Artikler fra og om Engesvang


Lærer Jørn Andersens Erindringer

Lærer Jørn Andersens erindringer fra Engesvang 1927 – 1938

I sommeren 1927 havde jeg skrevet et utal af ansøgninger. Vakancevikariatat i Hagested var slut med udgangen af juni, og jeg havde stadig ikke anciennitet nok til at få fast ansættelse. En enstemmig indstilling fra skole kommissionen var heller ikke denne gang tilstrækkelig. Imidlertid fik Karen, Stig og jeg husly hos min svoger Frode i Vielsted. Hans kone Marie, var kommet på sygehuset, så Karen passede hus, og jeg arbejdede på møllen. Om aftenen skrev jeg ansøgninger. Et vakancevikariat i Holbæk syntes at gi`pote, men samtidig kom der bud fra Engesvang, en hedelandsby mellem Herning og Silkeborg, om at jeg blandt et par hundrede ansøgere var blevet udvalgt til at overtage er årsvikariat for en andenlærer, som skulle på årskursus, til den formidable løn af 150 kr. om måneden. Det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg accepterede omgående og fik sendt vort fattige bohave over til det vilde vesten, og den 30. august om aftenen ankom vi til Engesvang station med barnevogn og håndbagage. Der var ingen modtagelseskomite, så vi masede af, det bedste vi havde lært, fra stationen og nordpå efter kirkebyen, nøglen skulle vi hente hos ”æ gammel kjømands”, hvor vi blev modtaget med megen venlighed og kaffe med gedefløde. Det var min første berøring med ” de indfødte” og jeg trådte omgående i spinaten. Købmandskonen fru Christensen, en ældre dame i højhalset, grå stilkjole, spurgte: ”Ve de æ`ha anden ka`g. ” og jeg torsk, der ikke forstod, at hun mente en kage mere, svarede: ”Næ tak, denne her er skam ganske udmærket” Hun har tænkt: ”Han er vist ikke rigtig vel forvaret.”

Nå, vi fik nøglen og fandt ”æ gammel skuel”. Jeg husker ikke, hvordan vi sov den nat, sengetøj og møbler stod stadig på stationen. Det var med en lille afbrydelse, begyndelsen til elleve år i lyst og nød i dette lille landsbysamfund. Jeg lærte efterhånden så meget jysk, at jeg kunne skelne mellem en rævegrav og et røvhul. Begge dele lyder for en sjællænder som ” in ræv` hwol”

Jeg husker ikke ret meget fra mit års vikariat. Af samtalen med købmandsfamilien forstod jeg, at børnene på stedet var ret harske, og at den lærer, som jeg skulle være vikar for, havde haft sine vanskeligheder med dem. Jeg besluttede mig derfor til at statuere et eksempel ved første givne lejlighed. Og lejligheden kom allerede i den første time. Da vedkommende i frikvarteret gik forbi vinduet hørte jeg hm forkynde for de andre: ”Han slav sgi huåt.” Og så var der altså ikke mere vrøvl med de unger. Jeg havde held til at interessere dem, og de arbejdede med liv og lyst og var i det hele taget nogle dejlige unger.

Det øvrige lærerpersonale bestod af forskolelærerinden frk. Leonora Nielsen, der havde de to yngste klasser, var musikinteresseret, spillede orgel i kirken og klaver hjemme. Hun var yderst sippenippet og hadede førstelæreren Jørgen Christian Nedergaard af et godt hjerte. Nedergaard underviste de to ældste klasser, femte og sjette, mens jeg var betroet tredje og fjerde. Noget egentlig samarbejde var der tilsyneladende ikke tale om.

Nedergaard var stærkt indre missionsk og Blå Korsmand. På dette tidspunkt kendte jeg kun indre mission på afstand og gik derfor villig med ham en aften, da han skulle til ”samtalemøde”. Han blev yderst forbavset over, at jeg nægtede ar gå med ugen efter. Jeg forklarede ham imidlertid i let fattelige vendinger, at der ligesom ikke lå for min stemme og dermed måtte han så indtil videre slå sig til tåls.

Sognets øvrige lærer, tre enelærere, skulle jeg først senere stifte bekendtskab med. Derimod kom naboer og andre bekendte til at spille en vis rolle. Her må jeg nævne min nabo mod sydøst, gårdejer og ungkarl Kristian Kidmose, kaldet ”Kims” og hans husbestyrerinde frk. Pedersen, men vel især familien på den næste gård, Anna og Karl Ernst samt deres to dejlige unger Rita og Hans. Karl havde nu sin egen måde at udtrykke sig på. Undertiden kunne han komme farende og råbe: ” Æ han hjemm, æ gjedbuk”. Hans tale var kryderet som en jysk bjesk og absolut ikke egnet for sarte øren. Til gengæld var der mere stil over Anna, hans kone. De blev vore venner. I deres selskab kunne man føle sig tryg. Senere kom der mange andre til, men i det første vanskelige år blev det dem, der hjalp os med råd og dåd.

Så var der naturligvis ”æ gammel kjømands” der absolut var betydeligt mere stilige, men altid hjælpsomme. Jeg kunne nævne adskillige andre, men er bange for at jeg blander det sammen med de kommende år.

Jeg husker dog tydelig en enkelt episode fra dette år. Når man fra ”æ gammel skuel” bevæger sig mod nordvest, passerer man først ” æ nøj skuel ”, Nedergaards residens. Derefter kommer man – lige før kirken – til vejen mod Julianehede. Den slår et par knæk forbi kirkegården. Fortsætter man nu lige ud langs sydsiden af denne, havner man i et lille rødt hus, omgivet af en have, tilgroet med træer og buske. Her boede daværende ringer og graver Martin Madsen, hans kone ”Ma Mads” og Jens bimand. Både Martin og Jens så noget tilgroede ud i hovedet og mindede stærkt om den jord, som vi efter Bibelens ord alle er kommet af.

Alle tre talte et uforfalsket jysk, som jeg arme sjællænder havde min yderste møje med at decifrere. Det blev jo ikke bedre af, at det meste forsvandt i fuldskægget, som begge mænd var forsynet med. Men Ma Madsens sprog var absolut ikke for begyndere. Da jeg engang af nu længst forglemte årsager blev stedet for Ma Mads, som tronede i sin lænestol – hun var plaget af ledegigt og rejste sig nødig – gav hun mig en la-a-ang redegørelse om nogle saltbade, som hun havde været i. Nå, tænkte jeg det er nok på grund af hendes gigt, og jeg forestillede mig matronen svømmende rundt i disse saltbade i al sin 70 – årige yndighed, indtil jeg senere blev belært om, at det, hun havde berettet, var en tur til Silkeborg, som hun altså udtalte ”Saltbar”. Så blev jeg så klog.

Samme Ma Mads blev af en eller anden årsag behandlet med megen agtelse af præst og degn, og hun kroede sig som en skrukhøne, når hun ved præstens eller Martins arm gelejdedes op ad kirkegulvet, nådigt hilsende til højre og venstre, indtil hun blev bragt til sæde i en lænestol, anbragt under korrundingen. Når gudstjenesten var forbi, gik processionen den modsatte vej. Hun var den eneste, der tillod sig at hoste og harke højt under prædikenen. Pastor Steffensen gjorde af og til en pause, til Ma Mads fik harket færdig. Særlig opbyggeligt var det ikke. Men jeg så det hele ude fra. Hun har måske været i besiddelse af værdier, som jeg ikke har haft øje for.

Efter kirkegården svinger vejen atter 90 gr. og går mod sydvest, passerer bækken, der sammen med Bøllingsø kanalen danner begyndelsen til Karup Å, her kaldet Skygge Å. Ved præstegården svinger vejen atter mod nordvest. Da jeg første gang kom til Engesvang, hed præsten Steffensen, en velvoksen blegfed mand, der på prædikestolen talte som et maskingevær. Folk skulle sandelig have noget for pengene. Han var indremissionsk af den bløde mellemvare. Ved juletid rejste han derfra til Hjerm, hvor han senere blev Provst. Hans kone var lille og tyk med et forskræmt udtryk i øjnene. Datteren Kirsten Marie, en frisk pige med statur som moderen, kom en del i skolen. Hun elskede at køre med Stig, der på det tidspunkt var et halv års tid.


Just dette efterår kom biskoppen på visitats. Det må have været Biskoppen over Århus Stift Victor Larsen Schøler, Kommandør af Dannebrog, Dannebrogsmand. Sådan står der nemlig på den ”kollats”, som jeg året efter, da jeg var blevet andenlærer, modtog fra hans højværdighed. I anledning af visitatsen måtte pastor Steffensen give middag for biskoppen og samtlige lærer i sognet. Og der sad vi så ”alle vi statsansatte kreaturer med ring i næsen og løftet hale” – for at citere amtslæge Kårsberg. Stemningen var noget trykket, for selv om det ikke var vorherre, vi sad til bords med, så lugtede det dog af fugl. Og derfor sad disse gjæve missionsfolk med sky blikke og fingererede ved spisebestikket. De eneste to der ikke var beklemt ved situationen, var biskoppen og jeg, der tilfældigvis var placeret lige overfor højærværdigheden. Der hvor jeg kom fra var man ikke vant til at tage sådan en størrelse højtideligt. Resultatet blev, at biskoppen og jeg – den lavest rangerende i flokken – fik en efter forholdene munter og afslappet konversation, mens flere af de andre tilkastede hinanden forskrækkede og let forargede blikke. Jeg så det godt.

Da sommerferien kom, var vikariatet slut. Lærer Hare Hansen vendte tilbage fra årskursus for at overtage sit embede. Vi stod atter uden arbejde og måtte vende næsen mod Sjælland, og Frode og Marie på Vielsted mølle gav os på ny husly og arbejde på møllen.

Ingen udsigt til skolearbejde. Der var stadig flere lærer end embeder, og nu var et nyt kuld seminarister ruget ud. Det så temmelig håbløst ud. Sommeren gik og det meste af efteråret, men så kom der brev en dag i oktober. Hare Hansen havde fået nyt embede, om jeg kunne tænke mig at overtage vakancevikariatet? Om jeg kunne !!!!

Den første november stod vi atter på Engesvang station med barnevogn og håndbagage, men denne gang var det som at komme hjem igen. Embedet blev opslået. Jeg søgte og fik det. Fra 1. februar 1929 var jeg fast ansat som andenlærer ved Engesvang skole med den formidable løn af 2100kr om året. Herfra skulle trækkes 1/12 for bolig, men vi havde fået fast grund under fødderne, og vore fornødenheder var ikke store. Vor første opgave – bortset fra skolearbejdet naturligvis – var at få sat skik på haven, der var en sammenhængende måtte af kvikgræs. Det kostede sved, men vi var jo ikke bønderbørn for ingenting, og haven gav os en tiltrængt hjælp til vore kostudgifter. Vi klarede os og faldt efterhånden til mellem jyderne i denne fattige egn.

Af et gammelt brev fra Niels kan jeg se, at jeg også i den sommer er begyndt med biavl ligesom han. Det fremgår heraf, at jeg bl.a. har fået en sværm fra Vinter Hansen i Pårup. Og her må det vist være det rigtige tidspunkt at præsenterer de øvrige lærer i sognet. I Skygge sad der en ældre lærer. Iversen hed han vist, ham fik jeg aldrig nogen nærmere kontakt med. Nogen lærereksamen havde han vist aldrig taget, stejl og lidt skørhovedet var han vist også.

Skolekommissionen, som bestod bl.a. af præsten og et par gårdmænd ved navn, Jens Johansen, Skygge og Thomas Hedegåd, Pårup var han i strid med, en forklaring er muligvis, at de nævnte herrer var missionsmænd, hvad Iversen så vidt vides ikke var. Det gik så vidt, at han til en eksamen havde lært børnene følgende digt, som de reciterede:

Kom an du præstemand.

Kom an du Jens Johan.

Kom an du Thomas Hedegård

Med dine store fedefår.

Ret barnlig, men vakte vist ikke udelt begejstring. Nå, et års tid efter, at jeg var kommet, fik han sin afsked, og en lille selvsikker missionsmand ved navn Ingemand blev hans efterfølger. Vi kom lidt sammen, men jeg smådrillede ham vist lidt, og noget hjerteligt forhold blev der aldrig mellem os.

I Julianehede residerede en enelærer ved navn Andersen, en indædt missionsmand, ikke just overbegavet, men med en umættelig disputerlyst og et altid forbavset udtryk i ansigtet. Selv missionsfolkene må havde fået nok af ham. Han fik i hvert fald sin afsked på gråt papir et par år efter, at jeg havde forladt Engesvang, og levede siden i Silkeborg, til han var højt oppe i halvfemserne. Han havde en lille mild kone, som han avlede en stor børneflok på. De kom ud at tjene eller fik en håndværkeruddannelse.

Det sydligste enelærerembede blev betjent af Vinter Hansen, en noget mere smidig herre med overskæg à la Kipling. Han kunne udmærket synge med missionsfolkene, når det var opportunt, men dyrkede ellers sine interesser, biavl og husflid, uden at genere nogen. Han var nok den af kollegerne der havde mest humoristisk sans, selv om det kun kom til udtryk, når der ikke var missionsfolk inden for hørevidde. Vi besøgte af og til ham og hans kone Steffine, uden at vi dog kom dem på nærmere hold. Det skal dog siges, at han var den kollega, jeg havde det mest afslappede forhold til, og så gik han også på jagt, det var der ingen af de rigtige missionsfolk, der gjorde. Så vidt jeg husker havde han to døtre, Sigrun og Bodil og en søn, der hed Jens Vinther. Han kom senere undertiden og legede med mine børn. De kaldte ham ”Verdens største røvhul”. Det var nemlig hans eget stående udtryk. Han blev for øvrigt senere dyrlæge og virkede nogle år i Afrika.

Gennem børnene kom jeg naturligvis efterhånden i kontakt med en del af forældrene. Største delen var beskæftiget ved de mange tørveværker der på egnen. Det betød arbejde om sommeren og arbejdsløshed om vinteren, og understøttelserne var små dengang, så der var smalhals de fleste stede. Hos en børnerig familie i Elbæk spurgte således børnene en søndag om de måtte spise alle de kartofler, de ville, da det jo var søndag. Der er vel ikke noget at sige til, at konen gav sig til at tude. Men også på de mindre landbrug, sad man småt i det. Jorden var mager, mange stede det rage sand. Oftest dyrkede man foruden kartofler kun turnips og ”grå havre”. Navnlig det sidste gav en elendig afkast. I denne tid var en ny nøgen bygsort, kaldte ”Inkahvede”, kommet frem. Jeg fik fat i en tønde af denne og delte den ud i små portioner til husmændene, så de kunne fremavle den og prøve den på den magre jord, og det viste sig at den gav adskillige flere fold end den elendige havre.


