Artikler fra og om Engesvang


Gert Poulsens IIII

Fortsat fra Gert Poulsen III. 

Kongeparret hilste på de fremmødte og Niels Sjelle indbød på en forfriskning på Sømandshjemmet, der blev serveret vin og kransekage.

Efter modtagelsen på havnen gik kongeparret, sammen med præsten og andre op for at se kirken, da de passerede forbi forskolen stod Signe ved vinduet og så dem, efter at havde set kirken gik kongeparret op for at hilse på Kirsten Hvas og hendes forældre, de serverede kaffe for dem.

Alle biler på Thyborøn var tilsagt til at møde ved kirken for at køre kongeparret med følge til Harboøre, hvor de skulle se kirken og de store fællesgrave for de omkomne fiskere og redningsfolk. Her var det pastor Andreasen, der viste rundt og forklarede og senere indbød til en forfriskning i præstegården. Fra præstegården tog kongeparret tilbage til ”Dannebrog” der lagde fra kaj med Wegeberg ved roret. Mange var mødt op for at se kongeskibet sejle ud af havnen og alle vinkede de farvel.

Da ”Dannebrog” nåede Oddersund broen stod kongen igen hos lodsen, og kongen spurgte: ”Hvorfor sejler de ikke lige ind under broen, men tager en del sving til venstre, så vi kommer skråt ind?” Wegeberg svarede, ”der er fordi, der er så stor afdrift på skibet, så tager vi ikke disse sving, vil skibet tørne imod en af bropillerne!”. inden Wegeberg forlod kommandobroen i Løgstør kom kongen op til ham igen og fæstede Dannebrogsmændenes hæderstegn på Wegebergs jakkerevers idet han sagde: ”Det skal de have lods for veludført tjeneste på ”Dannebrog”.
Alt dette fortalte Wegeberg mig ved sit besøg hos mig på sygehuset. Wegeberg bar det sjældent, det lå ikke for ham at prale af sit arbejde.

Danmarks besættelse 9 april 1940.
Tirsdag den 9. april kom jeg som sædvanlig i god tid op til skolen. De fleste af børnene stod uden for, og jeg kunne på afstand se, at der var noget, de var stærkt optaget af. Da jeg nåede frem, stormede de imod mig: ”Lærer Poulsen, Tyskerne er gået i land i Esbjerg i nat, byen og havnen er besat af tyske soldater.” Jeg spurgte om, hvor de havde deres viden fra, jo det var der ringet om fra Esbjerg. Da den første time var forbi, gik jeg over til sognefoged Alfred Christensen og spurgte ham, om det var rigtig, hvad børnene havde fortalt. Jo, det var rigtigt. Og nu fik jeg at vide, at det ikke alene var Esbjerg, det var også København, der var blevet besat i de tidlige morgentimer, og den tyske hær havde overskredet den danske grænse, og var nu på vej nord på gennem Danmark.

Ved 11 – tiden kom tyske flyvere i lav højde drønende ind over Thyborøn. Op ad dagen kom der udsendelser i radioen med taler af statsminister Stauning og kongen med opfordring om, at alle skulle forholde sig i ro, og at den danske hær havde kapituleret. Der havde været træfninger ved grænsen og syd for Haderslev og i København. I alt var der 11 dræbte og ro sårede danske soldater fra kampen i Sønderjylland. Hvor mange, der var faldet i København, husker jeg ikke. Først onsdag aften nåede de tyske soldater Thyborøn. Det var en afdeling dragoner. De tog en stor smedje nede ved havnen til deres heste og tog lejligheden til dem selv.

I dagene derefter kom der mange soldater med tog og bil til byen. Mange Thyborøn boer måtte flytte ud af deres huse, fordi tyskerne ville have dem at bo i. Wegebergs var vist de første, der måtte forlade deres hus, de var så heldig, at der var en lejlighed ved lodstårnet, der flyttede de ned. Der kom flere og flere soldater, og der blev bygget store barakker til dem. I 1941 tog den nye skole, som vi havde fået bygget nede ved forskolen, og lærer Hvas´ gamle skole tog de, så fik vi det ordnet sådan, at vi alle tre flyttede op i missionshusets lille sal, som tyskerne så gav fri, de havde også taget hele missionshuset.

Vi begyndte så tidlig om morgenen og blev ved til langt ud på eftermiddagen og kortede timerne ned til 45 min., og så afløste vi hinanden. På den måde fik børnene fire timer hver anden dag. efter mange forhandlinger med tyskerne, fik vi vore skolestuer tilbage, og tyskerne fik hele missionshuset. Derefter måtte møderne holdes på sømandshjemmet eller i kirken. Samtalemøderne blev holdt i hjemmene, en kreds blev dannet nede ved havnen og en anden oppe i byen. De mange tyskere fyldte op i butikkerne. Vi handlede med købmand Kristensen i Thyborøn by, han var en troende mand, men han tog efter manges mening alt for stort hensyn til tyskerne. .

Når vi fra byen kom for at handle, kunne vi få lov til at stå og vente til tyskerne havde fået de varer, de ville have, når de skulle hjem på orlov i Tyskland, dernede var der mangel på varer allerede, da tyskerne besatte Danmark, mens vi i begyndelsen af 40-erne havde varer nok i Danmark. Signe og jeg blev trætte af, at stå der bag de mange tyskere og vente og vente og flyttede ned til købmand Frølund i Vesterhavsgade, hos ham var det tyskerne, der måtte vente. Vi handlede så hos ham, i de år vi boede i Thyborøn. Han var en dygtig købmand, der var god til at skaffe varer frem.

Tyskerne tog straks fat på at befæste Thyborøn, de var sikre på, at her ville Englænderne gøre landgang. Hver dag kom et tog trukket af et D.S.B. lokomotiv meden række af jernbanevogne, der var læsset med grus og cement, disse vogne blev rangeret ud på havnesporet, og der blev anlagt en transportbane langs med dette spor, og den blev ført videre op forbi forskolen og langs den høje dæmning ud mod havet. Oppe i klitterne blev der bygget mange store bunkers og fundamenter til langt rækkende kanoner og luftværnsskyts, der blev opstillet lytteposter og udsigtstårne. Daglig havde vi dette arbejdstog kørende frem og tilbage forbi skolevinduerne, næsten daglig holdt tyske soldater øvelser, de lå ved hus hjørnerne og knaldede med bøsse og maskingeværer, der var alt sammen meget generende for undervisningen.

Ca. en uge efter at tyskerne var kommet til byen, blev alle gade lys slukkede, og alle vinduerne skulle være mørklagte, så ikke en lys stribe sivede ud. Bil og cykellygter skulle også mørklægges, kun gennem en smal stribe måtte lyset sive ud. Der blev lagte en pigtrådsspærring rundt om byen, og i klitterne blev der lagt landminer. Det sidst kom til at koste en af mine skoledrenge livet. Hans forældre boede i Vesterhavsgade og deres grund gik lige op til dæmningen. En dag gik han og legede med sin bold og kom så til at kaste den indenfor afspærringen, han kunne se bolden og mavede sig så ind under pigtråden, derved kom han til at røre ved en landmine, der lød et brag, og drengen blev frygtelig tilredt. Hans far blev kaldt hjem fra sit arbejde, han fik sin dreng trukket tilbage under hegnet uden selv at komme noget til. Drengen blev i ambulance kørt til sygehuset i Lemvig, hvor han døde kort tid efter indlæggelsen.

Om natten mellem 12 og 1. kunne vi ofte opleve at blive vækket af støj fra flyvemaskiner, det var engelske bombemaskiner, der i stor højde passerede hen over byen, og som, når de kom længere mod øst, drejede mod syd ned over Tyskland, hvor de afleverede deres dødbringende last over tyske byer med fabrikker, der fremstillede våben, for så ca. tre timer efter at komme samme vej tilbage. Somme tider var flyverhøjden så lav, at tyskerne skød efter dem med luftværnskanonerne. Vi oplevede også luftkampe over byen. Når lytteposterne havde meldt, at nu var engelske flyvere på vej, gik beskeden videre til Karup, hvor så tyske maskiner gik på vingerne for at møde englænderne og drive dem tilbage. Om det lykkedes ved jeg ikke, for vi lå jo i vores senge og hørte, hvordan de skød mod hinanden deroppe i luften, og vi kunne høre stumperne af projektilerne falde ned på hustagene. Det var meget uhyggeligt, men der sket os aldrig noget.

Jeg oplevede det meget stærkt en aften, jeg havde en stor flok af unge i aftenskole, da blev der luftkamp over byen vi kunne tydelig høre den stærke skydning og kunne høre projektilerne falde på taget. Nogle skreg af angst, andre råbte, at de ville i beskyttelsesrum, hvilket var livsfarligt, da vi skulle ud i det fri for at komme i beskyttelsesrummet, der var bygget op af græstørv langs med husmuren. Derfor sagde jeg nej til dette og foreslog, at de skulle lægge sig ned på gulvet han under vinduerne. Det var der kun få der gjorde. Jeg stod henne ved døren for at forhindre, at nogen løb ud i beskyttelsesrummet. En pige råbte: ”Jeg siger det til far, at de har forbudt os at gå i beskyttelsesrummet”. Dertil svarede jeg: ”Havde jeg givet lov til dette, kunne der være sket det, at en eller flere var blevet såret eller måske dræbt”. Luftkampen varede ved i ca. 5 min, så kunne vi fortsætte, men chokerede var vi alle blevet.

Jeg husker også en dejlig søndag morgen med solskin, vi sad i vor lille stue oppe på Karl Kristensens loft og spist vores morgenmad, da kom der en engelsk flyvemaskine i lav højde stilende lige mod et tysk krigsskib, der lå lige ud for havnen. Lige før den nåede skibet udløstes en bombe der skulle ramme skibet, den faldt i vandet lidt ved siden af skibet, der lød et høj brag og kaskader af vand blev slynget højt op i luften. Flyvemaskinen blev ramt af skibets kanoner, da den et øjeblik efter kom tilbage var der flammer og røg ud fra den. Vi løb hen over loftet til vinduet mod vest og så, maskinen falde i havet et stykke fra land. Den havde haft en besætning på 3 mand, de to gik ned med maskinen, den tredje, der var maskinskytte og sad ude i halen af maskinen, blev slynget ud af maskinen og blev reddet af et pat mænd der lå i deres båd og fiskede lidt fra stedet, hvor maskinen faldt i vandet. Da de kom ind til havnen, blev han straks taget af tyskerne som krigsfange, han blev ført op til den gamle skole, hvor han tilbragte en uges tid under bevogtning. Da vi en tidlig morgen stod oppe ved stationen og ventede på toget, kom der to tyske soldater med ham, nu skulle han nok føres til en krigsfangelejr i Tyskland, det gættede vi på. I Skjern skiftede vi tog, vi skulle efter Herning, de tre soldater fortsatte med toget til Esbjerg.

Det skete også at fiskekuttere fra Thyborøn, der lå og fiskede ude på havet blev taget af engelske krigsskibe og ført til England, hvor de så fortsat skulle fiske, men fra engelsk havn og fangsten skulle landes i England, naturligvis fik de fisken betalt. således forsvandt kutteren ”Stausholm” med Niels Stausholm og hans søn + to andre ombord. De skule have været hjem til hans datters bryllup. Julie skulle giftes med Oskar Klemmensen. Brylluppet blev holdt, men uvisheden om faderen og broderen stjal glansen. Senere fik de gennem Røde Kors besked om, at de begge var i god behold i Skotland.

Jeg husker endnu den glæde det vakte i Thyborøn, da Stausholm og søn efter 5. maj 1945 vendte hjem. den påfølgende søndag var han med til søndagsmødet i missionshuset, og der fortalte han om hvordan, de havde haft det under deres ufrivillige ophold i Skotland. Han sluttede mødet. Om aftenen var der åbent hus hos Stausholm, og der blev serveret ægte kaffe, som de havde haft med hjem fra Skotland.

Den 29. august 1943 mistede Edv. Christensen sin yngste søn, han var marinesoldat og lå i Holmens kaserne. Ved en træfning, der opstod, da de danske soldaterskulle afvæbnes, blev han dræbt. Hans lig blev senere frigivet og ført til Thyborøn. Begravelsen skulle efter ordre fra tyskerne foregå i stilhed, men Thyborøn boerne mødte op, så kirken var stuvende fuld. Tyske soldater var også mødt op, og efter jordpåkastelsen skød de en salve af hen over graven. Der blev i Thyborøn samlet penge ind til en mindesten, og fra soldaterkammerater blev der sendt en mindeplade i marmor.

Oppe ved den gamle skole skete der under besættelsen en grim ulykke, der kostede flere tyskere livet. Et par soldater stod ude på legepladsen med en håndgranat, som ikke var eksploderet, da den blev kastet, en såkaldt forsager, den skulle nu undersøges, og flere stod og så til. Da pludselig sprang granaten med et brag og flere af soldaterne blev dræbt og nogle blev kvæstede. Flere ruder blev sprængt, og fru Hvas, der var inde i lejligheden blev stærk chokeret.

