Artikler fra og om Engesvang


Om tørv

Nørrevang Tørvefabrik, Pårup Mose.
af Freddy Boysen, Ikast

Når der bliver talt om tørveproduktion omkring Engesvang, ledes tankerne automatisk hen til området omkring den udtørrede Bølling Sø. Den intense tørveproduktion her, har dog smittet af på andre af egnens moser, og beretningen her er netop fra en af disse, nemlig Pårup Mose. Havde Tobias ikke haft Thy højspændingsværk som kunde, så var han aldrig kommet af med "det sølle klyn", konkluderer en af de gamle tørvefabrikanter. Der bliver dog straks tilføjet, at det er vurderet i forhold til "de guer svot tørv" der ellers blev lavet på egnen. Tørvene fra Nørrevang Tørvefabrik brændte alt for godt og egnede sig bedst til komfurer og elværker, hvor de helst skulle flamme op.


Pårup Vestergård ca. 1905-10

Beretningen tager sit udspring omkring år 1900, dengang Peter Lassen købte Vestergård, som ligger syd for hovedvejen fra Bording, ca. en km. før Pårup. Da både Peter Lassen og hustruen omkring 1926 havde forladt det jordiske, så drev deres 6 børn en kort årrække Vestergård i forening. Det var dog en uholdbar situation, så i 1929 enedes søskendeflokken om, at lade broderen Tobias Lassen overtage Vestergård. Ved denne bodeling fik alle søskende et lille lod i den moseparcel der oprindelig hørte til Vestergård.


Pårup Vestergård ca. 1905-10

Året efter trådte Tobias Lassen ind i ægtestanden, og giftermålet bar frugt i form af en søn, der traditionen tro blev opkaldt efter bedstefaderen. Det var dog ikke kun lykken, der hjemsøgte Tobias Lassen, i 1937 døde hans unge kone, og et par år senere solgte han den fædrene gård. Lassen flyttede til et lille hus på Vejlevej i Pårup, lige overfor kroen, og han arbejdede en tid som repræsentant eller lignende. Det var dog ikke rigtigt et arbejde for en driftig mand,der var vant til at tage fat, så i hans tanker blev der udtænkt en ny livsbane.Familien ejede stadig jordlodderne i Pårup Mose, og samtidig med krigens komme i 1940, hvor brændselstørv blev yderligere eftertragtede, så Tobias Lassen mulighederne og startede etableringen af Nørrevang Tørveværk. Der var mange, der havde små moseparceller i Pårup Mose, men de fleste gravede bare tørv til deres eget årlige forbrug, så Nørrevang blev det første egentlige tørveværk i denne mose.

Værket blev placeret helt oppe på heden, som man kaldte stedet. Heden blev afbrændt og jævnet, så liggepladsen var lige omkring værket. Som drivkraft blev der indkøbt en gammel lokomobil på 4 hjul, som blev klodset op, og der blev bygget et skur af skaller og pandeplader omkring den. Lokomobilet var en yderst praktisk drivkraft i krigsårene, hvor det var næsten umuligt at skaffe olie og benzin, energien til den bestod nemlig af egen produktion, tørv.Der blev lagt spor fra graven i mosen og op til værket. De 6 indkøbte tipvogne blev benyttet parvis, med en hest som trækkraft. Hesten trak to fyldte tipvogne fra graven op til værket, imens var to andre blevet tømt og skubbet ind på skiftesporet og de to sidste blev læsset i graven, så der var en rationel rotation. De tomme vogne havde hesten så med tilbage til tørvegraven, der var dog så meget hældning på dernede, at vognene næsten selv kunne rende ned og hesten bare kunne gå ved siden af sporet.Ved værket havde sporene en lille forhøjning i den ene side, og ælteren var lidt forsænket, så manden her, med en såkaldt møggreb, nemt kunne rage tørvejorden fra tipvognene ned i ælteren.