Vinteren efter fik jeg for gode ord uden betaling nogle lærer og en forstander fra de nærmeste landbrugsskoler til at komme og fortælle noget om ajlebeholdere, sædskifte og gødning. Karen lavede kaffe og bagte en stor kringle. Pokker forstå, hvordan vi fik råd, men husmændene kom, drak kaffen og hørte på foredragene. Senere ville de have, at jeg skulle være formand for en husmandsforening, men der sagde jeg alligevel stop. Denne sommer (altså 1929) havde det i øvrigt været hel galt med tørken. Det var småt med kærne, men halm var der i hvert fald næsten intet af. I efterårsferien satte jeg mig derfor i forbindelse med morbror Vilhelm på Englerup og fik ham til at sende nogle jernbanevogne med halm til Engesvang station. Jeg regnede ud, hvor meget jeg skulle have pr knippe for at dække udgifterne og stod så nede på stationen efter skoletid og delte halm ud til husmændene. Sådan klarede vi den affære.

Da efteråret kom, startede vi en aftenskole. Det foregik ovre i Nedergårds lokaler. Der var ingen belysning i min skolestue. Ja, d.v.s. da vi skulle til at holde de ovenfor omtalte møder, måtte jeg jo bore et hul i loftet og trække en ledning igennem fra et værelse på loftet. Her anbragte jeg så en 100 watts pære og med den belysning klarede vi os i de næste 10 år. Klart ulovligt naturligvis, men hvem spurgte om det.

 I mellemtiden var der imidlertid sket det, at en murer Møller, en flot mand, fhv. sergent havde taget sig af en anden side af ungdomsarbejdet. Han havde i løbet af sommeren startet et fodboldhold, og nu i efteråret fik han startet et par gymnastikhold, et for karle og et for piger. Karen gik med på pigeholdet. Desuden fik han vistnok udgjort, at en af de unge, Johannes Kidmose kom på Hadsten delingsførerkursus. Efter ret kort tids forløb blev pigerne imidlertid utilfreds med Møllers lidt for militærprægede gymnastik og henvendte sig til mig om at overtage kvindegymnastikken. Jeg sagde først meget bestemt nej, men de blev ved at plage mig, og endelig gik jeg med til at overtage ledelsen mod, at jeg først fik et repetitions kursus på Ollerup Gymnastikhøjskole. Engang først i december dampede jeg så af til Fyn, og jeg må nok sige, at her fik jeg det spark i enden, som for det første fik mig til at lede gymnastik på en helt ny og levende måde, men som i anden række satte en hel del mere i gang.


Niels Bukh, den lille tykke despot, var så fuld af liv og energi, at det formentlig gnistrede, og hans lærerkræfter – ikke mindst Kristian Krogshede – var smittet af den samme begejstring. Dansk ungdom og dansk gymnastik skulle erobre verden, noget som til en vis grad jo også skete. Men det der især vakte min interesse og jeg kunne måske sige misundelse, var hans dejlige svømmehal. Nå, men det var jo ikke noget der lå inden for mulighedens grænse – og da slet ikke i denne fattige egn.

Året 1929 lakkede mod sin slutning. Vi skulle til Ørslevvester og holde Jul hos Karens forældre. Og her var det så, at jeg fik en skør ide. Det var 2. Juledag om morgenen. Jeg husker det tydeligt. Karen og den bette var stået op og jeg lå og gassede mig i den store himmelseng og tænkte bl.a. på de dejlige timer i svømmehallen, og pludselig slår det ned i mig: Hvad med at grave et hul nede ved bækken og lade vandet løbe igennem – ind for oven og ud i en brønd for neden. Jeg skrev omgående til Niels Buck og forelagde ham planen. Han var nu ikke begejstret for et gennemløbsbassin, men foreslog i stedet, at jeg projekterede et bassin, hvor man filtrerede vandet, og det gjorde jeg så. Der var dog ting som jeg ikke var helt klar over med hensyn til filtrering o.l. men jeg havde dog fået så meget at vide ved at tale med den, der passede filtreringen på Ollerup, at der skulle fra 2 til 4 m vandtryk til for at få filtret til at fungere tilfredsstillende. Der var imidlertid adskilligt som jeg endnu ikke var klar over og skrev derfor i min naivitet til ingeniørfirmaet Knudsen i Odense, som havde projekteret filteranordningen i Ollerup. De gad naturligvis overhovedet ikke svar mig. Men fra Silkeborg Bibliotek fik jeg skrabet så megen litteratur sammen om ”Schumtzwasse – reinigung”, at jeg mente mig i stand til at gå i gang med opgaven.

Forsigtig prøvede jeg at lufte ideen for eleverne i aftenskolen. De fleste syntes vist nok, at nu var den skøre Sjællænder da blevet helt tosset, men nogle stykker gik ind for sagen. Vi holdt et par møder henne i min skolestue uden at komme sagen ret meget nærmere. Imidlertid flikkede jeg af gamle elektriker rør m.m. et simpelt nivellèr-apparat sammen, fik udset mig en passende plads, talt med ejeren om at leje jorden i ”99 år” og Fastelavns mandag gik Niels Sørensen oh jeg i lag med at nivellere pladsen ud. Mejeriejer Kokholm havde en overgang lovet, at vi måtte få ”flødevandet” fra mejeriet til at spæde vandet op i bassinet med. Det løfte sprang han i sidste øjeblik fra, og det skal siges til hans ros, at han siden gjorde os alle de vanskeligheder han formåede. Uden den modstand tror jeg aldrig, det var lykkedes at få lavet bassinet. Nu skal dog bemærkes, at han i forvejen havde et horn i siden på mig. Jeg havde nemlig forklaret husmændene, at den måde han afregnede mælken på, just ikke var til deres fordel, idet han afregnede efter vægt uden hensyn til fedtprocent.


Ry 6-2 30

Kære J. Andersen.

Tak for sidst, Hermed de 2 melodier og bøgerne, som jeg lovede Dem. Jeg håber at begge dele må gøre gavn, jeg har så dårlig tid til at skrive for klaver. Lykke med arbejdet blandt de unge, godt at nogen vi lægge sig i selen. Venlig hilsen til dem og deres hustru- og mange tak for god behandling.

Deres hengivne
Peder Jakobsen 


Det skulde være morsomt ved lejlighed at høre ”dommen
Fra Præst og førstelærer om aftenen den 2. feb.


Der skete ellers en hel del sidst på vinteren. Som det fremgår af vedlagte brev, havde jeg fået Peter Jakobsen, Ry Højskole til at komme en aften i skolen og spille norsk fele og læse noget op for os. Det blev en hyggelig aften. Først i marts havde jeg desuden været i Silkeborg med mit pigehold til amtsgymnastikopvisning, og det var gået godt. Vi fik skrevet en lejekontrakt med Marie Sørensen, som ejede jorden, hvorpå vi skulle lave bassinet, og fik den tinglyst. En indsamlingsliste, som jeg gik rundt med gav kun 250kr. det var jo ikke meget, men adskillige havde lovet os sten, grus og kørsel, og den 16. marts da frosten var gået af jorden begyndte vi så at grave. Mejeristen havde ellers trøstet os med, at nok ville folk snakke om bassin, men der var sgu ingen, der gad grave, når det kom til stykket. Det var der nu altså alligevel. Vi var ganske vist ikke mange, men 8 mand holdt alligevel ud sommeren igennem, 10 timers hårdt arbejde i tørvemosen for de flestes vedkommende og derefter ikke mindre hårdt arbejde så længe vi kunne se. Deres navne følger her:

Niels Sørensen, arbejdsmand.

Søren Sørensen arbejdsmand bror til Niels og kaldet Søren Blækhus til forskel fra Søren Sørensen, gårdbestyrer, Søren under æ bak.

Johannes Kidmose arbejdsmand og delingsfører.

Frederik Johansen, karl og mergelarbejder, kaldet bette Frederik.

Vilhelm Andersen, murelærling hos Møller, han kom året efter på Ollerup

Otto Busack, snedker havde også et job som kalkbrænder

Og så mig selv Jørgen Andersen 2. lærer kaldet æ bette degn.

Det skete naturligvis, at enkelte kom og tog et tag med, ligesom jeg må nævne Peter Jensens sønner fra Firehusene, der kørte sand og sten for os efter arbejdstid. Men for det meste var det tilskuere i søndagstøj, vi havde besøg af.

Vores koner kom jævnlig ned med kaffe og hjemmebag, om søndagene med smørrebrød og hjemmelavet øl. Nu er der kun Johannes og jeg tilbage af hele sjagget, han udtrykte det således forleden: ”Ja, det var hårdt, men det var sgu sjovt”. Jeg skal ellers ikke komme nærmere ind på arbejdet. Det vil fremgå af den aftrykte artikel fra Ollerup Gymnastikhøjskoles årsskrift for 1930.

Dog kan jeg ikke lade være med at mindes en lille munter begivenhed, der viser lidt om måden man omgikkes på. Det var en søndag morgen, ret tidlig, Otto og jeg var gået ned til hullet for at lave noget støbearbejde færdigt. Så siger Otto pludselig på sit halvtyske: ”Wo saten æ balsjerne henne” Vore to murerbaljer var sporløst forsvundet. Han grundede lidt så sige han:”Det er Søren Marius”. Jeg:” Hva gør vi så?” Otto:” Det skal jaj si`daj, vi låner en hest og en vogn, jaj vet wo han arbejder”, som sagt så gjort. Vi hentede vores ”balsjer” der ganske rigtig stod på Søren Marius´s arbejdsplads. Men der stod tillige hans stillads, det tog vi også med. Der blev en dejlig vippe af det. Vi sagde ingenting og Søren Marius sagde heller ikke noget. Sådan ordnede man den slags, stilfærdigt, uden store armbevægelser.

Til denne korte redegørelse må jeg føje nogle supplerende bemærkninger: Nu havde vi fået hullet gravet, siderne i bassinet støbt, bunden lagt og filtertårnet gjort klart, men……… der var ikke en dråbe vand i bækken, hvor vi skulle hente det til at fylde bassinet med. Nå, vi havde da heller ikke fået trukket de nødvendige elektriske ledninger og overmontøren i Them var hverken til at hugge eller stikke i. Otto og jeg gik nede ved ”hullet”, som vi kaldte det i daglig omtale. Det var en onsdag aften, jeg erindrer det tydeligt. Humøret var ikke særligt højt, og så skulle mejeristen naturligvis arrivere. ”I får sgu aldrig vand i det hul” sagde han, hvorpå Otto med stor overbevisning svarede: ”Inden søndag er der vand i bassinet.” Mejeristen grinede, og jeg tænkte: ”Han er ikke rigtig klog.” Men torsdag morgen øsede det ned. Jeg for i telefonen og brugte de store bogstaver overfor overmontøren. En time efter stillede han med 3 mand. Luftledningerne blev trukket og et foreløbigt målerskab sat op. Om aftenen var der stadig ikke vand i bækken, men vi fik i en fart bygget en dæmning tværs over løbet, så vi var klar, når vandet kom.

På det tidspunkt havde vi endnu ikke fået vor pumpe og motor fra Trige, så da den opdæmmede bæk lørdag eftermiddag var fuld af vand, måtte vi sporenstregs have fat i noget til at pumpe vand med. Bette Frederik fik skaffet en gammel 4 tommer centrifugalpumpe, nogle rør og en 10 hestes elektromotor fra Rasmus Andersens mergelleje, men så begyndte vanskelighederne. Sugeledningen, som jo skulle være tæt, var kun ca. 15 m. og kablet til elektromotoren var kun 20 m. Når man nu havde en afstand mellem bæk og bassin på ca. 65 m, kan man sige sig selv, at der mellem elektromotor og pumpe blev en distance på 30 m. Det måtte vi altså klare med en meget lang drivrem, som slaskede mellem motor og pumpe. Kun ved meget nøjagtig indstilling af de to maskiner lykkedes det at få remmen til at blive på skiverne, men så kom der en vindstød, og remmen røg af igen, det var meget underholdende.

Så skulle der etableres en forbindelse mellem pumpe og bassin. Vi havde kun nogle stumper rør i forskellige dimensioner, som vi koblede sammen med gamle automobilslanger og spændebånd, som vi i hast fik smeden til at lave. Det sidste klarede vi med trærender, som vi lavede af vore gamle støbeforme og forede med tagpap. Det var mørk, inden vi fik alt dette i orden og regnen skyllede stadig ned. Men efter nogle forsøg fik vi da pumpen til at give vand, og sådan en 4” pumpe gi`r virkelig noget. De andre var gået, trætte og våde, men Otto og jeg måtte jo blive og passe maskineriet. Den gamle centrifugalpumpe havde det nemlig med, at den skulle smøres for hver 10 minutter og remmen røg jævnlig af, når der kom et vindstød. Den lange rem mellem motor og pumpe slaskede ned på jorden og slyngede pladder rundt i luften. Så man kan tænke sig, hvordan vi to så ud, da vi hen på morgenstunden kunne stoppe maskineriet, men bassinet var i hvert fald fyldt. Det var et par trætte og beskidte fyre, der listede hjem og kravlede i seng, men også stolte over, at det trods alt var lykkedes.