Et stykke ude i havet havde tyskerne udlagt miner, som de engelske landgangsfartøjer skulle løbe på, når englænderne forsøgte at gøre landgang. En nat, da det blæste ret stærkt, havde en af disse miner revet sig løs og blev af bølgerne kastet ind mod stranden, hvor den eksploderede med et stort brag. Lugttrykket knuste de fleste ruder i husene, der lå i nærheden. Købmandens store butiksrude var fuldstændig knust. På ”Iversens vej” hvor vi boede, var der ikke andre end vores hus, der havde hele ruder. Da vi fik bygget hus i 1941 havde vi fået ruder med dobbelt glas i alle vinduerne, derfor havde de holdt til trykket. Jeg husker, at jeg trak i tøjet og var en tur rundt, for at se ødelæggelsen.

Læge Rasch, Strande blev skudt.
Den 23. november 1944 blev en fisker, der hed Peter Hansen meget syg og skulle have læge. Læge Lindum i Thyborøn var ikke hjemme, og ingen vidste, hvor han var, så ringede de til Dr. Rasch, der lovede at komme omgående. Han havde startet sin bil og var kørt mod Thyborøn. Uden for byen ved pigtrådsspærringen var han blevet råbt an af en tysk vagtpost. Det må lægen ikke have hørt, han kørte uanfægtet videre og soldaten skød ham så. Inden han døde, havde han fået bilen standset. Tyskeren hev ham ud af bilen og smed ham ned i vejgrøften, og der lå liget til dagen efter.

Hos Peter Hansen kunne de ikke forstå, hvorfor lægen ikke kom. Så ringede de igen til Lindum, og da var han hjemme og kom straks. Han havde været hos nogle venner nede ved havnen. Da fru Rasch i strande vågnede næste morgen, kunne hun ikke forstå hvorfor hendes mand ikke var kommet tilbage, hun var jo så vant til, at hendes mand blev kaldt ud om natten, men nu blev hun urolig og så blev der sat en eftersøgning i gang og dr, lidt inden for afspærringen fandt de bilen stående, og lægen liggende død i grøften, de to vagtposter havde intet foretaget sig, men nu blev hele sagen klarlagt. Kommandanten i Thyborøn holdt på, at soldaterne havde gjort deres pligt. Efter referat i avisen: På stedet blev 5 år efter rejst en stor natursten udført af billedhugger Thorvald Westergaard Lemvig. På stenen står: ”Under udøvelse af sin lægegerning blev Dr. A. C. V. Rasch den 30. november 1944 skudt af tyskerne på dette sted”. Formanden for Ringkøbing amts lægekreds Joh. Andersen foretog afsløringen, flere holdt taler bl.a. pastor Andreasen Harboøre, og der blev nedlagt blomster og kranse. Læge Rasch og frue ligger begravede på kirkegården i Sdr. Omme.

i bygger hys i Thyborøn.
 Som tidligere nævnt flyttede vi midlertidigt ind i frk. Edith Nielsens stuer, og først omkring 1. november sagde hun, at nu ville hun gerne have sin stue igen, da det var tanken, at hendes forældre, der boede i Tommerup på Fyn sammen med deres ældste datter, skulle flytte ud til hende, da begge forældre var svagelige og søsteren trængte til afløsning engang imellem. Frk. Nielsens far havde været indremissionær og havde virket i forskellige byer, sidst i Skive. Jeg sagde til hende, at vi havde hørt og spurgt, men ingen havde kunnet give os anvisning på en lejlighed, men nu skulle jeg nok anstrenge mig og gøre hvad jeg kunne.

En dag jeg gik til og fra skole, så jeg, at tømrer Holger Møller var ved at sætte grund af til et hus. Jeg gik over til ham og spurgte, om dette hus var til at leje, når det var færdigt. Han svarede, at han vidste det ikke endnu, måske skulle det sælges, måske ville de selv flytte ind i det, men jeg kunne komme igen så kunne vi snakke om det. næste jeg snakkede med ham, fik jeg det på hånden, hvis det skulle lejes ud. Og enden på det blev, at vi kunne leje det med en opsigelse på tre måneder, og han lovede det færdigt, så vi kunne flytte ind 1. februar. Hvad han skulle have i leje pr. mdr. kan jeg ikke huske, men lejen var vist rimelig. Så var sagen jo klaret i al fald for en tid. Holger Møller fik huset under tag og sat vinduer og døre i inden jul, og det blev også færdig, så vi kunne flytte ind den 1. februar.
Efter nytår var vinteren sat ind med streng frost, og da vi flyttede ind var væggene hvide af rim, og da vi begyndte at fyre i komfur og kamin, drev vandet ned af væggene.

Det blev galt med min bagdel igen, den var meget øm at sidde på. Signe ringede til DR. Rasch, og han lovede at se ind til os en eftermiddag efter skoletid, når han var på sygebesøg i Thyborøn. Han kom også, og da han havde set på det, sagde han: ”Det skal vi have åbnet for, jeg tager Søster Laura med næste gang, jeg skal herud en eftermiddag. De skal bedøves, og det skal jeg have hjælp til.” de kom så en eftermiddag eller to efter og ordnede det, og der kom en del pus ud. Men nu var Jens Kristian dårlig, så Dr. Rasch skulle også se på ham. Da han havde set på ham og undersøgt ham, sagde han: ”Her kom jeg lige i rette tid, nu redder vi ham for en lungebetændelse.” Han havde ikke kunnet tåle fugten fra de kolde vægge. Han fik medicin og kom sig, og så trives han godt igen.

I sommerferien var vi i Nødager, og lige før august fik jeg et anbefalet brev fra Holger Møller, hvori han skrev, at vi skulle flytte ud 1. november, da de selv skulle flytte ind, de havde solgt det hus de selv boede i. da vi kom tilbage til Thyborøn, tog jeg den store beslutning: Nu skal vi have bygget et hus!

Søster Laura lånte os 10,000 kr. mod at få 2. pant i huset og jeg fik løfte på at kunne låne 12,000 kr. i Harboøre afdeling af Lemvig bank, som to af vore venner på Harboøre ville kautionerer for. Tømrer Niels Jensen skulle bygge huset og sørge for alle indkøb til huset. Jeg købte en byggegrund på Iversens vej, og så tog murerne fat, og de fik murene op i rejsehøjde inden jul. Så satte vinteren ind med hård frost. Da foråret kom, måtte murerne tage en ydermur ned, den var ødelagt af frosten. Huset stod færdig med to lejligheder til indflytning 1. juli 1941.

Et dejligt hus var det. Der var fælles indgang i gavlen. I gangen var der svingtrappe op til lejligheden ovenpå. Der var to dejlige stuer med vinduer mod syd, soveværelset havde et hjørne vindue mod vest og nord. De ter værelser kunne opvarmes med en stor hjørnekarmin, der stod i spise – og opholdsstuen. Vi fik en vognladning gode tørv ude fra Johannes hver sommer. Han solgte mange tørv til Thyborøn, købmand Frølund blev forhandler af dem. I køkkenet var der en komfur, efter krigen fik vi flaskegas. I baghuset var der børneværelse med indgang fra soveværelset, der var gæsteværelse, toilet og vaskehus. Lejligheden ovenpå bestod af to gode værelser + køkken og et toilet. I køkkenet var der en dør, der førte ind til loftet over udhuset, så de kunne have deres brændsel der. De skulle så have deres brændsel ind først. Vi hjalp hinanden med det, ved hjælp af en talje kunne vi hejse tørvene op ude i vaskehuset.

Vore første lejere var barber Andersen og hustru, hun hed Anna og passede bagerbutikken i Vesterhavsgade for sin onkel. Andersen havde frisørsalon ved havnen, de var et par flinke og rare mennesker. De flyttede til Rødkærsbro, hvor Andersen driver salon endnu. Det er Annas hjemsogn. De næste blev Oda og Rom Madsen, hun var fra Gjøl og var ansat i en trikotage – og manufakturforretning ved havnen, han var fisker. De var også nygifte og var et par flinke mennesker at have i huset.

Men hvor skulle vi bo, mens huset blev bygget? Det var vort store problem. Tømrer Nørgaard tilbød os, at vi måtte flytte ind i deres to stuer, så ville de bo i et par værelser på loftet. Dette kærlige tilbud takkede vi meget for, men ville nødig gøre brug af det. så fik vi løfte om, at vi måtte flytte op på Karl Kristensens loft, der havde de to små gæsteværelser og et lille køkken under et tagvindue, det var ledigt, da de syntes, det var for ringe og småt, at have nogen boende i.

Der flyttede vi op 1. november. Vore møbler kom op på loftet over forskolen hos frk. Nielsen. I vor stue havde vi min divan, den sov jeg på., mit skrivebord og sygekasse skabet, som vi kaldte det. jeg var blevet ansat som forretningsfører for Thyborøn sygekasse, jeg var blevet stærkt opfordret til at søge den stilling, og jeg ville også gerne tjene disse penge, lønnen var 700 kr. for et år, senere blev det sat op til 1400 kr. i det andet værelse stod min spiralseng fra Harboøre tiden, den sov Signe i, så var der plads til vort klædeskab og Jens Kristians barneseng.

Orglet stod nede i en tom stue i Karl og Delas lejlighed, der gik Signe ned og øvede sig, hun var blevet antaget som organist ved kirken, da frk. Nielsen gerne ville være fri, nu hun havde sine forældre boende hos sig. Karl og Dela, var nogle dejlige mennesker at bo hos. Vi blev venner for livet, vi var ofte nede hos dem til kaffe om søndagen, så spillede Karl og Signe sammen, han spillede violin og mandolin. Deres musik havde vi megen glæde af. Karl var en ivrig jæger, der vankede tit en fugl, dem skød han mange af, i den strenge vinter. Der var lang tid, hvor fiskerne ikke kunne komme på havet på grund af is, da det blev forår, og Karl igen kunne komme på havet med sin kutter, fik vi fisk, hver gang han kom i havn med sin last.

Ungdomsarbejde i Thyborøn.
Inde pastor Larsen forlod Thyborøn for at flytte til Herning bad han mig om at tage mig af de unge mænds møder i Thyborøn. Lærerinde frk. Nielsen samlede de unge piger til møder, og var leder for dem, og de havde dannet en K.F.U.M. Der var ikke nogen K.F.U.K., men pastor Larsen samlede de unge mænd en gang om måneden, og det vat dette, han gerne ville have mig til at fortsætte. Det gjorde jeg så, men der kom kun få, de fleste unge mænd var jo fiskere og lå på havet. Også til K.F.U.K. møderne var der få. Så blev frk. Nielsen og jeg enige om, at prøve med fællesmøder. Det havde vi så et par gange, og vi syntes, det gik ret godt.

Men så kom den nye præst Knudsen og så skete der noget. Han kunne samle de unge, ja de ældre med. Han fik stifte K.F.U.M. Der blev holdt stiftende generalforsamling med valg af bestyrelse og vedtagelse af love, i lovene stod at samfunds rådet skulle vælge en af deres medlemmer, til medlem af bestyrelsen. De valgte sognefoged Alf. Christensen. K.F.U.M. valgte Anders Jensen, pastor Knudsen, lærer Hvas og jeg. Bestyrelsen valgte pastor Knudsen til formand. Alfred Christensen til næstformand og Anders Jensen som kasserer.

Ved pastor Knudsens forkyndelse og i forbindelse med en missions uge var der stor vækkelse, mange unge blev omvendt også flere unge ægtepar. Så nu blev der en god flok af unge til at samles, men da det var under besættelsen, kneb det meget med at få lokaler til at samles i. de fleste møder måtte holdes på Sømandshjemmet, men det havde sine vanskeligheder, når folk kom og gik. Jeg husker et par gange jeg havde mødet, at det ikke var let at holde tankerne samlet om det. man skulle, man kunne let tabe tråden.

Så husker jeg, at jeg en dag havde et ærinde på havnen, det var sidst på eftermiddagen, jeg gik derned, og da mødte jeg mellem byen og havnen en af mine tidligere skoledrenge, han var 15-16 år og han var meget beruset. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. det var jo under krigen og der var høje prise på fisk, en sådan stor dreng, som ham jeg mødte tjente måske mere på 14 dage end jeg tjente på et helt år, og det var let for de unge at få fat på spiritus, da der var flere stede, der blev handlet i smug.

Da kom det meget stærkt til mig: Du må gøre noget for disse store drenge. Jeg snakkede med Signe om det, og vi blev enige om, at ville forsøge at samle dem i vort hjem en gang eller to om måneden. Jeg fik lavet nogle indbydelser, som jeg sendte med børnene til de hjem, hvor der var unge mænd i alderen fra 14 til 17 år. Vi var meget spændte på, hvor mange der ville komme. Der var 12- 14 stykker den første aften. Jeg havde købt 20 stk. ”De unges sangbog”, og så sang vi nogle sange, og jeg fortalte så spændende, som jeg kunne gøre det, om en eller anden betydelig mand, jeg huske ikke hvem, så fik vi en kop kaffe, og jeg sluttede aftenen af med en andagt.

En aften havde jeg fået forstanderen for Navigationsskolen Haldur Gudjohusen, der var islænding, til at fortælle om sin barndoms ø Island. En anden aften var det lodsformand Wegeberg, der fortalte oplevelser fra de mange år, han sejlede, først som skibsdreng, så som matros og senere som styrmand. En tredje aften var det sognefogdens svigersøn lods Smidt, der fortalte om Færøerne. Det var spændende aftner, og det gik også rigtig godt en vinter, der var en pæn flok hver aften også af dem, ja særlig dem, der ikke kom til K.F.U.M. møderne.

