Artikler fra og om Engesvang


Thor Ipsen

Thor Ipsen - den uløste gåde  
Af/ Freddy Boysen

Et navn som Thor Ipsen kan stadig kalde smilet frem i mange midtjyske mundvige. Netop smilet – ikke grinet. Selv om Thor Ipsen på mange måder var en tragikomisk skikkelse, så var han I alle henseender et reelt og retskaffent menneske, som gennemførte en tilværelse bygget på høje idealer. Men der var en afgrundsdyb forskel mellem ideal og daglig virkelighed. Var han den gudbenådede begavelse, mange opfatter ham som, eller var han blot en sølle eksistens, hvis hele tilværelse byggede på en livsløgn? Svaret tog han med sig i graven, men han efterlod sig stærke indtryk hos sine samtidige. Under alle omstændigheder er han en minderune værd.

En af vores nabokone havde været ude at handle stort ind, kom hun hjem med en indkøbspose anbragt både foran og bagpå cyklen. Da hun så mig, kom det spontant fra hende, at hun vist lignede en hel Thor Ipsen. Det er nok sådan de fleste husker ham – Thor Ipsen, for selv om han var fra en tid, hvor cyklen var meget benyttet som transportmiddel, så har det været en uforglemmelig oplevelse at se Thor Ipsen, et syn der efterfulgtes af en stille undren over, hvordan det dog kunne lade sig gøre at stable så meget på en cykel.

Brolægger Jørgen Nielsen fra Tulstrup, der ofte fik besøg af Thor Ipsen, mens de boede i Skelhøj, fortæller, at cyklen på en bestemt dag foran var forsynet med bagagebærer, der var fyldt op med pakker og tasker fastspændt med snore og remme. Bagpå var der de to sædvanlige cykeltasker samt en kurvestol, han havde fået foræret et sted. I selve stolen lå alle hans handelsvarer, og for at de skulle blive der, var de fastsnøret med et lagen. Bagved hang der primus og gryder og 2 sæt tøj på bøjle, som han netop havde fået nede ved Johannes Jensens i Grødde.
Det var også med en sådan oppakning på cyklen, Thor Ipsen en midsommernat 1964 blev ramt af en bil og dræbt på hovedvejen mellem Ikast og Bording.

Barndom og unge år:
Flere af de folk, jeg har haft til at fortælle om Thor Ipsen har forsøgt ar snakke med ham om hans fortid og barndom, men det var lukket land, han ikke ville give nogen adgang til. En efterforskning har dog løftet lidt af sløret.
Thor Jensenius Ipsen blev født 28. juli 1898 i Nylars sogn på Bornholm. Faderen hed Thor Wilhelm Ipsen, og han sejlede som styrmand på den 2- mastede kutter Thor af København, ejet af den islandske købmand J. B. Lefoli. på en rejse med stykgods fra København til Island i sommeren år 1900 forsvandt skibet. Det blev 24. august observeret af damperen Mars, men siden så eller hørte ingen noget til skibet. Den 2- årige Thor var blevet faderløs og moderen Olivia Claudia Ipsen, enke.

Der var et par ældre søskende, Oluf Villiam født 1893 og Magdalene Laurentine født 1895. Oluf døde af tuberkulose som 10- årig, hvorefter moderen i 1904 giftede sig med svenskeren Hans Olsson Rosberg – en af de mange svenske indvandrere, som kom til Bornholm på den tid.

Holger V. Jørgensen i Rønne, der er efterkommer af Thor Ipsens familie på Bornholm, fortæller, at forholdet mellem Thor og stedfaderen ikke var det bedste. Og moderen, der nok elskede sin dreng, skulle også passe på ikke at gøre forskel på Thor fra første ægteskab og børnene med sin 2. mand.

