Artikler fra og om Engesvang


Julianehede

Julianehede, - Min barndomsegn  
Ved Henning Kristensen 2006

Det hænder, at man til en festlig sammenkomst bliver placeret sammen med mennesker, som man ikke på forhånd kender. Det kan jo være meget interessant og inspirerende.
På et tidspunkt kommer så spørgsmålet: Og hvor kommer så du fra? Jae, joe, vi bor jo i Virklund, men ellers er jeg fra Julianehede. En enkelt gang er det hændt, at der blev kvitteret med: "Juliaaaneehiee"! - ”Doo mille kineser! Æ det eet dæ uue, huæ æ krager di flywer baglæens for eet åe for sand i æ ywen?" - ”Joe, joe, det er da meget muligt.”
Min tilkommende kone, Birthe "emigrerede" i 1956 sammen med sin søster Thyra fra Langelands fede jord til Julianehedes sand. Birthe havde fået plads hos Pauline Kjærsgaard i Krattet.
De havde taget toget fra Fyn til det midtjyske. Da de nærmede sig Herning og området ved Bording, havde de undret sig over al den kalk, man anvendte på jorden her på egnen. Indtil de opdagede, at sådan så jorden altså ud på denne egn - at det hvide, de så, var den lette, hvide sandjord.
Der er nu gået næsten 50 år siden de begge ”slog rod" i det sandede Midtjylland. Thyra og Eigil bor tæt ved Bording Kirkeby, og Birthe og jeg har i over 39 år boet her i Virklund.

Fra lynghede til landbrugsjord
På et landkort over Jylland fra år 1660 kan man se, at området fra Frederiks og Grønhøj ned over Karup, Skygge, Julianehede og Pårup er helt hvidt. Og ned over det hvide område står påtrykt "Schadeligt Sand" - altså Skadelig Sand. Den formulering, som korttegneren her anvender, fortæller noget om den tids opfattelse af jordens kvalitet.
På et kort fra 1879 ser man den dengang nyanlagte jernbane fra Silkeborg til Herning sno sig gennem Funder ådalen og videre i den karakteristiske bue nordud til Moselund station. Derefter over den nuværende hovedvej A13 ved Engesvang, mod sydvest forbi Pårup mose og Julianehede, syd om Bjeldskov for endelig at dreje af mod Bording. Jernbanen, der blev indviet den 14. august 1877, fik stor betydning for landbruget, tørveproduktionen og den begyndende industri. De alternative transportmuligheder på den tid var stude- eller hestetrukne vogne.
Over halvdelen af kortets areal er dækket med lynghede. Og midt i denne lynghede finder vi de fire bynavne: Over-Julianehede, Neder-Julianehede, Engesvang-Huse og Engesvang Krathuse.
På kortet er aftegnet omkring 15 landejendomme. Disse ejendomme kan føres tilbage til "kolonitiden" omkring 1760, hvor Frederik den 5. – staten - oprettede kolonierne med kartoffeltyskerne i Julianehede. Området fik navnet efter den daværende dronning Juliane.
I Egnsbogen 1997 har Etlar Kramer Johansen givet en levende skildring af kolonitiden og kartoffeltyskerne.


Kortet her er fra 1879, - man ser de få bebyggelser på daværende tidspunkt, - det gælder både Bording og Engesvang by, - og landejendommene i området, - der er aktivitet ved Firhusene, - og Firhuse-vej er anlagt, - denne vejføring har været uændret i mindst et par hundrede år

Nygaard
Jeg er født i 1938 som nr. seks ud af en børneflok på ni. Jeg voksede op på Nygaard, Trehuse nr. 2, også kaldet Sognefogedgården.
Min mor og far var Kathrine og Hans Chr. Kristensen. De stammede fra henholdsvis Haunstrup og Studsgård vest for Herning. De overtog Egelund, Krattet nr. 7, i 1922, men afhændede den igen i 1930, hvorefter de så overtog Nygaard, som de drev til 1965. De levede deres otium - indtil 1985 - i den gamle skole lige over for kirken i Engesvang. De døde 1985 og 1986 og blev henholdsvis 82 og 85 år gamle.

Mit barndomshjem bliver til.
Omkring 1880 blev der udstykket ca. 72 tdr. land jord fra Lindegården, Trehuse nr.12 , og ca. 7 tdr. land fra gården, som i dag er Krattet nr. 9, samt et moselod på et par tdr. land i Engesvang mose, umiddelbart øst for jernbanen.
Det blev i alt til de 81 tdr. land, som blev grundlaget for Nygaard. Jorden blev tilskødet Jens Nielsen, der i løbet af få år byggede en firlænget gård på den dengang aldeles bare hede. Avlsbygningerne blev opført i 1884-87, mens stuehuset, der vendte mod syd, som den sidste bygning blev opført i 1890, Stuehuset var bygget i røde håndstrøgne mursten, mens de øvrige bygninger var bygget i kampesten med hvide fuger. Alle tage var dengang sort tjæret paptag.
Gården må have fremstået som en ganske præsentabel hedeejendom på daværende tidspunkt.


