Artikler fra og om Engesvang


Sognefoged i Engesvang
Ved Henning Kristensen 2006

Et citat i Hagerups Konversations Leksikon lyder som følgende.:

”Sognefoged: Ifølge forordning dateret: 11 nov. 1791 § 1. Beskikkes Sognefogeden af Amtmanden. Enhver sogneborger er pligtig mod et vederlag at lade sig beskikke til Sognefoged og varetage denne bestilling i mindst 3 år. Sognefogeden er nærmest at betragte som en underordnet politimyndighed, der skal våge over god orden og påse, at de i dette øjemed udstedte forskrifter ikke overtrædes. Desuden er der tillagt ham forskellige andre hverv, således m.h.t. foretagelsen af visse udlægs- og udpantningsforretninger samt visse forkyndelser. Sognefogeden er tillige lægdsmand og forretter borgerlige vielser.” Citat slut. !

Det var faktisk den samme uændrede forordning, som var gældende til Sognefoged ordningen blev nedlagt i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970.

I 1915 blev Engesvang, Funder og Kragelund omdannet til tre selvstændige kommuner. Derfor fik de tre nye kommuner også hver deres egen beskikkede sognefogeder. Denne ordning fortsatte til kommune-sammenlægningen i 1970. Efter en tre års afvikling og overgangsperiode blev sognefoged-ordningen helt afviklet i 1973. I de forløbne knap 60 år blev det til 5 sognefogeder i Engesvang Sogn. Hvoraf min far blev den sidste og længst siddende, - i ca. 26 år.

I 1920`erne var Landmand Mikael Pedersen, ”Skovgård”, sognefoged. Han efterfulgtes af Købmand Niels Jensen, Moselund. I 1940´erne var det Mads Dahl, Engesvang, som havde beskikkelsen til sin død i sep. 1945. Derefter var det Mads Dahl´s søn Magnus Dahl der tog over. Det var almindelig, at beskikkelsen gik fra far til søn, ved en indstilling fra sognerådet til amtmanden. Jeg har fået fortalt, at far var nævnt som sognefogedkandidat, efter Mads Dahl´s død i 1945, men det blev altså Mads´ses søn Magnus.


Fra venstre:
Landmand Michael Pedersen, Skovgaard, Julianehede. Sognef. fra 1915 til 1924.
Købmand Niels Jensen, Moselund. Sognef. fra 1924 til 1930.
Landmand Mads Dahl, Julianehede. Sognef. fra 1930 til 1945.
Magnus Dahl, Engesvang. Sognef. fra 1945 til 1947.

Mads Dahls familiegravsted på Engesvang kirkegård. ( Er nu sløjfet )
Fra venstre Kristian I. Dahl, født i 1909, - omkom ved en trafikulykke i 1929.
Sognef. Mads Dahl, 1871 - 1945.
Kirsten Dahl, 1876 - 1959.
Sognef. Magnus Dahl, født i 1900, - omkom ved en trafikulykke i 1947.

Den 20. aug. 1947 kører Magnus Dahl galt på sin motorcykel, og var død ved ankomsten til sygehuset. På et sognerådsmøde den 27 aug. 1947, bliver Magnus Dahl´s tragiske død omtalt. Sognerådsformand Tobias Lassen overtager midlertidig jobbet. Der har åbenbart været uenighed om indstillingen, for på et sognerådsmøde 27. okt. 1947, var der et punkt på dagsordenen, vedr. indstilling af kandidater til sognefoged embedet. Følgende kandidater blev indstillet til kampvalg:
1.) Sognerådsformand, Tobias Lassen, Engesvang.
2.) Landmand, Hans Chr. Kristensen, ”Nygaard”.
3.) Murer, Henry Nielsen, Moselund.
4.) Arbejdsmand Peder Lassen, Engesvang.
Der var jo folketingsvalg, den 28. okt. 1947. Muligvis har sognefogedvalget fundet sted ved samme valg, men det har jeg ikke kunnet få bekræftet.
Men hvor om alting er, faldt valget på min far. Pr. 1. nov. 1947, beskikkes han:
Af Amtmanden til:
Sognefoged.
Af Udskrivningschefen til:
Lægdsmand, for 551 b. 4. udskrivningskreds.
I den daglige praksis var det Politimesteren i Silkeborg, - J. Ewald, der var far´s foresatte. Senere ved J. Ewalds pension blev det politimester Feilberg Jørgensen.
Jeg husker ganske tydeligt den dag i november. Det var en gusten og regnfuld dag, hvor politikommissæren og en hjælpende funktionær havde været hos Tobias Lassen, for at hente bøgerne og de øvrige materialer, for senere at aflevere dem til far, hvilket tog en hel eftermiddag. Mor havde selvfølgelig kaffe og hjemmebag til de utraditionelle gæster. Vi børn var da aldeles stolte over det, der var overgået vor far, ikke mindst vi yngre knægte. Johannes og jeg var de eneste fra børneflokken der på daværende tidspunkt gik i skole, i ”æ bette klasse”.
Men som nævnt i forordningen fra 1791, en underordnet og uuniformeret politimand, dog udstyret med politiskilt og kasket. Kasketten havde han dog aldrig i brug, men den blev et par gange brugt i dilettantspil. Den bar i øvrigt også præg af, at den i mindst et halvt århundrede havde været brugt til flere vidt forskellige ”hoveder”, da den jo adskillige gange var gået i ”arv”.


