Artikler fra og om Engesvang


Harly Veng Nielsens erindringer Harly Veng Nielsens – erindringer

 Harly Veng Nielsens – erindringer


Jeg vil gerne fortælle lidt om min opvækst i Balle Huse – Brunbakkevej 12. Mine forældre er Walther Nielsen (1932 – 2013) og Lilly Veng Pedersen (1932 -). Jeg Harly Veng Nielsen født i 1957 er gift med Anni Kristensen født i 1957. Vi bor i Engesvang og har 4 børn, Jimmy født i 1978, Rene i 1980, Majbrit i 1987 og Mark i 1993.

Vi er tre søskende, hvor jeg er den ældste, født i 1957, Tommy er født i 1961 og Johnny i 1971. Johnny har nu overtaget ejendommen Brunbakkevej 12 og bygget et stort køkken, hvorfra konen Lea Lund driver ”Den rullende køkken” og vores ”mutter” bor i det gamle stuehus.

Starten på Brunbakkevej.

Det var et lille landbrug på 14 tdr. land, hvor vi på et tidspunkt var oppe og have 13 malkekøer. Vi kom dertil i 1958, hvor jeg var et år. Der kom vi fra et lille træhus, hvor fatter var fiskemester på et lille fiskeri i Lemming. Men mutter ville gerne have en lille gård, så hun havde sparet en del penge op fra sit arbejde hos Post Fjerkræ i Holmstol.
Tre år efter i 1961 kom Tommy til verden, der i mellem var der en lillebror, som døde ved fødslen, men mutter fik at vide af Doktor Eiersted fra Lemming, at det skulle hun være glad ved, for der var noget galt. Så det var bare med at komme videre og tænke på, hun havde en velskabt dreng, sådan var det dengang. I 1971 kom Johnny så. Ja, der var godt nok et gammelt familiemedlem, som sagde til mutter, at jeg ikke ville gå til hæld (hun skulle lige se mig i dag)

De første 12 år havde vi ikke vand indlagt i huset. Vi havde komfur til brændsel og så en kakkelovn. Efterhånden, som der blev råd til flere møbler, blev der åbnet flere rum. Der var næsten ingen penge at gøre god med – men en ting, vi tre brødre aldrig har manglet, er kærlighed. Vi måtte ikke falde i søvn, inden vi fik fortalt, hvis der var noget, som vi var kede af, de gamle kunne altid se, hvis der var noget der trykkede. Dagen efter kunne vi så begynde på en frisk og være glade.

Vand til køerne hentede vi med et åg nede i vandgravene og vand til boligen fik vi fra en brønd i gården. Jeg kan stadig se den spand, som stod ved hjørnet af køkkenbordet med det dejlige rene vand.

Vi havden en hest, som hed Børge. Jeg kan huske, at jeg døjede med at komme op ad det høje trin ind til stalden, men der stod Børge, så jeg tog da bare fat i de hår, han havde omkring hovene. Den vidste det var mig, så den kunne aldrig finde på at sparke (sådan var det).
Jeg har ligget mange timer på ryggen af den og sovet, mens fatter gjorde marken klar – jeg faldt simpelthen i søvn.
Når vi skulle have roerne fra marken ind, blev de fleste slædet op med Børge foran. Derefter læssede vi dem med håndkraft, mens Børge gik rolig fremad. Gik det for stærkt blev der sagt prrrrrrrr og vi kunne gå og snakke om en hel masse gode ting og få løst problemer, hvis der var nogle, uden motorstøj.

Da vi fik traktor.

Det var hårdt ved mutter, da Børge skulle slagtes for at give til udbetalingen til en traktor. Det blev en Porsche traktor, en cylinder på 15 hk. Med manuel lift, som kunne trække en 1 – furet plov. Fatter og jeg kunne nu glæde os over at have lidt mekanik. Når der skulle spredes gødning, sad fatter baglæns på en taburet på gummivognen med en balje imellem benene og jeg lille dreng kørte traktoren. Kom jeg til at bremse for hårdt, når vi var ved enden og fatter faldt af taburetten, kunne jeg være sikker på, at jeg fik en håndfuld gødning i nakken, så det skulle jeg ikke gøre mere. Så havde jeg lært det. Når traktoren stod i marken og fatter gik rundt om den alene, så vidste man, at mutter havde kørt den, men hun havde fået for mange skæld ud og var gået hjem (så kunne han køre sit moderne pis)

