemmet, hvor så en af vennerne i Thyborøn kom og holdt en andagt for dem. Var vejret til det, var der altid en fisker, der gav dem en sejltur i sin kutter. Næste år var udflugten en køretur med hestekøretøjer ud til Anton Lilleøre, der boede ude ved en af ”vernerne”. Det var nogle lavvandede små øer. Der lå ind under Engbjerg og Hygum bakker. De gårdmænd der havde børn i hendes klasse, kom med deres køretøjer og kørte for os, da det altid var en eftermiddag, var Signe og jeg med på denne tur. Der blev serveret kaffe med kage til de voksne, børnene fik en sodavand til deres kage. Anton Lilleøres voksne børn underholdt børnene med leg.

Et år havde vi besøg af far, og han fik også turen med, det var en oplevelse for ham. Nu jeg fortæller om fars besøg, er det naturlig at fortælle, at en eftermiddag havde vi ham med på en tur med toget til Thyborøn, en eftermiddag var han med os ved havet. Om søndagen var vi ved gudstjenesten i Harboøre kirke, og vi var rundt på kirkegården for at se de store mindesten. Om eftermiddagen var der sommermøde i præstegårdens have, hvor forstander Gjelstrup fra Nr. Nissum seminarium talte, der var mange til dette møde.

Det var en stor oplevelse for far at være med og også dette, at han fik lejlighed til at hilse på forstander Gjelstrup. Vi blev af pastor Andreasen indbudt til at drikke kaffe, og da fik far plads ved siden af forstanderen. Da vi kom hjem fra mødet, var det med en glad stemme, at far fortalte, at forstanderen havde sagt til ham: ”Deres søm var blandt de elever, som vi på seminariet var stolte og glade for at kunne sende ud som lærere i skolen”. Det var eneste gang far besøgte os, vi var glade for at have ham hos os nogle dage, og at han havde været glad for at se vort hjem, min skole, havet, byen og egnen og fået lejlighed til at hilse på mange af Harboøre boerne gav han stærk udtryk for i sine breve. Far, døde 1½ år efter, at han havde været hos os.

Efter dette sidespring om fars besøg, skal jeg nu kort fortælle om vore udflugter med de store børn. Et år var vi i Struer, vi kørte med tog over Vemb og Holstebro. I Struer var vi nede omkring havnen, så svineslagteriet og Kristensens bogtrykkeri. Vi var i anlæget, hvor vi spiste vor medbragte mad, og så med toge tilbage til Harboøre.

Et år var vi i Herning, hvor vi var så museet med den vestjyske bondegård. Derefter var vi i Sdr. Anlæg, hvor vi spiste vor mad.

Den længste tur, vi havde, var til Himmelbjerget. Vi var med tog til Ry station og sejlede derfra til Himmelbjerget. Var på en herlig tur oppe ved tårnet, for derefter at skynde os ned, for at komme med en båd til Silkeborg. Vi nød sejlturene og køreturene med toget. Børnene fra Harboøre havde ikke før kørt med tog gennem skove eller set høje bakker. Om rækkefølgen i turene er rigtig, tør jeg ikke sige, men vi havde kun disse tre lange ture.

Der var nemlig en vinter en stor missionsudstilling inde på Afholdshotellet i Lemvig, og der var sendt indbydelser ud til alle skoler på Lemvig egnen, og der var vi inde en formiddag med vore børn, og der fik vi fri rejse med toget. Og da vi havde fået denne tur med banen, ville d ikke give frie rejser til en lang sommerudflugt. Vi fik så bevilget en fri rejse til Thyborøn. Bestyrelsen gav kaffe på Sømandshjemmet.

Lodsformand Wegeberg kom og holdt en andagt for os. Vi var med ham oppe i lodstårnet og nød udsigten over byen og havnen og ud over havet. Gennem hans store kikkert kunne vi se skibe langt ude på havet og huse og gårde ovre i Thy. Vestervig kirke var også maget tydelig. Vi var også nede i redningsskibet og fik en sejltur med en fiskerkutter ud omkring ”Tyren”, en bøje, der ligger vest for Thyborøn og markerer indsejlingen, den ligger og tuder for at advare skibene, når tågen er tæt. Alt i alt var det en god udflugt.

Der var meget at se og høre på missionsudstillingen i Lemvig, så det blev en god formiddag. Det kneb noget for mig ar få lov af bestyrelsen. Særlig var en mand, imod det, fordi der blev vist film fra missionsmarken. De øvrige i bestyrelsen havde ikke noget videre imod det, i al fald fik jeg deres tilladelse. Jeg var en aften omme at tale med vedkommende og hans hustru for at få lov til at få deres to drenge med, da jeg syntes, det vat synd, at de ikke skulle få den oplevelse. Men det blev et nej, drengene kom ikke med. Forældrene begrundede deres nej med, at de var bange for, at drengene ved at se filmen senere skulle få lyst til at tage ind til Biografen i Lemvig.

Esperanto.
I 30 verne gik Esperanto sin sejrsgang hen over landet. Alle skulle lære Esperanto, så kunne man klare sig sprogmæssig i alle lande. På seminariet stiftede jeg for første gang bekendtskab med dette verdenssprog, idet et par af mine kammerater var stærkt optaget af det og skulle med på et internationalt kursus i Holland i deres sommerferie.

Da jeg i 1934 kom til Harboøre, var det stærkt på tale i lærerkredse på Lemvig egnen. Lærer Tjørnild Harboøre ndr. skole var meget optaget af det, og da der en vinter blev afholdt et kursus i Esperanto på kommuneskolen i Lemvig, fik han Johannes Nielsen og mig overtalt til at tage med ham til dette kursus. Tjørnild havde bil, og vi skulle køre med og så betale nogle kroner til hjælp til benzinen. Der var kursus en gang om ugen vinteren igennem. Vi skulle anskaffe en del bøger og fik lektier for, som vi skulle forberede os på hjemme. Det var et udmærket kursus, og vi lærte en hel del ord. Vi var en ret stor klasse, hvor vi var flere lærere, der var med. Næste vinter blev der ikke noget kursus. Vi skulle så fortsætte hjemme, men jeg fik ikke gjort noget ved det mere. Min tid var stærkt optaget af andet. Johannes Nielsen og jeg begyndte en ”Aftenskole” for unge.

