Artikler fra og om Engesvang


Pæ Smed

"Pæ Smed", smedemester i Engesvang 1910-1936  
Pæ Smed i Engesvang
af Freddy Boysen.1997

Beretning om Søren Peter Sørensen, smedemester på Gl. Kongevej i Engesvang.

Pæ Smed var sjællænder, men da han var dygtig til sit håndværk og vidste, hvad han havde med at gøre, blev han hurtigt accepteret i Engesvang, da han kom til egnen først i det 19- århundrede. Han giftede sig med en af egnens piger, blev en uundværlig del af egnens erhvervsliv, alt imens smedeforretningen udviklede sig. Men lykken var alligevel ikke med Pæ Smed.

Smed Søren P. Sørensen og hustruen Ella

Da alt så mest lyst ud, blev smeden syg, der kom landbrugskrise og forpligtende kautioner, som førte en tvangsauktion med sig. Det blev et helt anderledes liv, end det, som havde tegnet så lyst, smedefamilien gik ind til.

Fortællingen om Engesvangs smed er bygget op omkring et interview med datteren Gertrud Jensen, der er født i Engesvang 1921, og som nu bor i Herning.

Historien begynder langt østpå, nemlig i Tuse sogn ved Holbæk, hvor Søren Peter Sørensen kom til verden den 4. juli 1883. Som 15-årig var han kommet i lære hos smeden i Viskinge, og da han som 19-årig var udlært, aftjente han sin værnepligt.

At sjællænderen endte i det midtjyske skyldtes den gamle historie om en forelskelse. En pige, der hed Jensine Lautsen, tjente i København, og hende var Søren Peter blevet ret så glad for, i den tid han lå inde som soldat. Så glad, at da hun rejste hjem til Jylland, fulgte han med.

Det var i 1908, Søren Peter kom til Engesvang, hvor han fik arbejde som lokomotivfører ved mergelbanen, men derudover havde han også forskelligt arbejde hos tørvefabrikanterne i Engesvang, naturligt nok mest smedearbejde. Det greb om sig, og på et tidspunkt var der nogle, der foreslog, at han skulle have sit eget værksted. Det har været omtrent samtidig med, at Søren Peter og Jensine blev gift i 1910 og fik fast bopæl i Engesvang.

Jensine var ud af ret velhavende familie, og det var bl.a. dem der sammen med andre af egnens landmænd og tørvefabrikanter hjalp Søren Peter i gang med smedjen


Søren Peter Sørensens første smedjeværksted i Engesvang

Den første smedje, Søren Peter havde, lå lige ved siden af købmand Kiers forretning på Gl. Kongevej, men det var ikke stort andet end et skur. Senere fik de bygget nyt hus længere henne af Gl. Kongevej, lige ved siden af tømmer Lassen, og her blev der indrettet en smedje i enden af huset. Med årene blev der yderligere bygget et værksted, som lå parallelt med huset.

Søren Peter og Jensine forsøgte flere gange at få børn, men det ville ikke lykkedes. Jensine nedkom flere gange med dødfødte børn.

På et tidspunkt blev Jensine alvorlig syg. I takt med sygdommen, som formentlig var kræft, udviklede sig, og Jensine blev sengeliggende, kom problemet med at få hende og huset passet, Søren Peter havde fulgt top at gøre i smedjen. Gennem familien i København kendte Søren Peter en pige, der hed Ingrid Ella Magdalena Jørgensen. Det blev arrangeret således, at hun kom over for at passe Jensine og huset. Men da var Jensines sygdom allerede meget fremskredet. Vi skriver da 1920, og samme år i september døde hun.

Ella fortsatte med at passe huset for Søren Peter, men så var det, at Ella begyndte at trives, specielt på maven, og det førte til at hun og Søren Peter holdt bryllup den 19. juli 1921. Allerede den 8. november kom parrets første barn til verden. Det var en pige, som blev døbt Gertrud.