Når jeg var med mælkekusken

Når mælkekusken kom, det var enten Viggo Skov eller hans chauffør Erling Jensen, der kørte lastbilen, fik jeg tit lov til at komme med rundt på mælketuren til Linå mejeri. Det var bare ikke så sjovt, når vi kom ind til Herluf Jensen, ”Kirkegård” (der hvor sognehuset nu er). Han ville altid hive mig ud af bilen i benene, for han kunne godt bruge en frisk knægt som mig (til sidst gemte jeg mig i bunden af lastbilen). Så kom vi videre til Arne Kjeldsen, ”Balle Nygaard” Erling syntes, at hans datter Ulla og jeg skulle være kærester. Det var i grunden ikke så sjovt at blive drillet med. Jeg tror aldrig, jeg har drillet andre med det, for fatter sagde altid, man skal altid behandle andre, som man selv vil behandles,

En dag kom Viggo Skov, Øster Bording, ud og spurgte mig, om jeg ikke ville hjælpe ham med at køre kreaturer, så kunne jeg få fem kroner i stedet for at gå fastelavn, da det var fastelavnsmandag. Det ville jeg gerne, for fem kroner var jeg da sikker på, og så var det sjovere end at gå til udstilling (fastelavnsnar) og tigge penge af folk.
Det var også hyggeligt som lille knægt, at komme med Viggos chauffører Erling Jensen og Leo Sørensen, som boede ovre for Viggo Skov, ind til Bodil Skov og få nogle rugbrød og gode frikadeller og høre, hvad der skulle køres med. Mange gange var jeg med til at køre granstammer, som Erling havde læsset med håndkraft, til Engesvang Spånpladefabrik.

Jeg fik kørekort og blev lastvognschauffør.

Da jeg skulle tage kørekort som 18- årig, lærte jeg det i en lastbil med hænger, Bedford benzin, mage til en af Viggo Skovs, som jeg altid havde beundret som lille knægt.
Senere kom jeg til at køre ved Kragelund Foderstof, derefter 36 år som skraldemand i Silkeborg. Så det har uden tvivl gjort indtryk som lille knægt at være med Viggos lastbiler.

Da julegaven var en bil.

Vi fik altid julegaver, de var ikke store, men de var velmente og vi var utrolig glade ved dem. Jeg kan næsten huske dem alle, men en ting, som jeg husker specielt, var en ”bil”, som skulle trædes, lavet af en gammel invalidecykel, med store baghjul, skærme og det hele. Den havde fatter lavet om aftenen sammen med Albert Thygesen, Brunbakkevej 6, der havde savskæreriet. Da Tommy og jeg skulle kigge ud af vinduet juleaften, kom Albert kørende på den. Der havde vi noget, alle andre ikke havde. Den brugte vi mange timer på/i, jeg kan huske, Tommy skulle lege politibetjent og jeg kom kørende i trædebilen. ”Stop” sagde Tommy: ”Der er rødt”. ”A ka sku it se, der er rødt” sagde jeg.  ”Når a sejer der er rødt, er der sku rødt, det er mæ, der er betjent” og så knaldede han en stor jernstang ned over mine fingre så min lillefinger brækkede. Men vi var enige om legen, så det gik over og vi sagde ingenting til de gamle.

Oplevelsen af at være i biografen og i cirkus.

Første gang vi var med fatter i biografen, cyklede Tommy og jeg igennem skoven (over Odden) ind til Bio i Silkeborg. Da vi kom hjem, spurgte mutter: ”var det en god film”? Men det kunne Tommy og jeg ikke huske, for vi havde set et egern, da vi kørte hjem og det var mere spændende end filmen. Det var ikke så godt, for det kostede at være i biografen og vi havde ikke fået noget ud af det.
Mange gange er det de små oplevelser, der tæller. Jeg husker første gang, vi var i Cirkus, skulle Tommy og jeg, da vi kom hjem, vise for familien, hvad vi havde set. Der var en klovn, som sparkede en hat af en, som sad ned. Det skulle jeg så vise og var det Tommy, som skulle sidde ned, men vi havde jo ikke en høj hat, så det blev en strikket hue, så jeg ramte ham i det ene øje. Uha da et hyleri der blev, men så stod vi da lige, ved det med min lillefinger.

