Artikler fra og om Engesvang


Forpagneren æ hvæsmand

Niels Christian Christensen
6. januar 1840 – 28. maj 1925

Af Freddy Boysen 2005

Niels Christian Christensens erindringsmedalje

I forbindelse mad arkivernes dag den 12. november 2005, hvor temaet hedder ”Identitet” - Alle har en historie, er denne lille fortælling blevet til, for at vise en af de mange muligheder for at sammensætte en ”Identitet”, som der findes på Engesvang lokalhistorisk arkiv.

At valget faldt på Niels Christian Christensen, ”Forpagteren – Æ Hvæsmand” skyldes nok en lille erindringsmedalje fra krigen 1864, som lidt uventet dukkede frem.

Niels Christen Christensen 1916

Fortællingen om den tapre soldat, der vendte hjem som krigsinvalid er også historien om den tid hvor Engesvang ændrede sig med udtørringen af Bølling Sø, jernbanens anlæg, kirke og by dannelse – og i den historie er Niels Christen bare en lille, men vigtig brik.


Barndom / fattigdom

Niels Christen Christensen blev født den 6. januar 1840 i Kankbølle, Hjortshøj sogn nordøst for Århus. Hans far hed Christen Rasmussen og moderen Maren Hansdatter.

Det var et hjem under meget små og fattige kår, faderen omtales som indsidder, en benævnelse der bruges om jordløse personer, som bor til leje i en anden mands hus.

Den tid har Niels Christen som en gammel mand selv fortalt om, han var: ”barn af meget fattige forældre, som ernærede sig ved deres hænders arbejde – så de mange gange havde ondt ved at skaffe brød til os – vi var 10 børn i flokken”.

Forældrene flyttede til Skjødstrup, hvor faderen fik plads som skovarbejder i Voesnæsgård Skov. Det indebar dog at han måtte hjemmefra længe før det blev dag og først var tilbage i hjemmet langt ud på aftenen, og det endda for en ringe dagløn.

Så i 1845 flyttede familien igen, denne gang til Brandstrup i Hjortshøj sogn, hvor faderen fik vinter- arbejde hos en gårdejer til en dagløn på 4 skilling. Det gav på ingen måde økonomisk overflod i hjemmet, Niels Christen beretter om vinteren 1847, hvor børnene blev sendt ud for at tigge:

”Vi måtte gå fra dør til dør med vor pose og bede om et stykke brød. Jeg fulgtes med min bror, der var 2½ år ældre end jeg. En dag kom vi til herregården Rosenholm. Vi frøs, da det var bitterlig koldt og vore klæder var tynde og slidte. Vi kom lige som folkene var færdige med at holde middag. Vi blev af kokkepigen sat til bords med det som folkene havde levnet – det var ærter og flæsk – sådan mad havde vi aldrig spist i vort fattige hjem.”

”Bagefter fik vi vore poser fyldt med brød og stumper af kød og flæsk. Gud velsigne den hjertensgode kokkepige. Da vi gik derfra og kom ud i slotsgården kom 5-6 herrer ned af svalegangen med bøsser og jagthunde. Hvor var de fine og jeg gjorde store øjne. En af dem spurgte, hvor vi kom fra. De gav os hver 8 skilling – i alt 16 skilling. Det måtte min far arbejde 4 dage for at tjene. Hvor var vi stolte. Vi gemte pengene i et stykke papir i vore kasketter, thi vi havde ikke lommer i vort tøj.”

Moderen Maren var fysisk ret svagelig, men hun gjorde meget ud af at lære børnene at stave og læse, og hun sagde ofte,: ”at det var det eneste, de kunne give os i arv og med på rejsen gennem livet”, fortæller Niels Christen, så de fik hver dag et lille stykke de skulle lære.

Ud at tjene som 8- årring

I 1848, da Niels Christen var 8 år gammel kom han ud at tjene hos en landmand der hed Chresten Nielsen. ”Han var en hjertensgod mand at tjene hos”, fortæller Niels Christen, ”han var gift med en enkekone der hed Kirsten. Hun var helt forskellig fra manden, thi hun skældte ud fra morgen til aften. Jeg stod alligevel højt hos min madmor, for jeg var tro i min tjeneste og udrettede nøjagtigt hvad der blev min pålagt, så hun gav mig ofte en kop kaffe og et stykke kage. Men jeg brød mig ikke om at hun skældte og smelte. Jeg tjente der i fire år, så jeg var 12 år, da jeg rejste derfra”.