I skole var Thor meget mere begavet end flertallet. Han kunne finde på ting, som de øvrige børn slet ikke havde fantasi til. Han blev drillet og fik øgenavnet ”Tosse-Thor” – et taknemligt bogstavrim, der fortæller, at Thor allerede som barn var en ener. Hos sin egen familie var der ikke megen forståelse at hente for en dreng, der elskede at læse, synge, digte og den slags. I stedet blev Thor sat i slagerlære, hvad der kun varede en kort tid. Siden var han mejerielev i godt 2 år, men også det sprang han fra.
Siden hen forsøgte han sig i faderens fodspor som sømand, men efter i syv uger at have været udsat for en lethåndet styrmand, der dagligt uddelte lussinger, kunne også det være nok. Det var mange nederlag Thor hentede i sin tidligste barndom og ungdom. – ind imellem var han også tjenestekarl på landet. I 1921 var Thor Ipsen elev på Bornholm Højskole. Han arbejdede for skolen, mens han var der, for på den måde at få råd til opholdet. Det fortælles, at en af hans opgaver var at redigere skolens avis. her var han på sin rette hylde, men også mere dagligdags gøremål som opvask og lignende måtte han tage sig af. omkring den tid, var han færdig på højskolen, forlod han sin fødeø.

Livsdrømmen Mille:
I nogle år flyttede Thor Ipsen rundt i landet, vist fortrinsvis på øerne, og det er ikke muligt at følge hans færden, men her kom han til ar gøre et bekendtskab, som skulle blive afgørende for hele hans videre livsskæbne – pigen Mille. Resten af livet brugte Thor Ipsen hende når han skulle forklare sin skæbne. Mille blev en livsdrøm hos Thor Ipsen – en livsløgn måske!
Thor traf Mille i Helsingør, hvor hun var ansat på Missionshotellet. De havde været børn sammen, hjemme på Bornholm, og Thor havde sværmet for hende allerede dengang. I et digt, som siden blev trykt og solgt på postkort, genoplever han deres barndoms lykkelige tid.
I det meget beskedne hjem, Thor Ipsen siden fik på Julianehede ved Engesvang, hang på væggen et særligt klenodie, ar indrammet broderi med ordene ”Gud er kærlighed” – det var en gave fra Mille. Gerne talte Thor Ipsen om Mille. ”Mille var den mest stabile og gode pige, jeg har kendt. Vi havde mange fælles interesser, og talte ofte sammen i timevis. Da hun fik plads andetsteds, korresponderede vi, og jeg fik et stævnemøde i stand i Hornbæk plantage. Men de tre nødvendige ord, de kunne ikke komme over mine læber. Jeg havde skrevet digte til hende, så hun kunne ikke være i tvivl om min indstilling. Jeg skrev til hende på ny, men fik ikke svar. Så blev jeg vred og rejste til Jylland. – det skulle jeg aldrig have gjort. Efter hvad jeg siden har hørt, kunne det godt have blevet os, hvis jeg blot havde erklæret mig”.

Mille var en ungdomsforelskelse, der bestandigt holdt sig hos Ipsen, og i hans tanker og fantasi falmede hun ikke, men blev med årene endnu skønnere. Drømmerierne om, hvorledes han liv ville have formet sig med Mille ved sin side, holdt sig hele livet. Engang i 1950erne lånte og afskrev Arne Gravlund et håndskrevet digt af Thor Ipsen. Digtet var som så mange før tilegnet Mille, og skulle synges på samme melodi som en af årets landeplager. ”Fiskerpigens sang”.

Den første gang jeg så dig kære Mille,
da kåred jeg dig til min hjertenskær,
dit skønne smil og dine øjne milde,
de var min lykkehimmels stjerneskær.

Hver levedag du er i mine tanker.
du stjerne på min lykkes firmament
ved tankerne om dig mit hjerte banker,
tak Gud, som Mille på min vej har sendt.

Min egen ven, min kære solskinspige,
på sangens vinger sender jeg dig her,
fra hjertets dyb en hilsen for at sige,
at jeg endnu bestandig har dig kær.

Så mange kvinder så jeg på min færden,
men kvinde i mit liv du ene er,
du er den dejligste i hele verden,
skal jeg på jord dig aldrig skue mer?

Gid jeg dig havde her du kære Mille,
om hvem jeg i de mange år har drømt,
da ved jeg kære, jeg dig slutte vilde,
ind i min favn så kærligt og så ømt.

Jeg fik ej sagt de ord, jeg gerne ville,
jeg frygted, at du ville sige, nej
men nu da det måske er alt for silde,
jeg hvisker ømt og mildt, jeg elsker dig.

