Artikler fra og om Engesvang


Et liv med tørv

 Tørvefabrikant Johannes Poulsens erindringer.
Af Freddy Boysen. 1998

"1oo års historie fra Engesvang", kunne man næsten kalde denne beretning. De 100 år er fulgt ud fra bare en persons erindringer, nemlig Johannes Poulsen i Engesvang, der indvilligede i at fortælle om sit eget liv. "Mit liv har altid været stille og roligt, helt uden de store krumspring"; fortæller Johs. næsten undskyldende, som om jeg hellere skulle interessere mig for de rigtige tørvebisser. Tørvebisse, det betragter Johs. sig slet ikke som, han har godt nok arbejdet meget med tørveproduktion, men egentlig meget lidt, når det handlede om selve livet i tørvegraven.
Beretningen tager os med tilbage til dengang Johs. bedstefar startede med opdyrkning af hede og mose i Engesvang Krat, til faderen Chr. Poulsens forsøg på at skabe en ekstra indtægt til ejendommen fra mosen, som senere resulterede i Johs. storproduktion af tørv.
Undervejs møder vi foruden Johs. liv, også lidt af det liv der udspillede sig på den stærkt Indre Missionske egn omkring Engesvang Krat. Det er en ærlig beretning, som vi her får lov at snuse til gennem Johs. Poulsens erindringer.

Bedsteforældrene Gert og Ane Poulsen
Fortællingen tager sin begyndelse ude i det, der blev kaldt "Vesten ski", et område syd for Bording Stationsby, ved vejen mod Kristianshede kirke. Her boede Johs. bedsteforældre på en af de magreste og dårligste ejendomme på hele egnen. I 1867 købte de så ejendommen i Engesvang Krat, og den skulle komme til at danne ramme om familiens liv i næsten 100 år.
Ejendommen blev døbt Gl. Skovgård fordi folk fortalte at den tidligere var blevet kaldt Gl. Skovhytte. Det var nu ikke storhed bedsteforældrene flyttede til, der var ganske vist 50 tønder land til ejendommen, men kun 1 tønde land var opdyrket, resten lå hen i hede og mose. Der var nok at tage fat på, og opdyrkningen fik et "bette nøk" år for år. Men stedet rummede også en anden mulighed, som næsten kom til at overskygge landbruget, skulle det senere vise sig.

Forældrene Chresten og Kirsten Poulsen
Omkring år 1900 overtog Johs. far Chr. Poulsen Gl. Skovgård, der blev lavet aftægtskontrakt med de to gamle, som blev på ejendommen og deltog i livet og driften. Året efter, i 1901, blev Chr. Poulsen gift med en husmandsdatter fra Hestlund, Kirsten Marie Nielsen hed hun, og det ægteskab resulterede i 4 levedygtige børn, 3 sønner og 1 datter. Den yngste af sønnerne blev født den 14.3.1911 og det var beretningens hovedperson. Johannes Poulsen blev drengen døbt.
Det hjem var naturligt præget af de religiøse holdninger i Indre Mission, som var fremherskende på egnen.

Johannes barndom.
Johs. første børnelærdom fik han fra de altid nærværende og hjælpsomme bedsteforældre. Allerede før Johs. kom i skole, havde bedstemoderen indført ham i de mest almindelige skolefag, så han havde nemt ved at følge med. Skolen, det var den der blev bygget på Julianehede i 1901, lidt nord for dyrlægekrydset. Det var den slags skole hvor de børn, der kunne lære noget, også lærte det, men dem der havde lidt svært ved det fik lov til at sidde.
Når man nu spørger den 87 årige Johs. om hans bedste barndomsminder, så er det nærheden med naturen, der først dukker op. Børnene blev lagt i seng lidt efter alder, og som den yngste søn var han jo en af de første der blev puttet. Søsteren Anna Johanne Kirstine var godt nok 4 år yngre, men hende regner Johs. ikke rigtigt med, for hun var jo bare en pige. For purken Johs. var det helt i orden at komme tidligt i seng, særligt om sommeren, når bare vinduet måtte stå åbent. Så kunne han ligge i timevis uden at blive søvnig. Bare ligge og lytte til "æ horsskummer", det var horsegøgen eller dobbeltbekkasinen, som den vel egentligt hedder, og så natteravnen. Det var det samme om morgenen i forårstiden, når frøerne kvækkede udenfor, der var en sang og en leben, så det er helt ubeskriveligt. Ellers var barndommen lidt ligesom en trædemølle, hvor der ikke blev budt på de store afvekslinger i hverdagen, fortæller Johs.

