Artikler fra og om Engesvang


Jens Jensens erindringer IV

Erindringer og optegnelser af Jens Jensen IV  
    
 CD-10

Jens Jensen Folkeminder fra 1889.
Optegnelser af folkeliv i gl. dage, sagn, eventyr om Natmandsfolk, ordsprog, folkeviser og lignende.

Meddeles af folkeminder:
Murer Edvard Jensen, Kragelund født 1852.
Aftægtsmand Anders Jakobsen, Vands skov født 2/8. 1849.
Gårdmand Mikael Frank, Stenholt, født 20/9. 1862.
Købmand Jens rask, Stenholt, født 13/10. 1854.
Husmand Søren Hårup, Kragelund, født 20/5. 1870.
Aftægtsmand Peder Sørensen Holm, Kragelund, født 27/6. 1843.
Aftægtskone Dorthea Olesen Kragelund, født 13/11. 1854?
Husmand Anders Thygersen, Stakshede, født 24/5. 1855.
Bolsmand Søren Jensen (Olesen) Kragelund, født 12/1. 1860.
Bolsmand J. Jensen (Olesen) Kragelund skov, født 6/9. 1875.
Bolsmand Jens Jensen (Refshale) Kragelund, født 12/2. 1848.
Murer Jens Christensen (Hjulmand) Vands skov, født 13/7. 1855.
Bolsmand Jørgen Bøjelsen, Refshale født 3/10. 1871.
Gårdmand Christen P. Østermark, Frederiksdal, født 15/7. 1854.
Husmand Søren Sørensen (Rom) Kragelund, født 15/12. 1858.
Snedker Niels Johnsen, Komose, født 1844.

Pindhuse. I.
Førhen fandtes huse, de såkaldte pindhuse, væggene var i regel af ler og pinde, naturlig små grene. Også i ældre tid fandtes her i Kragelund Sogn sådanne huse, som dog nu er helt forsvunden. I gamle ombyggede huse findes i ege stolper mange huller, som jeg spekulerede over i hvad øjemed de var bleven anvendt, men nu ved jeg at de vedrører pindhusenes tid. I disse huller blev tynde egekæppe sat tæt ved siden af hinanden, og med mindre på langs mellem de større, det dannede nu med de store egestolper en væg af træ, men det var jo meget åbent, så man kunne se gennem husene, men nu blev der slået ler imellem pindene, det kaldtes at ”kline”. En mand stod udenfor vægen og en anden inde i huset, de slog da leret på, på en tid fra begge sider imod hinanden mellem pindene. Var det i byen gik det i omgang ligesom ved kort gilde og lignende. Kom to sammen som havde en gl. regning at gøre op med hinanden, så ved lejlighed klaskede de det bløde ler i ansigtet på modstanderen, men det endte som regel med en gilde om aftenen, for det var jo de unge der var samlet, men flere af de gamle kom hen på aftenen.
Bjergmænd i Borrehøj II.
Min moder og Karen Marie fortæller at i deres barndom havde mange folk hørt bjergmændene slå deres kisteslag i Borrehøj, som findes på bymarken nord for Kragelund by. Dengang var fåreholdet lang større end nu, og de fleste gårde havde en tyende, en liden dreng eller pige som passede fårene på bymarken, men dog mest på de store heder. Engang nogle hyrder var samlet, gjorde Bjergmændene så meget støj inde i højen at hyrderne af skræk løb hjem.
Fra de Slesvigske krige. III.
Underofficerer og soldater i almindelighed fra 1848- 49- 50, siger med en veltilfreds mine, idet de tager sig ved overskæget. Ved højre side 48. Ved den venstre side 49. Og endelig ved hageskæget ved 50., medens officererne fra 1864.klør sig med en betænkelig mine bag øret.
Tingsteder fra Vikingetiden. IV.
I Vinterbølle skov ved Vordingborg, findes et gammelt tingsted fra Vikingetiden. En kreds af store sten som har skitseform, imellem ligger flere større sten. I det midterste findes en ved kunst indhugget fordybning, hvori der gerne står vand, det skal være en sjældenhed at vandet udtørre der skal ingen gode tegn være. Det har været skik at lægge mønter ned i dette hul, da jeg spurgte hvorfor det gjordes, fortalte en mand her fra egnen, at vides ikke, men det var sådan bleven en skik. I stenen er tillige en lang fordybning i siksak, der fortælles at en bestemt hak hvert år når Valdemar den Store kommer på sin hingst, farende gennem skoven, standser ved tingstedet, slog med pisken ned i stenen, der hvoraf der så blev et mærke. Og havde den egenskab at alt blev nyt igen.
En ormegrav. V.
Under Gåsetårnet skal være en ormegrav, hvor statsfangere og alle store forbrydere af høj rang kom ned og led døden, de sidste der kom derned skulle være to jomfruer, Mark Stigs døtre, og som uretfærdig skal være kastet ned i ormegården, derfor fortælles i Vordingborg og omegn, ved nattetid høres råb og suk fra de gamle ruiner.
Dobbeltgænger. VI.
En pige som er født i Roskilde egnen, og som nu tjener i København, har haft to mærkelige oplevelser. Første gang medens hun var hjemme hos sine forældre. En af naboerne kom derhen om aftenen og siger da hvad Johanne havde været derovre efter omdagen. Det havde hun ikke været, men manden påstod at være gået om ved siden af hende og sagt goddag, men pigen havde intet sagt, manden så hende gå ind i huset, men der havde ingen set hende. Pigen benægtede bestemt at havde været hos naboen den dag.
Engang havde hendes broder, som var gift og boede i København set hende gå ind ad porten da han gik ud, han hilste men fik intet svar, og gik i den tro at søsteren ville op og hilse på hans hustru. Senere ved samtale blev det oplyst at søsteren slet ikke var gået ind. Pigen kunne ikke forstå det, men hun havde hørt tale om dobbeltgængere og hun kunne ikke tro andet end hun var en af dem.
Klapbjerg. VII.
Klapbjerg heder en bakke som ligger i udkanten af Kragelund by. Det er rimelig at dele af navnet kommer af eller stammer fra Klapjagt, da egnen jo førhen har været rig på skov og vildt, og der findes jo øst for byen et højt punkt som hedder Konghusbak, her skal havde været et Kongelig Jagtslot vistnok i Frederik den andens tid. I et gl. dokument kaldes det Kongehus – fald, rimelig er det at Klapbjerg har navnet fra denne tid.
Hjøllundsdal og Hjølunds Høj VIII:
Hjøllundsdal kaldes en mosedal på Klosterlunds mark, Kragelund sogn. Da det antages at Bollund Sø førhen ikke har været til, men opstået ved sandflugt og særlig ved mosens fremkomst, at vandet er bleven hindret i sit naturlige udløb, da ovennævnte dal ligger i samme dalstrøg, det er der meget sandsynlighed for, ved den stærke tilløb og udtørrede afløb, at en del af Hjøllundsdal dengang har været eng, thi det stemmer godt overens med navnet. I vor tid kaldes dalen i daglig tale ”Skallerund” og det er jo også meget passende, thi da det er sumpet gyngende mose har det jo ingen lighed med en Højllund, men at der førhen har været en sådan tal for både navnet og forholdene.
Klosterdam. VII.
Ved Kragelund skole findes en lille dam, som kaldes Klosterdam og ude vesten for byen ligger gården Klosterlund. Disse navne leder tanken hen på et Kloster i Kragelund, men da intet? Sagn findes om at sådan et har været til, eller noget andet viser hen til en sådan antagelse, og det er altså uopklaret hvorfra navnene hidhører. Gl. Ancher i Klosterlund, som var Sognefoged, mente at et kloster havde ligget inde i Kragelund, der hvor nu skole ligger, og da klostret blev nedrevet blev nogen af materialerne brugt til at bygge Klosterlund, men mulig kan et hidtil ukendt sagn kast lys i sammenhængene.
Pjævs`s Davv. IX.
På Pjævs Davv ka æ får ta djæ lam under djæ lår og sæj djæ Haasbon tak for de t år. – sagde man i min barndom – fortæller en mand fra Ikast. Dengang var der anderledes vinter, end nu om stunder. – Peders dag.

