Artikler fra og om Engesvang


Elly Holms barndomserindringer
Mine Barndomserindringer.

Skrevet af Elly Holm Jensen.

Min Morfar:

Niels Kristian Kristensen, Murermester, født den 23. februar 1882 i Hvolris,
Hersom. Han døde i 1936 i Trustrup, blev gift i 1902 i Hersom med Kristiane
Jensen, født den 14. januar 1879 i Rørbæk. Datter af arbejdsmand Anders Jensen
og hans hustru Trine Jensen. Morfar blev uddannet ved landbruget og senere i
murerfaget. Han overtog en ejendom i Hersom på 16 tønder land og drev den, mens
han samtidig virkede som murer i omegnen.

Min Mormor:

Hendes liv blev langt og slidsomt. Foruden det at passe hjem, mand og børn,
hjalp hun til på de store gårde. Her var hendes arbejde ar vaske storvask (på
vaskebræt), stryge og hjælpe til når der blev slagtet gris, dengang skulle
kødet saltes og henkoges. Hun hjalp til, når der blev holdt store fester og når
fruen på gården havde født, så overtog hun hendes arbejde og samtidig plejede
og passede hun fruen, mens hun var sengeliggende og som afslutning hjalp hun
ved barnedåben.

Vejen frem til det sted hvor hun skulle hjælpe til, gik til fods. Der var ingen
offentlige transportmidler og det at cykle fik hun aldrig lært. For ikke at
spilde tiden mens hun gik på vejen (i træsko), så havde hun altid sit
strikketøj med sig. Garnnøglen under den ene arm og jeg tror at hun, for at
gøre vejen kort, har gået og nynnet en lille sang.

Min første erindring om hende var, når vi i den fine Cherbanvogn forspændt med
vores to heste, Musse og Claus, kørte til Pårup for at hente hende ved Viborg –
Vejle bussen. Hun kom dog ikke for at holde ferie, nej hun havde det
allerbedst, når hun var i fuld sving og vi skulle være heldige hvis vi fik
hende til at sidde ned mens hun spiste. Hun reparerede vores tøj og lavede
vores mad, mens mor var i planteskolen og i tørvemosen. Hendes ophold hos os
blev altid af længere varighed, nok ca. en måned. Det eneste negative jeg
husker om hende er, at hun næsten altid fik sovsen til at brænde på, så der lå
nogle grimme brune klatter i den. Vi fik som regel at vide, at det var rævens
hale, der havde været i sovsen. Det samme skete også tit for rabarbergrøden,
den kunne også med lethed brænde på.

Efter jeg selv havde stiftet familie kom hun også på besøg i mit hjem. Så fik
vi pudset sølvtøj med mere, vores tøj blev repareret, men når der ikke var mere
der skulle laves, så var hun parat til at rejse hjem igen. For at holde på
hende lidt længere, fik jeg gerne lidt strømper og tøj der skulle lappes, hos
nogle venner, så også de har haft glæde af hendes arbejdsindsats.

Jeg mindes min bedstemor som en gammel dame, altid med sorte strømper, glat
tilbagestrøget hår med en knude i nakken. Hun gik i mørkeblå kjoler, som min
moster, der var syerske, altid syede til hende. Altid den samme model og da
tiderne skiftede og hun ikke mere kunne få sorte strømper, så klarede hun dette
problem ved selv at farve dem.

Hun boede i mere end 25 år sammen med min morbror Aage og Krista. Jeg ved at
det har været slidsomt for begge parter, for to generationer, der altid skulle
rette sig efter hinanden, men først da helbredet begyndte at skrante, kom hun
på plejehjem i Kjellerup. Også her levede hun under små kår, men det med at
hjælpe til havde hun ikke lagt fra sig. Når kræfterne tillod det gik hun i
køkkenet for at hjælpe med at skrælle kartofler og opvasken gik hun heller ikke
tilbage for. Hendes liv blev lang og godt. Hun blev yderlige enke med fire
børn, som hun formåede at klare hverdagen for. Hun havde et varmt og godt
forhold til hele hendes familie og vi elskede og glædede os meget, når hun
hvert år kom på julebesøg hos os. Jeg husker ikke nogen jul uden hende og når
min farfar kom på besøg juledag, så gik snakken mellem de to på livet løs. Det
var for os en stor lykke og glæde, at vi fik lov at have hende hos os helt til
hun blev 91 år. Hun døde den 14. juli 1970.

Min Farfar:

Min bedstefar Rasmus Sørensen Holm blev født den 3. april 1877 og døde den 27.
august 1954. Bedstefar var gift to gange, første gang med Mette, som døde i
1915. Han giftede sig igen med Kristine, som døde i 1937. Med få dages
mellemrum døde hun og min farbror Kresten og de blev begravet samme dag.

I 1940 afhændede bedstefar sin gård i Ungstrup til min farbror Vagner. Forinden
havde vi boet hos bedstefar til vi overtog gården Petersborg i Hørbylunde efter
min farbror Kresten. Det har været omkring 1938-39, det husker jeg af gode
grunde ikke ret meget om. Mine første erindringer om ham er fra Almtoft, hvor
han købte et lille hus, her fordrev han tiden med at holde høns og han har nok
også hjulpet sine børn på deres gårde. De boede jo alle i omegnen.

Hans hjem var hyggeligt og jeg var betaget af alle hans fine gamle ting, ting
med sjæl, som jeg ikke fandt hos min bedstemor, da hendes hjem brændte ned til
grunden, da jeg var ganske lille. Vi var ofte på besøg hos ham på hans
fødselsdag den 3. april, hvor vi ofte spiste varm mad sammen med ham. Hans
husbestyrerinde lavede maden, som mange gange bestod af stegt hanekylling og
det var en selvfølge at kammen og fødderne var steg med. Så kom også de fine
gamle blå tallerkner på bordet og de voksne drak kaffe af de tynde kinesiske
kopper. Han var en kærlig bedstefar og når han sad i den store brune læderstol,
så elskede jeg at kravle op og lægge min arm om hans store tykke hals og få
fortalt historier, som han for det meste selv havde digtet. Den duft der var i
huset kom nok fra hans lange pibe og spytbakken, som havde sin plads ved den
store stol ved tobaksbordet, som var opdelt i to rum. Det ene til skråtobak og
det andet til cigaraske, som han dyppede skråen i og som han så kunne tygge på
i lang tid. I hans lille hus var der lav til loftet og var man ret høj skulle
man huske at dukke hovedet, når man gik ind af døren.