Engesvang var også den gang en lille by, hvor snakken hurtigt gik, og der var straks nogen, der mente, at det hele var sket lidt for hurtigt efter Jensines død. En og anden tænkte måske også, at der var sket noget før Jensines død. Men Søren Peter var blevet en afholdt mand i Engesvang, der blev set op til ham, for han var altid venlig og hjælpsom og fuld ag gode ideer, som han også var mand for at gennemføre. Han forsøgte f.eks. at ombygge en lokomobil så den kunne køre på skinner, og det første elværk i Engesvang skulle da også blive et af hans tiltag.

Ella Sørensen og datteren Gertrud ca. 1923

Søren Peter havde meget forskelligt arbejde for de forskellige tørvefabrikanter, både Ernsterne, Hesel, Wurts, Kidmose og Henriksen og når man læser hans gamle kasserapporter, får man indtryk af, at han havde hele byen som kundekreds. Bønderne kom også med deres landbrugsmaskiner og heste til skoning, og som tiden udviklede sig, solgte smeden også benzin og reparerede automobiler. Han fungerede som en rigtig landsbysmed.

Søren Peter Sørensens hus og smedjeværksted på Gl. Kongevej i Engesvang 1930-34

Familien Sørensen
Pæ Smed, som han dagligt omtaltes i Engesvang, betegnes af datteren som en venlig, arbejdsom og jordnær person. Gertruds mor var helt anderledes.

Der var vel forskel på folk, og som smedekone følte Ella, at hun rangerede et andet sted over sognets mere almindelige befolkning. Formentlig var det en indstilling, hun var opdraget med, for hendes søskende og familie havde det på samme måde. Nej, jyske bønder og landsbyfolk stod ikke højt hos ærkekøbenhavnere.

Mor-datter-forholdet mellem Ella og Gertrud kom aldrig til at fungere. ”Mor har alle sine dage overhoved ikke brudt sig om mig”, siger Gertrud, ”og det lagde hun heller ikke skjul på. Det var ikke sådan at hun var ond ved mig, bestemt ikke, men det var som om, hun ønskede, at jeg ikke eksisterede”.

Det var, som om Gertrud som frugten af husholderskens fejltrin med landsbysmeden, var med til at minde omverdenen om, at når det kom til stykket, så var smedekonens status på højde med en villig tjenestepiges, og det tilgav Ella aldrig sig selv. Til gengæld var Gertrud ”fars pige”, og moderen ofrede al sin opmærksomhed og kærlighed på de to drenge, som fulgte senere i ægteskabet. I april 1924 kom sønnen Gerner til, og med Erlings fødsel i november 1927 var familien fuldtallig. Rammen om deres barndom blev hjemmet og smedeværkstedet på Gl. Kongevej i Engesvang.

Søren Peter Sørensen og hustruen Ella fotograferet i haven på Gl. Kongevej i Engesvang ca. 1930

Livet i Engesvang
På den tid hørte Søren Peter jo til byens førende mænd, og hans kone Ella lod ikke børnene omgås hvem som helst. Gertrud mindes, at det var velordnede forhold, folk levede under, i hvert fald i de kredse, hvor de færdedes i Engesvang. Det var pæne huse, der var mange forretninger som købmand Kier, købmand Kirkegård, telefoncentral, broderiforretning, damefrisør, slagter og tømmerhandel med mere.

Hvor tørvebisserne boede, har Gertrud egentlig ingen oplevelse af, for det var noget der lå udenfor smedebørnenes verden. Der var også folk der levede så fattigt, at det er helt ubeskriveligt, siger Gertrud, medens hun mindes en skolekammerat, hvis hjem blev beskrevet så tarveligt, at der kun var en sæk for døråbningen. Men sådanne steder, måtte hun ikke færdes.

Indre Mission havde dengang et godt tag i den vestlige del af Engesvang sogn, men hos dem kom smedens nu ikke, selv om datteren blev sendt i søndagsskole hos skolelæreren hver eneste søndag. Indtil Gertrud blev konfirmeret, var hun også i kirke hver eneste søndag, det blev der holdt meget strengt på, skønt ikke alle i Engesvang kom sådan fast i kirke.