Landbruget.
Børnene kom helt naturligt til at tage del i ejendommens drift, selv de mindste havde pligter, både med at passe dyr og mark, men ikke mindst når de skulle i tørvemosen. Malkningen hjalp børnene også med, det var dog kun hver anden dag, for den dag hvor de skulle i skole, slap de fri. At malke var ellers kvindearbejde som moderen og bedstemoderen hovedsageligt tog sig af. Køerne kom først ud på græs om eftermiddagen, når der var blevet malket til middag, de havde ikke rigtig nogle arealer de kunne gå på. Den smule jord, der var, skulle helst bruges til korn, og selv om der også var lidt 1. og 2. års græs, så skulle der jo avles hø, inden køerne kunne få glæde af markerne og komme ud hele dagen.
I Johs. barndom var der stadig meget jord, der skulle opdyrkes, og af de oprindelige 50 tønder land var langt størsteparten mosejord. Faderen Chr. solgte i 1916 ca. 16 tønder land mose fra. Det var til Jens og Chr. Ernst som dengang oprettede en tørvestrøelsesfabrik i Engesvang og derfor havde brug for mose der egnede sig til tørvestrøelse. Men af de tilbageværende 34 tønder land var det kun 12 tønder land der var høj mark. Mosejorden var ikke nem at dyrke i, der avledes dog store mængder hø på overgangen mellem mose og mark og her kunne også avles kolossale mængder af korn, der var bare aldrig rigtigt nogle kærner ved det. Kornet blev altid sået for sent, på grund af den fugtige jord, så det var slet ikke nogen normal landbrugsdrift
Chr. drev ellers ejendommen effektivt nok og han fulgte med i tidens trend med hensyn til husmandsrejser og kurser, men alligevel kneb det at få et afkast så ejendommen kunne mere end brødføde familien. Det blev derfor tørvemosen, der kom til at udgøre familiens ekstraindtægt gennem mange år.
Chr. begyndte at skære tørv med salg for øje, og på den måde blev det til et effektivt landbrug, hvor hvert eneste hjørne blev udnyttet. Tørvene blev tørret og stakket, og mange af dem blev kørt til Silkeborg og solgt til brændselshandlere. Johs. mindes, at nogle af barndommens store oplevelser var, når han fik lov til at sidde ovenpå et tørvelæs hele vejen til Silkeborg. Derhjemme byggedes også et ekstra tørvehus, som blev fyldt op med tørv, de var beregnet på salg vinteren igennem. Om foråret brændte de lyngen af, hvor der skulle være liggeplads, og når det så var tid for at skære tørv, så blev alt andet arbejde på ejendommen lagt til side.

En dag i tørvemosen ca. 1920.
Familien stod op omkring ved sekstiden, og når "davren" og morgenarbejdet var overstået, så tog Chr. og de børn, der ikke skulle i skole, af sted i mosen. Selv om mosen lå højest 200 meter fra ejendommen, så havde de altid madpakke med, det gav ikke så store afbræk i arbejdet, når formiddagskaffe skulle indtages. Børnene kunne så ligge og hvile sig, medens de spiste, i stedet for at bruge tiden på "at gå a vej ind". Det var først til middag, de gik hjem for at spise. Der var dog aldrig klokkeslæt på nogen ting, i den retning var det meget frit i mosen.
Chr. stod selv i tørvegraven og stak tørv ud med en hjertespade og lagde klumper med 4 tørv op på balgen. Med hænderne læssede børnene klumperne op på en "fladbør" og kørte dem ud på liggepladsen. Andre af børnene rejste eller vendte tørvene efterhånden som de var tørre nok til det. "Fladbøren", var en trillebør med fladt lad, forsynet med et ekstra bredt træhjul, så den ikke så nemt sank ned i mosejorden.
Det var nogle meget røde tørv der blev gravet i Engesvang mose, nærmest spagnumagtig rød dynd. Det var ikke det man med et skældsord kalder for "hundkjø", som nærmest er planterester, der ikke er gået ordentlig i forrådnelse og simpelthen ikke er til at stikke eller hugge i.
I tørvemosen var det kun Chr. og børnene, der arbejdede, Kirsten havde nok at gøre i hjemmet. Men der var såmænd også børn nok til at hjælpe, for da Chr. søster døde fra en flok børn i en ung alder, så blev børnene fordelt rundt hos hendes søskende. På den måde kom der 2-3 plejebørn til Chr. og Kirsten, og de børn tog også del i livet i mosen. Et af børnene var i øvrigt Tobias Lassen, som der senere blev sognerådsformand i Engesvang, han havde en del af sin barndom og ungdom hos Chr. og Kirsten.
Når middag og middagshvil var overstået derhjemme og køerne trukket ud, så tog de i mosen igen til hen ad ved syvtiden om aftenen. Det var lidt forskelligt, hvor mange tørv der blev gravet på en dag, hvis det kun var "vi anne knejt", der var af sted, så blev det ikke til så mange tørv, som når far var der, mindes Johs.