Mine ferier hos ham foregik på den måde, at jeg kørte med Kjellerup bussen fra
Engesvang til Almtoftvej, så skulle jeg bare gå ned af vejen til vandtårnet og
så var jeg der, og bedstefar stod i døren og tog i mod mig, bappende på den
lange pibe. Mange gange havde han lavet sødsuppe i et stort lerfad, som var
fyldt til randen med suppe lavet af vand, som var kogt med sagogryn til en tyk
vælling tilsat rød saft. Her i var der kogte æblebåde, rosiner, svesker og hel
kanel, som var en meget lækker spise.

Han cyklede rundt til sine børn i mange år og da balancen begyndte at svigte
anskaffede han sig en trehjulet cykel, som han så kunne komme rundt i byen på.
Til min fødselsdag kom han gerne op på besøg, medbringende august æbler i en 5
kilo lærredsmelsæk, som mor bagefter sprættede op og heraf syede hun et dejlig
stort lommetørklæde.

Da jeg som ung pige skulle ud at tjene fik jeg nogle kloge ord med på vejen af
bedstefar. På hans brede jyske sagde han;”no ska do hov ni bette pig, det er
ingen kunst å tirn peng, men det er en kunst at gi dem ud”. Det var ord der
fængede og som jeg mange gange siden har tænkt på var så sande som de var sagt.
Desværre fik mine børn aldrig lært deres oldefar at kende, da han døde samme år
som jeg blev gift.

I mit hjem glæder jeg mig daglig over, at jeg fik lov til at eje nogle af hans
gamle ting. Tobaksbordet, som jeg næsten kan lugte skråtobakken i, når skuffen
bliver åbnet. Karlekammerskabet, hvor hans tøj og den fine høje silke hat, som
var den type, som kunne klappes sammen, blev opbevaret. De fine hvide skjorter
hang der også sammen med de løse stive flipper, som blev holdt fast på skjorten
med kraveknapper. Alt det skulle frem, når han skulle være rigtig fin.
Kommoden, som stod ude i gangen, hvor der var rigtig koldt om vinteren, blev
blandt andet brugt til at opbevare og modne store grevmoltkepærer i. Her kunne
de gemmes næsten helt til jul. De små røde stole var hans køkkenstole og jeg
tror der var fire af slagsen og selvfølgelig var de malet køkkenblå. Også det
der var tilbage af det fine blå spisestel fik jeg lov at få og at det i dag
hører til noget af min kæreste ejer en selvfølge. Jeg ved at min far glædede
sig over, at jeg værdsatte og værnede om de ting, som havde tilhørt hans hjem.
Jeg husker første gang min far kom på besøg efter kommoden var blevet
restaureret, da havde han store tåre i øjnene af bare glæde. Bedstefar var
stolt over at hans to sønner var fanebærer på samme tid og han bad den derfor
møde ham hos fotografen i Kjellerup medbringende deres faner, så denne
begivenhed kunne blive foreviget,

Min barndom på Petersborg:

”Grøn var min barndomsdal” hedder en film, som jeg kan huske gjorde stort
indtryk på mig i mit tidlige liv. Jeg husker ikke helt handlingen, men jeg har
bogen i to eksemplarer og den er skrevet af Richard Lewellyn. Men bogens titel
kan jeg bruge om min barndom, som for mig var grøn og god. Der var små kår i
mit hjem og man kan sige, at vi havde lige fra hånden og i munden, men næsten
alle jeg kendte og kom i berøring med havde det på samme måde. Vi led ingen nød
og gik aldrig sultne i seng. Vi fik lært at bestille noget og forstå at intet kommer
af sig selv. Derfor måtte vi være med til at tjene til dagen og vejen og passe
på de ting vi havde anskaffet.

Når jeg lukker øjnene og prøver på at huske tilbage så langt som jeg kan, så må
starten være den 9. april 1940. Jeg var dengang 7 år og vi gik i marken på
Petersborg og var ved at lægge kartofler i jorden, da store sorte fly fløj lavt
hen over os. Jeg forstod på far og mor, at det var noget grimt, som var ved at
ske og at meget i vores hverdag blev ændret. Vores mad kunne vi stadig få, da
vi jo for det mester var selvforsynet på vores lille ejendom på 10 tønder land.
Kun alt det importerede måtte vi undvære, men det var jo også kun til jul, at
vi fik dadler og appelsiner med mere, så nogen savn var det ikke. Jeg husker
også de mørke gardiner, som blev hængt op om aftenen og når petroleumslampen
eller karbidlampen blev tændt, så skulle vi ud for at se om nu også alt lyset
var lukket inde.

I årene på Petersborg måtte vi alle deltage i arbejdet for at opretholde livet.
Far havde sit fuldtidsarbejde i mosen om sommeren. I bagende sol stod han og
læssede våd tørvemuld på små vogne, som på skinner blev kørt hen til
tørveværket, for her at blive æltet med vand og kørt ud på marken formet og
henlagt til tørring, det var utroligt slidsomt, og om vinteren var det
snekastning og alt hvad der bød sig af arbejde. Landbruget måtte han gå i gang
med, når han kom hjem fra arbejde og søndagen måtte også tages i brug og det
var en selvfølge, at vi alle deltog i arbejdet. Vi havde et par køer og to
heste. Det var små islandske heste, som vi fik direkte fra Island. De havde
aldrig haft en sele eller grime på, så det tog far lang tid at lære dem det. Vi
havde også høns og kyllinger til eget forbrug, men vi fedede gæs og ænder op og
solgte dem til jul. Inden de blev solgt skulle de plukkes og fjer og dun blev
brugt til at fylde i vores dyner.

