Artikler fra og om Engesvang


En vise om Klods Møller i NØRRE-JYLLAND

Skillingsvisen, som den er gengivet af Jeppe Aakjær i skriftet Gammel brug og Gammeæl Brøde, 1921. Han skriver, at det er en tekst, han har fundet i Sevel.

EN VISE OM KLODS MØLLER, I NØRRE-JYLLAND

som i Mai maaned 1706 blev aflivet, og hans Hustrue ilde medhandlet, af en hos dem logerende Person, hvilken for denne Misgierning paa en Heede ved Møllen blev radbrækket, hans høire Haand og Hovedet, afhugget og Sat
paa en Stage, og Kroppen lagt paa Steilen.

Koster en Lybskilling.

Trykt i dette Aar.

Mel: Satan han har en liden Tid

Ak Satan, Satan, du fule Giæst!
Du mon saa mangen daare.
Din Lige ei findes til Fods eller Hest,
At føre Folk i Fare.
Du løber om med din Lærdom,
Og mon saa mangen forføre,
Som vi vil faae at høre.

Du haver giort din største Flid
Det maae jeg jo bekiende,
At føre mig til syndig Iid,
Og saare mig forblinde,
Til Gierning hart, som jeg har giort
Hvorfor jeg nu maa lide
Saadan en Smerte, Qvide.

Da man nu Sytten Hundrede
Og Sex dertil mon skrive,
Den ellevte Mai saa mon det skee,
Da mon jeg mig begive
Til Nør-JyIIand, en Møllermand
Og hans Hustrue at giæste,
Der Satan mig mon friste.

Til Klode Mølle drog jeg hen,
Begierte Logemente.
De tog imod mig som en Ven,
Men jeg dog andet tænte.
I Dage to jeg hos dem laae,
Førend jeg dem mon skiende.
Nu ligger jeg Elende.

Mølleren nu paa Bænken laae,
En liden Søvn at fange.
Hans Hustrue mon paa Gulvet gaae,
Og sagde: Jeg er bange
At denne Mand for vist og sand
Vil giøre os stor Skade,
Og føre os i Vaade.

Mølleren sagde: Gak til Seng,
Jeg vil nu lidet vaage;
Thi Natten varer ikke læng,
Og Dørren vil jeg kroge.
Jeg vil see til, om han nu vil
Begynde med at stiæle,
Da vil han ikke dvæle.

Om Natten ret ved Midtnatstid,
Da Folkene mon sove,
Da stod jeg op med største Fild,
Og spændte straks min Bove.
Jeg tog en Kniv, paa Møllerens Liv
Monne jeg den hensigte,
Det kan jeg ikke negte.

Til Møllerens Kone samme Tid
Jeg da og straxen figet [ilet].
Jeg hende slog med Haand og Kniv,
Meent, Mølleren var aflivet.
Men Klæderne tog de største Hog,
Som jeg nu slog paa hende,
Hvorved hun Livet vinder.

Mølleren sprang af Bænken op,
Han hør sin Hustrue skrige;
Skiønt Blodet løb ud af hans Krop,
Dog mon til hende fige.
En Greeb der stod, han strax tiltog,
Dermed han hende redde,
Dog det var knap, det skete.

Mølleren fast med Greeben slog,
Ad Dørren maatt jeg springe.
Jeg da igien til Kniven tog,
Der var saa skarp som Klinge;
Blev da paa Stand hans Overmand,
Og giorde ham stor Møde,
Hvorover han da døde.

Saa reiste jeg af Landet ud,
Til Husum mig at begive,
Og Tienest tog paa Fyrstens Gods,
Og lod mig der indskrive.
En gammel Mand af Nør-Jylland
Monne der til mig komme.
Mig kun til liden Fromme.

Den gamle Mand han kiendte mig
Og monne mig anklage,
At jeg giorde den Gierning slig,
At tage udaf Dage
En Møllermand af Nør-Jvlland
Og hans Hustrue at skiende.
De mig straks monne binde.

De førte mig tilbag igien,
Jeg skulde Straffen lide.
For Ret og Dom de føer mig hen,
Der mødte Sorg og Qvide.
Min høire Haand skuld hugges af,
Mit Hoved skulde springe
For Øxens skarpe Klinge.

Jeg takked for en naadig Dom,
og meent, det skuld saa blive;
Saa føer de mig til Landsthing am,
En strenger Dom at give,
Min Arm og Been skal giøres Meen
Af Hiulen den saa grumme,
Mit Hoved af skal komme.

De førte mig til Møllen hen,
Hvor jeg den Gierning giorde.
Der mødte mig Guds Tiener og Ven,
Som mig derpaa adspurte:
Om jeg da nu vill komm ihu
Christi Død og hans Pine,
Som liidt for Synden mine?

Jeg svarde: Ja, jeg vilde nu
Mig gierne lad berette,
Og slaae al Verden af min Hu,
Og hende slet forgiette,
og lide Død, for det jeg brød
Det femte Bud saa strikte,
Og det ei mere negte.

De førte mig fra Møllen ud
Foroven paa den Heede,
Hvor baade Hiul og Steilen stod,
og Bøddelen den vrede.
De Præster der paamindte her,
Jeg skulde Gud paakalde,
og blive hans udvalde.

Nu bandt de mig i samme Stund
Baad Hænder og Fødder tillige;
En Træ-Bolt blev lagt i min Mund,
At jeg ei skulde skrige.
De faldt paa Knæer alle og hver,
Og alle bad tillige,
Jeg maatt faae Himmerige.

En Kreds saa stor de om mig slog
Af Folk med Vogn tillige.
Skarpretteren i Kredsen stod,
Han monne til mig fige [ile],
Et Hiul tiltog, og sønderslog
Mig baade Been og Arme.
0 Gud! du dig forbarme!

 Nu hug han af min høire Haand,
Og mon igien sig svinge,
Mit Hoved af paa samme Stand
For Øxen maatte springe.
Min arme Krop paa Steilen op
Monne de derpaa lege
At Solen den skal stege.

Mit Hoved nu paa Stagen staaer,
Med Haand og Kniv tillige,
Hvor baade Ræv og Ulve gaaer
Og monne til dem kige.
Mit Blod Saa rød paa Steilen flød
Som Vandet udi Strømme,
For jeg Guds Bud mon glemme.

Mølleren ligger i Kirkegaard
I Kiste og kostelig Klæder,
Men jeg paa Sorten Heede staaer
For vilde Fugl og Vrede.
Det Bytte riig, jeg vented mig
Af Møllerens Gods og Penge,
Betalte jeg vel strenge.

Thi raader jeg jer det forvist,
I baade Mand og Qvinde,
At I blir fast ved Jesum Christ.
Lar Satan ikke vinde.
I see nu til det syndig Spil,
Den ynkelige Ende.
Nu ligger jeg Elende!


HUSK NÆSTE MØDE


11/6 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017