En gl. Digevold X.
Øst for Hjøllund dal, på Klosterlunds hede går en gammel dige eller vold. Den begynder ved Klosterlunds banke og fortsætter over heden på ca. 1. Fjerdingvej. Hvad hensigten og myten om anlægget af samme kan i vor dage ikke forklares, thi den findes over heden og ejendomme. Dens tilblivelse ligger århundrede tilbage, thi i slutningen af forrige århundrede kendte ingen dens oprindelse.
Dagløn i gl. dage. XI.
Omkring 1840 – 30. Snedkere og Murer fik dengang i dagløn 16 a 20 skilling (32 a 40 øre) om dagen, berettes af en mand i Kragelund, som byggede på denne tid.
Røveren fra Klode Mølle. XII.
I Kragelund sogn ligger Klode Mølle i en øde egn rundt omkring hede og atter hede, men den ligger ved den al farende vej (Viborg – Kolding – vejen) derfor var den i mange tider et herberg og kro for rejsende. Omkring ved året 1700 kom engang en rejsende til møllen, han foregiver at være Skjærslipper, han blev der i flere dage. En dag bad han mølleren om ikke hans søn måtte dreje slibestenen, han havde nogle knive og ville havde slebet dem. Men om natten overfaldt den rejsende, mølleren og dennes kone i deres seng, med knivene som møllerens søn om dagen havde hjulpet den rejsende at få skærpet. Da mølleren mærkede at det gjaldt livet, brugte han dynen som et skjold, mod de forfærdelige knivstik, dog gennemborede han dynen mange gange, nu kom der ved konens angstskrig, folkene op, og røveren forsøgte at flygte, mølleren sprang af sengen og greb efter ham idet han sprang ud af døren, men nåede kun at få fat i en frakkeknap, som han afrev og beholdt Men selv var han bleven så ilde tilredt, at han døde nogle dage efter. Røveren blev nogen tid efter pågrebet og siden dømt til døden, og halshugget på en høj i skellet mellem Klode Mølle og Engesvang.
Tyve som egnede. XIII.
I Kragelund fortalte en mand mig, at i gl. dage kunne heksemesterne ”Kloge” mænd og koner, slå det ene øje ud på tyve, så det stjålene skulle vises igen. Lige gyldig hvor langt afstanden var mellem Heksene og tyvene, men hvorledes det gik til vidste han ikke, thi alle egnede mennesker havde man mistro til.
XIV.
Når kokken (Hanen) galer to gange om morgenen, er det tid til vejrforandring.
Marsk Stig XV.
Marsk Stig var som Kongemorder erklæret fredløs i Danmark. Da han var død skal han være bleven begravet på Sejerø, men skulle være blevet opgravet og han jordiske levninger være udsat for hævn. Hans venner flyttede liget herfra og til Rørvig på Sjælland, men også fik hans fjender opdaget, hvorefter liget blev flyttet til Stubberup på Hindsholm på Fyn, thi Marsk Stig havde ejet den nærliggende Herregård Eskebjerg, det nuværende Schlenborg, og tillige Stubberup kirke. Om dette fortalte en pige fra Stubberup mig følgende: En vinteraften – efter Marsk Stigs død – var byens piger samlet til karte gilde i en af gårdene om aftenen, da sent ud på natte, to piger gik hjem, så de lys og fakler komme nede fra stranden og op mod byen, da de kom nærmere skimtede de i mørket mange mennesker, og de midterste bar en ligkiste, de natlige vandringsmænd gik med kisten ind i kirken, pigerne så ikke hvad der foregik, men man var enige om at det var Marsk Stig som hemmelig var bleven ført i nattens mulm fra Rørvig, endvidere knyttes til sagnet følgende: Kammersvenden holdt vagt ved kisten om natten, og ved alteret var en kostbar, med guld belagt tæppe. Denne ville kammersvendens kæreste om natte stjæle til en brudetæppe, men kammersvenden som opdagede det og antog hende for en af Marskens fjender, der var forklædt, gennemborede med hans dolk hendes bryst foran alteret.
Samme sagn er omtalt i Ingemanns Erik Menveds barndom, men noget forskelligt fra dette her. For nogle år siden blev Stubberup kirkegulv optaget og omlagt med brædder, ved dette arbejde fandt man ikke langt fra gulvets overflade skelettet af et menneske, der fandtes ikke andre i kirken værende begravet med inskriptioner, mennesket havde været høj, men ellers fandtes der ikke noget. Det er ikke så sært at sagn folket antog det for at være Marks Stigs jordiske rester, men ingen lærte var tilstede for at kunne undersøge sagen.
En løngang XVI.
Under jorden, fra det gl. Antvorskov Kloster og til Sorø, går en løngang, midt mellem de nævnte steder er en jernport, ved denne sidder Holger Danske.
En løngang XVII.
Fra Ørige og over til Gåsetårnet, skal under vandet gå en jordisk gang, som i Valdemarenes tid blev benyttet, men om nogen siden har gået den vej over til øen, vides ikke.
Kloge mænd og koner XVIII.
Kloge mænd og koner var i min bedsteforældres tid meget frygtet og ondset, man var bange for at være uvenner med disse, man frygtede for deres hemmelige kunster af denne natur at kunne skade, de havde også en vis popularitet og kendt vidt omkring. Af kloge mennesker som har været kendt i egnen vil jeg nævne, ”PrægskJens” fra Gødvad, ”Hejelskomanden” som boede nord for Viborg ”An Stougad” i Gødvad ”Gildbakkonen” i Kragelund.
Degnens flæsk XIX..
En degn havde slagtet et svin, og da han syntes han kunne undvære noget af flæsket, saltede han noget. En dag kommer en fremmed ind til degnen og ville købe lidt, da han havde hørt tale om den slagtede gris. Han går da ind i køkkenet, hvor han venter at træffe degn konen, men der var ingen i køkkenet, men derimod ser han en dejlig flæskeskinke hænge på vægen, han tager den på ryggen, men i yderdøren kommer han i møde med degnen, som ville ind. Den fremmede siger kun ”pas på far ikke sætter sig på flæsket”. Flæske tyven gik ud og degnen går ind. Længere hen på dagen siger degnen, hør hvem var den mand som var inde hos dig og købe flæsk, men konen vidste ingenting, de gik da ud i køkkenet, ja flæsket var borte, de gik noget modfalden ind i stuen igen, men flæske tyven har rimeligvis været den der var mest glad.
Varsel for død. XX.
En gl. kone i Silkeborg, så den nat hendes fader døde stå i hvide klæder foran sengen, efter ca. et kvarter siger hun: det er som om blodet skulle isne i mig hver gang jeg vene blikket mod ham, og det var ingen bedrag, thi det var månelyst så jeg tydelig kunne se. Og til en halvvoksen pige (min datter) som lå hos mig, sagde jeg da jeg ikke kunne udholde længere, stå op og tænd lyset, jeg tør ikke siger hun, for den hvide mand som står der ved sengen.
Gl. indskrift. XXI.
Over porten på Præstegården i Slagelse står følgende ord. ”vi bygger huse og store fester, endog vi er kun fremmede gæster” Præstegården er gl. og forfalden (1887) i modsætning til byens nye moderne bygninger.
Om Frederik den Syvende. XXII.
Medens Frederik den syvende som Kronprins opholdt sig i Klode Mølle, Kragelund sogn druknede en af hans kammerherre sig i Mølledammen, det hed sig at det var af kærestesorger, over en højbåren dame i København som svigtede ham medens han var med sin herre i Jylland – men folk siger så meget og ved så lidt. Han blev begravet i et hjørne på Kragelund Kirkegård.
Tyv – Møller XXIII.
Tyv – Møller også kaldet Danmarks største lommetyv, boede flere steder også i et lille hus i Kragelund by, han skal havde været en stor grumme mestertyv. Han var engang i Tyskland der stjal han en kobbel heste, som han solgte i Østrig, og så rejste han til Wien, og her gik lommetyvens forretning meget godt, der sagdes at han da var en mand der var god for 10.000 Rigsdaler, hvad ikke var lidt dengang. Men siden kom han tilbage ligeså fattig som han rejste, han flyttede siden til Funder.
En nedgravet skat. XXIV.
Gårdejer og Dannebrogsmand Anders Ravn i Sinding fortæller: Da jeg lå som soldat i København var jeg en dag på vagt Stokkehuset (Slaveriet) vi var flere soldater som skulle besørge slaverne til en arbejdsplads, hvor vi skulle passe på at de ikke deserterede der er da en af slaverne i nærheden af mig, som giver tegn til at han vil tale med mig, ved at se nærmere på ham genkendte jeg ham, en berygtet gavtyv som hed Breinholt og havde strejfet om i min hjemegn. Han begyndte da at hviske til mig om en stor skat på flere tusind Rigsdaler og meget sølvtøj som han havde gravet ned under et træ i Aunsbjerg skov. Han fortalte mig nøjagtig hvor jeg kunne finde skatten, han sluttede, at da han skulle blive i slaveriet i livstid kunne han ingen nytte få af skatten. – Da jeg kom hjem fra tjenesten, gik jeg en dag ud til Aunsbjerg skov, for at hente skatten, men til al uheld var træerne bortryddet, og hvor skatten er bleven af, eller den er i jorden endnu, er der vist ingen der ved.
At Kærne smør af en Loft? XXV.
Alle hekse får som regel skyld for at kærne smør af mælk som de malkede af en Gaffe som er stukket i loftet, det vi altså sige at det var andres køer som blev malket. Således var det med Ka` Skomager i Kragelund, hun blev også skyldt for at ville malke af loftet. Hun boede med hendes mand en tid i Klode Mølle, her var det nemlig hun solgte smør og ingen køer havde, og hvorledes det skulle kunne lade sig gøre bliver vist en gåde.
XXVI.
”Nati`er vor ejen” siger de Martofte piger. (Martofte i Stubberup sogn på Fyn)
Studenten fra Fyn. XXVII.
En student fra Fyn logerede hos en værtinde i København, da hun spurgte ham, hvorfra han var, svarer han fra Fyn av. Senere hen da han havde været en tid i København sagde han fra Fyn, men værtinden stak ham da med en nål og sætningen blev da som tidligere fra Fyn av.
Stillet ild. XXVIII.
Engang var der kommet ildløs i Sjørslev by og da vinden bar for, var der udsigt til at hele byen ville brænde. Men neg l. kone som var syg og havde lagt i sengen i mange år, med hele hendes styrke stod hun op og gik udenfor huset og stillede vinden, så det meste af byen blev reddet.
Kragelund og Vium Præster. XXIX.
Præsterne i Kragelund og Vium ville engang begge giftes med en frue fra Revl. De rejste da begge til Viborg, her blev de enige om at gå udenfor byen, og i tvekamp afgøre hvem der skulle være den lykkelige, men meddeleren kunne ikke husk hvem der vandt, det var så længe siden han havde hørt sagnet.
Landinspektør Lund. XXX.
På Charlottenlund i Kragelund sogn boede en Landinspektør Lund, som ved sit landmålerarbejde (der var nemlig i lang omkreds ingen uden ham i dette fag) bedrog mange folk? En mand fra Vinderslev fortæller at efter hans død, medens fortælleren tjente på gården hørte han en nat en vogn komme kørende ind i gården, med stor spektakel, han rejser sig op ser en vogn holde for døren med 4. heste for, nu viste han at det måtte være Landinspektøren som var ude på de natlige farter. Han kom snart i sengen igen og fik dynen over hovedet, for det ville han ikke havde noget med at gøre.
I den ene gavl af en af udhusene fandtes et hul som så ofte det blev tilmuret eller en fjæl slået for, var det hele borte og hullet var som før. Der fandtes også en hyldebusk i nærheden af gården, omkring denne var en rundkreds som en uafbrudt havde lavet omkring i samme afstand, ligesom når en hest løber vildt i et tøjrslag.
Varsel i Møllen. XXXI.
Min broder tjente som møllersvend i Humle Mølle ved Viborg, han havde sit kammer oppe i møllen og lå der om natten, da hørte han om natten når der dagen efter kom rug til sigtning til en begravelse, at mølleværket gik så det ordentlig klaprede, når det skete sagde han altid om morgenen, i dag får vi rug til sigtning og der slog altid til.
Hekserier. XXXII.
Anders Jørgen i Hauge og især hans kone kunne mange kunster og var nogle djævelske folk. Dengang konen skulle dø, kunne hun ikke, men lå og gabte, men så kom en masse lus på hende så tyk som støv. Til sidst blev de gjort et hul i huset og så slap hun af. Hun kom flere gange over hos min fader, var inde i kostalden og strøg kørerne hen ad ryggen. – og da hun kom en St. Hansdag morgen tænkte min fader, nu har hun noget ondt i sinde, han skældte hende livet fuld og jog hende med en pisk ud af gården. Nogen tid efter havde vi en so som blev syg og døde, og da min fader troede at hun med sine kunster var skyld i dyrets død. Og vi havde hørt at når man brændte med enebærris ved de døde kreaturer, havde skademanden, det vil sige den som havde skyld i dyrets død ingen ro og ville komme, det gjorde vi så, og ikke ret lang tid efter kommer konen, men min fader sagde nej, hun gik ud i køkkenet, lagde flere enebærris til ilden, men lidt efter blev kællingen syg, blev helt vild og rasende og sagde som en kreatur, min fader måtte da køre hende hjem.
En nabo havde for vane at gå over på de andre folks mark. Kællingen havde da lagt noget i skel diget hvor der fandtes en gennemgang hvor fårene gik igennem, men til al uheld kommer en hund efter deres egne får, og jager dem gennem hullet i diget, og inden aften var alle fårene døde, undtagen Vædderen. Kællingen sagde da, nu har fanden taget vore får, han kunne gerne have taget Vædderen med, - og sådan brugte de mange kunster, og var ildeset af naboerne.
Spøgeriet og Præsten XXXIII.
I en gård i Ungstrup var det slemt med spøgeri, og til sidst måtte de have bud efter Præsten, han lukkede sig inde i en af stuerne og låste døren. Men en pige som tjente på gården var nysgerrig og ville gerne se hvad Præsten tog sig for, hun kiggede da gennem nøglehullet, men nu blev der sådan en spektakel derinde og Præsten kom ud og var meget syg. Han var bleven forfærdelig klemt sagde han, fordi pigen havde luret. Præsten blev nok aldrig til menneske igen.
Præstens strømper. XXXIV.
En Præst stod på prædikestolen og sagde: Jeg ved noget i ikke ved og i ved noget jeg ikke ved. Jeg ved at jeg står med mine bare fødder i støvlerne, det vidste i ikke, men om bykonerne vil give mig uld til et par strømper ved i det, det ved jeg ikke.
Pigernes Hellige Trekonger nat. XXXXV
To piger fra Vinderslev, sad en Hellig Trekonger nat oppe for at ved midnatstid at synge visen til de Hellige Trekonger, for at få deres tilkommende mænd at se. Hvilke de også gjorde, den ene så hendes, og samme tid genkendte hun dem da de mødtes.
Gl. Spådom. XXXVI
Sner det Kyndelmissedag (2.februar) kan man trolig rive høet ned af Lagstængerne, men er det solskin, skal man give kreaturerne med den ene hånd oh holde igen med den anden.
Et stadig itu værende vindue. XXXVII.
Jeg tjente som pige på en gård i Bording. Oppe i storstuen var der vinduesruder som altid var itu, når en ny blev isat, var den i stykker næste morgen, og manden sagde også at det kunne intet nytte ved at få nyt, det var stadig det gamle. I storstuen var det slemt med spøgeri og sådant noget, jeg havde min seng der og lå der om natten, men mange gange vågnede jeg om natten, da var der sådan en spektakel som om en halv snes mennesker flyttede møbler omkring, men jeg var ikke for noget, og det gjorde mig heller ikke noget, jeg prøvede på at stoppe noget tøj i vinduerne, men om morgenen var det af igen.
En blodig hånd. XXXVIII.
På Spøttrup skal der være slemt med spøgeri. Min broder som tjente der fortæller at af alle de mange ugerninger som her skal være blevet udøvet i gamle dage. På en af væggene var således synlig en blodig hånd, lige meget hvor meget det blev overkalkede, var det stadig altid lige tydelig, nu har man sat et skab for stedet..
Kæltringer og Kæltring liv XXXIX.
Den store udstrakte hede strækning i vestegnen var kæltringernes naturlige hjemstavn. Om disse omflakkende folkeskare fortælles, dog mest fra mine bedsteforældres tid. Det fremgår af disse minder, at de omvandrende naver var i ordets betydning et håndværker folk, mændene især, kvinderne tiggede hvor de kom frem, og mange beskæftigede sig med Heks kunster om børn og sygdomme i det hele taget, og der blev brugt hemmelig kunster og lægdsurter. Der hører almindelig vis flere navne til disse folk nemlig: Rakkere Kæltringer og Natmandsfolk. – Rakkere var de som beskæftigede sig med at flå hunde og katte o. s. v. de var måske også de lavtstående, for så vidt der overhovedet blev talt om klasse. Kæltringerne var de egentlige håndværkere. En Glarmester var næsten altid kæltringsmand og i nogle tilfælde også snedkerfaget. Der var en mand fra Ikast der havde en lille skov som var forfærdelig af kæltringer. Da Rakkere og Kæltringer blev undergivet en forsørgelseskommune, blev navnet kæltring optaget som utilladelig og navnet Natmand gik i stedet.
Dette hjemløse folkefærds levned var råt og udannet, men det havde også flere træk, hvor de havde været gode og deres opførsel smuk, det gjaldt især kæltringerne, som i daglig liv havde megen omgang med beboerne. Der er ikke en men mange tilfælde hvor en smuk pige er bleven en kæltrings kone, endog Gårdmandsdøtrene. De unge Kæltrings karle kom ofte, 3 a 4 sammen til byens offentlige legestuer, og gjorde kur til byens piger, oftest gik det fredelig af, men sommetider endte det også med slagsmål. Da kæltringerne var smidige og stærke og overfor nævnte 3 a 4 var bønderkarlene bange for at give sig i kast med dem.
En kæltringskarl ved navn Niels var blevet kærester med en gaardmandsdatter fra Tulstrup i Ikast sogn. Forældrene og pigens søskende søgte at afholde pigen fra dette slægtsskab, men hun fulgte med kæltringen som Niels kone, der var ikke tale om nogen vielse, kæltringerne foretog noget selv opfunden ceremoni, og så var denne akt sluttet.
Et træk som viser kæltringernes rå levned, fortælles af en røgter på Højris i 1837, han var dengang 70år og det fortalte passerede for 50 år siden altså 1787. I hans fødeegn ca.2 mil vest for Herning, kørte han en dag gødning ud på marken, da han kørte langs med et markdige, ligger en kæltring som hed ”Svinemet Katrine” og fødte et barn, da den var født tog hun barnet i forklædet gik hen til den nærmeste gård og smed barnet hen på møddingen, levende som det var, med den bemærkning til manden som gik inde i gården: At den ikke duede, den var for spids til enden.. Manden bliver vred og bander at han ikke vil have dette Rakkerbarn i gården, og tvang til sidst Rakkerkvinden til at tage barnet med igen.
Når kvinderne som regel gik ind i gårdene og tiggede æg og flæsk, og husmoderen var ene hjemme, fik deres tiggeri ingen ende, og de truede med alle slags ulykker når de ikke fik hvad de ville. Og var husmoderen frugtsommelig gav hun alt hvad de forlangte, men var manden hjemme og kom tilstede tog de skyndsom t flugten.
XXXX.
En tigger kom til en gård for at tigge, hundene løb efter ham, han greb efter en sten, men den var frosset fast til jorden. I sin berettiget harme udbryder han: en sær skik her til lands, folket binder deres sten og lader hundene gå løs.
XXXXI.
Han har høje tanker ligesom Ole Kunstens ko, den ville stikkes med månen.
Smeden og Præsten. XXXXII.
I en by var Degnen død, Smeden spekulerede da på at få embedet. Han gik da op for at tale med Præsten om at få pladsen. Denne spurgte ham om han tænkte at han havde de fornødne kundskaber som en sådan ansættelse krævede, jo, det tænkte Smeden da nok. Så spurgte Præsten ham videre som en prøve, om hvad Noas sønner far hed, men det viste Smeden da ikke, men nu ville han tænke derover. Han kommer da hjem til konen og fortæller hvorledes det var gået, aa! Din fjols siger konen Præsten sagde det jo selv, kan du da ikke forstå, når jeg spørger dig om hvad vor nabo Jens Petersens sønnernes far hed. Han hedder jo Jens Petersen, det kan du da forstå, ja nu kan jeg forstå det siger Smeden. – Næste dag kom han op til Præsten igen og denne spørger ham om han nu viste hvad Noas sønners far hed. Ak ja han hed jo Jens Petersen.
Præsten. XXXXIII.
I en landsby var der begravelse. Og Præstens nabo havde en stor tyr, som var tøjret udenfor Kirkegårdsdiget, den var Præsten bange for. – Da han nu skulle kaste muld på kisten, står han og ser på tyren og siger ved første spadekast ”se hvor han glor” og det andet spadekast ”nu rejser han halen” ved det tredje ”nu kommer han ” og med det samme løber han hjem, det bedste han kunne.
Konfirmanderne. XXXXIV.
I Vinderslev kirke var der konfirmation. Præsten spørger da en dreng, hvad for tre ting han ville ønske sig, drengen svarer: helsen sundhed og gode livsvilkår. Da stiller Præsten det samme spørgsmål til en af pigerne, nu ville hun sige det samme som drengen, men da hun ikke rigtig havde hørt det, siger hun i stedet for: Holsten, Gunderslev og Vejrum. Ah Gud bevarer os, siger Præsten, det er jo vores tre største præsteembeder.
XXXXV
Dyden ligger midt imellem, sagde manden han sad mellem to traktorer. – Nu kommer det vigtigste sagde Præsten, han holdt midt i talen. – Det skille ad, ligesom Degnens prædiken.
XXXXVI
Vinderslev kirketårn har været langt højre end nu til dags. Dengang var den 15. Sten højre og kunne ses ude på Vesterhavet, skønt kirken ligger i midt Jylland. Grundet på at det nederste ikke kunne bære det øverste blev de 15. Sten nedrevet.
XXXXVII.
I gammel tid fandtes altid inde i stuen en hylde med øl, brændevin og tobak. Kom der fremmede pegede manden på hylden, at tage af sagerne om de trængte til en forfriskning.
Sø renderne = Vejfart.
XXXXVIII.
En af de mange dale som udmunder i Bølling Sø eller den omgivne mose, er tidligere gået til vandløb. Kilden til dette er ikke mere, thi vandet løber ikke mere. Dette vandløb som nu til dels er lyngbegroet kaldes sø renderne, og her har før hen været eng, dette omtales nemlig ved jordens udskiftning1801. Over dalen går to ophøjninger af tilført jord, som har været vej, et stort arbejde er udført, og det må desto mere forundre, hvorfor det er udført, i vor tid findes der ingen ide om hvad den færdsel har været brugt til, men det ligger jo også flere århundreder tilbage, så det vil bliv vanskelig at finde beviser direkte eller indirekte. Imidlertid ved vi at der har været skov, og resterne heraf holdt sig til det 18. Århundrede. Bjældskov kaldes heden som ligger overfor dalen i Elling, det syntes ikke sandsynlig at det har været med træ at vejene er anlagt, thi skovene strakte sig vidt i Nord og Syd. Men indtil noget andet fremkommer, må det stå som den rette årsag til vejens anlæg.
Kragelund. XXXXIX.
Førhen var Kragelund meget frugtbar end den er nu. Sandflugt og Pest, det første forringede jorden, det andet fordrev befolkningen. Det såkaldte boelsjord i sognets øster side, som indtil for kort tid siden henlå i hede, havde førhen været opdyrket, idet man se ager render i heden. Storgården har lagt der i nærheden, men den har jo lagt der for flere menneskealdre siden. – Nu findes i Kragelund kirke to Alterlysestager som er givet derfra. På Borghøj nord for kragelund skal efter et sagn (?) været et Slot. Fra dette Slot og over til Konghus Slot Øst for kirken, skal der under jorden havde været en løngang, men dette sagns rigtighed er vist altid underkastet en tvivl, da intet andet berettes derom, ganske vist leder navnet Borghøj hen på Borg, men det kunne også udledes af meget andet. – På de gamle landkort skal Kragelund stå med røde bogstaver, altså en fremhævelse, der dengan var lavet. - - Refshalegård den 7. april 1890.
Gamle skove L.
Det store massive egebord som havde stået i Gl. Moselund, er nu hos Christian Elling (Elling Nygård), det skal efter sagn havde groet på Tollund hede. Man må forbløffes over at sådanne kæmpe egetræer har groet hvor der nu findes hede. Christian Elling fortæller at endnu kan der ved pløjning findes trærødder i Tollund og Elling heder, ja for nogle år tilbage, da store dele af hederne opdyrkedes, fandtes der i massevis af trærødder (mest eg), men noget af heden har engang været opdyrket, idet ager enderne fandtes tydelig.
Om Kæltringer LI.
Knud H. Andersens moders bedsteforælder, Klode Mølle fortæller om kæltringer: Klode Mølle ligger ved en dengang stærk befærdet landevej, mellem Viborg – Kolding, altså den egentlig forbindelsesvej mellem Syd og Nord i det indre af Jylland. Det var da ikke mærkeligt at store skarer af kæltringer drage forbi nævnte mølle. K. H. Andersens moders bedsteforælder var tidlig bleven enke og havde flere små børn, og dette var rigtig tilpas for taterne, thi de kunne så skalte og valte af eget behag, da ingen modstand var mulig. Kæltringerne fik da som en slags tilhold der, når de drog forbi, ja det gik endda sådan, at et hus som hun havde ude på marken blev helt overladt til kæltringerne.
Engang kom en karavane, de havde selv ildsted, trefod, gryder, og kedler o. s. v. med, de gav sig da til at koge kartofler, til konens store forbavselse, thi det var endnu før kartoflerne var kendt i Danmark, kæltringerne havde medbragt dem fra Tyskland eller Østrig. De spiste dem med stor appetit og forsikrede konen at det var det dejligste man kunne spise, hvorpå de ville have konen til at smage dem, men det ville hun ikke. Men da kæltringer dengang blev betragtet som uærlige folk, med hvem ingen ville spise, gik de om og satte nogle i haven, så at konen når efteråret kom, kunne tage dem op. – Når kæltringekvinder kom gående med børnene på nakken eller ryggen, og de små gav sig til at græde, slog kvinden hånden bagud over skulderen og gav dem en ved øret.
Kragelund Kirke.
Kragelund Kirke er beliggende i den øster ende af Kragelund by, tæt syd for Præstegården, på et jævnt ikke over byen hævet terræn. Kirkebygningen der ligger i vest og øst består af fire sammenbyggede afdelinger: Højkirken, Koret, ved de øster og tårnet ved den vester ende, samt våbenhuset ved kirkens sydside (længst mod vest). Med undtagelse af tårnet hvis materiale for størstedels vedkommende er mursten er hele kirkebygningen opført af kampesten, eller granitsten af forskellige størrelser og dels som kvadrater og dels som rektangler.
Koret har en kuppelhvælving med tvende hinanden, i kuplens midte krydsende fra korets fire hjørnepiller udgående buer. Højkirken og våbenhuset har bræddeloft på ege bjælker (enkelte nye af fyr) i alt i højkirken 15. I våbenhuset 11. Bjælker.
Alt overtømmeret er, på lægterne nær, af egetræ. Taget er røde teglsten med undtagelse af korets nordside og en del af sydsiden der er belagt med bly. – Alle afdelinger har lige mur gavle, tårnet på dets nord og sydside og temmelig lave. – Mur åbningen mellem højkirken og koret er en bue af højde med førstnævnte loft. – Gavlene er mursten, lagt på fladen dog foran alterets bræddegulv. Korets gulv er hævet nogle tommer over højkirkens. – Intet vides angående tiden når kirken er opført. Koret er måske sildigere bygget en højkirke. Tårnet og våbenhuset er yngre tilbygget. På tårnets vestside står et F. (Frydenreich) og årstallet 1768. (hidrører fra en reparation).
Døre: 1. Våbenhusets ydre dør af turbrædder. 2. Tårn døren ligeledes. 3. Kirkens indgangsdør fra våbenhusets bestående af jernbeslåede egeplanker er 2 ¼ alen bred og 3½ alen høj og har årstallet 1689. Portalen består af to granitsider med under sokkel og firkantede kapitæler på hver side, og ovenover findes stolpedannede granitsten med ophøjede mystiske figurer, der tyder på en høj ælde. Og i halvrundingen over døren ses løvefigurer udad mod sydsiden. Lige overfor på kirkens nordside ses en anden senere tilmuret søjleportal, hvis fine indvendige granitsøjler med fignede kapitæler er særdeles smukke. I buen ses en kvinde? Brystbillede.
Vinduer: 1. Et buevindue i korets søndre væg 3 ¼ alen fra gulvet 2½ alen høj 1½ alen bred i lysningen 2. En ditto på højkirkens sydside nærmest prædikestole og 4 alen fra gulvet 2½ alen høj og 1 ¾ alen bred. 3. To mindre do: på kirkens nordside 5 alen fra gulvet 2 alen høje og kun ½alen bred. 4. Et lidet firkantet vindue på våbenhusets østside Tårnet har 6 glamhuller 2 på søndre og 2 på vestre samt en på østre side, sidstnævnte med dør indtil kirkens loft, forenden en mindre indtil hver af gavlene.
Kirkens Dimensioner: Koret udvendig 10 1/8 alen lang 10 1/8 alen bred indvendig 8 ¾ alen lang og 7 ¼ alen vid. Højde fra gulvet indtil hvælvingens kuppel 9 ¼ alen. Højkirken: udvendig 22 alen lang 13 ¼ alen bred 15 alen høj til tagryggen. Indvendig 19 ¼ alen lang 10 alen vid. Højde fra gulvet til loft 7½ alen. Tårnet udvendig 7 ¾ alen lang (vest siden) 4½ alen vid (nord og syd siden) og indtil tagrygningen 19 alen høj. Og 15 alen mur og 4 alen tag.
Våbenhuset: udvendig 8 1/6 alen lang 9 ¼ alen bred 9 ¼ alen høj til gavl spidsen. Indvendig 6 ¼ alen lang 6 ½ alen vid. Højde fra gulv til loft 4½ alen. Kirken med kor og tårn har således en længde af 36 5/8 alen og med våbenhuset en brede af 21½ alen. Hele bygningens grundflade udgør 505 alen gulvet indeholder i koret 64 i højkirken 192, i våbenhuset 44 og i tårnet ca. 12. Tilsammen 312 alen.
Kirkens indre: Øverst i koret ved gavlvæge står alteret, 2 ¼ alen fra søndre og 2½ alen fra nordre side væg. Alterbordet er af tynde egebrædder omkring en opfylding af muregrus og sten, er 2½ alen lang og 1½ alen bred. Altertavlen er 2½ og 3 alen bred og 4 5/8 alen høj over bordet er meget simpel og har et ydre slet tegnet lærredsmaleri, der skal forestille Christi korsfæstelse, hvorover læses ”det er Guds lam som bærer verdens synd” og nedenunder ” Thi vor påskelam Christus er slagtet for os 5,4` - Foran alteret er der nydeligt anbragt knæfald, i en 4½ alene dyb ovalformet halvrunding med udstoppet læderbetrukket knæleskammel, egetræs malet rækværk og drejet bronze farvet balustre. Nedenfor samme i korets gulv ligger en glat ligsten med inskription 1697 afdøde Sognepræst mads Andersen Bjerring og hustru Kirsten Mikkelsdatter. – Og i korets nordre væg en indmuret (befæstet til vægen) en stor marmor Epitafium over benævnte ægtepar, indeholde de selvsamme indskrift som ligstenen i de fire hjørne ovaler Evangelisterne og øverst Christus med sejrsfanen – den nu borttagne lukkede skriftestol var af simpel udskåret egetræ og foræret af Peder Pedersen og Niels Pedersen, Engesvang 1651.
