Artikler fra og om Engesvang


Bøllingsøs udtørring

Bøllingsø
Søens udtørring forberedes

I foråret 1872 blev der dannet et interessentskab af en grosserer i København, to købmænd i Randers en landinspektør og en prokurator i Viborg. hvis formål var at udtørre Bølling sø, der var på 271 1/8 tdr. land. Interessentskabet købte »Klode Mølle« med besætning for 16.500 rdl.. Jens Vallesbæks sted for 3.900 rdl., en 13 tdr. land stor mose parcel for 1.000 rdl. og søgrunden, som lodsejerne fik 3.500 rdl. for. Moselundgård skulle for sin part have 45 tdr. land af det udtørrede areal. For tab af enge og jord til kanalen, der for oven skulle have en vidde på 12-18 alen og en dybde af 3-5 alen. betaltes 9.254 rdl. til de pågældende lodsejere. Der blev således udbetalt over 34.000 rdl. Gravning af kanalen og anlæg af broer ansloges til 10.000 rdl. Søbundens kultivering til 5.000 rdl., rentetab til 8000 rdl. og bestyrelsens løn til 2.500 rdl. Så det hele var anslået til 60.000 rdl. Dette beløb blev dog langt overskredet.

I maj 1872 begyndte gravning af kanalen fra Klode Mølle og i december nåede de søen, men hele vinteren arbejdede folk med opmudring af kanalen, under dette arbejde fangede de mange fisk. Entreprenørerne fik 88 skilling pr. kubikfavn og betalte 7 mark i dagløn. Arbejderne var dels egnens husmænd, dels tilrejsende, såvel svenskere og enkelte tyskere som danske. De, der betalte for deres kost hos beboerne på egnen, gav 3 mark om dagen og havde således 4 mark i ren fortjeneste. Lærer Aaboe i Engesvang skrev i den tid i sin dagbog: Aldrig har arbejderklassen haft en så gylden tid som nu. Enhver, der vil holde daglejer, må give 3-4 mark samt kosten. Håndværkerne tager 6-8 mark og tilmed den flotteste kost.

Udtørringens historie skrevet af Chr. Christiani

Proprietær Chr. Christiani, Bølling sø, har efterladt nogle optegnelser om udtørringen, og i det følgende vil den mangeårige ejer af søen fortælle dens historie:

Ifølge udskrift af Lysgård og Hids herreders skødeprotokol af 10. oktober 1872 overdrager de til Bølling sø tilgrænsede lodsejere, der som sådanne er ejere af Bølling sø, til grosserer Jørgen Jensen, København, handelsfirma brødrene Steensberg, Randers, landinspektør Dalberg Viborg, overretsprokurator Isaksen, Viborg og mægler Andersen, Randers den hver især af os som tilstødende jordejere tilliggende andel i bemeldte sø, der af bemeldte købere foranlediges udtørret. Overdragelsessummen var alt i alt 1794 rigsdaler.

Interessentskabet regnede med en hurtig afvanding af søen og derefter en hurtig udstykning i småparceller til omegnens befolkning. Efter sigende mente de at kunne opnå en pris på 1.000 kr. pr. td. land altså ialt 250.000 kr. når sagen var sluttet.

For at forstå denne tankegang, må man betænke, hvor langt tilbage jorddyrkningen var på dette tidspunkt. Afgrøderne på marken var små, og der var derfor stort behov for at købe hø. Bølling sø skulle derfor komme til at ligge som en oase i ørkenen. Denne plan lykkedes aldeles ikke. Arbejdet kostede langt mere end ventet, og betydelige erstatningskrav fra lodsejerne langs kanalen gjorde sig gældende. De fandt deres enge forringet, de blev for tørre og gav mindre hø. Der var også noget med Klode Mølle.

Imidlertid meldte der sig ikke en eneste køber, så interessentskabet kørte videre med ejendommen i omkring ved 10 år. De søgte at bjerge hø, der for en stor dels vedkommende under stort besvær blev flådet i land. Høet var ofte for vådt, så det rådnede i stakkene. Da de omsider afstod ejendom- men, skal, de have haft et reelt tab på 100.000 rigsdaler. Det skal navnlig være gået ud over jernhandler J. Jensen. der havde finansieret foretagendet.
Denne beretning er genfortælling, og skal tages med forbehold, da jeg aldrig har set noget skriftligt, men har fået det fortalt af min gode nabo Jens Jensen, Refshalegård, og af min broder Richard, der var herfra ca. 1900 - 1912.