Nygaard, - Trehuse-vej 2, - ca. 1940

Livet på Nygaard
Da far og mor overtog Nygaard i 1930, var den meget forsømt. Med flid og nøjsomhed fik de ad åre sat skik på gården og dens 81 tdr. land. Bygningerne blev restaureret og ombygget. Avlsjorden blev drænet. Jorden var let, men absolut ikke den ringeste kvalitet. Egentlig misvækst oplevede vi ikke på Nygaard. Der blev mekaniseret til tidens niveau. Far var ikke den, der investerede med de store armbevægelser, han ville gerne have overblik i tilværelsen.
Da datidens hjælpemidler på landet var få, indgik vi søskende ret tidligt med små forpligtelser i det daglige arbejde. Det var blandt andet med at passe kalve, samle æg og fodre høns. Mine ældste søskende deltog også, før vi fik malkemaskine, i de to daglige malkninger af køerne. Når der var flest mælkegivende køer, var vi oppe på 24, så alene dette daglige job var ret tidskrævende og et hårdt arbejde, særlig for armmusklerne. Grisene blev altid fodret af far. Hestene blev passet af mine ældste brødre eller tjenestekarlen. Fodring af køerne gik noget på skift, afhængig af medhjælperforholdene.
Af hobbydyr havde mine ældre brødre på et tidspunkt både duer og dværghøns. To-tre katte var også helt normalt, og kattene kendte naturligvis malketiderne. Vi havde næsten altid en hund, og i de perioder, vi ikke havde hund, var det som om der manglede noget. Det blev gennem tiden til adskillige forskellige racer som Grand Danois, Schæfer, Rottweiler, Sankt Bernhard og Hyrdehund. Det var som regel hanhunde, så hundenavne som Pan, Rolf, Hof, King og Buster er navne, der kalder minderne frem.


ygaard, - Trehuse-vej 2, - 1960

Kontrolassistenten
På et tidspunkt sidst i 1940erne havde man på egnen en kontrolassistent, der hed Karl. Han havde i øvrigt en vis ”førende og samlende” evne, blandt andet inden for boldklubben.
Kontrolassistenten var en kontrollant, som var ansat af Bording Kontrolforening. Han førte tilsyn med kvægholdets mælkeydelse og mælkekvalitet. Han kom rundt på ejendommene en gang om måneden og overnattede som regel hos landboerne. Han havde sit lille kemiske laboratorium og en hånddrevet centrifuge med. Han kunne så fastsætte mælkens fedtindhold og renhed, som jo havde indflydelse på mælkeprisen. Hver eftermiddag blev kontrolassistenten med sit laboratorium og mini-garderobe så flyttet til det næste sted på ruten, enten med traktor eller hestevogn.
Karl blev senere afløst af Søren Veng. Søren Veng var ligesom Karl ugift, men han havde bil, så han kunne transportere sig selv. Han benyttede også bilen til lidt hyrevognskørsel. Søren Veng blev senere gift med Gudrun, og de bosatte sig på egnen. De kom til at sætte sig mange ”fodspor” i lokalsamfundet, men det en hel historie for sig.

Livet og kristendommen
En anden ting i min barndomsbevidsthed var mine forældres forhold til livet og kristendommen. Når man i barndommen kom hen til naboerne, lagde jeg mærke til, at visse naboer havde en anden holdning til livet. Der blev måske sagt bandeord, som man sjældent hørte i mit hjem. Der blev måske ikke bedt bordbøn, hvad der var helt naturligt i mit barndomshjem. Man oplevede ret tidligt menneskers forskelligheder.

Faster ” Bærthe ”
Af daglige legekammerater var der Henry Olsens drenge, Hardy og Villy. De boede mod vest i Trehuse nr. 4. Min bror Johannes og jeg byggede blandt andet huler i skeldiget umiddelbart før Trehuse nr. 4.
Så var der vores genboer mod syd på Egelund i Krattet nr. 7, Birthe og Kresten, som var min tante og farbror - og vore fætre Gunner, Poul, Egon og kusinen Ruth.
Der var en tradition for, at vi hvert år i julen var til "gilde" på Egelund 2. juledag. Det at komme i dette hjem var som regel en oplevelse: frihedsgraderne var ret store hos tante Birthe - i daglig tale kaldet Faster Bærthe.
Birthe var meget slagfærdig og ligefrem, hun havde et godt tag på børn, hun var en ørn til ludospil - og havde næsten uanset tidspunkt tid til at spille. De havde som regel en Foxterrier, som hed Smut. Den havde sin faste plads under komfuret.
Under spisningen i køkkenkrogen kunne det hænde, at der faldt noget mad på gulvet, og hvis ikke Smut selv havde opdaget dette og taget affære, kom der en myndig kommando fra Birthe: "Smut! - Slik op". Og Smut klarede omgående rengøringen efter "uheldet". Det var også der, jeg oplevede udsagnet: "Hær te wos wel vi eet ha nøj banden, ræben og fiesen ve æ bur!" - Jo, jo - man mindes.


Nygaard, ca. 1950. Tærskning i det fri, - drevet af en David-Brown traktor.
Drivremmen er spunget, - Hans Chr. Kristensen sidder i avnerne og reparerer remmen.
Landbrugsmedhjælper Aksel Jørgensen, fra Pårup ser på.
Traktoren er forsynet med den spec. runde traktor-nummerplade.
Øverste nummer "38" var Silkeborg-politikreds-nr, - nederste nummer, 421 er løbe-nr.

Maren og Jonas
I forbindelse med at nævne beboere på egnen, kan jeg ikke undlade at omtale søskendeparret Maren og Jonas Jonassen i ejendommen Trehuse nr. 8. De var i min barndom vel i 50-års alderen. De var meget nøjsomme, tilbageholdende og kristne. Den eneste indtægt, de havde, var udkommet fra de otte tdr.land jord, som hørte til ejendommen. De havde et par køer, nogle grise og høns. Bygningen var på det tidspunkt ud i ét, med beboelse i østenden og stald og lade i vestenden. De var meget imødekommende og rare mennesker.
Der var i huset, eller rettere i bryggerset og det lille køkken, en hel speciel duft eller "dunst", en blanding af staldluft og øllebrød, men ikke ulækker. Det var nemlig sådan, at hos Maren og Jonas stod der altid en støbejernsgryde med øllebrød på eller ved det gamle komfur til fast brændsel.
Det er i øvrigt den mindste støbejernsgryde, jeg har set, en lille "sød" gryde, der havde de traditionelle tre knopper under bunden. Der gik helt sikkert måneder imellem, at gryden blev rengjort. "Indholdet" i gryden blev doseret med lidt vand og rugbrødsskorper i løbet af dagen. Hver morgen blev der tændt op under den med tørv, og lidt senere var den daglige morgenmad klar. Når man kiggede ned i gryden, kunne det minde om et tilrøget pibehoved.
I øvrigt var det først omkring 1955, at Maren og Jonas fik indlagt el. Men det var et lille hyggeligt sted - med den specielle dunst. Vi søskende opnåede ikke at blive inviteret på øllebrød, men Maren havde som regel friske bolsjer.