Jeg takker dig for, hvad du mig har givet,
fordi du spredte solskin på min vej,
og minderne om dig forskønner livet,
jeg altid ære vil og elske dig.

En stjerne var du på min lykkehimmel,
et stjerneskud, der satte dybe spor,
den dejligste i alle stjerners vrimmel,
du er mit èt og alt på denne jord.

Du var så smuk og sød og så beskeden,
ret som en lysets engel ren og skær,
og lykken, freden, glæden, kærligheden,
skød friske skud, hver gang jeg var dig nær.

Lev vel og Gud velsigne dig du kære,
jeg vil dig elske i min sidste stund,
i tanken vil hver dag jeg hos dig være,
og kysse ømt din søde rosenmund.

I en artikel ”Hun hed såmænd Mille” i Familie – journalen i 1957 omtaler og efterlyser Thor Ipsen sin ungdomskærlighed. Til julen modtager han et brev fra hende med et par skriftsteder, bl.a. ”Vær tro indtil døden” – og det var netop, hvad Thor Ipsen var. Det var et brev Thor Ipsen var meget glad for, og han havde det altid på sig, og aldrig var han selv i tvivl om brevets ægthed. I 1927 fik Ipsen trykt og udgivet en sentimental og banal julefortælling af værste slags, ”Den fortabte søn”. Og her kan man spore Mille i Ipsens tankegang. Historien er i sin enkelhed om en ung mand, Georg, der en juleaften bliver løsladt fra fængslet og opfordret til at tage hjem til sine forældre og fejre julen. Han er tung i sindet, for det var faderen, der angav ham, da han havde været uærlig i kortspil. Han var ”und” på faderen og hjemmet, og besluttede sig for at stjæle alle faderens værdier og stikke af til Amerika.

Han listede sig ind i hjemmet og gemte sig i et klædeskab, hvorfra han kunne følge familiens juleaften. Efter at hele huset var gået til ro, begyndte han sin ugerning. Men så snart han havde fundet det hemmelige rum i skrivebordet og havde fået nøglen sat i skuffen, hørte han fodtrin i den anden stue. Det var hans lillebror, der knælede foran juletræet og bad til Jesus-barnet om hans forældre måtte få deres store dreng hjem og igen blive lykkelige. Ved en uventet lyd opdager Georg og forældrene vågner. Først er der stor glæde ved gensynet, men så ser faderen nøglen i skuffen. Georg bryder sammen og tilstår sin nye ugerning. Nu vil han tage af sted og begynde et nyt og bedre liv et sted, hvor ingen kender ham. Men forældrene forbarmer sig over ham, og vil ikke lade ham tage af sted, selv om Georg er fast besluttet på ar rejse.
Da erindrer moderen pludselig, at de har Georgs barndoms og ungdomskæreste Marie boende, og at hun sikkert kan overtale Georg til at blive. Da Georg nu er ved at gå, står Marie pludselig ved ham i stuen, og han bliver fuldstændig overvældet. På hendes spørgsmål, om han ikke elsker hende, svarer han: ”Jo, jeg elskede dig dengang af hele mit hjerte, og jeg elsker dig endnu højere i denne stund, men jeg har gjort mig uværdig til din kærlighed, derfor må vi atter skilles. Jeg drager ud i verden, langt bort hvor ingen kender mig, ensom og bedrøvet, bøjet til jorden af min synd og mit savn, men mindet om dig og din trofaste kærlighed skal leve i mit hjerte indtil min sidste stund og anspore mig til at blive et nyt og bedre menneske”. Det lykkes for Marie at overtale Georg til at blive. De blev gift, og deres liv bliver èn stor lykke. Om det er en nøgleroman, det ved vel kun Thor Ipsen selv, men i hvert fald var han allerede i 1927 besat af drømme om, hvorledes hans liv kunne have formet sig sammen med Mille.