I buen mellem koret og højkirken nedhænger indtil 3 1/3 alen fra gulvet en ottearmet Messing- lysekrone. – Ved nordre side står døbefonden rund udhugget af en kampsten, hældende forover, 28½ tom. I tværmål og hvilende på en smuk formet granitfod. – Prædikestolen i højkirkens sydøstlige hjørne er af smuk udskåren egetræ og foræret af H. Mads Andersen Bjerring og Kirsten Mikkelsdatter 1645 7. Aprilis, den er 2 alen over gulvet og indvendig 1 ¼ alen høj, over den er anbragt en himmel ligeledes af egetræ. – På højkirkens nordre væg hænger en malet træ tavle (tidligere en Epitafium hvor inskriptionen var næsten ganske udslettet af ælde), med optegnelse på sognepræsterne for Kragelund og Funder menigheder, nemlig 1. Niels Christensen fra 1544 til 1579. – 2. Chresten Nielsen 1578 til 1603. 3. Stephan Andersen frA 1603 TIL 1629. 4. Laurits Andersen fra 1629 til 1642. 5. Mads Andersen Bjerring fra 1642 til 1697. 6. Carl Ermandiger fra 1697 til 1745. 7. Frederik Ermandiger fra 1745 til 1778. 8. Peder Aabooe fra 1778 til 1817. 9. Jacob Møller fra 1817 til 1819. 10. Niels Aaboe fra 1820 til 1859, underneden læse: kommer eders ledsager i hu som har sagt eder det guds ord Est. 13.7.
Over den tilmurede kirkedør er opstillet en 1½ alen høj helgenbillede i halv siddende stilling, smuk udskåret af træ. En levning fra kathalismen. – Kirkeklokken hænger i et stillads i tårnet imellem glamshullerne den er 1 3/8 alen høj og forneden 1 3/8 alen i tværmål. Den er omstøbt i 1827 i Randers og har beholdt sin oprindelige gode klang. – Efter sagnet skal den være meget gammel (fra slutningen af det 11 Aarhunmdrede).
Dette er optegnet efter Kirkens Sogneprotokol, og optegnet af pens. Lærer J. P. Aaboe, Engesvang 1863.
LIII. Gamle – Præstehistorier.
Niels Aaboe, der var præst i Kragelund fra 1820 til 1859. Var en af sine samtids lærdeste prædikanter. Om hans karakter vil jeg optegne lille episode, som jeg har hørt min fader, Sognefoged O. C. Jensen fortælle: Der skulle være Provste visitas i Kragelund. Provst var dengang Pastor Stokholm i Levring, også kaldet ”Hinkeben” fordi han havde en hinkende gang, det ene ben var kortere end det andet. Han var en egenkærlig og spydig herre. Aaboe var, da han hørte tale om visitasen, bange for dette besøg, det var han altid i forvejen, men når tiden kom, og han blev vred, så kendte han ej frygt. Visitas dagen kom, og da handlingen var sluttet og menigheden stod uden for kirkedøren, fandt provsten anledning til at fremhæve mangler, præsten og menigheden angående. Nu var Aaboe ikke bange længere, da de går siger Aaboe vredt til Provsten om han ville gå om på venstre side, jeg kunne havde været Provst længe før de, thi sagen var, at Aaboe havde tvende gange været tilbudt og afslået provsteværdigheden. Provsten talte aldrig et ord, medens præsten udeblev at tale.
LIV. Kragelund.
Fællesdrift har været anvendt i Kragelund såvel som andre steder. Dengang var alle gårdene beliggende inde i selve byen. Niels Frederiksens og Jens Jensens gårde lå nordvest for kroen, og jens Vinderslev ved Borghøj lidt nord for disse. I toften lidt nord kroen lå Ole C. Jensen og Jens Jacobsens gårde. Øst for landevejen vest for Klapsbjerg lå begge Andreas Sørensens gårde. Nede sydøst for A. Lemming, Ole Gasvig, Christian Salling og jens lemmings gårde. Vest for A. Lemming, Andreas Baks gård og Martin Hvam. Syd for kirken lå en gård (boelsgården) under Præstegården. i alt har idet mindste lagt 17. Gårde i byen.
LV. Kortspillet.
I en by vestpå, sad fire og spillede kort, en efter en faldt alle knægtene på gulvet, og det var ikke mulig at finde dem igen, da siger en lille dreng som sad ved kakkelovnen, hvad er det for en lodden fod der stikker frem under bordet, alle så derned og der ligger – Lusiffer selv. Der kom da bud efter Præsten, han borede tre huller i vinduet med en knappenål, men Lusiffer ville ikke ud, da greb Præsten 3et stykke brænde og gav ham med stor kraft i gefæstet, det hjalp og nu røg han ud og hen i stalden. En af mændene går hen i stalden, og ham og fanden bliver enige om at spille kort om det, men tabte manden tilhørte han den onde, og til al uheld for manden tabte han, men denne var nu ikke godt tilfreds med således hovedkulds at følge med til helvede. Han aftalte således med fanden at den som hurtigst kunne udtale tre slags træ arter, havde vundet Fanden siger: eg, bøg, birk. Manden siger : el, pil, vie. Der var ingen tvivl om at fanden var narret, og tabt en sjæl.
LVI. Sagn fra Stenholt.
I Stenholt har der engang lagt en stor herregård. Herremanden fik lyst til en pige på gården, men denne var kærester men en karl på gården, denne slog herremanden da ihjel ude i bryggerset, han ville jo have ham rydde af vejen, for at nå sin hensigt med pigen. Men nu kom Fanden hver nat i køkkenet. Præsten blev hentet, der blev taget tre sten op af gulvet og der blev han nedmanet.
(Efter K. H. Andersens moder Klode Mølle.)
LVII. Skjæmtesagen.
En mand fra Funder havde været i Silkeborg for at købe noget brændevin, for at forkorte vejen gik han over Pipap? som består af høje lyngbanker, det kneb da nu at komme opad bakken. Da han endelig havde nået toppen, tog han sig en styrkning af brændevinen, men hvad sker? Det må have været en delikat nydelse, thi i sin henrykkelse rullede brændevinen fra ham og ned ad den stejle bakke, og hver gang spidshullet vente mod jorden gav det et ”Kluk”, og under dens flugt nedad bakken hørte Funder manden kun ”Kluk”, ”Kluk”, ”Kluk” og endelig ved den høje bakkes fod, var den også færdig med ”Klukken”, den var tom.
LVIII. Eventyr. Om en skomager fra Thisted.
Der var en skomager i Thisted han ville som alle skomagere tjene penge, ja mange penge, når han ikke kunne afsætte varerne i byen, drog han omkring i byerne og solgte sine varer. Imens blev forretningen passet af en svend, som hed Jacob. Så skete det at engang mesteren var ude at rejse, da kom en fremmed svend og søgte om arbejde og fik det også hos mestersvenden Jacob. Det var nu et mærkeligt menneske denne nye svend. Om dagen arbejdede han med de andre, men medens de sov om natten, vågnede den nye svend. Jacob spurgte ham ud hvad han tog sig for om natten, ja han lavede da guld, kan du lave guld siger Jacob, vil du så ikke lære mig den kunst, jo det kunne han gerne.
Men nu vil vi have os et gilde for guld jeg har lavet, siger den nye svend, han gav de andre nogle klumper guld til at købe varer ind for til gildet, og de kom glade tilbage, thi guldet var ægte nok. Om aftenen var der stor glæde og lystighed, ja det kan nok være de morede den af hjertets lyst. Da de så brød op, for at gå til ro, bad den nye svend Jacob om at følge med ham ind på hans kammer, så ville han lære ham at lave guldet, da de var kommet derind og været der lidt kom der nogle fremmede mænd med en Egetræskiste, og satte midt på gulvet. Hvad nu? Ja i denne kiste skulle Jacob lære at lave guld, han skulle eller kunne læse det på bunden af kisten, men fra neden af og opad. Idet han lagde sig over kisten greb de fremmede karle ham og puttede ham i kisten, og smækkede låget på.
Jacob følte at de bar ham ud og endelig kom på et skib, og der blev låget taget af og Jacob kom frem af kisten. Det var ene fremmede karle han havde om sig, men de trøstede ham med at de ville skåne hans liv. De sejlede da videre og kom til et bjergs snehvide side, ud mod havet som næsten var lodret. Her bedyrede de fremmede Jacob at han skulle op. Et langt tov som var fæstnet til en genstand oppe på bjerget hang ned, helt ned til skibet., ad denne måtte Jacob klatre op, de fremmede karle ville da følge efter.
Men næppe havde Jacob fået fodfæste på toppen før de halede tovet ned i skibet, det var nemlig indrettet således at når en mand var kommet op, kunne tovet hales ned. Jacob så sig omkring, der var mange skeletter som rundt omkring og dækkede jorden. En gysen for gennem Jacob ved dette syn. Men han ville dog sælge sit liv så dyrt som mulig. Han så sig omkring og opdagede en gård som lå noget derfra. Men mellem ham og gården fandtes en bæk, som hav vadede over. Da han kom ind i gården gik han omkring uden at finde nogen, men endelig kom han til et kammer, hvor der fandtes to piger, de bad ham til sidst om at blive hos dem på gården. Og han syntes ikke at der foreløbig var andet at gøre. Han kunne også forstå at der var trolleri med i spillet. Og da alt han skulle var at ligge hos pigerne om natten, tog han sin kniv og lagde den mellem ham og pigerne om natten.
I nogen tid indtraf intet usædvanligt, men en dag kom tre fruer flyvende og badede sig i bækken, det var netop St. Hansdag. De havde et fint stor klæde om sig som de lagde ved siden af bækken. Da de var færdige tog de klæderne og slog om sig, og straks kunne de flyve igen. I mellem dem var der en som Jacob syntes var så fin og smuk, at han forsatte sig at vente til næste St. Hansdag, og imidlertid blive på gården, og i denne tid indtraf heller intet usædvanligt. Næste St. Hansdag kom de tre fruer igen smed klæderne og badede sig, men Jacob som lå på lur, gik hen og tog den smukke frues klæde, uden at de mærkede det. Da de var færdig med at bade blev der en ordentlig halløj, thi den smukke fru manglede sin klæde og kunne ikke flyve, når den manglede. Fruerne gik op til gården til de to søstre, men de vidste jo ikke hvor klædet var blevet af. Da kom tiden da de to fruer måtte hjem, men den smukke måtte blive tilbage.
Jacob og den smukke frue taltes nu ved hver dag og til sidst blev de enige om at de ville være mand og kone, og da Jacob længtes efter sin hjemstavn, fik han den smukke frue overtalt til at følge med sig. Men nu kan det nok være at gode råd var dyre, hvorledes skulle de forlade det ukendte fremmede land, og komme over vandet. Men den smukke frue viste råd, thi hun havde et skib, som lige let kunne styres i luft og vand, men han skulle passe på at skibet ikke sank så dybt at det stødte mod noget. De satte sig i skibet og rask gik det gennem luften, da begyndte den at synke. Jacob so over rælingen, og nedenunder så han et hav af slanger som skibets køl stødte på. Han styrede da skibet opefter og snart var de fremme.
Her levede de da en tid lykkelig og Jacobs kone fødte en lille dreng. Nogen tid efter rejste Jacob ud på landet. En dag gik hans kone og hans moder, som boede hos dem, ud i haven, da det var koldt gik moderen ind for at hente et klæde til den fremmede frue. Moderen tog da det klæde som Jacob havde taget af hende på den ukendte ø. – Næppe fik hun klædet om sig før hun fløj bort.
Da Jacob kom hjem blev han helt fortvivlet af sorg. Han begav sig på vandring for at finde sin kone igen. En dag kom han til en høj hvor der fandtes en stendør til indgang, han slog tre slag på døren, og da kom en gl. mand med hvidt skæg, Jacob spurgte ham om sin kone, han vidste det ikke, men han havde en broder som boede hundrede mil borte. – Så begav Jacob sig på vandring igen, han vandrede til en anden høj, og det var broderen til den første bjergmand, denne vidste det heller ikke, men en bonde som boede hundrede mil derfra vidste det nok. Jacob kom til denne , han var endnu ældre end de foregående og det hvide skæg var endnu længere, denne gl. mand vidste hvor Jacobs kone var, det var ikke langt herfra, men han skulle over en flod. Bjergmanden gav ham én haneben, når han bar den hos sig var han usynlig, og han skulle være tilbage inden kl. 3 ellers kom han aldrig tilbage.
Da Jacob kom til floden fandt han et vadested og gik så over, han fik snart et slot i sigte og gik derop, han så ingen men kunne høre en som græd og klagede sig, han gik efter lyden og kom til et kammer, der var hans kone bundet fast til en pæl og flere skrækkelige mænd stod og slog løs på hende, til straf for at hun var bleven borte. Jacob som var usynlig lagde sig imellem og mændene kunne ej forstå hvad der var på færde med den smukke frue, de gik da bort for at sige det til deres overordnede. Og imens løste Jacob sin kone og de løb ud af slottet alt hvad de kunne, men de mærkede snart at de blev forfulgt og nu var det et kapløb ned til floden, og idet de vadede over denne var forfølgerne lige i hælene på dem, og med nød slap de over til den gl. bjergmand. Så tager de til Thisted, hvor de vist nok endnu lever lykkelig med hinanden.
LIX. Gammel Inskription.
På alterlysestagerne i Kragelund kirke står følgende inskription: ”Anno 1531 den 12. november havde Peder Nielsen i Staghede givet tvende lysestager til Kragelund kirke, til et evigt i hukommelse for han faders begravelse.
LX. Fra gl. dage.
Når man kom til gilde i Gl. dage fik hver gæst en ”Konvring” en rund ikke ret stor sandkage, der var lavet således: man tog to stykker dej, trimlede dem runde, lagde den ene ovenpå den anden og trykkede dem så hårdt at der blev to rander, så man kunne se hånd knoerne ovenpå kagen. Gæsterne fik ingen smør eller kød dertil, men spiste det tørt, og når gæsten havde spist denne, orkede de næppe at spise mere, man var vel forsynet. (for ca. 50år siden).
LXI. Om kæltringer.
I reglen havde kæltringer i byerne en eller flere steder hvor de søgte husly, dertil søgte de altid når de vendte tilbage igen. Da loven om forsørgelse udkom, var det oftest på sådanne vante steder de blev pågrebne. Et sådan opholdsted var i Skygge hos en mand som hed Schrøder. En kæltring familie var bleven indlagt hos ham og imens fødte konen et barn. Da barnet skulle døbes, var ingen af byens kvinder at formå til at bære det i kirke. Således blev sagen forelagt Herredsfogden. Denne udtalte da at, Sognefoged Anchers kone skulle stå gudmoder, men hun ville heller ikke. – Men sagen blev vist nok ordnet ved at man fik en af Skygge kvinderne overtalt til at bære barnet.
Under kæltring forfølgelsen og deres pågribelse anholdtes en kæltring i Kragelund. Men da han skulle oplyse om hvor han var forsørgelsespligtig, kunne det ikke oplyses, han vidste det ikke og han kom da på Kragelund kommune. Samme kæltring længtes så meget efter hans kone, som sad i Viborg Tugthus. Han rejste da til Viborg, da hun blev fri. Da han kom tilbage havde han to koner. (Andres Anchersen)
LXII. Runestenen i Stenholt.
På marken vest for Stenholt fandtes en mærkelig sten, den blev indmuret i en udbygning. Da denne senere blev nedrevet, blev stenen indsat i et havedige, hvor den endnu sidder. Flere sagkyndige har besigtiget den, en af dem tog et nøjagtig kopi af stenen. (I tegning) Gamle Anders Anchersen spurgte hvad han mente inskriptionen betød. Den sagkyndige mente, at det tyede på at den var rejst over en præst. (Anders Anchersen)
LXIII: Engesvang Kirke.
Over på Engesvang kirkebakke ligger en masse af utildannede sten. De egentlige sten af kirken skal være ført til Dalsgaard Hørup Sogn, der skal være bleven benyttet til denne gaards bygninger. En mand fra Engesvang har fundet 30. Tilhugget sten (vist nok de sidste) og efter at de ovenfor omtalte, var ført til Dalsgaard. – Samme mand fandt tillige to små malmblokke i ruinerne. (Anders Anchersen)
LXIV. En gravhøj i en sandflugt.
Ovre i ”Rævsel Saaen” fandtes under sandflugt en gravhøj. Jorden fløj da bort og urnerne kom efterhånden til syne, nogle væltede ud når jorden fløj bort, og rullede ned ad skråningen, så aske og ben hvirvles med af stormen. Anders Anchersen Stenholt fortæller at medens han vogtede får i hans drengedage, morder det hyrdedrengene når de kom sammen i ovennævnte Rævsel Saaen, at tage urnen ud når de blev synlige. Vi fandt intet andet i urnen end ben og aske beretter Anders, men min fader Sognefoged Ancher 2. Messingkugler (formodentlig Bronze) med mange strege og tegn på.
LXV. Svend Grathes drabsmand.
Der siges at Svens Grathes drabsmand var fra Kragelund, han boede i den nordre side af sognet der hvor Alhedekolonien findes. Han mødte Kong Grathe og spurgte om han var Kong Svend, nej siger denne, jo du er Kong Svend og i det samme hævede han sin kode og stak Kongen til jorden. Kongen skulle havde forskrækket bondens kone. (Lærer R. L. Juul).
LXVI. Præsten i kirken.
I en sogn nede vestpå (Vestjylland) var præsten kørende til sygebesøg, da han kører hjem ser han, idet han kører forbi kirken, at der var lys derinde. Kusken holdt og præsten steg af vognen og gik ind i kirken, men han så ingen. Men da han går ud af kirken ligger der noget udenfor kirkedøren, han syntes det ligner en flået hest, han stak sit spyd i det, da sagde det: stik en gang til, det forbyder Vorherre mig. Men præsten kunne ikke komme ved det, han gav sig til at bede til Vorherre, at han ville rejse en stor mindesmærke ved kirken når Vorherre ville hjælpe ham ud, da kom han også ud.* Siden byggede præsten en mur foran kirkedøren, denne bygning eller mur lignede en hest, og skal findes ved kirken endnu. (*Da præsten kom hen til sin vogn var den ene hest stukket ihjel)
LXVI Fanden narret.
En karl kom en dag til Fanden ude på marken. Fanden prøver at narre, hver gang han træffer en sjæl eller at overliste dem, således også denne gang. Fanden ville give karlen så og så meget når han kunne udtale tre træ navne hurtigere end han, kunne karlen derimod udtale navnene hurtigere skulle Fanden stå til karlens tjeneste. Fanden begyndte: Eg, Bøg, Birk, med en dyb og langsom røst. Karlen i en hurtig tone El, Pil Vir, (Vidier) som udtales så hurtig at ordene går over i hinanden. – Dengang blev Fanden narret.
LXVII. Ordsprog eller talemåder.
Du er en rask mand, af en dreng at være.
Det er næsten lige så streng at stå i laden når man ikke bestiller noget.
Af sted igen, det er vester på. Hentydning at det går tilbage.
LXVIII: Kors for Trolderi.
Gl. Adam Andreasen i Refshale, Kragelund havde skrevet et kors over døren fra den ene hjørne til den anden, og ligeledes de to andre hjørner, det var skrevet med kridt og en god tomme tyk. Adam fortæller, på spørgsmålet hvorfor han gjorde det, at der en aften havde været trolde ved hans dør. Men nu havde han skrevet denne kors så kunne de ikke komme ind.
LXVIIII: Fra gl. dage.
Fra gamle dage, kan det ikke kaldes korrekt, da det ikke ligger så langt tilbage. Knud Pedersen i Fastruplund var her ovre i aftes, da blev der talt om bindstuerne, i Pederstrup gik man således sammen, det var en regel at hver skulle binde en strømpe på en aften. Hos en skrædder i byen samledes man næsten hver anden aften, nogle af karlene satte sig til at spille kort, men deres strømper måtte alligevel ”bindes”. De af kvinderne som var flinkest bandt da for karlene, og fik gerne en skille herfor. De fortalte da gerne en masse historier, jo uhyggeligere des bedre. Straks man kom ind begyndte de at fortælle. Jeg: fortæller en – Så nu lige en brudeskare komme igennem byen. Jeg: fortalte en anden – hørte da jeg gik herhen en lig salme som blev sunget i Chr. Revls kostald. En anden havde mødt en ligskare og set og genkendt de fleste.
Knud Pedersen fortalte, da jeg var en dreng sad min fader og moder og jeg en aften inde i vor stue, jeg sad på bordet og vandt (strikkede strømper). Moder spandt og fader kartede og lagde det på en stol. Som vi sidder allerbedst gør stolen et hop op fra gulvet, og faldt ned igen med et ordentlig rabalder. Nogen tid efter havde jeg en søster som døde og stolen blev benyttet til at sætte ligkisten på. – Den dag min søster blev jordet, var der kæltringepagt der bragte en stor forvirring og skræk i hele Jylland. Alle by mænd måtte af sted, alle var bevæbnet nogle med forke og grebe o. s. v. nogle få med haglbøsser, hvad vil sige, ikke så lidt endda Alle Kouvinger (runde kager som var skik dengang) og fødevarer til begravelsen, blev gemt ude i laden i halmen. Da hen ad aften mændene vente tilbage, blev min søster begravet.
Næste dag måtte by mændene af sted igen på jagt efter slaverne, der blev lavet våben, smeden lavede jernspiger som sad fast på en stang, kort sagt alle blev bevæbnet, og man måtte til øvelse hver dag. En mand fra Vinderslev var den nat rygtet udspredes gået til Dalsgaard hvor Herredsfogden boede, han havde en økse som han uafbrudt slog mod Herredsfogdens dør, indtil denne viste sig. Også her fra Kragelund blev der sendt en til herredsfogden, og alle troede på rygterne og foretog foranstaltningerne. Rygterne kom her til Kragelund med nogle vognmænd der kom ad Kolding vejen syd fra. Ancher Rydal var omkring og fik folk af sengen, han fortalte at slaverne trænede neden for fedet, han kunne se ilden syd på. Alle kom af sengen, en mand kom af sted fra hver gård med en økse, greb eller en haglbøsse. De som blev hjemme fik travlt med at grave ting, sølvtøj og andet værdisager i jorden, nogle ville ind i skoven andre ned mellem sø bankerne. Sengeklæder, gang klæder kom i kister og blev nedgravet i laden.
Sognene nord for Silkeborg var også draget syd på. Da de vente tilbage, og gik over Resenbro blev det rygte udbredt at 300. Slavere var gået over Resenbro nord på. – I Kragelund holdt de øvelser mange dage efter, og stagene med en spiger i enden blev det almindelige våben. Niels Rod, Sinding hede var anfører formændene. En Oberst kom til byen for at inspicere folkene. – En mand havde stag spiger som var delt i to. ”Er de bange for at de skal jage den for langt ind i livet” sagde Obersten til ham.
LXX: En gammel kilde.
På Andreas Laursens ejendom i Refshale findes en gammel kilde, som har været fælles med Refshalegaard. I den findes en eg. Kilden har været der siden nogen menneske kan huske.
LXXI: Fra Oldtiden.
Nord for Stenholt, på Ancher Anchersens ejendom findes mange gravhøje, vest for disse stod førhen 3.store sten som var resten oppe fra enden. Nogle siger her har været et tingsted, sådanne siges at være rundt omkring. Hver fjerding år blev der holdt dom og voldsgerningsmændene dømt. Gl. Chresten Vestergaard i Kragelund fortæller at her står to kæmper og sloges, den ene af kæmperne satte sig ned for at hvile sig på en af stenene, der var nemlig i denne en fordybning, som om en havde siddet på den.
62. Kirkestolene i Kragelund kirke.
I kirken findes endnu foran to af kirkestolene, smuk og kunstnerisk udskårne. Således var førhen de ældre stole ender alle smuk udskårne. De var næsten uopslidelige, alligevel blev smukke stol smidt væk – solgt, og vægtige mindesmærker er tilintetgjort, ligeledes er den gl. alter, smuk udskåren af eg ligeledes solgt.
63. Overtro.
Før Bøllund sø blev udtørret, blev der om vinteren på is stanget ål. Beboerne omkring søen tog tidligt ud om morgenen, efter at deres træsko var blevet ”Braadet”, med en økse og en lyster. Anders Nebels kone i Kragelund der hed Maren Urgaard (Ma U`rgod) pissede på hendes mands lyster før han drog af sted, lysteren stangede da alle de ål der kom for. Men ingen menneske måtte gå over lysteren og folk som kendte det skyede den som alt ondt, thi Mà urgod gik med klæde for panden, hvad man anså for heksenes kendetegen.
64. En gammel kaffekedel.
Husmand Jens P. Lemming på Refshale mark har en kaffe kedel, hvad ingen mærkværdighed er, thi det har de fleste jo, men den her har sin egen historie. Hans kones bedstefar, som boede i Østerbording, Balle sogn, fandt for mange år siden, ved at grave i en høj på Balle en Kobber kaffekedel, han tog den med hjem, og i mange år stod den på loftet, men nu har sønnens datter taget den til sig og hun er godt tilfreds med den.
65. En Nisse flytter en kornstak
Hos en mand i Østerbording var en nisse tilstede. Nu skete det en vinter at Østerbording mandens foder var knap, og til sidst havde han slet intet, men nu viste det sig, hvilken husven en sådan husnisse kan være. Thi en morgen blev Østerbording manden meget forundret ved at se en stor kornstak stå ved gården. Nissen havde om natten flyttet kornstakken fra en gård ved Balle kirke og til Østerbotding.
66. Ordsprog.
Når uheld skal indtræffe, kan røgteren, ligeså godt som tyren, få kalven.
Skal vi så ind og have noget mellem benene, der gør godt i maven, siger man når man skal ind og spise. (Tænderne er jo ben)
67. Historien om stærke Hans.
En mand der hed Hans var meget stærk, han havde gået hjemme ved Far og mor, men nu ville han ud at tjene. Han gik op på Herregården, fik arbejde og mødte næste morgen. Han kom da ud i laden for at tærske korn, men han syntes det blev til for lidt med plejlen, han tog da to hø tænger bandt dem sammen og gik op i korn loen, og gav sig til at tærske løs på dette, og inden davretid var han færdig med det hele og kornet var i en dynge.
Men nu skulle det hele bæres op på loftet, og syntes Hans, det ville tage alt for lang tid at bære det op i sække. Han gik da ind og tog alle lagnerne fra sengene og syede dem sammen og kom kornet heri, men da han gik ud af døren var denne sæk for stor og han rendte fire fag hus omkuld. – Men på den måde havde de ikke mere brug for ham længere her. Han kom da en anden sted hen og fik tjeneste. Her kom han ud i skoven for at køre træer hjem, han syntes det tog for lang tid inden de fik et træ fældet, han gav sig da til at rykke dem op med rod og lagde dem på vognen. Da han så skulle hjem kunne hestene ikke trække læsset, Hans gik da om og bandt tømmerne om hestenes hals og trak, både heste, vogn og træet hjem, men hestene var døde af den behandling.
Nu blev han ikke længere her, og nu ville han ikke tjene mere, men ud at se sig om på landevejen. Da han havde gået lidt kom han til en mand som sad og kløvede sten med hans næse, da er du stærk, at du kan slå sten med din næse, ja, siger manden men skal nok være en som hedder stærke Hans, han er nok stærkere, ja, da er det mig siger denne. Nu siger den fremmede, da vil jeg ikke slå sten længere, men vil følges med dig. De vandrede da hen ad landevejen, da de kom til en mand der sad og kløvede træ med sin tunge, da er du meget stærk, siger de ankomne, ja, siger manden, men der findes nok en som hedde stærke Hans og en mand som kan slå sten med hans næse, de skal nok være stærkere. Ja, da er det os siger de, og nu blev de enige om at følges videre på landevejen, og der går de sandsynlig endnu den dag i dag.
68. Præsten og Degnen.
En dreng havde fundet en fuglerede ude på marken, da han går derfra blev han atter og atter ved at gentage: jeg ved nok – jeg ved nok, da møder han præsten, hvad er det du ved min dreng, siger denne, men det ville drengen ikke sige. – Jeg skal såmænd ikke sige det til nogen, mig kan du godt betro det, og drengen fortæller da at han havde fundet en fuglerede ude på marken. – Søndagen efter kommer drengen til kirke og præsten siger i prædiken: Himmelens fugle havde reder o. s. v. Da er du da også et fæ, råber drengen til Præsten, du lovede dog ikke at sige det og nu fortæller du det til alle folkene her.
69. Oldtidskonge.
Efter gl. fortælling skal der på Refshalegaards mark være begravet en konge. I en af de mange gravhøje har der været en af Kongerne eller sysselkongerne.
70. Jysk levemåde i fortid.
Gl. Kr. Vies far Andreas Vie, havde som de fleste bønder dengang i slutningen af det forrige århundrede fattig og forkuet. Dengang for ca. 100år siden var der ikke mangel på arbejdskraft, thi ingen holdt daglejrer, der var som en gl. arbejdsmand har ytret, ikke fire skilling at tjene. Gårdmændene gik hellere på arbejde dengang end holdt arbejdere. – Foran nævnet Andreas Vie havde en gård i kragelund på ”½ td. hartkorn, men det kneb med at få føden. Om foråret når kartoflerne kom frem brugte han kartoffel toppene som føde. Disse blev tilberedt som kål. På samme gård som dengang ikke kunne føde en familie, på denne jord bor nu 12. Familier.
71. Om svundne skove.
A. P. Nielsen Tollund fortæller: efter en gl. kone A`n Magret, som nu er død, for mange år siden og hendes forældre fortæller, at selv havde hun også i hendes barndom set når de manglede brændsel til bagning gik de ud på Tollund og Arild skovs heder, her gik de så og sparkede men foden de gamle rådne egerødde op. A. P. Nielsen anslog denne tid til for ca. 150 til 200 år siden, denne plejer nu ude i heden at finde endnu stadig store egerødder, ja, så store at vor tids skove, hvor der findes store træer, er små i mod hvad disse gl. trærødder, viser at træerne har været store.
72. En gl. gravsted.
Graver Niels Konrad ved Kragelund kirke, fandt for nogle år siden ved t kaste en grav, 14, menneskeskeletter. Her må have været begravet mange og særegnede tilfælde har været til stede, enten det så skyldes pest eller krig.
73. En underjordisk gang.
I den Katolske tid benyttede præsterne eller munkene jo en særlig indgang som nu er tilmuret. I Kragelund kirke findes denne på kirkens nord side. Her skal havde været en underjordisk gang fra døren og op bag alteret, altså så menigheden, ikke præsten, for han kom frem bag alteret.
74. En begravelse.
I en by i nærheden af Horsens, blev en mand begravet, og nogle af dem som viste ham den sidst ære, at følge ham til hans grav, havde fået et par snapse for meget. Den døde fik de i graven og præsten kastede muld. Da står en mand for nær grave, den yderste jordkant skrider og han sank ned og kom til at sidde på tværs over kisten, og i samme øjeblik kaste præsten det sidst spadestik jord, ”af jord skal du igen opstå”, Det skal jeg F… nok, men mine ben er i klemme, siger manden