”Aftenskole for unge”.
Lærer Tjørnild og lærer Petersen havde drevet aftenskole et par vintre, men så flyttede lærer Petersen til Drammelstrup skole ved Allingåbro. Og Tjørnild ville ikke være med mere. Johannes Nielsen, der blev lærer ved kommuneskolen efter Petersen, var min klassekammerat fra seminariet, da han var ugift de første måneder, han var i Harboøre, kom han til at spise middagsmad hos os, indtil han blev gift.

I de år vi boede sammen på Harboøre, havde vi megen glæde af at komme sammen. Vi fik også en aftenskole i gang. Jeg havde talt med bestyrelsen om aftenskole, men jeg måtte ikke have karle og piger sammen. Nu fik vi det ordnet sådan, at pigerne skulle gå i min skole og karlene i kommuneskolen. Johannes Nielsen skulle have regning i begge klasser, og jeg havde dansk. Vi begyndte hver i sin skole kl. 7, og når timen var gået, byttede vi gårde. I timen fra 9 til 10 havde pigerne håndarbejde, som Signe underviste dem i. karlene havde husflid, som lærer Nielsen og jeg hjalp hinanden med. Vi havde klasser i passende størrelser og havde aftenskole hver vinter, så længe vi boede på Harboøre. Jeg husker ikke hvilke fag, vi havde de næste vintre. Som erindring fra aftenskolen har jeg et sølvfad og et par skeer liggende.


Lærermøder og stævner.
I de 13 år vi var naboer til Vesterhavet havde jeg rig lejlighed til at komme sammen med kolleger. Lemvig egnens lærerkreds holdt et par instruktionskursus om året på skolen i Lemvig, der var jeg næsten med gang. Som regel kørte Tjørnild i sin bil, og han var flink til at tage sine kolleger med.

Og så havde vi en mindre kreds, som kaldtes Vestlemvig egnens lærerkreds, der var vi sammen en tre fire gange om året i hinandens skoler, og der havde vi vore koner med. Mødet begyndte inde i skolestuen, hvor værten og en af deltagerne hver havde en halv times undervisning med en klasse børn. Det var forskellige fag der blev undervist i. jeg kan huske, at jeg hos Brorson i Sdr. skole havde geografi, og at jeg hjemme i min egen skole havde historie. Når timen i skolen var forbi, samledes vi inde i stuerne, hvor værtsparret gav kaffe.

Efter kaffen var der diskussion om undervisningen, og de to, der havde haft timen med børnene fik kritik eller ros. Diskussionen gik gerne over til frit samvær, hvor snakken gik hyggeligt, vi var alle dus med hinanden. Inden vi tog hjem spiste vi vores medbragte aftensmad, og værtinden serverede en kop te til. Vi kunne samle 18 – 20 stykker til sådan et samvær, der både var lærerigt og hyggeligt.
Flere gange var den gamle lærer J. Pinholt, det var ham med julebøgerne og Landmandens Almanak, med til disse samvær, og kunne vi så få ham til at fortælle en historie for børnene, inden de blev sendt hjem, så var dagen reddet både for dem og os. Signe og jeg var meget glade for disse møder. Og endelig var der de årlige tilbagevendende Nissum stævner, hvor nisumitter, der havde embede på Lemvig – Struer egnen samledes i et lærerhjem et eller andet sted i kredsen. Disse stævner holdtes altid en eftermiddag om sommeren. Værtsparret gav kaffe, og når den var drukket, var der altid en af seminariets lærere, eller det var forstanderen, der holdt et foredrag, vi så skolestuen og haven, og vi spiste vor medbragte mad og fik serveret en kop te, inden vi skulle hjem.

En lang cykeltur.
I alle årene, vi boede på Harboøre, brugte vi vore cykler, når vi skulle hjem på sommerferie. En sommer, det vat nok i 1935 var jeg på en lang cykeltur, Nordjylland rundt. Vi cyklede fra Harboøre ret tidlig om morgenen med vor bagage læsset på cyklerne. Sidst på formiddagen nåede vi il Tvis, hvor vi besøgte købmand Sørensen, denne familie havde jeg besøgt hver sommerferie, når jeg kørte fra og til seminariet. Han og jeg blev gode venner, da vi var patienter på Kuren ved Hald. Hos dem fik vi middagsmad og eftermiddagskaffe, derfra cyklede vi til Skærbæk Mølle, det var også et sted jeg plejede at komme på mine ture til og fra Nr. Nissum.

Poul Poulsen, der ejede Skærbæk Mølle var fars fætter. Det var en tidligere vandmølle, der var nedlagt, men selve vandhjulet var i orden, og den trak kværn og tærskeværk samt en dynamo, der lavede el strøm, så de havde lys både inde og ude. Han havde anlagt en stor og smuk have med springvand og flere vandfald, de havde sommer restauration og der kom mange besøgende hver sommer. Når vandet løb videre fra anlægget ned mod Storåen, kunne han vande store dele af sine marker, han havde hvert år et stykke med jordbær. Det var et skønt sted at komme, og altid var de så flinke og gæstfri. Hos dem fik vi aftensmad og boede hos dem om natten.

Dagen efter cyklede vi videre, passerede Storåen ved Nybo Mølle og kørte til Røjen ved Sunds, hvor der også boede en fætter til far, også et sted jeg kom hver sommer. Efter at vi havde spist middagsmad og drukket eftermiddagskaffe, cyklede vi videre og nåede hjem til far inden aften. Efter at havde været hjemme hos far i to dage, skiltes vi, Signe cyklede over til Christianshede skole for at følges med sin broder Søren til deres hjem i Nødager. Valborg og deres lille pige Ingrid rejste med tog. Jeg skulle tilbage til Harboøre for at være med til en begravelse, og når den var forbi, ville jeg på en cykeltur gennem Thy og Vendsyssel til Skagen og langs Østkysten til Nødager.