Hen imod middag denne søndag mødtes Otto og jeg ved kanten af bassinet. Vandet var da sunket næsten en meter. Vi så på hinanden, var bassinet utæt? Pumpen i gang igen. Næste morgen tidlig var vi atter dernede. Nu var vandet sunket 20 cm. Det var tilsyneladende kun cementen, der skulle mættes, og det plumrede mosevand har vel også gjort sit til, at porerne blev fyldt. For bevares hvor vandet så ud, det lignede nærmest kaffe eller ajle. Men det er en historie som jeg vender tilbage til. Foreløbig svømmede vi i ”Kaffen”


Nogle dage efter disse lidt hektiske døgn kom pumpen og motoren fra Thrige, og vi fik travlt med at bygge motor – pumpebrønden, men vi manglede stadig nogle længere rør og ventiler, penge var der ingen af. Det er mig stadig en gåde, hvordan vi klarede den side af sagen. Vi havde haft en fantastisk kredit. ”Gamle Ernst”, en af egnens matadorer, havde et nedlagt tørveværk nede i Bølling Sø, godt 1 kilometer væk. Her lå netop de rør, vi kunne bruge. Jeg akslede derfor mit skind og tren for den store mand. Om vi ikke kunne få disse rør. Ikke tale om. Så jeg belavede mig på at gå. Lidt slukøret…… Men vi kunne låne dem……. Altså gik vi en søndag formiddag ned og demonterede rørene, ca. 25 meter. Men vi kunne umuligt skille dem ad, så vi fire mand bar disse 3½tomme rør i en længde, en kilometer fra Bøllingsø til bassinet. Jeg har den dag i dag endnu et mærke på min højre skulder, hvor det rustne rør har gnavet sig ind i huden. Rørene blev lagt på plads, og så vidt jeg ved, ligger de der endnu. Nu var vi således i stand til at filtrere vandet, filtret virkede upåklageligt, men farven kunne det ikke tage. Hvad pokker var det, der farvede det vand? Nu har jeg altid interesseret mig for kemi, men den analyse oversteg alligevel mine evner. På en eller anden måde fandt jeg alligevel ud af det, at det måtte være okkermyresyre. Det kunne man fælde med eddikesyre, når det havde nået en vis varmegrad. Så det var nok ikke lige sagen. Så kom jeg i tanke om, at man på Ollerup undertiden tilsatte noget alun for at pynte lidt på vandets farve. Måske kunne det bruges her. Imellem mine barbersager havde jeg en alunstift, som jeg brugte til at standse blod med, når jeg skar mig med barberkniven. Altså hentede jeg et par liter vand i bassinet og skrabede lidt af alunstiften ned i vandet. Omgående dannedes der nogle grå fnug, som lidt efter lidt sank til bunds og efterlod vandet fuldstændig klart. Her var tilsyneladende løsningen. For en sikkerheds skyld købte jeg et brev alun til 10 øre og gentog forsøget med en større vandmængde. Samme resultat!. Jeg cyklede omgående ned til Købmand Toksvig Kjær i stationsbyen og spurgte, om jeg kunne købe noget alun. Jo, han havde da breve til 10 øre. Ja. Jeg skulle nu bruge 50 eller 100 kg. Det havde han skam ikke på lager, men han kunne skaffe det.


Så snart det kom hjem, fyldte jeg en 10-15kg i en sæk og slæbte den frem og tilbage i bassinet. Vandet klaredes omgående, efterhånden som jeg trak sækken gennem vandet, og de omtalte grå fnug dannedes og begyndte at synke mod bunden. Så det var bare at få startet filtreringen. I løbet af en times tid var filtret stoppet. Returskylning! Og på den igen. Efterhånden kunne filtret køre betydelig længere mellem hver returskylning, og i løbet af et døgn var vandet dejligt blå grønligt klart, så man kunne se en mønt på bunden i den dybe ende. Det var noget af en sejr. Senere fandt vi på at tilsætte klorkalk, som man brugte i svømmehallerne, for at forhindre bakterie og algeflora.


Danmarks første friluftsbassin var en kendsgerning, og jeg kan kun mindes mine kammerater, der gjorde dette muligt, med den allerstørste respekt og taknemlighed. Også vore mange kreditorer, som måtte vente – undertiden i år – på at få deres tilgodehavende, må vi være tak skyldig. Gennem basarer, filmfremvisninger og andre kunster fik vi efterhånden skrabet de sidste penge sammen, således at bassinet var gældfri den dag, da jeg forlod Engesvang, og kommunen overtog driften. Indtil da havde det været Engesvang Gymnastikforening, der stod som ejer af bassinet, og mig, der stod for den daglige drift. Jeg havde den glæde, at undervisningsminister Borgbjerg, vistnok på gymnastikinspektør K.A. Knudsens tilskyndelse, henstillede til kommunen, at man på grund af mit store arbejde, som han udtrykte det, indførte skolesvømning ved Engesvang skole.

Så vidt jeg husker var det også i 1930, at gymnaster og delingsfører blev indkaldt til et møde, hvor det blev vedtaget, at man meldte sig ud af Skytte og Gymnastikforeningen for Gammel Skanderborg Amt og dannede en ny forening med navnet Gammel Skanderborg Amt`s Gymnastikforening under den nystiftede landsforening De Danske Gymnastikforeninger. En af årsagerne var vistnok, at største delen af det statstilskud, som den oprindelige forening fik, gik til ammunition og sølvpræmier til skytterne, mens gymnasterne blev stedbørn. Men der var vel også andre årsager, både politisk og holdningsmæssige. Det sidste gjaldt ikke mindst pointbedømmelse og præmier ved amtsgynastikopvisningerne. Dette syntes man ikke hørte hjemme indenfor den folkelige idræt. Ved denne lejlighed blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Amtsgymnastikforeningen, da bestyrelsen. Da bestyrelsen konstituerede sig, blev gdr. Søren Pedersen, Stenbrogård, Them formand og jeg blev forretningsfører. Det førte senere med sig, at jeg optog nogle 16mm instruktionsfilm og fik overdraget hvervet som tilsynsførende og instruktør for gymnasterne i hele foreningens område. I de følgende år tog dette – sammen med foredrag forskellige steder i Jylland angående bygning og drift af svømmebassiner – de fleste af mine aftner i vinterhalvåret. Dertil kom, at jeg efterhånden havde tre kvindelige gymnastikhold: Småpiger, ungpiger og motionsgymnaster. Selv gik jeg med på mandsholdet eller karleholdet, som man sagde. Hjemmeliv blev der ikke meget af.

Et lokalt annonceblad, som bogtrykker Bernhard Jensen, Ikast udgav, blev jeg også tilknyttet. Jeg mindes i den forbindelse en munter historie: Bernhard Jensen havde i et nummer af Ikastbladet skrevet en meget smuk nekrolog over Martin Birk, ejer af gården ”Frisenborg” ved Ikast. Der må imidlertid være noget, som Bernhard havde misforstået. Martin Birk, som aldeles ikke var død, ringede den uheldige redaktør op og gav ham en ordentlig skylle. Den tyggede Bernhard lidt på. Så søe han sinne: ”Ja, onskyld, men æ huer ringer do fræ?”.

I skolen skete der også noget i disse år. På Silkeborg Seminarium havde et par lærere, biologilæreren Bjerre og forstanderen for øvelsesskolen Frederik Lundgård udgivet en bog om noget, som de kaldte emneundervisning. Her viste de, hvorledes man kunne tage enkelte emner op og lade børnene arbejde mere eller mindre selvstændigt med dem. Vi fik gratis skaffet et klassesæt af statistisk Årbog, og på grundlag bl.a. af denne behandlede vi f.eks. ”Danmarks fiskeri”. Vi lavede søjlediagrammer og samlede billedstof. Af tarlante, pinde og krydsfiner konstruerede vi modeller af de forskellige fiskegarn og vod. Børnene var ganske opslugt af det. Jeg husker en dag hvor jeg sagde: ”Så holder vi middagsfrikvater” og ungerne svarede: ” Ja, du kan jo godt holde middag, men vi fortsætter altså”. Vi lavede malt og bryggede øl, byggede astronomiske kikkerter o.s.v. samtidig måtte vi naturligvis sørge for, at de nødvendige pensa ikke forsømtes.

Netop i denne tid kom der af og til besøg rundt om fra hele landet. Jeg kan blot nævne skoledirektør Arvin fra Frederiksberg, skoleinspektøren fra Brønderslev, flere højskoleforstandere og lærere. Ja der kom så galt også folk fra Østrig, Jugoslavien og Grækenland, både svømmefolk og journalister for at se svømmebassinet, og jeg forlod da min klasse og gik med de besøgende. Det kunne jeg rolig gøre. Børnene fortsatte deres arbejde imens, ligegyldigt om jeg var til stede elle ej. De havde bare noget arbejde, der skulle gøres, og det blev gjort.

En dag fik jeg besøg af skolekonsulenten. Villumsen hed han vist. Nu var det jo ikke mere provstevisitats. Han blev heldigvis vildt begejstret for den måde, vi greb tingen an på og benyttede for øvrigt enhver lejlighed til at stikke næsen indenfor. Det lunede naturligvis

Det landbrugsmæssige blev imidlertid ikke forsømt. Undertiden undrer jeg mig over, hvordan jeg nåede det hele. På den tid fik jeg stablet et avlscenter for ”Hvid Dansk Landkanin” på benene. Kaninhusene byggede jeg af papkasser, som jeg købte hos Kresten Rasmussen, Silkeborg Trikotagefabrik. Det var store kasser, som jeg vist gav 2 kr. for stykket af. Kresten Rasmussen var en selvmade mand, havde begyndt at gå med uldpakken og var nu både ejer af en stor fabrik og en eller flere herregårde. Kræmmeren sad stadig i ham, og han ville selv sælge sine papkasser. Jeg kan ikke bare mig for at fortælle et par af de historier, der verserede om ham. Han havde en bogholderske , der hed Marie, og som havde et vist frisprog overfor ham. Hende klagede han ofte sin nød for, når der var noget, der trykkede ham. Påholdende var han både overfor sig selv, sine nærmeste, men ikke mindst over for sine folk. Da han engang var ved at se husholdningsregnskabet igennem for en af herregårdene, sagde han til Marie:” A tøvs de æder så manne woster Marie, æ det da æt alt for galt?” ”Åh, det ve a nu æt,” sagde Marie, ” de foer val æt annet.” Så blev der ikke snakket mere om det. Det var også Marie, han henvendte sig til, når andet gik ham på. Sådan kom han en dag ind og sagde: ”Åh, a æ så syg Marie, a trour, a dør, hudn stoer mi bankkonto?”

Senere blev han indlagt på Kjellerup sygehus for en prostata- lidelse. En dag, mens han lå der, henvendte han sig til overlæge Dalsgård på følgende måde: ” We do hwa Dalsgoer, et minnesk æ en ring ´ting. Jow, a ka bygg fabrikker, å a ka kjøw herregoer, men a ka æt pes!”

Naturligvis var han, hvad man kalder påholdende. Engang henvendte man sig til ham fra svømmeklubben for at få ham til at blive passivt medlem. ”nej” , sagde Kræn R. ”a æ kuns mæérlem å jen fo-rening---- æ kreditforening.” Jo vist var han påholdende, men man skulle nu ikke rive ham det i næsen, hvad følgende episode illustrerer: Til daglig gik han i blankpudsede træsko, grå jaket og en slags grå Derby – høj- hat. I denne mundering går han en dag og fejer gårdspladsen foran fabriksbygningen, da en mundrap Københavner – repræsentant stopper vognen foran ham, springer ud og siger: ”Du der, ka du ikke sige mig, hvor jeg træffer den gamle fedterøv, som ejer biksen her?” ”Joe, svarer Kræn R. , ”do ka bår`go op o æ kontor, så kommer han nok lige straks.” Københavneren storker op på kontoret, og et øjeblik efter triner Kræn R. ind ad døren. ” Nå”, siger Københavneren, ”fandt du ham?” ”Jow” svarer Kræn R. ”det æ mæ. – Fåwall- - - FÅWALL !!. han omtalte for øvrigt altid sig selv som ”Kresten Rasmussen å mæ”.


Efter dette lille sidespring vender vi tilbage til kaninerne. Jeg husker, at dr. Starcke engang under en politisk holmgang udtalte: ”Alle skal have statstilskud. Om det så er kaninavlerforeningen, skønt Gud og hvermand dog ved, at kaniner udmærket kan avle uden statshjælp!” Jeg ved ikke om Silkeborg Kaninavlerforening fik statstilskud, men formanden arriverede pligtskyldigst, hver gang der var født et kuld unger, og øremærkede dem, for stamtavlen skulle jo være i orden, og der gik adskillige stambogsførte avlsdyr ud fra mit lille avlscenter.

Ved denne tid fik jeg lejlighed til at vise de Engesvang husmænd, at man udmærket kunne avle runkel – eller barresroer, som de nu skulle hedde, på denne jord. Jeg skulle jo bruge roer til kaninerne og havde samtidig en passende lejlighed til at demonstrere mine teoriers rigtighed. Af Carl Ernst lånte jeg en plov og et spand heste. Med det brækkede jeg et stykke jord op i kanten af mosen neden for æ dværgbak`. Her såede jeg roer og passede dem med udtynding, rensning og et sjat kunstgødning. Den jomfruelige jord gav et udbytte, som fik bønderne til at spærre øjnene op.

Dette sammen med landbrugsforedragene bevirkede, at der var nogle, der begyndte at dyrke den karrige jord efter de retningslinjer, jeg havde forslået: Hvid havre, som de kaldte det, rug, byg, kålrabi først og fremmest og så et lille tilskud af kunstgødning. Mergel kendte de jo i forvejen. I mosen var der masser af det såkaldte ”hundekjø”, der sammen med mergel, som der også var let adgang til og egnede sig udmærket til at forbedre havejorden med. Dette sidste blev for mange et langt vanskeligere problem, idet havearbejdet tidsmæssigt faldt sammen med det hårde slid i mosen, men lidt efter lidt fik vi dog også stablet en haveafdeling inden for husmandsforeningen på benene.

For nylig sad jeg og snakkede lidt om gamle dage med Johannes Kidmose. Han fortalte da, at hans far på den lille ejendom kunne holde en ko og en kviekalv til afløsning, men at de til efteråret måtte ud og slå lyng, da der ikke kunne avles foder nok til de to høveder. Men så begyndte de at skifte den grå havre ud med ”hvid havre” og byg samt at anvende lidt kunstgødning. Og nu havde de foder til fire køer foruden opdræt. Det er jo en form for anskuelsesundervisning, man kan forstå.

Tilbage til mit eget lille ”landbrug”. De omtalte kaninhuse havde jeg anbragt i læbæltet ud mod vejen. Her blev også bygget et hønsehus af forskallingsbrædder, tækket med græstørv, ihukommende det gamle ord: ”børn og høns trives bedst i rønner. Det passede.

Nytårsaften fik vi en søn mere. Det var Poul, kaldet brormand. De spørger stadig til brormand ude i Engesvang. Det var en skøn aften at få børn på. Centralen var lukket, så jeg måtte sporenstregs op til stationsbyen og gøre centraldamen begribelig, at hun måtte sætte mig i forbindelse med jordmor og læge. Gamle Lars var vist ikke ganske nøgtern, da han kom, og jordmoren arriverede først, da det hele var ved at være overstået. Heldivis havde jeg fået fat i fru Christensen, æ gammel kjømand si kuen, og den myndige dame skulle nok ordne det fornødne, selv om det jo var noget af en barsk historie. Varme var der ikke noget af i soveværelset. Udenfor skød de unge mennesker kanonslag af. Det fik jeg dem dog til at holde op med. De viste sig meget forstående. Anderledes så det ud ovre ved førstelærens, hvor de havde væltet lokumsspanden ud over trappestenen og foretaget andre lignende practical jokes. Det var vistnok en af ”æ gammel sognefogeds” sønner fra Moselund, kaldet ”Pæ Hat”, der stod for løjerne. Samme ”Pæ hat” kunne være temmelig ustyrlig, når han fik lidt i hovedet, men slap som regel utroligt billigt fra det, bortset fra et mistet kørekort o.l. Det med kørekortet så han for øvrigt stort på, når situationen indbød til det. Hans uniform var spidsnæsede træsko, gul støvfrakke og bowlerhat. En aften var han kommet ind på en restaurant ved skoletorvet, der kaldtes ”Mutter Jernarm”. Det var ikke den første beværtning, han havde besøgt bemeldte aften. Nu var det så uheldig, at netop da Peter ankommer holder ”Mosækken” en ølpause. Peter var imidlertid indstillet på, at der skulle spilles, og da musikerne havde en anden opfattelse, sparkede han den ene af sine spidsnæsede træsko gennem kontrabassen, som han selv i sit referat kaldte ”en allerhelvedes stor stradivarius”. Der blev naturligvis ballade. Politiet blev tilkaldt, og Peter måtte bagefter i retten. Hvordan pokker han bar sig ad, ved jeg ikke, men resultatet blev i hvert fald, at han slap for videre tiltale. Det blev betragtet som ” et hændeligt uheld”.