I marken var der rækker med køkkenurter og korn. Kornet blev høstet med le og
tærsket med plejl. Vi havde en hånddreven rasper til at raspe roer med til
køerne. Når vi havde spist blev vores tallerkner skyllet af i en balje med
lunken vand og den væske fik grisene i deres grutning, for der var trods alt
lidt næring i det. Kartoffelskrællen blev kogt til grisene, så absolut
ingenting gik til spilde. Det var nødvendigt at alt blev brugt.

Ud over arbejde i hjemmet havde mor også andet arbejde, i forårssæsonen var det
i planteskolen. Her var hun med til at plante små træer ud i lange rækker. Her
skulle de vokse sig store for senere at blive plantet ud i skoven. I tørvemosen
var der også bud efter os børn. Når tørvene var halvtørre skulle de rejses på
højkant i firkanter med 500 i hver. Senere skulle de skrues i pyramider og for
det fik vi et beløb for hver tusind tørv og meget ondt i ryggen. Nogle gange
fik vi tørv som betaling. Det var til at fyre i kakkelovnen med om vinteren.

Under krigen plukkede vi grevlingeris i skoven, de skulle være så lange som
muligt og bindes og sendes til børstenbinder, som så bandt dem til at lave
riskoste af. Om sommeren, når tyttebærrene og blåbærrene var modne, kørte far
os i skoven inden han tog på arbejde. Vi drog af sted med spande og sække plus
en madkurv og flasker med saftevand. I sækkene skulle der kommes små kviste,
grankogler og flis fra de fældede træer, det skulle bruges til at tænde op i
komfuret og kakkelovnen med. Når vi kom hjem skulle bærrene renses for kviste
og blade, det foregik på den måde, at der på gårdspladsen blev bredt lagner ud
og bærrene blev derefter fra ca. 2 meters højde hældt ned på lagnet. Vinden
blæste nu alt det urene væk. De fine bær kørte far i hestevogn til Silkeborg,
hvor de blev solgt til en gartner for ca. 25 øre pr ½ kilo. Men noget til os
selv blev der også. Tyttebær syltet til stegen om søndagen og blåbær syltet til
pandekager eller bare med mælk og sukker, det satte vi stor pris på.

Mine første skoleår var i Pårup skole, en lille skole med to klasser, sture og
bette klasse, som vi kaldte dem. Her kig man tre år i første og fire år i
sidste og kun hver anden dag. Da jeg skulle starte i skole kunne jeg ikke huske
datoen på min fødselsdag, men at det var i august gik fint, det var fordi jeg
det i forbindelse med den pose augustæbler, som jeg altid fik af min bedstefar
på dagen. Min mor syntes, det var flovt ikke at kunne huske datoen, så derefter
sagde hun at jeg bare skulle huske på en 25 øre og så var den hjemme, og jeg
kunne med god samvittighed bevæge mig i skole.

Der var 3 kilometer til skolen og under krigen var det til fods, da cykeldæk
var rationeret og dem vi kunne få gik til far og mor, som jo skulle skynde sig
hjem fra arbejdet og i gang med det der kaldtes derhjemme. Værst var det om
vinteren, når sneen mange gange gik op til knæene. Vi var iført skistøvler med
læder sål og når sålerne var slidt op, fik vi sat træbunde under, som blev et
nummer større. Udover støvlekanten var der gamle strømper, som forhindrede
sneen i at ryge ind i støvlen. Hvis vi var våde, når vi kom i skole, så blev
vores tøj hængt til tørre ved kakkelovnen, så det var tørt og dejlig varmt, når
vi skulle hjem. Skiftesko havde vi også med, kludesko som vi kaldte dem. Mor
syede dem af gamle frakker og sålerne var også hjemmesyet af mange lag stof
syet sammen med kinesertråd. Tilslut blev sålerne smurt med fernis for at gøre
dem ekstra stærke.

Vores lærer hed Hansen og hans kone hed Stafine, jeg ved ikke om det var hendes
rigtige navn eller om det blot var noget som vi kaldte hende. Lærer Hansen
havde en hobby, i den ene ende af skolestuen havde han indrettet sig et
værksted, hvor han kunne stå og fremstille sine bistader, alt imens vi lærte
skrivningens og regningens kunst. Han har nok ikke ville forstyrres alt for
meget. Udflugter blev det også til, for det meste en tur i skoven med en
madpakke og saftevand, men vi han også været en tur med rutebil til Silkeborg
og derfra videre med den gamle hjuldamper Hjejlen til Himmelbjerget, det var en
kæmpe begivenhed.

Under krigen var jeg bange for at gå i skole. Tyskerne gik på min skolevej, A15
som den hedder fra Herning til Silkeborg, og arbejdede med luftledninger, så
mange gange gik jeg en omvej gennem skoven. Det var på min skolevej, at man den
4. januar 1944 ved titiden fandt Kaj Munk myrdet. Det var en slem begivenhed i
vort lille samfund og det er nok derfor, at jeg siden har læst en del om Kaj
Munk. Han hørte nærmest til hos os og vi blev jo også mindet om ham, hver gang
vi passerede stedet, hvor der først blev rejst et simpelt trækors og senere det
store flotte granitkors, som står der den dag i dag, og hvor der altid er
friske blomster.

Mor havde ansvar og opsyn med en gammel mand, som boede alene i sit lille hus
ikke så langt fra os. Han hed Charles og han har nok været lidt dement, mors
arbejde med ham var arrangeret af kommunen, dengang fandtes der ikke
hjemmehjælp. Arbejdet bestod af renholdelse af hans hus, personlig pleje og
mad, som vi børn kørte hen til ham med i en lille spand. Når jeg måtte af sted
med mad til ham, så var jeg bange for kragerne, når de fløj henover hovedet på
mig med deres gennemtrængende lyde. Nogle gange kunne der også komme krybende
hugorme over vejen, men de var såmænd lige så bange for mig, som jeg var for
dem, men det forstod jeg ikke altid

På Petersborg havde vi altid en brønd med hejs, hvor vi ved hjælp af en bom
hejsede vores vand op, det var det vand vi skulle bruge til husholdningen, for
dyrene fik vand fra en dam bag ved stalden. Dyrene drag selv af dammen, når vi
havde hentet den hjem fra mark og eng, køerne var meget besværlige. Når de
skulle hjem fra engen, så måtte vi trække dem over jernbanen, men først skulle
vi lytte efter om der kom et tog og så skulle leddet lukkes op og skynde os
over og få leddet lukket efter os. Et stykke derfra var der nogle træer på hver
side af markvejen og når vi skulle passere dem, så vidste vi, at koen gned sig
op af dem for at jage de fluer væk, som sad og gnavede på den. Når den proces
var overstået måtte vi holde ekstra godt fast i rebet, for gjorde4 vi ikke det,
så vidste vi, at de løb fra os og ind over marken, hvor der ikke var nemt at få
fat på dem.