Hvad grunden var til at vi måtte holde op var vist et sygehus ophold, og også dette at jeg manglede tid. Sygekassen og det meget hjemmearbejde fra skolen lagde beslag på mine aftner. Jeg husker, at mit arbejde blandt den aldersklasse af unge ikke faldt i god jord hos min kollega lærer Hvas. Han mente, jeg gik i vejen for K.F.U.M. spejderne, da det var dem, der skulle tage sig af de 14-17 årige. Men den egentlige grund hos Hvas var nok den, at han var bange for, at vi skulle blive for populære, jeg var jo kun anden lærer, der var noget både hos ham og fru Hvas. De var flinke nok, men vi kunne tydelig mærke, der var dog en grad.

De to sidste vintre jeg var i Thyborøn, arbejdede Anders Jensen og jeg med husflid i hans værksted. Han underviste i snedkerarbejde, hvor eleverne lavede mindre ting af træ. Jeg undervist i børste – og bog binding. Vi havde det inde under aftenskolen og havde en pæn gennemsnit af elever pr. aften. Jeg kan ikke huske, hvor mange timer vi havde om ugen, men jeg kan huse, at Anders Jensen agtede at fortsætte næste vinter, derfor lod jeg ham beholde de 10 sangbøger, jeg havde taget med den aften, vi startede med husflidsskolen.

 


Den største dag i mit liv.
Det var en stor dag for mig den 8. juli 1933 da jeg efter fire års slid på seminariet i Nr. Nissum fik min eksamen som lærer. Det var en stor dag for mig den dag i august 1934 jeg fik plads som lærer ved Friskolen i Harboøre efter at havde gået uden arbejde i godt og vel 13 måneder og sendt mange ansøgninger og foretaget lange cykelture for at præsentere mig for de forskellige skolekommissioner i forskellige egne af Jylland. Det var en stor dag for mig den 17 maj 1935 da jeg blev viet til Signe i Nødager kirke og nu kunne få hende med mig hjem til Harboøre som min hustru.

Men den største dag for mig var 5. maj 1945 da vi fik lov ar opleve, at vi igen var et frit folk i et frit land. Vi havde gennem lang tid gennem B.B.C. i London kunnet høre om, hvordan de allieredes hære vandt frem både i øst og vest. Allerede i 1942 var det begyndt at gå tilbage for tyskerne. Efter at de havde begyndt at sænke alle handelsskibe, der nærmede sig England var Amerika indtrådt i krigen og engelske og amerikanske soldater havde drevet tyskerne ud af Nordafrika og havde befriet Grækenland og Italien, derfra var de trængt ind i syd Frankrig. Det skete i 1943. samme år led tyskerne et stort nederlag ved Stalingrad inde i Rusland og tyskerne måtte stadig trække sig tilbage.

I 1944 på D dagen den 6/6 gik Englænderne og Amerikanerne i land i Nordmandiet i Frankrig og Paris blev befriet og de allierede soldater trængte ind over Tysklandes grænser. Belgien og store del af Holland bliver befriet. Den 23/4 når Russerne Berlin. Hitler dør. Alle ved, at Tyskland vil tabe krigen, men det, der så stærkt optog os her i Danmark. Var dette:” Vil de Tyske soldater i Danmark og Norge blive ved at kæmpe, så Danmark bliver en slagmark”. Og så kom det i B.B.C. kl20 den 4. maj, det var en fredag aften: ”De Tyske hære i Danmark, Nordvesttyskland og Holland har overgivet sig”. Hvilken glæde og jubel! Der fyldte os. Jeg skammer mig ikke over at fortælle, at jeg græd af glæde, og at vi straks måtte bøje vore knæ for at takke Gud for hans godhed mod os – mod det Danske folk

Og så måtte vi over til naboerne Karoline og Søren Nielsen, vi måtte have nogen at dele vor glæde med, og så gik vi en tur ned ad gaden, der stod tændte lys i vinduerne, der vajede flag på alle flagstænger, og de små flag fra juletræerne var hængt op som guirlander i vinduerne, og alle, vi mødte, var så glade. Hvorfor blev den glæde så overvældende? Det var hele den mørke baggrund, de fem års besættelse, nu var det forbi, nu skulle vi ikke mere høre skydning, ikke mere høre trampen af de tyske soldater støvler op og ned ad gaden.
Og 4. maj betød også noget mere! Det var jo Guds svar på vor bøn, i de fem år under besættelsen havde mange i vort land bedt til Gud om vort lands befrielse, bedt om at vi igen måtte blive et frit folk i et frit land.

Næste morgen var vi tidlig oppe, da vi havde spist morgenmad gik vi alle tre en tur til havnen. Hvilken forandring! Tyskerne holdt sig inde i deres barakker, og uden for disse gik vore frihedskæmpere med armbind og maskingeværer og holdt vagt. Vi vidste nok, at vi havde en del frihedskæmpere i byen, men vi anede ikke, hvem de var men så, så vi vore naboer blandt dem. Alle kutterne i havnen havde hejst det danske flag, mange havde også ”Dueflaget” og alle signalflag vajende ved deres kutter. Der var et mylder af mennesker, alle skulle ud at se den flagsmykkede by. Fra kl. 10 blev der ringet med alle landets kirkeklokker i en time.

Det var lørdag, dagen efter var det søndag den 6. maj, da var der takkegudstjeneste i alle Danmarks kirker. Thyborøn kirke var fyldt til sidste plads. Pastor Vestergaard holdt en god prædiken hvori han bl.a. sagde: ”Vi har oplevet den lykkeligste dag i vort liv, ja den lykkeligste dag i vort folks liv”. Jeg havde refereret denne prædiken og har den liggende et eller andet sted, men hvor, jeg kan ikke finde den frem.
5. maj holdt vor gamle konge Kristian den 10, der havde været det samlende midtpunkt for hele det danske folk under besættelsen, en tale i radioen til det danske folk. Han sagde: ”Det har i disse tunge år været min inderligste bøn, at vi sammen måtte opleve befrielsens time, og det er blevet os forundt. Jeg beder i dag til, at vi må vise os værdige til denne møde, Gud har skænket vort fædreland, og at vi i fællesskab ved forsat sammenhold gennem den kommende tid må kunne lægge grunden til et frit og betryggende Danmark. Kristian den 10 var en bønnens mand! Han fik lov til at være konge i et frit land igen i godt 1½ år, han døde i marts 1947. i den anledning blev der ringet med kirkeklokkerne i en time hver dag i en uge fra kl. 11-12.

Få dage efter 5. maj holdt engelske soldater deres indtog i byen, de kom kørende i jeeps og store lastbiler med sæder til soldaterne, de blev hilst med hylden og hurraråb, folk stod i dørene og vinkede til dem, da de kørte forbi. Hvor længe, de blev i byen, husker jeg ikke, men de lagde beslag på al Tysk krigsmateriale, de store kanoner og flyvevarslinger, der stod omkring byen, blev pillet ned og taget med som krigsbytte, ligeledes alle tyskernes køretøjer. Det meste af tyskernes militærudstyr blev senere overdraget til dansk militær, men mod betaling.

De tyske soldater fik nu lov til at gå hjem. det var et trist syn at se dem drage af sted, gående på deres ben og bærende deres personlige ejendele. Nogle havde købt store legevogne og læsset deres bagage på, dem trak de bagefter sig. Andre havde fået fat i gamle barnevogne, som de havde deres bagage i, men de fleste bar den på ryggen. De fulgtes ad i flok og følge, det vat næsten som en hel folkevandring at se på.

En del tyske soldater blev tilbage, de skulle pille alle landminerne op, der var lagt ned i klitterne og langs havet samt alle pigtrådsspærringer. Til at overvåge dette arbejde kom en del danske soldater, af dem, der var blevet sendt hjem i august 1943 og nu var genindkaldt. Disse danske soldater tog en af de tyske barakker i besiddelse efter, at den var blevet gjort grundig rent. Alle de andre barakker blev fyldt med tyske flygtninge, der var strømmet op til Danmark, da de allierede hære rykkede ind i Tyskland fra vest og Russerne fra øst, disse flygtninge skulle de danske soldater også passe på.

Thyborøn var igen blevet en garnison´s by, men nu med danske soldater og tyske soldater som håndlangere. Det var en løjtnant der havde kommandoen over de danske soldater, det viste sig, at han var en meget flittig kirkegænger. Det viste sig, at han var kand. teol. Og hed Emmanuel Mandrup. Han var senere i en lang årrække sognepræst og provst i Bøvling – Flynder pastorat. Det tog nok over et år for de tyske soldater. At få alle landminerne op og få dem fjernet, så de kunne sendes hjem. Da flygtningene også var rejst, blev nogle af de tyske barakker solgt, nogle blev brugt til midlertidige klasseværelser ved skoler, enkelte blev stående og indrettet til beboelse for de mange familier, der nu i flere år havde boet i kældere og tag værelser.


Thyborøn fiskerne lavede demonstrations sejlads til København.
I de 5 besættelsesår havde vandbygningsvæsnet ikke kunnet gøre noget ved høfderne og digerne omkring Thyborøn, det hele var blevet meget forsømt, og vandbygningsvæsenet var af den mening, at i tilfælde af en stærk storm, ville det være vanskeligt at bevare Thyborøn by og havn mod oversvømmelser, nu diger og høfder var i så dårlig en stand. Samtidig lød der stærke røster fra landmændene langs Limfjorden om, at Thyborøn kanal skulle lukkes, da deres lavtliggende marker både nord og syd for fjorden blev sat under vand, når det stormede stærkt fra vest, og store vandmasser blev presset ind gennem kanalen. Når vandet igen trak sig tilbage efterlod det så store salt mængder i jorden, at den ingen afgrøde kunne give i flere år, derfor ville de have kanalen lukket og så have lavet en sluse, som kunne regulere vandstanden og skibene kunne passere igennem. Vandforsyningsvæsenet gik ind for denne løsning, og sagen kom frem i Rigsdagen, og der var tale om, at der skulle vedtages en lov om lukning af Thyborøn kanal.

I 1947 sidst på vinteren sejlede en stor flåde af Thyborøn og Lemvig kuttere gennem Limfjorden og Kattegat til København for at protestere mod Kanalens lukning og for at vise hvor stor, den fiskeflåde var, der sejlede ud gennem Thyborøn kanal for at drive fiskeri i Nordsøen. Admiralen for flåden var fiskeskipper Harald Vinkel. Han blev senere auktionarius ved fiskeauktionen i Torsminde. Der var i alt 110 kuttere fra Thyborøn der sejlede af sted, så det var et stolt syn at se den lange række af kuttere sejle gennem fjorden.

Mange af fiskernes koner rejste med tog til Helsingør, for der at gå ombord i kutterne og få sejlturen med ned gennem sundet og for at være med til modtagelsen i København. Der var kuttere fra Lemvig, Thisted, Skagen, Frederikshavn, Grenå og Hundested, der sluttede sig til flåden, alle med fiskere, der brugte Thyborøn som nødhavn i tilfælde af storm, eller landede fisk der, når de fiskede i Nordsøen, og derfor var de interesserede i at bevare havnen. I alt var der 170 skibe, da de lagde til ved ”Langelinjekajen”. Trods blæst og snestorm blev flåden modtaget af 20.000 Københavnere, der ville se den store flåde stævne ind. Også vort gamle kongepar lagde deres køretur omkring ”Langelinje” den dag.

Kl. 14.30 var de fleste kuttere i havn, og admiralskibet ”Marie Vinkel” blev pr. højtaler kaldt helt frem til søfartsmonumentet. ”Admiral” Vinkel gik fra borde, men han havde store vanskeligheder ved at komme igennem politiafspærringen og folkemængden hen til talestolen, ingen tænkte på, at denne lille mand havde ført 170 skibe frem til Danmarks hovedstad. Da han omsider nåede frem, besteg overborgmester Viggo Christensen talestolen og i en kort tale hyldede han den danske fiskers indsats i krig og fred og bød den store flåde bemandet med djærve fiskere velkommen til vor hovedstad og ønskede dem alle vel. Admiral Vinkel takkede for velkomst og gode ord, og han takkede fiskerne fra de andre havne, fordi de havde sluttet sig til Thyborøn fiskerne og gjort Thyborøns sag til deres.

Om aftenen var der møde i Odd. Fellow Palæets store sal, der var festligt smykket med de mange fiskerforeningers faner, og alle siddepladser var besatte. Til stede var statsminister Knud Kristensen, trafikminister N. Elgaard, talrige folketingsmænd og embedsmænd sat kendte ingeniører m.fl. formanden for Thyborøn Fiskeriforening Auktionsmester Albert Steen bød velkommen, der afsendtes et telegram til kongen og efter at Kaj Holms fiskersang var sunget, og redaktør Albert Nielsen, Esbjerg var valgt til dirigent, talte Albert Steen om fiskernes ønsker. På scenens bagvæg hang et stort farvestrålende kort over Thyborøn kanal og de omgivende farvande. Albert Steen indlede med en historisk redegørelse over kanalens historie og erklærede, at havde man også for 31 år siden udbygget den søndre hav mole, så havde vi ikke haft behov for at samles her i aften.