Mosen
I den egentlige mose nede øst for jernbanen blev der i mange år gravet tørv hver sommer. På Nygaard, før ombygningen af stuehuset, var der tre kakkelovne samt et komfur til fast brændsel.
Tørvegravningen var faktisk en slags udflugt, hvor vi havde medbragt madkurv. Der var en vis idyl i mosen med stort fugleliv og kvækkende frøer, med små birketræer og dunhamre og så noget græs med hvide topdun, som vi kaldte ”katteskæg”.
Der var som regel andre fra egnen, der var i mosen på samme tid. Derudover var der i umiddelbar nærhed tre egentlige tørvefabrikker, som producerede tørv hele sommeren. Det var Johannes Poulsens og Henning Jespersens fabrikker og den såkaldte ”Speghøj”. De var efter den tids forhold ret mekaniserede, blandt andet med tipvognsspor til afhentning af dynd i selve mosen, dieseldrevne ælteværker og lastvogn til udkørsel af den bearbejdede dynd.
Mange heste var indlejet som trækdyr i tørveperioden. Også mange mennesker var beskæftiget ved tørvefabrikationen. De blev i daglig tale kaldt ”tørvebisserne”. Mange unge mennesker og kvinder i alle aldre var beskæftiget på ”liggepladserne”, hvor tørvene blev stablet til lufttørring. I vinterperioden var en del af ”bisserne” beskæftiget på spagnumfabrikkerne. Der var blandt andet spagnumfabrikker i Pårup og Moselund.


Tørvegravning i Engesvang mose, ca 1938

For vores vedkommende havde vi en enkelt hest til udkørsel af dynd, og diverse hånddrevne værktøjer til selve gravningen. Næsten hver sommer stødte vi på hugorme, så det var en selvfølge, at man havde gummistøvler på, når man var i mosen. ”Speghøj” havde i øvrigt en pausefløjte, som fløjtede til spisepauserne, hvad vi også rettede os efter.
En variation under arbejdet var de forbikørende tog, som skulle studeres; der var jo kun få meter hen til jernbanen. Alle tog var på den tid trukket af damplokomotiver. Og var det nu en KD- eller en A-maskine, der var foran toget?. Stenkulsrøgen og dampen fra disse tog, blandet med duften fra de tjærede sveller, gav en hel speciel hyggelig og idyllisk aroma i mosen.
Under krigen supplerede far indtægten ved at transportere tørv med hestevogn fra tørvefabrikkerne til jernbanestationen i Engesvang. Der var som regel en tid midt på sommeren, hvor aktiviteterne på landet var lidt færre. Det var efter at roerne var udtyndet, og indtil høsten gik i gang.

Julianehede skole
Julianehede skole blev opført og taget i brug 1902. Den var i hele dens 60-årige virke en to-klasses skole med én lærer.
Den første lærer var Villads Nielsen. Han var tidligere "omgangslærer" eller "vandrelærer" - det vil sige en lærer, der underviste i tyndt befolkede områder, hvor grundlaget for en egentlig selvstændig skole ikke var til stede.
Der havde i øvrigt i mange år, før skolen blev bygget, virket adskillige omgangslærere på egnen. Undervisningen foregik som regel i hjemmene, eller hvor det nu var muligt at finde et egnet lokale. Lærer Villads Nielsen blev omkring 1922 afløst af lærer Carl M. Andersen.
Julianehede skole var den skole, vi søskende fra Nygaard naturligt hørte til. Vi har alle ni søskende gennemgået den syvårige folkeskole i denne skole. I den periode - som varede i 28 år - oplevede vi tre forskellige lærere. Det var Carl M. Andersen, A.S. Dam og N.L. Larsen. Af vi søskende var der kun Johannes og jeg, der oplevede at blive undervist af dem alle tre, og de var vidt forskellige i sind og skind.


Julianehede Skole, Firhuse-vej, - bygget i 1902, - og nedlagt i 1962.

Skolegården
Når man kom ind i skolegården fra øst, var der umiddelbart til venstre et dobbelt bom-system, hvor man kunne udføre diverse gymnastiske bom-øvelser. Dér var også indgangen til haven, som havde en guldfiskedam og - ikke at forglemme - et herligt skovfoged-æbletræ, som har afstedkommet adskillige dårlige maver, når træet blev besøgt for tidligt på sommeren før æblernes modning.

 

Elevbillede fra Julianehede Skole 1941, - med lærer Carl M. Andersen og fru Andersen med datteren Ellen på armen.