CD-11

Jens Jensens Dagbog. Jan. – Dec. 1899

Ved Nytårstid

Nu fejrer vi Nytår igen det 99. senstyvende, og nu kan vi snart sige farvel til det nittende århundrede. Tiden er en brusende flod, dens ustandselig fortager os med sig, hen til landet hvor livet ej hvirvles i dans, hvor solen ej mister sin glans. – Ja så kan vi jo sagtens synge og være glad, thi for hver dag der går for hvert år der er til ende, kommer vi jo dette land nærmere og nærmere. – derfor med sang – får du gamle, - og med sang velkommen være du nye år.

I år var vi ikke ude og lave nytårsløjer, sådan som i fjor. Men hos os var der gæster om natte, Martin Anchersen var oppe og ønske hans søde Karoline glædelig nytår. Så kom han og hun og Sine om natten og tog et vindue af i saltkammeret og tog en del fra pulterkammerets pakkenelliker og satte uden for på stenbroen, men det hele var næsten ikke umagen værd. – Vi har været mange steder til dans i vinter, det går nu på omgang at holde dans i Forsamlingshuset, og det bliver næsten nu 1. gang i ugen, og i Jul var det næsten hver aften.

Fars Fødselsdag
Refshalegård d. 19. januar 1899. I dag bliver far 65 år gl. en del venner og slægtninge var indbudt her i aften. Det er første gang jeg kan mindes at far holder fødselsdagsgilde, det er da ikke for tidligt, hans og vi andres fødselsdage går forbi som alle andre dage. – Fra Magnus i Silkeborg kom en flaske Kanariesæk, - en hjerteformet flaske med en meget lang hals, - etiketten forestillede Jeppe på Bjerget, da han sad i Baronens fineste stue. - - - - Gæsterne var: Andreas Sørensen, Ancher, Søren Rask, Lais Klosterlund og farbror J. Jensen, og med madammer - - naturligvis.

”Mod Enden”
(d. 24 januar 99) For hundrede år siden, da var der noget i Kragelund sogn der hed Refshalegård, to gårde der lå i toften hvor nu Anders Nielsen bor.. efter tidens skik drives disse gårde den gang i fællesskab, men der var jo kun ganske lidt jord af gårdene som dengang var opdyrkede, måske godt hundrede Td. land. - - - Lad os engang se hvor meget der dengang hørte under de to gårde, Kristian Jakobsens – Ole Mogensens – Niels Jensens – Søhuset – Søren Sørensens – Tinnes hus – Niels Sørensens – Karl Jensens – Anders Nielsens – Kristen Andersens – S. A. Jensens. Disse ejendomme er parceller af den ene gård Matr. No. 2a. det var den gamle forarmede Kristen Vive der begyndte at udstykke denne gård, - og den nu afdøde alderdomsmand Rasmus Thøgersen der fuldførte det påbegyndte værk.

Ved fællesskabets ophævelse i 1801 mellem gårdene, fik min oldefar Christen Jensen Matr. No. 1a, deraf udstykkede min Bedstefar Jens Christensen 1, parcel nord for Stenholt vejen til Niels Thomsen, denne udstykkede det atter til Hans Haurbaks .- - - - Nu har far med kraft taget fat på at sprede resten. - - - - I dag var landinspektør Kristiansen fra Silkeborg her, og nu er gården udstykket i 6. parceller.

Realismen drager sin sejrstogt over jorden, på disse store arealer vil der nu stå hus ved hus, der må slides hårdt for at det lille stykke mager jord at skaffe føden til en familie. Furer i panden, Legemet bøjet og en alt for tidlig alderdom, således kommer folket som skal bo her til at se ud, og det bliver måske en af deres lykkeligste timer når de i den stund de drager deres sidste suk. – Både folk, markerne og hele omgivelsen, det hele kommer til nøjagtig at ligne det andet, man kan ingen afveksling eller forskel se, ensformig og hinanden lig er det hele.

Men for hundrede år siden så det anderledes ud, de store jorder der var fælles, udgjorde ca. 600 tdr. land, det meste var hede og overalt tittede gravhøjene frem, dybe buede dale der mindede ud i Bølling Sø. Her var alt frodig og rolig, der kunne være dage, uger ja måneder imellem at der på afsidesliggende steder kom mennesker. Fårehyrderne var Konger herude på heden, jeg var også i mine barndomsdage, i halvfjerdserne en sådan hede konge, herude i den jomfruelige naturlige omgivelse, hvor ingen menneskehånd havde forstyrret naturens liv, her var jeg ene med mig selv og mine tanker, her kunne jeg ligge i time efter time i den bløde lyng eller ved en enebærbusk, nede i de dybe dale, og tænke og drømme over så mange – ja over så mange ting – ingen indgriben forstyrrede disse tanker, der var naturlige ligesom omgivelserne.

Der er måske dem der vil sige at når mennesket kommer og at naturen skildres kultur og kunst, da er det noget mere værdifuldt end selve det naturlige – ak ja – vi ser den store kultur og kunst i de store byer, den rigdom og skønhed menneskelig snilde har skabt, ja det kan ikke nægtes at mennesket skabte sejre. – men rundt omkring i den store bys kroge fandtes den største fattigdom, usselhed og elendighed, det er den uadskillige side af kunsten og kulturen. – men her ude på vor fattige hede jord der bliver kulturens konsekvenser fattigdom, det materiale hvoraf rigdommen og skønheden formes fattes. - - - Man kan hertil sige at ud af sjælelivet skabes den største skønhed og kunst. - - Ja det kan ingen nægte. Men den arme fattige der slider og slæber fra morgen til aften som en træl, han glemmer næsten at han har en sjæl. Den usle fattige og den mægtige rige står på udsatte poster.-------.

Men for at komme tilbage til begyndelsen - - mod enden. I 1893 udstykkede far gården i 4 parceller 1. var solgt til Hans Haurbak for 800 kr. Sønderheden blev fraskilt og en parcel af den østre mark, som far agtede at sælge, og det var meningen at Søren skulle have Sønderheden, men i fjor kom han i tanke om at det var mere behageligt at få bygget her oppe ved siden af landevejen. Der blev i dag sat et skel langs ad marken fra Stenholtvej til Bølling Sø, nu blev det to lange smalle marker langt ud til yderpunkterne, som var blevet efter de første udstykninger er bygningerne kommet til at ligge lige midt i marken. - - - Nu har vi begyndelsen til enden. - - -.