Steen redegjorde for Thyborøn bys udvikling og præciserede, hvorfor fiskeriet ikke kunne godkende nogen af de forslag Thyborøn kommissionen stillede. Vi tror, sagde han, at bygger man de to moler, der alligevel skal bygges og sørger for effektiv kystsikring, som alligevel skal til, så vil der aldrig blive tale om sluser, vi ønsker Thyborøn kanal holdt fri. Og jeg fristes til at spørge: Kan Danmark som søfarende nation forsvare at lukke eller forringe dette uvurderlige tilflugtssted for søfolk og fiskere, som færdes på Nordsøen?

Efter Albert Steens tale fik en række af gæsterne ordet, men det vil føre for vidt for mig her at referere de enkeltes taler, jeg nævner kun nogle navne. Første taler var trafikminister Elgaard, under hvem hele sagen sorterede, han sluttede med at sige: Når arbejdet, (er gjort færdigt) håber jeg, at denne forsamling vil sige: Det er alligevel ingen skidt regering og rigsdag, vi har

Næste taler var forhenværende handelsminister V. Fiberger, der var Hurup kredsens repræsentant i folketinget, hvor under Thyborøn hørte. Han lovede, al den støtte hans parti, de konservative, kunne yde for at holde Thyborøn fri, og han tilføjede: Med de dygtige ingeniører, vi har, skal det nok lykkedes. Fhv. indenrigsminister Bertel Dahlsgaard Skive, og flere andre havde ordet, inden mødet sluttede med Erik Berthelsens sang: Blæsten går frit over Limfjordens vande.

Under mødet havde Thyborøn fiskerne fået løfte om støtte fra 6 Limfjords byer. Allerede dagen efter begyndte flåden at opløses, idet de fleste begyndte at sejle hjem til arbejdet med fiskeriet, og deres koner skulle hjem til børnene. For alle Thyborøn fiskerne og deres koner havde turen til København været en stor oplevelse. Og den stor repræsentation af fiskerflåden havde sikkert ikke været forgæves, for Thyborøn kanal blev ikke lukket, men havnens og byens udvikling fik lov til at fortsætte.

Resultatet af det lovforslag, der blev vedtaget i rigsdagen var: At den søndre mole skulle bygges ud i samme længde som den nordre, diget ud mod havet skulle flyttes længere mod øst, derved måtte en snes huse, der lå nærmest diget, rives ned og flyttes over i en ny bydel, der voksede op øst for banen. Der blev bygget en ny og høj dæmning syd for byen. Båd vej og jernbane blev flyttet længere mod øst. Der blev bygget nye havnebassiner og et stort auktionshal, og strandbredden langs havet er asfalteret, og klitterne er forlænget både mon vest og øst, altså forlænget i begge ender.

Alt dette kom i gang omkring 1950. byen og havnen har været i en rivende udvikling i de senere år. Der er bygget en stor skole, en ny kirke, flere hoteller, sportshal campingplads, plejehjem, efterskole, kommunekontor og bibliotek. Der er bygget vandledning fra Engbjerg bakker, der forsyner både Harboøre og Thyborøn med vand. Der er nu færgeforbindelse over til Agger flere gange daglig. En stor by ligger nu der, hvor der i min tid var fjord, hvor børnene gik og pryglede skrupper. Jo, byen og havnen har vært ude for en rivende udvikling.

 Kirker og præster i Thyborøn.
Fra Arils tid havde Thyborøn hørt til Agger sogn. Da vi i 1939 flyttede til Thyborøn gik sogne, kommune og amtsgrænse lige syd for byen. Over den smalle tange mellem hav og fjord gik landevejen fra Thisted over Vestervig og Agger og videre til Harboøre, Lemvig og Holstebro. Der var den eneste forbindelse mellem Thy og det øvrige Jylland. Ad denne landevej gik eller kørte Thyborøn boerne til deres sogne kirke i Agger. Indtil besættelsen i 1940 kunne vi se resterne af den gamle vej, den havde retning lige ud i havet, både den og flere bøndergårde havde havet taget.

Flere gange i det 16 årh. og en enkelt gang i det 17 årh. havde havet brudt sig hul i tangen, for så at holde sig i ro det meste af et par hundrede år. Hver gang havde havet igen fyldt hullet med sand, så forbindelsen over land kunne genoptages. Men i 1825 brød en stormflod igen hul i tangen og Agger kanal dannedes, og forbindelsen fra Thyborøn til Agger kirke over land var afbrudt for bestandig.
I 1862 gravede en ny stormflod nogle render mellem Thyborøn og Agger kanal, og i løbet af 5 år var Thyborøn kanal dannet, og Agger kanal sandet til. Nu skulle Thyborøn boerne sejle, når de skulle søge deres sogns kirke. De par gange om året de skulle i kirke og til alters betød ikke så meget, for tillod vejret det ikke den ene søndag, ventede de til den næste. Værre var det med de kirkelige handlinger: Dåb, vielse og begravelse.

Om et barnedåb fortaltes følgende: Det havde regnet meget, da Thyborøn boerne sejlede over med barnet, så alle var meget våde, da de kom til kirken. Barnets mormor, der havde barnet til dåben, var meget tunghør, og da præsten spurgte: ”Er barnet hjemmedøbt,” havde hun hørt forkert og svarede: ”ja, barnet er gennemblødt, tror præsten, det kunne lade sig gøre at holde barnet tørt i det vejr.”

Var der død en i Thyborøn, måtte en af de nærmeste sejle til Krik og derfra gå de 3-4 km. til Vestervig for at træffe aftale med præsten om begravelsen. Derfra måtte han gå til Agger for at tale med læreren og graveren. Og så skulle han gå den lange vej til Krik for så at sejle tilbage til Thyborøn. En sådan tur kunne tage en hel dag, selv om vejret var gunstig. Var det vinterhalvåret, kunne det indtræffe, at der var så stærk en blæst og søgang, så det var umuligt at sejle over med en kiste. Begravelsen måtte udsættes, og det hele måtte begynde forfra igen.

Det samme var tilfældet med bryllup. Det hændte, at en vielse var fastsat, men vejr og vind artede sig sådan, at man måtte vente i tre dage. En anden gang hændte det, at et brudefølge for vejrets skyld nåede hjem til Thyborøn kl. 2-3 om natten, men alligevel gav de sig straks til at nyde bryllupsmiddagen. Skulle der hentes købmandsvarer, skulle de hentes i Harboøre, hvortil var 1½ mil og ingen vej, eller der skulle sejles til Krik eller Lemvig.

Der blev bygget en skole midt i byen, hvor børnene kunne få undervisning, men læreren, der skulle undervise dem, boede ude i Knopper, der lå ½ mil syd for byen, han kom kun når vejret tillod det. var det ikke tilfældet, blev der ingen skolegang, før vejret bedrede sig. De fjortenårige, der skulle gå til præst roede selv i en båd over til Krik og gik derfra op til præstegården i Vestervig. Det foregik i sommerhalvåret.

Kort efter år 1900 fik de ansat en fastboende lærer Andersen Kolstrup, han var den første lære med eksamen. han var en mand med initiativer, han fik stiftet en sygekasse, og en aften i 1906 afholdt den sin årlige generalforsamling i skolen, der var det eneste sted, folk kunne samles. Denne aften fremkom lærer Kolstrup med ideen om at bygge et kapel i byen til ordets forkyndelse og så få en præst til at holde en gudstjeneste med altergang en gang om måneden. Den gamle strandfoged Mads Sørensen havde gennem længere tid samlet Thyborøns befolkning i skole om søndagen, hvor han sang salmer med dem og læste en prædiken af Vilhelm Birkedal. Ideen med kapellet fængede straks, der blev nedsat et udvalg på 3 medlemmer med lærer Kolstrup som formand, de to andre var strandfoged Anders Christensen og købmand Poul Christensen. Nu havde byen fået sin første købmand.

De første planer var mere end beskedne, man tænkte sig et lille skur af træ eller et lille hus til ca. 3000 kr. Man mente, at fik man først kapellet, så gik det nok i orden med betjeningen. Men nej! Under forhandlingerne med biskoppen, provsten og sognepræst pastor Kron i Vestervig viste der sig store vanskeligheder. For at præsten kunne tage over kanalen med Vandforsyningsvæsenets damper ”Prøven” eller med en af redningsdamperne ”Vestkysten” eller ”Vesterhavet” til en gudstjeneste hver fjerde søndag, skulle der for den lange rejses skyld vare messefald i Agger.

Pastor Bertelsen i Harboøre ville godt påtage sig tjenesten, men da Thyholm hørte til et andet pastorat ja endog til et andet stift, mente Harboøre præsten, at det var bedst Thyborøn blev lagt under Harboøre sogn kirkelig set. Det ville pastor Kron godt gå med til, men Thyborøn boerne ville ikke. De var bange for, at de også kommunalt skulle komme til at høre med til Harboøre, og så ville de komme til at betale 10 % mere i skat, da Harboøre – Engbjerg var fattig i forhold til Vestervig – Agger kommune.

Da skete der noget uforudset, som viser, at Gud ville jævne alt. Netop som kirkeministeriet efter folketingsmand for Hurup kredsen V. Barner og siden folketingsmand lærer Kirkegaard i Aggers gode anbefalinger havde lovet at stille forslag på finansloven om en bevilling på 10,000 kr. til en kirke på Thyborøn, blev lærer Andersen Kolstrup – mod Thyborøn boernes ønske – forflyttet. Da der ved opslag af lærerembedet ingen kvalificerede ansøgere meldte sig, greb provst Paludan i Søndbjerg ind for at forene præster og lærerembedet, og i det næste opslag bestemtes det, at lærerembedet måtte søges af teologiske kandidater, medens en seminarist skulle fortrække med et halvt års varsel, dersom bevillinger til kirke og præsteløn bevilgedes.

Der meldte sig en kandidat og en kapellan som ansøgere til embedet på 900 kr. i løn om året. Provsten kunne kun love at arbejde for at embedet blev et hal kapellan og lærerembede på i alt 1600 – 1800 kr. 14. november 1907 kaldte biskop Chr. Møller, Aalborg, personlig kapellanen Poul Martin Kirkegaard i Vive, Rostrup til ene lærer i Thyborøn fra 1. december 1907. Kirkegaard skulle tillige lade sig kalde til præst og straks forrette prædike tjeneste og lignende i skolen. Søndag den 20. januar 1908 holdt pastor Kirkegaard sin første prædiken tjeneste i skolen. Både skolestuen, gangen og den lille spisestue var tæt besatte ved disse prædike tjenester. Præsten havde afløst læreren som formand for kirkekommiten, og nu arbejdedes der for fuld kraft med kirkesagen. Der skulle findes en passende byggegrund, der skulle skaffes penge til byggeriet.

Da jernbanen 1 1899 blev ført videre fra Harboøre til Thyborøn blev der bygget en lille stationsbygning i Thyborøn by, den ligger der endnu, men var den gang endestation. Vest for stationen lå en gammel raketstation, der ikke mere var i brug, men benyttedes som legeplads for børnene og samlingssted for de unge om aftenen. En aftenstund hørte Thyborøn boerne fra denne plads noget forunderligt, der kaldte dem ud af huse. Hvad var dog det? Salmesang? Ja, ud over pladsen tonede ”Kirken den er et gammelt hus” Det var første gang, der hørtes grammofonmusik i Thyborøn, en lokomotivfyrbøder havde haft den med sig og forlystede nu byens folk med bl.a. den nævnte plade.

På dette sted blev kirken bygget. En entreprenør Villefrance havde købt grunden for godt 200 kr. af redningsvæsenet og skænket den til kirken. Ved den første gudstjeneste var der 30, der tegnede sig for i alt 1000 kr. Efter den tids timeløn var det ca. 2 ugers arbejdsfortjeneste for hver. 9. april 1908 kom der meddelelse fra kirkeministeriet, at der var bevilget 10, 000 kr. til kirken og 5oo kr. årlig til præstens løn. Der kom penge fra konge Frederik den 8. kronprins Christian kronprinsesse Alexandrine, biskoppen, amtet, kommunen, ingeniører og entreprenøren ved høfdebygningen fra listeindsamlinger i sognet i Thy og på Lemvig egnen i alt indkom 7.700 kr.

Desuden skænkedes alterdug, tæpper til at lægge foran alteret, to trearmede molinlysestager et 120 år gammelt krigsskib med 120 kanoner til at hænge op i kirken. Den. 2. juli 1908 blev grundstenen nedlagt. Den 8, september hejstes kransen, og den 8. november blev kirken indviet. Nu lå den hvide kirke der med sit røde tegltag.

Indvielsesdagen oprandt i strålende frostklart vejr. De fleste indbudte gæster kom med Vandbygningsvæsenets damper ”Prøven” fra Oddersund, enkelte med toget kl. 11. der var udsted adgangskort for at sikre gæsterne og byens beboere plads, efter processionen fik alle lov til at gå ind, men de fik kun ståplads, i alt var der omkring 300 mennesker. Kl. 11,30 gik processionen, ført af biskoppen og amtmanden, derefter provsten kaldskapellanen, bærende kirkens hellige kar og bøger, fra præstegården til kirken. Sognepræst Krohn, Vestervig, bad indgangsbønnen og biskop Møller holdt indvielsestalen over Joh. Åb. 3. 7-12, der var dagens epistel tekst. Provsterne Paludan, Søndbjerg og Vibe Petersen, Hygum samt provsterne Krohn, Vestervig og Berthelsen Harboøre oplæste skriftstykkerne. Da biskoppen foretog indvielsen hulkede mange, især af de ældre, af bevægelse. Derefter indsatte provst Paludan pastor Kirkegaard som præst ved kirken ud fra ordet: ”Frels, kære Herre, lad det lykkedes”. Pastor Kirkegaard prædikede over evangeliet Joh. 4. 34-42 og udtalte bl. a.: ”Det gælder ej mest om, hvorledes vi er kommet ind på vejen, men om vi i det hele taget er kommet ind på den levende vej. Efter indvielsen var der festspisning i skolen for i alt 31.