I ælteren blev tørven så blandet med vand, så både den gode og den dårlige tørvejord blev æltet og blandet til en ensartet flydende tørvemasse eller dynd. Vandet fik de fra en brøndboring, der var etableret på stedet. Remmen fra lokomobilet måtte ind imellem skiftes fra ælteren over på vandpumpen, så vandreservoiret i den støbte beholder blev fyldt op med de 4-5 m3 som den kunne rumme. Det var en del af fyrbøderens arbejde.Når tørvemassen var færdigæltet blev den lukket ud i en transportør, der med kæder trak massen op i en dyndkasse, der var placeret et par meter over jorden, så der kunne køres under den med heste og gummivogn. Herfra blev det lukket ud i gummivognen, som var forsynet med en jernkasse for at holde på den flydende masse.

Med gummivogn og 2 heste blev dyndet så kørt ud på liggepladsen, hvor det blev læsset af i en lang ensartet stribe, og når der var opnået en vis længde blev hestene koblet for skæremaskinen. Den var forrest indrettet således at den fordelte tørvemassen i et ca. 1,5 meter bredt, jævnt og lige tykt lag, og bagerst kørte skæretromlen, som sørgede for at tørvene havde en ensartet størrelse. Både udkørsel af dynd og kørsel med skæremaskine blev varetaget af den samme mand.

Ved værket var der på den måde 3 mand, ham der kørte dynd ud, en der fyldte og passede ælteren, og så fyrbøderen, der næsten altid var en pensionist. Ved tørvegraven var der ham, der trak tipvogne op med hesten, og tre mand der læssede vognene i graven, altså kørte produktionen med 7 faste mænd. De to, der kørte med hestene, var landmænd og de var lejet til at møde med heste, de øvrige var arbejdsmænd. Ud over selve produktionen kom arbejdet med at vende eller rejse tørvene, så de kunne gen-nemtørre fra alle sider, men den side af arbejdet havde mændene ikke noget med at gøre, det var kvinder og børn eller pensionister der klarede det. Når tørvene på liggepladsen var så tørre, at de kunne trækkes op, skulle de rejses på højkant, og så blev der talt op, så der var 500 i hver krans. Det var ikke altid børnene fandt det arbejde lige spændende, nærmest en sur pligt. Skolegang var jo kun hver anden dag, og selv om børnene havde været i skole kunne de udmærket nå at rejse tørv om eftermiddagen, så i højsæsonen havde de altid tiden besat, det var lige før en regnvejrsdag kunne være en hel befrielse ind imellem. Når det satte ind med en regnvejrsperiode, så opsugede tørvene alt vandet og der kunne godt gå 8-14 dage, hvor der ikke var tørv at rejse.

Der var to ting der havde indvirkning på produktionen, når værket kørte i stykker og smed Christensen fra Pårup eller Johan Hessel fra Moselund måtte tilkaldes for at udbedre skaderne. Men også vejret havde indflydelse på hvor mange tørv, der blev lavet. Et forsigtigt skøn er mellem 30 og 40,000 tørv om dagen, når det gik godt.

Produktionen startede omkring 1. maj og blev ved til hen sidst i august. En overgang var der ligefrem en ordning med statstilskud, når tørveværkerne fortsatte produktionen ud over den normale periode, en slags beskæftigelsesarbejde. Tilskuddet berettigedes med, at der var stor sandsynlighed for at tørvene aldrig nåede at tørre, og så var det fabrikanten der stod med problemet.

Økonomisk var tørveværket ikke nogen guldgrube, men den sikrede dog levebrødet for en lille gruppe mennesker, og gav også ejeren Tobias Lassen et afkast, så han i 1942 kunne indgå et nyt ægteskab. Lassen stod selv for afsætningen af tørvene, og de blev solgt over det meste af Jylland. Det var hovedsageligt forskellige brændselshandlere der var aftagere, men den største kunde var nok Thy højspændingsværk, som fik tørvene leveret i banevogne på Engesvang Station.

I april 1943 købte Tobias Lassen selv sin første lastbil, så kunne han med en chauffør selv varetage transporten til Engesvang station og leverancer i omegnen. Chaufføren var kun ansat i højsæsonen, så kørte Lassen selv om vinteren, og efterhånden blev det også til lidt vognmandskørsel, når der var tid tilovers.