En Drøm. (den 12. februar)
Jeg drømte i nat at det var vinter og det er det jo i virkeligheden også. – Det var nat da jeg vågnede og så enkelte glimt af et fjernt tordenvejr. Jeg stod op og gik hen til vinduet, og så da at det var begyndt at lyse op på den østlige himmel, det var altså nær dag. Jeg så mod nord hvor tordenvejret holdt sig, ganske langsom så jeg de elektriske gnister ligesom stjerner svævende rundt på himlen. Et øjeblik kunne et af gnisterne stå ganske stille for snart efter atter at bevæge sig fremad. Men det alle interessante ved det natur skuespil var at disse elektriske stjerner pludselig kunne eksplodere lig fyrværkeri, og tusinde af gnister spredes vidt omkring. Jeg kaldte på min broder at han skulle komme og se noget storslået fyrværkeri! Jeg gik imidlertid i seng igen.

Om morgenen efter at jeg var stået op, trak et uvejr med torden og lynild op fra sydøst og uvejret kom stadig nærmere. Det blev mørkt som ved nattetid. Lynene glimtede og tordenen rullede, det ene glimt og brag fulgte øjeblikkelig oven på det andet. Jeg gik ud i døren, men kom ikke længere end i gangen, her sank jeg i knæ, thi både lynet og tordenen kom så hurtig efter hinanden at det gik over og fortsatte i hinanden, så der var stadig lyn og brag. Imidlertid drog uvejret over, jeg gik udenfor i gården og så på det bortdragende uvejr i nord. Da begyndte det igen at blive mørk, jeg så uvejret fra nord komme tilbage igen, det blev stadig mørkere. Men nu så jeg at der tillige trak uvejr op fra syd og drog mod nord. Et øjeblik efter mødtes de med stormkraft ilende skyer på himlen over mit hoved, hvorledes de hvirvlende stødtes mod hinanden, og nogle blev opløst af sammenstødet. Det var et mægtigt skuespil, jo længere jeg så derpå desto hurtigere drev skyerne fremad mod hinanden, i stødet ligesom sønderknuste de hinanden og en bunke elektriske strålegnister flød ud til siderne. - - - - Jeg vågnede, og jeg kom til at tænke over det drømte, var det ikke et billede af selve livet. - - - jo således leves livet. - - - det liv der er værd at leve, hvor modsætningerne og strømmen mødes og brydes, kæmper, bruser og stønner. - - - sukker mens kræfterne undfaldes og opslides på hinanden.

Maskerade bal: (Refhalegård d. 26. februar)
For første gang, siden Verden blev til, har der i dag været maskerade bal i Kragelund. Når det nu er første gang i over 6000 år skulle man ikke tro at det var for tidligt. I alle vore nabo sogne har der været holdt maskerade i de senere år. Hvorfor så ikke hos os? Men der har dog været mange mennesker, der af al kraft har modarbejdet det. Det er i grunden ingen mærkelighed her i Kragelund, thi de halve af de ærede indbyggere, rykker altid tilbage hvor den anden halvdel rykker fremad. Når en sag skal igennem, da er der stærke agationer for og imod, pro og kontra. Fordi det er første gang kan det nok være, at det er denne ene gang for mange. Præsten var vist nok også en modstander deraf, han udtalte sig, efter sigende, at der vel ikke lå noget usædelig deri, men under al den lystighed blev det gode nok sløvet, - og han havde nok ret.

Aftenen da maskeraden skulle holdes, kom. Vi, herrerne omklædte os i dragterne hos Andreas Sørensens. Damerne havde forsamlingshuset til dette brug. Da vi kom i vores dragter, - jeg havde en general dragt, trekantet hat og fjer, - og gik ind i huset var der allerede kommet mange mennesker, vi gik ind i den indre stue hvor damerne stod, alle klædt i hvide dragter og med masker, hvor var de smukke, de hvide sløragtige dragter overbesået med blomster. I begyndelsen kendte jeg ikke en eneste af dem, og der var kun enkelte jeg genkendte før maskerne faldt. Især var Sine til Ole Jensens og Stine til J. Jakobsens smukke. Men den der spillede den kosteligste rolle var Stine til Smede Kirsten, hun var klædt som gammel kone, - en heks der spåede! Hun var en af de første jeg genkendte, skønt hun var den vanskeligste at kende af dem alle.

Kl. 81/4 marcherede vi ind i salen og der var nu så mange mennesker, at der næsten ingen plads var til os. Det hele gik meget godt, det sagde det ærede publikum i alt fald bagefter. Ballet blev en succes af rang, skønt al modstand var lagt i vejen. Der var kommet så mange mennesker, at der aldrig har været så mange i huset. – Ved sådan en lejlighed skulle der synges en revysang. Jeg havde sammensat en sang på den kendte melodi: ”Ditlum ditlum dej ”. Min fætter Jens Jensen skrev en sang. Min sang blev sunget først og man klappede, men den anden sang af min fætter den gik helt i vasken, det blev aftenens svageste side.

Tidens Gang.
Alle mennesker er syge i denne tid, det er influenzaen der huserer, vejret er også råkoldt og barsk. Jeg blev stærk forkølet, dagene efter maskeraden lå jeg kun en dag i sengen, men har været alt andet end vel tilpas i over 14. Dage, men det er også 3. År siden jeg var syg sidste gang.
Vi laver nu en ordentligt arbejde med det byggeri, der skal ligge en gård på den vestermark, på en af parcellerne, hvor det er meningen at svin skal om at bo. Da vinteren er mild, uden frost og sne er vejret heldig, for dette arbejde. Vi har nu i lang tid kørt træ fra Sinding skov (Morten Frederiksen).

Fra svunden tider.
Far og mor sad i aften i mørkningen og talte om svunden tider. Samtalen begyndte med at i den nu måned (marts) havde de fleste mennesker været syge og forkølet, og flere steder var der nu tyfus, og andre svære sygdomme. Men tyfus og lignende sygdomme fandt ikke så stor en udbredelse i vore dage, som i ældre tider. I far og mors ungdoms år var der tyfus to gange i Kragelund. Den første gang var mor kun ganske lille. En slægtning af mor der boede over i Mausing var død af sygdommen, og en lille pige, som var der i huset kom her over til bedstefars. Denne lille pige og mor kom til at dele seng sammen, og begge blev de angreben af sygdommen. Mor husker, at en dag stod hendes far og mor ved siden af sengen og sagde, ” Nu er det snart forbi, nu dør begge to, ja her kan ingen hjælpe mere”. Et par timer efter døde den lille fremmede pige medens hun lå ved siden af mor. Men mor hun overstod sygdommen, ellers havde jeg vel ikke skrevet disse liner her i dag.

Fra den gang fortæller far, fik deres nabo, Kristen Vires? Også sygdommen. Konen og datteren lå i sengen, men Kristen gik oppe, skønt han også havde sygdommen. En dag gik bedstefar over i kristen Vires gård, og far der var en lille dreng den gang, fulgte med. Da de kom ind i gården stod de et øjeblik, de ville nemlig ikke gå ind i huset af frygt for smitte, Kristen kom da ud. ”Nå hvordan går det” siger bedstefar, ”kan du blive på benene”. – ”Ja, det går jo”, siger kristen, ”det vil knække mig, men jeg skal se om jeg ikke skal knække det”. Han gik tilbage ind i huset, og kom tilbage med en sort ler gryde, og gav sig til at drikke deraf. ”Hvad har du der i gryden” spørger bedstefar. Og så fortalte Kristen at det var Sod, salt og brændevin der var kogt sammen. – En stærk medicin for mennesker, hvad mon en apoteker ville sige til en sådan recept nu til dags. – Kristen havde en fuldvoksen datter, der var forlovet med en karl fra kragelund, der hed Daniel Møller, hun døde af sygdommen.

Den anden gang der var tyfus i Kragelund, tjente far som karl ude hos Christian Møller, gårdmand Jens Olesen (O. C. Jensens far), havde fået sygdommen. Alle i gården lå til sengs og far og Christian Møller skiftedes til at gå derop og passe kreaturerne. Så døde manden Jens Olesen og nogle dage efter en søn, både far og søn blev begravet på en dag. En anden søn der opholdt sig i østeregnen blev der skreven til, og meddelt hvad der på nogle få dage var sket. Han rejste da hjem, blev straks efter hjemkomsten angrebet af sygdommen og døde nogle dage efter. - - (Når jeg næste gang betræder Kragelund kirkegård, ville disse bortdragendes skæbner sikkert rinde mig i hu, var de ikke bleven angreben af sygdommen, havde de vel levet den dag i dag, og meget ville havde set anderledes ud).

Nogle dage efter blev far også syg, han gik i to dage og tænkte det har vel intet at betyde, men det blev ikke bedre. Han kom da her hjem. Sygdommen blev værre, det var tyfus. Ude i Klosterlund var sygdommen også, og mor ville holde på at far havde hentet smitten der. (Det sagde folk) Far var nemlig den gang kærester med Ankres datter, der også havde sygdommen. - - Men ude til Christians Møllers kom sygdommen ikke, det kunne far ikke forstå, men måske havde mor ret at han havde den ude fra Klosterlund. Den 30/3 1899.

Den 1. Maj.
Det er ganske hyggeligt at være levende. I dag jeg stod op og så ud af vinduet, sneede det. Det er en kold første maj. Nu skulle sommerfuglene jo rigtig til at lege mellem blomsterne og de sollyse dage, men bevar os vel! Det er de hvide Is sommerfugle, der leger i skjul. Nu kan det gamle mundheld ”Narret april” fortsætte og hedde ”Narret maj”.

Den 3. Maj.

I dag begyndte Karl Lau at mure laden til den nye gård.

En Proces.
En dag i foråret, sad i Kragelund kro et gemytligt selskab. Enden på kro snakken blev at forh. Gårdejer O. C. Jensen købte kroen for 12.500kr. det var vist nok meningen, at hans søn skulle være bestyrer eller kromand. Jens Jensen sagde imidlertid nej til det hele. O. C. Jensen har nu fragået nogensinde at havde købt kroen. Nu har kromand R. C. Mikkelsen anlagt sag mod køberen, erholdt fri proces. O. C. Jensen der i forvejen var meget tungsindig, ærgrer sig nu dag og nat mere end nogensinde. Hvad der må pine ham mest er vel, at hans allerbedste ven, her i denne verden, jens Jakobsen er gået over på fjendens side. (Den ene gråhårede ven sviger i nødens stund den anden, er det ikke også skandaløst at menneskehjertet kan være så svigefuldt ). Hvad gøren forlibt nar ikke for at favne menneskebarnet Eva, a la kromand Mikkelsen, så sælger en gammel nar gerne sin sjæl, for en gl. skilling. Men i alle tilfælde vil det være interessant at se sagens videre forløb og stemning. - - Et drama om ”Tre gamle knarke”. (Den 22. juni)

Ved Skærsommer tid.
Det er et trøstesløst syn der møder øjet hvorhen man se er der tørre visne marker. I den forløben måned har der været en uafbrudt tørke, kulde og blæst med nordlige vinde. Næsten alle mennesker længtes efter våren, glæde sig til den kommende sommer. Men det går i år som det har tilfælde i en lang årrække, den kommende vår den dejlige sommer er bleven borte. De mennesker der glæder sig over naturen når den udfolder sig i hele sin fylde, må resignere og vente.

Der er generalstrejke i Danmark, for tiden prøves der kræfter, mellem mester og svende. Jeg var i går i Silkeborg, jeg hørte da en af de udelukkede svende udtale. ”at vi ingen regn fik, fordi landmændene holdt med mestrene, Vorherre holdt med svendene”. - - Den var ikke dårlig.

Har der været dårlige udsigter for landmændene, så har tiden været heldig for tilvirkning af tørv i Moselund, Engesvang, Klode Mølle, Stenholt, og Klosterlund moserne. Kolossal er det en masse tørv der produceres. , men hvor stor indtægtskile moserne end er, bliver producenterne fattigere og fattigere, (måske undtagen koloni beboerne.) Men sande ”Grever” og ”Baroner” er de alle i Engesvang, de forstår at leve og drikke og klæde sig. - - Ja de lever!.

Her levede man for et halv århundrede siden så glad, fredeligt og roligt, og således har det været gennem hundrede af år. Så kom Silkeborg Herning banen. Moserne blev en guldgrube, og den blanke mønt ruller med. Klang – man lever og man lever højt. Hvorfor skulle man ikke være selvstændigt og have sin egen kirke og præst, begge dele kom, præsten en af de såkaldte ”Helvedsprædikanter”, Slynger nu Bandstrålen ud over de højtlevende verdensbørn, og kampen raser, hvor er engang dens fred og ro? - - - Den 25/6 1899.

Den 1/7 1899.

Nu ånder man igen friere, med juli begynder sommeren. Ja, nu er det kun at være levende, alt i naturen vågner, blomster springer ud, og alle levende væsner kommer frem i denne varme fugtige luft. Nu og da ruller tordenen, så nær så fjern. Dagen er smuk og køn, men dejlig er den lyse nat, den varme luft og vindens sagte hvisken. Disse nætter er dejlige, men skade at de er så korte. Aften og morgen rækker hinanden hånd.

Den 2. juli 1899. (H. C. Andersen)

En søndag i juni var jeg en eftermiddag oppe hos præsten, med nogle bøger jeg havde lånt. Præstens moder kom da blandt andet i samtalens løb til at tale om digteren H. C. Andersen. Hun erindrede ham fra den tid hun boede i København, H. C. Andersen kom da ofte forbi stedet hvor de boede. ”En grimmere menneske” end H. C. Andersen ville man vanskelig finde, da navnlig hvad det ydere menneske angår. Armene dinglede ved siden af kroppen som to led løse rulleløse stængler. Allerbedst som han gik, kunne han slå øjnene op og vende ansigtet op mod skyerne. Det billede vi havde af digteren, forestillede i virkeligheden digteren langt smukkere end han var.

Silkeborg i fest.(den 15. juli)
I disse dage er der fest i Silkeborg. Den 14. 15. 16. Holder de forenende landboforeninger i Jylland ungskue, nede i Lunden. Spidserne af jyske agrarer og af kvæg er samlet i Silkeborg. Prisen for adgang til skuet er sat til 1. Kr. hvad man må kalde for temmelig dyrt, ved landmandsforsamlingen i Randers var entreen også 1. Kr. og der var der langt mere at se, og fungerede langt bedre. Det var kun meget lidt af kunstfærdig ud pyntning Silkeborg mødte frem med. Men det prægtige naturlige skueplads bødede på manglerne, - naturen pyntede her op.

Hvad selve de udstillede dyr angår, kan bemærkes at de gennemgående var overfede levende kødklumper. Dyrene var ernærede på en måde der er alt andet end naturligt. Hvad Hingstene angår, var det værd at se på de enkelte stammer, med deres særegne racepræg, der gik i arv i slægten.

Der var smuk, der nede i Lunden, den lyse sommerdag bidrog sit til at forhøje stemningen. Mod syd hævede bakkeskråningerne sig, med de grønne træers løv, hvor der var en behagelig skygge. Mod nord lå Silkeborg Langsø, med det stille vand, glitrende i det klare sollys. Ja her var godt at være. En stor menneskemængde, - efter sigende over 10.000, vandrede frem og tilbage. Den hjertelige latter førte den bedårende smil bredte sig på læberne. De allerfleste af alle disse mennesker glemte for en stund, at livet har til overskrift! – ”+ sorg - * glæde?”. Men den tid der går godt, har lyse minder i sit skød.

Kapskydning i Kragelund
I 1884 oprettedes for 2den gang en skytteforening her i Kragelund. År forløb efter år, uden at far hjembragte noget udbytte. Fanestangen var indtil år 1892 bar, uden plader, men i de sidste forløbene 7.år er der slået 8 plader på fanen, deraf har jeg slået de 7. Det første år (1884) havde kredsen ved amtspræmieskydningen ved Kejlstrup en gennemsnit af 10 point i 5 skud på 300 alen. Men i de seneste år har kredsen stået som nr. 6 af over 30 kredse.

Den 6. August indbød vor kreds til en kapskydning, der afholdes i Bølling Sø. Vi kunne have ventet at få en første plads for skydningen, - men vi fik ingen ting, - det var en fiasko af rang. De Kragelund skytter mødte først på skydepladsen, da skydningen var til ende. Jeg var oppe kl. 4. Og fik sagerne ordnet, og alt var også færdig kl. 9. Og præcis kl. 9. Mødte alle de indbudte delinger, men først kl. 12. Kom den første skytte herfra. – jeg måtte høre meget ubehagelighed for den sag. Men det var den gang, i morgen kommer atter en dag.

Moder syg. 11. August.
I dag kørte jeg efter lægen, til moder, hun blev syg forrige nat. Det er hendes gamle sygdom, maven og nerverne, sygdommen kommer pludselig, og altid efter dage hun har haft meget at tage vare på. Hun burde være fritaget for meget af det hun har at udrette. Men der findes nu her i denne verden en del mennesker der hyller det princip: Når der selv får deres søvn og hvile, så lad dem arbejde som er skabt til det, men der er, og der kommer en grænse. Denne grænse må mennesker om de er nok så vanskelige

29de Bataljon i Kragelund.
Nu begynder skydningen ved Funder, snart lyder luften af magasin riflernes salver. – og det er ikke bare leg, det er med ”skarp” der skydes. På kryds og tværs suser magasinkuglerne gennem luften. I mange år var der lejr øvelse i Hald ved Viborg. Rundt om fra alle landets egne mødte soldaterne her år efter år. Så blev denne lejrplads nedlagt. Efterårsøvelserne trådte i stedet, men det var jo kun med løst krudt det blev skudt med i efterårstiden. Så for en del år tilbage oprettedes lejren ved Funder ved Hørbylunde. Her samles nu hvert år soldaterne fra hele landet, og her skydes med kugler efter opstillede figurer. Det ser helt krigerisk ud i omegnen, således kom i dag 29de bataljon fra Viborg marcherende gennem Kragelund, efter natte forud at havde været indkvarteret i Vinderslev, Pederstrup og Mausing. Bataljonen holdt hvil her i byen på marken ud for Laust Baulunds hus. Jeg blev ikke lidt forbavset da jeg trådte ud af kirken og hørte Regiments musikkorps spille. Efter en times hvil, marcherede soldaterne igen videre til lejren ved Funder. - - - (den 27. August)

Erindringer.

(1.oktober) Søndag, det plaskregner, den ene vandpyt nærmer sig den anden, idet den bliver større og stører, og de store nærmer sig atter hinanden og bliver til små søer. Stormen rusker og tuder så vemodigt igennem sprækker og revner, som den klager over ikke at kunne finde hvile. Farer ind i en sprække, som den ville udfylde og liste sig fra det hele for at udfylde den mægtige magt der driver den fremad uden hvile. Den hviler et øjeblik, men i næste nu må den af sted med endnu større hast. Skyerne jages i vild dans fremad, løsrives i stumper og stykker, ja, det er den vilde dans, og musikken dertil er stormens klagesang. Men lad naturmagterne gnides, brydes og hvirvles, det er dok kun det kolde følesløse, livløse masse.