 Pastor Kirkegaards virke på Thyborøn blev ikke af lang varighed, allerede i 1911 søgte og fik han et andet embede. Hans efterfølger. E. M. Bryndom virkede som præst og lærer til 1919. da han flyttede, blev Thyborøn efter Thyborøn boernes ønske lagt sammen med Harboøre Engbjerg, der havde i 1919 været en stor vækkelse dernede, der var årsagen til, at de nu ønskede at få samme præst som i Harboøre. Pastor Berthelsen betjente alle tre sogne til han flyttede i 1923. hans efterfølger. A. L. Andreasen gjorde ligeledes til 1927. Dette år blev J. Kasrtup kaldt til kaldskapellanen med bopæl i Harboøre. Han blev i 1930 efterfulgt af J. A. Larsen, der var hjemvendt amerikansk præst. Han fik bopæl i Thyborøn, men sin bil måtte han lade blive i Harboøre. Først boede de i en lejlighed nede ved havnen, et pat år efter blev der bygget præstebolig i Thyborøn by og der blev lavet vej mellem Harboøre og Thyborøn.

I 1941 måtte Larsen tage sin afsked på grund af alder. De tog bopæl i Herning hvor han i mange år virkede som: ”Hammerum herreds kapellan”. Pastor Hybertz Knudsen virkede fra 1941 til 1944 og blev efterfulgt af V. Vestergaard Jensen. De tre sidstnævnte virkede som præster i de 8 år vi var i Thyborøn. I 1933 da kirken fejrede 25års jubilæum var den alt for lille til den stærkt voksende by. De 140 siddepladser var alt for få. Kirken var overfyldt hver søndag. 5. august 1933 blev der afholdt et menighedsmøde om sagen. Det blev vedtaget at ansøge ministeriet om en bevilling på finansloven til en udvidelse af kirken. Konstruktør Poul Hagenborg ved vandbygningsvæsenet lavede et udkast til en udvidelse af kirken til en korskirke med 350 siddepladser. Landstingsmand Rasmussen Byskov Nr. Nissum og folketingsmand V Fiberger var gode fortalere og rigsdagen bevilgede 50.000 kr. til udvidelsen.

Missionshuset ”Karmel”, der var blevet bygget i 1923 og udvidet i 1935 til den nuværende størrelse, blev søndag den 8. maj 1936 indviet til midlertidig kirke, og i samme uge tog håndværkerne fat på udvidelsesarbejdet ved kirken. Arkitekten var inden arbejdets påbegyndelse flyttet til Haslev. Tømrerformanden Otto Nørgaard Hede kom til at føre tilsyn med arbejdet. Den 4. juli 1937 genindviede biskop Malmstrøm Viborg den udvidede kirke, der var fyldt til sidste plads, mange måtte følge gudstjenesten udenfor ved hjælp af et højtaleranlæg. Om aftenen var der gudstjeneste, hvor pastor Berthelsen Skanderuo prædikede, Signe og jeg var med til denne gudstjeneste. Thyborøn havde fået en rummelig, lys kirke med 350 faste siddepladser. I de 8 år vi boede dernede, oplevede vi mange gange, at den var fyldt til trængsel.

I 1970 blev kirken grundig restaureret og delvis ombygget, det gamle hvide kirketårn blev revet ned og erstattet af et højt men smalt klokketårn med fire nye klokker og klokkespil og timeslag og fuldautomatisk ringning, der kom et nyt orgel, blev bygget forhal og ligkapel, nyt alterparti og prædikestol. Da ombygningen stod på måtte missionshuset igen fungere som kirke. Søndag den 26. september 1971 blev kirken genåbnet ved en gudstjeneste hvor biskop Jacobsen Viborg prædikede. Nu har Thyborøn en kirke der fungerer som en smuk og tidssvarende ramme om alle kirkelige handlinger. Kirkegården er udvidet, og der er et mindeanlæg for omkomne fiskere.

Vækkelser.
Vækkelser, der efter pastor Noes gerning i Harboøre brød ud, den gjorde ikke noget særligt indtryk i Thyborøn, skønt enkelte i den tid fandt vej til Harboøre kirke, men ”de hellige” fra Harboøre begyndte efterhånden at kaste garnet ud til en dræt. Dette vidnesbyrd bar lidt efter lidt frugt og enkelte gik ind i Gud rige, besøgende fra Harboøre og i Harboøre kirke og missionshus blev hyppigere, og venner fra Harboøre begyndte at holde søndagsskole derude.

Den 8. september 1917 kl. 7 om aftenen skete en frygtelig mineeksplosion mellem høfde 54 og 55 hvorved 6 fremmede fiskere fra 14- 17 år blev dræbt på stedet, dog syntes denne alvorlige begivenhed ikke at gøre nogen virkelig indtryk udover det øjeblikkelige. Men så kom 1919, 18 maj kl. 7,30 aften, der var en lille flok samlet til et møde i skolen, hvor Chr. Ovesen læste en prædiken, da lød der pludselig et skarpt knald, et øjeblik efter kom en kvinde hastig ind, det var let at se på hende, at noget forfærdeligt var sket. Henne i et hus havde en mand prøvet at adskille et tændrør til en mine, der påfulgte en eksplosion, som ødelagde huset og dræbte mande, hustruen og et 9 årigt barn. De havde siddet oppe på loftet med det, og en 18 årig ung mand, der var på vej op til dem ad en stige lå dødeligt såret, men levede i 2 timer og blev et eksempel på velsignelsen ved at være ret oplært i Guds ord. Thi i de 2 timer blev han vakt, nåede igennem til den frelsende tro og kunne inden døde sende en kærlig fredshilsen og farvel til sine gamle bedstemoder, som han boede hos.

Det dræbte ægtepar efterlod sig en dreng på 5-6 år, han var gået hen for at lege med naboens børn og undgik således døden, men havde på et øjeblik mistet sit Hjem, sine forældre og sin bror. Hans faster Karoline tog sig af den lille forældreløse Poul. Da vi var naboer til Kathrine og Søren, havde Poul stadig sit hjem hos dem. Denne frygtelige begivenhed gav stødet til den store vækkelse, der året efter gik hen over Thyborøn. I 1923 blev missionshuset ”Kamel” bygget. I 1942 under pastor Knudsens vækkende forkyndelse gik der igen en stor vækkelse hen over Harboøre og Thyborøn, mange unge og unge familier gik ind i Guds rige.

Hvorfor blev vi ikke i Thyborøn? Af flere grunde: Vi havde langt til vor familie, så dem kun en gang, højst to gange om året. Vi længtes begge to efter at se grønne marker og skove. I Thyborøn var der ikke andre træer end telefonpælene og elmasterne. Og arbejdet i skolen var ved at overstige mine kræfter.

Da jeg 1. april 1939 begyndte som lærer i Thyborøn, fik jeg tildelt 3 og 4 klasse og underviste dem i alle fag, og det var jeg glad for. Da vi i 1941 fik bygget ”den grå skole” med 2 klasseværelser, blev der indført fordeling i de fire ældste klasser. Hvas havde bestemt hvilke fag jeg skulle have, eller rettere han havde valgt dem, han helst ville have. Jeg skulle have historie, geografi og dansk i de nævnte klasser. Dansk var et slæbe fag! Selvom vi havde årgangs delte klasser, var der så stor forskel på børnenes evner, at jeg måtte have hver klasse inddelt i to hold, en enkelt klasse måtte jeg dele i 3 hold, da der var nogle 10 års børn, der ikke kunne læse, dem måtte jeg stave med.

Det gav meget hjemmearbejde, der var mindst 30 børn i hver klasse altså 120 diktater eller genfortællinger at rette to gange om ugen. Jeg prøvede at tale med lærer Hvas og skolekommissionens formand om det, men der var intet at gøre. Så gav jeg mig til at søge, jeg sendte flere ansøgninger til ene lærerembeder og blev indstillet som nr. 2 i Vesterbølle i Himmerland. Skolekommissionens formand sagde til Signe, da de efter et besøg i skolen havde været med hjemme og fået middagsmad: Ja vi mødes nok i Vesterbølle, men jeg blev kun nr. 2.

Men så i foråret 1939 fik jeg et brev fra Mads Nielsen, ham der var blevet min efterfølger i Harboøre Friskole, han var fire år i Harboøre, derefter 3 år som anden lærer i Klitmøller, nu var han lærer i Agri på Mols, hvor de havde været i 11 måneder, og nu var han enstemmig indstillet til et embede i Lystrup ved Vivild. Han skrev bl.a.: ”Søg Agri, her vil du have en chance”. Jeg sendte en ansøgning og lørdag før Fastelavn rejste jeg ud til Nødager og besøgte dem om søndagen. Mandag lejede jeg en bil til at køre mig til Agri, hvor jeg besøgte de 5 medlemmer i skolekommissionen, og jeg nåede hjem til Thyborøn om aftenen.

Pastor Lauritzen i Agri, der var formand for skolekommissionen, havde en svoger, der var arbejdsløs cand. Mag. Og var ansøger til embedet, ville have ham, men fik kun følgeskab af en af de andre, så jeg blev indstillet som nr. 1 med 3 stemmer og fik embedet og skulle tiltræde 1. maj. Der blev holdt en slags afskedsfest for os ved søndagsmødet i missionshuset søndagen før vi skulle flytte, og jeg fik overrakt et maleri af de to fiskekuttere fra de unge i K.F.U.M. Fra skolebørnene fik jeg et armbåndsur, det går jeg med den dag i dag.

Huset havde vi solgt til fiskeskipper P. Bro for 36.000 kr. og vi fik hele købesummen udbetalt til banklånet, som han overtog. Vi havde en flyttebus fra Randers til at flytte for os, de kom om morgenen og havde det hele pakket og læsset ind omkring middag. Karoline og Søren Nielsen gav middagsmad til os og de to flyttemænd. Vi havde lejet en bil i Thyborøn til at køre os til Agri, vi kørte forbi flyttebussen lidt efter Randers.

Kort efter at vi var kommet til Agri skole, kom Kathrine nede fra købmanden og bød os velkommen til Agri og indbød os til at spise til middag os dem. Formanden for samfundet, murer Laursen Agri, kom også og bød os velkommen til byen. Lidt efter kom flyttebussen, og de fik møblerne og vore sager stillet ind i huset, og så kørte de. Vi var så nede hos købmanden og fik en dejlig aftensmad. De var to søstre og en broder, der boede sammen. De to søstre hjalp hinanden med at passe hus og butik. Broderen Johannes havde lastbil og var vognmand. Da vi kom tilbage til skolen, kom Ejvind og Tilde cyklende, de ville også byde os velkommen og så hjælpe til med at sætte på plads. Da vi havde fået soveværelset i orden, så vi kunne komme i seng og havde fået en kop kaffe, og vores gæster var kørt, gik vi i seng, vi var godt trætte efter en lang dags slid med flytningen.

Nu var vi kommet til Mols og havde fået en god modtagelse. Lige før vi om eftermiddagen var kørt ind i Agri by, var vi kørt forbi en murer klædt mand med langt hår og skæg og noget pjaltet tøj, da Jens Kristian så ham, sagde han: ”Det var vist en rigtig Molbo”.

Næste morgen var jeg tidligt oppe og gik en tur for at se byen og omegnen. Jeg var oppe på kæmpehøj syd og øst søen, derfra var der en storslået udsigt ud over Agri by og sø Egens og Knebel vige med Kalø ruin i baggrunden. Vi hængte godt i hele dagen med at få vore møbler og ting sat på plads, da det blev aften, var vi omtrent i orden og syntes, at vi boede rigtig godt. Vi havde besøg af pastor Lauritsen, der kom for at hilse på os. Han sagde, at selv om det ikke var gået efter hans ønske, at det blev hans svoger, der fik embedet, så ville han alligevel ønske os et velkommen til Agri, og han ville håbe, at vi måtte få et godt samarbejde ovre i kirken, og det samme håbede jeg.

Da vi havde været i Agri et års tid, havde jeg den glæde, at han sagde til mig, nu kunne han godt se, at det var det rigtige der var sket, da det var mig der fik embedet, od nu havde hans svoger fået arbejde på en kostskole i Nordsjælland.

Næste dag begyndte jeg i skolen, det vat vist, ældste klasse den dag, der var ca. 24 børn i klassen, der var tre store piger, som jeg lagde mærke til, det var dygtige piger, og de prægede klassen på en god måde, de kunne sætte leg i gang i frikvarteret, og de kunne ordne drengene, hvis de syntes, de var for hårde ved hinanden.