En af de mere muntre episoder hændte efter en dilletant forestilling på afholdsrestaurationen ”Stjernen”. Det med afholds – skulle man nu ikke tage alt for højtidelig. Var man meget tørstig, Kunne man erholde en afholdsøl, der var ”godt afkølet” Da man ikke havde køleskab, lagde man den i koldt vand, så gik etiketten ganske vist af, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Ved den næste forestilling spillede smeden på Moselundgård, Aksel Hesel en bedugget arrestforvarer. I den anledning var han blevet udstyret med en vældig rød næse, og desuden havde han fået lidt inden for vesten, dels for at tage lampefeberen og dels for at kunne illudere bedre. Nu var Aksel altså kommet lidt i stødet, og da forestillingen var forbi, kørte han og ”Pæ Hat” omgående til Pårup kro for at få den spædet lidt op. Aksel stadig med al sminken på. Hen på de små timer vendte de hjem til Moselund.

En vis frk. Madsen, inderhaverske af Moselund købmandshandel, havde i sin have et nydeligt havebassin tilplantet med åkander. Da Pæ Hat nu i sin livsalige brandert får øje på dette, slår en lysende ide ned i ham. Han bringer den naturligvis straks til udførelse. Med råbet: ”Nu ska a sateme vies jer et udspring” sætter af – falder pladask på maven i bassinet og forsvinder mellem åkanderne, kun hatten flyder ensomt på vandet. Nå, de andre får ham basket på land igen og hjælper ham i seng. Der kunne fortælles mange andre historier om ham, men lad det nu være nok for denne gang.

I løbet af det næste par år fik vi anskaffet nogle rigtige vipper til bassinet. Mine dygtige gymnaster fra småpige – og ungpigeholdene blev efterhånden dygtige udspringersker. Jeg skal her blot nævne Mads Dahls Grethe. Klaus Rasmussens Anna, kaldet Anna Klaus, vel nok den dygtigste og Gerda ”Knøs”, men der var mange andre. Min egen dreng Stig var ikke mere end fire år, da han absolut ville springe fra tre-meteren. Han kunne endnu ikke svømme, så jeg måtte instruerer ham i, at han blot skulle blive hængende i vandet og holde vejret. Så skulle jeg nok springe ud og fiske ham op, og det gjorde han. Det kan man vist godt kalde tillid.

Vi var imidlertid ved at være trætte af det brune mosevand, som vi hele tiden måtte spæde op med, og der gik jo også en hulens masse alun til. Så enden blev, at vi besluttede at grave en brønd. Fra nærliggende cementstøberi fik vi leveret brøndringe og begyndte at grave os nedad. Men da vi var nået 14 m. ned, og der stadig ikke viste sig vand, blev vi klar over at vi blev nød til at bore. Smeden på Moselundgård, Aksel Hesel hjalp os med at få fat i nogle brugte borerør fra gods-arealet i Århus og lånte os boregrej. Og så begyndte vi at arbejde os nedad. Jeg syntes ikke, at jeg kunne blive ved at hænge på mine forslidte kammerater, så Karen og jeg tog et tag med boregrejet hver eftermiddag, når skolen var forbi. Om søndagen kom andre og hjalp til. Det blev en sej omgang. Fem lag brunkul gik vi igennem, inden vi i ca. 50 m`s dybde stødte på en vandåre af antagelig dimensioner. Så måtte vi atter ty til Aksel. Ved hans hjælp fik jeg lavet et filter og sat det på plads. Vi smedede en krumtapaksel og en plejlstang. Jeg svingede forhammeren.


Af et gammelt tipvogns – chassis, nogle tærskemaskine tandhjul plus fire indkapslede kuglelejer konstruerede vi drivværket til en dybvandspumpe, der ved hjælp af en rem kunne sættes i forbindelse med vor lille elektromotor. Cirkulationspumpen måtte vi imens koble fra. Og så kunne vi begynde at fylde bassinet med helt klart vand, men det tog nu sin tid. Pumpen gav ca. en liter i hver slag, og når der kom et pumpeslag hver andet sekund, kunne man regne ud, at det ville tage omtrent ni døgn at fylde det 400m3 store bassin. Og det kom til at passe.

Uden om pumpeværket byggede vi siden et hus af cementsten med et par komfortable lokummer i den anden ende. På den jord, som vi først havde lejet og siden købt, blev der også plads til en lille idrætsplads, hvor vi kunne øve spyd – og diskoskast, kuglestød samt højde, længde og stangspring. Gennem plantningsforeningen fik vi skovfoged Rasmussen Hørbylunde til at plante et læhegn uden om hele pladsen.

På et tidspunkt, det må nok havde været i 1933, blev der i Kompedal plantage oprettet en lejr for militærnægtere. Der satte yderlige liv i de kulturelle aktiviteter, måske dog mest i ” æ gammel skuel”. En af nægterne, Jeppe Åkjærs yngste søn Esben, havde tidligere været landvæsenselev hos morbror Vilhelm på Englerup. Han opsøgte od ret hurtig og blev i den tid, han var på lejren en næsten daglig gæst i skolen

Lidt efter lidt fulgte andre med, bl.a. to unge ingeniører: Demant kaldet ”Demse” og Viggo Poulsen. ”Demse var søn af en jernbaneingeniør i Birkerød. Det fortaltes om ham, at han havde taget polyteknisk eksamen med den højeste karakter, der var givet i dette århundrede. Den anden var søn af den tidligere radikale kirkeminister. Jeg har fulgt deres senere aktiviteter. ”Demse” besøgte jeg i Århus, da han var rådgivende ingeniør ved bygningen af det nye rådhus. Så kom der nogle år hvor ”Demse” og Viggo byggede jernbane for Shahen af Iran, og endelig besøgte jeg, sammen med Esben, Viggo, da han forestod bygningen af havnen i Næstved. Dengang var Esben journalistelev på Østjyllands Folkeblad i Køge. Mine drenge vil erindre et besøg hos Viggos far. Det må havde været i Lyngby, hvor han havde en meget stor villa med have ned mod søen. Det var ved den lejlighed, at Poul på sit bredeste Engesvang – jyske nede i den store have råbte: ” Huer æ do henn`Stiig? A ka æ finn`dæ!” Og den gamle kirkeminister, der lå syg oppe på første sal med åbne vinduer ud mod haven, bad om at komme til at hilse på de to drenge, der talte et så dejligt jysk.


Desuden må jeg nævne Hans Peter Jespersen, kaldet ”H.P.” Han var søn af Kresten Jespersen, der var brygger i Herning. Han var en høj begavet mand og et stort sproggeni. Jeg vender tilbage til ham senere.


Børge Outzen, journalist på Fyns venstreblad, senere stifter og redaktør af ”Information og en kendt skikkelse i modstandsbevægelsen 1904 – 45.

Svend Haugård, senere forstander på husmandsskolen Store Restrup og blandt meget andet formand for det radikale venstres folketingsgruppe.

Uffe Rasmussen, broder til Dagmar Andreasen, søn af maskinfabrikant Rasmus Rasmussen og Inger, Rynkeby. Overtog faderens maskinfabrik, mens Dagmar overtog moderens mosteri.

Viggo Petersen, kaldet ”Silo”, søn af en tømrer fra Arden, der byggede drivhuse. Startede senere en større virksomhed i Århus og byggede aluminiums – drivhuse. Han har taget navneforandring, husker ikke til hvad.

Dette var nogle af dem, jeg husker bedst. Jeg kunne nævne mange andre, som havde deres gang i skolen og – det må indrømmes – undertiden var nær ved at æde os ud af huset. Men de deltog også i de kulturelle aktiviteter i skolen og byen. Esben læste op og holdt foredrag, Svend ledte karleholdet til gymnastik (jeg gik selv med), ”Demse” med flere ledte sangaftener og spillede, for blot at nævne et par eksempler

Ja så må jeg da ikke glemme, at ”H.P.” underviste i Esperanto. Dette sidste førte med sig, at vi i skolen fik besøg af esperantister langvejs fra. Jeg kan blot nævne generalpostdirektøren fra Estland, Rikan – Pondi fra Hollandsk Ostindien – Weide fra Hamburg og senere, da situationen begyndte at tilspidse sig i Tyskland, professor Berendson vistnok fra Kiel med nordisk litteratur som speciale. Han havde skrevet en afhandling om Selma Lagerløff og var blevet smidt på porten af Knut Hamsun. Og nu havde han som jøde følt jorden brænde under fødderne og havde derfor forladt Tyskland. Han boede hos os nogle dage under sin flugt til Sverige. Andre, som jeg husker navne på passerede os på samme måde. Desuden førte Esperanto en omfattende international korrespondance med sig. Ofte drejede det sig kun om at bytte nogle frimærker eller prospektkort, men jeg fik dog på den måde ”pennevenner” i Finland, Canada, Japan, Australien og Rusland bl.a.

Hitler og Stalin fik ret hurtig sat en kæp i hjulet her, og efter deres tid har Esperanto spillet en noget mere beskeden rolle for den internationale kommunikation. Jeg husker en søndag eftermiddag, hvor vi havde en meget internationalt kaffeselskab. Der blev talt Esperanto, tysk, engelsk og fransk. Poul må have været 3 år. Han stod og hørte lidt på alt dette, som han ikke forstod et muk af. Så sagde han pludselig højt og tydeligt: ”Hokus pokus fili hankat!” og smuttede ud til sin mor i køkkenet.

Men også alt dette fik en ende. En skønne dag var tjenestetiden for nogle af nægterne slut, og resten skulle overflyttes til en lejr i Nordsjælland. Der kom ganske vist nye hold, men vi fik kun kontakt med nogle få, og det blev aldrig det samme som med det første hold.


Det var ved denne tid, jeg begyndte at spekulere på båd bygning. Fra gården i Sigersted havde jeg fået en dejlig askeplanke. Man havde nemlig fældet de to store asketræer ved stuehusets vestgavl, og min bror Poul havde været så betænksom at lade dem skære i planker. Det var ideelt til spanter. Nu var der jo ikke rigtig mulighed for at udøve sejlads her midt på heden. Jeg bestemte mig derfor at bygge et mindre fartøj, der kunne transporteres på en last – eller rutebil og valgte en Svensk konstrueret ”paddelkannot med Hjælpesegel”, altså en slags simpel sejlkajak ved navn ”Bølja”. Den var 4 m lang og 70 cm bred med 2m2 sejl. Byggemåde:” Dug på ribber” d.v.s. man byggede et skelet med asketræs spanter og dæksbjælker, skruede der på langsgående ribber af fyr og beklædte det hele med sejldug, der blev præpareret med rå linolie og siden malet flere gange med oliemaling, så den blev glat. Køl var der ikke noget videre af, så det vat jo ingen bidevindsejler. Roret fik jeg konstrueret, så det kunne hæves og sænkes. Derved havde jeg den fordel, at jeg kunne slæbe op på en flad sandstrand uden vanskelighed.

Tegningerne fik jeg fra Rasteds boghandel i Hellerup. Jeg ridsede spanter og dæksbjælker, for og agterstavn op på askeplanken og fik Peter Lassens tømmerhandel til at save dem ud på båndsaven, hvorpå jeg rettede dem til med høvl og sandpapir. Spanterne samledes forneden med et pånittet mellemstykke og foroven med dæksbjælkerne. Som nitter anvendtes firkantede kobbersøm med tilsvarende nitbrikker.

På skole var der plads til en bedding, der bestod af to parallelt anbragte stykker grantømmer med på sømmede lodrette lister, hvorpå de sammennittede spanter og dæksbjælker anbragtes efter en opridset konstruktions vandlinie. På samme måde anbragtes for og inderagterstavn samt de to skotter. Derefter kunne jeg ved hjælp af messingskruer fæste inderkøl, bordlister, mastefod samt knægte og disedæk til cockpittet.

En skønne dag var skelettet færdigt. Gennem et vindue i gavlen fik vi det transporteret ned på græsplænen. Her blev det beklædt med sejldug og malet, slebet med sandpapir og malet igen med oliemaling. Rællingslister, yderkøl og yderstævne m.m. blev monteret og undermasten rejst. Sejlet syede Karen af lommetøtklædestof. Det hedder vist kammerdug. Det blev underslået på overmast og bom, der begge var indrettet således, at man kunne dele dem i to stykker og stuve dem ned i cockpittet. Endvidere fik jeg konstrueret et dæksel til cockpittet. Det skulle hindre, at der kom vand ind – i hårdt vejr.

Siddepladsen havde en slags rist i bunden, lavet af flade lister, desuden et løst rygstød af ask. Pagajen var til at samle på midten, så at den under sejlads kunne stuves ned i cockpittet. For og agterende var indrettet som vandtætte rum. Forrummet kunne lukkes med vandtæt luge i cockpittets forskot, og agterrummet havde en luge på dækket. Begge rum var desuden beregnet til, at jeg kunne stuve det grej ned i, som var nødvendig på en langtur: primus, vanddunk, proviant og landgangstøj foruden telt, sovepose m.m.

I mergelgraven neden for haven foretog jeg den første prøve, siden fik jeg den transporteret over til Skallerund, hvor sejlet blev sat. En søndag tog Rasmus Andersens og vor familie på skovtur til Hampen sø med Rasmuses lastbil. Her fik jeg prøvet kajakkens sejlegenskaber undr lidt større forhold. De svarede stort set til forventningerne.