Fra Engesvang og til Klinkby fik jeg følgeskab med min lærer fra skoletiden P. Madsen, han var hjælpelærer hos lærer Nielsen de to sidste år, jeg gik i skole. Nu var han lærer i Grynderup skole ved Nørager i Himmerland. Hans hustru og datter var rejst med tog og rutebil til deres sommerhus ved Bovbjerg. Han ville cykle turen ind, men først ville han besøge gamle venner i Julianehede. Vi traf hinanden ved Engesvang kirke om søndagen, før Signe og jeh skulle køre i hver sin retning om mandagen, og da vi talte om hinandens planer, blev vi enige om at slå følge på turen mod vest.

Mandag morgen skulle jeg være hos Magnus Petersen i Julianehede, hvor Madsen boede, vi drak morgenkaffe sammen med familien og cyklede så over Herning mod Holstebro. Da vi kom til Aulum gav det sig til at regne så kraftig, at vi blev enige om at cykle ind til stationen og så tage toget til Struer.

Der var i de gode gamle dage, da vi kunne få cyklerne med som rejsegods. I ventesalen spiste vi resten af vor medbragte madpakke. Da vi med toget ankom til Struer, var regnen holdt op. I Nr. Nissum skulle vi overnatte hos Madsens søster, Marianne Madsen, der drev en pensionat for seminarister i Korinth. Vi kom der i god tid til aften, blev vasket og fik aftensmad og havde så en hyggelig aften sammen med frk. Madsen, hvor vi fik de sidste nyheder fra seminariet serveret.

Efter morgenmaden næste morgen cyklede vi videre. I Klinkby skilles vi fra hinanden med tak for godt følgeskab. Madsen fortsatte mod vest ud til familien i Bovbjerg, og jeg kørte til Harboøre hvor jeg fik lavet mig noget at spise, og efter et hvil, klædte jeg mig om og cyklede ud til Anton Lilleøre, hvis kone var død og skulle begraves om eftermiddagen. Efter begravelsen så jeg til blomsterne og hvilede mig resten af dagen.

Næste morgen smurte jeg mig en god og stor madpakke og cyklede så over Lemvig og Humlum til Oddersund, og tog færgen over til Oddersund Nord. Landevejen mod Thisted gik et lang stykke langs med fjorden, og da der var fint badestrand, fik jeg lyst til et forfriskende bad. Jeg fandt håndklæde og badebukser frem, klædte mig af og var i vandet, og så i tøjet igen og videre på farten.

Da jeg var ca. halvvejs i Thisted, ville jeg se hvad klokke var, det var et ur med kæde, som jeg havde i bukselommen, da jeg hverken havde jakke eller vest på. Uret var borte! Enten havde jeg tabt det, eller jeg havde glemt det på stranden, hvor jeg badede. Jeg vendte cyklen og kørte de ca. 15 km. Tilbage til stedet, hvor jeg badede, og uret lå, hvor jeg havde lagt det, da jeg gik i vandet. Da var klokken omkring fire.

Jeg trådte så til pedalerne igen og nåede Thisted ved sekstiden. Efter nogen tids søgen fandt jeg frem til min klassekammerat Viggo Christensens forældre, for hvis han var hjemme hos dem, så ville jeg gerne hilse på ham. Han var en tur i Holland. Hans forældre tilbød mig aftensmad, hvilket jeg sagde ja tak til. Efter at vi havde spist, og jeg havde siddet og snakket med dem en times tid og derved hvilet mig lidt, kørte jeg videre mod Fjerritslev. Da jeg nåede op til Østerild, var jeg træt og tog ind på kroen, hvor jeg bestilte et værelse for natten samt morgenmad.

Næste morgen kørte jeg videre og nåede lidt før middag til Aabybro, hvor jeg spurgte mig frem til Niels Bach, en god ven fra tiden jeg var på Hald, vi havde skrevet sammen siden. Der fik jeg en god modtagelse, en god middagsmad og en masse snak. Efter en kop kaffe ved totiden kørte jeg videre, jeg skulle nå Stidsholt central ved Sæby inden aften, det var Lehms hjem, og det var en aftale, at der skulle jeg bo et par nætter. Lehm var ikke hjemme, han var vist hos sin kæreste i Thy. Hans forældre og søskende tog godt imod mig.

Næste dag foreslog de, at en søn, der var en 17 – 18 år, skulle tage med på cykelturen til Skagen. Vi cyklede ind til Sæby, hvor vi så de mange hvidkalkede huse, den gamle skønne kirke, var i anlæget og drak af det helbredende vand ved kilden og kørte så til Frederikshavn, og der parkerede vi vore cykler ved banegården og købte to returbilletter til Skagen. Vejen mellem Frederikshavn og Skagen var kun en grusvej belagt med rullesten fra havet, så det gik lettere med toget. I Skagen gav jeg middagsmad på sømandshjemmet, og så travede vi rundt, vi var på maleriudstilling og ude ved fyrtårnene og Drachmanns grav, vi var også ude ved den tilsandede kirke, og tog så med toget tilbage til Frederikshavn, hvor vi var oppe på Pikkerbakken, hvor vi nød udsigten over byen og havet. Vi kunne se Hirsholmene, og ude i det fjerne kunne vi skimte Læsø.

Det var en stille sommeraften, da vi cyklede mod Sæby. Til højre havde vi den gamle strandbred som en høj skrænt en snes meter fra vejen, og der mellem vejen og skrænten var der noget lang græs og nogle pilebuske hist og her, og der fra denne græsflade lød en græshoppemusik, som jeg hverken før eller siden har hørt magen til. Efter at havde sovet en nat mere i Lehms hjem tog jeg afsked med den gæstfri familie og cyklede syd på mod Aalborg.