Når det gik så galt, skyldes det vel nok for en stor del, at kanalen var ganske utilstrækkelig både i dybde og bredde, vandet stod op ved regnskyl, og om vinteren stod arealet mere eller mindre under vand, og endelig var det vel også letsindigt at tro, at egnens befolkning på den tid, hvor det var småt med penge, skulle være i stand til at udrede penge i dette forhold.
I 1892 overtog kreditforeningen i Viborg ejendommen for indestående lån på ca. 47.000 kr. Jeg husker ikke det rigtige tal. Samme år købte far, forpagter Christiani, »Stensmark« ved Grenå, ejendommen for det indestående lån.

Far købte ikke for at slå sig ned her. Han havde mere end nok hjemme på »Stensmark«, og han kom her i det hele taget ikke meget, men han mente, at der før eller senere nok skulle blive brug for ejendommen, idet han havde seks sønner, der skulle sættes i vej.
En i høj grad medvirkende årsag til hans tro på fremtiden her, var de store afgrøder i Kolindsund. Et foretagende der optog sindene stærk den gang på Grenåegnen.

For at tilse ejendommen og forestå salg af hø osv. fik far antaget gårdejer Niels Løhde, der havde en gård øst for Moselund. Han var en god og reel mand, der havde hvervet, indtil min broder Richard overtog det omkring 1900. Det første, der måtte gøres, var at få vandstanden sænket, men der måtte tages hensyn til de mange lodsejere, der havde jord ud mod kanalen. Følgelig måtte der en ny landvæsenskommission til. Der forelå i forvejen en kendelse fra interessentskabets tid. Begge disse ønskede Hedeselskabet at få, da de under sidste verdenskrig udførte det store landvindingsarbejde, og de må endnu ligge i Hedeselskabets arkiv.

Den ny landvindingskommission fastslog, at lodsejerne atter skulle have erstatning. Beløbenes størrelse husker jeg ikke, men det var vist op mod 10.000 kr. Hertil kom arbejdslønnen til uddybningen. Resultatet var middelmådig. Grundvandstanden i søen sank ganske vist en del, men ikke nær nok, og samtidig med at vandet sank, sank også dyndet i søen sammen, så at arealet for hovedpartens vedkommende stadig var vandlidende. Det blev derefter forsøgt at pumpe vandet ud. Ved søens udmunding blev der lagt en dæmning over kanalen, og en stor vandsnegl drevet af en dampmaskine pumpede vandet over. Det viste sig hurtigt, at dette slet ikke forslog, det hele blev fjernet. Tilbage er endnu nogle sten og murbrokker fra dampmaskinens fundament. Alt dette kostede mange penge, og vi havde ondt ved at forstå, at vi skulle betale penge til lodsejerne for tab af hø, når de faktisk havde stor fordel af vandafledningen, der bevirkede, at de blev i stand til at tjene store penge på tørv, thi uden søens udtørring havde den store tørvegravning og tørveindustri ikke været muligt. Men ikke nok med det, er ikke uden bitterhed, jeg tænker tilbage på de mange misbrug og mangel på hensyn, der blev udvist mod kanalen i årene senere, dels ved gravning af grøften i for ringe dybde og med frit udløb i kanalen, hvorved der blev skyllet tørvedynd ud i stor mængde, dels ved vanding af kreaturer, der trådte kanalkanterne ned, så sandet fra kanalskrænten skred ud i vandet. Det var en livsbetingelse for os at holde kanalen i orden.

Fremgangsmåden var den, at først blev grøden slået med le, og derefter blev bunden gået efter med en skovl, så dynd og sand, der havde aflejret sig kom væk. Det var et både stort og besværligt arbejde årligt, og det må være forståeligt, at det virkede særdeles irriterende, når vandet steg igen på grund af nævnte misbrug, endda ofte kort efter den årlige oprensning, og så måtte vi have udgift og besvær igen. I denne forbindelse har jeg ofte tænkt på, om ikke Bølling sø's økonomi havde set anderledes ud, hvis interessentskabet havde været mindre ivrig for at komme i gang og påtaget sig færre forpligtelser end de gjorde. I så fald tror jeg, at udtørringen ville være bleven iværksat for at udtørre moserne, og disse ville sammen med søen bære udgifterne til kanalen og følgelig også respektere den.