I den tid Niels Christen tjente hos Chresten Nielsen udspillede treårskrigen sig – og det fulgte Niels Christen godt med i – og det blev nok også afgørende for den senere militære karriere han valgte. Ved treårskrigens afgørende slag ved Isted den 24. – 25. juni 1850, deltog Niels Christens ældre broder. Han blev såret i venstre ben, og døde kort efter på feltlazarettet, efter at der var gået koldbrand i såret.

Som 12 årring kom Niels Christen til at tjene på en stor gård med 30 kreaturer. Han skulle muge ud i stalden hver morgen inden han skulle møde i skole. Lønnen var 3 rigsdaler for et år. I 1854 blev han konfirmeret, og dermed var barndommen forbi.

Der gik et par år med forskelligt slid og slæb, men i 1856 vendte han tilbage til Chresten Nielsen og Kirsten, og der blev han så til han kom i ”Kongens Klæder” i 1858.

I Kongens Klæder

Dengang blev man først indkaldt til soldat som 22 årig, men Niels Christen meldte sig frivilligt 4 år før tiden og da han var stor og stærk blev han godtaget. Han var på session i Århus den 28. oktober 1858. Han havde en bror der lå ved Forgarden i København, og han bad derfor om at komme til hovedstaden.

Sådan gik det nu ikke, i marts 1859 modtog han en befaling om at møde i Kiel ved 8. bataljon den 31. maj. Han kom til Kiel dagen før og det viste sig at der var flere kammerater fra hans hjemegn, så han faldt hurtigt til.

Om efteråret 1860 blev han hjemsendt som underkorporal, men allerede i januar 1861 blev han indkaldt til underkorporalskolen i Kiel for at blive videreuddannet, så han i krigstilfælde kunne udfylde pladsen som underofficer, hvis der skulle blive mangel på dem. Otte måneder senere, den 1. september 1861 blev han hjemsendt fra militærskolen. På det tidspunkt havde han allerede mødt sin kommende kone Ida Nikoline Knudsen, der var født den 25. april 1837 i Viborg.


Frieri / ægteskab

Niels Christian Christensen og hustruen Ida fotograferet i begyndelsen af 1900-årtene. Skæget har formentlig skjult såret på halsen.

Selv fortæller Niels Christen: ”det var et underligt tilfælde, at jeg og min kone blev kendt med hinanden. Jeg så hende første gang, da jeg blev hjemsendt fra Kiel i efteråret 1860. Jeg og en kammerat var på vej fra Århus mod vore forældres hjem. Her på landevejen gik vi forbi hende og en anden pige. Jeg sagde til dem, da vi gik forbi, ”I skulle giftes lille piger.” Hvad de svarede, hørte jeg ikke, men det er muligt, at de i tankerne gav os svar på tiltale.”

”Jeg kunne ikke glemme hende, men igen skete der noget underligt. Da jeg igen blev indkaldt til underkorporal - skolen i Kiel i januar 1861, da ville jeg besøge min bror og hans kone før jeg rejste tilbage.”

”Min bror var blevet træskomand og samme dag kom hun for at få taget mål til et par træsko. Jeg fandt endnu engang behag i hende, men viste ikke på hvad måde, jeg skulle få det sagt til hende. Jeg var nemlig i min ungdom meget tilbageholdende overfor det smukke køn, som de jo benævnes, men tilfældet kom mig til hjælp.”

”Nu eller aldrig tænkte jeg, da min bror og hans kone måtte forlade værkstedet for at hente noget i en anden stue. Hvis hun ville le af mig, kunne jeg trøste mig med, at jeg om to dage skulle rejse til Kiel. Hun lo ikke, men jeg fik ikke et ja eller et nej, men det løfte at hun ville give mig besked, inden jeg rejste.”

”Tirsdag aften kom hun med det forventede ja, hvis hun kunne stole på mig, ville hun trofast vente på mig. Jeg svarede, at jeg var ærlig som guld, og det holdt jeg også. Da jeg som allerede nævnt atter kom hjem i september 1861, havde hun også trofast ventet på mig og den 7. januar 1862 blev vi gift i Skødstrup kirke”.

Her stopper Niels Christens egne nedskrevne erindringer, han fik dem aldrig skrevet færdig, så hans deltagelse i krigen og voksenlivet må vi høre om gennem andre kilder, det meste er dog noget han selv har fortalt.