Ungdomsårene og Indre Mission.
I 1923 døde Johs. mor Kirsten, kun 35 år gammel. Det var ikke nemt for Chr. at være alene med ejendom og 4 børn, hvoraf den yngste kun var 8 år, så efter han havde haft forskellige giftelystne husbestyrerinder, så han ansatte en ældre sypige fra Aulum. Hun hed Kirsten Olesen, og hendes tilstedeværelse i hjemmet skulle senere få stor betydning for Johs. liv.
Det var i vinterhalvåret at Johs. gik til konfirmationsforberedelse i Engesvang præstegård, inden han omkring 1925 blev konfirmeret i Engesvang kirke. Det gudelige var Johs. godt inde i, for han kom fra et udpræget indremissionsk hjem, hvor man også levede efter de indremissionske normer. Som børn havde de alle fulgt søndagsskolen i Julianehede missionshus, og som unge var det god skik at de fulgte hvad der foregik i missionshuset.
Hjemmets religiøse holdninger fik også indflydelse på Johs. ungdomsliv. Kortspil og baller, hvor der blev drukket alkohol, hørte ikke hans verden til, han fulgte mere det liv, der udspillede sig i de indremissionske kredse. Missionen var bestemt en stor del af livet hos landbefolkningen rundt omkring Engesvang, selv om missionen i historisk sammenhæng i dag ofte bliver overskygget af de folkelige fortællinger om egnens tørvebisser og deres liv.
I Engesvang Krat var det næsten udelukkende indremissionske hjem, og der blev holdt rigtig mange unggilder. Bønder der ikke selv havde børn, holdt unggilder for deres karle og piger, og i sommertiden var der næsten unggilde hver lørdag aften et eller andet sted. Det var altid sanglege med fællessang, to mand frem for en enke o.s.v., alt sammen noget der handlede om, at karlene kom lidt tættere på pigerne end de gjorde i hverdagen. Sanglegene foregik i haverne, eller ofte på en græsmark, hvis der lige var en i nærheden, ellers på gårdspladserne. Det hændte da af og til, at der kunne være et ungt par mindre, som deltog i sanglegene, selvom parret var mødt op til fællesskabet, mindes Johs., hvad så siden de lavede. På den måde havde vi jo en dejlig ungdomstid, det hele foregik bare meget mere diskret. Der blev altid serveret kaffe med hjemmebagt kringle og kager, og der var altid dækket utroligt fint op til unggilderne, men de fleste af bønderne havde nu også godt råd til det.
En anden del af ungdomslivet var de møder, der blev holdt en gang om ugen i missionshuset. Her var det god skik, at de unge mødte op, og alle karle og piger kunne jo få aftenen fri, når det handlede om et møde i missionshuset. Når der så en gang årligt var missionsuge med vækkelsesmøder hver aften en hel uge igennem, så skiftedes man lidt til at tage af sted. Men hver gård og ejendom skulle helst være repræsenteret ugen igennem. Hvis der en aften var en særlig god eller populær missionær som taler, så hændte det, at der mødte så mange folk op i Julianehede missionshus, at den lille sal, der ellers kun blev brugt til småmøder, også måtte tages i brug.
Rundt i hjemmene holdt kvinderne noget de kaldte samtalemøder, en slags bibelgranskning, her var veldækkede kaffeborde bestemt ikke en uvæsentlig del.
Andet ungdomsarbejde kom Johs. ikke til at deltage så meget i. Da lærer Andersen og en del af egnens unge byggede badebassinet i Engesvang, var Johs. også med, men det var sjældent, at han nåede at være med i arbejdet, for han var aldrig færdig derhjemme før hen ad ved ottetiden om aftenen. De fleste andre unge i det projekt holdt jo med arbejdet rundt ved tørvefabrikanterne ved sekstiden og tog så et par timer ved svømmebadet, så når Johs. mødte op, var de i reglen færdig for den dag.
En aften var der samlet en del unge hos lærer Andersen. De var i gang med at planlægge et eller andet sammen. I løbet af aftenen dukkede sognets indremissionske præst op, pastor Nissen, for øvrigt en vældig frisk og aktiv mand. Lærer Andersen og pastor Nissen kom i en diskussion, og efterhånden blev de unge også draget ind i diskussionen. Pludselig fik Johs. spørgsmålet, hvorfor han ikke længere kom til præstens ungdomsmøder? "A tøvs faktisk et te a er værdig teet", svarede Johs. Den slags svar krævede nu at blive uddybet, mente Nissen. "Der kommer vel et ret manne kårl dernier, undtagen det er for at sid å klap a pier å a låer", lød Johs. uddybende svar. Det svar passede bestemt ikke Nissen, og hans ansigt blussede øjeblikkelig op. Var præsten ikke tændt af diskussionen i forvejen, så blev han det. Men at karlene kom til præstens ungdomsmøder, var i langt de fleste tilfælde fordi de så kunne slippe for at hjælpe med at malke og i stedet for få aftenen fri. At de så kunne sidde og flirte med pigerne og måske klappe dem lidt på lårene, gjorde da ikke møderne ringere. Der var da stort set heller ikke andet at gå efter om aftenen, fortæller Johs.
Da tiden så nærmede sig, at Johs. skulle ind som soldat, så blev de i hjemmet enige om at det nok var bedst, hvis Johs. fulgte "æ kårlgymnastik" vinteren over. Johs. havde jo altid gået hjemme, og faderen Chr. var godt klar over, at militærlivet kunne blive en barsk overgang for sønnen. Bekendtskabet med gymnastikken førte senere med sig, at Johs. blev formand for foreningen.