At få den årlige oprensning ordentlig udført var slet ikke så let, og det kneb også med det de første år; men så havde vi det held, at få den rigtige mand til det i Jens Peter Nielsen, Kragelund. Han var brøndgraver, men kom her hvert år, første gang i 1902, og rensede trofast kanalen i ca. 40 år. Vi er ham megen tak skyldig for hans udmærkede arbejde gennem de mange år.

Første gang jeg så Bølling Sø var i 1902, hvor jeg som dreng besøgte min broder Richard, der var flyttet hertil for at afløse Niels Løhde som bestyrer. Min broder boede i et lille kampestenshus. Huset var ikke videre godt, og er for længst revet ned. Det lå på parcel 2 i Refshale, en parcel som må antages i sin tid at være købt af interessentskabet. Egnen lå øde hen, her var ikke et træ, den eneste bevoksning var en forblæst hyldebusk, som min broder holdt af at sætte sig under for i læ af sol og Vind at ryge en cigaret. Huset lå nok ind mod bakken, men dog frit navnlig for vestenvinden. Denne havde frit spil hele vejen fra Klode Mølle, så blæsten, undertiden også sandfygningen var slem.

Af avlsbygninger var her kun en kombineret stald og ladebygning. Der var plads til 3 heste, nogle få kreaturer og en lo i den ene ende. Bygningen var lille og primitiv. Den er flere gange lavet om og repareret og står her endnu i moderniseret form. Min broder lod støbe et stort hønsehus, som er fjernet for nylig.

Søarealet lå som en stor bar flade med et utal af grøfter, der førte vand ud til kanalen, og det var nødvendig at rense alle disse grøfter hvert år. Hvor det var muligt at færdes med heste blev der dyrket en smule havre. Det var græsskjolden, der kunne bære hesten, man kunne ikke pløje to år i træk, men pløjningen bevirkede, at man kunne forny græsset med udlæg, og i øvrigt lykkedes havren altid godt, selvom det ofte kunne knibe med at få det moden. Ud over denne smule korndyrkning var alt det andet græs. Langs kanalen, særlig ind mod land, hvor dyndlaget var tyndt, voksede der knopsiv. Denne plante bredte sig voldsomt og var til stort besvær. navnlig hvor dyndet var lidt sandblandet. Disse arealer blev særlig anvendt til græsning af kreaturer, der vragede sivene og åd græsset, og det gjorde sagen værre. Hestene derimod åd gerne siv så længe, de var grønne. Græsarealet længere ude la i små parceller delt af grøfter, og græsset herfra blev igennem mange år solgt til egnens befolkning. Et mindre areal 25-30 td. land var udlejet til Stenberg Moselundgård. Æltet tørvedynd blev kørt herfra i tipvogne trukket af små damplokomotiver. Når der blev fyret i den, skete det jævnligt, at gnister fra skorstenen satte ud i mosen.

Der var også bygget en skinnebane herfra til Moselund station. De tørre tørv skulle sendes pr. bane til stationen, og banens endepunkt skulle ligge så højt, at tørvene kunne tippes ned oven i banevognen. Banens sidste ende var derfor bygget højt oppe på pæle, det så imponerende ud, men kom aldrig til at fungere.

Inden søen blev udtørret, blev der hentet mergel ude i selve søen. Mergelen blev sejlet i land med pramme og bragt i land ved »havnen«. Mergelen blev hentet i den sydvestlige del af søen, hvor der endnu er betydelige sænkninger i arealet forårsaget at denne fjernelse af dynd og mergel.

»Havnen« lå lige op ad vejen. der går til Moselund. Den var pænt stensat på 3 sider, og har vel også været brugt. når de skulle fiske. Stenene fra havnen har jeg selv kørt derfra, den gang vi i 1913 byggede lade, da blev de anvendt som grund i den. Havnen ses endnu som et stort hul I overgroet med hindbær og hyld og med en stor sitkagran på kanten.