Digteren Thor Ipsen:
At Thor Ipsen udtrykte både sin kærlighed og sin fortvivlelse i digte var noget karakteristisk for ham, og det var noget, som optog ham tidligt. Som 13-årig lærte han på eget initiativ sprog og skrev sange på bestilling. I 1917 udgav han sin første digtsamling, som han selv i indledningen undskylder med sin ungdoms uerfarenhed. En af sangene heri opfordrer til Kong Alkohols fald. Selv levede Ipsen hele sit liv som afholdsmand.
Han var også en fredens mand hele livet. Verdenskrigen bekymrer ham meget – et tema han taget op i flere af sine senere digte, men hans første digtsamling har ikke det religiøse præg, som blev karakteristisk for hans senere digtning. Selv siger Ipsen, at han har været religiøs fra sine unge dage, men at han mødte vækkelsen gennem en Luthersk Missionsuge i 1922. I 1932 fik han åndelig fornyelse gennem et møde med pinsebevægelsen. Pinsemissionen blev hans religiøse ståsted resten af livet. I 1927 udgav han ”15 sange, salmer og digte”, der alle har et meget religiøst præg. Et enkelt af dem er tilegnet hans mor, men ellers spænder det fra juledigte til lovsang. Det er samme år, han udgiver ”Den fortabte søn”.

I 1950 kom Thor Ipsen i Dansk skønlitterær Forfatterleksikon. Hans forfatterskab her er fra tiden 1917-1927. De fleste af sine ting, har han selv solgt ved dørene og meget er optrykt i flere oplag – enkelte i både 20.000 og 25.000 eksemplarer. De første to år Ipsen boede i Jylland, havde han ikke noget fast sted at bo. Han boede alle steder og ingen steder. Senere fik han en hytte gravet ned i en bakke i Vendsyssel. Først i 1932 fik Ipsen sig et lille stykke jord med en faldefærdig hytte på Julianehede ved Engesvang. han havde dog forinden i bøn rådført sig med Gud om dette. I januar 1933 flyttede han ind og her boede han resten af livet og herfra drog han ud i egnen bl.a. for at sælge af sin digteriske produktion. Jens Larsen i Lille Nørlund ved Isenvad fortæller, at på det tidspunkt Ipsen begyndte at cykle rundt og handle var hans vareudvalg meget begrænset. Det han havde med, kunne være i en kuffert og hovedsagelig var det hans egne digtsamlinger og postkort med egne digte. Dengang havde Ipsen også en hund med. Den var bundet til cyklen, og der var ingen, der kunne nærme sig cyklen, hvis Ipsen ikke var der.

Esperantisten
Midt i 1940erne blev Ipsen grebet af verdenssproget esperanto, og det optog ham resten af livet. I 1947 kørte han på cykel til sin første verdenskongres i esperanto, og siden var han afsted hvert år med en enkelt undtagelse. Ipsen var lidt af en sprogbegavelse. Han fik UG i både hovedkarakter og udtale, det bedste resultat overhovedet, da han i 1949 tog esperantoeksamen på den internationale folkehøjskole i Helsingør. Esperantofolk fra Midtjylland kan da også fortælle, at Ipsen til kongresserne rundt omkring i verden kunne føre sig bedre frem i sproget, end mange af de professorer, der deltog. Dog havde han ikke heldet med sig, da han deltog i fjernsynets populære Kvit eller Dobbelt udsendelser

At Ipsen, som den fattige mand, han var, overhovedet kunne få råd til at deltage i verdenskongresser, skyldes at han sparede de store rejseudgifter ved at benytte sin cykel. Når der til kongresserne skulle spises, forsvandt Ipsen. Han tog sin cykel og kørte hen et ensomt sted for at spise sit tørre rugbrød, eller hvad han havde. Og på den måde kunne han begrænse sine udgifter. Han kom langt omkring. Det var almindeligt, at der ved en sådan esperantorejse blev tilbagelagt en strækning på 4 - 8.000 km, og turen kunne vare 2 – 3 måneder.

På en esperantorejse til Paris fortsatte han til Monte Carlo og videre nedover til Rom og tilbage over Alperne. Når de lange strækninger skulle tilbagelægges, klemte han bare på. Det med at spise klarede han på cyklen, og drikkevand havde han i en spand på styret. Det kunne nemt blive til 160 km en sådan dag, og var der medvind, kunne han nå op på 200km. Søvnen undervejs blev oftest klaret på jorden med hovedet liggende på pedalen og med et telt over sig, så sov han ikke for længe og var sikker på ikke at få cykel og bagage stjålet. Ipsen fortalte selv, at han begyndte at studere lidt atomfysik, fordi det ofte var noget som blev diskuteret på disse kongresser, og det var da rart at kunne tale med om den slags.