Niels Christens hustru, som han selv betegner som ”meget skrap” hed Ida Andrea Nicoline Knudsen. Hun var født i Viborg den 25. april 1837. Faderen Jens Knudsen var skomager i Ebstrup ved Silkeborg. Det nygifte par fik sig lejet ind i et hus i Lemming, nabolandsbyen til Ebstrup hvor Idas forældre boede.

Sådan fortæller i hvert fald en af kilderne, men noget kunne tyde på at parret i ægteskabets første år flyttede noget rundt. Den ældste datter Marie Jensine Christine Christensen er i 1863 født i Hjortshøj sogn i Århus amt. To år senere i 1865 blev sønnen Julius Christian Christensen født i Skjødstrup sogn i Århus amt, det er altså de egne hvor Niels Christen selv er opvokset og har været kendt fra sin egen barndom.

Det er først det tredje barn, Mathilde Christine Rasmine Christensen der i 1867 blev født i Lemming sogn i Viborg Amt. Andre kilder fortæller da også, at det først var efter krigen 1864 at parret ”sad til leje i et lille hus i Lemming.”

Krigen 1864

Da krigen udbrød i 1864 blev Niels Christen straks indkaldt til 8. Regiment 3. Bataljon som underkorporal nr. 20 under Kaptajn N. P. Jensen.
Denne N. P. Jensen blev senere Oberst i Viborg, og i 1915 udgav han sine – Livserindringer -. Et eksemplar af bogen blev på titelbladet dedikeret med følgende: ”Til underkorporal ved 8.regiments 2. bataljons 3. kompagni nr. 20 Niels Christian Christensen, Invalid og Dannebrogsmand med tak og anerkendelse fra hans kompagnikommandør i 1864.”

På side 166 omtaler Oberst N. P. Jensen kampene om Dybbøl By den 17. marts 1864. Preusserne forsøgte at erobre byen, men 3. kompagni gik til modangreb, hvorunder de havde 7 faldne, 17 sårede og 17 fanget.

”Det var første gang, at kompagniet havde været i alvorlig kamp, og jeg havde kun årsag til at være meget tilfreds med mine undergivne. En enkelt af dem, Underkorporal Nr. 20 Christensen, må jeg dog særligt omtale. Med en ualmindelig koldblodighed og uafbrudt omsigt forstod han ikke alene selv, men også at få sin Sektion til øjeblikkeligt at benytte sig af enhver blottelse, fjenden gav. Under den største del af kampen havde han standplads ved et lille hus, så at han uafbrudt kæmpede under mine øjne. Pludselig hørte jeg en klagende lyd, han havde fået en kugle gennem halsen, men desuagtet ville han fortsætte kampen. Han blev kasseret som invalid, men der hengik 40 år, inden det lykkedes mig at skaffe ham det Dannebrogskors, han så ærligt havde fortjent.”

Dokument på arkivet om Niels Christen Christensens liv.

Siden hen fortalte Niels Christen ofte om sin deltagelse i krigen. Men også om de kummerlige forhold hans kone Ida og datteren i den periode måtte leve under. ”Tit havde hun ikke andet fedtstof i huset end nogle stumper tællelys til at smøre panden med-”

Niels Christen vendte hjem fra krigen som invalid, stemmen havde han mistet, den kugle der var gået gennem halsen havde beskadiget stemmebåndet, så han altid var hæs, hvorfor nogle også kaldte ham: ”Æ Hvæsmand”. Men hans kræfter og gå på mod havde han i behold, og det blev der i høj grad brug for.

Kanonen som Niels Christian Christensen fik i erindringsgave ved 50-års jubilæet i 1914

Engesvang Krat

I 1868 flyttede familien så til Engesvang Krat hvor Niels Christen forpagtede et lille hedehus på godt 20 tønder land. Tre til fire tønder land var opdyrket, resten lå hen i hede, mose og krat.

Det blev de første år som forpagter en meget fattig tilværelse, ikke ret meget anderledes end den Niels Christen kendte fra sin egen barndom. De havde to køer og to stude, men det kneb med at avle føden til dyrene, så han måtte gå i dagleje for at tjene til deres egen føde.

Jorden blev efterhånden ryddet for egekrat, bæverasp og sten, som der lå læssevis af i skellene, der var 4 – 5 favne brede.

I begyndelsen af 1870-erne var Niels Christen kommet så meget ovenpå økonomisk at han kunne købe ejendommen, og dermed blev han husmand, men øgenavnet ”Forpagteren” hang ved ham hele livet.