”Af fritidsinteresser var der gymnastik om vinteren, det foregik henne i krosalen, der blev brugt som forsamlingshus. Ved juletid blev der også holdt juletræ der, for os børn. Om sommeren havde vi svømmebassinet, det blev bygget medens jeg gik i skole”, fortæller Gertrud. Det var skolelærer Andersen, der lærte børnene at svømme, og svømmeundervisningen startede oppe på græsplænen. Der var ingen, der kom i bassinet, inden lærer Andersen kunne godkende svømmetagene. I skoleferien opholdt børnene sig stort set i og ved bassinet fra morgen til aften.

Blandt Gertruds daglige pligter efter skolen var opvasken og lidt rengøring, og der skulle bæres tørv ind i tørvekassen, det var fast. Ind imellem gik hun også ud med regninger for sin far. Det var ikke altid lige spændende, for mange gange var det til steder, hvor de slet ingen penge havde. Der lå en gård i nærheden af svømmebassinet, hvor der boede et par søstre. Der måtte Gertrud ned den ene gang efter den anden for at præsentere en regning, men de ejede hverken til dagen eller vejen og slet ikke til smeden.

Elværket
Søren Peter var i 1918 med til at starte Engesvang første elværk, og det var også ham, der stod for driften af det. Værket var privat anlagt, men senere blev det et offentligt værk.

Elværket bestod af et lille motorhus, som lå nede bagved haven, i nærheden af tømmer Lassens laget med træ. Huset rummede en motor, der drev en dynamo, som var forbundet med en masse batterier, som smeden havde på loftet. Ledningerne rundt i byen gik også nede i baghaverne, hvor de var hængt op på grandrafter.

Der var lavet en aftale om, at smeden skulle slukke for motoren kl. 22. Det hændte dog, at han selv havde gæster der blev længere end til kl. ti, og så brød han sig ikke sådan om at gå ud og slukke for strømmen. Men klokken skulle ikke passerer ti ret meget, før telefonen ringede, ”Hør Pæ Smed, glæmmer do et å lok for a strøm?”.

Hjemmet og smedjen
Når Gertrud i dag tænker tilbage på smedehjemmets indretning, så forekommer alting at være større, end det i virkeligheden var. Det var jo oplevet med barneøjne.

I stuen havde de en gammeldags chaiselong med maghoni og grønt plys. Der var også en divan, et dækketøjsskab, bord og 4 stole, en rokkestol og et stort blomsterstativ. Stuens vigtigste møbel var Søren Peters radioskab.

Først var det et krystalapparat- senere blev det en radio med højtalere – til sidst en almindelig radio, som familien kunne sidde omkring. Det var allerede omkring 1930. I kontoret stod der også en chaiselong, og der var skrivebord og stol samt et tobaksbord.

I soveværelset var der to senge til forældrene samt en barneseng og to harmonikasenge. Alle fem sov i soveværelset, hvor der også var to skabe og et toiletbord.

I køkkenet var der et langt bord med fast bænk. Smedesvenden spiste jo i køkkenet. Der var også et komfur, som omkring 1930 blev lavet sådan, at den kunne levere centralvarme over hele huset. Der var gammeldags lokum i gården.

Ovenpå var der to værelser. I det, der var over smedjen, boede smedesvenden, i den anden ende var et lidt større værelse, som Gertrud og Gerner fik lov til at dele, men det var først omkring 1935, da Gertrud var 14 år.

Der var vaskehus ovre ved siden af værkstedet, og senere blev der også bygget et beslagskur derovre, hvor Søren Peter kunne stå og sko heste. Der havde de også deres tørv, og nedenunder blev der indrettet viktualiekælder.

Selve værkstedet, ja der var jo egentlig tale om to, for essen var ovre i det lille værksted, der var i forlængelse af huset, hvor svenden boede ovenpå.

Tørvedeler i smedjeværkstedets gård. Drengen i kontorvinduet er Gerner, bag porten gemmer værkstedet med essen sig.

Det andet var placeret parallelt med huset, og når man kom ind gennem porten ude fra gaden, var der til højre alle iltflaskerne. I modsatte side var værkstedsbordet med alt værktøjet, der hængte på vægen, ”Gud nåde og trøste os, hvis vi rørte ved det”, forlyder det.