Chr. Poulsens tillidshverv.
Al den tid Johs. husker tilbage gik faderen Chr. og "skrantede" og var syg, det var maven, det var galt med. Godt nok fik han tabletter og sådan, men det var ikke noget, der kunne kurere ham. Chr. var ellers en stor og kraftig mand, men mavesygdommen lagde en dæmper på hans fysiske udfoldelser.
Til gengæld havde det kommunale arbejde Chrs. Store interesse. Han var nu ikke han ikke valgt ind i sognerådet, men fungerede som en slags tillidsmand med ansvaret for hjælpekassen. Chr. sad en gang om ugen nede på Engesvang afholdshjem "Stjernen" og udbetalte socialhjælp til de arbejdsløse og til hvem, der ellers havde behov for hjælp. Der var fra kommunal side aldrig tvivl om Chrs. udbetalinger af socialhjælp. Når han havde bevilget, så havde det også været berettiget. Derimod oplevede han meget kritik fra de folk, der skulle modtage socialhjælpen.
Der var specielt en hestehandler, en af de folk, der altid var stor i munden og slog med pisken, men handlerne kunne han tilsyneladende ikke altid få til at nå sammen, så det hændte, at også han mødte op på "Stjernen". Når det så gik op for ham, hvor få penge han egentlig kunne få bevilget, så ville han hellere være fri og gik med uforrettet sag. Om aftenen mødte hans kone op hjemme hos Chr., om de da ikke bare kunne få lidt, de havde slet ikke brød at sætte på bordet, og der var 7 børn i hjemmet. Hvad så, render han med pengene, hvis du kommer hjem med dem? spurgte Chr. N e j - n e j - hun trak lidt på det. Så blev der lavet en ordning, hvor hun kunne købe for aftalte beløb hos slagter og købmand og så ellers komme igen om 8 dage, hvis ikke situationen havde bedret sig.
På et tidspunkt kom der en ekstraordinær bevilling til arbejdsløshedsunderstøttelsen, men den var kun beregnet på trængende familier, så når de arbejdsløse karle gjorde opmærksom på den nye bevilling, så smækkede Chr. kassen i. En mandag formiddag hvor Johs. og Chr. stod med plejlen og tærskede korn hjemme i laden, så blev der pludselig banket kraftigt på ladeporten, og en ung karl kom frem med ordene, "a vil gjern ha den ekstrabevilling, nu ka do et nejt mig-det, a bløv givt i går".