En slunken pung, det ejer jeg,
den er ej tyk som din.
Men når min stålhest bærer mig,
er hele verden min.

Bolig og bogsamling.
Ipsens træhytte på Julianehede, blev efterhånden udbygget, så der var flere hytter – ”skure” kaldte andre dem. At holde orden i husene var ikke Ipsens stærke side, men med en bogsamling på hen ved 3.000 bind inden for nogle få kvadratmeter, har det heller ikke været nemt. Thor Ipsens bogsamling var meget broget. Der var leksika, litteraturhistorie, arkæologiske afhandlinger og lærebøger i alle mulige sprog, såvel arabisk som kinesisk. Shakespeare og Henrik Ipsen var også repræsenteret. Redaktør G. Nørgård Jepsen fra Midtjyllands Avis, der besøgte Ipsen i forbindelse med et interview i 1958 skriver: ”I den trange hytte kæmpede beklædningsgenstande, bøger, blade og husgeråd om pladsen. Her var køkken, stue, bibliotek og soveværelse i et sammensurium. Det var et sørgeligt syn, at se hans store bogsamling gå til grunde i snavs og fugt i en hytte, hvor regnen fandt vej gennem revner i væggene”.

Thor Ipsens naboer Bodil og Børge Petersen kan fortælle, at der var uhyggeligt mange rotter ved hans huse, og Børge tilbød Ipsen at sætte fælder for dem. Så blev Ipsen vred. Rotterne det var skam også Guds skabninger, og de havde lov til at være der. Alt levende havde stor betydning for Ipsen. Stod et træ i vejen, når han skulle havde bygget til en af sine hytter, så blev det skam ikke fældet, nej, så hellere bygge udenom. Over døren til hytten var malet de latinske ord ”Ora & Labora”. Og sådan levede han efter de gamle munkes valgsprog: bed og arbejd – vist mest det første. Flere af mine kilder mener, at Thor Ipsen har studeret til præst eller lignende, og at han simpelt hen måtte være overstuderet, at han havde taget skade af det. denne vildfarelse har Ipsen næppe selv prøvet at bringe folk ud af. Selv fortæller han, at han som barn og ung drømte om at blive præst eller måske professor i sprog eller litteratur, men at han aldrig blev andet end autodidakt.

Handelsmanden.
Der er ingen tvivl om, at Ipsen var begavet og havde fabelagtig hukommelse. Det har også været lettere at imponere folk dengang. På en vis måde kunne Ipsen jo føre sig frem som verdensmand. Folks viden om udlandet var begrænset. Bønderne opsagde i sommerhalvåret den lokale avis, for oven på arbejdet var der ikke tid og kræfter til at følge med i den slags ting. Når Thor Ipsen kom rundt med sine handelsvarer, var han altid velkommen, fortæller Arne Gravlund. Dengang var der altid nogen hjemme på gårdene, og Ipsen havde altid noget at fortælle, både ude fra den store verden, men sandelig også, hvad der skete hos naboen. De handelsvarer, han medbragte, var efterhånden blevet noget af en broget samling. Der var alle slags småting som synåle, tegnestifter, sikkerhedsnåle, brevpapir, snørebånd, enkelte julebøger og børnebøger samt landmandsalmanakken. Ipsen skulle have prisen for sine ting – der var ikke tilbud på noget. Det kunne måske gives lidt rabat på de almanakker, der var blevet lidt for gamle, men ellers ikke.