Brønden på Petersborg kunne jeg ikke lide, for far skulle med jævne mellemrum
ned i den for at rense den for sand. Det foregik på denne måde, at far firede
sig ned i bunden og fyldte så spanden med sand, som mor nu skulle hejse op og
tømme. Jeg var stor nok til at forstå, at fejlede mor sit greb om spanden fyldt
med sand, så kunne den med fuld fart falde ned i hovedet på far og lemlæste
ham. Det har jeg mange gange haft mareridt om natten over, men heldigvis slap
vi for ulykker. Sommetider var der en skrubtudse nede i spanden, men den blev
bare vippet ud over kanten og ned hvor den kom fra, for det var tegn på at
vandet var helt rent. Til storvask måtte vandet også hejses op af brønden.
Tøjet blev kogt i grubekedelen so skrubbet på vaskebrættet. For at udnytte den
sidste varme i kedelen blev der fyldt rent vand i kedlen og så fik hele
familien et dejlig varmt bad i de store sinkbaljer. Til daglig blev vi
etagevasket fra et vandfad og når håret skulle vaskes, så kom vi op på
køkkenbordet og ligge med hovedet henover vasken. Hårdshampoo fandtes ikke, så
håret blev vasket med enten sæbespåner eller håndsæbe for til sidst at blive
skyllet i lunken eddikevand blandet op i vandøsen.

Når julen nærmede sig blev der slagtet gris og når dagen kom var det som grisen
viste, hvad der skulle ske, når far med sin hjælper kom ind i stalden og
fangede grisen og fik den slæbt ud i gården og den fik benene bundet. Grisen
blev lagt op på en stige, som var placeret over den stor sulekar af træ, så
blev den stukket i halsen og blodet løb nu ud i en spand alt imens der blev
rørt rundt, så det ikke størknede. Der i blev der så tilsat rugmel, rosiner og
flæsketerninger og det blev så fyldt i tykke tarme og blev kogt i en gryde. Af
den pølse blev der skåret skiver, som blev brunet på stegepanden og hertil fik
man sirup eller sukker, ja blodpølse var en dejlig spise. Når grisens tarme var
renset og udvandet blev der lavet medister og flyvepølser, som vi kaldte dem.
Flyvepølser blev lavet af halvt lunge og halvt flæskekød. Lungerne gjorde, at
de var meget lette, deraf navnet. Flæsket blev lagvis med salt lagt i sulekaret.
Det af grisen, som ikke kunne saltes, blev tilberedt lagt i stenkrukker
overhældt med sky, lukke med et lag fedt og en tallerken over, så var der mad
til lang tid. Til jul fik vi juleøl også kaldet stakitøl. Store 10 liters
flasker placeret i et træstativ indtil det blev hældt op på kander og drukket
til risengrød eller rugbrødsmadder. Den tradition har jeg ført videre i mit
eget hjem indtil man begyndte at levere det på plastikdunker, så var der ikke
noget ved det mere. Vores sidste flaske har jeg afleveret på det historiske
museum i Lindholm og der stå den nu i brohusets købmandshandel og taler sit
tavse sprog.

Hvert år til jul fik vi lov til i skolen at købe en julebog, den hed børnenes
lille julebog. Bogen blev bestilt flere måneder før jul og vi gik så i spænding
og ventede på at den blev leveret. Det var en stor dag, når vi fik den i tasken
og kunne hjembring et nyt eksemplar hvert år. Jeg mener at huske at prisen på
bogen var 75 øre for et hæfte og 150 øre indbunden, det var rigtig mange penge dengang

Vores juletræ hentede vi i skoven sammen med far. Vi fik lov til at vælge inden
den blev fældet og far lavede hvert år en ny juletræsfod, for det var, som han
sagde, ikke rigtig jul, hvis han ikke havde den opgave. Sammen med mor lavede
vi roser af silkepapir kreppet på en særlig måde over to strikkepinde. Papiret
blev samlet med et tyndt stykke ståltråd og sat på træets grene. Også flag,
glimmer, fehår, levende lys og stjernekastere prydede træet, som far alene
tændte mens vi pænt måtte vente bag den lukkede dør i køkkenet

Om vinteren gik vi til gymnastik i Pårup forsamlingshus og på danseskole i
Funder og når foråret nærmede sig var der opvisning og afdansningsbal. Til den
lejlighed fik vi hos en syerske, som hed Margrethe, syet fine balkjoler. Den
kjole, som jeg husker bedst, var syet af bæk og bølge stof og der var påsat
fine fløjlsbånd. Vi blev fotograferet hos en fotograf i Silkeborg i vores fine
dress.

Om vinteren gik vi med lange hjemmestrikkede strømper, som blev holdt oppe med
et såkaldt livstykke, der var en slags undertrøje syet af lærred. Forneden var
der en knap hvor på der et strømpebånd, som igen var knappet på strømpen. Selv
om benene i vores benklæder var ret lange, var der altid et stykke bart, som
var isnende koldt. Når foden efter mange stopninger var slidt op, blev der
strikket nye fødder i, hvis vi dog ikke havde været så uheldigt at falde og slå
hul på knæet. Vores underkjole var også hjemmestrikket. Den var musegrå med
grønne striber og når vi var vokset et stykke blev der bare strikke en ny
stribe til, så derfor kunne den holde i lang tid.