Udflugt til Vesterhavet.

En gang om året var vi på tur til Vesterhavet, i et lejet folkevognsrugbrød sammen med to andre familier. Erik og Ninna Kallesø, Solbækgård, Brunbakkevej 4, der hvor der har været fabrik og Anny og Harry Nielsen, Øster Bordingstræde 8. men uha vi skulle kigge ud og se alt det, vi kom forbi, for det var ikke gratis at leje sådan en bus med chauffør, så det var med at få det hele med. men vi glædede os meget fra turen var bestemt.

Det med julen kom jeg helt fra, men juleaften var nu noget specielt, ja nu bliver jeg helt rørt. Vi skulle altid med ud og sørge for dyrene,, inden vi selv skulle spise og Juleaften skulle de have lidt ekstra strøelse og foder. Så sad vi og nød, hvor tilfredse de var i en dejlig varm stald, mens vi hørte køerne tygge drøv og grisesoen lagde mælk ned til de små, med sne på de små vinduer, derefter ind og få god mad. De lyde og den ro tænker jeg på hver juleaften.

Kørte i skole på traktoren.

En utrolig god barndom med ræs i forskellige motordrevne ting, ja vi makkede og gjorde vilde ting, men vi skulle ikke ind og klage. Hvis det var vores egen skyld, det gjorde ondt, måtte vi selv tage konsekvenserne af det, vi lavede.
Af og til havde jeg traktoren til skole, men jeg måtte ikke køre længere til den gamle station i Skægkær og fik fatter at vide, at vi ikke overholdt det, var det sidste gang, jeg lånte den og jeg har aldrig overtrådt de regler, der blev fastsat. ”ja det er rigtigt”.  Okay, der var lige dengang, hvor jeg var begyndt at ryge, tage fatters gamle cigarskodder med i skole og hans spritligther. Da sladrede Tommy om, at Harly er en stor kål, han både ryger cigarer og det hele i skolen. Det var ikke så meget det, at jeg røg, men at jeg ikke havde fortalt det, var ikke godt, men jeg fik ikke skældud, men uha hvor var jeg flov. Kan huske lige så tydeligt, hvad det var for en mellemmad jeg sad med, en spegepølsemad med remoulade og ristet løg. Det var utrolig godt at Tommy sladrede, for jeg har aldrig røget siden og jeg tror også, Tommy lærte noget af det, for han har heller aldrig røget.

Hvordan vi oplevede forældrenes kærlighed til os.

Med den frihed under ansvar har vi tre brødre lært meget i vores barndom, som vi kan give videre. Det betyder meget at selv få lov at tage sine egne erfaringer, i stedet for man hele tiden får at vide:” Pas nu på det er farligt”. Jeg har i 18 år undervist i Engesvang Ungdomsskole i at bygge biler til folkeræs for unge i en alder fra 13 til 18 år og der har jeg tit tænkt på min barndom og også givet det videre til de unge mennesker og mine egne børn. Har lært man kan ikke købe sig til kærlighed, det er noget som skal opleves, for at man kan give det videre og det har vi tre brødre lært og det er guld værd.
Der var aftener, hvor fatter og jeg sad og kikkede ud af vinduet, når der var tordenvejr. Der var ikke noget, vi skulle være bange for, men vi skulle have respekt for det, for det var naturens kræfter, der kunne vi ikke gøre noget. Fatter sleb altid brødkniven, for hvis det skulle ske, at lynet slog ned, skulle han være parat til at skære rebet over, som køerne var bundet med. mutter var utrolig bange og det var forståeligt. Hendes fødehjem brændte ned på grund af tordenvejr.

Jeg husker den dag, Johnny skulle fødes hjemme og jeg som 13-årig skulle løbe over til naboen Vera og Hermann Juul, Brunbakkevej 3, og få dem til at ringe til jordmoderen, og så skulle jeg gå ind til Balle Kirkeby for at tage imod jordmoderen i hendes sorte folkevogn for at vise hende vej til Brunbakkevej 12 (hun var sgu lidt galsindet, men det gik). Derefter lavede jeg knallert hos Albert Thygesen, Brunbakkevej 6, på savskæreriet, for ikke at være hjemme, når der skulle fødes, og det kan jeg faktisk godt forstå nu bagfeter. Når jeg tænker på, hvor ondt det gjorde de fire gange, Anni har født og de gamle tænkte på, at vi behøvede ikke at have den oplevelse (fuld forståelse for det). Da det var overstået, kom fatter og hentede os ved Albert og hvor var det da en flot og sød lillebror. Og ham har vi haft stor glæde af, både da og nu.