Skolestuen
Den første dør i skolebygningen var elevindgangen. Knagerækken lige frem var pigernes, og knagerne til venstre drengenes. Fra garderoberummet kom man ind i et lille gymnastik- eller legerum. Derfra til højre kom man ind i selve skolestuen.
Når man kom indenfor i skolestuen gennem døren fra legerummet, havde man katederet lige frem foran, og skråt til venstre var tavlen med en lille forhøjning foran. Til venstre mod syd var de to store vinduer. Til højre for katederet brændekassen og kakkelovnen. Mellem kakkelovnen og døren til ”æ degns” kontor stod det fodbetjente orgel. Til højre for kontordøren hang de nedtrækkelige landkort.
Jeg kan huske, at Europakortet var noget slidt. Om man havde haft en særlig lyst til at pege på Schweiz, ved jeg ikke, men kortet var på dette sted slidt igennem, så Schweiz var ”faldet helt ud”. Lidt symbolsk - Schweiz ligger jo lige midt i Europa og har altid haft en vis evne til at holde sig udenfor.
I det bagerste højre hjørne var der et lille biblioteksskab med diverse bøger, som kunne lånes. I 1944/45, i slutningen af krigen, kom krigens alvor tæt på. Da blev elevindgangen afskærmet med jernbanesveller og sandsække.

Udhuset
Der var et udhus, som fungerede som vaskehus med gruekedel. Her var også et brændselsrum til blandt andet tørv og træ. Skolen og privatboligen blev opvarmet med kakkelovn, kaminer og komfur til fast brændsel. Det hændte, at læreren indrettede en svinesti til et enkelt fedesvin i brændselsrummet.
I den nordlige ende af udhuset var der tre døre. Hvis vi stod foran den nordlige udhusgavl, var døren til højre til drengenes pissoir.
Bag døren i midten var drengenes latrin med bræt og spand. Min erfaring med den midterste dør var, at den blev sjældent brugt, for det var ligesom om, at vi drenge syntes, at det var lidt ”noller” at skille sig af med sine affaldsstoffer i dette rum. Det var lige som om, at tarmen fungerede lidt mere gelinde derhjemme i grebningen bag ved kvierne.
Døren til venstre var pigernes. Håndvask? - Nej, der var ingen håndvask, hverken til koldt eller varmt vand, i hele skolens eksistens. Der var en håndpumpe over brønden i skolegården.

I skole hver anden dag
Vi gik i skole hver anden dag. De tre første årgange gik tirsdage, torsdage og lørdage. De fire ældste årgange gik mandage, onsdage og fredage. I vore dage bliver man nogle gange spurgt, om det virkelig var rigtigt, at vi kun gik i skole hver anden dag. Mit svar er: ”Ja! - Dengang var vi så dygtige, at vi kunne klare os med den halve tid i skolen!”
Syv af vi søskende har skrevet på skifertavle i træramme, med skifergriffel. Tavler og grifler købte man normalt hos isenkræmmer Bjørnholt i Bording. Bjørnholt var den almindelige leverandør af skoleudstyr såsom bøger, papir, skriveudstyr, blæk m.m. Kuglepenne fandtes jo ikke dengang. Griflerne blev normalt slebet på den udvendige trappesten ved garderobedøren. Det kunne hænde, at der var kø ved trappestenen - det var som om, at griflerne let knækkede og trængte til spidsning, når det var godt vejr.

Lærerne
Man må sige, at vore tre lærere havde hver deres særpræg. Lærer Carl M. Andersen husker jeg især fra hans regnetimer, hvor han med stor udfoldelse af kropssprog anskueliggjorde divisionsregning og uddragning af kvadratrod.
Andersen blev syg sidst i 1940erne, hvor han var omkring tres år. Han købte hus i Alderslyst i Silkeborg og var åbenbart alligevel et rimeligt godt liv, idet han cyklede Silkeborg tynd, indtil han i 1984 døde som 99-årig.
Lærer A.S. Dam overtog skolen efter Andersen. Dam havde været højskoleforstander i Børkop. Det vil sige, at han havde ejet højskolen. Dam´s kone døde sidst i 1940erne, hvorefter han afhændede højskolen og havnede som lærer i Julianehede. Det var helt klart, at Dams pædagogik var skruet sammen til voksenundervisning. Men der dryppede dog også lidt viden af i svinget til os.
Lærer N.L. Larsen kom fra Nr. Nebel. Han var efter datidens forhold nok lidt mere moderne. Vi fik nu inden for de forskellige skolefag mere moderne bøger, og de gamle skifertavler blev afskaffet.
Lærer Larsens irritationstærskel var nok lidt lav. Hvis de to foregående lærere brugte den korporlige afstraffelse moderat, må man vist sige, at Larsen strammede disciplinen. Jeg tror ikke, at nogen af os tog skade af det, men der blev daglig delt lussinger ud. Det kunne jo være, at vi fortjente de smæk, og måske burde vi have haft dem derhjemme.
Der hvor lussingerne virkede uretfærdigt, var under morgensangen. Hvis en stakkels dreng ikke sang med på morgensalmen, så blev afstraffelsen eksekveret på stedet. Det var jo sådan, at fru Larsen spillede på orglet til morgensangen. Hun kunne sikkert høre og fornemme på sin mands fodtrin, at noget var under opsejling. I den situation stemte hun omgående i med at forstærke orgelbruset for dermed at forsøge at overdøve afstraffelsen. Vi må jo erkende, at der er nogen - nok flest drenge - der i den alder ikke har nogen form for melodisk lyd.

Gåtur og udflugt
En årlig begivenhed i skolen var hele klassens gåtur til egekrattet ved Krattet nr. 9 eller til skovene ved "Kaptajnsgården". På sådanne ture var der så frit slag med leg, boldspil og eventuelt ”røvere og soldater”. Der blev også lidt tid til botanikundervisning. På en af disse ture blev Vera Bundgård udsat for det sjældne at blive bidt af en hugorm.
Om sommeren blev den årlige skoleudflugt afviklet. Det var noget, man så frem til, fordi mobiliteten jo på denne tid var moderat. På disse udflugter fik man jo en lille berøring med den store omverden. Far var ofte med på disse ture for at hjælpe læreren med at holde styr på rollingerne.
Hvis man skal nævne nogle af turene, så gik de blandt andet til Aalborg, Århus, Odense og til Himmelbjerget med hjuldamperen "Hjejlen". Disse ture var éndagsture. Men i 1955 blev der arrangeret en tur til Bornholm, og det var en 5-dages tur. Den sidste udflugt i skolens eksistens var en 3-dages tur til Gøteborg. Far var med på alle disse ture som hjælper.