Ind imellem hjalp børnene til i smedjen, det kunne f.eks. være, når der skulle lægges jernringe omkring vognhjul. Jernringene blev så omstablet med hedetørv, der blev sat ild til. Når ringene så var udvidede nok, blev de sat omkring træhjulet. Det var et alsidigt værksted, og det er med en vis stolthed, Gertrud henviser til, at de håndsmedede beslag, der i dag pryder døren til Klosterlund Museum, i sin tid også blev lavet i Søren Peters værksted.

Den store nedtur
Omkring 1929-30 blev Søren Peter syg, og kom på Sct. Joseph Hospital i Århus. Det var nyrerne, det var galt med. Efter nogen tid kom Søren Peter dog hjem igen og fortsatte forretningen, men helbredet blev aldrig genvundet. Han blev oveni plaget af bronkitis og fik dårligt hjerte. Skavankerne tog til, og det samme gjorde kriseårene først i trediverne.


Søren Peter Sørensens smedje på Gl. Kongevej i Engesvang ca. 1930-33. Personerne er Søren Peter og to smedesvende.

Som for så mange blev det også en barsk tid, Søren Peter gik i møde. Under den store landbrugskrise kom flere af egnens bønder til ham og spurgte, om han ikke kunne kautionere for dem, og når han så sagde nej, lød det: ”Jamen vi kunne da kautionere for dig, da du startede”, så det endte jo gerne mad at han kautionerede alligevel. Det blev mange år, Søren Peter kom til at kæmpe med veksler, de værste var dog ude af verden i 1939, men de sidste blev først indløst under krigen.

Gertruds konfirmation i 1935 skulle tidsmæssigt falde sammen med de værste kriseår for familien. At familien faktisk var på fallittens rand, er først langt senere gået op for Gertrud. Udadtil hørte Søren Peter stadig til byens førende mænd, og den position skulle en konfirmation ikke rokke ved.

Festen startede med, at alle konfirmanderne mødtes oppe i præstegården, og da det regnede den dag, var alle godt våde efter turen til kirken. Til selve festen derhjemme var der 12-14 gæster til den traditionelle festmiddag med suppe, steg og is. Det var kogekonen nede fra Moselund, der stod for maden, og hun var utrolig dygtig. Om aftenen skulle præsten, og andre af byens borgere komme på besøg, og i den anledning var der blevet lavet syltede pærer foruden en masse forskelligt bagværk, der både talte butterdej og wienerbrød. Gertrud mindes ikke at have set så meget forskelligt bagværk på en gang. Kogekonen havde da også sagt, at det var helt vanvittigt, som der var stillet an, det ville aldrig blive spist. Og hun fik ret, meget af det blev til sidst smidt væk.

Søren Peters sygdom udviklede sig, og han havde svært ved at klare osen fra essen. At reparere maskiner i tørvemosen i al slags vejr tog også på helbredet, og med de økonomiske problemer oveni, gik det ud over nerverne.

I 1936 måtte han opgive det hele. Hus og smedeforretning gik på tvangsauktion, og dermed startede et nyt og anderledes liv for smedefamilien.

I tørvemosen
Efter tvangsauktionen flyttede familien til Moselund, hvor deres beboelse blev den ene ende af et dobbelthus, der lå ved siden af Moselundgård.

Søren Peter kom til at fyre i lokomobilet på Phønix tørveværk, men selv dette arbejde kneb det ham at holde til.

Før smedjen gik fallit, kendte familien ikke noget til at skulle arbejde i tørvemosen, men nu vendte det hele. Både Ella og Gertrud, der var færdig med skolen, måtte i mosen for at arbejde, Gerner og Erling måtte af sted efter skoletid. Det var et helt andet liv, der nu åbnede sig, det var et slæb uden lige, og en fattigdom, det tidligere kun havde været kendt hos andre, familien havde simpelthen ingen penge.

Arbejdet i mosen bestod mest i at vende tørv og stakke dem. En dag i tørvene startede med, at familien stod tidligt op, der blev spist havregrød og drukket kaffe, hvorefter madpakken blev smurt, kaffe og saftevand blev fyldt i patentpropflasker. Så var det med at komme i gummistøvlerne og af sted.