Vores transportmiddel udover cyklen var en meget fin Cerbanvogn. Den var sort
og trukket af vores to heste Musse og Claus. Der var plads til en person ved
siden af kusken og plads til fire bagved. Ud over benene var der spændt et sort
skind og vi kom op i vognen via et trinbræt og en lille låge. Far stod under
krigen og manglede arbejdsvogn og sådan en kunne man ikke bar gå hen og købe,
ikke engang om man havde penge til det. Derfor købte far hos en privat i
Silkeborg en fin gul sportsvogn med bagageklap. Den var klar til brug, men
benzin kunne man ikke få. Karosseriet blev taget af, for det var kun
undervognen som far havde brug for. Resten af vognen blev en herlig legeplads
for os. Far var i en periode aflæser for ledvogteren, hvilket hovedsageligt var
aftenarbejde. Hans arbejde bestod af, at hejse bommen ned over Herning –
Silkeborgvejen, når et tog skulle passere den. Der blev ringet med en klokke og
blinket med et lyssignal for at advare folk, når bommene blev hejst ned.
Ventetiden blev fordrevet i et lille hus på vel et par kvadratmeter, med en
kakkelovn og en petroleumslampe. Det var spændende, når vi fik lov til at komme
med, men også lidt uhyggeligt, når toget i fuld fart passerede tæt op af os og
vi var nød til at holde os for ørene.

Vores renselåge i vores skorsten var ved at ruste op og var derfor fuld af små
huller. Skorstensfejeren havde på grund af brandfaren påtalt dette overfor far.
Da han kom gangen efter var der ikke sat en ny låge i og derfor sagde han til
mig, at han var nød til at sætte far i fængsel, hvis skaden ikke var udbedret
næste gang han kom. Det siger sig selv, at jeg, som kun var en lille pige var
meget utryk ved den besked, så far fik hverken mad eller ro før en ny låge var
købt og sat i. da skorstensfejeren kom næste gang for at rense og så den ny
låge, da var han klar over at det var min skyld, at det var bragt i orden og
han gav mig 25 øre for min indsats. Det var for mig en mindre formue, men om
han har tænkt på, hvor bange jeg var for, at hans trussel blev effektueret, kan
der nok sættes et stort spørgsmålstegn ved.

Jeg tror mine børnebørn vil syntes, at der er noget jeg har glemt, hvis jeg
ikke, inden jeg forlader Petersborg, husker at fortælle om episoden med ællingerne.
Far og mor var en søndag på familiebesøg, og det har nok været hele dagen og vi
børn skulle passe huset. Det var forår og vi havde små ællinger, som vi selv
havde udruget, i laden. I lang tid havde vi gået og ventet på de små gule kræ
og når hønen havde ligget i et stykke tid på æggene, så skulle vi se om der var
liv. Det foregik på den måde, ar æggene blev lagt i et stort fad med lunken
vand. Vi kunne så se, at hvis æggene rørte sig, så var alt i orden og så skulle
de hurtigst mulig tilbage i reden igen inden de blev kolde. Vi kunne også
gennemlyse dem. Det foregik på den måde, at vi tog en skotøjsæske og klippede
et hul i bunden på størrelse med ægget og stillede et stearinlys tæt ved. Når
ægget blev placeret tæt ved kunne vi på den måde gennemlyse og se det lille
foster. Men den dag vi var alene hjemme fik vi lyst til at se om de små
ællinger kunne svømme, vi tog dem forsigtig op i vores forklæder og bar dem om
bag ved laden til den lille vand dam. Her blev de sat i vandet og vi prøvede
også at dykke dem under vandet. Selvfølgelig var det alt for koldt for de små
dyr, som kom til ar ryste af kulde og hvor var vi bang for at de skulle dø for
os, så vi fik dem op i vores forklæder for at varme dem og bar dem derefter ind
i laden. Dyrene overlevede og vi andre slap med skrækken.

Vor tid på den lille ejendom var ved at rinde ud. Far og mor hat nok syntes det
var for hårdt at både at have fysik hårdt arbejde hjemme og samtidig gå ud på
arbejdsmarkedet. I dag er stedet fristed for en tekstilfabrikant fra Ikast. Jeg
havde den glæde sammen med mor at komme forbi en dag, hvor der var nogen
hjemme. Jeg tog mig den frihed at banke på døren og fortalte ejeren at stedet
havde været mit barndomshjem, og at mor sad ude i bilen. Ejeren bad mig hente
mor og vi blev vist rundt i huset. Det, der i sin tid var stald og lade, var
bygget om til stue og badeværelse. Det var en stor oplevelse, også for mor, som
var alvorlig syg, at komme ind bag dørene og se hvordan det hele var
moderniseret, kun den gamle indmuret ovn var stadig intakt.

Vores næste hjem blev Mosebo vel ca. 3 kilometer fra Petersborg og dyrene
flyttede med. Det var en lille ejendom på en enkelt længe, hvilket vil sige dyr
og lade i en ende og beboelse i den anden ende. Vi havde ingen WC, så nødtørft
blev besørget bag ved køerne i stalden. Lys og vand var ikke indlagt, men det
var vi heller ikke forvandt med. Vores tid på Mosebo blev kort, men Metha blev
konfirmeret der. Vores skole var stadigvæk Pårup skole, men vor skolevej var
kortere.

Til Methas konfirmation skulle vi slagte gris. Vi stod og manglede et kar til
at skolde grisen i, så derfor spændte far hesten for fjedervognen, og vi tre
børn skulle nu køre over heden til vores nabo for at låne et kar. På et
tidspunkt blev hesten bange og løb i fuld fart hen over heden med os på vognen
slæbende bagefter hen over blåbærbuskene, så da far kom til var vi godt
forslået og indsmurt i blåbær. Jeg ved det var en slem forskrækkelse for far og
mor.