Hans Christian Kristensen, - Sognefoged i Engesvang 1947 til 1973
Gårdejer på Egelund, Krattet 7, - fra 1922 til 1930, -
og på Nygaard, Trehuse 2, - fra 1930 til 1965



Amtmanden for Viborg Amt udnævner: Sognefogeden
Udskrivningschefen for 4. Udskrivningskreds udnævner: Lægdsmanden

I far´s sognefogedtid var der tre sognerådsformænd, Tobias Lassen, Engesvang, - Niels Petersen, ”Ud o æ hier”, Neder Julianehede og Peter Svinth, Engesvang. Men i det daglige var der næsten ingen ”forretningsforbindelse” fra sognefogeden, til de politisk valgte og omvendt. Derimod var der ugentlig kontakt til Politikontoret, Dommerkontoret, Udskrivningschefen (Lægdsrullen), til div. Advokatkontorer og Sognepræsten. Sognepræsten var, i hele far´s sognefogedperiode, pastor Christian Laumann.
Jobbet´s hovedopgaver var:
1.) Uuniformeret landbetjent.

2.) Udlevering af hundetegn.
Hvert år ved nytårstid skulle alle egnens hunde ha´ skiftet hundetegn. Der blev som regel averteret i den lokale dagspresse, at der udleveredes nye hundetegn på f.eks. følgende steder, - Pårup kro, Afholdshotellet ”Stjernen” i Engesvang, hos købmanden i Skygge og til sidst på ”Nygaard”. Hundene var registreret i en ”Hunderegister/protokol”. Der skulle oplyses om selskab, og policenummer for ansvarsforsikring, om det var en han, eller tæve og tillige race. Det med racen, udviklede sig engang imellem til en debat, hvorvidt ”gadekrydset” hældede til den ene eller anden race, - det var jo ikke altid der var helt styr på forplantningens forløb.

3.) Inddrivelse af restancer for Amtstueskat.
Amtstueskatten blev på daværende tidspunkt opkrævet separat. Den skulle som regel sendes pr. girokort. Det var ikke store beløb, men pengene var små, så det hændte ret ofte, at man ”glemte” at betale. Så måtte far afsted for at inddrive dem, så at sige manuelt. Det vil sige før han fik bil i 1949, var det på cykel. En tur til Skygge Hale og retur var ofte over 25 km. At varsko hans ankomst var lidt besværligt, for telefoner var der kun ganske få af. Men ofte var der et tillidsforhold mellem skyldneren og far, - så far lagde pengene ud og fik dem ved en senere praktisk lejlighed. Det kunne jo være at lejligheden passede sig når hunden skulle have ny ”nummerplade”. Der var for det meste en gensidig respekt mellem befolkningen og far. Som helhed tror jeg ikke far mistede penge på den konto.

4.) Udbringning af stævninger.
Hvis en borger havde et ”udestående” med samfundet eller en medborger, og dette skulle afgøres i retten, skulle der udbringes en indkaldelse, en såkaldt ”stævning”. Den skulle på daværende tidspunkt afleveres personligt til den indkaldte.