Niels Christen Christensens ejendom Krattet 7 fotograferet engang i 1920-erne. Personerne er fra venstre: Stinne Kristensen, Knud Kristensen og Søren Kjær Kristensen, datter og sønner af Hans Chr. Kristensen, som ejede ejendommen fra 1922 til 1930.

Ejendommen ”Engesvang Krat mat. Nr. 8c” havde oprindeligt været en skovparcel til Christian Jørgensens gård i Engesvang. Da Niels Christen købte den af enken, var den ikke sat i hartkorn, så han fik et lille stykke, ca. ½ tønde land nede ved Engesvang, det stykke var der hartkorn på, så det blev hovedparcellen og der hvor ejendommen lå var officielt udmarken.

Niels Christen har fortalt, at ”Christen Jørgensens enke, som han købte jorden af, giftede sig med ham de kaldte kongen (Hans Chr. Andersen – Omtalt i H. P. Hansens bog Skovlovringer side 120 som ”Kong Christian”) uden videre pløjede og såede ”Kongen” i min jord nede ved byen.”

”Da jeg kom hjem og fortalte Ida det, sagde hun, ”du er et pjok, det varer ikke længe, så tager ”Kongen” hele ejendommen”. Men der står i bibelen, at hvad en mand sår, skal han også høste, - så spændte jeg studene for vognen og tog plov, harve og noget boghvede med, kørte ned og pløjede ”kongens” korn ned og såede boghvede i stedet.”

”Men da det var kommet op, pløjede kongen det ned, og så var det for sent at så korn igen. Så gik jeg til Kjellerup og meldte ”Kongen”, fordi han havde ødelagt min boghvede, jeg krævede erstatning.”

”Der kom to af de her lyseblå gendarmer ridende for at se på skaden, og da jeg havde skøde og kort på jorden, var det jo klart at jeg havde ret. En tid efter blev ”Kongen” og jeg stævnet til at møde for retten i Kjellerup, og du kan tro ”majestæten” måtte bukke sig, - jeg fik over 100 kroner i erstatning.”

Krattet nr. 7 i år 2005

Naboerne i Engesvang Krat

Niels Christensen fortæller videre om de første år i Engesvang Krat: ”om sommeren gik brønden tør, så skulle vi ned til mosen for at vande dyrene. Der var nok en fælles brønd nede ved vejen mellem Svend Olsens (Engesvang Krathuse mat. Nr. 8a) og Anders Hauges (Engesvang Krathuse mat. Nr. 8e) men sov vi for længe, var brønden tom, og vi kunne gå ned til mosen efter vand til kaffen. Jeg havde Svend Olsen mistænkt for at tage mere vand end nødvendigt, han var en lodden rad.”

”Nej, så var degnen nede i mosen (Hans Peter Dohm, Engesvang Krathuse mat. Nr. 8d) en anderledes flink nabo. Der var jo også Jørgen Præst her nord for, (Jørgen Madsen ”Præst” Engesvang Krathuse mat. Nr. 1c) hans kreaturer og lam havde vi altid i vores korn. En dag Ida og jeg havde været i mosen og gik hjem til middag, gik der 4-5 lam i min havre, da sagde Ida: ”Du er en sølle karl, at du vil have Præstens lam til at æde al din havre”. Jeg blev gal og gik hen til køerne, der lå en knippelkølle, som jeg havde til at slå pæle ned med, den tig jeg i hånden og gik ind til Præsten. De sad og spiste, og jeg slog køllen i bordet og råbte: ”vil i holde lammene af min havre?” Præsten sagde til tjenestedrengen, ”Kristian, du må hellere løbe efter lammene, Forpagteren er gal!” Der sad en gammel tyk kone ved bordet – Præstens mor – hun sagde: ”Hov, hov, ta´ en med ro.” - ”Ta`en med ro, din gammel tyk skrop, mens lammene æder min havre, men du ka´ tro nej” og så slog jeg knippelkøllen i bordet en gang til og gik, for jeg kunne ikke lide at have spetakel med naboerne.”

”Ja, den præst, du kan selv tænke hvordan han var, en dag kom drengen op og spurgte om Ida ikke kunne komme derned, for konen var blevet syg. Lidt efter kom drengen igen, - om jeg ikke kunne hente jordmoderen i Kragelund? Jeg fik spændt for og hentede madammen. Et par timer efter jeg var kommet tilbage, kom drengen igen, han skulle låne 2 kroner til jordmoderen, dem fik han også, men så sagde jeg til drengen: ”Du kan hilse Præsten og sige, at næste gang må han hellere sende bud fra begyndelsen, jeg skal nok komme!”