Fødselsdage og ferier
Der blev blandt skoleeleverne også fejret mange fødselsdage. Det var som regel om sommeren efter skoletid. En sådan fødselsdagsfest på landet kunne være noget af en oplevelse. Jeg kan særlig huske, når det var hos Andre Hessel eller Niels Jensen. Det var som om, at det var lidt sjovere i de to hjem, for her var frihedsgraderne ret store.
Vi havde naturligvis skoleferie om sommeren. Men om efteråret var der en uges efterårsferie, den såkaldte ”kartoffelferie”. Denne ferie blev som regel tidsmæssigt fastlagt i samråd med landboerne med henblik på kartoffeloptagningen, som på daværende tidspunkt var manuel.
I juleferien og sommerferien blev gulvet i skolestuen ferniseret. Jeg kan endnu huske dunsten af fernis-tørv-varm kakkelovn og skriveblæk - en helt speciel, men dengang naturlig aroma.


Fem af Carl M. Andersens børn til skolesammenkomsten, -
Christian, Anne, Poul, Jens og Harald.

Den nedlagte skole
Når man passerer den nedlagte skole i dag, ser den stort set ud, som da den blev bygget i 1902. Den bliver i dag benyttet som almindelig bolig.
De nuværende beboere er Kamma Bitsch og Jens Pedersen; de overtog skolen i 1995.
I august sidste år fik de en original og god ide, nemlig at fejre skolens 100-års jubilæum. De inviterede alle interesserede til sammenkomst i et telt, som var rejst i haven. Maden medbragte man selv. Det var en god og interessant eftermiddag, hvor der blev udvekslet mange skoleminder.
Af Lærer Carl M. Andersens otte børn, som alle lever i alderen mellem 62 og 80 år, mødte seks op. Det var aldeles flot.


200 meter syd for Julianehede skole ligger
Dyrlægekrydset, - hvor Trehuse-vej krydser Firhuse-vej.
Den blev tidligere omtalt som: " Æ sving ".
For en del år siden var dyrlægen fra Bording involveret i en færdselsulykke i krydset, -
siden er den blevet kaldt " Dyrlægekrydset ".
Bag krydset ses Børge Nielsens gård, Trehuse 16.

"Skomageren"
I min skoletid oplevede vi dagligt egnens mælkekuske. De afhentede den friske mælk hos landboerne om morgenen og afleverede så igen ved frokosttid de mælkebiprodukter, som leverandørerne måtte ønske.
På ejendommen Firhuse nr. 10 boede Louise og Anders Andersen. De levede på det lille husmandssted og hjalp til på nabogårdene. Et stykke af deres jord var i årene lige efter krigen udlejet som boldbane til Julianehede Boldklub.
Anders, som i daglig omtale blev kaldt "Halvfjerds punds Skomager", var mælkekusk til Bording Andelsmejeri. Hans lidt specielle tilnavn var nok opstået af hans håndtering af en halvfjerds punds mælkejunge. Anders havde som regel spændt sine to nordbagge-heste for mælkevognen.
Anders kunne både være gemytlig og lidt gnaven. Men om vinteren var der mulighed for, at vi drenge kunne få kælken efter mælkevognen, til morskab både for os og Anders. Det kunne også hænde, at Anders havde kigget lidt for meget i flasken og fik sig en lur på vognen. Men nordbaggerne gik bare troligt videre, de kendte jo ruten og stoppede punktligt der, hvor de plejede. Anders vågnede lidt op, ordnede af- og pålæsning, hvorefter hestene automatisk gik videre.
På mejeripladsen var der om morgenen og op ad formiddagen et vældigt leben af mælkekuske. Der skulle udveksles mange spande og mejeriprodukter. Ofte var de lokale smede med deres transportable værktøjssæt i ventetiden optaget af hesteskoning. Alt sammen aktiviteter, som for længst er gået over i historien.


Gården "Julianehøj", - Trehuse 14

Idrætten
I Engesvang og Bording havde man helt tilbage i 1930erne håndbold- og fodboldklubber. I 1940erne blev Julianehede Boldklub stiftet. Boldbanerne var på lejet markjord henholdsvis på den før omtalte ”Skomagerens” ejendom, og senere på Skovgård, Møllebjergvej nr.19.
Grundlaget for udøvelse af sport var til stede, idet der på daværende tidspunkt var mange unge tjenestefolk på egnen. Der var igennem nogle år en årlig sportsfest. Men grundlaget for klubben ebbede ud omkring1954. I 1956 kom der nyt liv i boldklubben, idet der opstod en aktiv håndbold-afdeling. Boldbanen var lejet hos Andre Hessel, Julianehedevej nr.1. Klubben var ret aktiv og deltog i flere turneringer. Men sidst i tresserne afvikledes aktiviteterne.
I 1930 var der ved Engesvang skole ansat en lærer, der hed Jørgen Andersen. Han tog ét på daværende tidspunkt helt unikt initiativ. Han udgravede og byggede sammen med nogle arbejdsløse Engesvang Friluftsbad. Det var enestående på denne tid at have et friluftsbad. Friluftsbadet har gennem de mange år gennemgået løbende moderniseringer. Man fejrede dets 60-års jubilæum i 1990, og det er stadig intakt og fungerer. Friluftsbadet har absolut været en positiv ting for egnens unge gennem de mange år. Sidenhen er det blevet til en idrætshal i Engesvang, og i Bording både friluftsbad og idrætshal.