Efter hvad jeg kan regne ud, må alt dette være foregået i året 1934, da den første langtur, Vejle – Næstved fandt sted i sommeren 35, og turen, jeg her skal berette om, må derfor havde foregået før og altså i foråret 35. det var i pinsen. Esben havde inviteret os til Jenle, vi havde ingen bil, og det var temmelig langt at cykle med vore to knægte på denne årstid. Jeg besluttede mig derfor til at tage turen alene i kajak ad Karup Å, der som allerede nævnt begynder ved Klode Mølle. Det blev en fiasko. Vejret var koldt og blæsende. Åen var mange stede så lavvandet, at jeg måtte stå af og trække båden efter mig. Desuden var der et utal af opstemninger, som jeg måtte bære den over. Hver gang måtte jeg gå ind til brinken og møjsommeligt kravle fra båden og op.

Det værste var, at disse brinker ofte var undermineret af strømmen, så de bristede, når man trådte på dem. Følgen var, at man pludselig befandt sig i vand til livet, og det var ikke videre behageligt i den stride forårsblæst. En gang blev jeg så forkommen, at jeg måtte telte og tænde primussen for at få lidt varme i kroppen. Desuden snoede åen sig rent utroligt, så at man ofte fik set samme landskab fra den modsatte side efter at havde sejlet adskillige kilometer. På grund af alle disse besværligheder nåede jeg først Karup hen imod aften, våd og forkommen. Jeg afleverede kajakken på godsekspeditionen og tog selv toget tilbage til Engesvang. Hvor jeg temmelig slukøret ankom med det sidste aftentog. Men gud, hvor var det dejligt at komme hjem i varmen, selv om et par damer, som Karen havde til kaffe, kom med nærgående bemærkninger om min udflugt.

På dette tidspunkt er jeg vist nødt til at omtale førstelæreren med familie lidt nærmere. Jørgen Christian Nedergaard stammede fra Mammen ved Viborg og var stærkt præget af den noget snævre form for indre mission, som huserede der på egnen. Hans kone Marie tilhørte vel samme retning, men jeg havde på fornemmelsen, at hun så, om jeg så må sige, lidt mere praktisk på tilværelsen. Som følge af vore divergerende opfattelser af tilværelsen slog det ofte gnister imellem Nedergaard og mig. Men som årene gik, fandt vi dog en måde at omgås på, som jeg tror, var til glæde for os begge. Enig blev vi ikke, og det må vel undertiden havde været rystende for Nedergaard at se alt det nye, som jeg bragte med mig og som – det kan jo ikke nægtes – slog hul på den skal af indelukkethed og fortid, der mere eller mindre er en forudsætning for det indre missionske livssyn.

Nedergaards børn kom meget om i ”æ gammel skuel”. Også det har han vel set på med en vis ængstelse. Så vidt jeg husker, gik Meta på seminariet ved den tid, der her er tale om, og Johannes var vel begyndt at studere medicin. Herluf gik på Realskole eller Gymnasium og Else var min elev. Jeg har kun gode og lyse minde om disse børn.

Den somme, jeg nu skal berette om, var Herluf begyndt at interessere sig lidt for kajakker. I Herning købte han en almindelig paddelkajak. Jeg ved ikke om det var mig der satte ham griller i hovedet. Det var det nok. Resultatet blev i hvert fald, at vi var enige om, at tage på en langtur sammen. Til den ende riggede vi sejl og ror på Herlufs kajak. En skønne dag læssede vi begge bådene på Vejle – bilen, vinkede farvel til de efterladte og fik chaufføren lokket til at køre ned til Vejle havn. Vi forlod Engesvang tirsdag middag d. 16. juli 1935 og satte bådene i vandet omkring kl. 15.

Jeg citerer fra logbogen:
”Med rutebil til Vejle tirsdag middag. Startede fra Vejle kl. ca. 3. med sejl, vinden agter. Temmelig svær sø. Herlufs ror tog skade midt i fjorden, reparerede, sejlede videre midt på fjorden, rundede Trelle Næs. Padlede ca. 2 km. mod SV. Traf en familie fra Fredericia, som anviste en ideel lejrplads med kilde tæt ved stranden.”

”onsdag den 17. juli 1935

Sov tåleligt. Startede kl. 9. Kurs SV. Brækkede en pagaj ved Fredericia. Spiste middag i kajakklubbens hus. Gjorde indkøb i Fredericia. Reparerede pagajen. Padlede ned gennem bæltet. Strømmen med. Kom ind i idvande tæt før broen på grund af en strømrase, som vi antog for en strømvending. Satte sejl syd for Galshoved klint. Vinden svag (SV). Gik i lejr ved Gamborg fjord nord for Ellegård på Fønsskov omkr. Kl. 6. gård på 150 tdr. ld. Bindingsværk”.

Jeg husker, at vi var inde at købe smør på gården, at vi havde det hyggeligt med folkene der, som kom ind i teltet om aftenen. mere end 40 år efter kom jeg til at nævne turen her for en rejsende svend, som vi af og til fik besøg af. Det viste sig, at han havde tjent som forkarl på Ellegård den sommer og huskede os. Han havde flere gange tænkt på, hvor han havde truffet mig tidligere. Nu blev det opklaret.

Logbogen:

”Torsdag den 18.juli 1935.

Op et kvarter i 4. gik for sejl. Kurs SSV med vinden agter for tværs mod Wedelsborg Hoved. Ret kraftig sø. Herluf strandede på ”Hovedet”. Gik i land, ”spiste, tørrede tøj”:

Det var mens vi sad her, at vi fik besøg af Tito Wedel, den senere ejer af Frisenborg. Han var på dette tidspunkt forvalter hos sin far på Wedelsborg. Han var meget venlig og gav os sine tørre tændstikker i bytte for vores våde

Logbog forsat:

”På grund af stærk brænding måtte vi bære bådene ca. 300 m rundt om hovedet. Kurs SØ mod Aborreminde. Landgang. Øste bådene læns, tørrede tøj. Sludrede med nogle fiskere. Ålefangst på stedet. Måtte vente med at sejle derfra til klokken var 5½, da bådene blev kastet tilbage af brændingen. Kurs S mod Assens. Vinden tværs, siden lidt foran. I Assens klokken godt 6. her fik vi en hjertelig modtagelse i roklubbens hus. Fik bådene i hus, øste dem læns og tørrede tøj. Sov i roklubhuset om natten. Flinke folk helt igennem. Traf sammen med en anden kajakmand fra Middelfart”. Det var, da vi lagde til kaj her, at Herluf sig selv uafvidende lavede en meget fin manøvre med sin kajak, et ærbostik. Det vakte megen beundring blandt tilskuerne. Det skal da for øvrigt bemærkes, at roklubfolkene redte op for os med kapokredningsbælter. De var fantastisk dejlig at ligge på i modsætning til den hårde strandbred.

Logbog fortsat:

”Fredag den 19. juli 1935.

Vind SV. Torden. Gik en tur i Assens, gjorde indkøb, skrev hjem. Padlede sydpå gennem Thorsø Vig og Thorsø Sund. Da vi var kommet ud i åbent farvand her øst for satte jeg sejl på søen: men Herluf`s stag var for kort til at kunne hejse sit sejl på søen. Da vinden imidlertid friskede, mente jeg, vi burde gå i land og ordne hans sejl. Vi var netop ud for Sønderby Klint (44m o. h.). Der var nogen brænding. Men inden vi var færdige voksede søen. Vi prøvede at sætte Herlufs båd ud. Det var så meningen, at jeg selv skulle ordne min. Han kom også ud, men roret tog skade, hvorfor han måtte ind igen. Jeg reparerede det. Søen voksede stadig, og da jeg kunne mærke, at Herluf helst ikke ville ud, besluttedes det, at vi skulle vente til hen under aften og se tiden an. Medens jeg skriver dette brøler brændingen stadig lige ved fødderne af mig og skummet sprøjter ca. 2 m i vejret. Jeg tænker klokken er ca. 6 nu, og det kunne se ud, som om vinden var ved at løje af. For alle tilfældes skyld spiser vi nu, så vi er klar til næste tørn, hvis det skulle stilne af. Har taget billeder af klinten m.m. overnattede hos Ellen og Vilhelm Andersen i St. Ebberup”

Her føler jeg trang til at komme med et par ekstra kommentarer. Da vejret stadig var temmelig barsk, gik jeg op til den nærmeste telefon og kom i forbindelse med Vilhelm, en af de gutter, der var med til at bygge svømmebassinet i Engesvang. Nu var han murer, gift med Ellen, en af mine gamle gymnaster og bosat i St. Ebberup, hvor han var murer. Begge var mine nære venner. Vilhelm kom omgående, da han hørte, vi var i nærheden og tog os med hjem. Vi havde en hyggelig aften, hvor vi opfriskede de gamle minder. Der var ikke tale om, at vi kunne tage tilbage til teltet. Vi skulle værsgo blive hos dem om natten. Megen plads havde de ikke, men hvor der er hjerterum o.s.v. Herluf fik en divan og jeg blev anbragt i dobbeltsengen hos Vilhelm og Ellen, der vist var i syvende eller ottende måned. Sådan ordnede man den slags, når man var fra Engesvang og var gode venner. Næste morgen blev vi kørt til klinten, hvor bådene ventede.

Jeg fortsætter nu logbogen:

Ordnede til morgen mit fotografiapparat, som var kommet i uorden den første dag. Sand i mekanismen. I det hele taget er der sand alle vegne, i gryden, i maden, i tøjet, i soveposen og i båden”.

Lørdag de. 20. juli 1935.

Startede kl. 9 Gik tværs over Åkrog Bugt med kurs mod Langøre. Vinden imod. Nogen sø. Trak bådene over Langøre. Ned gennem Helnæs Bugt. Teltede på østsiden af Helnæs på grund af regn. En tur op i byen.”

Her må jeg igen bryde ind, midt i bugten var vi i tvivl om, hvor længe vi havde padlet. Der lå et mindre skib for anker midt i bugten og på dækket opholdt sig en stor knægt. Jeg råbte op til ham og spurgte havd klokken var. Pokker tog ved ham under dæk. Et øjeblik efter kom – jeg tænker, det har været skipper op og spurgte i en brøsig tone på Tysk, hvad vi ønskede. Det fik han at vide, men gad ikke svare, bad os om at forsvinde. Hvad vi senere oplevede den følgende nat, måtte vi uvilkårlig sætte i forbindelse med denne sorte skude. - - - - - - Som omtalt i logbogen gik vi en tur op gennem Helnæs by, en lille pyntelig by med nogle yderst elskværdige mennesker. En fiskerkone, som vi kom i snak med kogte os en pot rejer og siden købte vi friskfangede rødspætter, som vi stegte over primussen. Hen ad aften hørte regnen op, og vi bestemte os for at fortsætte turen. Jeg fortsætter med at citere loggen:

”kl. godt 9 lørdag aften. Kurs S en streg Ø efter Horne land. Vinden imod, padlede. Nåede Horne Land ved bøjden Næs ca. midnat. For mørkt til at lande. Forsøgte at læse søkort ved hjælp af tændstikker, da lommelampen var smadret. Helnæs fyr agter, desuden sås to andre fyr om styrbord. Det viste sig senere at være Fynshav og Ærø Nordfyr. En mand med en lygte råbte om vi ville i land. Han dirigerede os ind til en lille bådebro. Vi trak bådene på land, transporterede telt og grej op ad en stige til en udmærket lejrplads på klintens top. (Bøjden Næs). Lå søndag over på grund af storm. Drak kaffe og spiste til aften hos omtalte mand, der havde gravet guld i klondike på Jack Londons tid.”

Men der er en del mere at sige om dette. Det begyndte med, at Herluf en times tid efter, at vi var gået til ro, vågnede ved en svag støj nede på stranden. Han vækkede mig, men jeg var vist ikke videre forhandlingsvillig på den tid af natten. Han stod imidlertid op og kikkede ned. Der kom tilsyneladende en del gods i land. Hvad det var, kunne han vist ikke bedømme og kravlede i soveposen igen. Næste formiddag mens jeg var ved at barbere mig fik vi besøg af omtalt mands søn. Det var en knægt på en seks syv år. Herluf fik en vældig snak med ham og spurgte bl.a. om hvad hans far lavede. Ja, sagde drengen han lever af nogle patenter. Desuden boede de herude, fordi drengen havde svage lunger og helst skulle bo i nærheden af havet. I løbet af eftermiddagen kom der så bud til os, om vi ikke kunne have lyst til at komme og få en kop kaffe. Det havde vi naturligvis, og tilbragte en hyggelig eftermiddag hos disse rare mennesker. Det endte med, at vi skulle komme igen og spise til aften sammen med dem. Der manglede ingenting. Da måltidet var forbi gik manden, som vi imidlertid havde fået oplyst hed Petersen, med drengen ind for at bede aftenbøn. Derefter fortsattes samtalen, hvorunder Petersen oplyste, at i sin tid havde været guldgraver i Klondyke på den tid, hvor Jack London, som han for resten ikke gav meget for, også opholdt sig deroppe. I hans vielsesring var der for øvrigt indfældet en lille klump rå guld, som stammede fra hans guldgraverperiode.

Vi kom desuden til at snakke våben. Det kom af, at jeg havde opbrugt min ammunition til min kal. 320 tromlerevolver. Nå, ja men jeg kunne da få en æske af ham. Den hentede han, og samtidig fik jeg set hans arsenal. Der var imponerende. Bl.a. havde han en utroligt langløbet pistol, som - sagde han - også stammede fra hans klondike – tid. Den var så langløbet, at man måtte lægge løbet ind over venstre albue, når man skulle sigte med den. De brugte den, sagde han, som forsvar mod Grizlybjørne, da de ikke kunne slæbe rundt med riffel ude ved feltet. Alt i alt var det en interessant aften. Jeg fik hans adresse, og det var meget godt, for jeg glemte min dolk hos ham og måtte senere skrive til ham om at sende den. Hvad han også gjorde. Vi skiltes i bedste forståelse og blev for resten forsynet med en del proviant, som de flinke mennesker pånødede os. Måske har de trukket vejret lettere, da vi dampede af. Jeg fik nemlig senere, da vi kom til Næstved at vide, vi her havde været på besøg hos en af Danmarks største spritsmuglere. Der kendte de ham udmærket.

Et og andet begyndte at dæmre for os: Den sorte båd i Åkrogbugten, virksomheden på stranden om natten, den tomme bådebro og den tomme garage og mange andre småting. Nå, vi var i hvert fald blevet behandlet fint, lad ham så også have gjort det for at passificere os. Han skal i hvert fald have tak for en hyggelig eftermiddag og aften, samt al den proviant vi blev forsynet med.

Loggen på ny:
”mandag den. 22. juli 1935. kl. 6 morgen. Kurs øsø, N`om Lyø, derefter sø. S om Avernakø. Var i land på Avernakø, V for Drejet for at købe æg.”