Børnene fra reden.
Johs. ældste broder Gert Poulsen var sygelig og magtede ikke fysisk arbejde på samme måde som brødrene. Derfor var det helt naturligt at sende ham på det indremissionske lærere seminarium i Nr. Nissum, det var en af de få muligheder der var, hvis man ikke var fysisk stærk.
Den anden bror Niels Jørgen Poulsen var mere vidtløftig, han lod sig drage med af alt muligt, bare han så en katalogannonce for et eller andet, så skulle tingene straks afprøves, der skulle hele tiden ske noget. Han rejste på Landbohøjskole, hvor han tog landbrugseksamen, "Cand-Agri".
Den yngre søster Anna Johanne Kirstine blev afsat fra hjemmet, da hun indgik i ægtestanden.
Johannes derimod, han kom aldrig hjemmefra, ud over den periode, hvor han aftjente sin værnepligt. Faderens mavesygdom gjorde, at han ikke magtede arbejdet på ejendommen, og derfor blev det den yngste søn Johs., der med sit stille sind og temperament måtte tage sig af landbruget derhjemme. At få løn for at arbejde hjemme, kom Johs. aldrig til at opleve, han fik jo både logi og føden, og manglede han tobak, kunne det købes på bogen hos købmanden. Det hændte selvfølgelig han fik nogle småbeløb, hvis han skulle i byen eller sådan, men aldrig nogen form for løn.

Ejerskifte på Gl. Skovgård.
Omkring 1937-38 døde faderen Chr. Poulsen, men allerede et par år forinden havde Johs. overtaget ejendommen. Overtagelsen var uofficielt en slags løn for alle de år Johs. havde arbejdet derhjemme, der var dog en del arveafgifter, der måtte betales.
Helt uforberedt på sin bortgang havde Chr. ikke været, allerede før Johs. overtog ejendommen var det lykkedes Chr. at få 6 tønder land mose taget ud af ejendommens pant og få det tilskødet de fire søskende i fællesskab. I skødet var der en klausul om at Johs. måtte skære alle de tørv i mosen han ville, endda med salg for øje, han skulle bare betale 50 ører for hver 1000 tørv til fællesskabet. På den måde fik Johs. selv 12 1/2 øre af det indbetalte.

Bryllup / børn.
Som nævnt skulle Chr. husbestyrerinde Kirsten Olesen fra Avlum få afgørende betydning for Johs. liv. Da Chr. var død fortsatte Kirsten selvfølgelig som husbestyrerinde for Johs. Gennem årene havde Kirsten jævnligt besøg af sin brordatter Anna Olesen fra Avlum, hun var ligesom lidt Kirstens pige. Johs. vænnede sig på den måde til Anna, ja han ligefrem glædede sig til hendes besøg. Den slags har det jo med at kunne udvikle sig, og i 1940 havde det udviklet sig så meget at Johs. og Anna holdt bryllup med hinanden.
Allerede det samme år meldte det første barn sin ankomst, det var Grethe, som i dag bor i Hadsten og er edb programmør. Året efter i 1941 blev Bent født, han bor nu i Vejen og arbejder ved Naturgas Syd. Efter endnu et år blev Erik født i 1942, han bor nu i Sem ved Mariager. Erik blev uddannet som ingeniør, og arbejder som sådan ved skolevæsnet i Randers. Året efter kom der igen en datter, men hun var ikke levedygtig og døde efter 2-3 dage. Johs. og Anna prøvede så igen, og året efter blev der født en stor og kraftig pige. Forældrene var både lykkelige og stolte, men også denne datter nåede kun opnå at blive 3 dage gammel. Efter denne forskrækkelse gik der nogle år før parret igen prøvede til, og i 1950 blev efternøleren Bjarne så født. Han bor i dag i Viborg og arbejder med edb på Foulums forsøgsgårde.
Anna deltog ikke noget særligt med arbejdet i tørvemosen, hun havde sin dag besat med ejendommen, hjemmet og børnene.
Den stærke tilknytning man tidligere havde haft til Indre Mission ebbede ud. Anna var opvokset i et grundtvigiansk hjem, og det blev nok mest den retning, der kom til at præge deres hjem. "Gudsdyrkelse blev ikke til så meget", fortæller Johs. "der var slet og ret ikke tid, men vore grundholdninger havde vi dog stadig".
Da Johs. overtog ejendommen, fortsatte han med landbrug og tørv, som det hidtil havde foregået, men med den forøgede forsørgerforpligtelse og krigens udbrud i 1940, kom der også en ændring i livet på dette punkt.