Jeg skulle nå ned til Asger og Nina i Store Brøndum inden aften. Det var en lang tur, og det var ved at skumre, da jeg nåede til Skørping og kørte ind mellem bakkerne ved Rold. Den gang var jeg ikke kendt på egnen, det var vist første gang, jeg skulle besøge dem efter, at de var bleven gift og havde overtaget gården i St. Brøndum. Da jeg kom til Sejlstrup gik der veje i forskellige retninger. Og jeg var ikke klar over hvilken af dem jeg skulle med. Der var ikke mange vejskilte ved vejene dengang. Jeg så da to unge piger hver med en cykel, der stod og snakkede, jeg kørte hen til dem og spurgte, om de ville vise mig den rette vej til St. Brøndum. Den ene svarede : Jeg skal lige til at cykle til St. Brøndum, så vi kan følges ad”. Og så fulgtes vi ad og fik en del snak med hinanden, hun fortalte, at hun tjente på en gård der i byen, og da jeg spurgte om hun så vidste, hvor Asger Jensens gård lå, svarede hun, at nu skulle hun følge mig lige til gården. Det gjorde hun, og jeg takkede hende for godt følgeskab og fordi hun havde fulgt mig lige til gården.

Da jeg kom ind, sad Signe, Karen og Søren der, de havde besluttet sig til at køre mig i møde og så besøge Asger og Nina samtidig. Jeg fik mig vasket og fik noget at spise, og så skulle de jo alle høre om, hvad jeg havde oplevet, og hvor langt jeg havde været omkring, og de fortalte mig om, hvordan det stod til i Nødager. Det blev sent, inden vi kom til ro. Signe og Karen sov i gæsteværelset. Søren og jeg sov på hver sin sofa.

Efter en dags samvær i St. Brøndum tog vi fire gæster afsked med Nina og Asger, og så gik turen videre over Hobro og Randers til Nødager. Jeg husker ikke, hvor længe vi var sammen i Nødager, men den dag kom, da Søren skulle hjem for at synge i kirken, Valborg og Ingrid + barnevogn blev sendt med tog fra Kolind over Randers og Langå til Christianshede st. Signe, Søren og jeg cyklede over Randers, Bjerringbro og Kongensbro til Silkeborg og derfra over Funder til Hørbylunde bakke, der tog vi afsked med Søren, der gik en vej lige ind til skolen i Christianshede.

Signe og jeg cyklede videre over Pårup og Rønkilde hjem til far. Vi var trætte, hvor lang tid vi havde haft og hvor mange gange vi havde holdt hvil, husker jeg ikke. Da vi havde hvilet ud hos far i nogle dage, tog vi turen tilbage til Harboøre. Jeg har prøvet at måle op på kortet, hvor mange km. Jeg havde kørt i den sommerferie. Det blev til ca. 800 km.

Vi havde det godt i Harboøre. Det var fem lykkelige år. Vi har siden sagt til hinanden: ”Det var nok de bedste år i vort liv”. Jo, for vi blev båret af forbøn, og vi havde et godt samarbejde med forældrene og med friskolens bestyrelse, og vi havde det hyggeligt og rart sammen med vore naboer, frk. Hansen og søster Laura. Frk. Hansen var kommet til at spise middagsmad inde hos os hver dag. og der var sket det, at da frk. Thuesen var blevet gift, sagde hun sin stilling op, men lovede at funger til, der blev ansat en ny i hendes sted.


Sygeplejeforeningens bestyrelse blev da enige om at skrive til St. Lukas Stiftelsen, om der var en mulighed for at få en Diakonisse til Harboøre, og det var det. det blev søster Laura, der var fra Haderup, det sogn hvor pastor Andreasen havde været præst, før han kom til Harboøre. Hun var jævnaldrende med os, og vi kom meget sammen om aftenen. Vi samledes ofte inde hos os, for der var bedst plads. De tre damer sad med deres håndarbejde, og jeg læste højt for dem. Det blev til mange bøger, vi fik læst i disse vintre. Vore aftener sluttede med en kop kaffe og en andagt, ofte sang vi en sang eller to i forbindelse med andagten.

Flere har spurgt: Hvorfor flyttede i, når i havde det så godt? Svaret blev: Det var jo ikke Midt – eller Østjyllands natur, vi savnede skovene og bakkerne og cykelturene til Vrist kunne være drøje om vinteren. Lønnen var jo som en anden lærers løn i folkeskolen, og når en ung lærer havde været i en sådan stilling en tre fire år, begyndte han at søge pladsen som første – eller ene lærer. Men det vigtigste for os var pensionen. Alle lærer i folkeskolen var jo pensionsforsikrede fra deres ansættelse. Det skulle jeg også være, for at stat og kommune kunne yde tilskud, og under disse tilskud kunne Friskolen ikke køre.

Så jeg måtte melde mig ind i ”Efterlønskassen”, en pensionskasse for lærer i privat skoler, og skulle betale en ret stort beløb hvert år. Denne efterlønspension kunne ikke flyttes med over i folkeskolen, det kunne pensionsalderen heller ikke, det var kun tjenestealder, der kunne tælles med. Jo ældre jeg blev, inden jeg blev ansat i folkeskolen, jo mindre ville min pension blive, og jo flere penge gik tabt

Når jeg meldte mig ud af efterlønskassen, kunne jeg kun få 60% af det indbetalte beløb tilbagebetalt. Da jeg havde virket ved Friskolen i godt tre år begyndte jeg at søge embede i Folkeskolen. Både formanden for Friskolen Jens P. Jensen og pastor Andreasen, der var formand for skolekommissionen gav mig gode anbefalinger. Og for at få mig til at blive noget længere lagde bestyrelsen 300 kr. på min løn. Nu fik jeg så 2300 kr. + fri bolig lys og brændsel, så nu var jeg bedre stillet økonomisk end en anden lærer i Folkeskolen, hvis løn var 2220 kr. – fradrag for bolig.