(Det var i 1859 der blev dannet et aktieselskab til optagning af mergel i Bølling sø.
Der blev til anskaffelse af en pram og redskaber indskudt i en grundkapital på 600 rdl. Sømergelen var ikke meget bevendt, det meste var dynd og det gavnede ikke markerne synderligt. I almindelighed kunne arbejderne opfiske to favne i om dagen. Efterhånden blev det skik, at den dag en interessent fik mergel, sendte han en kurv med smørrebrød og en flaske brændevin til arbejderne. Han ventede da at disse gav ham god mergel og rigeligt mål) .

Christianis beretning fortsætter: Det var naturligt at min broder lige efter århundredeskiftet fik lyst til at prøve at udnytte de formentlige rige lejer af mergel. Lige op ad kanalen ikke langt fra søens udløb, blev det udvalgte sted. Der blev anskaffet en mægtig skovl på skaft med tilhørende hejseapparat, en slags gravemaskine, så mergelen kunne hentes op. Afsætningen var til at begynde med god. En del købere var tilfredse med mergelen. andre ikke og efter et par års forløb gik det i stå. Mange år senere bad jeg Hedeselskabet om hjælp til at undersøge. om der var grundlag t for udnyttelse af søens mergel til eget forbrug. Det viste sig at der i ca. 1½ m dybde under ca. 60 td. land lå et tyndt lag mergel, så tyndt at enhver tanke om udnyttelse var utænkelig. Analysen viste, at ramte man lige i laget, fik man højprocentisk kildekalk, men lige over og under var der værdiløs dynd. Dette forklarer, hvorfor salget i sin tid gik i stå.

Ved søens udtørring kom en mængde hjortegevirer frem, og der findes stadig enkelte ved pløjning. Der har været fremsat forskellige teorier om hvordan disse gevirer er kommet her. Personlig tror jeg, at det hovedsagelig må dreje sig om gamle eller syge, måske sårede dyr, der har søgt ud i søen for at svale sig, måske for feber, og så er de blevet hængende i dyndet. Bare en enkelt eller nogle få om året kan jo i løbet af nogle tusinde år give et stort tal.

Det var vist i 1913 - 14, at vi ved pløjning fandt 3 både. Fundet meldte jeg til Nationalmuseet, men det varede omtrent et år, inden museets folk kom, og i mellemtiden var en stud gået langs igennem den ene og ødelagt den totalt. De andre to fik museet. Engang fandt jeg på en ganske lille plet 3 økser af hjortetak, nogle pren af samme materiale samt en del skrabere eller knive af flint, det var vist 16 stykker. Jeg meddelte daværende geolog senere professor Knud Jensen om fundet. Han kom omgående og tog dyndprøver på stedet til pollenanalyse. Han påtog sig at få de forskellige genstande af hjortetak præparerede for mig på museet, så de kan opbevares.
Adskillige år senere kom Therkild Mathiesen uventet her sammen med nogle hjælpere for at grave omkring stedet for nævnte fund, som han må have vidst god besked om. Efter få dages forløb, hvori de arbejdede uden resultat, tog de til Klosterlund og gjorde det bekendte Klosterlund fund. Et andet sted fandt jeg 3 stridsøkser af jern, de skal stamme fra omkring år 1.500. Alle disse fund er gjort ude på dyb dynd, men inde på sandet nær land er der fundet mange mikrolitter, små skrabere, blokke og flækker. Det var mine to brødre Richard og Olaf, der fandt hovedparten af disse. Mange af de små pilespidser er nydeligt forarbejdet, men der fandtes også mange flækker, der er arbejdet på uden at de var gjort færdige, og den tanke har været fremsat, at her ligefrem har været et slags værksted. Det er navnlig nordvest for nuværende avlsbygninger, hvor der nu er plantage, at de fleste flækker er kommet frem ved og efter gravning af plantehuller. Det menes, at søen havde sin største udbredelse før udtørringen blev foretaget i 1872.

At der er fundet de mange mere eller mindre forarbejdede flækker, hvor der i 1872 var sø, kunne tyde på, at der ikke har stået vand der på stedet på den tid. da dette »værksted« har været her, og at det har været mosens vækst, der mere og mere spærrede for vandet.
Salg af hø og græsning var i mange år søens eneste indtægtskilde af betydning, men efterhånden som markerne rundt omkring blev merglet og kom under kultur, og folk anvendte mere kunstgødning, så blev der mindre og mindre efterspørgsel efter hø. Ganske vist var der under første verdenskrig meget stor efterspørgsel. Vi solgte da ikke alene hø til vognmænd og hestehandlere i Silkeborg. Vi leverede endog et par vognladninger til husarkasernen i København, det blev læsset i løs tilstand på Moselund station. Efter krigens ophør blev hø salget ringe, og kun i tørre somre var der salg af betydning, så vi måtte søge andre veje.