”Ja, den Præst, hans lige findes ikke.” En dag kom Niels Sejten fra Pårup forbi Niels Christen på vejen ved ejendommen, og han udbrød så: ”Det er da skammeligt, som det korn her er trådt ned, det ville jeg ikke finde mig i.” – ”Du ved nok et, hva det vil sej å vær nabo til Præsten, når jeg er så stærk at jeg kan tage en tønde rug på nakken og bære det til Bodholt Mølle og hjem igen, og jeg så ikke kan sætte Præsten på plads, hvad bilder du dig så ind, du kan?” Så gik Niels Sejten.

Børn

Selv om det måske nok var vanskelige kår familien levede under, så var der en ting der lykkedes ganske godt. Som hos alle andre landbofamilier på den tid, så var børn en velsignelse, og Ida og Niels Christen fik ikke mindre end 10, hvoraf de 9 overlevede og blev opdraget i hjemmet i Engesvang Krat. Et barnebarn, der blev født udenfor ægteskab, blev også opdraget hos dem. I folketællingerne kan vi følge hvordan familien øges.

Folketællingen 1870
Marie Jensine Christine Christensen 7 år
Julius Christian Christensen 5 år
Mathilde Christine Rasmine Christensen 3 år
Eline Jensine Christensen 1 år


Folketællingen 1870 

1880
I 1880 bor alle børnene fra 1870 – tællingen stadig hjemme, og der er kommet fire nye til:

Andrea Antonette Christensen 9 år
Jens Christian Frederik Christensen 7 år
Antonette Helene Christensen 6 år
Jensine Johanne Frederikke Christensen 2 år

Folketællingen 1880

1890
I 1890 er der fire børn hjemme og barnebarnet er kommet til:

Thorvald Albert Aksel Christensen 1 år dattersøn

Det var om barnebarnet Niels Christen har Fortalt: ”Så fik vi jo ham Thorvald, Knejten, - du ved jo nok vores datter blev lokket ved ham gæstgiveren i Moselund,- ja, det var sørgeligt,- men Knejten fik vi. Ida kunne aldrig se nogen fejl ved ham, så da han blev konfirmeret, ville han slet ikke lyde mig. En dag vi havde fået vores mellemmad, skulle han flytte køerne, det ville han ikke, så sagde jeg til ham, at jeg kunne skyde en Prøjser, og nu skulle han også blive skudt. Jeg løb ind i soveværelset og tog bøssen ned fra bjælken, så løb knægten ud af huset, og jeg på hosesokker bagefter. Det gik et par gange rundt om gården, så sprang knægten ind i krattet og blev væk.”

”Ida gik og kaldte på ham, men han kom ikke. Nogle dage efter kom moderen efter hans tøj, han havde fået plads, og nu er han blevet et ordentlig menneske.”

1901
I 1901 tællingen nævnes Christian Christensen, der er født 20. maj 1872, han er formentlig det barn der mangles for at det skal passe med de 9 levende børn?

Jernbanen gav penge til at bygge for 1875-77

”Det var strengt de første år i Engesvang Krat”, har Niels Christen fortalt, ”men så kom jo jernbanen, der fik jeg lidt penge for jord til banen, og de tog også lidt fyld ved siden af, det fik jeg også penge for, og så havde jeg arbejde på banen.”

”En dag Peder Degn og jeg stod og læssede jord på tipvogne nede i fyldgraven, sagde jeg til Degnen; ”jeg syntes jorden bliver så fugtig, jeg tror jeg finder vand.” ”Du finder gammel skidt!” svarede Degnen, men jeg gravede et hul ned i jorden, og da jeg kom lidt ned, væltede vandet ud. Jeg tog så en skovlfuld vand og pludder og smed i hovedet på Degnen, medens jeg sagde, ”kalder du det gammel skidt?” Degnen slog en stor latter op og svarede,: ”giv mig en skrå, for det vand er meget værd, når du får en brønd her,” – og det passede for Peder Degn.”

I audiens hos kongen

Som allerede nævnt, så blev Niels Christen udnævnt til Dannebrogsmand omkring år 1900, og det har han også selv fortalt om: ”Det værste jeg har været ude for i hele mit liv, var da jeg skulle over til København og takke kongen for mit Dannebrogskors. Dagen før jeg skulle rejse, skulle jeg levere fedekalv til en slagter i Bording, det var ikke muligt at trække den, hverken med det onde eller det gode, den vejede godt 200 pund.”