Atter må jeg bryde ind. Langt til søs kunne vi høre hønsene kagle på Avernakø, og det fik os til at tænke på en beskrivelse om en gammel langtur i disse farvande, jeg husker ikke mere hans navn, men han fortæller om, hvorledes han havde været i land og købe æg, som han senere spejlede, da han nåede til Flæskholm, en lille ø, der ikke var større, end at man kunne stå midt på den og pisse i vandet til alle sider. Det kan godt være, at han anvendte et andet ordforråd. Nå --- slet så lille var den nu heller ikke, nok om det, men vi ville altså også have spejlæg på Flæskholm. Altså gik vi i land på Avernakø, lige vest for Drejet og opsøgte hønsenes ejerinde, en venlig ældre dame. Hun ville have halvanden krone for et pund æg. Jeg gav hende to med det resultat, at hun kom løbende efter os med endnu en portion. Verden er lille: Da jeg mange år efter fortalte den historie i min klasse, sagde en af pigerne: ”Det var min bedstemor, hun har selv fortalt historien”

Tilbage til logbogen:

”Kurs Ø mod Flæskholm for sejl. Vind agter for tværs på bagbords side. Spiste til middag på Flæskholm. Traf to rejefiskere fra Skarø, som lå her med deres båd. Eftermiddag. Kurs ØNØ mod Lensskov nord om Skarø. Vinden tværs”

Her indtraf også et par episoder, som jeg må fortælle. Jeg tror nok, at jeg havde det lidt med at skulle dupere Herluf med mine sømandsudtryk. Så da vi er på højde med Skarø Odde ville jeg ændre kursen til lidt mere østlig, så jeg fik vinden lidt mere agten ind, og siger derfor: ”jeg falder af”. Til stor forskrækkelse for Herluf, som troede, at der var ved at ske noget forfærdeligt. Lidt efter opdager jeg, at der kun var en kvart meter vand under kølen, idet landfoden fra Skarø her rager temmelig langt ud. Jeg syntes derfor, at det var en god vittighed at stå ud af båden og spadsere en tur ved siden af den. Vinden må imidlertid være drejet eller også er der nogle særlige forhold i det forholds snævre sund.

Jeg citerer logbogen:

”Gik gennem Svendborg Sund med vinden agter, var i land på Bukhs ”Strandgården”, provianterede i to timer i Svendborg. Lettede kl. 6 gik for sejl gennem Skårupør Sund mellem Fyn og Turø. Blev fulgt på vej af en kajakroer fra Svendborg. Måtte løsne stagen for at slippe under broen fra Fyn til Tunø. Rundede Fyns sydøstlige hjørne og gik ca. 1 km mod nord. Satte kurs mod Lohals. Hård modgående strøm, kastevinde, hårde byger. Vinden næsten agter, lidt bagbord. Ubehagelig skrap strømsø. Landede halvanden til to kilometer syd for Lohals, bådene halvt fulde af vand. En del mennesker på stranden. Teltede straks og skiftede kluns. Koldt.”


Så vidt logbogen. Et par supplerende bemærkninger: Da vi forlod Svendborg, var vi godt klar over, at der var lidt usædvanlige vejrforhold. Der var også en meter over daglig vande i Svendborg havn. Vi blev derfor enige om først at søge op langs Fyns østkyst og se vejret an. På en eller anden måde må Herluf havde misforstået mig, for pludselig vender han stævnen mod Langeland, og i det vejr var der kun en ting at gøre, nemlig at følge efter. Jeg kunne jo ikke have ham til at ligge og fumle rundt ude i bæltet alene. Det var virkelig hårdt vejr. Vi havde jo ingen mulighed for at mindske sejl, så det gik bare derudad, alt hvad kludene kunne trække, og jeg må nok sige, det krævede koncentration at holde ”træskoen” på ret køl. Det var mest de noget uberegnelige vindstød sammen med den meget skrappe strømsø, der mildt sagt var lidt generende. På et vist tidspunkt passerede jeg Herluf, det var vist ude midt i bæltet. Jeg havde lidt større sejlareal end han, og der var jo ingen mulighed for at ”bremse”. Jeg kan huske, at han sad bleg med blikket rettet stift fremad. Jeg kunne jo ikke se, hvordan jeg selv så ud. Men jeg råbte til ham i forbifarten: ”Tror du det går, dette her?” – ”Jeg ved det ikke.” svarede han.

Nå, vi nåede da over, og bådene nærmest fløj op på strandbredden. Som nævnt i loggen var der samlet en flok mennesker på stranden. De havde med bekymring fulgt vor fart, og et par fiskere kom også med deres uforbeholdne meninger om den slags sejlads. De skulle i hvert fald ikke ud i den slags vejr. Et andet forhold, som jeg må bemærke, er at hvis to længdeangivelser fra hh. Fyns og Langelands kysten er rigtige, må vi være forsat em 6 – 8 km i nordlig retning af strømmen, og det er meget, når man tænker på, at vi havde vinden en smule ind på bagbords side. Vi havde som nævnt slået telt og skiftet det dyngvåde tøj ud med landgangsklunset. Tilskuerne havde efterhånden forladt stranden, og vi krøb i soveposerne. Men dramatikken var ikke forbi endnu. Ved midnatstid vågnede jeg ved en mærkelig skvulpende lyd, og da jeg fik tændt lommelampen, så jeg vand lige uden for telt døren. Vandet var steget yderligere i løbet af natten. Jeg lå og lurede lidt på, om det skulle blive nødvendigt at flytte teltet højre op, men besluttede mig til at lade være, og i løbet af den næste halve time begyndte vandet også at falde, så vi kunne fortsætte vor afbrudte slummer.

Jeg fortsætter med logbogen:

”Tirsdag den 23. juli 1935 startede kl. 6.30 (Det har jeg af en eller anden grund streget ud) Kurs NNØ. Gik i land på nord spidsen af Langeland. Lettede kl. 2. Kurs stik Øst mod Omø fyr. Kort ophold på Omø, videre syd om Sjælland. Kort ophold i Klinteby, hvor vi fik græs at sidde på. Øm i enden af den lange tur. Videre til Karrebæksminde, som vi nåede hen under aften. Næste dag op ad åen til Næstved”.

Her slutter logbogen, men jeg må igen fylde lidt på: Da vi besluttede at gøre ophold på Franke Klint, Langelands nord spids, var det naturligvis både for at spise middag, men også for at se forholdene lidt an, inden vi gav os i lag med den længste tur i åbent farvand. Ifølge andre langtursberegninger sendte man kajakken med færgen over storbælt. Det ville vi sgu ikke.

Fra Langelands nord spids kunne man stil øst skimte noget, der lignede en lodret stoppenål ude i horisonten. Det, fandt vi ud af, måtte være spidsen af fyret på Omø. Altså bådene i vandet med sejlet sat, og så bare derudad. Vinden var jævn fra NV. Og søen forholds rolig. D.v.s. da vi først et stykke fra land, var der nu nogle kraftige dønninger. Af og til forsvandt bådene i hver sin bølgedal, så vi tabte hinanden af syne. Men det var nu magsvejrsejlads i forhold til det, vi havde været ude i dagen i forvejen, og bådene skød en ret god fart. Vi regnede ud, at de havde løbet ca. 4 knob i snit. Det må vist siges at være hæderligt for fartøjer af denne art. Men vi havde også vinden lidt agter for tværs, og det var den vind, der passede dem bedst.

Det blev en herlig tur, for selv om vi sad lavt syntes vi alligevel, at vi havde en fin udsigt. Oppe mod nord gled færgerne som legetøjsskibe frem og tilbage i horisonten, og foran dukkede Omøs kyst lidt efter lidt op af havet. Vi nåede velbeholdent Omø og smuttede en tur ind i havnen, hvor vi traf en gammel fisker, der naturligvis spurgte, hvor vi kom fra. Ja, vi da fra Vejle og skulle til Næstved. Om det da var en ”rekordsejlads”. Næ, det var det nu ikke. Så skulle da pokker stikke ud i sådan et par træsko, og så spyttede han fedt og pladrende ud i vandet. Vi var vist ikke rigtigt hans nummer. Nå, det var vi nu ligeglade med. Vi varpede ud af havnen og satte kurs mod den Sjællandske kyst. Lidt efter lidt dukker bundgarnspælene fra de hjemlige strande frem. På en af dem sad en skarv. Det var første gang, jeg så sådan et kræ. Siden har jeg jo haft lejlighed til at se deres kolonier på nærmeste hold. Men det var altså den første, og det var virkelig en oplevelse, vel ikke mindre fordi jeg kunne gøre Herluf opmærksom på den.

Onsdag den 24. juli slutter turen.


Men alt har som bekendt en bagside, og vores blev efterhånden noget øm af den lange sejlads. I en kajak skal man helst sidde hårdt for at kunne følge bådens bevægelser, og vi havde efterhånden siddet og balanceret i bådene i adskillige timer – fra klokke halv syv i morges, og nu var det sidst på eftermiddagen. Ikke sært, at vort balancepunkt var lidt overbelastet. Nu var vi imidlertid kommet i smult vande. Vi nærmede os Klinteby – ja sådan hedder den nu. I gamle dage hed den Gumperup. Men det kunne man altså ikke have den til at hedde – med alle disse Københavnske sommergæster. Så derfor søgte man det høje ministerium om at få et pænere navn, og det fik man. Nå, men da vi altså nåede Gumperup var vi så ømme i klinten, at vi måtte i land og plukke græs til at lægge i bunden på kajakkerne. Det lindrede.

Der var endnu et godt stykke vand til Karrebæksminde. Og så skulle vi endda der forbi og helt ud til Enø sommerhusområde, hvor nogle af min fars kusiner ejede en mindre strandhytte. Kirsten, Marie og Margrethe modtog os med åbne arme og varm forloren skildpadde. Vi havde en hyggelig aften, hvor vi fik lejlighed til at skildre turen, for. ”Wenn jemand eine reise tut, dann kan er was erzählen” og de tre var gode lyttere. Det var vores syvende og sidste lejr. Et par madrasser, som vi fik ind i teltet, gjorde deres til, at denne lange dag fik en behagelig afslutning.

Ved middagstid dagen efter tog vi afsked med de rare søstre og hejste flag ”bound for Næstved”. Den sidste del af turen var ret triviel. Der var en ret tæt trafik af større fartøjer i det snævre åløb. Her var det vanskeligt at bruge sejlet, og strømmen var imod, men vi nåede da havnen, fik bådene op og sendt med toget, mod Ringsted. På et eller andet tidspunkt denne eftermiddag må vi havde besøgt ”Anders i Næstved” en fætter til min far. Han hed Anders Hansen og havde en skind og produkthandel i Østergade. Det var i hvert fald ham, som kendte Pedersen fra Bøjden Næs, og som fortalte, at han var kendt som ”Danmarks største spritsmugler” Det var muligvis også Anders, der fremskaffede et hestekøretøj til at transportere kajakkerne til banen med. Desværre husker jeg ikke ret meget fra denne turens sidste dag. Noget tyder på, at vi har været noget udkørte. Det eneste der står tydeligt for mig var, at vi sprang tværs over jernbanesporet for at nå toget, der var ved at sætte i gang.

På dette tidspunkt var der endnu station i Englerup. Den sidste del af turen Silkeborg – Sigersted foregik til fods fra Englerup til Ny Løkkegård, hvor vi naturligvis atter fik en hjertelig modtagelse og atter kunne få lov til at fortælle om ”den lange rejse”. Vore tilhørere fra den gang er alle borte, Karen, far, mor, Niels og Poul. Kun mine egne to børn fra dengang er her stadig. ikke mindst for deres skyld, men naturligvis også for min øvrige familie har jeg nedskrevet dette. Hver gang Herluf og jeg ses, må vi mindes denne tur ”med megen glæde”

Sommeren 1936

I de senere år havde jeg arbejdet en del med fri idræt, både personligt, diskoskast og spring, men også som instruktør, dels i Engesvang og dels på amtsplan. Engang i juli eller august havde jeg arrangeret et amts – idrætsstævne kombineret med en sommerfest i Grauballe. Det havde været et slæb af den anden verden at få det til at klappe. Jeg havde forhandlet i øst og vest. Det hængte mig efterhånden langt ud af halsen. Nu kunne jeg ikke tåle at se mennesker mere. Jeg besluttede derfor – som en slags rekreation at tage en tur med kajakken, og så kunne jeg lige så godt slå to fluer med et smæk og sejle til Sjælland igen, hvor vi skulle holde sommerferie som sædvanlig hjemme på gården. Stig var efterhånden selv blevet kørende. Formedelst 25 kr. havde jeg erholdt løsdele til en barnecykel. Det var vist fra postordrefirmaet ”Cykelkompagniet".

Med Poul foran på styret i barnestolen og Stig ved siden af på sin egen cykel kørte Karen turen til Sigersted med en overnatning i Gribsvad. Det var barsk.

Samme dag som de startede, fik jeg Vilhelm Malmbak, som skulle til Århus med et læs tørv, til at tage kajakken og mig med. Det må have været lige over middag. Datoen husker jeg desværre ikke. Jeg førte ingen logbog det år. Det fortryder jeg nu. Vi ankom til det område, hvor sporvognsremisserne dengang lå, og her satte jeg ”Gine” i vandet, satte sejl og vinkede farvel til Vilhelm. Tanken var, at jeg skulle turen nord om Sjælland til Helsingør, hvorfra jeg kunne få sendt kajakken retur med toget.

Min første destination var Samsø nordspids, hvor jeg regnede med at slå telt, og dagen efter gå videre til Sejrø. Sådan gik det imidlertid ikke. Da jeg ved sekstiden over Mejlflak -– hvor der i parentes bemærket stod brænding så jeg fik vand i bukserne - nåede Samsø, traf jeg en meget vrippen og arrogant herre, der absolut ikke ville have mig til at telte der. Så efter at jeg havde taget et billede af båden, vendte jeg næsen mod Vejrø. Der, vidste jeg, var der i hvert fald ingen arrige sagførere, som kunne forhindre mig i at gå i land. Øen var ubeboet og hørte under Brattingsborg, og grev Danneskjold – Samsøe boede jo helt nede på sydspidsen af Samsø, så han kom nok ikke.