Skolegangen var ordnet sådan at 1 og 2. klasse gik i skole hver anden dag i sommer halvåret, men i vinter halvåret gik 1. klasse kun 2 dage om ugen, og 2. klasse gik 4 dage, det var en god ordning, der var taget hensyn til vejr og føre, og der kunne nås meget i ældste klasse om vinteren. I første klasse var der 18- 20 børn. I de sidste år begyndte antallet af børn at gå ned, et år blev der kun indskrevet 1 ny elev i 1. klasse. Der kom et billede af ham i Aarhus Amts tidende under overskriften: ”En enlig rekrut”.


Jeg havde i min ungdom været plaget med bylder som brød ud forskellige steder på kroppen, men mest i ansigtet og på hænderne. Hvad årsagen var, har ingen kunnet sige mig. Nogle mente, at det vat drikkevandet, der havde skylden. De år jeg var i Nr. Nissum, var jeg fri for bylderne. Straks jeg kom hjem til far efter, at jeg havde fået lærereksamen, fik jeg en stor en på venstre kind. I Harboøre var jeg fri, men kort efter, at vi var flyttet til Thyborøn fik jeg den stor byld i sædepartiet, og det ville ikke læges, og når det så var lukket, brød det ud igen med en ny byld, det varede fire- fem år, inden det var i orden. I den første uge, vi var i Agri, kom der igen en stor byld på venstre kind, så jeg måtte bede lærer Strunge i Grønfeld tage en søndag mere som kirkesanger, så det blev først den anden søndag i maj, at jeg blev indsat som kirkesanger i Agri kirke. Det var heldigvis den sidste byld, jeg havde i Agri, og jeg har ikke haft nogen siden.


 Den første begravelse i Agri, som jeg medvirkede ved som kirkesanger var en dobbelt begravelse. Mand og hustru blev begravet samme dag
I kirken havde jeg lagt mærke til en mand, der hver søndag sad på den samme plads, nogle søndage havde han sin kone med, men hun var svagelig og kunne ikke være med hver søndag. Det var Rasmus Greve, der boede nede i den gamle gård nede ved søen, der hvor vejen delte sig mod Egens og Vrinders. I daglig tale blev han nævnt som Ras Greve. Han havde afstået gården til sin søn Hans Greve, der var gift med ringerens Baltslev Nielsens datter Anna. Hans og Anna havde fået en stue til soveværelse, ellers boede de to ægtepar sammen og hjalp hinanden på alle måder, og havde det rart sammen. De unge havde lige fået en lille søn, der en søndag blev døbt Rasmus Greve, og alle fire glædede de sig over den lille Rasmus Greve.

Den første gang Signe og jeg var inde os dem, gik farmor ind i de unges soveværelse og tog den lille fyr op af vuggen, for at vi rigtig kunne se ham. Ras Greve var en stor børneven og havde en egen evne til at snakke med børn. Vi havde ikke boet i skolen en uge, før Jens Kristian havde fundet ud af, at det var rart at være omme hos Ras Greve, når han ikke var i skole. Var han ikke hjemme kunne jeg med stor sikkerhed hente ham der.

En dag i september var jeg omme i gården for at hente Jens Kristian, da havde de været ved at køre korn ind og Ras Greve sad på vognstangen og hvilede sig, og da jeg spurgte om han var kørt træt, sagde han ja, og tilføjede, at han ikke forstod, hvorfor han havde været så (så) træt i den sidste tid. Jeg foreslog ham at tage til læge og lade sig undersøge, for der måtte da være en årsag til den træthed. Han tog til lægen nogle dage efter, og nogle dage senere måtte han gå i seng og først i november døde han af ”galoperende kræft”. Han døde en formiddag, og om aftenen faldt hans hustru bevidstløs om, de tilkaldte lægen, der konstaterede en hjerneblødning, to dage senere udåndede hun, uden at være kommet til bevidsthed.

Der blev gravet en grav så stor, at begge kister kunne stå ved siden af hinanden. Jeg var ned at synge ud og holdt en andagt ud fra salme 921: ”Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste”. De bar kisterne fra hjemmet op i kirken. Der var et stor følge, kirken blev fyldt. Pastor Lauritsen holdt en god tale, hvor han nævnte dette, at de to havde fulgt hinanden hele livet igennem, de var omtrent lige gamle, var begyndt i skolen samme dag, havde gået i skole sammen, til præst sammen, var konfirmeret samme dag og viet samme dag og levet et langt og lykkeligt liv sammen, og så fulgtes ad i døden, og nu skulle begraves ved hinandens side. Ved graven sang vi til sidst nr. 342 ”Det er så yndigt at følge ad, hvor banet vejen er på det jævne” Hans Greve havde bedt mig takke ved graven, hvilket jeg gjorde. Følget havde drukket kaffe i hjemmet før begravelsen. Sådan var skikken derude.

Jeg var glad for at være kirkesanger, der var altid god sang i kirken, der var god kirkegang, om sommeren kom mange turister i kirke. I sognet lå Aarhus F.D.F. lejr Borgensholm nede ved Ebeltoft Vig, der var i ferietiden en flok dernede fra hver søndag. Også sognets folk var flittige til at gå i kirke, der var et indre missions samfund i Agri, der samledes til møder i missions salen omme ved murer Laursen. En troende familie, der boede i ”Søndergaard” på den anden side søen, havde da de solgte gården bygget dette hus, og bygget det så stort, at der kunne indrettes en mødesal i den ene ende af huset. I salen var der en talestol og to rækker bænke, der var siddeplads til 60.

Der blev holdt søndagsskole hver søndag og holdt en del møder året rundt, der kom ikke så mange til disse møder, som der tidligere havde gjort. Holdt vi mødet i skolestuen, kom der flere der, der var mere neutral end at gå i ”Missions salen”. Denne var tilskødet Indre Mission, og det hvilede som en klausul på huset. Samtalemøderne blev holdt rundt om i hjemmene. I Grønfeldt lå der et ret stort missionshus, der var bare ikke tænkt på parkeringsplads. Da det blev almindelig med biler var det vanskeligt at finde et sted at parkere dem. Mikkel Mikkelsen var formand for samfundet i Grønfeldt.

I egens, der havde en lille kirke, havde de, der hørte til Indre Mission, lejet en sal, hvor de holdt deres møder og børnegudstjenester om søndagen. Uddeler Sørensen var formand og leder af møderne der. Grønfeldts missionshus var samlingssted for begge sogne, der blev holdt missions uge hver vinter. Der var en samfunds kreds for hele Mols, og der blev holdt kreds møde hver sommer skiftevis i missionshusene i Grønfeldt, Vrinners, Knebel, Tved og Vistoft. I dag er der vist kun Grønfeldt og Knebel missionshuse tilbage, de andre er solgt. Søndagsskolearbejdet er vist gået ud i alle byerne på Mols. den sidste var søndagsskolen i Agri, som lærer Just og frk. Skodborg holdt i gang. Da lærer Just døde, blev også den lukket.

 Der var ret mange unge i sognene. Der var en K.F.U.K. med Marie Thomsen som blev leder og formand. I K.F.U.M. var Martin Iversen ”Kannikgaarden” formand. Da vi havde boet i Agri et år, trak Martin Iversen sig tilbage og jeg blev valgt ind i bestyrelsen og blev formand i otte år, og havde et godt og nært samarbejde med Marie Thomsen, der var håndgerningslærerinde i alle tre skoler.

Der var flere gode traditioner. Hvert år var der et fælles ungdomsmøde i ”Tinghallen”, der kunne samles mange unge, der var tale og sang og bagefter drak de medbragt kaffe og legede sanglege, og så blev der sluttet med andagt. Det var kredsbestyrelsen, der arrangerede det. K.F.U.M. og K. havde også fastelavnsmøder i Rønde missionshus, disse gled ud, fordi tilslutningen blev for lille. Det havde i Signes ungdom været på Drastrups hotel i Kolind, og havde været godt besøgt af unge fra hele Djursland, da tilslutningen blev beklagelig mindre der, blev mødet flyttet til Rønde missionshus, der havde de jo de mange unge på skolerne.

Der var vældig god tilslutning de første år, men i de år vi boede i Agri, og jeg var med, kom der færre og færre og som tidligere nævnt gled det ud af programmet. Agri og Egens K.F.U.M. og K. havde den smukke tradition at tænke på de gamle og syge til jul. Den sidste søndag før jul fik alle gamle og syge besøg af et par unge piger, der overrakte dem en julekærte og sang et par julesalmer for dem. Disse julekærter købte de hos gartner Knudsen i Kejlstrup. Det var K.F.U.M. der stod for uddelingen, men begge foreninger delte udgifterne.

Begge bestyrelser samledes skiftevis til fælles bestyrelsesmøder og lagde program for foreningernes møder, for et halvt år ad gangen. Da jeg blev formand for K.F.U.M. foreslog jeg, at vi samledes i Agri skole, alle unge en aften i ugen før jul. Og vi så selv lavede disse julekærter. Jeg ville så fremskaffe materialerne, og Signe ville hjælpe mig med at undervise i at lave dem, og så ville vi give en kop kaffe, og jeg ville læse en god julehistorie og slutte med en andagt.

De unge skulle så give to kroner hver, så jeg kunne få mine udgifter dækkede. De penge foreningerne sparede ved at vi selv lavede julekærterne, skulle vi så bruge til ar få trykket vore programmer så alle medlemmerne kunne få et, og der kunne hænges et op i alle butikker i sognene. Det blev vedtaget, og det viste sig at være en god ordning, de unge var glade for de aftener i Agri skole, og der kom mange.

Marie Thomsen havde i forvejen lavet en liste over hvor mange, der skulle laves. Grangrenene fik jeg gratis hos Plantør Olesen i ”Tørvemose”, lysene og lidt anden pynt skrev jeg hjem fra Daells varehus. Ler og mos var det let at få fat på i Agri. De unge gik til opgaven med lyst og stor interesse, vi havde anbragt et langt bord og et par lange skamler i den ene side af skolestuen, når vi havde sunget en julesalme, fik de materialerne delt ud. Signe stod ved den ene bordende og demonstrerede, hvordan fremgangsmåden var, jeg gik rundt og hjalp til rette, snakken gik lystig, og det varede ikke længe, før de ca. 30 kærter var færdige. Der blev så ryddet op, mens Signe lavede kaffen, nogle unge piger hjalp med at serverer den, når kaffen var drukket, sang vi en julesalme, og jeg læste en god julehistorie og sluttede med andagt. De unge i K.F.U.M. havde bestemt, hvem der skulle følges ad, og hvem de skulle besøge. Vi havde haft et par hyggelige og gode timer, og de gamle og syge fik deres sædvanlige julebesøg, som de havde set hen til med glæde og forventning.

Vi var altid glade og veloplagt, når vi var samlede til vore fælles bestyrelsesmøder. Disse indledes med en sang og en kort bedestund (knælende), derefter læste værten et stykke af bibelen eller et andagtsstykke, og så gik vi over til dagsordenen, der gerne var programlægning for et halvt år.

Hvert år havde vi St. Hans møde på Agri Bavnehøj, hvortil vi i samråd med Mikkel Mikkelsen og sognepræsten skulle drøfte om at få en dygtig taler. Vi havde stift provst Kaj Jensen, skoleinspektørerne Samuel Aagård og Blom Salomonsen, missionær Janus Rasmussen og pastor Johannes Petersen, for at nævne nogle af dem. Mødet blev holdt oppe på selve højen, og bagefter var der bål og sanglege nedenfor på Peter Jensens mark. Der blev sluttet med andagt, oftest ved præsten, men også uddeler Sørensen og jeg havde en aften. Denne aften havde vi altid mange gæster til kaffe. Det skete også at vi havde taleren til aftensmad og kaffe. Der var altid en god tilslutning til dette møde, var det dårligt vejr, blev mødet holdt i kirken.

Et år havde vi et fælles arrangement med Knebel K.F.U.M. og K. Formålet var at skaffe penge til ”Fælleskassen” for K.F.U.M. og K. i Danmark. Der var gudstjeneste i Knebel kirke med den gang nye landssekretær Søren Steen, der senere i mange år var sognepræst og provst i Sæby, der var en fyldt kirke, og der var altergang. Efter gudstjenesten var der kaffebord, tombola og amk. Lotteri i Knebel missionshus, det var bygget i tyverne og var bygget efter samme tegning som missionshuset i Thyborøn. Vi fra Agri og Grønfeldt K.F.U.M. og K. havde sørget for gevinsterne til tombola og lotterierne. Kaffebordet havde de sørget for i Knebel. Vi var et par stykker, der var med hinanden rundt til de handlende i Grønbæk, Egens, Femmøller og Agri, jeg havde næsten bagagerummet fyldt, da jeg kørte ned til Knebel og afleverede det til K.F.U.K.´s formand skomager Jensens datter, hendes bror var førstelærer i Vrinners.

Alt blev udsolgt, landssekretæren fortalte om arbejdet ude på ”Landskontoret” i Amaliegade i København og sluttede aftenen med andagt. Det var en god aften også økonomisk. Landssekretæren var meget overrasket der store beløb, han fik med hjem til ”Fælleskassen”. Aftenen havde givet godt 2000 kr. i overskud. Ikke længe efter var der en lang artikel i ”De unges Blad”, hvori han fortalte om sin tur til Mols og det samarbejde, der havde været for at skaffe penge til ”Fælleskassen”. Hvert forår havde vi et møde for alle, hvor vi havde amk. Lotteri og fælles kaffebord for at skaffe penge til vor egen kasse, for at holde kontingentet nede på det lavest mulige, så ingen skulle sige, at de ikke havde råd til ar være medlem. Jeg må sige, at vi havde ret god tilgang. Ved et K.F.U.M. møde i Agri fik vi 9 nye medlemmer.