FDF og Spejderne.
I Bording havde man en meget velfungerende FDF-kreds. Kredsen blev stiftet i trediverne. Vi brødre - Knud, Jens, Johannes, Erik og jeg - har i vores drengetid været med i FDF. Der var et samarbejde med kredsene i Faurholt og Isenvad. Der var ofte fælles arrangementer, såsom nat-orienteringsløb, pinselejr og sommerlejr. Min bror Jens var i øvrigt med på en landslejr i Hørhaven syd for Århus i 1947. Kredsførerne i vores tid var træskohandler Sigvald Nielsen, og senere var det el-installatør Svend Zink. Tiden med FDF var absolut en positiv oplevelse.
I Bording var der tillige grønne KFUK-spejdere under ledelse af manufakturhandler Marie Jonassen.
Hvert år i januar - en søndag formiddag - blev der afholdt mønstring ved Bording Kirke med efterfølgende gudstjeneste og faneindmarch. Jeg husker, at pastor Hunnerup i sin prædiken altid gav os spejdere og FDFer et "ord" med på vejen. Sankthansaften var der i "Sandgraven" ved Bording Præstegård bål med underholdning og sang.
I Engesvang forsøgte man 1951 at oprette en FDF-kreds. Det var førstelærer Jørgen Trøst, der var initiativtageren; men desværre gik det ikke. Efter et par år blev det opgivet.

Missionshuset
I Julianehede byggedes et missionshus ”Sardes” omkring 1902. I Skygge byggedes der ligeledes på næsten samme tid et missionshus.
I Engesvang var der intet missionshus. Men i 1940erne opstod ønsket om et menigheds/missionshus. Der blev nedsat et indsamlingsudvalg, og der blev ved mange lejligheder indsamlet til huset. Gennem mange år var der en årlig tilbagevendende basar i præstegården til fordel for menighedshuset og Ydre Mission. Allerede omkring 1950 blev grunden købt. Det blev også ret tidligt besluttet, at huset skulle hedde ”Ansgar”. Det var en sej og besværlig proces at skaffe midlerne til projektet. Et par gange var der egentlige husstandsindsamlinger, hvor der blev givet ret anseelige beløb fra mange mennesker på egnen. På et tidspunkt kneb det med, at bidragene og rentetilskrivningen kunne holde trit med inflationen. Man besluttede da at gå i gang med byggeriet. ”Ansgar” kunne indvies i 1966.
Tidspunktet var ret praktisk, for i 1966 gik man i gang med at restaurere Engesvang kirke, som var lukket i over halvandet år. ”Ansgar” fungerede i hele restaureringsperioden som kirke for alle kirkelige handlinger.
I 1985 blev Skygge missionshus nedlagt. Dets rolle var udspillet, befolkningens mobilitet var blevet større, og opførelsen af ”Ansgar” var blandt andet grunden til nedlæggelsen.
Vedrørende driften og økonomien af Julianehede missionshus havde man i mange år en original og pudsig ordning. Man havde de såkaldte ”missionshusjægere”. Det var et hold jægere, som kom fra Herning og Hammerum. De havde jagten på en del ejendomme i en stor del af Julianehede-området. Jagtafgiften gik så ubeskåret til den økonomiske drift af missionshuset. Med på holdet var i øvrigt i en del år den senere hofmarskal Hans Sølvhøj. Der var et par skolelærere fra Hammerum og Peter Nielsen, som indtil 1939 var indehaver af Krattet 9. Han flyttede derefter til Herning og var i resten af sine dage filatelist. Det var et hyggeligt indslag i egnens natur, når disse grønne jægere gjorde deres entre med deres hunde.
Der blev aldrig indlagt rindende vand eller moderne toilet i Julianehede Missionshus, og det var først i 1945, at der blev installeret elektrisk lys,
Sidste år - i 2002 - var tiden også rundet ud for Julianehede Missionshus. Grundlaget for dens drift var ikke mere til stede. Man markerede netop dets 100 års jubilæum og lukkede derefter ned. Inventaret overgik til Indre Mission, og bygningen blev afhændet. Igen et stykke kultur blev dermed vemodigt afsluttet.

Søndagsskolen
Vi søskende husker naturligvis vore søndagsskolelærere, den påvirkning, de gav os, og det, som vi fik med i ”rygsækken” derfra.
En legendarisk lærer var Katrine Frølund, en landmandskone fra Arslevgård. Hun var en kvinde, der havde "tav po æ børn". Katrine havde en udstråling, autoritet og pædagogisk evne, som man ikke umiddelbart glemmer.
Min lillebror Erik holdt en tale til sin 50 års fødselsdag. Han sagde blandt andet: "Der er tre kvinder, der har betydet meget for mig, det er min søndagsskolelærer Katrine Frølund, min kone og min svigermor". Der var ikke tvivl om rækkefølgen. Så naturligvis har Katrine også gjort indtryk på min bror Erik.
Der var udover Katrine Frølund blandt andet Niels Kristensen, Magnus Pedersen, Mary Jensen, Knud Jensen og Harald Madsen, alle fra Julianehede.
I søndagsskolen var der som regel indsamling til Ydre Mission. Indsamlingsbøssen var den såkaldte ”Negerdreng”, som bestod af en kasse med en møntsprække. Oven på kassen var der en figur af en negerdreng, som ved hjælp af en mekanisme nikkede med hovedet, når der faldt mønter i indsamlingsbøssen. Et par familier i Julianehede havde familiemedlemmer, der var udsendt som missionærer til Armenien og Sudan.
Der var søndagsskole, som regel hveranden søndag formiddag, ofte om sommeren allerede kl. 8,30, så kunne søndagsskolelæreren efter undervisningen nå at cykle til kirke i Engesvang kl.10,00.

