Artikler fra og om Engesvang


Engesvang Kro

Artikel i Midtjyllands Avis lørdag den 19. oktober 2013
Kroen i Engesvang er 100 år gammel.
Her fortæller nu afdøde arkivleder i Engesvang Lilli Kristensen, om kroen i Engesvang.

100 år med Engesvangs hotel og kro

I 1912-13 byggede kalkbrænder N. P. Møller Engesvang Kro. På daværende tidspunkt var det dog et afholdshotel.
Det blev kaldt ”Stjernen”.
Møllers datter Ida var gift med Rudolf Ernst og de blev det første værtspar på hotellet. Det vides ikke, hvor længe de drev stedet, men i 1926 købte Johanne og Rasmus Bak Thygesen (Verner Thygesens forældre) hotellet.




De drev det frem til ca. 1933, hvor de solgte det, måske til Mary og Kristian Jensen.
I hvert fald overtog de på et tidspunkt stedet. Mary var søster til Gudrun Løhde, der var tjenestepige hos familien Thygesen ca. 1931. Mary og Kristian flyttede senere til Pederstrup, hvor Kristian blev cykelhandler.
Måske solgte de hotellet til Eigil Pedersens mor, der i hvert fald ejede stedet på et tidspunkt under krigen.
Den næste ejer af hotellet var Magnus Graugaard, der i 1951 ansøgte sognerådet om at få spiritusbevilling. Men efter protester fra borgere i Engesvang og Blå Kors, blev den ikke bevilget.
De næste ejere var Dagmar og Christian Lauridsen. Det vides ikke, hvornår de overtog stedet, men de drev til 1966-67. I deres tid havde Bording Sparekasse en ugentlig bankdag på hotellet. Det var faktisk her Bording Sparekasses afdeling i Engesvang startede.
Christian og Dagmar solgte hotellet til Gerda og Jens Larsen, som ca. 1968 fik spiritusbevilling og lavede stedet om til Engesvang Kro. De drev kroen frem til 1972.
I 1972 købte Johannes Nyholm og Erling Våben så Engesvang Kro. Erling blev købt ud efter ca. 3 år.
I Nyholms tid blev kroen kendt viden om for de gode søndagsmiddage, som regel med underholdning af krofar selv. Han var kendt for at komme rundt med sin cigarkasse, når gæsterne skulle betale.
Johannes Nyholm drev kroen frem til 2. december 1997, hvor han solgte den til Kaj Dalsgaard.




I de følgende 10 år var der flere forskellige forpagtere af kroen. Salen blev blandt andet lejet ud til blomsterforretning og der var også på et tidspunkt salg af møbler og brugsgenstande. Men det gik ikke så godt for nogen af delene.
Men så er der nogle stykker, der får en, syntes de selv, god idé. I 2008 lejede Sten Madsen, Tom Pedersen, Jørn Andersen, Lars Mogensen og Claus Thorhauge bygningerne. De vil prøve at starte et bryghus.
Og ideen var virkelig god. Så god at Bøllingsø Bryghus A/S købte og overtog bygningen pr. 1. januar 2012.
Udover deres faste fredagsbar, der er godt besøgt, og hvor de har en aftale med Lars Korshøj, fra ”Korshøjs Køkken” på den anden side af Gl. Kongevej, om mad, foregår der i dag en masse på kroen. Der er blandt andet udstillinger, levende musik, forskellige lokale bartendere m.m. Og så samarbejdes der med kulturhuset i Engesvang, når der er arrangementer. Det være sig foreninger eller private.



HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017