Jeg søgte et par steder, i Ramme og Ejstrupholm, men der var jo stadig mange ledige lærere og derfor mange ansøgere. Så det var først i 1939, det lykkedes at komme ind i Folkeskolen. Thyborøn var i stærk vækst, og det blev nødvendig at oprette en lærerstilling mere. De lejede den lille sal i missionshuset til skolestue og antog mig som fast vikar. Jeg havde været rundt ved alle skolekommissionens medlemmer og fik en enstemmig indstilling. Værre var det med at få et sted at bo. Vestervig kommune ville ikke sørge for en lejlighed. Pastor Larsen, der var skolekommissionens formand, gik ned til lærerinde frk. Nielsen og fik hende til midlertidig at flytte op på loftet, hvor hun havde en stue og et kammer, og så kunne vi få lov til at flytte ind i lejligheden nedenunder, til vi fik fat på en lejlighed.

Da jeg havde fået pladsen og skulle flytte til Thyborøn 1. april, spurgte Jens P. Jensen mig, om jeg kunne skaffe dem en afløser, som de kunne være tjent med. ”Ja, det kan godt være”, svarede jeg, ”nu skal jeg forsøge”. Og så skrev jeg til min kammerat i F og 1. Mads Nielsen, der var dumpet ved oprykningsprøven til 2. og som så valgte at gå 1. klasse om. Han blev dim. i 1935 og var på den tid lærer i Kragelund Friskole ved Løsning (De stærke Jyder). Han var forlovet og ville gerne giftes, men der var ikke en lejlighed ved den skole. Han var stærk interesseret og kom til Harboøre for at se skolerne og hilse på bestyrelsen. Han fik pladsen, men kunne først tiltræde den 1. maj.

Jeg tilbød så bestyrelsen, at jeg ville tage til Harboøre fire eftermiddage om ugen og holde skole i 3 timer, altså 12 timer om ugen, det var bedre end slet ingen undervisning at få i en måned. Dette tilbud tog bestyrelsen med glæde imod, og i april måned tog jeg med toget til Harboøre fire dage om ugen, så snart jeg var færdig med undervisningen i min skole i Thyborøn og havde fået lidt at spise.

Børnene fra Vrist kom cyklende til Harboøre, og så havde jeg begge klasser sammen der. De sad tre ved hvert bord, det var lidt trangt, men det gik meget godt. Jeg var glad for at kunne hjælpe dem ud af den forlegenhed, jeg havde sat dem i ved at flytte til Thyborøn.

Inden vi flyttede indbød bestyrelsen til en afskeds fest i missionshuset, vi samledes omkring festligt dækket kaffebord, næsten alle forældre, børn fra skolen og unge fra aftenskolen var mødt op. Jens P. Jensen bød velkommen på bestyrelsens vegne og foreslog en salme, og når den var sunget, ville pastor Andreasen tale til os, og efter talen skulle vi drikke kaffe, og der ville så blive lejlighed til at sige noget. Jeg husker ikke noget af talen, men det var en tale ud fra en bibeltekst.. ved kaffebordet var der mange, der havde ordet for at sige tak for de fem års tjeneste i Friskolen, og der blev udtalt mange gode ønsker for os i fremtiden.

Jeg husker Jens Peter sagde i sin tale: Ja nu har i haft de syv fede år her. Det bliver noget andet i Thyborøn. Han fik jo ret, men på en anden måde end han havde tænkt. I Thyborøn kom vi til at opleve de 5 onde år under Tyskernes besættelse og min sygdom. Vi fik overrakt en pengegave til at købe et gulvtæppe for. Vi stod nede ved døren og tog afsked med dem alle. Jeg husker Jens Peter Jensen havde tårer i øjnene, da han sagde farvel. Det var på en måde en festlig aften, men det var svært at tage afsked med dem.. jeg husker, at jeg sagde i min takketale: ”Vi flytter jo ikke så langt, vi vil gerne komme og besøge jer, og i er velkomne til at se ud til os”.

Vi flytter til Thyborøn.
En af de sidste dage i marts måned flyttede vi til Thyborøn, vi havde lejet vognmanden i Harboøre til at flytte for os. Kort efter at vi var ankommet til forskolen og havde begyndt at læsse af, kom vor nærmeste nabo Lodsformand Wegeberg og bød os velkommen til Thyborøn, lidt efter kom en anden nabo Otto Nørgaard, han var tømrerformand ved vandbygningsvæsnet, for at hilse på os og for at tilbyde sin hjælpsomhed at bære møblerne ind. Begge disse mænd var repræsentanter for to gode hjem, hvor vi senere kom meget gennem de otte år, vi boede der. Da vi først havde fået vore møbler anbragt, syntes vi, at vi boede helt godt, selv om vi nu kun rådede over to værelser mod tre i Harboøre.

Den første april mødte jeg oppe i min nye skole, den lille sal i missionshuset. Skrædder Karl Kristensen, der boede i lejligheden ovenover skulle sørge for at tænde op i kakkelovnen, så der var varme på, når skolen skulle begynde. Han kom ned og bød mig velkommen og snart myldrede børnene ind, der var 10 to mands borde, og de blev fyldt. Der var 3. og 4. klasse, der skulle gå i skole her, og der var 20 i den ene klasse og 19 i den anden, men som årene gik voksede klasserne til 30 i hver, så jeg fik flere borde ind og nu kneb det med pladsen. Frk. Nielsen havde 1 og 2. årgang i hver sin klasse, før havde hun haft 1 årgang i en klasse og 2 og 3 i den anden. Lærer Hvas havde haft de fire ældste årgange fordelt i 2 klasser, nu havde han kun tre årgange i sin skole.

Allerede den første dag kom de to nærmeste naboer strandfoged Mads Sørensen og sognepræst Alfred Christensen for at hilse på mig og byde velkommen. Vi blev glade for at bo og virke i Thyborøn, det var flinke børn jeg havde i skolen, det var flinke naboer, der var en dejlig stor kirke og den var næsten fyldt hver søndag, der kom også mange til møderne i missionshuset. Også der blev der holdt møde hver søndag aften, og bestyrelsen for missionshuset skiftedes til at læse en prædiken. Vi havde også det bedste forhold til frk. Nielsen. Hun fik sin middagsmad hos os hver dag, så var hun fri for at lave middagsmad, hun havde jo ikke noget køkken, kun en primus ude på loftet.