Presseværket.
Da Johs. en dag var i Engesvang faldt han i snak med Anders Peder Ladefoged, og midt i snakken drejede A.P. samtalen i en helt anden og overraskende retning, "a hår æ peng, do hår æ jurd, sku vi et lav nogle tørv i fællesskav", så kunne de jo dele overskuddet. Den tanke var Johs. straks med på, og sammen fik de en tørvepresser opstillet.
I sommeren 1940 lavede de så pressetørv sammen, Johs. arbejdede selv med og tjente foruden andelen også sin dagløn, A.P. var blevet for gammel til selv at arbejde med. Det gik faktisk rigtigt godt.
Der var 2 mand som læssede i en elevator i graven. Presseren var placeret på kanten af tørvegraven, så dyndet kørte direkte fra elevatoren ned i presseren. Så var der en mand, der tog fra ved presseren og læssede på rullevogne. Det var dyndklumper, der svarede til 4 tørv i hver. Rullevognen var en stor flad vogn, hvor der lige midt under var anbragt en stor rulle, ligesom en trætromle, og så var der en krog i begge ender. Når vognen blev læsset, tippede den, men havde balance, når den var fyldt op. Der var så en hest til at trække vognene ud, det arbejde klarede tre drenge på skift. På liggepladsen var der en mand, som læssede af og sørgede for at tørvene blev skåret og lagt i 1000. Når værket så rigtigt skulle køre stærkt, så lejede de en ekstra hest med mand, og der blev kørt ud med to heste.
Trækkraften til værket var en Dotz dieselmotor, som de havde købt. Dieselolie kunne de få alt det, de ville have af, så længe det handlede om tørveproduktion, når bare de sørgede for at søge om det.
Arbejdet med at vende tørv på liggepladsen blev altid udført af "knejt og kvonner", så snart det blev kendt, at der var arbejde at få, så kom de af sig selv og søgte.
At få tørvene solgt gav ingen problemer, det var lige før folk stod i kø for at købe tørv. Langt de fleste blev solgt til private, nogle hentede dem selv på pladsen, andre skulle have tørvene leveret, og så hyrede de nogle bønder til at køre dem ud med heste og gummivogn. Der var også flere kommuner, der bestilte tørv til deres skoler, og hvor de ellers skulle bruge ildebrændsel.
Tørveproduktionen foregik på akkord med en fast pris for 1000 tørv, men det var kun selve fremstillingen. Hest og mand der kørte tørvene til liggepladsen var ikke indregnet i akkorden, ej heller leveringer eller børn og koner, der vendte tørvene.
Selv om det gik godt den sommer, så var pressetørvene alt for dyre at fremstille, de krævede simpelthen for meget mandskab i forhold til det antal tørv, der kunne produceres.

Ælteværket.
Johs. havde dog fået "blod på tanden", og allerede året efter i 1941 fik han selv etableret et ælteværk. Det var smed Hesel i Moselund, der byggede værket. Det hele blev opført med nye materialer og opbygget helt fra bunden af. Værket svarede nogenlunde til det værk, der i øjeblikket kopieres ved Tørvemuseet på Klosterlund.
Inden ælteværket kunne komme i gang måtte Johs. rejse over til varedirektoratet i København, han skulle nemlig have en tilladelse for at pumpe vandet væk fra tørvegravene. Det gav nu ingen problemer, Johs. fik et skema, han skulle udfylde, og fik bevillingen med hjem. I det hele taget var der aldrig problemer med at få noget bevilget, når bare det handlede om brændselsproduktion, og bevillingerne gik endda altid hurtigt igennem. Om det så var markvejen der gik fra mosen op til Kolding landevej (A13), så modtog Johs. tilskud for at få den istandsat, men vejen var da også en betingelse for at tørvene kunne komme fra mosen.
Værket blev placeret lige ved kanten af mosen, og der blev lagt spor ned i graven. Her gav det dog lidt problemer, for graven var for dyb og ville skride sammen. For at tørvene kunne blive nogenlunde ensartede, så skulle den øverste og den nederste tørvedynd helst blandes. Derfor begyndte de at køre fra to grave, en hvor de tog af den øverste dynd, den anden grav af den gode nederste dynd, så det skiftevis blev et læs god og dårlig tørvedynd. Når de så ellers bare sørgede for at dyndbeholderen hele tiden var fyldt op, så blev de to kvaliteter jo blandet. Det kneb dog af og til lidt, for manden, der kørte dyndet ud på liggepladsen kunne nu bedst lide at dyndbeholderen hele tiden var tømt, for så var de jo ikke så afhængige af hinanden, og de arbejdede jo på fællesakkord.
Der var 4 mand som læssede dynd fra gravene, en stor "knejt" trak dyndvognene op til værket med en hest. Han havde så en tom vogn med tilbage i graven hver gang. Den tomme vogn blev vippet af sporet medens den fyldte passerede. Ved værket var der omløb på sporet, det vil sige, at når dyndvognen var tømt ned i ælteren, så blev de skubbet ind på en slags skiftespor. Her var skinnerne forsynet med fjedre så de selv hoppede tilbage, når vognen var passeret.
Der var en mand til at rage dyndet fra dyndvognene ned i ælteren. Han tilsatte også vand som de fik fra en boring, der var lavet ved værket. Når dyndet i ælteren så havde en passende flydende konsistens, så blev det med en elevator trukket op i dyndbeholderen. Den var placeret så højt, at der kunne køre et spand heste med gummivogn under.
Gummivogn og heste var nu Johs. eget, og manden der kørte ud på liggepladsen var med i akkorden. Når han havde læsset af på liggepladsen måtte han ind imellem spænde hestene for skæremaskinen, der jævnede dyndet og skar tørvene. Han kunne lægge dyndet, så det næsten passede mængdemæssigt, men var der blevet læsset for meget af, så blev det bare trukket ud til den næste række.
Det var dog småt med liggeplads og Johs. måtte leje 10 tønder land af naboen for at have lægge og tørreplads nok. Det gav ind imellem nogle store afstande fra værket til liggepladsen.
Det var stadig "kvonner og knejt" som uden for akkorden vendte tørvene, og når tørvene så skulle derfra, så var der en del bønder som gerne ville lave en ekstra indtægt ved at køre tørv i banevogne. Johs. solgte dog stadig mange tørv, som skulle leveres til private.
Staten fastsatte så maksimalpriser på tørvene, og det blev næsten overalt opfattet som den pris man skulle tage for tørvene, selv om det var tænkt som den højeste pris, man måtte gå op til. Der kunne dog opnås langt højere priser end de fastsatte, Johs. fortæller, at han blev budt overpriser "i den grad", men han ville ikke have med svindel at gøre. Johs. havde det bedst med at have orden i tingene.

