Artikler fra og om Engesvang


Moselundgård

Moselundgård - Steenberg og polakkerne


Moselundgård ca. 1953


Konsul Johan Frederik Vilhelm Steenberg, Ridder af Dannebrog. 1832 - 1924
Konsul Steenbergs navn er i dag ikke særlig kendt, når der tales om lokalhistorie fra Ikast Kommune. Det var også kun ganske kort tid han virkede på egnen. Alligevel har han haft utrolig stor indflydelse på egnens udvikling. Han var en af mændene bag udtørringen af Bølling Sø, et projekt der fuldstændig ændrede livsvilkårene i den østligste del af Ikast Kommune. Fra udelukkende at være et område med hedebønder, blev det også et industriområde med tørveproduktion. Det var helt sikkert også Konsul Steenberg der formåede at få Silkeborg - Herningbanen, der allerede i 1872 var planlagt til at gå over Christianshede og syd om Ikast, til at slå et stort sving ind omkring den udtørrede Bølling Sø og Moselundgård, som han netop selv havde købt. Han var på daværende tidspunkt nok en af de personer i Danmark, der i praksis havde mest forstand på jernbaneanlæg, og dermed nok også en person som den nedsatte jernbanekomite, forstod at lytte til.
Efter tabet af Sønderjylland i 1864 opstod der efterhånden en national bølge af, at skulle indvinde land ved udtørring af søer og fjorde, og det er på den måde vi her på egnen første gang stifter bekendtskab med firmaet Brødrene Steenberg. Et interessentskab nærer interesse for den 271 tønder land store Bølling Sø i Kragelund Sogn, med udtørring for øje. Det har formentlig ikke været nationale følelser alene, der drev interessentskabet, de har også forventet et økonomisk udbytte. Ifølge Lysgaard og Hids Herreds skødeprotokol, så fik interessentskabet den 10. oktober 1872 overdraget Bølling Sø fra de mange lodsejere som havde jord ned til søen.
Planen havde været en hurtig udtørring af søen, en kultivering og tilsåning med græs, for derefter at sælge hele området i småparceller som god engjord til omegnens bønder. Men som bekendt gik det ganske anderledes. Søen var meget vanskelig at udtørre, og der meldte sig ikke en eneste køber. Interessentskabet tabte meget store penge, værst skulle det være gået ud over Jernhandler J. Jensen, der havde finansieret foretagendet. I 1892 overtog Kreditforeningen i Viborg ejendommen for et indestående på ca. 47.000 kr. og videresolgte det samme år til Forpagter Christiani, Grenå, for det indestående lån. Men tilbage til Konsul Steenberg, der havde sans for gode forretninger. Han øjnede nemlig også andre muligheder med den udtørrede Bølling Sø i begyndelsen af 1870’erne. I 1860’erne havde indførelsen af stenkul påført tørveproduktionen en hård konkurrence, men udviklingen af jernbaneanlæg nedsatte transportudgifter for tørv, og en stigning af kulpriserne i begyndelsen af 1870 stimulerede bestræbelserne for mere rationel tørveindustri, end den gammelkendte metode med skæretørv. Her var Moselundgård interessant. Moselundgård var på en aktion i 1862 blevet solgt til Godsejer Bech på Dalbygård. Handelsprisen dengang kendes ikke, men 7 år tidligere var den gamle hedegård blevet handlet for 10.500 Rdl. Godsejer Bech havde ikke været uinteresseret i udtørringsprojektet. Som en af lodsejerne ned mod Bølling Sø, havde han med interessentskabet lavet den aftale, at Moselundgård skulle have 45 tønder land af den udtørrede søbund, foruden en andel i projektet på 3.500 Rdl. Men da så Konsul Steenberg i 1873 tilbyder 35.000 Rdl. for gården, sælger Bech. Det var ikke nogen forarmet hedegård Konsul Steenberg havde købt. Moselundgård var blevet flyttet og havde nye bygninger, opført i 1872. Den lå nu smukt og lunt op til den store banke, der var beplantet med små graner. Til gården var der 200 tdlr. agerjord, 200 tdlr. hede, 180 tdlr. mose og 20 tdlr. eng, som grænsede op til den udtørrede sø, altså 600 tønder land i alt. Gårdens besætning bestod af ca. 70 kreaturer, 10 heste, 70 får og 30 svin. Men det var jo ikke landbruget der interesserede Konsulen, han blev selv boende i Randers og lod en forvalter drive landbruget på Moselundgård. Allerede i 1873 fortæller lærer Aaboes dagbog, at rygterne vil vide, at den planlagte Silkeborg - Herningbane måske ville blive flyttet omkring Moselundgård. Konsul Steenberg har helt sikkert lokket banekommissionen med udsigten til at millioner af tørv, skulle fragtes med banen. At der måske har været bestikkelse med i spillet, i form af et vist kvantum tørv til banen, skal ikke udelukkes, men det har så formentligt kun været til opvarmning af stationer og vogterhuse. I 1874 lader Konsul Steenberg sin store mose og hans andel af den udtørrede sø opmåle og undersøge, han ville vide hvor stor og dyb mosen var og om hans planer om industriel tørveproduktion nu også kunne holde.