Og så gik tiden til omkring 1. juni, da begyndte jeg at blive øm bagi og kunne ikke så godt hole ud at sidde, og samtidig følte jeg mig dårlig. På min fødselsdag den 10. juni lå jeg en del af tiden i sengen. Vi havde læge et par gange, den første gang kunne han ikke se eller mærke noget, men anden gang blev han klar over, at det var en byld i venstre lår tæt ved endetarmen. Den 17. juni blev jeg i ambulance kørt til Lemvig sygehus, jeg var meget syg og næsten ligeglad med, hvad de gjorde ved mig. Jeg blev opereret samme aften. De fortalte mig siden, at da de fik skåret hul i låret væltede materien ud, de fik to kopper fulde, en sygeplejerske fortalte, at der blev et hulrum så stort, at hun kunne lægge begge sine knytnæver derind.

Årsagen til bylden kunne de ikke udtale sig om med sikkerhed, men de mente, at jeg havde slugt et fiskeben, der havde sat sig fast i endetarmen. Jeg var så gennem forgiftet i hele kroppen af den byld, det var årsagen til min sygdom. De første dage fik jeg en indsprøjtning for hver to timer både nat og dag. signe var gravid, så det var ikke let for hende at besøge mig, der var mange trapper fra Lemvig station og ned i byen, som hun skulle ned og op af, men hun kom trofast hver anden dag lige til fp dage før fødselen fandt sted.

Hver anden dag skulle jeg ind på operationsstuen for at få forbindingen skiftet. Det gjorde frygteligt ondt, at få al den forbindsstof trukket ud af hullet, de sagde, at det var flere meter, når det var trukket ud blev det penslet med lapis, og en ny masse blev sat ind. Det var en af de to reservelæger, der skulle skifte forbindingen. Jeg ville helst have 2. reservelæge Klan til at gøre det, da han kunne gøre det mest nænsomt. Det var også frygteligt, at komme af med afføringen de første dage efter operationen.

Overlægen, hed Styrup og var tidligere militærlæge og var af en noget brøsig natur. Når han gik stuegang, skulle patienterne ligge med glatte lagner og hænderne strakt ned over dynen, var vi oppegående skulle vi stå ret inde ved vor seng. Det vat et helt optog: Først overlægen så reservelægen, der skulle skrive i journalerne, derefter oversygeplejersken, afdelingssygeplejersken og så til sidst eleven. Få dage efter jeg var blevet opereret, tog Styrup på ferie og da var det som hele sygehuset åndede lettet op.

Den første morgen han kom på sygehuset efter ferien, mødte jeg ham på gangen, han standsede op og sagde: ”Hvad går de her endnu?” ”Ja, det vil jo ikke læges”, svarede jeg. ”Det må vi se på”, sagde han, og gik videre. Ved stuegangen sagde han til Klan: ”Ham der skal vi have ind og se på i dag”. Så måtte jeg af tøjet og i seng og have de lange hvide strømper trukket på benene. Jeg blev kørt ind på operationsstuen, fik forbindingen fjernet, fik benene lagt op i bøjlerne og blev spændt fast, også armene blev spændt fast, og så begyndte Styrup at skære, uden at jeg var det mindste bedøvet. Oppe i lampen over mig kunne jeg se, hvordan blodet løb af mig. jeg rystede over hele kroppen ”Lig still”, sagde Styrup. Sygeplejersken, der stod ved hovedet hviskede mig i øret: ”Skrig dog”. Men jeg bed tænderne sammen og holdt pinen ud.

Da overlægen var færdig, sagde han: ”Få så ham ud og lad os få den næste ind”. Da jeg blev kørt ind på forbindingsstuen, rystede jeg over hele kroppen. Overlægen kom en vending ind og kikkede på mig og spurgte: ”Var det slemt”. ”Ja, det var slemt”, svarede jeg. ”Ja, jeg syntes ikke, det var noget at bedøve for”, sagde han, idet han gik. Han havde skrabt sårrandene rene og syet dem sammen. Da jeg kom ned på stuen bad jeg om at få et glas vin til at styrke mig på, det fik jeg, og nogen tid efter faldt jeg til ro.

Men det er det værste jeg har været ude for i mit liv, hvad smerter angår. Da jeg dagen efter var inde på forbindingsstuen, sagde sygeplejersken til mig: ”Det var umenneskeligt, som overlægen behandlede dem forleden dag”. såret groede ikke sammen, jeg blev udskrevet, men måtte rejse ned til sygehuset i Lemvig hver anden dag, gennem lang tid. Da læge Lindum kom til Thyborøn kunne jeg gå op til ham og få skiftet ”messien”. Jeg havde en luftkrans at sidde på i skolen og hjemme.

I efterårsferien 1940 var jeg indlagt igen, da var Styrup blevet afskediget og overlæge Christensen var tiltrådt. Han kom fra Holstebro sygehus, hvor han havde været reservelæge et stykke tid. Han havde i en del år været udsendt af Østerlandsmissionen, som overlæge på et hospital i Syrien. Han var en dygtig læge og en rar og venlig mand. Hvilken forandring på sygehuset, det var næsten ikke til at kende igen. Den skrappe, men dygtige afdelingssygeplejerske frk. Ekmann, var også blevet afskediget, og der vat kommet en ny og venlig dame.

I 1942 kort tid før jul blev jeg syg igen, og måtte indlægges, der var igen blevet en stor knude på samme sted, jeg var meget syg og måtte bæres ind i ambulancen. Jeg blev opereret et per dage før juleaften. Jeg kan huske, at da jeg var ved at vågen op efter bedøvelsen, fik jeg besøg af pastor Nielsen Nr. Nissum, han gik fra stue til stue, han var konstitueret sognepræst i Lemvig efter pastor Lunds død. Signe var organist ved Thyborøn kirke og kunne ikke besøge mig de to helligdage. De var hos mig juleaften. Jens Kristian var 3 år dengang. Jeg kom hjem i midten af januar 1943.