Det blev en rar tur. Jeg havde en let brise agter ind og båden gled næsten lydløst gennem vandet. Da jeg nærmede mig øen, vrimlede det med sæler, som øjensynlig slet ikke kunne tage dette lille fartøj alvorligt. En stor krabat kom mig så nær, at jeg blev nervøs for at den skulle ”bestige” båden. Jeg gav et brøl fra mig, der fik hele flokken til at forsvinde. Senere så jeg nogle stykker, der lå og hvilede sig på de store sten langs kysten. Heller ikke disse syntes at interessere sig hverken for mig eller min skude. Jeg var kommet ind langs øens nord – side. Da jeg nu rundede den østlige pynt, opdagede jeg til min ærgrelse, at der lå et ketchrigget fartøj til ankers ud for nord – kysten. ”for pokker”, tænkte jeg, så er det nok alligevel greven, der ligger her. Du må hellere spørge om lov til at gå i land. Altså sejlede jeg hen og prajede båden. Et par unge mennesker dukkede op og spurgte på tysk, om jeg havde lyst til at komme ombord, og først nu fik jeg øje på hagekorsflaget. Nå, ja hvorfor ikke? De stak mig en line, så jeg kunne fortøje, og jeg entrede ketchen. Her måtte jeg tømme indtil flere velkomstbægre med de tyske sejlsportsfolk. De fortalte at de var ingeniører fra Bremerhafen. Så vidt jeg kunne forstå, var de tilknyttet flådestationen der. De var nu ikke mere sø kyndige, fortalte fyrmesteren på Sejr ø mig senere, end at de havde været oppe at hænge på Sejr ø rev den samme formiddag. Jeg måtte oversætte den danske radio – vejrmelding for dem, og vi hyggede os, indtil jeg skulle i land og slå telt. På dette tidspunkt var jeg vistnok ikke helt appelsinfri. Jeg fik i hvert fald dyppet mit ur i Kattegat, så det nægtede at fungere mere på den tur, men jeg fik da rejst teltet og kom til køjs.

Næste morgen var tyskerne væk. Lidet anede jeg, at jeg få år efter skulle få mere at gøre med den slags herrer, end jeg brød mig om. Nu var øen min. Ikke et menneske inden for synskredsen. Jeg smed tøjet, tog mig en dukkert i den kølige morgen og gik på opdagelse. Der var dog en kolossal mængde harer, tænkte jeg. Ret hurtig opdagede jeg dog, at det var kaniner, uanede mængder. En ruin oppe midt på øen viste, at her engang havde boet folk. Men ellers var der udbredte græsmarker og krat, hist og her rødtjørn, som køerne havde gnavet af, så højt de kunne nå, således at de nærmest lignede paddehatte. Enkelte steder dannede de ligefrem porte.

Ja, de forbandede høveder, og der var mange af dem. De havde fået smag på mit telt. Af og til måtte jeg hujende fare tilbage for at redde det. Det må have været et kosteligt syn: en splitternøgen mand, der bandede og skrigende forfulgte en flok bissende køer. Dagen gik imidlertid på hæld, og jeg skulle videre. Et gammelt søkort viste, at kursen mod Sejr ø var SSØ. På vagere og koste kunne jeg se, at der var ret kraftig nordgående strøm. Så det var nok sikrest at lægge kursen en streg til to mere østlig, især da vinden var stik vest, og det vil sige, at jeg skulle regne med en smule nordlig afdrift.

Jeg vil tro, at klokken må have været omkring ved 6, da jeg startede. Det gik fint de første par sømil, men pludselig kom tågen væltende og slettede alle mærker ud. Før jeg tog af sted, havde jeg købt et lille billigt lommekompas for 1.25kr. Det lagde jeg nu op på dækket og holdt kursen efter. Til alt held var der ingen anden trafik. Faren for at blive sejlet ned af et eller andet fartøj var jo absolut til stede. Da jeg havde sejlet en rum tid – uret var jo gået i stå – lettede tågen lidt igen, og forude så jeg noget hvidt, der kunne ligne sejlet på en mindre båd. Det lå lige på min kurs og holdt tilsyneladende samme kurs som jeg. Så det holdt jeg retning imod. Snart efter viste det sig ikke at være et sejl, men netop det fyr, som jeg havde lagt kurs efter. Sådan gør man bare det!! Jeg var tilpas duperet af mig selv. Og så kan man – efter sigende – ikke nå højere i denne verden.

Efter at havde fået fyrmesterens tilladelse slog jeg telt på stranden neden for fyret, ringede hjem til familien, lavede aftensmad og krøb til køjs. En time efter vågnede jeg ved et forrygende vejr, hårde vindstød, torden og øsende regn. Mit nye telt var utæt som en si. Det regnede lige igennem det. Jeg pakkede mig ind i det vandtætte underlag og sov fra det hele. Næste morgen gik jeg for frisk søndenvind NO mod Gniben på Sjællands Odde med en ubehagelig krap sø, der krævede al min opmærksomhed. Det førte med sig, at jeg ramte Gniben for langt mod syd. Jeg ville derfor bomme over og gå langs land NNW for at komme rundt om pynten. Men på grund af det hårde vejr var det umuligt at bomme uden at kæntre.

Der var altså ikke andet at gøre end at rende båden op på stranden og bære den over på den anden side af odden. Som det vil fremgå af billederne, var det imidlertid en meget ubehagelig kyst med store sten. Med mit ene ben afbødede jeg de værste stød, men ”Gine” fik alligevel et par skrammer. Jeg pakkede sejlet ned og belavede mig på at bære båden de par hundrede meter om på den anden side af odden. Heldigvis dukkede der et par behjertede fiskere op, som gav mig et nap med. Jeg kunne sætte ”Gine” i vandet på den læ nordkyst og sætte sejl for Yderby Havn, min næste destination. Egentlig ville jeg have fortsat til Klint, hvor min søster Elae bestyrede et pensionat, men fiskerne på stedet rådede mig fra at gå ud.

De skulle bare vide, hvad jeg havde været ude i, inden jeg nåede hertil.
Enden blev imidlertid, at jeg slog teltet op, gik hen på kroen og fik en kop kaffe. Det blev en meget hyggelig eftermiddag og aften. De mente nu alle sammen, at jeg var gift med Else Andersen, kaldet ”Smørrebrødsjomfruen”, som året i forvejen vist var svømmet over Kattegat, men det var jeg nu ikke, måtte jeg bedrøve dem med. Jeg traf en fabrikant, Lykkebo tror jeg han hed. Hans store hobby var tun fiskeri. I de år var der i efterårsmånederne stor stimer af tun i dette farvand. Han var helt vild og blodig for at få mig med på tun fiskeri i løbet af efteråret. Jeg måtte bedrøve ham med, at jeg på dette tidspunkt var travlt beskæftiget med at proppe lærdom ind i hovedet på folks mere eller mindre kløgtige unger. I løbet af aftenen kom jeg i snak med en fisker, der hed Peter og vist nok Hansen til efternavn. Det var ham der lærte stedets unge op i almindeligt sømandskab. Han og hans kone inviterede mig på kaffe i kahytten på deres fiskerbåd. De havde ingen børn, og jeg havde på fornemmelsen, at de boede på båden. De fiskede lidt til husbehov. Nu var de lige kommet hjem fra en tur Sjælland rundt.

Når han skulle have nye træsko f. eks, smuttede han lige til Sverige og købte dem der. Jeg skulle for resten lige stikke til Hven, når jeg kom ned gennem Øresund, sagde han. Der lå en del gamle Kragejoller, som bare trængte til at ligge i vandet et par dage for at blive tætte. Sådan en var lige noget for mig, mente han, og de var til at få for en slik. De kunne nemt ombygges. En gammel Ford motor kunne man få for en 100kr seddel, og han lavede en meget omhyggelig tegning med stævnrør og det hele, der viste, hvordan man monterede sådan et bæst. Hen på aftenen tog jeg afsked med Peter og hans rare kone og belavede mig på at krybe i soveposen. Men om forladelse, så snart jeg viste mig ved teltet, blev jeg belejret af nogle unge mennesker, der absolut ville snakke. Og det blev de ved med til langt ud på natten. Flere af dem læste til realeksamen. Det forlangte deres forældre. Men de var ikke i tvivl om, at de ville ud medfiskekutterne så snart eksamen var overstået. Det var nogle flinke unge mennesker, men til sidst måtte jeg genne dem ud, jeg var træt efter en lang dag.

Næste formiddag var vinden knap så frisk, men stadig sydlig. Der var i hvert fald luft nok til, at jeg kunne nå Klint i løbet af eftermiddagen. Distance ca. 10 sømil. Jeg teltede i en passende afstand fra pensionatet. Else og hendes unge pige sørgede i rigt mål for mine legemlige fornødenheder og underholdt mig i teltet til langt ud på aftenen. For sydvesten brise gik jeg næste formiddag fra Klint, fulgt på vej af pensionat hunden og tilvinket af pigerne, over Nyrup Bugt til Korshage, hvor jeg faldt i snak med en ældre lærer, der absolut ville give en øl. Da jeg i øjeblikket ikke var i stand til at klemme sådan en ned, puttede han den i kajakken til senere afbenyttelse.

Videre gik turen over indløbet til Isse fjord, forbi Spodsbjerg Fyr – Hundested i horisonten mod syd og videre langs stranden forbi Liseleje, til jeg var ud for det militære skydeterræn på Melby Overdrev. Her skete ”katastrofen”. Nogle unge mennesker svømmede ud imod mig, og mens jeg vendte mig for at vide hvor langt jeg var kommet, tog jeg mig ikke i agt for en kraftig sø, der ramte mig på bagbords side og kæntrede kajakken. Jeg sad med piben i munden. Den tabte jeg naturligvis, da jeg gik på hovedet i vandet. Det var såmænd ikke det værste, at min Tuborg røg udenbords. Langt værre var det at mine teltpløkker gik samme vej. Dem fandt jeg ikke igen og var dermed afskåret fra at slå telt. Nå der var jo forholdsvis lavvandet, så jeg vadede lidt slukøret i land og trak i landgangstøjet. Kajakken, med alt hvad der var i den, lod jeg blive tilbage på stranden. Jeg havde jo ingen mulighed for at slå telt, så jeg vandrede op til Melby, hvor pastor Gissel, vor tidligere præst i Engesvang, boede. Hverken han eller fruen var hjemme, men det var heldigvis deres datter Karen Margrethe, som i sin tid havde været min elev. Vi sad og hyggede os, til forældrene langt ud på aftenen kom hjem fra ”helliggørelsesmøde”. Der blev naturligvis en ”næ, se godda” og alt det der. Jeg sov der om natten.

Næste morgen ville Gissel vise mig haven og prøvede endnu en gang at ”omvende” mig. Jeg foreslog ham dog, at han hellere måtte opgive det og i stedet køre mig ned til båden. Det gjorde han så, han har nu altid været sådan en rar mand.

Det blæste stadig fra syd, så med vinden agter for tværs startede jeg mod Gilbjerg Hoved, som jeg nåede ved middagstid. Herefter blev alt lidt mere besværligt. ”Gine” var ikke konstrueret til at sejle med vinden foran for tværs, så jeg vandt kun langsomt frem mod Dronningmølle og opsøgte vandrerhjemmet. Teltet var jo stadig ubrugeligt. Ganske vist ejede jeg ikke et vandrekort, men da jeg fik snakket lidt med værten, viste det sig, at vi i hvert fald havde en fælles bekendt, ”H. P.” fra Herning. Det gjorde udslaget. Jeg fik en køje og tilbragte en hyggelig aften der.

Næste dag regnede jeg med i det mindste at nå Helsingør og så eventuelt gå ned gennem Sundet. Det gik meget godt, til jeg kom forbi Hornbæk, her drejer kysten mere syd på, og da vinden var gået lidt mere i SO, måtte jeg stryge grejet og tage til pagajen. Det blev en hård tur med vind og strøm imod, og helt tosset blev det, da jeg nåede Kronborg. Jeg padlede på livet løs, uden at jeg tilsyneladende kom ud af stedet.

En stor havgående motorbåd gik ud på siden af mig, og skipperen råbte: ”Vend om kammerat, her kommer du sgu aldrig rundt”. ”Jeg skal rundt,” råbte jeg tilbage og lagde yderlig kræfterne i. Lidt efter lidt lykkedes det mig virkelig med udnyttelsen af mine sidste ressourcer at runde Kronborg og luske ind i Helsingør havn. På slæbestedet her trak jeg ”Gine” i land. Nu havde jeg fået nok: vind og strøm imod og ingen teltpløkker. Jeg hev mit landgangstøj og soveposen op af båden og sendte hele resten som fragtgods til Engesvang. På en af statsbanens lokummer klædte jeg om. Så tog jeg toget til København. Hen på aftenen nåede jeg Hovedbanegården. Det var min hensigt at opsøge H. P. Demse og Cramer, der boede i et sommerhus i en havekoloni ved Syd havnen. Så vidt jeg husker, hed den ”Frederiksholm”.

En taxachauffør, som jeg prajede, så lidt op og ned af mig, men indvilligede dog i at køre mig ”did” mod at få pengene forud. Nu var det store spørgsmål, hvor pokker skulle jeg finde de unge mennesker i dette virvar af haver, og det var jo efterhånden blevet lidt sent. Men ved at spørge forskellige beboere, som endnu færdedes, om de ikke kendte tre unge mennesker med langt hår og korte bukser fandt jeg dok frem til nr.125, tror jeg det var. Jeg mosede op af havegangen. Døren stod åben. Der var mørkt overalt. Ud for døren stod en feltseng indeholdende 1 stk. bornholmer. Den faldt jeg over. Derved vågnede bornholmeren, som for resten også var ankommen den samme aften. Husets faste beboer så vi ikke noget til.

Bornholmeren lavede the og fandt lidt brød og smør i det lille køkken. Det var efterhånden blevet et godt stykke hen på aftenen. I den anden af huset var der slået nogle brede hylder op. De var beregnet til sovepladser. Der var nu ingen madrasser, kun de bare brædder. Jeg rullede min sovepose ud og faldt hurtig i søvn på det hårde underlag. Klokken kunne vel være hen ad tre, da jeg vågnede ved, at en lommelampe blev stukket hen i næsen på mig, og jeg hørte en råbe: ”Det er fanneme den bette degn”. Husets herrer var arriveret. De havde været henne og sende et hold skotter med skib hjem. H. P. havde naturligvis holdt tale på skotsk. Han kunne det hele. Det blev et stykke hen på morgenstunden, inden vi fik udvekslet vore oplevelser.

Det var ellers en broget samling. Demse havde arbejdet som ingeniør ved et eller andet projekt, som jeg ikke kan huske. Cramer der er uddannet bager, men ikke kunne få arbejde ved faget, var nu begyndt på en maskinfabrik og H.P., der havde den ide, at han ville være uafhængig af kapitalen, og hvad dertil hører, solgte prospektkort på Amerika bådene o. l. steder. Ind imellem tog han sig af flygtninge fra nazisterne, ja enkelte af kvinderne giftede han sig med, for at de kunne få opholdstilladelse.

På et eller andet tidspunkt tog jeg afsked med de flinke mennesker for at tage toget til Ringsted. Familien ventede mig. Det var sidste sommer, far levede. Efter hans død blev efterhånden meget forandret. Endnu nogle år, så længe mor levede, kom vi dog hjem på gården for at holde sommerferie. Det må have været denne sommer, hvor Else tog billedet af hele familien med min forældre og svigerforældre på græsplænen i Sigersted. Så vidt jeg husker, var det også sidste gang, at jeg traf farbror Anders.