I 1874 lå den nye linjeføring af banen fast, den skulle være færdig i løbet af 3 år. Konsul Steenberg tog fat på at realisere sine planer omkring anlæg af tørvefabrik. Det skulle være det mest moderne og effektive man kendte til herhjemme, og samtidens aviser fortæller da også, at "den væsentligste fremgangsmåde med tørveproduktionen holdes hemmeligt". Men Konsulens beregninger slog fejl og selv om han havde ansat nogle af tidens mest vidende mænd omkring industriel tørveproduktion, så kostede det ham hele hans formue at være pioner på dette område. Herning Folkeblad bragte en lille notits den 8. januar 1879,"Konsul Johan F. W. Steenberg i Randers, ejer af Moselund, har erklæret sig fallit." Lærer Aabo har i sin dagbog fortalt, at hele herligheden i 1879 på en aktion blev købt for 42.000 kr.af Konsulens broder Erik Steenberg i Randers.
I februar måned 1877 startede anlægget af selve fabrikken, og der blev stor travlhed på Moselundgård, hvor der skulle køres sten, tømmer og mange andre ting. Den tyske ingeniør, der havde akkord på at anlægge fabrikken, ankom sammen med flere tyske maskinarbejdere. Og selv om den nye jernbanestrækning først blev indviet den 28. august 1877, så var banen allerede omkring marts-april så langt, at man på Moselund Station kunne modtage flere vognladninger maskindele fra Tyskland. Det var tørvemaskiner, hjul, små jernbanevogne, skinner og så videre. Der ankom også to store dampkedler der skulle bruges som trækkraft til maskineriet. Der var flere dages arbejde med at få disse dampkedler transporteret fra stationen til bestemmelsesstederne flere 100 alen derfra. Man forsøgte at læsse den ene dampkedel på en almindelig arbejdsvogn med brede fælge, og der blev sat 8 heste for vognen. Men hestene stejlede, de kunne ikke trække vognen ud af stedet, og hjulene sank Flere tommer ned i den tørre græsmark. Der blev så lavet nogle træruller der blev lagt under kedlerne, og med halvfjerdsindstyve karle blev de rullet til bestemmelsesstedet. Så snart maskinhuset til dampkedlerne var bygget færdig og alt maskineriet var monteret, så begyndte man længere ude i mosen, hvor der skulle monteres 4 æltemaskiner i 100 alens afstand fra hinanden. Det var her tørvejorden skulle æltes til tørv. Så blev der anlagt små baner over store dele af mosen, med små troljevogne, der kunne køres af en eller to mand. Da hele anlægsarbejdet var færdigt og skulle i gang, så krævede det utroligt mange folk, nok også flere end der lige kunne skaffes lokalt, derfor sendte Konsul Steenberg bud til Polen efter ca. 150 polske arbejdere.