En dag hvor vi var alene hjemme fandt vi på en sjov leg. Vi skulle lege tagfat
og vi løb ind i vognporten hen over laden til gavlen og herfra hoppede vi ud i
møddingen, som lå lige neden under. Det var jo dejligt blødt at lande i, men
lugten var en ganske anden. Vi måtte ned i åen for at vaske os rene, så mor og
far ikke fok mistanke om, hvad vi havde fordrevet tiden med. Jeg ved at tiden
på Mosebo hele tiden var ment som en kort periode (stedet ejes nu af Per
Højholt som er forfatter). Vi flyttede nu til Moselund, hvilket nok har været
efter tørvesæsonen engang. Her fik vi midlertidigt ophold i en træbarak, som i
sæsonen blev brugt til de tilrejsende tørvebisser! Her var vores hjem til vi
kunne overtage huset i Gammel Engesvang.(ved siden af svømmebadet).

Vi flyttede nu skole til Engesvang skole. Den bestod af tre skolestuer med tre
lærer, som boede på skolen. Lærerne kunne gå fra deres privat og lige ind i
klassen. Man gik på det tidspunkt de to første år i første klasse, de to næste
i anden og til sidst tre år i tredje klasse. Vi gik i skole hver anden dag og
ud over almindelig indlæring skulle vi også bære brænd ind til kakkelovnen og
sørge for at brændekassen, som stod ved siden af kakkelovnen, altid var fuldt.
Engesvang skole var en stor kontrast til Pårup skole. Indendørs var det det
samme, men indlæringen var bedre. Af fag havde vi regning, stavning, geografi,
sang og bibelhistorie. Yderligere havde vi også håndgerning, som bestod af
korsstingsyning. Da jeg efter syv års skolegang forlod skolen kom de første
engelskbøger, men dem nåede jeg ikke at stifte bekendtskab med.

Fædrelandssang og salmer skulle vi lære uden ad. Det at lære uden ad var svært
for mig. Lige indtil mor sagde til mig at jeg bare, når jeg kom i seng om
aftenen, skulle læse det hele igennem mange gange og derefter lægge bogen under
hovedpuden og tro mig næste morgen kunne jeg versene uden ad. Og jeg har aldrig
siden glemt dem. I dag, hvor mit syn ikke er så godt, er jeg taknemlig for, at
jeg kan sangene uden ad, så jeg kan synge med alligevel, selvom jeg ikke kan
læse, hvad der står i bogen.

Min mor havde job med at holde de tre klasseværelser rene, og her var vi børn
ofte med for at hjælpe til. Vandet til at vaske gulv med blev varmet på en
primus. WC spanden skulle tømmes i en lukket askegrav i skolegården og her var
far med for at bære spanden ud. Men om vinteren var spanden mange gange
bundfrossen, så blev der varmet vand til at hælde uden på spanden, så klumpen
kunne løsne sig og dumpe ned i askegraven. Hen på efteråret begyndte vi at øver
os på julesalmer, som vi sang til gudstjeneste i kirken juleaften. Det at stå i
koret og synge var noget helt særligt, da det ikke var alle der blev udtaget
til det.

Da jeg var elleve fik jeg plads på den stråtækte gård, som ligger lige ved
skolen og her skulle jeg hjælpe til de dage jeg ikke var i skole. Mit arbejde bestod
af vanligt husligt arbejde, vi vaskede blandt andet gulve i skummetmælk,
hvilket var for at give gulvet ekstra blankhed. For min indsats på gården fik
jeg 30 kroner om måneden og to fine lommetørklæder til jul. Men det at passe
børn var det jeg havde mest lyst til, og da flere og flere spurgte om jeg ville
vær barnepige blev det mit næste arbejde. Det var spændende at gå og pusle om
de små og jeg har nok leget at jeg var deres mor. Jeg elskede dem og de mig. En
hel sommer passede jeg en pige der hed Ellen. Hendes mor havde et pensionat,
hvor tilrejsende tørvearbejdere spiste. Her var jeg barnepige og var med til at
vaske op efter måltiderne. Mange gange sov jeg der også om natten og tog i
skole direkte derfra.

Det at hjælpe til, uden for mit hjem var ikke noget jeg fik ordre til af mor og
far, men noget jeg gjorde af egen fri vilje, fordi jeg syntes det var
spændende. Om efteråret, når vi fik efterårsferie eller kartoffelferie, som vi
kaldte det, var det kartoffeloptagning, vi beskæftigede os med. Kartoflerne
blev kørt op med en maskine og så var vi to som gik sammen med en stor kurv og
vi fik en række som vi skulle være færdige med inden maskinen kom tilbage.
Pengene som vi tjente ved kartoffeloptagning, blev brugt til nyt tøj.

I fritiden havde vi vores elskede badebassin, den første i landet. Den var
bygget af frivillig arbejdskraft og blev åbnet i 1930. Der var åben fra kl. 13.
til kl. 20. hver dag om sommeren. Her var vi altid at finde, når tiden var til
det. Far købte et familie badekort til hele sæsonen for fem kroner, det var jo
med at få så meget for pengene som muligt. Når sæsonen var slut var vores hår
helt grøn af klor. Det tog tre uger at fylde bassinet op og vi havde kun 200
meter at gå til dette dejlige fristed. Om vinteren var vi også heldige at have
nogle dejlige bakker, hvor vi kunne kælke og stå på ski. Skiene fik vi lavet
hos vores tømmer. Han var i stand til at høvle et bræt og bøje den lidt op.
Bindingerne blev lavet af en kilerem sat på med tagpap søm. De var kun beregnet
til at køre ned på, da der ikke var noget om hælene.

Året før min konfirmation blev jeg spurgt om jeg ville hjælpe et ægtepar som
hed Hanne og Bette Drejs med deres husarbejde. Hanne var syg af leddegigt og
kunne ikke klare sine huslige pligter. Der var ingen børn som Hanne kunne
trække på. Hanne og jeg blev rigtig gode venner og hun var en rigtig dygtig
husmoder, hun lærte mig mange ting. De var over for mig som om jeg var deres
egen pige, og mor og far inviterede dem med til min konfirmation, hvor Hanne
havde lavet en sang til mig. Jeg blev konfirmeret den 4. april 1948 og havde en
fin fest med mange gaver. Blandt andet fik jeg kam, børste, spejl af fars
søskende, det var en tradition at alle piger i familien fik det. Der for uden
fik jeg penge, så jeg kunne købe min første cykel. I vores lille by gav alle en
gave ved festlige lejligheder. Giverne blev inviteret til kaffe med masse af
hjemmebagt kage til.
For at kunne få besøg af alle havde vi selskab hver aften i en hel uge. Det kunne godt give lidt problemer at få de rigtige
inviteret sammen.