Da min far døde 1908, syntes vi brødre, at vi i fællesskab og indtil videre som fælleseje ville søge hans gerning ført videre. Min søster flyttede hertil, der blev bygget et hus til hende, og hun blev boende her til sin død 1938. Fader havde til det sidste holdt på, at der måtte ligge en fremtid i Bølling sø, blot vandafledningen kom i orden. En god ven af far, godsejer Lithenberg, tog flere gange hertil for at hjælpe os med råd og dåd, men vandet kom ikke tilstrækkeligt ned.
Derfor blev det en utaknemlig og omtrent umulig opgave, som min broder Richard fik at arbejde med.

Korndyrkning eller husdyrbrug var i større stil ikke mulig, da her ikke var de nødvendige bygninger eller maskiner, han havde kun græs og hø som indtægtskilde. Det var derfor ikke mærkeligt, at han blev træt af det og ønskede at træde helt ud af foretagendet, og i 1913 tog han herfra. Det han havde mest og virkelig glæde af var plantningen. Han gik meget op i at plante for at skaffe læ på den gang så bare og forblæste egn. Det var en god gerning, som vi har haft stor nytte af siden. Samme år, 1913, kom min broder Villiam hjem fra Argentina for at være her et par år og gøre sit til at få gang i foretagendet. Mine to brødre Olaf og Axel opfordrede mig kraftig til at tage hertil. Jeg havde faktisk dengang ikke megen lyst til det, da jeg havde tilbragt sommeren 1909 her for at hjælpe til, og jeg følte mig ikke tiltalt at ejendommen. De lovede at støtte mig, og så flyttede jeg hertil og kom til at arbejde sammen med min broder Villiam i to år. Han så stort på tingene. Det første vi gjorde på hans initiativ var bygning af laden. Anton Haurbak udførte murerarbejdet og Peter (Møllesvend) Jensen tømrerarbejdet. Den var 70 alen lang og 17 alen bred og kostede 7.300 kr. Vi fik en 8 hk. Bolinder motor, tærskeværk med presser, kværn og hakkelsesmaskine, og dermed var der lagt op til at dyrke mere kran.

Men markarbejdet var besværligt, der var de færreste steder hestene kunne gå uden dyndsko, og ved pløjningen måtte de gå på den faste skjold, trådte de i furen, sank de ned. At heste gik i bløde var dagligdags. Det var strengt for hestene, men også ofte for folk, og det gav megen tidsspilde. Harvning før såning om foråret var ikke let. Vi måtte passe tiden, når det var tørt, derfor fik vi ikke altid sået i rette tid. De bedste kornafgrøder havde vi. hvor dyndlaget var så tyndt, at ploven kunne nå sandet og således blande dynd og sand. På disse steder kunne hestene arbejde uden at synke i. Desværre svandt dyndet disse steder efter få års forløb, så jorden blev for vandet.

Efter et par års forløb rejste min broder William tilbage til Argentina, og min broder Olaf ønskede også at trække sig ud, så var min broder Axel og jeg ene om det. Formelt blev jeg ene ejer i 1915, men i virkeligheden var han med hele tiden, han kom her flere gange om året, trods det at han havde sin gerning i Norge. Da han afgik ved døden 1930, overlod han mig midler, så jeg var i stand til at bygge stuehus og stald.

Under sidste verdenskrig fik jeg sat det store landvindingsarbejde i gang efter henvendelse til Hedeselskabet. De år arbejdet stod på, var meget vanskelige for mig, idet vandet flere gange steg, så komet stod i vand i lange tider. De første år efter arbejdets slutning var også slemme, idet kanalen ikke blev holdt i orden, men nu er dette blevet godt, og forholdene helt forandret til det bedre.