Juletræsfest
En af årets højdepunkter i søndagsskolen var den årlige juletræsfest fjerde juledag i missionshuset. Juletræet stod i den såkaldte ”store sal”. Træet var forneden fæstnet til gulvet med et par søm og foroven bundet til tværstangen, som gik tværs over salen. Der var så sang og oplæsning, kaffe med kage og godteposer.

Thor Ipsen
Når vi gik eller cyklede fra søndagsskole, kunne det hænde, at vi lige skulle ind til Thor Ipsen. Han boede i et meget simpelt træhus, faktisk der, hvor der i dag er genbrugsplads på Firhusevej.
Ipsen var eneboer og - ikke for meget sagt - en original. Han stammede fra Bornholm. Han var meget begavet og belæst. Han var afholdsmand, pacifist, lidt skribent, kræmmer, daglejer og tilhørte pinsebevægelsen. Han var meget sprogkyndig og beherskede særlig sproget Esperanto.
Han udgav allerede som 20-årig en lille digtsamling. Hans personlige pleje og vask var nok lidt mangelfuld. Der var en hel speciel dunst, som jeg tydeligt kan huske, i det lille træhus - en blanding af Ipsen, gamle bøger, petroleum og tjære. Men han kunne være en interessant fortæller, når det tog ham.
Han cyklede til mange steder i Europa, bl.a. til kongresser inden for sprog og religion. En særpræget og interessant person.
Han mistede desværre livet ved en trafikulykke, 66 år gammel. En bilist påkørte ham og hans dårligt belyste og overlæssede cykel - det var i 1964. Hans ejendele, blandt andet 3000 bøger, blev solgt på en auktion. Thor Ipsen er begravet på Engesvang kirkegård.

Det religiøse samfund
Julianehede-området hører kirkemæssig til Engesvang sogn. Stort set alle sognepræster ved Engesvang kirke har haft en tilknytning til Indre Mission. Men det var almindeligt, at præsten i Engesvang var alles præst. I modsætning til Bording sogn, hvor kirkelivet ofte led under stridigheder mellem grupper med forskellig opfattelse af religion og vækkelser.
Byerne Engesvang, Moselund og Pårup var præget af almindelig folkekirkelighed. I Julianehede og Skygge var der stærke indremissionske kredse, som ofte havde møder med en udefra kommende taler, der evt. kunne være nabosognets præst eller en missionær.
Der var tillige den årlige tilbagevendende missionsuge og den såkaldte bedeuge. Indre Mission havde samtalekredse, som ofte havde samtalemøder, som regel om aftenen, i privathjem hos medlemmer af kredsen.
For ungdommen var der KFUM og K med jævnlige møder i missionshus, præstegård eller ude hos lokalbefolkningen. Jeg husker især formændene, Niels Pedersen og Kristian Kristensen - begge ue fræ æ hie - og senere Knud Jensen, Bjeldskov.
KFUM og K havde hver sommer en søndagsudflugt. Den foregik med bus, og det var som regel Kristian Christensen - i daglig tale, altid kaldt Kr. Gjøwe - i Bording, der kørte.

Hatten af!
En oplevelse, som jeg  gerne vil anskueliggøre her, er fra omkring 1959. På denne tid var det helt naturligt, at man var ”dis” med både præst og degn, der kunne føre sig frem med stor autoritet.
Situationen var den, at der var bålaften på ”Trekanten” mellem Engesvang kirke og præstegården. Vi var en flok unge mænd, som var ankommet i god tid, og der var naturligvis gang i snakken.
På et tidspunkt ankom læreren i sin bil, en Morris Minor. Han skulle læse op ved bålet. Læreren ville naturligvis hilse med hånd på sine gamle elever. En af de unge, Niels Peter, en nobel ung mand, havde denne sommeraften iklædt sig alpehue. Da læreren gav hånd til Niels Peter, sagde læreren med fast og myndig stemme: ”Sidder den fast?” - I den situation var et sekund lang tid for Niels Peter, men han blev klar over katastrofen og forglemmelsen. Niels Peter strøg så i hast alpehuen med venstre hånd. Der gik et gys igennem den omkringstående flok. En foreteelse, som er ganske utænkelig i vore dage.