”Så bandt jeg benene sammen på den og tog den på nakken, jeg havde ikke tænkt på, at det var en tyrekalv, jeg fik af og til en slat vand ned over kroppen. Før jeg nåede Bording, var jeg gennemblødt og skoldet på skulder og ryg. Kalven var jo varm og lå ikke rolig, så du kan tro jeg var i en gruelig pine. Da jeg kom hjem til Ida, og hun så, hvordan jeg var lavet til, græd hun, for nu lugtede jeg som ajle og skulle over til kongen. Jeg blev vasket og vasket og smurt ind i alt det skidt, som Ida kunne låne ved naboerne, men dagen efter rejste vi til København. Ida var med, hun ville lugte til mig, før jeg skulle op til kongen. Vi boede på et fint hotel, de dage vi var i København.”

”Æres den, der æres bør.”

Når Niels Christen var i sit pæne tøj, bar han altid Dannebrogsordenen og erindringsmedaljen på jakkereverset. Det gjorde han også engang han sammen med Chr. Poulsen fra Gl. Skovgård i Krattet og mange andre fra Engesvang var til grundlovsfest i Silkeborg, hvor der var et stort møde ved Dronningestolen.

Da de skulle med toget hjem, var der ikke plads nok i kupevognene. Der blev så rangeret nogle bænkevogne til toget, det var almindelige godsvogne, der var stillet bænke ind i. Sådanne vogne brugtes, når skolebørnene skulle på udflugt.

Blandt dem der stod og ventede på bænkevognene, var pastor Harbo og lærer Juul, Engesvang, Chr. Poulsen og flere andre, og blandt den var også ”Forpagteren”, Niels Christen, der havde sit Dannebrogskors på brystet. Da togføreren så dette, kom han løbende, ”Den Herre skal ikke ind i disse vogne, der er plads til Dem i en førsteklasses kupe,” sagde han og trak af med ”Forpagteren.”

”Æres den, der æres bør,” citerede Chr. Poulsen, da de var kommet hjem fra turen og han fortalte historien.

De sidste år

Niels Christen havde gennem årene fået ejendommen fuldstændigt opdyrket, og der var også købt jord til, så den var nået op på en størrelse af 43 tønder land.

Niels Christen og Ida blev da også for landboflid hædret med Det Kongelige Landbohusholdningsselskab sølvbæger.

Da Niels Christen og Ida blev gamle, byggede de sig et hus tæt ved gården og de flyttede ind på aftægt og afstod gården til en søn, som senere solgte den igen.

Omkring 1910-12 købte Niels Andersen ejendommen, og han ville ikke købe den med aftægtsfolkene, der ellers havde kontrakt på at bo der i deres levetid, så Niels Christen og Ida blev købt ud.

Ida var da også blevet syg og sengeliggende, så de to gamle flyttede ned til datteren Antonette og svigersønnen Jens Chr. Jensen, der boede i et hus tæt ved Engesvang Kirke.

Antonette og hendes mand Jens Chr. Jensen, hvor Forpagterens henlevede deres sidste år.

Ida døde den 28. april 1913 og blev begravet på Engesvang kirkegård.

Niels Christen overlevede sin kone med 12 år, hvor han boede hos datteren. Hver sommer kom Niels Christen, eller ”forpagteren” som han stadig blev kaldt, gående op til Krattet for at se gården hvor de havde boet og virket i over 40 år og for at besøge de gamle naboer.

Mange af de historier der her er genfortalt, har Niels Christen netop fortalt under disse besøg og de er så senere blevet fastholdt i Niels Andersens erindringer.

Alfred og Sørines bryllup 23. maj 1916 - hvor Niels Christen stadig er en stout mand.

Da Niels Christen blev for gammel og svag til at tage turen til fods, kørte købmand Kristensen ham derop, og så var der en eller anden af de gamle naboer, der kørte ham hjem. Det var den bedste dag, han havde hele året, sagde datteren, når han havde været på besøg i Krattet.

Den 28. maj 1925 døde Niels Christen Christensen 85 år gammel og den 3. juni blev han begravet ved siden af Ida på Engesvang Kirkegård.

Parrets gravsted på Engesvang kirkegård fotograferet omkring 1987

Fotokopi af Forpagteren som yngre, original foto findes hos familien.   



HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017