Artikler fra og om Engesvang


Fagforeningshuset i Engesvang

Fagforeningshus i Engesvang


Fra Silkeborg Avis den 12/11 1948

Adskillige af de træbarakker, som i de store flygtningelejre nu blev overflødige efter flygtningehjemsendelserne, har fundet nye og for landet nok så tilfredsstillende formål.

Mange ungdomsorganisationer har af tidligere flygtningebarakker fået fremstillet klubhuse og ungdomshjem. Arbejdersamaritterne i Silkeborg er for tiden i gang med at lave en flygtningebarak om til svagbørnshjem, og i et par tilfælde har man endog bygget barakkerne om til nydelige og hensigtsmæssige skolestuer.
I Engesvang har Arbejdsmændenes fagforening for nylig taget en tidligere flygtningebarak i brug som fagforeningsbygning. Kort efter forårsgeneralforsamlingen i DAF-afdelingen i Moselund-Engesvang tog Peter Lassen, Engesvang og Søren Dam, Moselund, der begge var nyvalgte i bestyrelsen som henholdsvis formand og kasserer, fat på at realisere vedtagelsen om at bygge eget hus, og da det på grund af materialesituationen ikke var muligt at opnå tilladelse til at bygge et stenhus, besluttede man at købe en træbarak i den store flygtningelejr ved Ålborg.

Den erhvervede barak som har en gulvflade på 65 kvadratmeter, kostede 4800 kr. og efter at have ofret i alt 11-12000 kr. står bygningen nu klar på den grund ved Engesvang station, som fagforeningen i forvejen ejede. Kassereren og formanden er for længst flyttet ind i bygningen med deres arkiver og kontrolkartoteker, og gennem ca. en månedstid er fagforeningens dagligt kontrol, der i sidste uge har omfattet 170 arbejdsløse medlemmer, foregået her. Endvidere har socialdemokratisk forenings kvindeudvalg holdt medlemsmøde i der nye hus, der afhjælper en alvorlig lokalemangel for Engesvangs arbejdsorganisationer.

Huset består, foruden et rummeligt kontorlokale, af et meget stort kontrol- og mødelokale, som er forbundet med kontoret ved skydelemme. Desuden er der entré og under halvdelen af huset et rum, nemlig brændselskælder.

Endnu er omgivelserne ikke helt i orden, men når man får realiseret projektet til planering og beplantning, vil det nye fagforeningshus ikke alene blive en ren praktisk nyåbning, men også et smukt og centralt beliggende mødested.

Tilladelsen til opførelse af et træhus på fagforeningens grund blev givet af sognerådet på den betingelse, at huset aldrig måtte indrettes til beboelse, og under den forudsætning så sognerådet bort fra en bestemmelse om ikke at bygge træhuse nærmere end 40 meter fra vejen. Huset ligger i dag på Fundervej nr. 6.




HUSK NÆSTE MØDE


11/6 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017