Når Ipsen skulle sælge, ville han have alle sine varer pakket ud, selv om folkene på gården bad ham om ikke at pakke mere ud. Specielt børnene elskede, når Ipsen kom. Det var som en hel juleaften, hvor de kunne sidde i kreds omkring ham, mens han pakkede ud. Varelagret kunne fylde 2-3 kvadratmeter på borde og gulve. Der var spejle, redekamme og glansbilleder og den slags spændende ting for børnene, og Ipsen kunne fortælle om tingene, så de blev dobbelt spændende. Når der så var blevet handlet og snakket, og der var gået en time eller to, drog Ipsen videre til næste ejendom. Enkelte gange sagde folk til ham, at han da kunne blive et par dage, og så sagde han altid ja tak, det ville han da gerne. Andre gange fik han akkord på at kalke huset, vende tørv eller hakke roer, hvis det var ved den tid.

Da Richard Ulsøe i Øster Hedegård i Faurholt var blevet gift med Tove, kom Ipsen nogle dage efter brylluppet dertil med sine handelsvarer. Da han hørte, at de netop var blevet gift, ville han gerne given en lille opmærksomhed. Han havde de flotteste silketørklæder, og et sådan ville han absolut have Richard til at købe til sin kone. Ipsen ville sælge den til en pris, så han næsten ikke tjente noget på den, og det skulle så være Ipsens bryllupsgave til parret.

Det har nok været begrænset, hvor meget Ipsen rent økonomisk havde ud af sin handelsvirksomhed, men han havde et stort behov for kontakt med andre mennesker, og så har handlen naturligvis været et legalt påskud til at komme indenfor og måske redde sig det daglige brød.

Madglæde:
Det med føden, det var absolut ikke det, Ipsen brugte sine penge til. Når han selv skulle betale, så kunne han klare sig med tørt rugbrød og vand. Men når han blev indbudt til at spise rundt omkring, så kunne han alene spise næsten lige så meget som resten af familien. Det var selvfølgelig noget der blev lagt mærke til rundt omkring – og snakket om. I Lille Nørlund blev de enige om, at nu ville man se, hvor meget Ipsen egentlig kunne sætte til livs. Det første sted han kom ind var hos Emil Nielsens, og her blev han rigtigt fodret af, med alt hvad han kunne spise af to retter mad, og som aftalt blev en af børnene sendt hen til Anders Sørensens, hvor man vidste Ipsen ville komme næstefter. Da Ipsen kom her satte han igen to retter mad til livs, og han bar ikke spor præg af, at han lige var gået fra bordet andetsteds. Det sidste sted var hos Jens Kristian Jacobsens, også hertil var der sendt bud. Selv om middagen var overstået, satte konen en hel pande flæsk over. Da Ipsen kom, og konen forhørte ham, om han ikke ville have en portion flæsk, ja så havde han godt nok lige spist to gange og fået meget hvert sted, men det her, det så jo helt godt ud. Og så spiste han såmænd den hele pandefuld flæsk.

Hvor Ipsen cyklede rundt og handlede eller arbejdede, sov han altid i staldene – i en tom kobås eller lignende. Jens Larsen i Lille Nørlund fortæller, at hvis Ipsen havde været på handelen i en længere periode og eventuelt kom til dem en regnvejrsdag og fik lov at sidde ved komfuret og blive tør, ja, så kunne der godt brede sig en speciel duft i stuen. Ipsen kom tit hos Jens Larsens, men som Ipsen selv i vanvare kom til at sige til Jens, så var det ikke fordi han regnede ham så meget, men han havde sådan en rar kone. Marie holdt altid hånden over Ipsen, fortæller Jens, men når han havde været der 3-4 dage, kunne det godt blive for meget for hende. Så måtte Jens tage affære, og det klarede han let. Lige så snart Jens sagde til Ipsen, at nu skulle han til at bestille noget for føden, fik han meget travlt med at komme ud på handelen igen.

Landarbejder og foredragsholder:
Nogle gange når der var penge at tjene rundt hos bønderne, så var Ipsen meget ivrig. Hvis han f. eks. skulle kravle i kartoflerne, medbragte han en lygte, som han kunne spænde fast i panden, så han kunne fortsætte længe efter mørkets frembrud. Var det et sted med flere dages arbejde, kunne han også medbringe et telt. Folk kunne godt drille ham lidt. Når han arbejdede om søndagen: ”Jamen Ipsen, når man er en god kristen, så må man da ikke arbejde om søndagen!”. ”Jo”, sagde han, for det var nemlig ikke helt det samme, når man var fattig, og det var jo kun godt arbejde, han havde. Når Ipsen arbejdede i tørvene i Troldemosen, boede han i lange perioder i en gammel udrangeret bil, der stod derude. Flere der har arbejdet sammen med ham fortæller, at hvis de en varm sommerdag blev vækket af deres middagslur ved et højt plask, så var det Ipsen der havde smidt alt tøjet og var hoppet i en tørvegrav for at blive afkølet.