Herning Folkeblad, refererer 1. juni 1877 fra Jyllandsposten: "Tyske Arbejder. Fra Stetin ankom der if. 'Jyllp."i Lørdags med Dampskibet "Kjøbenhavn" til Aarhus 150 personer (voksne og børn), som befordredes vider til Randers, hvor de skulle anvendes ved Tørvefabrikkerne."
Der er ingen tvivl om, at de omtalte tyske arbejdere, er polakkerne der skal til Moselund. At Randers nævnes er formentlig fordi Konsul Steenberg, der havde indforskrevet arbejderne, boede der.
Lad os følge Chr. Christiansens oplevelse af polakkernes ankomst til Moselund.: "Jeg skal ikke nægte, at jeg næsten blev helt bange for disse fremmede mennesker, for jeg havde aldrig set sådanne mennesker før. De så forfærdelige ud, ingen af dem havde strømper på, nogle af dem havde støvler eller sko på, resten havde bare fødder. Der var bygget fire barakker på 100 alens afstand fra hinanden langs med Moselunddiget til disse polakker. Der skulle være halvtredsindstyve mand i hver barak, og hver to mand fik udleveret en madras og to uldne tæpper. Der var både mænd og kvinder og børn. Der var også mænd der var halvfjerdsindstyve år gamle. De havde alle sammen dårlige klæder, ja der var nogle af dem der var helt pjaltede, enkelte af dem havde knæbenklæder på og langskjortede frakker, og jeg synes næsten jeg havde medlidenhed med disse stakkels forhadte mennesker, som nu var i fremmed land. Men da de så skulle til at arbejde, var der mange af dem der blev syge. De gik nede i de kolde vandgrøfter i bare ben, og de kunne ikke tåle det og blev syge. Nogle blev kørt på sygehuset i Silkeborg. Jeg kørte en dag med to mænd, som skulle på sygehuset. Der blev lagt et par knipper halm i en stiv arbejdsvogn, og der blev de lagt på. Jeg måtte køre i skridtgang den lange vej. De var så syge, at de ikke kunne tåle vognens rumlen, men det gik dog nogenlunde indtil jeg kom til Funder by, hvor gaden var brolagt, og vognen gik meget ujævn på den hårde stenbro. Det kunne de stakkels syge mennesker ikke tåle, de gav sig til at skrige og jamre sig, så jeg måtte holde stille. Så blev de rolige. Jeg spurgte dem, hvad der var i vejen, men jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, så kørte jeg sagte videre, men så begyndte de igen at klage og skrige. Flere af folkene i byen hørte det. Nogle kom ud og spurgte mig, hvad det var for mennesker jeg kørte med. Jeg fortalte at det var syge polakker, der skulle på sygehuset i Silkeborg, og folk fik medlidenhed med de stakkels syge mennesker, de ville næsten forbyde mig at køre videre. Men jeg kørte igen, nåede til Silkeborg og fik dem afleveret på sygehuset. De var ikke de eneste der kom på sygehuset, nogle var der i forvejen, andre kom der siden. Nogle af dem blev raske og kom tilbage igen, men flere af dem døde og kom aldrig tilbage. " De polske arbejdere har formentlig heller ikke været helt tilfredse med forholdene i Moselund, for allerede den18. juni 1877 citerer Herning Folkeblad igen Jyllandsposten under overskriften: "Polske Tørvearbejdere, Konsul Stenberg i Randers, som ejer gaarden "Moselund" i Funder Sogn tæt ved Silkeborg-Herningbanen, hvor der bliver Station, har forskrevet 120 - 130 Polakkere, som skulle tilvirke Tørv. Overintendant Svendsen er bestyrer af arbejdet. Polakkerne gjøre imidlertid Strike og Mytteri saa Politiet har maattet tilkaldes. Fire arbejdere ere afskedige og bliver nu i henhold til Fræmmedloven udsendte af landet. Polakkerne bor i Barakker og Telte i Mosen. Den væsentligste Fræmgangsmaade med Tørveproduksjonn holdes hemmelig."