Vi havde kredsformanden pastor Mejdal, Tirstrup som taler flere gange, og kredssekretær Nielsen Grenå, kom også når vi sendte bud. Både generalsekretær Orla Køller og hans efterfølger Lykkegaard Nielsen var gæstetalere hos os. Engang blev jeg bedt om at være guide ved en udflugt for en sommerlejr, som fællesbestyrelsen for K.F.U.M. og K. i Danmark havde arrangeret på ”Fuglsølejren”, Det var en tur rundt til herregårdene i Mollerup, Kalø og Rosenholm. Ved hjemkomsten fik jeg af lederen overrakt en bog: ”Sådan blev jeg det” den var lige udkommet på ”De unges Forlag”. Jeg var glad for arbejdet blandt de unge, og det var vist gensidigt. Da jeg fyldte 50 år gav de mig den smukke hjort, der står på fjernsynet i dagligstuen. Da vi i 1956 flyttede fra Agri, gav de mig som afskedsgave: ”Bibelbogen med noter”.

Mine kolleger.
Der var i Agri – Egens kommune tre toklassede skoler Agri, Egens og Grønfeldt. Agri var den ældste, den var bygget i 1865, de to andre var bygget i dette århundrede, Egens skole omkring 1910 og Grønfeldt omkring 1930. de gamle skoler lå endnu i de tre landsbyer og var blevet solgt til beboelse

Lærer Frede Petersen og hans hustru Anna var midt i halvtresserne, da vi kom til Agri. Det var et par rare og dygtige mennesker, han var folketingskandidat for Retstatpartiet i Ebeltoft kredsen. Han var også kunstmaler, og malede de dejligste landskabsbilleder i sin fritid. Fru Petersen havde også lærereksamen og kunne således afløse sin mand, når han skulle ud til at eller andet.

Et par år efter at vi var flyttet fra sognet, fik Petersen en hjerneblødning og blev lammet i højre side, han blev delvis rask, men kunne ikke bruge sin højre arm og havde store vanskeligheder ved at gå, han havde også store vanskeligheder med at tale. Fru Petersen var enestående til at passe og pleje sin mand, hjalp ham på alle måder og var tålmodig og overbærende, når han var irritabel overfor hende. Hun fik lært at køre bil, det var svært for hende, hun var langt over 60 år, da hun begyndte, men hun ville have det kørekort, så de kunne køre ud sammen, og hun fik det, da hun var til prøve tredje gang.

Da Petersen fik sin afsked som lærer, flyttede de ind i et hus, der lå lige ved siden af skolen, og det havde de arvet efter hendes afdøde søster, der som pensionist havde ladet det bygge for at komme til at bo ved siden af sin søster. Petersens havde tre børn, to døtre og en søn, døtrene var gift og boede på Sjælland. Sønnen læste til lærer på seminariet i Aarhus. Efter sin eksamen havde han stillinger et par steder på Djursland. Da fru Petersen døde, kom Petersen på et plejehjem i Ebeltoft og sønnen, der var blevet gift overtog huset, og kørte derfra til Tirstrup, hvor han var lærer ved en skole for læsesvage. Han blev kirkesanger i Egens. Lærer Petersen døde i 1983.

I Grønfeldt skole virkede lærer J. Nielsen Strunge, han var 62 år, da vi kom til Agri. Han fungerede som kirkesanger i Agri. han havde været kirkesanger i Agri, fra de flyttede ind i Grønfeldt skole til lærer Mads Nielsen blev lærer i Agri. Han havde ønsket at holde op på grund af alder, og det var jo en ret anstrengende cykeltur for en mand der havde passeret de 60. da lærer Nielsen flyttede, overtog Strunge det igen, til en ny lærer blev ansat. Vikaren, lærer Skaarup kunne ikke synge, Lærer Strunge og lærer Bendtsen havde gennem årene haft et godt samarbejde i kirken, men der var det sjove forhold mellem dem, at Strunge havde eksamen i orgelspil, men ikke i kirkesang, og Bendtsen havde kirkesang, men ikke orgelspil.

Bendtsen var meget musikalsk og spillede orgel med stor dygtighed. Da han i 1915 kom til Agri, blev han både organist og kirkesanger, da den gamle lærer Østerby i Grønfeldt ikke kunne synge. Da Strunge kom til Grønfeldt blev han kirkesanger, da han sang ret godt. Bendtsen ville helst beholde organisttjenesten, da den var bedst lønnet, han skulle jo spille ved alle kirkelige handlinger for hele sognet. Strunge havde ligesom Petersens tre børn - en søn og to døtre, men i omvendt orden, her var sønnen, den ældst, han var læge og var en meget anerkendt kræftforsker, og studerede ved Pastør laboratoriet i Paris og somme tider studerede han i Rom, her konverterede han og blev katolik til stor sorg for sine forældre, men de satte ham lige højt for det. De to døtre var begge lærerinder.

Vi blev godt modtaget af vore kollegaer i kommunen, og sammen med lærer Bendtsen, der boede i Vrinners, dannede vi lille lærerkreds, der kom sammen skiftevis hos hinanden i hvert kvartal. Vi samledes kl18 til aftensmad, og efter at havde spist, hyggede vi os sammen, de fire damer havde deres håndarbejde med, og vi fire lærer drøftede arbejdet i skolen, og da vi alle fire havde bier og store haver med frugttræer, Strunge havde en hel frugtplantage, var der altid nok at snakke om.

Vi var også fælles om at arrangerer fælles udflugter for de store børn. Et år var vi i Grenå, et år i Aarhus, vi var også i Odense og vi var på en fire dags tur til København 2 gange. Et år var Petersens og os i Agri på en fire dages tur til Fanø, hvor vi boede i en barak, som tyskerne havde bygget, og spiste på et pensionat. Når vi var to elle tre skoler sammen, kunne vi gøre turen billigst, vi skulle jo leje rutebil til Aarhus. Senere på aftenen fik vi kaffe, og der blev sunget nogle sange og sluttet med andagt. Disse sammenkomster var vi meget glade for at være med i.. da lærer Skaarup var blevet gift og var blevet ansat i Kejlstrup skole, kom de også med i kredsen.

Lærer Strunge tog sin afsked i 1952 og byggede hus i sin frugtplantage i Grønfeldt by. Deres efterfølger i skolen, lærer Bech og hustru kom også med i kredsen, så nu var vi i alt ti. Strunges havde den store sorg, at deres dygtige søn lægen og kræftforskeren døde af kræft i en ret ung alder. Det tog meget hårdt på dem begge. Sønnen var gift med en sygeplejerske, en datter af en skibsredder Hartoff i København og søster til overlæge Hartoff i Skanderborg, der i en årrække var formand for Ethiogermissionen. Vor svigerinde Tille i Nødager havde som ung pige tjent hos skibsredder Hartoff, og kendte læge Strunge og hans kone Benedikte meget godt

Da den unge læge var død i Italien, ville hans kone have ham begravet i København, for der ville hun flytte tilbage til. Han blev begravet på Tårnby kirkegård på Amager, hvor lærer Strunges bror, var sognepræst. Dette dødsfald tog så hårdt på fru Strunge, at hun mistede lysten til at leve videre, og hun døde et års tid efter. Inden hund døde, tog hun det løfte af sin mand, at han skulle sørge for, at hun kom til at hvile ved siden af sin søn på Tårnby kirkegård, om hun kom til at ligge ved siden af sin søn, ved jeg ikke, men hun blev ført til København og blev begravet på samme kirkegård. Strunge levede en del år efter sin kones død, han var så heldig, at han fik Agnes Thuesen i Agri som husbestyrerinde. Han døde af kræft, der begyndte i højre skulder, han blev naturligvis begravet ved siden af sin kone på Tårnby kirkegård.
Både lærer Bendtsen, Petersen og lærer Strunge døde efter, at vi var flyttet fra Agri.

Chr. Bech blev ikke så afholdt som lærer Strunge havde været, han sløsede med tiden. Han havde en sød og flink kone, men han var en stræber, der ville trænge sig frem. Han holdt aftenskole et par vintre, og så skulle der vælges et nyt medlem til aftenskolenævnet. Der var mig, der var på valg, og der blev foreslået genvalg, men Bech blev også foreslået, og så skulle der være afstemning, jeg undlod at stemme, da stemmesedlerne blev talt op, havde han en stemme mere end jeg, og det kunne han ikke havde fået, hvis han ikke havde stemt på sig selv, da vi var et lige antal tilstede. Så jeg gled ud, og Bech kom ind og blev valgt til formand.

Jeg var kort tid før blevet valgt ind i aftenskolenævnet for Randers amt, så jeg led ikke nogen stor skuffelse ved at glide ud som formand for det lokale nævn. Han blev også formand for lærerforeningen på Mols. og han kom i menighedsrådet for Agri sogn og blev valgt til kasserer. Et par år efter kunne man læse i landets aviser, at en lærer var afskediget, fordi han brugte af betroede midler. Der var et stort underskud i menighedsrådets kasse. Han blev afskediget uden pension. Da der var gået et par år, søgte han et embede på Mors, og det fik han, der var stor mangel på lærer den gang. Senere traf vi hinanden ved et lærerstævne i Viborg, da var han lærer i Lindum skole ved Tjele Langsø.

Det var Bech, der var den direkte årsag til, at vi flyttede til Kongens Thisted. Skoleloven af 1937 forlangte, at de små skoler skulle nedlægges og samles i større enheder, og da det skulle være gennemført inden 1957, måtte sognerådet og skolekommissionen i Agri og Egens i gang med at lave nye planer. Der blev vedtaget, at de tre skoler skulle nedlægges, og der skulle bygges centralskole i Vrå, hvor lærerne så skulle virke sammen. Da skolen ville komme til at ligge i Grønfeldt skoledistrikt, var det en selvfølge, at han skulle være skoleleder, da Petersen Egens ville søge sin afsked, når han skole skulle lukkes. Jeg var fuldstændig klar over, at Bech og jeg aldrig ville komme til at arbejde godt sammen, da vi var så vidt forskellige. Derfor søgte jeg anden embede og fik det i Kgs. Thisted.

Skolen i Vrå blev aldrig bygget. Skoleloven blev ændret i 1959, nu skulle skolerne være endnu større. Først i 1965 blev de tre skoler lukket, og alle børnene blev kørt til Mols skolen i Knebel, der var i alt 11 skoler, der blev nedlagt, og børnene fra disse blev samlede i ”Mols skolen”. Min efterfølger i Agri lærer Just kom til at virke der i 9 år og søgte så sin afsked, han købte skolen, og skolestuen blev ved at være samlingspunkt for beboerne i Agri, så længe han levede.

Aften – og aftenhøjskole.
I lighed med Harboøre og Thyborøn årerne begyndte jeg også aften skole i Agri, vi havde indbudt de unge til et møde i skolen, hvor de fik at høre om vore planer for vinteren. En times dansk og en time med regning fælles for karle og piger. Tredje time ville jeg tage husflid med karlene inde i skolestuen, og de unge piger skulle ind til Signe, der ville hun i spisestuen undervise i håndarbejde. Der indmeldte sig en god flok, flest karle, men Signe fik også et passende hold til håndarbejde.

Vi begyndte kl. 7 med at synge en sang, og så tog vi fat på en times dansk. Jeg havde anskaffet arbejdshefter med diktater og andre skriftlige arbejde, hvor de kunne lære at udfylde de forskellige blanketter: postanvisninger, opkrævninger og kvitteringer. Der skulle jo ikke være en gentagelse af det, de havde lært i skolen som børn. Til regnetimerne havde jeg anskaffet en regnebog med opgaver fra dagliglivet. Ofte begyndte vi timen med tal træning: sammenlægning og fratrækning. Sådan et par timer kunne hurtigt gå. Kl. 10 min. Før 9 gik pigerne ind til Signe med deres håndarbejde, og de unge mænd og jeg fik travlt med at skifte om til husflid.

Den første vinter arbejdede vi med børstebinding. En stor bordplade blev hentet ned fra loftet og lagt på et par bukke, en lang skammel blev stillet ved hver side, og så havde vi fundet et bræt i bordets længde, i det havde jeg boret huller, som jeg havde sat nogle runde pinde fast i. Ved hjælp af et par lim tvinger blev brættet skruet fast på midten af bordpladen. Omkring disse pinde snurrede de snore eller ståltråd, som de skulle bruge til at sætte børsterne fast med. Jeg havde købt en del materiale hjem: børste træer, snor, og tråd, samt kokos. Hestehår kunne de selv komme med. Og så gik det med liv og lyst. Til sidst var de så dygtige, at de kunne lave en støvekost på en time. 10 min. Før 10 kom pigerne og Signe ind, og så sang vi en aftensang og jeg bad ”Fadervor”, som afslutning på aftenen. Nogle af karlene skulle blive og hjælpe med at rydde op og gulvet fejet og bordene sat på plads, så skolestuen var klar til næste morgen.