Det var vist det samme år, jeg læste en artikel om, at en ganske almindelig arbejdsmand i Frankrig havde bygget en lille handy flyvemaskine med nogle ganske nye styringsprincipper og med en motorcykelmotor som drivkraft, det lød forjættende. Han kaldte den ”Himmellusen”, Pou du ciel. Jeg skrev omgående ned til ham, han kunne heldigvis Esperanto, og fik et langt brev tilbage fra ham.

For nu at være på den sikre side satte jeg mig i forbindelse med Arvid, som jeg regnede med, måtte have forstand på de dele. Han rådede mig imidlertid kraftigt fra dette eksperiment. Jeg fik et julekort fra ham, der viser ham, mens han prøveflyver et eksemplar, der var bygget på orlogsværftet. Den var direkte livsfarlig, sagde han, og desuden havde luftfartsdirektoratet bestemt, at alt i skruer, møtrikker, bolte o. l. skulle fremstilles på omtalte værft, så var man sikker på kvaliteten. I stedet rådede han mig til at melde mig ind i Silkeborg Svæveflyveklub. Og det gjorde jeg så.

Nogen ørn til svæveflyvning blev jeg nu aldrig, men vi havde mange hyggelige timer både på flyvepladsen og på værkstedet. Alt materiellet var nemlig selvbyget på den tid. Så det var nok ikke helt ved siden af, når man påstod, at i flyveklubben havde man 99% arbejde og 1% flyvning. Jeg nåede da at lave en hård landing, der kostede mig en flænge i panden, men planet skete der ikke ingenting med, og det var hovedsagen. Man spurgte sjældent til manden ved en skidehuslanding. Han kunne i de fleste tilfælde hele af sig selv, men planet var der jo arbejde ved at istandsætte.

Flyvetræning foregik i de dage i et ensædet skoleplan efter følgende mønster: 1. Planet stod på jorden med næsen mod vinden. Elevens opgave var – ved hjælp af pinden – at holde balancen sidevis. 2: man fik ved hjælp af et gummitov nogle slæbeture for yderligere at træne sidestabiliteten. 3: Gummitovet, der var todelt, blev forspændt med 6 – 8 mand, planet fastgjort til jorden med en krog, der kunne udløses. Eleven blev instrueret i at holde pinden på en bestemt måde og sætte albuen godt ind mod siden. Så kommanderedes mandskabet ved tovet: ”Gå” og når tovet var strakt ud i sin fulde længde: ”løb”. Samtidig udløstes krogen bag i planet. Resultatet var, at planet med eleven blev skudt i luften på samme måde, som når man affyrer en slangebøsse. Det gav en hulens ryk i hele kadavret. Det var derfor, man var nødt til at sætte albuen ind i siden. Ellers røg armen tilbage med det resultat, at højderoret påvirkedes, hvorved planet ville stige alt for stejlt og ende med at rutsje baglæns ned med havari til følge.


4: efter en 4-5 ture af den slags fik man på ny slæbeture. Denne gang efter en stålwire, der blev trukket af et hjemmelavet spil, monteret på en gammel Ford. 5: og så kom endelig det store øjeblik, da man skulle i luften efter spillet. Man blev nøje instrueret om, hvordan man skulle holde pinden, for at planet ikke skulle stige brat. Man måtte jo ikke komme så højt op de første gange, at man kunne nå at brase ind i spillet, men lande i tilbørlig afstand fra dette. Nu var der bare den kedelige ting ved ”stameren”, vort skoleplan, at den ikke kunne trimmes. Det skete der ikke så meget ved, når det drejede sig om de unge mennesker, der vejede omtrent lige meget. Jeg derimod var i en noget tungere vægtklasse. Vi prøvede flere gange forgæves at få mig i lufte efter spil.

Til sidst tænkte jeg: ”ja, op det skal du”, og gav den lidt ekstra pind med det resultat, at planet virkelig kom i luften, men måske nok med en lidt for stejl stignings vinkel. Knud P. der sad ved spillet, blev forfjamsket og gjorde det eneste, man ikke må gøre ved en sådan lejlighed. Han stoppede spillet, og jeg, der lå i et ret stejlt optræk, havde kun et at gøre, at give pind i bund for at få næsen nedad. Ellers var jeg gået baglæns ned på halepartiet. Det hele foregik i brøkdele af sekunder, men min fornemmelse var, at jeg i den tid fik næsen ned og derefter fladede ud, før maskinen ramte jorden. Selen var rigelig lang, så jeg huggede panden frem mod en skarp kant på instrumentbrættet, men fik alligevel frigjort mig så hurtig fra selen, at jeg fik hoved ud over kanten, så der ikke kom blod i kabinen.

Med et stykke snavset aeroplanlærred om hovedet cyklede jeg hjem fra Kristianshøj, brugte en neglebørste og sæbe på såret, fik et par albyl og gik til selskab hos Nedergaards om aftenen. Jeg havde nu nok fået en mindre hjernerystelse. Knud sørgede for at jeg fik en måneds karantæne, så skylden for uheldet var placeret det rigtige sted, og han havde ryggen fri. Det er da rigtig at jeg havde overskredet reglerne ved at give mere højderor end instrueret. Rent pædagogisk var det skrupskørt med en måneds ventetid. Jeg skulle naturligvis hurtigst mulig have været i luften igen. Følgen var, at jeg var et rystende nervebundt, da jeg en måned efter atter skulle op, indtil jeg var i luften, så gik det over, men som sagt, nogen ørn til svæveflyvning, blev jeg nu aldrig. Jeg trøstede mig med, at jeg som sekretær gjorde et stykke arbejde for klubben, og at jeg fik nogle gode kammerater, selv om enkelte følte sig lidt, på grund af deres større rutine.

Ved i stævne i Ålborg havde jeg den oplevelse at træffe den – på den tid – meget omtalte professor Picard, kort tid efter, at han havde foretaget sin ballonopstigning til stratosfæren. Senere på året, sommeren 1937 fik jeg lejlighed til at flyve motorflyvning hos Arvid inde i Kastrup. Det skete mens jeg var i København for at tage svømmelærereksamen ved Statens Gymnastikinstitut. Det var for øvrigt et meget rart kursus. Lektor Larsen, kaldet bette Johannes, modtog mig ganske vist med ordene: ”Hør, det er da vist lidt af en fejltagelse. Hvad i alverden vil De dog her. Jeg kan vist ikke lære Dem noget”. Jeg blev naturligvis passende rød i hovedet og svarede, at det kunne han ganske givet, og for resten skulle jeg altså bruge det stykke papir, som man fik efter endt kursus. Så vidt jeg husker, fulgte der ikke noget stipendium med. Så jeg boede ude hos Demse og H.P. i havekolonien i de fire uger, kurset stod på, og cyklede hver morgen ud til ”Helgoland – Øresund”. Det var hundekoldt den sommer.

En morgen var det så barsk, at bette Johannes aflyste vandgangen og fik mig til at holde foredrag om svømmebassiner. På det tidspunkt havde jeg holdt så mange foredrag om dette emne, at jeg næsten kunne det i søvne. Så det gik. Vandet vi svømmede i var vist heller ikke særlig rent. En lille rift fra en rur (Balanus), som pælene var overgroet med, gav mig i hvert fald en ondartet blodforgiftning med tilhørende halsbetændelse. Det kostede mig en uge i sengen, som jeg tilbragte i Sigersted, pylret om af min mor. Jeg var noget slap i knæene, da jeg atter stillede inde på badeanstalten, men fik dog gennemført mine prøver. Mens jeg var på kursus opholdt Karen og børnene sig selv i Sigersted og dels i Ørslev vester. I maj havde vi fået en lille pige, Ellen Birgit, som naturligvis blev kaldt søster, ligesom alle andre piger i familien.

Dette år havde vi måttet tage toget til Sjælland. Vi havde vel også lidt flere penge til rådighed nu, selv om det i dag lyder absurd at 4-500 kr. i de dage var en formue. Jeg er nødt til at gå et par år tilbage i tiden og samle lidt op. De 2100 om året, som jeg fik i løn, var jo i det lange løb ikke tilstrækkeligt til at holde en familie på 4 - 5 mennesker oven vande. Derfor søgte jeg i begyndelsen af trediverne nogle gange førstelærerembeder – altid på Sjælland, Fjenneslev, Glumsø, Frenderup og Kongsted. De to første steder ville de absolut ikke have mig. I Frenderup derimod lød det, som om jeg var favorit. Men da jeg fik førstelæreren i Hagested – missionsmanden – til at køre for mig var det sket.

Da jeg skulle præsentere mig i Kongsted, lod jeg derfor min gamle skolekammerat ”Kristen Niels Ove” køre for mig. Det gik også meget fint, indtil jeg besøgte den sidste af skolekommissionsmedlemmer. Han harcellerede over, at jeg havde så mange gymnastikkurser. ”Det var da noget værre pjat”. Jeg oplyste ham om, at det skulle han aldeles ikke blande sig i. Jeg tog de kurser, der passede mig. Hvorpå jeg forlod ham, og lukkede døren fast efter mig. Så sagde jeg til Ove:” Se så, nu er det løb kørt. Nu går vi hen på kroen og får os en pilsner og et slag billard. De bønder her er sgu ikke værd at spilde vort krudt på”.

Jeg fik naturligvis ikke embedet, men turen havde trods alt en virkning. Et par dage efter kom sognerådsformanden i Engesvang og spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig at få sat min løn op fra 2100 til 2340 kr. om året. Han blev meget forbavset, da jeg sagde: ”Nej tak” det kunne han ikke forstå. Jeg forklarede ham da, at når embedet blev sat op til det nævnte beløb, steg samtidig boligydelsen fra 1/12 til 1/8. resultatet blev da en merindtægt på 122 kr. årlig, men samtidig steg min skat omtrent ligeså meget. Det var altså det, som jeg skulle bukke og sige tak for. Det ville jeg ikke, men de kunne jo sætte lønnen op til klasse a, 2640 kr. så ville jeg sige tak. Det gjorde de.

For at supplere min indtægt, som lærer, begyndte jeg at skrive lidt til Silkeborg avis. Det førte med sig, at jeg måtte overvære sognerådsmøderne. Det jeg nu fortæller må være sket omkring 1936. Emil ”fræ æ central” var blevet sognerådsformand. Mødet var ved at slutte. Emil læste til sidst en skrivelse op fra landbrugsministe - riet, som han udtrykte sig og spurgte derefter om der var ”spørgsmål eller forslag” og så var det altså, at jeg, der jo bare var tilhører, oplod min røst og foreslog, at vi fik lavet et sognebibliotek i stedet for den samling indre missions – litteratur, der stod i forstuen til Nedergaards skole, og hvor udlånet efterhånden var gået hel i stå.

Med en udgift på 400 kr. ville vi få et tilsvarende beløb fra amtet og det dobbelte fra staten. På det tidspunkt kunne vi med disse 1600kr få dannet en antagelig grundstamme for et bibliotek. Forslaget vandt gehør. Jeg blev udpeget som formand for et lille udvalg, der skulle arbejde videre med sagen. Vi satte os i forbindelse med overbibliotekar Peder Nielsen i Silkeborg, der kom ud og for det høje råd forelagde en plan, der omgående blev vedtaget, og få uger efter stod der i sognerådslokalet et lille bibliotek med sognerådskasserer Peder Henriksen som bibliotekar. Fra centralbiblioteket i Silkeborg fik vi suppleret med et litteraturudvalg, der jævnlig udskiftedes. Befolkningen havde endelig fået mulighed for at stifte bekendtskab med en mere alsidig litteratur og ikke udelukkende til Lohses Forlag. Dermed var den linje blevet ført videre, som Esben og jeg blandt andre havde lagt grunden til med vore litterære foredrag.

I foråret 1936 kom der bud fra skoleinspektøren – det der i dag svarer til skoledirektøren – for Silkeborg skolevæsen, om jeg ikke kunne tænke mig at søge ind til byen. Mit svar var nej tak. Jeg havde det ganske udmærket hvor jeg var. Men i foråret 38 ringede han igen. Nu var der et gymnastiklærerembede ledigt, og – som han udtrykte sig – jeg kunne blive ”forkarl for al gymnastik ved skolevæsenet. Denne gang lovede jeg at tænke over det. Drengene var imidlertid blevet så gamle, at de snart skulle i mellemskolen, og jeg havde set nok til de sølle unger, der hver dag rejste med toget frem og tilbage mellem Engesvang og Silkeborg. Så den sidste dag, før ansøgningsfristen var udløbet, sendte jeg min ansøgning.

Jeg ringede til inspektøren, Anton Jensen, og sagde, at nu havde jeg sendt min ansøgning, men at jeg ikke ønskede at tage rundt og hilse på skolekommissions – medlemmerne. Hvis de ville have mig, måtte de tage mig ubeset eller lade være. Men gamle Jensen var diplomat. Da jeg blev indstillet, bad han mig komme til et møde hos sig privat, angående buskørsel til badeanstalten i svømmetimerne. Det kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørig, og her, viste det sig, var hele skolekommissionen troppet op. Så fik de da dyret at se, uden at jeg behøvede at tabe ansigt. Kort tid efter blev jeg kaldet til embedet ved Øster skole, hvor A. Jensen var overlærer, som det hed dengang. Det var med vemod, at jeg måtte tage afsked med det lille samfund, hvor jeg nu i elleve år havde haft mit virke. Man holdt en storstilet afskedsfest for mig, hvor der var store gaver og mange – tror jeg – velmente ord, også fra den missionske side, hvad jeg absolut ikke havde ventet




Udgifter til materialer i forbindelse med opførelse af svømmebadet.

80 sække cement……………………………………………………………………………………  350.00kr
1800 cementsten til filter og motorbrønd…………………………………………………..............    56.00kr
Hegnstråd…………………………………………………………………………………………..     10.00kr
Brædder og stolper og søm til forme og stillads………………………………………...................   150.00kr
Tømmer til omklædningsrum og plankeværk…………………………………………...................     80.00kr

Rør og muffer( foruden dem vi fik foræret) herunder ventiler…………………..............................   140.00kr
Redskaber m.m.m…………………………………………………………………………………..   100.00kr
Motor, Pumpe, installation………………………………………………………………………....   600.00kr

I alt………………….......................................................................................................................   1486.00kr

Alle de kampsten, vi brugte, fik vi gratis tilkørt på pladsen. Al anden kørsel ligeledes gratis

















Renskrevet af Ejvind Lasen i 2015    


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017