Dobbelthuset lå lige neden for en stor bakke, som de skulle op ad for at komme gennem plantagen til vendepladsen, som lå lige bag ved. Ved middagstid gik det så hjemad. Måltidet var igen havregrød, så var der lige tid til at hvile lidt, inden di igen drog op over bakken mod vendepladsen. Ved sekstiden var det fyraften, men inden der var lavet aftensmad, og de daglige gøremål var overstået, var det egentligt sengetid.

De penge, som børnene tjente i tørvemosen, gik i fælles husholdning, det var en simpel nødvendighed. Dog fik Gertrud og Gerner lov til at spare sammen af tørvepengene, så de kunne rejse en tur til København for at besøge deres moster og onkel.

Til Ikast
Familien flyttede til Ikast på kronprinsesse Ingrids fødselsdag i 1936. Ella kom nu til at sy for fabrikant Nørtofte i Ikast. Det var et arbejde hun beholdt, til hun blev pensioneret.

For den forhenværende smed ventede en anderledes trist skæbne. Fallitten, sygdommen, nedturen og de mange økonomiske problemer havde simpelthen fået nerverne til at slå klik. Engesvangs Pæ Smed fik gennem længere tid ophold på Hald ved Viborg. Da han atter vendte hjem, fik han tilkendt invalidepension, eller som det officielt hed, han blev rentenyder.

Lokomobil / lokomotiv
Af Freddy Boysen Ikast. 1992

Sigurd Jensen, Herning, fortæller om dengang hans svigerfader smedemester Søren Peter Sørensen, Engesvang, forsøgte at ombygge et lokomobil til et lokomotiv.

Da Søren Peter Sørensen (født 4-7-1883 i Tuse ved Holbæk) havde udstået sin læretid hos smedemester Svinth i Viskinge, og aftjent sin værnepligt, rejste han med sin forlovede Jensine til hendes hjemsogn Engesvang.

Her fik han ret hurtigt arbejde som lokomotivfører ved en nærliggende mergelbane, men sideløbende med det fik han også etableret et lille smedeværksted i Engesvang, som i starten dog ikke bestod af stort andet end et skur. Arbejdet der, kom hovedsageligt til at bestå af fremstilling og reparation af tørvemaskiner og i det hele taget fremstilling af værktøj til tørveindustrien.

Da loven om kedelpassercertifikat så kom og Sørensen endnu ikke havde erhvervet sig et sådant, måtte han opgive arbejdet som lokomotivfører. Der var dog stadig gode penge at tjene ved lokomotivarbejdet, for de fleste nye lokomotivfører med kedelpassereksamen var mejerister, som aldrig havde set et lokomotiv før, og de betalte glædeligt for at lære kunsten at køre lokomotiv. Efterhånden blev det dog arbejdet i smedjen i Engesvang der kom i højsædet.
En af tørvefabrikanterne bestilte omkring den tid Sørensen til at ombygge en gammel lokomobil, så den fik funktion som et lokomotiv. Det arbejde kom til at foregå i Sørensens værksted, sammen med en anden smed der hed Tandrup, som en tid havde arbejdet for den pågældende tørvefabrikant.

De forbandt lokomobilens kraftdel med en remskive ned til hjulsættet, og hjulene blev forsynet med dobbelte flanger. Der blev lavet skinner af træ med jernbeslag og "lokomotivet" kørte så tørvedynd fra mosegraven op til ælte- eller presseværket. Under opkørslen skulle remmene, der overførte kraften til hjulene, krydses, medens nedkørslen skete med lige remtræk, nok den mest enkle måde at få maskinen til at ændre kørselsretning på.

Projektet var dog ikke særligt vellykket og må nok nærmest betragtes som et kuriosum. I erindringen stod de største problemer omkring det at, man ikke kunne finde ud af at lave nogle skiftespor, der var brugelige, så den vogn, der var tømt for tørvedynd, måtte tippes væk fra sporet, mens den fyldte passerede.



HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017