Til polakkerne blev der lavet træbarakker til beboelse, men dette byggearbejde udførtes af håndværkere fra Randers. De syv håndværkere her fra egnen, der anlagde selve banelegemet, havde en polak til håndlanger; men det var ikke meget han bestilte, for han var knokkelfuld det meste af dagen. Håndværkerne fik nemlig udleveret ca. 1. pægl brændevin daglig til hver, men den Randersbrændevin smagte dem fælt, og så gav de håndlangeren den, så det var ikke så sært at han efterhånden blev uarbejdsdygtig. Polakkerne førte ellers en elendig tilværelse. Maden bestod ofte i noget fedt i en kasserolle med vand, og deri dyppede de så det tørre brød. Det var al den smørelse og pålæg de fik, så maden var såmænd sølle". De 6 dage om ugen arbejdede de, om søndagen holdt de hviledag. Da var der nogle af dem der gik i kirke, medens andre drak sig fulde. De kunne drikke brændevin som var det sødmælk, og det lige så godt kvinderne som mændene". Nogen fortæller, at om søndagen så dansede polakkerne på grønsværen med liv og lyst. En søndag aften var der tre af dem der var draget over til Kragelund Kro, hvor de drak sig så fulde at de kom i klammeri med hinanden.
Silkeborg avis torsdag den 14.juni 1877. I søndags aftes tildrog sig en uhyggelig begivenhed paa Moselund, 2 mil vest for Silkeborg, hvor et større antal polske arbiedere ere beskjæftigede ved den store tørvefabrik, som Konsul Steenberg fra Randers for tiden anlægger, idet nemlig to af arbeiderne, som spadserede med en anden kammerat henad Kragelund til, overfaldt denne, efter sigende fordi han var i besiddelse af nogle faa preussiske dalere, som de forlangte at låne, hvilket han nægtede. Efter at have kastet ham omkuld, mishandlede de ham med spark og slag og kastede ham derpaa i en grøft eller sandgrav, hvor han henlaae fra om aftenen til næste eftermiddag, da det lykkedes ham at komme op og slæbe sig hen til barakkerne. De to forbrydere ere belagte med arrest og transpoterede til Kjellerup og den overfaldne mand er ført til sygehuset heri byen. - De polske arbeidere boer i 4 træbarakker ved Moselund og udgør et antal af c. 180, hvoriblandt fruentimmer og smaa børn. De bliver godt behandlede, men med enkelte hæderlige undtagelser er der mange raa elementer iblandt dem. Sundhedstilstanden har i det hele været ret god, med undtagelse af et par heftige tilfælde af lungebetændelse, som hos en af dem har havt døden til følge paa sygehuset her i byen.

Hen i november måned rejste alle polakkerne hjem til deres fædreland, og ønskede vist aldrig at skulle bo her mere, for de var vist lige så fattige den dag de rejste, som den dag de kom. De var lovet fri rejse hjem, men det fik de vist ikke, for dengang var Konsul Steenbergs penge vist snart forbi, og det var jo ikke så sært. Han havde jo betalt hele maskineriet, der havde kostet mange penge, og der skulle mange penge til, til dagløn til alle disse arbejdere, som nu havde været der næsten et halvt år. Hver lørdag kom en jernkasse fyldt med penge, og den var så tung at en mand knap kunne bære den. Kun lørdag aften blev der holdt udbetaling, så var der en mængde mennesker, både polske og danske arbejdere, og så var gården helt fyldt med mennesker. Men da så tiden kom at tørvene skulle sælges, så kunne de ikke bruges, de var alt for hårde og kunne ikke brænde, Å næsten ingen ville købe dem til nogen pris. Et radioforedrag af Gårdejer A. Johannesen, fra 1931 om tørveindustrien i Moselund, er senere blevet refereret, og her får vi forklaringen på hvad det var der gik galt med Konsul Steenbergs tørv.
"Desværre svarede resultatet ikke til de store forventninger, men store skuffelser kom. Tørveindustri er den dag i dag - og selvfølgelig også den gang baseret på at udnytte solens og vindens kraft til at fjerne vandet fra tørven. Først gennem tørringen får man et brugbart brændsel, og her savnede man erfaring. Man benyttede den fugtige mose til tørreplads og lagde tørvene ud i tykke lag, og da så efteråret kom med regn, og vinteren med sne, - ja, da lå de 200 mands og de kostbare maskiners arbejde som en værdiløs masse derude i mosen".