Det første halve år efter min konfirmation var jeg hjemme hos mor og far for at
passe Finn. Det var ikke noget problem, for jeg var jo vant til at passe børn
og Finn var jo som en lillebror for mig. På vores egn var det drengene der fik
en uddannelse, da de jo engang skulle forsørge en familie. Pigerne skulle bare
være hjemmegående. Så det var det huslige arbejde det drejede sig om og her var
jeg jo allerede godt befaren. Jeg fik plads, som det hed, på telefoncentralen i
Engesvang. Mit arbejde bestod af en dag med husligt arbejde og en dag ved
telefonbordet, men for at centralbestyreren ville oplære mig skulle jeg binde
mig til et år af gangen.

Jeg troede, at det at være væk fra mit hjem uden min mor og far ikke var nogen
problem, det havde jeg jo allerede været så meget. Min lille kommode, som var
købt for 10 øre samlet i en speciel sparebøsse, var fint pakket med
formiddagskjoler og forklæder af bomuld, samt undertøj med mere. Jeg mødte op
om morgenen og så skulle far sørge for at få kørt kommoden den korte vej hen på
centralen. Allerede fra min ankomst længtes jeg hjem. Jeg gik hele dagen og
ønskede at kommoden ikke kom, for gjorde den det kunne jeg gå hjem og sige at
jeg ikke kunne holde ud at være hjemme fra. Selvfølgelig har fru Jensen kunne
mærke på mig at jeg havde hjemve, så da det blev aften fik jeg lov til at tage
på besøg der hjemme. Mor var også klar over mit problem, så da vi havde fået
aftenskaffe sagde mor, at hun ville følge mig på vej, så jeg kunne komme hen og
i seng. Så kunne jeg dagen efter være frisk og klar til at komme op og lære
telefonens svære kunst at kende, sagde hun. Jeg var alligevel for stolt til at
fortælle om mit problem og den nat græd jeg mig i søvne. Allerede næste dag var
min hjemve overstået og jeg blev meget glad for at være på centralen.

Jensens som bestyreren hed, var søde mod os to unge piger. Det var et familiært
job og et rigtigt herskabshjem med fire stuer (to dagligstuer og to
spisestuer), et kæmpe hvidmalet køkken med et stort komfur, som kunne varme
hele huset op. Hele køkkenet blev en gang om ugen vasket af i vand tilsat
petroleum.
Der var en stor
hall med en snoet trappe til første sal.
Her
var der soveværelse, børneværelse, gæsteværelse, badeværelse og et værelse som
vi to piger var fælles om. Det var her jeg første gang så et rigtigt
badeværelse med toilet. Spisestuen var utrolig flot, det var bål blomster i
skabene og juleplatter på væggene og alt var holdt i blå farver.

Bestyreren havde mange jern i ilden. Han var kørelærer og fik også lyst til at
bygge en biograf, så på samme grund fandtes alle tre erhverv, hvilket jo var
meget praktisk. Der blev spillet fil to til tre gange om ugen, så når vi om
aftenen var færdig på centralen og havde ordnet det huslige arbejde skulle vi i
biffen for at sælge billetter og slik. Desuden skulle vi åbne døren ud til
gården i pausen og renholdelsen af biografen var også vores job og det blev
ofte til nogle lange arbejdsdage. Men det var også spændende med alle de film
som vi fik set indtil flere gange. Vi var jo kun vant til rejsebiograf en gang
om måneden. Det foregik på afholdshotellet i festsalen og for 25øre kunne vi se
en film, hvilket ofte var en Morten Korch film.

Tiden på centralen var lærerig på alle måder. Der var cirka 150 abonnenter og
centralen var åben til kl. 20. Alle udenbys samtaler blev noteret på en lille
kupon med fortløbende numre og herpå skulle vi notere hvem der bestilte
samtalen, hvornår den blev afleveret og hvor lang tid den varede. Når dagen var
omme blev alle kuponer sorteret op i hver sin rum og hver kvartal blev de så
pakket og sendt til Jysk telefon i Århus, hvorfra regningerne så blev sendt ud
til abonnenterne. Numrene på de enkelte abonnenter skulle vi huske udenad og
når der for eksempel blev bedt om bageren, aå var det en selvfølge at vi kendte
hans nummer. Når strømmen var afbrudt foregik opringningen med håndkraft. Vi
skulle skrive under på et tavshedsløfte, men jeg kan nu ikke påstå at løftet
altid blev holdt, men lyttede vi skulle vi være forsigtige, så det ikke kunne høres.
Senere søgte bestyreren nye græsgange, så centralen blev solgt til en landmand
og det blev mig der skulle oplære det nye bestyrer par. Familien havde tre små
børn, så det alene indebar, at der blev meget mere at lave end der var før, men
det var også mere spændende med de små.

Fritiden i ungdomsårene foregik med svømning og håndbold, bal på kroen i
Engesvang og i omegnen. Vi kørte for det meste på cykel og var der langt væk
hyrede vi sammen en lillebil med chauffør. Jo flere vi proppede i bilen, jo billigere
blev det for os. Willys turistbusser i Engesvang arrangerede engang en tur til
København. Det var udelukkende unge fra byen der var med. Det var en stor
oplevelse og vi boede i telt i Dragør og vi var jo selvfølgelig i Nyhavn, for
vi havde jo hørt meget om de små værtshuse, så vi måtte selvfølgelig se med
egne øjne, hvad det var for noget. Jeg kan huske, at jeg var rystende bange for
det besøg.