5.) Foretage udpantninger.
En af de uinteressante opgaver for far, var udpantningerne. Der lå ofte bag disse, triste hændelser og skæbner. Egnen bar efter krigen ikke præg af særlig stor velstand. Mange kom både uforskyldt og selvforskyldt i økonomisk uføre. Man var måske kommet bag ud med skat, husleje, børnepenge, forbrugsafgifter, bøder og andre udestående fordringer. Der havde som regel forud for udpantningerne været en fogedforretning eller retssag. Man kunne så lave pant i alt hvad der ikke havde med familiefunktionen at gøre. Der måtte ikke udskrives pant i f.eks. bord, komfur, seng, stol og beklædning. At foretage udpantning i et fjernsyn, knallert, motorcykel eller en bil, var helt almindeligt. Det var som regel ikke venlighed far blev mødt med, ved disse besøg. Visse steder føltes der direkte utryghed. Ved disse ”forretninger” havde han en vis ballast, hvis en af vi drenge var med i bilen.


6.) Uofficielt tage sig af de ”farende svende”.
Der var ingen egentlig forpligtigelse til at tage sig af de farende svende. Men ofte henviste lokalbefolkningen disse til sognefogeden. Og da sognefogeden i dette tilfælde havde landbrug, så var overnatningsmulighederne jo umiddelbar i lade og stald. I den forbindelse kan jeg ikke undlade at nævne Knudsen. Knudsen var oprindelig barbér, og livet for ham havde ikke været en dans på roser. Han kom første gang hos os som ”farende svend” omkring 1950. Han var ædruelig, forholdsvis nobel som person, og i sit tøj. Han var en flink og hyggelig mand, som vi børn var tryg ved. Han kom næsten systematisk, ca. fire gange om året og var igennem mange år et helt naturligt indslag i livet på Nygaard. Han spiste altid med ved middagsbordet. Han sov som regel kun en enkelt nat i laden, var det frostvejr, var det på loftet over kostalden. Et år kom han juleaftens eftermiddag. Det gav straks mor nogle spekulationer, og der var nogen debat om hvorvidt han nu skulle deltage ved julemiddagen, og skulle han have julegave? Julemiddagen deltog han i, men julegaven blev udeladt. Havde man valgt at give en julegave, ville mor jo nok kunne ha´ fixet et par lommetørklæder eller et håndklæde. Det skete kun en enkelt gang at han kom beruset, og det havde han det ikke godt med bagefter. På et tidspunkt kneb det med hans helbred, og han fik ophold på et plejehjem på Skive egnen. Far og bror Erik besøgte ham engang i halvfjerdserne. Han havde en del år på plejehjemmet inden han døde. Han var en af de ”svende” som i dobbelt forstand fik ”varme” på ”Nygaard”.
En sjælden gang kunne en farende svend være så genstridig og umedgørlig, at der måtte rekvireres en ”vogn” fra politistationen i Silkeborg.

7.) Udfærdigelse af ægteskabspapirer.
De første ægteskabspapirer, vor far udskrev, var i øvrigt til vor ældste bror Søren Kjær og Elly´s bryllup, i nov.1947. Dengang var det jo også helt almindeligt at ”lyse” til ægteskab senest 3 uger før et bryllup, i kirken i det sogn, hvor bruden var hjemmehørende. Således at borgerskabet havde mulighed for at gribe ind. Det kunne jo være at den kommende brud eller brudgom havde lovet sig væk til en anden, og at den eventuelle medgift var gået til udbetaling.
Det var jo sådan i landkommunerne, at uanset om det var en kirkelig eller borgerlig vielse, så skulle ægteskabspapirene udfærdiges hos sognefogeden. Så en lille drillende bemærkning fra far til pastor Laumann var: ”Du kan ikke vie uden mig, - men jeg kan vie uden dig”.

8.) Giftefoged - Forrette borgerlige vielser.
Den første borgelige vielse, far forrettede var i 1948. Det var Marius Nielsen også kaldet ”Marius Kok” og hans tilkommende der skulle vies hjemme i ”æ pæn stoou” på ”Nygaard”. Vor mor skulle være såkaldt ”forlover eller vidne”. Fars information til mor har nok været lidt mangelfuld. For da mor oplevede det korte og aldeles gudløse forløb, nedlagde hun omgående dette hverv. Det varede et stykke tid inden hun fik dette ”optrin” på afstand. For de efterfølgende vielser pålagde far altid brudeparret, at de selv måtte udvælge og medtage et vidne. Selve handlingen er som en borgerlig vielse, som vi kender den i dag, den varer kun ganske få minutter. Men kaffe og hjemmebag fik de efterfølgende brudepar og vidnet, - hvergang.
Det blev gennem tiden til ca. 25 borgerlige vielser.