En af Ipsens arbejdsgivere i tørvemosen, Peter Hanning Christensen fra Isenvad, fortæller at hvis der blev sendt bud efter øl, så måtte der en sodavand med til Ipsen, for han rørte aldrig alkohol. Når arbejdet var færdigt, og der skulle afregnes, så mente Ipsen nok, at han kunne gøre krav på den prisforskel, der var mellem øl og sodavand. Alt hvad Ipsen tjente ved arbejde og handel blev brugt til hans udenlandsrejser og til at købe bøger for.

Ofte blev Ipsen brugt som foredragsholder rundt omkring i de små foreninger. Det vat mest hans mange udenlandsrejser, der var emnet, en enkelt gang har han ved et julevelgørenhedsarrangement i Ikast haft over 600 tilhørere. Når der var familiefester – sølvbryllupper, runde fødselsdage og lignende rundt omkring, hvor han kom, så var Ipsen altid budt med, og man forventede altid af ham at han holdt en tale, og som Jens Larsen siger: ”Der var altid fornuft i de ting, som Ipsen fik sagt, det var han god til”.

Ipsens fødselsdag:
Da Thor Ipsen selv i 1948 blev 50 år, holdt han en fødselsdagsfest i Ikast, hvortil der var ca. 110 gæster. Da han nogle år senere var på besøg hos Jens Larsen i Lille Nørlund, og det nærmede sig hans 55 års fødselsdag, mente han nok, at det vat på tide at holde fest igen, for den sidste gav et pænt overskud, og det trængte han faktisk til nu. ”Nej, nej”, sagde Jens Larsen, ”vent til du bliver 60, det er for lidt med 5 år imellem!”
I 1958 inviterede Ipsen så i avisen til sin 60- års fødselsdag i Aksel Jensens sal i Ikast. ”Særligt indbydes de i Lukas kap. 14 vers 13 omtalte”. Det var de fattige, vanføre, lamme og blinde. Der mødte godt 300 gæster op, og det var faktisk 100 mere, end salen normalt kunne rumme. Der måtte skaffes ekstra bænke og kaffebrød. Der blev holdt flere taler for Ipsen, flere end der er overgået selv de betydeligste sognehøvdinge ved lignende lejlighed. Ole Kùhnel fra Statsradiofonien optog aftenens forløb, der blev sendt nogle dage senere i en radioudsendelse kaldet ”Landet rundt”.

Ulykken:
Thor Ipsen blev ved midnat den 27. juni 1964 dræbt ved en færdselsulykke på hovedvej 15 mellem Ravnholt og Bording. Han kom trækkende på vej hjemad med sin tungt læssede cykel. Da han ville krydse vejen blev han ramt bagfra af en bil og døde kort efter
Thor Jensenius Ipsen blev begravet på Engesvang kirkegård, og det var et meget stort følge, der var mødt op fra hele det midtjyske område.
Efter begravelsen indbød sognerådet til en mindesammenkomst på Engesvang kro. Sognerådet måtte ligeledes tage sig af Thor Ipsens efterladenskaber, eftersom der ikke var nogen, som ville vedgå sig arv og gæld. Det skete ude ved Ipsens hytte, hvor der blev afholdt auktion over hans bøger og andre ejendele.

Selv har jeg en svag erindring, om at jeg engang har set Thor Ipsen, så jeg kan ikke rose mig af at havde kendt ham. Det har nu heller ikke været nødvendigt, for der er mange her på egnen, der har kunnet fortælle både levende og spændende om ham. Jeg vil gerne her bringe en tak til alle, som har meddelt mig træk om Thor Ipsen eller lånt mig billeder og materiale. En særlig tak for udvist hjælpsomhed i de lokalhistoriske arkiver i Engesvang og Ikast.  
 


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017