Men menneske hjertet, der er endnu finere, sartere og blødere end noget andet i verden, som er til, mere fintfølende end noget andet. Og dog tumles den af ”stormene” og er undergivende af mægtige magter, ja måske mægtigere end skyernes storme. Disse magter heder i hjertets sprog ”skæbne”. Og medens jeg ser på disse løsrevne skyer der uden hvile drives fremad, syntes at søge efter et skjul for at finde et hvilested, må jeg vilkårligt gøre en sammenligning. Menneskehjertet der tumles af ”skæbnen”, higer også for at finde fred og ro og hvile.

Mennesket er et barn af denne natur, og hver enkelt del af menneskenaturen syntes at være hentet af den store natur derude. I lidt afvigende former kommer livets udvikling til at svare til det som foregår derude i det store ”hjem”. Ja, sådanne tanker står jeg og lader passerer forbi mit indre syn, og jeg tænker videre, ja lad stormen tude og hyle, lad regnen risle og plaske, thi her i vor hyggelige stue når det os ikke. Vi hører stormen buldre men mærker det ikke, hører regndråberne slår mod ruderne men ikke en stænk når os. I stille lykke, glæder vi os over vort hjem. - - - - -

Og jeg tænker videre, - - - - - Har menneskehjertet da ingen hjem? Det ligner det visne løv der tumles af stormen. Thi menneske hjertet søger bestandig et hvilested, higer efter fred. Ja, dette hjem bygges op fra ungdommen af. Nogle bygger et slot! Med tårne der funkler og skinner i sollysets farvepragt. Andre bygger et uanselig fattig hytte, med mos voksende på det gamle stråtag, med duggende grønne vinduesruder. - - - ja. Alle drømmer - - - det er det de alle higer og længes efter, et skærmende hvilested hvor der er læ for stormen. De drømmer kun om et skærmende værn i deres liv. Og dette liv udfolder sig ligså vel i slottet som i hytten. Men ak! Som mange har drømt om dette hjem, søgt og ledt men aldrig fundet det der har bygget huset i drømme. - - - drøm - - - aldrig blev drømmen til levende virkelighed.

Søren Rask og Else Marie var i aftes her ovre hos os. Samtalen kom blandt andet til at dreje sig om dengang Christian Anchersen kvaltes i brønden. – Det var i 1870 jeg var dengang 5 år gl. jeg mindes det ligeså tydeligt som i dag. Vi havde tækkemænd, der tækkede på stuehuset. Mads Østermark (Han der engang var i Kragelund fattighus, han ejede en gang så meget sølv og guld, at han engang udtalte det løfte: At den mand der kunne bære det sølv han, Kr. Østermark ejede, måtte få det) kom ind i gården og råbte det sørgelige budskab, mændene sprang med ud af huset, de løb tillige med far der så vidt jeg husker var den forrest, tværs over Vesterengen op til Fastruplund. Søren, han husker det også, han var dengang 2år gl. han fortæller at han husker, jeg tog Hedetørvsspaden og løb bagefter de andre, det husker jeg nu ikke, jeg husker nok at jeg kom senere derop, husker at Christian Anchersen lå på sengen oppe i storstuen, Karen Marie sad ved den nedre seng ende og græd, og mor sad ved hendes side med armene slynget om hendes hals. Jeg husker at præsten, Gjede, der også var tilstede i stuen. Mor fortæller at da hun kom derop og lukkede døren op til dagligstuen da kom Karen Marie hende i møde helt desperat, hun græd og sagde til mor. ”Dengang din mand rejste i krig, græd jeg for dig, for dig var der håb, men for mig er der ingen håb, ingen redning mere.” og hun ville skubbe mor til side, thi hun, Karen Marie, ville ud til den sammen sunkne brønd hvor hendes mand var begravet af det nedstyrtet jord, og folkene arbejdede.

Samtalen førte hen på krigen, og far fortæller: At en soldat ved hans kompagni, gik med sår på brystet. Vi andre sagde til ham at han skulle melde sig til kaptajnen, hvad han også gjorde. Kaptajnen svarede ”har lægen sagt ar du er tjenestedygtig, så kan jeg ikke forandre det”. Sagen var den at der var mange der simulere, ville være syg for at undgå krigens rædsler. Den 18. April da vi stormede op på skanserne til undsætning, var denne soldat mærkeligt nok den første der faldt. Kaptajnen råbte på ambulancen, men der var ingen ambulance, hverken at høre eller se, derimod Tyskerne, havde deres ambulance ude i deres forreste kæde. (hvad den jo også burde være).

Else Marie fortæller:
En soldat fra Vinderslev ville en dag, da vore folk lå bag en dige og skød på Tyskerne, ikke som de andre, rejste sig ikke op for at skyde. Sergenten gik hen til manden, befalede ham at stå op og skyde, ellers blev han skudt (af hans egne kammerater). Det hjalp, han rejste sig op, men i samme øjeblik kom en kanonkugle og kappede hans hoved af.

Far fortæller:
Efter at Dybbøl kanonerne var taget af fjenden, og de danske soldater var et adskilt hjort. Alle vore officerer var faldet. Gik jeg ad vejen imod Als, for om mulig at komme derover. Som jeg gik hen ad Skansen så jeg kuglerne slå ned på den hårde vej foran mig. Men jeg ænsede det næppe, jeg var ligeglad brød mig næsten ingen ting om. Jeg kom forbi en grus eller lergrav, den var næsten fuld af Underofficerer, som her lå gemt for kuglerne. Da jeg havde gået et stykke mødte jeg to officerer, disse kommanderede mig til at gå tilbage igen, hvad jeg også gjorde, og snart efter var jeg omringet af tyskerne og fanget. Jeg kom til fæstningen Graud? i Østpreussen. I begyndelsen tog vi os ingen ting for, men så havde nogle af os været omme i kommandantens have og skåret barken af frugttræerne, så blev vi kommanderet til at arbejde. Nogen tid efter havde nogle af os krigsfangere taget kommandantens pige, og sat hende op mod muren, med hovedet nedad .og benene op nu blev det galt, nu måtte vi til at arbejde på fæstningen. Nogle måtte køre græstørv på trækvogne ude fra marken ind på voldene, andre huggede træpinde til at fæste tørvene. Jeg kom til at hugge pinde, det var en Sergent vi kaldte Jens Træskomand der tog mig med ud til det arbejde. I begyndelsen huggede jeg ikke mange pinde om dagen. Men da kom en anden af fangerne også til det arbejde og han huggede dobbelt så mange pinde som jeg. Nu ville Jens Træskomand også have mig til at hugge ligeså mange, men jeg var nu kommen ind på det ville jeg ikke. Jeg meldte mig da syg. Og da jeg kom til lægen sagde han at jeg havde tyfus og blev lagt ind på en stue hvor der lå tre mennesker med tyfus, her lå jeg i tre dage. Imens døde den ene af de tre andre inde på stuen, så blev jeg flyttet ind på en anden stue, og jeg slap heldigvis godt fra dette, uden at blive smittet med tyfus.

Mor fortæller:
Allerede i forsommeren kom de første krigsfangere hjem, også jens Jespersen i Stenholt han kom en dag hen til mig og fortalte hvorledes det stod til. Hun mente snart at de andre kom hjem fra Tysk fangenskab, men der gik lang tid. Ved efterårstid kom Sine Pagh. Min broder Rasmus forlovede kom hen til mig, hun fortalte mig at nu kom skibet ind til Aarhus den og den dag. Ved aftenstid kan vi vente dem her hjem til kragelund, ja, det bliver måske først ud på natten tilføjede hun. Der var jo nemlig den gang ingen jernbaner fra Aarhus. Rejsen skulle foregå pr. vogn ad landevejen. ”nu vil jeg ”nu vil jeg” siger Signe Pagh ”gå op og lægge mig i Rasmus seng. O: hvor han vil blive overrasket”. Hjemvendte soldater kom ganske vist også om natten, men det var hen ad morgenstunden. Men Signe Paghs overraskelse blev dog ikke så stor som hun havde tænkt, thi da Rasmus kom ind til min moder i sovekammeret kunne hun i sin glæde ikke dy sig, men røbede at Signe lå oppe i gæstekammeret i hendes søns seng - - - - - Vi blev alle oppe til langt hen på aftenen, og samtalede. Mor der nu er oven senge efter langt sygeleje, var i godt humør og veltilpas. - - Ingen af os anede at det var den sidste aften hun var tilstede i en højtidelig familie kreds. Ikke mindst fortalte hun om de svundne tider, som foran optegnede.

Moder syg.

(d. 11. oktober)
Mor har efter en lang sygeleje i nogen tid været oven senge. I dag var hun for første gang i lang tid ude i marken, hun var en tur nede at se til grønkålene der står ude på roermarken. Hendes søster Stine var nede hos os i eftermiddag og mor fulgte hende på vej uden for gården. Da jeg kom hjem, var mor igen bleven syg, hun lå i sengen og da jeg kom ind skulle hun kaste op, da jeg rakte hende potten, sagde jeg ”nu har du vist spist kål”, vi fik nemlig kål til middag, hun sagde kål kunne hun godt tåle. Men hun og Stine havde spist sødsuppe, men der var hverken eddike eller saft i den. - - Hun blev ved at kaste op til langt ud på natten. Hun fik nogle af hendes dråber opiumsdråber da hun sagde at hun kunne mærke at feberen kom. Næste dag hen ad eftermiddagen kom jordmoder Madam Nielsen her ned. Hun råbte til far at han skulle hente lægen, da mor havde stærk feber. Far havde under den lange forudgående sygdom altid sagt: ”Hun – mor – er så utålmodig, når hun bare giver sig tid, kommer hun sig nok”. – da jeg torsdag eftermiddag hen ad aften så Søren køre øst på, anede det mig at det næppe stod godt til hjemme. Da jeg kom hjem, fortalte far at der var ”de kvindfolks skyld”, de ville ikke lade ham havde ro før lægen blev hentet. Søren kom med Dr. Selchau (den gamle læge fhv. distriktslæge Justitsråd Sjødt ville ikke tage ud ved nattetid) Kl. 9 kørte jeg ham hjem, vi var i Silkeborg ved midnatstid. På hjemvejen blev den ene af hestene syg, smed sig ned på vejen, vi trak dem fra Lysbro tilbage til Silkeborg, jeg red da hjem på den ene hest og kom hjem kl. ca. 5. Mor spurgte: hvorfor jeg ventede så længe, og fortalte hende grunden. Det var noget af det sidste jeg talte med mor. Jeg gav hende en ske fuld mikstur, og træt som jeg var af nattens strabadser, gik jeg straks til hvile.

d. 13. oktober.
Mor har endnu stærk feber i dag. Men hun sover næsten hele tiden. Hun siger når hun er vågen, at hun syntes hun er helt godt tilpas, og føler ingen smerter. Vågner hun et øjeblik, så sover hun straks ind igen. Hendes kinder er stærkt røde af feber og når hun sover ligger hun med åben mund. Far er ovre i Funder og bonitere et jordlod. Han kom hjem først på aftenen. Da han kom hjem gik han ind til mor, og hun spurgte hvorfor han ventede så længe – far var i en meget glad stemning, og gik ind i stuen og talte om alt mulig

Jeg hørte da moder klage nogle gange, medens jeg sad og spiste, der var vist ingen inde i sygestuen ved hende, thi Kirstine og Ane sad inde i stuen, endelig holdt far er øjeblik op ar tale. Kirstine hørte moder klage og gik ind i soveværelset, moder sad da op i sengen. Kirstine siger: er du meget syg, har du smerter nogen steder. – ”Nej” siger moder ”men jeg syntes jeg er så underlig, hjælp mig dog”. – Det var det sidste hun sagde, snart sov hun igen, eller tilsyneladende sov hun. Far vedblev at rumstere inde i stuen, men ingen svarede ham, jeg sad og læste, - vistnok i en ældre årgang af ”Juleroser” fra 1882. Da ingen svarede ham, greb han disse blade som jeg et øjeblik lagde fra mig, og han sagde: ”Det er jo humbug det hele skidt” og smed bladene hen ad gulvet. Vi gik da til sengs.

Hen ad midnatstid var Kirstine oppe for at give moder medicin men da moder sov syntes hun ikke at ville vække hende, kl. blev da mellem 3. og 4. Da stod hun atter op, men denne gang kaldte hun på moder, men moder vågnede ikke hun lå bevidstløs hen. Kirstine løb da ind og kaldte på far, da han kom ind var resultatet af hans kalden det samme. Far løb da op til os (Søren og jeg) og jeg gik da ned i sygeværelset. Far talte da til mor, der kom en svag lyd over hendes læber, men ellers ingen tegn på bevidsthed. Men hun måtte jo da dengang kunne høre hvad der blev sagt til hende. Vi kom straks til Silkeborg efter lægen. Jeg var der nede kl. 6. og efter to timers forløb var jeg her igen. Mor lå stadig hen uden bevidsthed, og doktoren gav kun lidt håb, hun trak åndedraget mere hurtig end da jeg kørte. Lægen gav hende to teskefuld varm kaffe, men bevidstheden vendte ikke tilbage








Ved middagstid kom Søren tilbage med medicin, men time efter time svandt, bevidstheden vendte ikke tilbage. Den syges åndedræt blev hurtigere og med korte mellemrum. Kl. var bleven 4.15 da skiftede den syge ansigtsfarve, så stille og rolig kom døden, at næppe en eneste trækning i legemet forkyndte at livet var udslukket. - - Vi stod alle inde i sovekammeret, vor tanker var hos hende som nu havde fået fred, hende som havde gjort os alle så meget godt. Min søster Sine græd og Ane græd. Da fik far øje på medicinflasken som Selchau foreskrev første gang. – ”kast den ud og slå den itu, det er den som er skyld i hendes død”. Men ingen kastede den ud. Nogen tid efter siger far til pigerne ”lad nu være med at græde, det kan nu ikke længer hjælpe noget, lad os lave noget til vores aftensmad”. Og han gik ind i spisestuen og spiste og drak. - - - Aldrig så jeg tilværelsen så mørk, på livet så tung, som i denne stund.

Er livets glæde ikke en dyrekøbt glæde? Til sidst rinder livet ud i lidelser, - - og så døden. - - Der findes mennesker der binder et bind for øjet, for dem er livet en leg, det skrækkelige grufulde vander de uset forbi. Men derfor forsvinder virkeligheden ikke. Livets alvor er til stede selv om legen går vidt, så står den som et menende spøgelse. Men efter legen høres en lyd og fra bjerget trænger sig frem livs barnet, der ingen ting siger, fatter dog spøgelsets nærhed

Min Moder!

Der findes ingen i den hele vide verden, der har elsket og gjort mig mere godt end min moder, - jo der er en gud – thi hvem gav mig min moder - - thi jeg har lært gud at kende bedst, gennem min moder. Thi gennem hende har han åbenbaret sit væsen. Og i dag da jeg har mistet min moder da mistede jeg det bedste jeg ved her på jorden. - - - Hun har trukket det store læs, hendes hele liv har været en opofrelse af uegennyttig kærlighed for andre, hun gav, uden den tanke at få noget igen. Bag alle hendes handlinger spores det attrå, at frugten deraf skulle komme andre til gode. - - - Få var som hun, og for mig ingen.

Det er knugende tung at stå ved et sygeleje, hos en som er os kær, og ikke kan yde hjælp, - - ja, bitterlig tung. Aldrig så jeg så tung og så mærk på livet og tilværelsen, som i denne time da min moder grog sit sidste suk. Hvad er livets glæde og lyst, det glade smil blandes med gråd. Det vand der springer af livets kilde blandes med tårer. - - og den drik, ja, den er besk. Livets vægtskål svinger op og ned. Sorg i den ene skål. Glæde i den anden. Tung ja, knugende tung bliver tilværelsen når hvert en glæde må vejes op med tårer, hvert smil i gråd må dø.

Men måske er mennesket da størst, naturen – eller rettere naturens årsag har en hensigt, hvorfor livet formes netop således, og ikke anderledes. Der findes mennesker der ser på livet som en leg tager sig verden let, men som regel går disse mennesker af vejen for det tunge og alvorlige i livet – og er med ”bind” for øjnene altid lige glade - - men livet er nu en gang ingen leg, den er alvor. Livet bliver kun lys og en leg for nogle, fordi andre har desto større en byrde at bære. Livet bliver kun let for nogle fordi den er desto tungere for andre. Lad da det glade være i mennesket nok så tit, at det kun er et dumt anskuelse at tage hensyn til livets mørke side. Det menneske er klogt der kun nyder livet set fra den lyse side. Men intet er lettere end at kaste et ansvar fra sig, det hører der næppe nogen kunst til.

Andre kan måske resonere anderledes, ud fra deres synspunkt, men fra den side har jeg lært livet ar kende. Aldrig har jeg kendt så tunge dage - - - overalt syntes jeg at møde en tom plads, det er et stort tab at miste det bedste man har. - - -

(d. 16.oktober)
De lange søvnløse nætter. Altid har jeg til en hver tid kunnet sove om natten, og den var aldrig så lang. - - Men i de sidst nætter har jeg sovet i 10. Minutter, så vågner jeg, sover så nogle minutter og så vågner jeg igen, og tankerne sværmer sig om det ene - - - min moder. Jeg var i dag i Silkeborg og købte kisten, - - - - det var en meget smuk kiste, den kostede 30 kr. - - - - -

(d. 17. oktober)
Far var den 14de ved helt godt humør, der var den dag intet at mærke på ham, at han gjorde sig nogen tanke om det store tab han havde lidt. Men i de sidste dage har han været meget nedslået, jeg har næsten aldrig set ham så stille og alvorligt. I søndags formiddag klagede han over at han ikke var vel tilpas, han havde ondt i siden. Han satte sig da til at skrive skødet, hvor han overdrager Søren den vestre og jeg den østre parcel af gården.

Jeg kommer til at mindes, det var nogle dage før moder døde, den gang hun var oven senge efter sygdommen. Jeg kom hjem fra marken, jeg tror jeg havde været ude at pløje, moder stod da ved komfuret i færd med madlavningen, hun klagede da over at nu kom vi hjem til middagsmad, der var intet færdig. Sine løber nu hendes vej, sidder skjult et eller andet sted og læser i en roman bog, nu syntes hun jeg kan gøre det hele og passe alt igen, men jeg er så træt og mat, at jeg næsten ikke kan have med det at gøre, men hvad skal jeg gribe til, nu kommer i hjem fra marken, det kan jeg ikke holde ud ret længe.

Efter en stunds forløb sige hun: eders far har siddet inde hos mig i de dage jeg lå syg, så er han vred over det ene og så over det andet, jeg svarer ham ingen ting til det. Jeg har mange gange sagt til ham at da han ingen ting selv ville røre hans hånd, kan han ligeså vel lade en hver få sit. - - Jeg sagde også en dag til ham ”dine egne børn går du og er vrede på og misfornøjet stadig, men drengen (Jens Christian) ham skåner du, og omgås som om det var en Prins”. Hertil svarede far ”De fremmede skal man omgås godt, og ikke tage for hårdt på, så kommer man altid til at stå i en venlig erindring”.

(d. 20. oktober)
Vi har travlt i disse dage, Hans P. Rasmussens kone har vi til at være kogekone. Der var først tale om at der skulle spises frokost ude i den søndre lade, men i dag hentede jeg kromandens telt, der skal opsættes ude i gården. - - oppe i storstuen står selvfølgelig mor til Lit de parade.