Husdyrbruget bør også omtales, selvom det i hvert fald de første år på grund af manglende staldplads var ubetydeligt. Det stod mig klart fra begyndelsen, at det måtte være risikabelt om Bølling søs rentabilitet udelukkende skulle hvile på salg af hø og græs, der måtte dyr til. Det hurtigste og billigste var også med hensyn til pasningen at sætte får ind. I løbet af ret kort tid fik jeg samlet 100 moderfår og byggede et hus af affaldstræ fra Ørnsø savværk til dem. Det var vist i 1916. Jeg var klar over, at der var fare for leversygdom og fik assureret herfor. Det gik godt et par år, men så en sommer ville lammene ikke trives, det viste sig, at fårene var befængt med leverikter og derfor gav for lidt mælk. Den følgende Vinter døde 22 af fårene, og jeg måtte opgive fåreavlen.

Vi havde også ungkreaturer, men det blev aldrig rigtig til noget dels manglede en stald, og dels havde vi ikke tilstrækkelig mange roer. Jorden var for våd, så det var umuligt at dyrke roer i tilstrækkelig mængde. Udtynding og rensning blev for dyr. Ganske vist gik det bedre med kreaturholdet, efter at jeg i 1931 fik den gode nye stald. Jeg holdt da også i mange år 10 - 16 køer , + opdræt og svin, men noget stort blev det ikke til.

Under første verdenskrig havde vi en del plage - somme år 20 stk. De trivedes godt, og jeg havde både stor nytte og glæde af kompagniskabet med P. Rask. Han var stor handelsmand og dertil nobel og absolut uegennyttig i hele sit forhold til mig og sikkert - også til andre.
Som soldat kom jeg forbi en gård i Nordsjælland, hvor der gik en stor gåseflok både store og små. Jeg tænkte, at det muligt var noget for mig, og som kunne passe her. Jeg tog dertil om søndagen for om muligt at få rede på, hvordan man bar sig ad med at få så mange gæslinger frem. Der blev taget venligt imod mig, og det viste sig, at de brugte høns af gul orpington som rugemaskiner for gåseæggene.

Gæssene skulle helst bare lægge æg - mange æg, og holdes fra at ruge længst mulig.
Fremgangsmåden var let at gøre efter, og jeg gik straks i gang. Jeg tror, det var i 1913.
Efter statskonsulent Kocks råd købte jeg en stamme på 4 toulusegæs. Det var store, smukke dyr, men det viste sig, at de efter slagtning ofte præsenterede for lidt og ligefrem gjorde et snusket indtryk - grund af de sorte fjerstubbe så jeg måtte gå over til hvidt fjerkræ. Gradvis blev gåseholdet større og større, så jeg begyndte at sælge både rugeæg og gæslinger, da jeg ikke havde husrum til de mange gæslinger. Jeg beholdt bare ca. 100 stk. til fedning. Det var let at forøge antallet af levegæs og derved få mange æg, men det var ikke let at få de mange æg ruget. Der var år, hvor jeg havde 100 høns og næsten lige så mange gæs til at ruge på en gang det var et morsomt arbejde, fordi at det gav mig et tiltrængt indtægt, men det var strengt arbejdsmæssigt set. Naturligvis prøvede jeg med forskellige rugemaskiner, men til at begynde med med ringe held. Jeg prøvede at lægge gåseæg i rugemaskine i 10 – 14 dage og derefter under høns med fuldstændig negativ resultat, derimod gav det overraskende fint resultat, når gæs eller høns havde ruget på æggene først, og de bagefter kom i rugemaskinen. Efterhånden fandt jeg ud af at ruge gåseæg på maskine, uden at de først havde været under høns.

Maskinerne var blevet bedre egnet til det formål. Det blev en stor lettelse selv om jeg kom op på at have 30 små maskiner, der blev varmet op med petroleumslamper. Disse små maskiner tog 42 gåseæg hver, så jeg måtte alligevel have en del høns og gæs til at ruge. Senere kom de store elektriske maskiner, så blev det hele let, navnlig var det rart at blive fri for at gøre de mange lamper i stand. Disse maskiner tog 1100 æg af gangen. Fra en lille begyndelse udviklede gåseavlen sig hvert år indtil det kulminerede i 1944 med en udrugning på i alt 4804 gæslinger, hvoraf dog de 321 stammede fra fremmede æg. Derefter gik tallet ned, men forblev at være af ikke ringe betydning for søens økonomi.

Skrevet af
Chr. Christiani
Vinteren 1967.  



HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017