Pastor Knudsen, der var formand for skolekommissionen, havde fået ansat en vikar. Jeg begyndte i skolen den 1. februar, men måtte igen gå til behandling hos læge Lindum, det var om morgenen før skoletid. Hver gang jeg havde været på toilet, skulle Signe vaske mig af og jeg skulle sidde med enden i varm sæbevand ca. 20 min. Såret ville ikke læges, det var meget generende at gå med og værre var det at sidde.

Engang i 1944, det har nok været i sommerferien, besøgte vi familien i Engesvang. jeg benyttede da lejligheden til at tage over til Dr. Ovesen i Bording, der var en meget dygtig og afholdt læge, for at tale med ham om det. da han havde set på det, sagde han. Nu skal de tage hjem til deres læge i Thyborøn og få ham til at skrive en indlæggelsesseddel til Lemvig sygehus, og så skriver jeg et brev til overlægen der, og deri skriver jeg, hvad han skal gøre, han skal skære alt deres syge væv bort, så skal det nok gro sammen.

Som sagt så gjort. Jeg blev indlagt på sygehuset for fjerde gang, og da overlæge Christensen hilste på mig, sagde han: ”Ja, jeg har fået et brev fra lægen i Bording angående dem, nu må vi se, hvad vi kan gøre. Jeg blev opereret for fjerde gang, og han skar en del væk. Det groede sammen, og der kom ingen byld mere, men en del af lukkemusklen omkring tarmåbningen var skåret bort, der var blevet en hulning ind i venstre sædehalvdel. Nu kneb det at holde luften, og jeg var utæt og måtte gå med vat totter i. Men nu var jeg rask og kunne holde ud at sidde. Det havde taget 4½ år.

For at gøre den sag færdig, kan jeg fortælle, at jeg, efter at vi i 1947 var flyttet til Agri, en dag var nede hos min læge i Knebel. Dr. Weller, det var galt med maven igen, jeg havde tyktarmskatar, og talte med ham om mit problem med ikke at kunne holde luften og ikke var tæt bagi. Da han havde set, hvordan bagdelen så ud, sagde han: ” Der må kunne laves en kunstig muskel ved en operation, nu taler jeg med overlægen på Ebeltoft sygehus om det, og så bestemmer han en tid en eftermiddag, hvor de kan tage ind til ham, og så kan han se på dem og afgøre, om han kan gøre noget”.

En dag kom der brev fra overlægen at jeg kunne møde hos ham en bestemt tid et par dage efter. Jeg var hos overlægen, han så på det, og sagde: jeg vi forsøge, men jeg vil ikke garantere for at det lykkedes 100%. Jeg sagde, at jeg ville gerne, vi skulle prøve. Jeg blev så indlagt på Ebeltoft sygehus, det var nu 5 gang jeg skulle opereres i bagdelen. Det tog ca. 14 dage, inde jeg kom hjem til skolen igen. Pens. Lærer Bendtsen i Vrinners, der havde virket i Agri skole i over 30 år havde lovet at passe skolen, men blev syg, da han havde været der i to dage. Pastor Lauritsen fik da fat på en landmandskone i Bjødstrup, der var lærerinde, før hun blev gift, hun passede så skolen, til jeg kunne overtage den igen. Operationen var ikke lykkedes 100%, men jeg fik det bedre med at holde luften, og jeg behøvede ikke at skifte underbukser så ofte.

Tilbage til Thyborøn igen. Jens Kristian blev født. Desværre er min dagbog for 1939 blevet borte, men jeg mener, at det er rigtig, når jeg skriver, at jeg fredag den 13. juli fik besøg af min broder Niels, der dengang boede i Varde. Da besøgstiden om eftermiddagen var forbi, gik han op til stationen og tog toget til Thyborøn, han ville også besøge Signe og regnede med at kunne bo hos hende den næste nat. Da han kom ud til Signe, så han straks, at hun ikke havde det godt. Han fik noget at spise og ville så ned op sømandshjemmet for at bo der til næste dag. inden han gik, kom Søster Laura kørende fra Harboøre, hun havde fået den tilskyndelse, at hun skulle køre ud at se til Signe. Da hun fik hilst på Niels og Signe og så hendes tilstand, sagde hun: ”Her kom jeg nok lige i rette øjeblik,” og så gik hun ud til bilen og hentede sin store hvide sygeplejeforklæde, og så gik hun i gang. Niels tog afsked og gik.

Søster Laura fik ordnet Signes seng og fik hende lagt til rette i den, og hun fik ringet efter jordmoder frk. Lilleøre på Harboøre. Hun kom ret hurtig, men fødselen ville ikke komme i gang. Søster Laura måtte så over til Nørgaards telefon igen og have ringet efter Dr. Roslev Strande. Da han kom, gav han Signe en indsprøjtning, og så kom veerne i gang, og hen på natten kom Jens Kristian til verden. Der havde været en hård og smertefuld fødsel og frk. Lilleøre måtte sy nogle sting. Drengen vejede 4½ kg. Og da det var første gang, så er det let at forstå, at det havde været en drøj tur for Signe at komme igennem, og hun var meget træt.

Lørdag morgen kom fru Nørgaard derover. Søster Laura skulle hjem og rundt til sine patienter på Harboøre, og så skulle hun køre til Lemvig for at fortælle mig, at nu var jeg blevet far. Jeg fik så den store overraskelse lørdag formiddag at få besøg af Søster Laura, der fortalte mig den glædelig nyhed, og at både Signe og drengen havde det godt. Søster Laura skulle så om til Toft Nielsen og Mattesen for at hente en barneseng, som Signe havde købt engang hun havde besøgt mig. søster Laura skulle også have ringet til Valborg i Christianshede skole, at nu var der brug for hendes hjælp. Søren var på et tegnekursus på Nr. Nissum Sem. og så var det en aftale, at Valborg og Ingrid skulle komme til Thyborøn for at passe Signe, når hun havde født.