Kontrasten mellem Engesvang og Bording
Engesvang og Bording er jo set udefra et forholdsvis lille område. Men gennem årtier var der store kontraster mellem de to sogne. Julianehede ligger ca. midt imellem – med et ben i hver lejr.
Kontrasterne bliver dog, som tiden går, mindre og mindre. Men før i tiden var der umiddelbart synlige forskelle.
I Bording havde man mange år før Engesvang fortove langs gaderne. Den nuværende Birkevej i Engesvang, blev før i tiden kaldt "Brændevinsgaden".
I Engesvang havde man efter krigen et område bag Ejgil Petersens trikotagefabrik med meget billigt byggeri, nærmest et klondike. Der var helt utroligt sparsomme boliger. Når jeg fortæller om det til for eksempel mine børn, ser de på mig, som om jeg fortæller overdrevent sludder. Området blev en tid kaldt "Neuengamme"
Det var også her hos Niels Pedersen og Gudrun jeg lærte mig de første spæde ting om elektronikken. Jeg kom der jævnligt gennem flere år, købte dele til hjemmebyggede radiomodtagere. Jeg er Niels megen tak skyldig for den tekniske grundviden, som jeg fik "fyldt på” hos ham. Gudrun og Niels’ datter Nelly og hendes mand bor i øvrigt i Trehuse nr. 8, som søskendeparret Maren og Jonas i sin tid drev. Udover Nelly var der de tre drenge Henning, Leif og Edmund - i daglig tale kaldet "Esse". Gudrun bor nu som over 90-årig på Vinkelgade i Ikast.
I modsætning til Bording, havde Engesvang den sæsonprægede tørvefabrikation, som i vinterhalvåret resulterede i en procentvis stor arbejdsløshed. Man kan så glæde sig over, at de mange, som voksede op i dette område, klarede sig virkelig flot i deres voksne liv. Dette klondike forsvandt sammen med tørveproduktionen.
Avlsjordens bonitet er en tand bedre i Bording-området end i Engesvang. Jorden i Engesvang, Moselund, Elbæk og Klode Mølle er for største delen mager og let sandjord. Så landbrugerne var tilsyneladende mere velstillede i Bording.
Nu i skrivende stund er der i begge byer flotte idrætsanlæg, idrætshaller og svømmebade, som bliver flittigt brugt.
Den usynlige skillelinje gennem Julianehede gjaldt også tilknytningen til købstæderne Silkeborg og Herning. Engesvang hørte politikredsmæssigt til Silkeborg, og Bording til Herning. I forbindelse med kommunesammenlægningen er hele området kommunalt set gået i retningen af Herning.
Skillelinjen gjaldt også for handelen. Hvis der på Nygaard skulle købes noget særligt ind: festtøj, maskineri, traktor eller bil - så foregik det altid i Silkeborg. Den daglige forbrugshandel forgik ellers i både Engesvang og Bording. Indkøb af foderstof, gødning og smedebesøg var næsten altid i Bording.
Som tidligere fortalt er det et forholdsvis lille område, som tilbage i tiden havde store kontraster. Set i bakspejlet og udtrykt meget enkelt og firkantet kan man vel sige: Der blev sunget salmer i Engesvang, men der blev sunget flere i Bording. Der blev drukket bajere i Bording, men der blev sikkert drukket flere i Engesvang.
På grund af samfundets udvikling og mobilitet er mange af disse forskelligheder i dag udlignet.

Ungdommen
Til livet på Nygaard hører også de unge mennesker, som jævnligt kom i vort barndomshjem. De havde på forskellig vis tilknytning til os søskende, enten via skole, sport, KFUM & K eller landboungdomsforeninger.
En årlig tilbagevendende begivenhed var det improviserede julemøde hos os juledag om aftenen. Det var omegnens unge, som kom her til musik, sang og diverse konkurrencer og lege.
Jeg husker specielt lærer Andersens drenge, som altid lavede skæg og havde morsomme historier og fest omkring sig. I daglig tale blev de kaldt ”æ degns knæjt”. Det var Kristian, Johannes, Harald, Poul og Jens.
Så var der ”unggilderne” i forbindelse med sølv- og guldbryllupper. Om efteråret kunne der være sammenskuds-høstfest. Grundlovsdagen og 5.maj blev som regel fejret.

Kendte folk
En senere kendt mand var naboens dreng Hardy Dræby. Han slog sine folder, som ”Mona Lisa” på Dyrehavsbakken igennem mange år. Han var også i drengeårene en lille skuespiller.
En anden, som også blev kendt, var Erik Lund - en københavnerferiedreng hos Johannes Pedersen, Krattet nr. 9. Han var i mange år Pjerrot på Dyrehavsbakken under kunstnernavnet "Enrico" Lund. Han var også som dreng fyldt med jokes og skuespil. Han blev i øvrigt viet af vores svoger Kristian, som var præst i Københavnsområdet.

Beplantning
Når jeg i dag kører gennem Julianehede og ser mig omkring, er der selvfølgelig sket store forandringer siden min barndom – det gælder ikke mindst med hensyn til bevoksningen.
Jeg kan tydeligt huske, at vi hjemmefra mod sydvest kunne se huset på Christianshedevej nr. 2 - som vi sagde: "æ guul hus o æ Brokbak". Mod nordvest kunne vi se ud til "Kaptajnsgaarden", som nu er nedrevet. Mod øst kunne man naturligvis se skorstenen ved tørveværket "Phønix" på Sukkertoppen øst for Moselund.
Mange læbælter og plantager er de senere år vokset til i området. Disse beplantninger har naturligvis hæmmet udsynet, men også dæmpet de ofte enorme sandfygninger, som tidligere hærgede egnen. Landboerne "afstod" i disse fygninger sand/jord med nysået frø og fik måske noget andet med nogle andre frø i stedet. Det kunne naturligvis give et underligt sammensurium af afgrøder.
Omkring 1950 oplevede egnen en frygtelig sandstorm. Jeg kan huske, at hulvejen fra Firhuse hen til en af egnens ejendomme var helt føget til med en trekvart meter sand. Tilkørselsvejen blev nødvendigvis midlertidig forlagt ud på marken. Sandet blev så skovlet ind i læhegnet, så vejen kunne flyttes tilbage, og der ligger det endnu.

Bakspejlet!
Jeg levede mine første tyve år med base i mit barndomshjem på "Nygaard" i Julianehede. Det er absolut ikke en tid, som jeg tankemæssig har fortrængt og lagt bag mig. Jeg tænker ofte positivt tilbage på denne tid. Med skolegang, søndagsskole, ungdomstid, forelskelse og læretid som elektromekaniker. Man fik i de unge år fyldt utroligt mange ting i "rygsækken" - et "mix", som har været en ballast siden. Om denne ballast havde været bedre, hvis opvæksten var foregået i en anden lokalitet, er ikke til at vide. Er der relation mellem det blide sand og det blide sind? - måske! I de øvrige 45 år af mit liv har jeg haft mit virke med teknik, job og familie her i Virklund.
Er jeg på tur i nærheden af min fødeegn, skal jeg nok finde en anledning til at køre over Engesvang og Trehuse til Bording. Historierne og oplevelserne passerer i revy. Det er, som om man mærker barndoms- og ungdomsårenes vingesus.

Virklund den 21. november 2006.
Henning Kristensen  

 


HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017