Min konfirmation og Johnnys dåb.

Den dag i 1971, jeg skulle konfirmeres i Balle Kirke, skulle jeg bære Johnny, da han skulle døbes. Men jeg skulle først korfirmeres. Oplevelsen af at bære Johnny fyldte faktisk mere, end at jeg skulle konfirmeres. Og at de gamle havde slagtet en jersey tyrekalv for at holde min konfirmation, det var nu ikke nødvendigt. Festen blev afholdt derhjemme i stuen, som var ryddet til lejligheden og der var vel 25 personer med.
Turen derind glemmer jeg aldrig, vi kørte med Albert i hans Moris 1000. Mutter og jeg sad på bagsædet med Johnny. Så spurgte mutter, om jeg havde børstet tænder, dum som jeg var, svarede jeg nej. Mutter sagde ”åbn munden” og så spyttede hun på sit lommetørklæde og polerede mine tænder – fint skulle det være.

Tjente mine egne lommepenge.

Så skulle jeg til at tjene mine egne penge ved forskellige jobs efter skoletid. Jeg kørte med aviser i et område fra Regner Jørgensen, Øster Bordingvænget 23, og ad de små grusveje ind til Balle og derfra til alle de små gårde helt ud til, hvor Teknisk Skole, Kejlstrupvej 87, Silkeborg, er i dag. Hver onsdag havde jeg ordresedler med fra Balle Brugs. Det gav 13 kr. og det var faktisk ret godt.
Det var godt at tjene sine egne penge, for nu havde jeg sparet op til en hel ny knallert en Puck MS 50, som jeg fik lov at hente inde i forretningen på Frederiksberggade dagen før, jeg blev femten år (vi måtte køre på knallert dengang). Den blev stillet ind ved siden af sengen og jeg lå og læste instruktionsbogen, for jeg glædede mig til at køre på den.
Efter skoletid kom jeg til at arbejde ved Leif Hestbæk, Karenslund, Øster Bordingvej 20, Svend Nørgård, Guldbjerggaard,, Øster Bordingvej 15, Erik Drejer fra Vester Bordingaard og Svend Aage Nielsen, Jordkærvej 10. de deltes om mig. Erik Drejer gav to kroner mere i timen = 10 kr. men det måtte jeg ikke fortælle de andre. Svend Nørgaard spurgte mig en dag, hvad jeg ville være når jeg var færdig med 10. klasse? Jeg kunne godt tænke mig at blive mekaniker. ”Knejt, når vi har sovet til middag kører vi til Kragelund for der er begyndt en ny mekaniker – Poul Feldbak”. Da vi kom ind, sagde Svend: ”Kan du bruge en dygtig knægt som lærling” og så var jeg i lære. Efter jeg var udlært, var det ikke lige mig med at gå inde, så jeg gik hen på Foderstoffen og fik job med det samme som chauffør. Det var dejligt at komme rundt til landmændene.
Det job havde jeg et år, så kom der en og spurgte, om jeg ville være skraldemand i Silkeborg. Det var næsten til det dobbelte i løn, så det var nemt at sige ja til. Det var jeg så i 36 år, men det sluttede brat, da Meldgaard skulle stå for renovationskørsel. De var fuldstændig urimelige og arrogante. Jeg stoppede så, selv om det var hårdt, men nu har jeg fået udearbejde, som gartneriarbejder/mekaniker ved Ikast Kirkegårde og nyder godt af mit svendebrev som mekaniker, for det gav mere i lønningsposen, at jeg var udlært mekaniker.

Engang, hvor jeg frøs mine fingre og Elna Andersen på ruten så det, tog hun mine håndled og holdt mine hænder op på sine store patter. Efter det skulle jeg aldrig fortælle hende, at jeg frøs fingrene, men hun var jo en af de mange, der var glad ved mig.


HUSK NÆSTE MØDE


24/11 kl.10.00.
På Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2018