I dag begraves moder. Det var smukt solskinsvejr, med blæst fra vest. Som der var ar vente kom der mange mennesker. Jeg vil blandt andet nævne: Sognerådsformand Cand. Larsen. Max Pape, Jakob Lunding og A.T. Nielsen Funder. Fra Kragelund, J. Chr. Dahl, Jens Jakobsen, Andreas Davidsen, Søren Jensen Olesen, Søren Jensen Overgård, Laust Lidegaard, Henrik Tollund, Henrik Holm, Ole Gadsvig, Niels Husmand, Jens Jensen, Andreas Nielsen. H. P. Pedersen, Mads Pedersen, Jens Vinderslev, Laust Vinkler, P. Holm, Niels Nielsen, H. P. Christoffersen, Martin Steinke, Hans Haurbak, Smed Christian Pedersen, Andreas Vestergård, Niels Hepsgaard, Søren P. Sørensen, Kromand Mikkelsen, Jens Jensen (Dragon) Madam Nielsen, H. P. Rasmussen, Niels Kusk, Jens Davidsen, Jens Nielsen smed, Johan Wurts, Pastor Sørensen, Andreas Sørensen, Jesper Jespersen, Chr. Jakobsen, Lars Konrad, Niels Knudsen, Niels Møllersvend, Stationsforvalter Eriksen, Moselund, Karl Mogensen, Søren Rask, Anker Ankersen, J. N. Ankersen, Chr Holdgård, Sørensen Klode Mølle, J. Chr. Frank, Jens Jespersen Pedersen, Kristianshøj. Jens Rask, Ole Mogensen og Sognefoged Søren Nielsen, Voel, Sognefoged Lukas P. Pedersen, Engesvang, Jens Hønholt Pederstrup, Chr. Hede Vinderslev, Chr. Mikkelsen Gråmose, Jakob Mikkelsen, Skugge, Søren Jakobsen, Jens Andersen Sinding, Jens Jensen og Søren Holm, Balle, Christian Jensen Hammel og Christen Jensen Funder. - - - Fra Silkeborg Sparekasse var sendt en smuk krans.

Under lærer Kristensen Kragelunds forfald, var lærer Pedersen Kristianshøj tilstede. Lærer Pedersen og pastor Søre4nsen holdt begge en tale i hjemmet. De udtalte at de havde lært personligt det hjem at kend, der nu havde lidt så stor et tab. De trøstede de efterladte og formanede dem til at holde sammen, så overvinder de sorgen og tabet bedre, mest vil det nu vel mærkes til jul, da vil der stå en tom plads, og da vil det vække mange minder frem om hende der udfyldte denne plads, hende der var hjemmets gode engel, mandens trofaste støtte og børnenes opofrende moder, ja det er et stort tab i alle har lidt, men dette tab minder eder om at holde eder nær til ham, der gav, og som nu tog igen. Dette tab minder os alle om, at vort blivende hjem ikke er her på jorden, men at vi har andet steds hjemme. De som ikke har lidt sådan et tab, formår vel ikke at fatte, hvor tung den sorg kan være, som et barnehjerte må bære, der har mistet en god moder. For alt den elendighed, sorg og smerte der findes her i Verden, findes der ingen anden trøst end i religionen.

Til kirken var der et følge af 27 vogne. Og ca. 200 mennesker var til stede. - - - Så faldt de tre spadefuld jord, og der blev så tom og øde herude. Det legemlige menneske, og hvad hertil hører gør kun krav på en lille og bestemt plads. Men det åndelige menneske har ingen bestemt afstukket grænse. Mennesket som ånd kan være så lille, at der er næsten ingen ting, men se på mennesket når det åndelige liv udbreder sig som et elastisk tilværelse. I hjerter i hjemmet, overalt hvor der findes det tomme rum, der udfylder den åndelige tilværelse den tomme plads. Hvem kender vel grænsen for det menneskelige åndelige livs grænser? Stører og stører kan dette liv udvikle sig mere og mere plads. Og hvor stor den plads har været, det ses bedst når døden kalder, og hvor stor den tomme plads bliver. - - - Da de tre spadefulde jord faldt da blev der så tomt så mangen et sted.

Vor Gravplads.

På vores familie gravplads på kragelund kirkegård, kom min moder til at hvile i det sydøstlige hjørne. I den første række fra syd ses tre grave, her hviler min bedstefader Jens Kristensen og Bedstemoder Maren Olesdatter og min søster Jensine. - - - Far fortalte i dag at her ligger også begravet hans Bedstefader Christen Jensen (d.1820) og Bedstemoder Margrethe (d.1829) Disse mine oldeforældre må da være begravet i den række hvor nu moder hviler, - - og måske mange før hende.

Juletid 1899.

(11. december). I går havde Søren Rask et stort gæstebud. I aften var vi unge derovre. Martin Anchersen gav ideen til en leg i stor stil. Det skulle forestille et marked hvor der fra de forskellige telte forevistes store verdensberømtheder, neger, isbjørne og vilde dyr. Kristian Vinderslev og Kristen Rask blev udklædt som vilde dyr. På nogle gl. aviser blev der malet med sorte bogstaver. Skilte til de forskellige telte og stuer. Jeg kom i Søren Rasks store gruppe, en stor ulden halstørklæde om halsen, en skindhue på hovedet, trukket dybt ned over renen, jeg var Nordpolsfarer Andr`e, som nylig var hjemkommen fra Nordpolen. Da forestillingen skulle begynde, blev der en sandt øredøvende larm. En ringede med en fåreklokke, en anden igen spillede på harmonika, de vilde dyr begyndte at brumme og brøle med vilde hyl.

Jeg sad imens ude i sovekammeret, udenfor døren stod Søren Holdgård og var udråber ”Værsågod mine herskaber, her skal de se den berømte Nordpolsfarer Andrè, der nu er hjemkommet fra sit eventyrlige ballonfart, vær så god træd nærmere o. s. v.” Og udenfor vinduet, stod Mette Sørensen, Sine i Klode Mølle og vor Sine, men det fik jeg først at vide senere. Da tæppet gik op holdt jeg en tale til det ærede publikum, og da var forestillingen slut.

Senere på aftenen, da vi stod og skulle til at bryde op, kom der en boule Punch ind på bordet, da vi havde drukket en glas rejste Martin Anchersen i Klosterlund sig op og slog på sit glas, og holdt derpå en tale, det blev aftenens hovedbegivenhed. Det var naturligvis hans Højskoleuddannelse han her præsterede en prøve på, det kunne nu alt sammen være meget godt, dannelse og viden er overalt på sin plads, og være agtet på højsædet, men der er rigtignok forskel på hvilke måder den udfoldes, Martin Anchersen er en jævn brav bondeknold, der nu som altid betegner sig med prædikatet a! men i aften brugte han ”jeg” og kaldte Søren rask Hr. Rasmussen og i vendinger og udbrud drev han det til det punkt hvor alle dilitanter ender – kørt fast. Ungdommen vil gerne bruge sine vinger, men man må prøve dem før man kan flyve.

(18. december). I dag kørte vi ud for at pante for resterende skatte. Niels Konrad var med som vidne. Da vi kørte forbi noget plantning siger Niels Konrad: ”Havde din far plantet for ca.50 år siden, havde det nu været en stor skov. – ”ja” siger far: ”Ancher ville også have haft ham med til at plante dengang, Ancher ved statens hjælp plantede omkring Hjøllund Høj og indtil Rævsel sandflugt” Men da Ancher var gået sagde min far. ”jeg tror sgu han bliver tovlig” dengang kan jeg huske at jeg gik over og tog nogle af de ny plantede graner. En dag kom Ancher om i vor have og spurgte min far ”hvor han havde fået disse planter fra”. Men det kendte min far intet til, og det gjorde han heller ikke, jeg troede at Ancher ville have haft nærmere besked, men han sagde ikke mere. Ja. Ancher var en klog mand, der var langt forud for sin tid.

Som dreng siger Niels tjente jeg ude i Klosterlund, og jeg har ikke andet end godt at sige om Ancher. Jeg husker det var i året 1857 jeg tjente derude. Gine sendte mig da en dag over til din mor i Revls med en ost som skulle sendes over til dig. (Gine var Sognefoged Anchers datter, hun og far var dengang kærester, hun blev senere gift med Rasmus Vindel)

(24. december) Nu nærmer sig julen, den kære fest, i hjertet bliver der højtids stemning, men ikke alle vegne stemmes glædens harpe, jeg ved et sted der er sorg til huse, hvor de friske blomster endnu smykker lykkens grav. Der bliver der ikke højtidsstemning. Pastor Sørensen udtaler den 21. oktober: ”mest vil tabet og savnet mærkes når det nu snart bliver jul, da står der en tom plads”. Moder du holder jul i Himlen blandt englene, hvad er vor jul mod din jul.

Der ude er det koldt, det er ikke højtidsvejr. Der kom vinter, træer og buske stod så prægtige med hvide snefnug dannet i rimtågens favn. Så kom tøvejret. Hist og her ligger sneen pletvis, og nu i mange dage raser den kolde blæst klagende, sukkende tager alt i sin kolde favntag og frosten er hård 15 a 20 grader, således går julen ud en søndag i 1899. Lad livet være en leg – nu en alvorlig leg, den har dog mange dejlige minder, det står til os at gribe det varme og lyse. Dersom vi går ud i verden med et smilende ansigt vil vi overalt se verden og livet smiler os i møde. Går vi ud i livet med et mørk ansigt, vil alt hvad vi møder vise sig for os kold og mørk.

Tys vær stille der lyder sang
Se mørket før lyset viger.
Tys – hører du kirkeklokkens klang
Ser du englene til jorden ned stiger.

Os i nat Guds engle tager i favn
Og hilsen fra himlen bringer
Tag med sig al vor sorg og savn
Og love os englevinger.

I natten var os himlen nær
Så smilende stjernerne blinker
Vi føler at lyset det er os kær
Og juletræs lyset os til himlen virker.

Og sad vi og græd på lykkens grav
Og havde ej blomster at binde
Vort liv dog ej sank i glemslens hav
I tårer kan lykken du finde.

Lys! Lys op i en mørk vinternat
Med åndens evige fakkel
Lys op for hvert hjerte i mørke forladt
Lys op for hver vildfaren stakkel
.
Lys op med sol hver mørkets magt
Har hjertets liv lagt øde
Lys op med åndens sol og pagt
Det giver så dejligt en grøde

Ja, derude ruger mørket og stormen hyler og klager. Jeg ligger den lange vinternat og lytter til disse sukkende toner, der i øjeblikket lyder nær og i næste, langt borte, nu lyder det som en spottende håns latter, som en glæde over at se alt det gode og lyse gå til grunde, nu som et barns halvkvalt suk, nu son et nødråb langt borte, nu som de ville dyrs brøl. Og til andre tider lyder det som en blanding af suk, gråd og klage, et eneste smertens suk, en klagesang som kun i mørkets dybe har hjemme. Det er et mørkt billede, som stormen fortæller om i den mørke vinternat. Men hvorfor tænke på det mørke. Der findes så meget lyslevende og endnu mere slumrende lys og varme. Jeg kunne tegne et billede der er endnu lysere end mørket er mørkt.

(den. 26. december) nu er de store julehøjtidsdage til ende. Andersen og den lille frøken Harriet hentede jeg på stationen 1. Juledag og kørte dem der over i dag til 2½ toget. Sine havde pyntet et juletræ, som Katinka og Harriet syntes meget godt om. Katinka har været her oppe hele efteråret til nu. Jeg har ikke været til kirke i jul, og jeg tror heller ikke jeg har været der de sidste år, heller ikke i Påske og Pinse. Siden. Siden Maren og Kirstine er bleven gift og rejst til Silkeborg, kommer de her op til højtiderne, den ene dag skal jeg hente dem og den anden dag køre dem over til stationen, og tiden der i mellem være til nytte, for at tiden kan gå mest fornuftig. Ja, således holder jeg Jul; Sine var den eneste der har været til kirke. Far spurgte hende da hun gik, om hun ikke havde andet at bestille. Han udtalte senere på aftenen at; Degnen kunne vi godt undvære, og det meste af det præsterne sige er humbug. – Far og Andersen er enige om denne ting, men så hører enigheden også op. Far er streng Konservativ, Andersen derimod radikal af det reneste vand. Tidens udvikling, slut resultatet kunne de nok blive enige om, og den var, at kendsgerningen at befolkningen fra landet søgte til byerne, for her at demoraliseres. – Ja, kendetegnet for vor tid er demoralisation – ikke på landet men i byerne, og det beklageligste er at strømmen bære der hen.