9.) Føre ”Lægdsrullen”, og følge de unge mænd til session.
På daværende tidspunkt skulle man være tilmeldt folkeregisteret, sygekassen og for mænds vedkommende også lægdsrullen. Hvis man flyttede til en anden kommune, skulle der ordnes flytning, særskilt ved alle tre forvaltninger. Ved seksten års alderen skulle alle unge mænd tilmeldes lægdsrullen, det var faktisk strafbart at undlade dette. Men der var faktisk en offentlig selvjustits overfor de unge mænd, så det blev opretholt. Hvert halve år blev de unge mænd, som var født i en given halvårsperiode indkaldt til session. Som regel blev der ophængt sessionsindkaldelser på jernbanestationen, biografen og på kroerne. En af sognefogedens opgaver var at følge de unge mænd til session, hvilket i mange år foregik på teknisk skole i Silkeborg. Sessionen var noget vor far så hen til, han var jo interesseret i de unge menneskers ve og vel. Der var som regel 3 til 8 unge mænd som skulle afsted, og der blev arrangeret kørelejlighed, hvis man ikke tog med toget.
Sessionspanelet bestod af Udskrivningschefen, som i mange år var Djarnø, sessionslægen og et par officerer fra de tre værn. Så stod man der foran panelet uden en trævl, og skulle svare på div. spørgsmål, vedr. specielle ønsker. Det kunne være fagområde og uddannelse m.m. Det var aldeles akavet og uvant. Bagefter var der så debatten om, hvilke værn man var udtaget til. For eks. det at blive udtaget til garden var for nogen, noget særligt. I dengang nylig erindring om Tysklands besættelse af Danmark i 1940, og på den måde den danske regering og forsvaret havde håndteret dette, føltes det i samfundet, som en nedværdigende historie. Der lå nok dengang en større offervilje for værnepligten, end den som vi kender i dag. De værnepligtiges løn dengang, var stort set kun symbolsk. Der var dem, der var skuffet, hvis de ikke blev udtaget til soldat, og få andre ville jo gerne, hvis man kunne slippe for soldatertjeneste. Var en ung mand helt uegnet som soldat, blev vedkommende slettet af lægdsrullen. Det at blive kasseret var jo som regel på grund af en legemlig svaghed eller defekt. Ofte blev disse opfordret til at lade sig optage i hjemmeværnet. Fra jan. 1969 blev lægdsrullesystemet ved lov ophævet, og afløst af Det Centrale Personregister.

10.) Føre embedsprotokoller og dagbøger
Alle hændelser, breve, post og kassebevægelser blev registreret. Visse protokoller og dagbogen blev ført i 2 eksemplarer, det ene blev i mange år opbevaret hos Pouline Kjærsgård, og den blev jævnlig opdateret.

I ”1791 forordningen” bliver der nævnt ”vederlag”, altså aflønning. Jeg mener at grundlønnen i 1947 var ca. 200 kr. pr. år, plus div. morarenter og stævningshonorarer. På denne tid var en timeløn for en faglært ca. 1,50 kr.. Jobbet vil jeg vurdere som administrativt tungt, og der gik megen tid med dette. Set ud fra nutiden ville en PCér ha´ været på sin rette plads.
Men han udøvede gerningen med stor akkuratesse og nidkærhed.
En gang om året var politimesteren på ”eftersyn”, hvor bøger og formularer blev revideret og krydsrevideret med administrationen på politigården. Politimesteren ringede som regel nogle dage i forvejen og aftalte et tidspunkt, og det blev som regel en eftermiddag. Politimesteren benyttede også disse lejligheder, til at tage ”temperaturen” på egnen, borgernes befindende, ve og vel.
I 1970 gennemførtes den nye kommunalreform. Den indebar at sognefoged forordningen skulle udfases, og aktiviteterne skulle uddelegeres til egentlige landbetjente, kirkekontorer og kommunekontorer.
I en skrivelse af 28. jan. 1973, fra Justitsministeren, - via Ringkøbing Amt nedlægges hvervet helt pr. 31 mats 1973.
Den 18. jan. 1973 modtager far en takkeskrivelse fra Justitsminister K.Axel Nielsen, hvor ministeren udtrykker tak og påskønnelse for mange år i samfundets tjeneste.



April 2007.
Henning Kristensen.  



HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017