Sommeren igennem kunne man nøjes med at hente de rejste tørv på liggepladsen og levere dem direkte. Sidst på sæsonen begyndte man at skrue tørvene, for at de kunne nå at gen-nemtørre, der blev så gerne 2-3 skruer ud af en krans med 500 tørv. Det hændte at nogle af skruerne måtte overvintre, hvis de på grund af regn ikke var blevet tørre, men tørvene kunne godt klare en vinter i det fri. Ofte væltede skruerne dog, og måtte så atter skrues op om for-året. De fleste tørv blev dog afsat i løbet af sommeren og efteråret, men havde man en overproduktion, blev tørvene skovlet sammen på liggepladsen, læsset på en hestevogn og kørt hen i en aflang dynge. Nogle af de yderste tørv blev stablet for at sikre en lidt mere stabil tørvestak. Herfra kunne tørvene så sælges i vinterens løb.

De eneste egentlige bygninger der var ved Nørrevang tørveværk, var skuret omkring lokomobilet, den rummede også værktøj og fungerede som spiseskur i dårligt vejr. I tørvegraven havde folkene også et lille skur, hvor de kunne gå i læ eller spise i. På et tidspunkt blev der yderligere bygget et skur, som fyrbøderen Peter Nielsen boede i om sommeren. Han skulle jo allerede starte omkring kl. 5.30 med at fyre lokomobilet op, så den var driftsklar kl. 7, når folkene mødte.

Der var ingen vand i tørvegraven, og egentlig var tørvejorden nok lidt for dårlig, det meste var jo rigtig højmose, det var kun de sidste to stik i graven der var den eftertragtede sorte dynd. De øverste lag var lyst og lodden, "hundekjød" som det blev kaldt, og det egnede sig egentlig nok bedst som tørvestrøelse. Godt blandet med den nederste sorte dynd gav det dog nogle I starten havde Nørrevang tørveværk været alene om produktionen i Pårup mose. Henriksen fra Moselund tørvefabrik ejede også noget af mosen der, men det havde hovedsageligt været udnyttet til tørvestrøelse, en produktion der fortsatte helt hen omkring 1970erne, hvor det vist blev solgt til nogle gartnere.

På et tidspunkt under krigen opstod der endnu et tørveværk i Pårup Mose, de havde deres grav lidt længere sydpå, ind mod Pårup. Det var et Odense firma, der ejede værket, som fik navnet "Odense værket". Selve værket lå på strøelsesfabrikkens område, der hvor der i dag sælges biler og brudekjoler ved landevejen. Der blev dengang bygget et hus, hvor formanden for Odense værket boede. Med den øgede aktivitet kom ølvognen en gang om ugen ud i mosen, for at levere drikkevarer - det bragte dog ikke problemer hos Nørrevang værket, forlyder det.

I 1945, lige efter at krigen var slut, solgte Tobias Lassen Nørrevang tørveværk. Værket var lige startet op på en ny sæson, da der pludselig meldte sig en køber til det, og da det ligesom lå i luften at tørveproduktionen ville få ende sammen med krigen, så var Lassen ikke sen med at slå til. Salgsprisen var godt en snes tusinde kroner, og det var ikke en lokalmand, der var køber. Værket fortsatte året ud, og startede også op året efter, men samme år blev det definitivt lukket og pillet ned. Mosearealerne blev senere solgt til landmand Tinus Lassen, og i dag er der ikke synlige spor efter Nørrevang tørveværk.
Tobias Lassen slog helt ind på at drive vognmandsforretning. Forretningen eksisterer faktisk stadig, selv om der har været flere ejerskifter.

Oplysninger indsamlet ca. år 1990.


Arbejde i tørvemosen

Det æltede tørvedynd lægges til tørring. Efter en tid skal det rejses (vendes), et arbejde både voksne og børn tager del i.

 Moslundgårds tørvearbejderes udflugt 1913

Lokomobil ved Moselundgårds smedie 1948. Personerne er oplyst som "Bette" Johan og
Aksel Hesel.

 


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017