Sommeren efter kom det slet ikke i gang, maskineriet var der nu ikke brug for mere, så nu var alle disse tusinde kroner jo spildt, og tre år senere gik Konsul Steenberg fallit på flere tusind kroner. Gården skulle sælges, hans broder Erik Andreas Steenberg bød den ind til ham, og han blev ved gården et år, men kunne ikke klare sig der.
Steenberg familien beholdt og drev dog Moselundgård en lang årrække, mosebruget blev derefter drevet med de gammelkendte metoder med håndkraft. Konsulens broder, Savværksejer Erik Andreas
Steenberg, døde den 6. august 1891 i Randers. Det må så være hans søn, Fabrikant Erik Steenberg (junior) født 1868, der overtager Moselundgård, og allerede i 1890erne begyndte han tilvirkning af maskintørv. Han driver virksomheden videre til 1907 hvor han sælger til et københavnsk konsortium Blichingberg & amp; Co. Erik Steenberg (junior) beholdt dog et moseareal omkring Phønix, som han så efterfølgende skulle være gået fallit med, og dermed sluttede Steenberg-æraen omkring Moselund.

Rasmus Frederik Henriksen overtager Moselundgård
Rasmus Frederik Henriksen er født på Lolland den 9. oktober 1884. Han er uddannet plantør, og i 1907 kommer han til Moselundgård. I 1909 bliver han driftsbestyrer, og han er en utrolig behagelig mand at arbejde under. Han gjorde meget for sine arbejdere. I 1922 køber han Moselundgård og efterhånden ejer han flere tørveværker. Polakværket, Søværket, Klauses Værk, Bisseværket og Moselund Strøelsesfabrik. Han var en meget afholdt mand, og var i mange år formand for foreningen af tørvefabrikanter. Han var også redaktør af bladet "Mosen", og havde desuden flere tillidshverv.
Han var gift med Mette, der var datter af Skovfoged Bang, Kompedal. De havde en søn og to døtre. I 1934 lod han bungalowen Fundervej 84, bygge til sønnen Hans Henriksen.
Lørdag den 14. april 1940 skal der brændes lyng i mosen. På et tidspunkt er det ved at udvikle sig katastrofalt, da ilden er ved at brede sig til en lille plantage. Henriksen løber af sted for at begrænse ilden. Men da han lider af dårligt hjerte, får han et ildebefindende og falder om i lyngen. Da han atter kommer til sig selv, er alt tøjet næsten brændt af ham. Det lykkes ham at rulle ned i en muddergrøft i nærheden, og at komme op igen og råbe på hjælp. En arbejdsmand, der var beskæftiget i mosen, hører råbet og kommer Henriksen til undsætning. Der bliver tilkaldt læge og ambulance fra Christiani, Bøllingsø.
Henriksen bliver kørt til sygehuset i Silkeborg, og der bliver sendt bud efter børnene. Desværre er Henriksen så alvorlig forbrændt og røgforgiftet, at han dør ved 3-tiden, natten til søndag. Sønnen når dog frem og får taget afsked med faderen, men døtrene der havde lejet en bil i København, kom 5 minutter efter at Henriksen udåndede. Han blev 55 år.
Ved begravelsen, kunne man også se at han var en utrolig vellidt mand. På ruten fra hjemmet i Moselund og til kirken i Engesvang, var der strøet med grønt. Og småpiger gik foran ligtoget og strøede grønne kviste. Og der var et væld af kranse og blomsterdekorationer.
Der var mødt omkring 600 mennesker frem, og de kunne slet ikke være i kirken. Men man havde sørget for højttaleranlæg, så alle kunne høre hvad der blev sagt.
I 1941 overgik virksomheden til et nyt A/S Moselund Tørvefabrikker, under ledelse af sønnen, Fabrikant Hans Henriksen.
Om hvem vi ikke rigtig har noget...


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017