Endnu et tørveværk i Johs. mose.
Johs. bror Niels, der var landbrugskandidat, havde gennem 2-3 år bestyret en af landets sidste arbejdsanstalter i Gonsager ved Esbjerg. Det var et sted, hvor langtidsarbejdsløse blev anbragt, og skulle holdes i gang. En form for tvangsarbejdsanstalt, eller i hvert fald noget i den ånd. Men omkring 1941 blev anstalten lukket og dermed stod broderen Niels uden arbejde. Men der var jo familiens fællesmose hjemme i Engesvang Krat.
I skødet på mosen var der ganske vist klausulen om at det var Johs. der havde retten til at grave tørvene, men når Niels nu var arbejdsløs, så kunne familien da godt hjælpe ham med et stykke tørvemose at arbejde i. Broderen fik også etableret et presseværk i mosen, men det havde han nu ikke særlig held ved, og efter et år eller to blev værket lejet ud til svogeren, så blev det da i familien.

Elektricitet i mosen.
Da Johs. startede med ælteværket, lånte han en Dotz dieselmotor som trækkraft. Det var Martin Ankersen, der havde en helt ny til at stå, og den kunne Johs. da godt låne. Dengang var der jo hverken strøm ved ejendommen eller værket. Johs. mose lå lige op til banen, på skellet ind til Pårup Mose, og for at få el skulle ledningerne trækkes over banen, en temmelig bekostelig affære. Men i 1942 fik de alligevel ført el op til ælteværket og selvfølgelig også til ejendommen. Som nævnt kunne næsten alt lade sig gøre i de år, når bare det handlede om brændselsproduktion. Ælteværket blev så forsynet med en stor elmotor i stedet for dieselmotoren.