De kom om mandagen, men allerede om tirsdagen blev Valborg syg og måtte gå i seng, hun havde halsbetændelse. Så måtte fru Nørgaard atter tage affære, hun tog Ingrid med hjem til Nørgaard og Nina, der så måtte passe og underholde hende, og fru Nørgaard tog sig så af de to patienter. Få dage efter fik jeg igen besøg af Søster Laura. Da skulle hun spørge fra Signe, om jeg havde noget imod, at Jens Kristian blev døbt den næste søndag, det ville hun være mest tryg ved.
Søster Laura ordnede alt, hun fik mig til at love, at jeg skulle få fri på sygehuset og komme hjem den søndag, jeg skulle så træne godt i at gå, så jeg kunne klare turen. Hun lejede dåbskjole i Lemvig hun traf aftale med pastor Andreasen, der skulle have gudstjenesten i Thyborøn den søndag. Søster Laura skulle være gudmor og bære barnet, Valborg skulle stå hos, og Søren og lærer Øe skulle være faddere. Jeg kom op af sengen, der havde jeg ligget siden, Styrup havde foretaget den operation uden bedøvelse, jeg lånte en stok og trænede i at gå, og jeg fik lov af Dr. Klan og frk. Ekmann til at tage hjem til barnedåb.

Jeg kan endnu huske, hvor svært det var for mig at gå op til banegården, jeg gik op ad Sdr. Bjerg for at blive fri for de mange trapper, men jeg måtte holde hvil nogle gange, inden jeg nåede op. Jeg havde ikke penge til at leje en bil for, og der var ingen bybus. Jeg nåede toget, men det at sidde i toget den lille time, det tog at køre til Thyborøn, og så til sidst turen fra stationen ned til skole jeg var så træt, at jeg straks jeg kom ind lagde jakken og så lagde jeg mig op i min seng ved siden af Signe. Der lå vi da de kom hjem fra kirken, og jeg fik min dreng at se for første gang. Hvad han var kommet til at hedde, var jeg klar over, det havde vi bestemt længe før, at blev det en dreng, skulle han hedde Jens Kristian. Signes far hed Jens og min far hed Christen, så det kunne let slås sammen til et pænt dansk navn. Var det blevet en pige var det værre. Signes mor hed Inge og min mor Kirsten, derfor havde jeg foreslået Inge Kirstine, med det ville Signe ikke rigtig godkende. Vi var begge oppe at spise ved middagen, som fru Nørgaard havde lavet til os. Efter middagen skulle jeg ind at ligge igen, og efter kaffen måtte jeg tage afsked for at gå op til toget og komme tilbage til sygehuset. Jeg tog trapperne ned, de det var nærmest. Jeg var meget træt. Men jeg havde været hjemme at se min dreng og hilse på vore gæster.


Kongeligt besøg i Thyborøn.
Nu husker jeg ikke om det var ugen før barnedåben eller det vat ugen efter, at jeg en dag fik besøg af lodsformand Wegeberg, han kom ikke blot for at besøge mig, men også for at fortælle mig om den store oplevelse han havde haft, nemlig den at være lods på kongeskibet ”Dannebrog”.

I sommeren 1937 boede Kong Kristian den 10. og Dronning Aleksandrine på ”Klitgården” ved Skagen, som de plejede hver sommer, men da havde Dronningen det uheld. At hun faldt og brækkede det ene ben. Hun blev kørt til sygehuset i Skagen, og der fik hun benet sat sammen. Hun lå på ene stue og blev plejet af oversygeplejerske Kirsten Hvas, hvis forældre Maren og Jens Hvas boede i Thyborøn. Og nu holdt Kirsten Hvas ferie hjemme hos sine forældre.

Da Kongeparret holdt ferie på ”Dannebrog” og var på sejltur på Limfjorden ville de se Thyborøn havn og samtidig besøge Kirsten Hvas og hendes forældre. Wegeberg havde fået meddelelse om at han den bestemte dag og tid skulle møde på havnen i Løgstør for at føre kongeskibet til Thyborøn. Den opgave turde skibets kaptajn ikke påtage sig. Han var så taget toget til Lemvig, med rutebil til Struer og så mad tog over Viborg til Løgstør og var på havnen til den bestemte tid.

Kongeskibet lå ved kajen og Wegeberg gik ombord og hilste på kaptajnen, der førte ham op på kommandobroen og fra det øjeblik og til skibet lå ved kajen i Thyborøn var det Wegeberg, der havde kommandoen og ansvaret for skibet. Kongen kom op på ”broen” og hilste på lodsen, der stod med kasketten i den ene hånd og den anden på rattet. ”Tag de bare hatten på,” sagde kongen til ham. Der var mange ting kongen ville vide besked om under sejlturen, da de skulle sejle fra Nissum bredning ind i Thyborøn kanal log Wegeberg kongeskibet tage flere sving. ”Hvorfor tager de disse sving?” spurgte kongen, ”Det er fordi, sejlrenden bugter sig som en å, der snor sig gennem en eng”, svarede Wegeberg.

Det var jo rygtes i byen, at kongen ville komme, alle, der havde en flagstang, havde hejst flaget, og kutterne, der lå i havn, havde alle flag oppe. På kajen stod modtagelseskommissionen. Der var havnefogden, tolderen, vandbygningsvæsnets ledende ingeniør, sognefoged Alfred Christensen, sognerådsformand Niels Sjelle, Vestervig, sognerådsformand Erik Tudborg, Harboøre og de to præster Andreasen og Larsen, begge i ornat.

Da kongeparret kom i land, blev de modtaget med hurra råb fra børnene, der stod i en samlet flok. Niels Sjelle bød kongeparret velkommen til byen, og udbragte et leve for majestæterne.

 Fortsættes under Gert Poulsen IV.


HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017