CD-12

J. Jensen. Optegnelser for 1917.

Ragnarok: (1.januar)
Nytårs solen står op mens alle Helvedes onde magter er sluppen løs, er det Midgårdsormen der er løs? Er det Ragnarok? En ting er dog sikkert Jorden er bleven til en Helvede og menneskene er bleven til Djævle. – Efter årtusinder af kulturdannelse, oplysning og kristendom findes der intet til forsvar eller undskyldning for al den nød, elendighed, ødelæggelse og myrderier som nu finder sted.
Telefon: (12.januar)
Før Jul blev der oprette en telefoncentral i Kragelund by, og i dag er telefonen bleven åbnet her hos mig.
Blokade: (1.februar)
Fra i dag erklærer Tyskland blokade, hensynsløst uden betingelse og forudgående varsel fra undervandsbådene til skibene. Dermed er Danmark afskåret fra forbindelser med andet land. Nu falder Verdenskrigens skygge over Danmark med nød og elendighed og vi vil få krigens følger ar fornemme.
Forbud mod spiritus: (1.marts)
I dag blev tappen sat i tønden. Begivenhederne kommer ofte på en hel anden måde end som man tænker sig den, hvem skulle havde troet at den Danske snaps skulle ophøre? I dag kl. 9. Modtog alle Sognefogder ordre til at møde på herredskontoret, og fik her ordre til at gå hjem hver i sit sogn, lukke al handel og beværtning af udskænkning af spiritus. Dette kom uventet som et lyn, ingen fik tid til at få beholdningen hjem. Og de gamle drankere, alle helvedes kvaler kom over dem, mange har nu delirium af dette pludselige afsavn. Indtil videre er al handel og fabrikation af spiritus forbudt.
Brødkort: (1.april)
Nu skal vi til at sulte, fra i dag får hver person om måneden (16 pund, 8 kilo rugbrød og 3. kilo, 6.pund hvedemel) dermed er vi inde under Verdenskrigens vilkår. Sult og alt dermed følgende elendighed, men sagen er ikke hermed endt, thi landet vil sikkert komme til at stå uden tilstrækkeligt korn og foderstoffer til svinene og kreaturerne, følgerne heraf er næppe i øjeblikket til at overse.
Tids forhold: (4.maj 1917)
Efter at krigen nu ved blokade har så at sige afspærret os fra al ud - og indførsel er det bleven særlig knap med kraftfoder og foderstoffer. Skønt vi sidste år havde et rigt kornhøst, er så at sige alle lagre tømt for korn. Det er særlig svinene kornet er gået til, og dette, vort flæsk og smør bliver sænket på havbunden, idet skibene torpederes af de Tyske undervandsbåde. Landmændene slås ligefrem om mad til svinene, når en kan få fat i 25. kilo her og en anden 50. kilo der, så er det godt. Smågrisene dræbes i stor mængde, en gris der for et år siden kostede 25 – 30 kr. stykket er nu til fals for 5. Kr. ja 2. Kr.
Mange mangler sædekorn, bygen tages fra bryggerierne og havren fra havregrynsfabrikkerne. Her i Kragelund har vi fået en vogn havre til sæd fra en grynfabrik i Nakskov og et parti byg fra et bryggeri i Ebeltoft. – Også kartofler er der få af, den ringe høst i 1916. Og dette at vi havde den hårde og strenge vinter 1916 – 17 er store mængder af kartofler frosne. Læggekartoflerne er sat i maximalpris
til 12.kr. pr. tønde, og dog skal der eksporteres 1000. Td. i Viborg Amt, således at der kun må beholdes 4. Skp. Til hver person til husholdningen..
Lyset slukkes: (10maj)
Al handel med petroleum er fra i dag af standset over den hele land.
40.års Lærerjubilæum: (9.maj)
I dag har Lærer Th. Petersen i Frederiksdal været lærer i Kristianshøj og Frederiksdal i 40. År, og desforuden har han forud været lærer i 6. År, altså i dag i alt 46. År. Skoledistriktets beboer overgav ham i dagens anledning et guldur, ligesom der om aftenen var en selskabelig sammenkomst hvor over 100. mennesker var til stede i Frederiksdal forsamlingshus, hvor der serveredes kaffe og chokolade, der holdtes taler af lærer Askløv, Kragelund, lærer Andersen, Hauge, J. R. Rask, Stenholt og Sognerådsformand J. Jensen
Erfaring: (12maj)
Næsten hver dag af vort liv åbenbarer nye synspunkter for vor erkendelse, hver dag må vi måle modsætningen mellem mennesker som vi drømte om og mennesker som de i virkeligheden er.
Det største mål må være at fuldkommen gøre mennesket. Børnene er ageren, men glem ikke sædekornet, os selv, nutidens slægt
Tørv og Brændsel (14. maj)
Vort land er nu henvist til at forsyne sig selv med brændsel, idet al indførsel af kul fra udlandet så at sige er standset. Overalt i skovene og moserne arbejdes der på fuld kraft, skoven hugges ned og der gøres vældig indhug i moserne. Jeg har i disse dage, Jens Peter Nielsen og Thorvald Vestergård, Kragelund til at skære 100.000 stk. tørv, de får 3. Kr. pr. tusind og har en dagløn af 48. Kr. pr. dag altså 24. Kr. hver, men Jens P. Nielsen er også en af de dygtigste tørveskærer her på egnen.
Sadelmager Niels Kristensen: (24.juni)
Sadelmager Niels Kristensen i Kragelund by har i nat hængt sig, han levede tavs og indesluttet og var ikke gift, men i økonomiske hensyn var han vel situeret, havde en del kapital rente. Ingen har nogen mening om hvad der har været grunden til denne handling. Sidst i april måned kaldte han mig ind en dag jeg kom forbi og udtalte, om jeg ikke snart skulle til Kjellerup. Sagen var at da han for nogen tid siden var indstævnet som vidne på tinget, i en sag mellem Kristian Vinderslev og Brugsforeningen, troede han at hans vidneforklaring var mindre korrekt, han havde fået den opfattelse at han havde sagt nogle usandheder.
Pinsedag kaldte han mig igen ind og viste mig en opskrift stilet til Herredsfogden. Jeg fik det indtryk at han ikke var normal, han skrev nemlig, at han under vidneudsagnet stod og viste ikke hvad side han skulle gå til og med hvilke af de stridende parter han skulle holde med. Jeg sagde, at når man aflagde vidnesbyrd, holdt man ikke med nogen af parterne, man sagde kun sandheden. – Ingen normal menneske ville fremføre at han stod i retten under ed og viste ikke om han skulle holde med den ene eller den anden. Han sagde at han ikke havde aflagt ed, men hvad der særlig pinte ham var, at på Herredsfogdens spørgsmål, om han havde hørt Kristian Vinderslev sige, at brugsforeningen havde stjålet fattige folks penge og bygget Foderstofbygningen for, svarede han nej. Men han var nu kommet i tanke om at han troede at kunne huske at Kristian Vinderslev havde sagt det til ham. Han spurgte fremdeles om det var så slemt at aflægge falsk ed. – Jeg ved jo ikke om han har aflagt ed eller ikke, men mulig er det at her er grunden til at han berøvede sig livet, da der jo ellers ikke kan ses nogen rimelig grund. Han var i mange år medlem af bestyrelsen for hjælpekassen, han var en dygtig Håndværker, - men hovedet var ikke klart eller stærk.
52. år. – 30. april 1917.
I dag fylder jeg år, har levet i 52. år, og jeg er glad for at havde levet i disse år.
1. august: Verdenskrigen.
I Dag er det 3. år siden Verdenskrigen udbrød, den har vendt op og ned på alting, både åndeligt og materielt. I Danmark ser alting anderledes ud end for 3. år siden. Vor ind og udførsel er til dels standset, især fra 1. februar d. d. Vi mangler kul, vi mangler korn, vi mangler petroleum, næsten alt hvad vi tidligere har modtaget fra udlandet.
I denne sommer hugges der i skovene, skæres tørv i tørvemoserne efter en større målestok. Petroleum er ikke til at få uden rekvisitionsseddel fra Sognerådet og kun til hjem hvor der er sygdom. – Stearinlysene er opkøbte og i disse dage er der et rykind om Julelysene. – Kreaturerne er falden i pris efter en større målestok, 1. Ko kostede for et år siden 7. a. 800. Kr. nu er den nede i 2. a. 300 kr. Ungkvæg næsten usælgelig. 1, Pattegris kostede 25. a 30.kr, nu 5. kr. Svin bliver snart en saga blot. Hønsene dør af sult, overalt råbes om korn. Danmark, der var et stort korn udførende land, står med de store kreaturer besætninger uden korn.
Trods al kortsystem, køber de griske og velhavende sammen til forråd og den pengetørstige Gullasch og Jødehader handler i smug med uhørte avancer. Nu koster 1. Td. korn 50.kr. Man bryder sig pokker om alle maximalpriser, man køber i smug til langt over disse priser. Regeringen giver forbud og love, men administratorerne og myndighederne er alt for slappe og ikke organiseret til at have evner til at disse forbud og love overholdes. – Christoffer Krabbe der tidligere var Herredsfoged i Kjellerup, udtalte ved en lejlighed, at han troede at befolkningen helst så, at myndighederne, politiet så lidt som mulig blandede sig i samfundets handel, vandel og levevis, folket ville helst selv ordne det indbyrdes.
Ud fra denne kendsgerning at der har været lidet tilsyn og påtale fra myndighedernes og øvrighedens side, så står man nu ganske magtesløs over for forholdene. Uden evner til at overholde de ekstraordinære givne love og forbud. Forholdet er således at over halvdelen af samfundet ville blive straffet for overtrædelse af de ekstraordinære love – men nogen egentlig nødstilstand er der ikke i Danmark, der er penge nok, penge i overflod. Danmark har tjent kolossal i krigens første 2.år, - ganske vist pengene er jo uden værdi, når man ingen varer kan købe for dem.
Således er - - -
Petroleum er en omspurgt vare i denne tid, alle fif og kringelkroge benyttes for at komme i besiddelse af denne lysfrembringer. Den må kun udleveres i påtrængende sygdomstilfælde, da beboerne opdagede det blev der et løb til lægen, ja, havde man været ved lægen, så havde man da ret til den kostbare olie. – I dag kom en af menighedsrådets medlemmer og ville have petroleum, er der sygdom, siger jeg, ja, jeg har sådan en mavepine, siger han, vi må jo holde igen på beholdningen, siger jeg, thi vi er her i kommunen ca. 200. husstande og må kun uddele ca. 20. liter, de 180. husstande får således ingen. Men alle forbud overtrædes jo, og det er de største kæltringer der begår sig bedst, siger han, hertil svarer jeg intet thi det er vel en selvfølge at det må være således. Han fik ingen petroleum, men jeg tænker på de værdier som mennesket skulle sidde inde med. Alle mennesker søger at overtræde landets love – det bliver ikke en tid der højner menneskets værdier, og der kommer en høst – desværre er arven til børnene, der vil give mere udbredt end sæd – ja, således er mennesket. (26,august 1917)
Petroliumskort: (26.august)
Nu fra 1. september får vi også petroliumskort , 1. liter til hver husstand pr. måned, og siger nævnet at man må se at spare på denne liter, da der kan være udsigt til at rationerne vil blive endnu mindre, med andre ord vi går i bogstavelig forstand en mørk vinter i møde, uden lys, - og dyrtid.
Fra Kragelund kirke:
Der var i dag eftermiddags Gudstjeneste i Kragelund kirke. Pastor Siek bestiger prædikestolen og begynder at læse evangeliet op for menigheden, der jo efter skik og brug havde rejst sig op. Pludselig afbryder Præsten læsningen af evangeliet og råber ud over menigheden: rejs dem op. Den så på den anden, hvem var det der sad ned mens det hellige evangelium oplæstes. Præsten slog evangelium bogen sammen med et klask og siger, det er ikke til at holde ud og løb derefter ned ad prædikestolen, løb nogle gange omkring nede i koret og gik derefter op på prædikestolen igen. Da menigheden kom ud af kirken spurgte den ene den anden, hvem var det der sad ned. Det var vist mig sagde Lærer Askløv, jeg sad i al fald ned. (19.august 1917)
1917.
Den påstand at mindretallet som ofte har ret, findes som regel i det praktiske liv. Grunden hertil er ikke vanskelig at finde, thi der er langt flere dumme mennesker til, end kloge. Det ser man alle veje. Af 100. Mennesker kan man finde 10. kloge, resten er mere eller mindre dumme. Om hvorvidt politisk henseende den parlamentariske sejrsgang i Verden kan stå sin prøve, vil tiden vise. – Det ville også være en uretfærdig ordning om et mindretal f. eks. Kapitalister skulle regerer, da ville det jo komme til at se galt ud. Men ligeså uretfærdig ville det være, at et flertal der kun gik ud på at nedbryde det bedste i samfundet, skulle have styrelsen blot fordi de var et flertal, at dumheden skulle have styrelsen blot fordi der er et flertal, hvad de jo faktisk altid er. Derfor er parlamentarismen et tveægget sværd, der kan afstedkomme det modsatte af hvad meningen var. (10. september)
”Himmeriget”
Der går her på egnen følgende morsomme fortælling: Gårdejer, Tørvefabrikant Martin Ankersen i Klosterlund drømte en nat, at han var i Himmeriget, i en meget smuk og udstyret værelse lå han i en seng med dejlige bløde dyner og puder af godt dun. I samme værelse lå ligeledes Hestehandler A. Andersen og Gårdejer Lucas P. Petersen, Engesvang, hver i deres dejlige senge. Da blev døren åbnet og Gårdejer P. Malmbak i Engesvang stak hovedet ind af den halvåbne dør og da han opdagede sine egne bysbørn i så behagelige omgivelser, drejede han hovedet og råbte tilbage: Må jeg bed om 4. bajere, der blev svaret ”disse kan ikke fås her” Malmbak rettede da indkrævningen derhen, jeg mente 4. glas mælk: A. Andersen sagde ”Pøj – pøj - - Lucas Petersen siger, kan man ikke få en pibe tobak. En stemme svarede: Den slags ting har vi ikke her. Skal vi ikke flytte siger, A. Andersen og sprang ud af sengen, da vågnede Martin Ankersen, og fik ikke erfaret om det blev flyttedag. (17. september 1917)
”Degnen”
Jeg havde for nogle år siden en ung tjenestekarl, at gå en lang vej ad gangen, yndede han ikke, og arbejdet – ja det havde fanden skabt, hvorfor skulle man pines og plages med al det slid og slæb? Det behagede ham som regel ikke at stå op, før langt op på formiddagen, og når han så endelig kom var han gnaven, ofte med en syndflod af eder og forbandelser, ikke over noget særligt bestemt, men over tilværelsen, alt og alle. Aldrig har jeg hørt sådan et menneske kunne bande, og da det var en af de få egenskaber hvori han havde drevet det temmelig vidt, og på mit spørgsmål hvor han havde tilegnet sig disse ”kundskaber” fortalte han følgende: Oppe i Guds tempel loge mødte om aftenen og søndagene en del unge. Da blev der sat væddemål om, hvem der kunne bande bedst, man skulle bande uafbrudt i ti, tyve minutter, et kvarter eller halve timer, det vil sige der skulle være en forsat forbindelse en sammenhæng i hele den lange række af eder. – Der var særlig en tjenestekarl fra Charlottenlund han vandt som regel prisen, han var mesteren.
En søndag blev der væddet om at han skulle cykle fra Kragelund til Overgård ca. 2. Kilometer og hele tiden udsige en sammenhængende banden han gjorde det medens Præsten stod på prædikestolen, cyklede karlen ad landevejen til Overgård og bandede så Gudsbespottende at selv Fanden ville havde korset sig, ved at høre derpå. Det var for resten den samme karl som jævnlig om søndagen som kusk kørte med Fru Rigels til kirke, da hun aldrig så karlen i kirken, gav hun sig tid en søndag og fik ham med i kirke, men karlen listede sig igen ud, gik op i kroen og sagde: ”Jeg skulle fanden gale mig have været i kirke i dag, men når jeg skal sidde i kirken og tænke på kroen, tror jeg det er bedre at sidde i kroen og tænke på kirken”. Man kan heraf slutte at min tjenestekarl var godt udlært i sådan et selskab.
Da hans tjeneste var udløbet til november ville han til at studere, læse til Præst eller Degn – ”Thi Fanden skulle være bange”. Sagde han. – Han begyndte at læse i 1909 har været to gange oppe til eksamen og dumpet, skiftet læreanstalt et par gange, nogen skulle jo have skylden. Han har allerede for fire år siden opgivet at blive Præst – og på en måde var det meget beklagelig, kan man sige, at han har gået i den ”sorte skole” som kendte banden og sværgen i det ondes væsen bedre end han, og derfor havde haft alle betingelser for at føre kampen mod det ånds væsen han kendte så nøje.
Nu har han imidlertid efter 8.års forløb fået en eksamen til lærer, men så lille at han kneben kunne gå igennem. – Nu var han her hos mig forleden aften og da var der en ting jeg særlig lagde mærke til, hans kundskaber hvad hans lærergerning angår, meget begrænset, det var hans kundskaber hvad hans rettigheder angår, fuldkommen og det er dog en betydelig mængde af love, cirkulærer og bestemmelser der angår folkeskolen. En lærer kan næsten ikke gå et skridt undtagen der findes bestemmelser om hvorledes han har at forholde sig, han er næsten omgæret med lovparagraffer, - deriblandt den omstridte § 8. – bestemmelsen om, hvem asken i kakkelovnen tilhører, hvem skalbære den ud o. s. v. – Det er næppe nogen tvivl om at den nye lærer i mange retninger fuldudrustet træder ud i livet med de for ham personlig nødvendige kundskaber. (1.oktober)
Arbejdet er en lykke:
Det menneske for hvem arbejdet er en fornøjelse, han lever og bor hvor lykkens sol skinner. Den for hvem arbejdet er en trælsom slid og slæb, han har ulykken, som gæst til huse. (4.oktober)
I Troldenes vold:
Søren Kirkegård – der siger, alle lykkeligste den, der aldrig var født – må have været i Troldenes vold, lidenskabens og tungsindets, han er på sin livs vandring gået vild, kommet ud i ørkenen, i natten hvor solen ikke skinner, thi virkeligheden er, at livet er en stor nådegave, jeg ville gerne leve livet fra slægtens første dag til dens sidste. Liver er glæde og lykke for dem som forstår at leve den ret. (4.oktober)
Det væsentlige og det uvæsentlige:
Da jeg en dag på markedsdag, for nogen tid siden var i byen og stod foran en række af telte med gøgl, hvor alt mulig seværdig var at se. Udråberne i spraglede dragter, der år efter år, dag efter dag at have udskreget programmet og særlig fra den tidlige morgen af, hen på pladsen, nu var næsten hæs. På teltenes ydersider var malede legeme store billeder, klang af klasse, fløjter, trommer og overalt musik. – Idet en stor del mennesker gik ud og ind i disse telte, faldt den tanke mig ind, her har man et billede af selve livet, som det ofte former sig. Det indre og det udvortes er egentlig det væsentlige, thi i hele fremstillingen, forestillingen er der mere at se og høre udenfor end indenfor, det man ser udenfor er ægte nok, hvad man ikke kan sige om det indenfor, det er ofte øjenforblindende og noget uvirkelig.
Tanken standser ikke men går vider og drager sammenligninger i menneske og samfundslivet. Det ydre er ofte det væsentlige, der ligesom markedsteltets lokke toner og billeder, drage og ventende forhåbninger om noget attråværdig der findes indenfor den ydre skal, forklædningen. – Og det går alt for ofte i livet som det gik på markedspladsen, man bliver sørgelig skuffet, det ydre drager for at finde – og man bliver sørgelig skuffet. Det ydre dækker og skjuler det man med afsky veg tilbage for. Med mennesker går det som med markedsteltet, der er spraglede ydre klædninger, udenfor er der intet og er der noget er det bedrag. – Mange vil sige, men således er det da ikke altid, nej, det er det ganske vist ikke, Gud ske lov! (8,oktober)
Kong Frederik den VII og Drewsen:
Gamle Peder Holm i Kragelund fortæller (oktober 1917): Det var i mine unge dage, dengang jeg tjente i Gødvad som Hyrdedreng. Papirfabrikken i Silkeborg var nylig bleven anlagt af den senere Silkeborg By og Købstad, var der dengang bygget et par huse, den ene af husene var en slags værtshus eller hotel. – Jeg husker, at man om aftenen efter endt dagsværk skulle alle vi unge mennesker fra Gødvad ned til Silkeborg, thi der var altid sjov og løjer.
En aften jeg var der nede var Kong Frederik den syvende på besøg hos Drewsen, ejeren af papirfabrikken, mens vi stod uden for stakittet ved Drewsens villa, kom denne og Kongen samt en del andre herre ud i haven. Kongen og Drewsen gik ud på den grønne græsplæne og gav sig til at slås, naturligvis for løjer, de tog livtag og da de begge var to tykke, pustede og stønnede de, så det kunne høres langt bort, Kongen måtte bukke under, han faldt og Drewsen lå oven på ham og sikke et grin og ståhej der var, - man fortalte at det gjaldt et væddemål mellem Kongen og Drewsen, hvem af dem der ved livtag kunne lægge den anden til jorden. Nogle aftner efter var jeg atter nede i Silkeborg og da var der bal over på hotellet, for Kongen og hans følge. Vi stod udenfor og så ind ad vinduerne, vi kunne kende både Drewsen og Kongen, de dansede for resten ikke, men enhver herre havde en dame under armen og så marcherede de frem og tilbage imens de skiftede dame, men danse gjorde de ikke.
Karen Pedersen, død:
Fhv. Sognerådsformand Mads Petersens enke Karen blev i dag begravet på Kragelund kirkegård. Hun boede de senere år til leje hos Edvard Jensen i den gl. skole. Den gamle skolestue i husets østre ende var efter den gl. skoles salg blevet indrettet til beboelses lejlighed. H3ndes ældste søn Murer Åge Petersen, der boede på Sjælland var til stede. Hermed forsvinder altså Mads Petersens og slægts saga her i sognet. – Som privat Friskolelærer kom han i halvfjerdserne i forrige århundrede her til Kragelund og underviste privat. Det var under den Grundtvigianske tidsblomstring, Mads Petersen var selv ivrig Grundtvigianer. Det var navnlig Niels Jensen i Overgård, Jens Jakobsen, O.C. Jensen der oprettede denne private skole. Præsten, Pastor Siek omtalte i sin prædiken ved ligbegravelsen, at det var nu 6. år siden Mads Pedersen døde, at denne før sin død sagde til Præsten, at han ingen tale ville have holdt ved sin begravelse, han ville ikke roses, da han kun havde gjort sin pligt og der var ingen kaldet til at være dommer i dette liv. (24. november)
Sognefoged Mads Andersen, Sinding
Er efter flere års svaghed afgået ved døden den 28. oktober. Den afdøde har været Sognefoged i Sinding siden 1888. altså i 29. år. Da jeg i 1902. blev bestikket til Sognefoged fulgtes vi i mange år ad til Viborg Amtstue med skatter. I torsdags den 2. november blev han begravet på Sinding kirkegård. Pastor Lundø, Sejling holdt ligtalen i forsamlingshuset. ”Det gælder om” udtalte han, ”ar samle sig venner her på Jorden så at man kan mødes med vennerne hinsides”. Thi hvor man er omgivet af en vennehob, der er det godt at være. – Sognefogder bar ham til graven: Anders Rydal, Funder, Th. Pedersen, Balle, A. Vestergård, Serup samt Morten Nielsen, Sejling samt undertegnede, ligeledes også forhenværende. Sognefoged Lucas Petersen, Engesvang.(2. november)
Tidens gang: (30.november)
Regeringen har nu, ved den nye korn lov belagt alt korn af høsten 1917. med fastsættelse af maximalpriser. Høsten 1917. er meget lille, et misvækst år, en høst så lille at den ikke er kendt i den sidste menneskealder og landet her en kreaturbesætning så stor som aldrig før, det var de høje priser i 1915 – 1916 der foranledigede at folk lagde al tillægget til. Nu i efteråret er korn kvæget realiseret i stor målestok til billige, stadig nedadgående priser. 1. ko 150. – 200kr. og ungkvæget sælges for hvilke som helst bud 40 – 80kr. Svinene nedslås i stor stil. Pattegrisene er næsten usælgelige. Hestene bliver ved at holde den samme høje pris oppe på 15 – 1600. kr. pr. stk. Uld er steget stærk i efterårets løb, nu 10. Kr. pr. kg. som før krigen kostede 80 – 90øre pr pund eller 1,80 pr. kg. Tjenestefolkenes løn er også gået ned, nu er det alm. med 350. kr. for en karl årlig. – Belysnings forholdene er dårlig der tildeles hvert husstand petroleums kort til 2. liter månedlig. – Nu for tiden arbejdes der i Rigsdagen på en lov om rationering af smør, hvor der fra 1. januar 1918. indføres smørkort med et lille kvantum om ugen. Margarinefabrikationen er helt standset, men der fabrikeres nu på disse fabrikker en del kunstsmør af frugt.
Gårdens to heste: (11.december)
Der er stadig stor handel med heste, der føres syd på til Tyskland. I dag var jeg i Kjellerup hvor den Tyske kommission købte heste. Tyskerne køber kun heste af nogle enkelte hestehandler. I dag blev der i Kjellerup af hestehandler Niels Pedersen fremstillet ca. 500. heste heraf ca. 400. blev købt af Tyskerne, priserne er ca. 1500 – 1600. kr. pr. hest. – man kan kun med vemod tænke at alle disse gode heste også skal offers på krigens alter og kastes ind i dette Helvede. Hesten, denne kloge og menneskes trofaste medarbejder, har fortjent en bedre skæbne, er der nogen der bliver misbrugt, er det hestene, er der nogen der må være trælledyr, da er det hestene. – Vi havde to heste der i dag blev solgt til Tyskerne. – Efter misvæksten sidste høst år var det næsten bleven nødvendig at afhænde dem, efter at have arbejdet trofast i mange år, bliver deres lod nu, at kastes ind i dette Helvede, ja, utak giver mennesket i løn. Alle tegn tyder nu på, navnlig disse store hesteopkøb af Tyskere, i slutningen af året 1917. Voldsomme kampe forestår vel ned på vestfronten i Flandern, - og i krigens rædsel skal hadets giftbæger tømmes i blod til sidste dråbe.  
 


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017