Der var unge piger der tjente hos bageren, slagteren, brugsen og elektrikeren
og vi var alle sammen gode veninder og i de fleste tilfælde havde vi også gået
i skole sammen. Fælles for os alle var at trikotagefabrikkerne trak meget i os.
Her var der gode penge at tjene og meget mere fritid. Jeg var en af dem der fik
plads bag symaskinerne og jeg prøvede at sy på alle de forskellige maskiner,
klippe og skære gjorde jeg også. Den bedste akkord var syning af kaffeposer,
for det fik vi 15 øre pr. dusin. Min veninde Tove og jeg lejede sammen et
værelse i Ikast. Vores indbo bestod af hver sin seng, et toiletmøbel, flueskab
til vores mad, lidt porcelæn og et vækkeur, så vi kunne komme op om morgenen.

Tove var mørk og jeg lys og vi gik mange gange ens klædt og var efter sigende
et par flotte piger. I vores lille by havde vi mange traditioner. Her kan
nævnes juletræsfest på Afholdshotellet Stjernen. Det startede allerede tredje
juledag og kørte så helt til nytår. Det var foreningerne der sammen havde købt
et kæmpe træ, som blev pyntet og brugt hele ugen. Der var også Julens Glæde,
som var en forening, som hver uge kom og opkrævede et beløb, som kunne være
stor og lille, som vi nu kunne undvære. Det var gerne 2, 5 eller 10 kr. og
pengene blev så udbetalt til jul og var på den måde med til at forsøde julen.
Det var for renterne der blev holdt juletræsfest. Også fagforeningen,
borgerforeningen med flere festede for os. Vi fik en stor pose med frugt og
slik og vi dansede om træet og legede sanglege. Når vi kom hjem måtte mor
skynde sig at se efter om vi havde været uheldige at spilde på vores kjoler,
for var det tilfældet, skulle de vaskes og tørres på kakkelovnen, så de kunne
være klar til næste dag.

Til fastelavn var der karneval og fastelavnsridning. Til karnevalet var det de
voksne, som var klædt ud og maskeret. Der var så præmie til den bedste mand og
kvinde. Jeg har en halskæde som mor engang vandt. Der var to forridere, som red
i forvejen og spurgte om man måtte komme og synge. Dernæst kom så kongen med
sin prins og hele følget, det var et flot syn, kongen havde en rød kappe,
prinsen en jakke og alle de øvrige sorte benklæder, blå hue og blåt skærf. Til
sidst kom en vogn kørende med et par klovne. Jeg kan huske lidt af en sang som
de sang: ”Vil i have løjer på Stjernen i nat, så må i til kongen betale en
slat, for ellers er spildt alt vores mas og besvær”. Om aftenen var der fest
for alle.

Også dilettant hørte til en af traditionerne. Der blev øvet hele vinteren på et
skuespil, som blev fremført af byens borgere. Her har far og mor optrådt på de
skrå brædder. Når premieren fandt sted havde der først været generalprøve for
os børn om eftermiddagen, det var noget vi glædede os til. Om sommeren var der
kap svømning og byfester med boder og optræden. Det at kede os kendte vi ikke
til, der foregik altid noget spændende, noget som vi hele året kunne gå og
glæde os til, og vi fik altid lov til at være med, selv om pengene var små.

Min sommerferie:

Sommerferien i skolen var for det meste fuld besat med ferie hos både mors og
fars familie. Hos morbror Aage og tante Krista i Roum var det speciel dejligt,
fordi de havde en is hytte på deres grund. Det var sjovt, når vi fik lov til at
være med til at sælge ispinde.
Vores mormor boede hos Aage og Krista, så hende var vi
også sammen med. Ikke langt fra Roum boede moster Jenny og onkel Søren og vores
tre kusiner Tove, Kristiane og Kristine. Vi var nogenlunde jævnaldrende, så der
var nok at lege med. Moster Jenny havde fransk vask og strygning, det var mest
fine hvide skjorter der skulle koges i grubekedlen, stives og dernæst stryges
med strygejernet, som blev varmet på komfuret eller i en speciel ovn med plads
til flere jern af gangen. Præstens hvide krave til præstekjolen var det også
mosters opgave at vaske, hvilket jeg var meget betaget af.

Fra moster Jenny og onkel Søren gik turen til moster Emma og onkel Kristian.
Han var smed og havde sin egen smedje.
Det
var spændende at se, når bonden kom med sine heste for at få dem skoede. Moster
var syerske, hos hende kunne man få syet en kjole eller også lappede hun folks
tøj. Der var også tre børn, Ejnar, Arne og Anni, så også her var der nok at lege
med.

Hos fars familie var der faster Margrethe og onkel Hans. De havde en gård med
fem børn, nemlig Gudrun, Gerda, Grethe, Aksel og Kristian. Hos dem fik vi lov
til at lege i mark og i stald, så dagene fløj af sted. De boede i Pederstrup
ved Kjellerup og på samme egn boede farbror Knud og tante Anna. Også de havde
en gård og fire børn Bente, Sonja, Egon og Henry.

Også hos farbror Vagn og tante Else var vi på ferie. De boede på bedstefars
gård. Hos dem var der små børn, så det var noget helt andet at få lov til at
lege med. Der var en stor have med mange frugttræer og buske. Men fælles for
alle disse dejlige ferier var, at jeg længes hjem til mor og far, men hver gang
overvandt jeg min længsel, for det skulle jo nødig hedde sig at jeg var pivset.
Den længsel har altid forfulgt mig. I de unge år havde jeg meget lyst til at
rejse ud, men modet manglede, så derfor blev det kun ved det jyske. Jeg tror,
hvis nogen havde skubbet lidt på, så var jeg måske sprunget ud i det.

Det at bo på landet med masser af frisk luft, høj himmel og masser af sol var
eftertragtet, også af københavnere. Når ferietiden nærmede sig talte
skoleinspektør Østrup i radioen og bad folk på landet tage et af de børn som
boede på stenbroen i København i de seks uger som skoleferien varede, vi fik
overtalt mor og far til at huse en af dem. Det blev en dreng som min bror
Kresten kunne lege med og det var en stor begivenhed, når særtoget med alle de
glade børn kørte ind på perronen, hvor vi stod og tog imod. Vores feriedreng
hed Leif og han var hos os nogle år i træk, men desværre skete der noget i hans
familie, som gjorde, at kontakten hørte op.


 


HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017