Folkehold / fagforening.
Hvert forår havde Johs. "et være bøvl" med at få arbejdskraft, for han var jo ikke i stand til at beskæftige sine folk vinteren igennem. De fleste, der blev arbejdsløse, når tørvesæsonen sluttede, arbejdede i krigens tid om vinteren for tyskerne på Karup Flyveplads, og meget af det arbejde blev egentlig betragtet som værnemagerarbejde.
Hos Johs. skulle man stå i fagforening for at få arbejde, han duede ikke til det med "fusk". Det hændte jævnligt, at der kom en og anden som godt lige kunne hjælpe i mosen, vedkommende skulle bare lige have sit stempel på fagforeningen først. Men så blev der gerne takket nej, det var ikke sådanne folk Johs. havde brug for.
Johs. mener, at han næsten altid havde mest travlt om søndagen, der var altid et eller andet der skulle bringes i orden, så værket stod klappet og klar til at køre mandag morgen. Var det ikke reparationer på værket, så var det måske en af arbejdsmændene, der havde fået et bedre tilbud et sted og så bare holdt, så der måtte hyres en ny mand i løbet af søndagen. På den måde var der hele tiden noget at ordne. Moselundsfabrikkerne havde det noget nemmere, de kunne holde deres faste folk i gang på strøelsesfabrikkerne hele vinteren, den mulighed havde Johs. ikke.
Nogle af tørvefabrikanterne modtog statstilskud, når de forlængede tørvesæsonen langt hen i efteråret, og den fidus var såmænd god nok, men tørrepladsen var for ringe til at Johs. kunne have udbytte af det.
Da værket først var rigtigt i gang, så var det begrænset, hvor meget Johs. deltog i arbejdet rent fysisk, han havde faktisk nok at gøre med at lave akkorder, holde øje med driften, snakke med folkene og lave aftaler omkring salg og leveringer. Det kneb også lidt med det fysiske arbejde, Johs. havde med årene fået problemer med maven ligesom faderen.
Under hele krigen havde Johs. en fast mand til at passe heste, køer og marken på ejendommen, og han fik sin normale dagløn for det. Han var en af dem, der havde svært ved at indordne sig på en normal arbejdsplads, men på ejendommen gik det fint. Han passede sig selv og ordnede det, der skulle ordnes, egentlig var han en sympatisk og dygtig mand, som Johs. var rigtig glad for. Men den slags varer jo sjældent ved, og pludselig kunne naboen give en større løn, og så havde Johs. altså ingen Peter mere.

Efterkrigsårene.
Under hele krigen havde det givet problemer at få leveret tørvene rundt omkring. Johannes Clausen i Bording havde købt mange tørv hos Johs. og solgt dem rundt i Bording by, og han havde da også kørt en del tørv ud for Johs. Der havde dog været store problemer med at få tørvene kørt til banen og endnu større var problemerne med at få banevogne. Lige så snart det var godt tørrevejr, så var der jo omkring 70 tørvefabrikanter, der henvendte sig på stationen for at få banevogne.
Men efter krigen, da det igen var muligt at få benzin, købte Johs. en lastbil, så de selv kunne klare det med leveringerne. Den første lastbil var en Hansa-Loyd med anhænger, den blev købt hos afviklingsudvalget i Kolding. Med eget køretøj kom der rigtig gang i leveringerne til private, og kort efter købte Johs. endnu en lastbil, en Chevrolet med anhænger. Det var hos General Motors i Silkeborg.
Men de havde ikke kørt tørv i stak til vinterleveringer, og da tørvesæsonen var ovre, var der heller ikke mere arbejde til lastbilerne. Så startede han med vognmandskørsel, hvor de kørte kul fra Søby og Fasterholt til La Cour mosebrug i Pindstrup. Her blev kullene blandet med tørvesmuld og presset til brændselsbriketter. Den kørsel fortsatte til helt op i 50-erne.
Johs. fortsatte tørveproduktionen til helt op omkring 1960, hvor olien helt udkonkurrerede tørvene. De sidste år havde han mest leveret til landbokunder, hvor man stadig havde benyttet sig af komfurer. Værket blev så afviklet, ligeså med lastbilerne.
I 1965 blev ejendommen solgt og Johs. og Anna købte en arbejderbolig på "Brændevinsgade" i Engesvang, hvor Johs. nu bor som enkemand.

De sidste år på arbejdsmarkedet.
Da Johs. så skulle ud på arbejdsmarkedet, så slog hverken kræfterne eller helbredet til, og han kom til Hald for at blive omskolet. Det hed Laboremus, og her blev Johs. sat til at lave radiohøjtalere, det projekt får ikke mange rosende ord fra Johs.
Det lykkedes ham så at få arbejde som altmuligmand hos tømmer Sigvald Pedersen i Bording Kirkeby, og det blev de bedste 10 år i Johs. arbejdsliv. Da han holdt hos tømreren var pensionisttilværelsen lige om hjørnet.
Også i den tredje alder har Johs. været aktiv. Venstremand har han altid været, det vidner et diplom med æresmedlemskab i hans stue om. I Lokalhistorisk Arkiv er der blevet trukket meget på Johannes Poulsens viden og kendskab til egnen. Også ved genopbygningen af ælteværket på museet i Klosterlund har vi glæde af Johs., ikke så meget af hans fysiske formåen, men af hans gode hukommelse. Johs. er jo en af de mange der et helt liv har været lige midt i det, som museet nu forsøger at fastholde en lille flig af.

 


HUSK NÆSTE MØDE


11/6 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017