Den næste vinter havde jeg dansk og regnskabsføring, og i stedet for børstenbinding, gik jeg over til at arbejde med horn og ben. Signe havde igen syning med de unge piger. Hver efterårsferie var jeg til kursus i husflid, enten på Rønde højskole, eller andre steder på Djursland. Jeg lærte at arbejde med pleksiglas, og så gik vi i husflidstimerne over til foruden horn og ben også at arbejde med pleksiglas og læderplastik. Signe var holdt op med syning, der blev for få piger, og så tog hun sig af læderplastikken. Det gik sådan, at dansk og regning gik ud, og det var alene husflid, vi arbejdede med. Det var det der havde størst interesse, og der kom så mange elever, at vi måtte dele dem i to hold. Hvert hold havde så en aften om ugen. Vi havde elever fra hele sognet, også fra Egens, Vrinners og Knebel kom de. Det var festlige aftner, men vi var begge to trætte, når en aften var sluttet.

Signe begyndte så med syning for alle kvinder en aften om ugen, og så rejste hun til Aarhus en eftermiddag om ugen. Vi havde fået rutebil to gange om ugen, en dag til Aarhus og en dag til Ebeltoft. Disse eftermiddage i Aarhus og aftenerne hjemme i skolestuen var hun glad for. De havde to timers syning, når anden time begyndte, kom jeg ind i skolestuen, og så læste jeg op for dem mens de sad og syede, somme tider en kort historie til en aften, andre tider var det en bog, som jeg læste et afsnit af aften efter aften. Vi sluttede disse aftner på samme måde som de unge. Damerne i byen og omegnen glædede sig til disse aftner.

Pastor Lauritsen havde aftenhøjskole i konfirmandstuen en aften hver fjortende dag et par vintre, der var god tilslutning, det var dansk litteratur han gennemgik, en bog han genfortalte, det var dygtigt gjort og det kostede stor forberedelse, og han fik ikke en øre for det. så flyttede han over i skole, og vi arbejdede sammen og fik det godkendt under aftenskolerne, så vi fik lidt for vort arbejde. Præsten havde som sædvanlig en time i litteratur. En vinter havde jeg som emne : ”Præsten og kirken ned gennem tiderne”. Næste vinter var det: ”Den danske skole ned gennem tiderne”. Vi havde et pænt gennemsnit af elever både i aftenhøjskolen, sy kursuset og husflidstimerne.

I løbet af vinteren viste jeg lysbilleder, jeg fik en serie tilsendt i hver måned, og vi fik kørt et par film hver vinter. Den sidste undervisningsaften før jul, samlede vi alle eleverne til kaffe og julehygge. Og hver vinter sluttede vi af med en festlig aften, hvor vi fik kørt en god film og fik en kop kaffe, og jeg læste en god historie. Hvad vi havde fremstillet af husflid og damerne havde syet i vinterens løb var udstillet. Og jeg må også nævne, at vi ved disse afslutninger fik overrakt gaver, sølvskeer eller sølvfade. Vi havde begge stor glæde af vort arbejde i aftenskolen, og vi troede også på, at vore elever var glade for at deltage. De kom jo trofast år efter år, og flokken blev større for hver vinter både af unge og ældre.

Vi får et nyt familiemedlem.
Jens Kristian var født i Thyborøn og havde fået sin skolegang der. Da vi kom til Agri var han allerede en stor dreng, men han var jo enebarn og savnede en at lege med, der var et par drenge i klassen, som han kom sammen med i fritiden, det var Leo Frandsen og Thorbjørn Johansen, begge fra Agri by, de legede godt sammen, når de kun var to, så det skiftede, snart var det den ene, snart den anden, han legede med. Han sagde flere gange, at han savnede en bror eller en søster, han kunne lege og snakke med hjemme, og vi syntes også, det ville havde været godt for ham, men han var altså enebarn, der kom ikke flere, vi talte også om at få et plejebarn.

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilsen og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorbø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et pat gange på at påvirke Herbert til ar sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv – vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorbø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.


At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker. De skrev alle brev til Herbert, og jeg måtte svare på dem på Herberts vegne, på den måde har vi efter, at Herbert flyttede fra os, og fik sit eget hjem, bevaret forbindelsen med de fleste af dem og med hans to mostre i Viborg. Anna Villadsen har besøgt od flere gange både i Agri, Kgs. Thisted og nu her i Ans.

Herbert og Jens Kristian fulgtes ad i søndagsskole, indtil Jens Kristian blev konfirmeret, så gik han alene. De var oftest med i kirke om søndagen, der var ingen tvang, men de forstod, at det var vort ønske, og så gik de med. Herbert havde som dreng to oplevelser om gud. Han havde fået en lille cykel med bagagebæger på, og en formiddag hen mod jul, skulle han cykle ned i ”Tørvemosen” til plantør Olesen, efter et bundt grangrene, som vi skulle bruge til at lave julekærter af om aftenen sammen med de unge. Nu havde Olesen lavet et stort bundt, og Herbert døjede med at tumle det på den lille cykel, til sidst syntes han, at han ikke kunne klare det længere. Han lagde så bundtet og cyklen ned på jorden og så knælede han ned og bad Gud om at hjælpe sig med at få bundtet hjem.

Et øjeblik efter kom Hans Frandsen kørende, han havde været ude i sin udmark efter et læs roer. Da han så, hvordan Herbert døjede med det store bundt grangrene på den lille cykel, holdt han stille og spurgte Herbert, om han ikke ville have grenene op at køre. Og Herbert sagde glad ja tak. Og så lagde Frandsen bundtet op på vognen. Fra Frandsens gård og hjem til skolen var der ikke ret langt, så det klarede Herbert let. Det var en stor oplevelse både for Herbert og os andre, at Gud havde hørt hans bøn.

En anden gang, det var efter, at vi var flyttet til Kgs. Thisted, og han havde begyndt på realskolen i Aalestrup, oplevede han igen, at Gud hørte hans bøn. Han cyklede ned til centralen i Binderup, hvor han stillede cyklen, og så tog han med rutebilen til Aalestrup. En dag havde de fået fri to timer før af en eller anden grund,, og der gik ingen rutebil efter Aalborg ved den tid. Han var ked af at sidde på stationen i to timer og bestemte sig for at tagen den ”på stop”. Han gik ud til hovedvejen og prøvede ar stoppe en bil, men det lykkedes ikke, han gik og han gik, og han blev træt, tanken om de mange bøger var tung at bære. Han satte sig på en skrænt ved siden af vejen og bad til Gud, om han ville hjælpe ham med at få en bil til at standse og tage ham med ti Binderup. Den første bil der kom, efter at han havde begyndt at gå, kørte også forbi, men standsede og bakkede tilbage. Manden, der var ene i bilen, lukkede døren op og spurgte, om han ville op at køre. Herbert kørte så med til Binderup central, hvor cyklen stod. Han kom godt hjem og var en stor oplevelse rigere.

Samarbejdet med præsterne
Med pastor Lauritsen havde vi hele tiden et godt samarbejde. Han kom med salmenumrene tidlig søndag morgen og altid var han glad og veloplagt. Var det solskin, kunne han sige: Skal vi ikke hejse vore flag i dag, og det gjorde vi. Det gav et festlig indtryk på kirkegængerne, når de så de vajende flag. Inden præsten gik så vi salmerne, og var der en, jeg ikke kendte melodien til, sagde han: ”Godt, så finder vi en anden, og så prøver de at få melodien lært”. Når der var gået en tid, spurgte han, om jeg kunne melodien, svarede jeg ja, sagde han: ”Så tager vi den salme på søndag”. Og så satte han den på som nr. to salme hver søndag til menigheden havde lært den.

En påskemorgen kunne han sige: ”Jeg har så mange forårsblomster i haven, skal vi ikke hjælpe hinanden med at sætte blomster i stolerækkerne? ” Det gjorde vi, og når gudstjenesten begyndte, var der en smuk pyntet kirke, der blev fyldt med mennesker. Det var festlig. Pastor Lauritsen var en god taler, og han var en flittig præst. Næsten hver eftermiddag kunne jeg se ham komme cyklende forbi skolevinduerne, han måtte stå op og træde, da det var meget opad der. Op af frakkelommen stak en fløjte, den var altid med, når han skulle på besøg hos syge og gamle. Så spillede han kendte melodier for dem og holdt andagt med bibellæsning og bøn. Senere købte han en Guitar, og så havde han den på ryggen, når han cyklede ud, nu kunne han spille og synge samtidig.

Hans hustru, der var datter af skoleinspektør Slørk i Nyborg, var en nydelig dame, meget flink og livlig og også meget gæstfri. Hun var meget dygtig til at spille klaver. Hun var et hjemmemenneske og kom ikke meget ud, ved møder så vi hende sjældent. Skulle hun med, kneb det med at blive færdig, præsten måtte altid vente på hende, og det kunne virke irriterende på værtsparret, men kunne jo ikke sætte sig til bords, før præsteparret var ankommen.

Da vi fik bil, tog vi dem altid med, når vi skulle ud sammen. Præsten havde anskaffet sig en del sangbøger, dem tog han altid med, når vi skulle ud til en middag, og en tid efter vi var færdig med at spise, delte han sine sangbøger rundt, og så skulle vi synge, det var en god ting, der bidrog til, at sådan en festlig aften forløb på en god måde.

Pastor Lauritsen havde, før han blev præst i Agri været ansat som sekretær for Gymnastikbevægelsen unde K.F.U.M. og K. så han have et godt tag på at tale til de unge og omgås dem.. han samlede de unge til møder i præstegården en gang om måneden og der kom mange, også af dem der ikke kom i M og K. Et sådan møde forløb på den måde, at først sang de et par sange, og så holdt præsten et foredrag, det var gerne en betydelig mands liv og levned han fortalte om.

En aften jeg var med, fortalte han om den fynske lægmandsprædikant Kristian Madsen fra Bregnør. Foredraget var fængslende og interessant. Efter en sang sluttede han aftenen ud fra et bibelord og med en bøn. Møderne i præstegården blev hvert år rundet af med en ungdomsgudstjeneste i kirken, den blev holdt en søndag aften i forårstiden. Jeg tror de unger var glade for at komme i præstegården. Lederne i samfundene og K.F.U.M. og K. syntes han gav dem for lidt kristeligt set.

Pastor Lauritsens sidste tid i sognet fik et kedeligt forløb. Han havde været til en rund fødselsdag i Egens en formiddag, hvor der blev serveret øl og vin, og det rygte kom ud, at præsten havde drukket for meget af de våde varer, så han var usikker på benene, da han skulle cykle hjem. rygtet kom præsten for øre, og han gav en af de ledende i Indre Mission skylden for at rygtet var kommet ud, og han forsikrede, at det var usandt. Og ved det årlige samfundsmøde, der det år blev holdt i Grønfeldt, rettede han en skarpt angreb på Indre Mission. Derved kom han i modvind. Kirkegangen tog af. Det var jo Indre Mission K.F.U.M: og K. der var de stadige kirkegængere, mange af dem blev hjemme eller søgte til andre kirker.


Resultatet blev, at pastor Lauritsen søgte et ledigt embede i Magleby og Bagenkop op Langeland, og blev kaldet til embedet. Der var afskedsfest for familien på hotel Femmøller og der var stor tilslutning fra alle kredse i sognet, der blev holdt mange taler hvori præsten blev takket for hans flittige virke i sognene og hans gode prædikenerne i kirkerne. Præsteparret fik overrakt en kaffeservice i sølv. Ved hans afskedsprædiken var kirken fyldt. Denne prædiken blev bragt som ”Kronik” i Aarhus Amtstidende.

 Pastor Baunvig Vistoft blev konstitueret i Agri.
Nogen tid efter at pastor Lauritsen var flyttet til Magleby, blev han ansat som lærer for soldaterne på Langelandsfortet, der lærte han en løjtnant at kende, og de blev venner. Denne var ofte gæst i præstegården, og der opstod et kærligheds forhold mellem ham og fru Lauritsen. Præsten fandt sig i det så længe fru Lauritsens far levede, han var på den tid meget syg, hendes mor var død på dette tidspunkt. Da Slørk var død, forlangte pastor Lauritsen skilsmisse, fordi hun havde været ham utro. Fru Lauritsen og børnene flyttede til Odense.

Efter skilsmissen spurgte pastor Lauritsen menigheden, om de efter dette ønskede, han skulle flytte, eller de ville beholde ham. De ønskede han skulle blive. Men han syntes ikke selv, han kunne fortsætte som præst, og han søgte sin afsked og flyttede til skive, hvor han var blevet antaget som lærer ved seminariet. I Skive lærte han en sygeplejerske at kende, som han senere blev gift med. Efter nogle år i Skive søgte han embede som præst på Avernakø, og der virkede han som præst til han på grund af sin alder måtte søge afsked. Både i Skive og på Avernakø havde han udsendelser i radioen. Hans søn Ole tog lærereksamen og fik ansættelse i Ærøskøbing, hvor han blev gift med en ung enke, der drev et pensionat. Han fik lyst til at læse til præst og tog den korte uddannelse og var til eksamen samtidig med Herbert. Han blev præst på Fyn.

Med pastor Baunvig havde jeg et godt samarbejde, hver fredag kunne jeg gå ned til købmanden og få en seddel med salmenumrene til gudstjenesten om søndagen
Embedet blev opslået ledigt, og der var 59 ansøgere, hvoraf de 18 fremstillede sig personlig. Der blev indstillet tre. Nr. 1. var Poul I. Jensen, der var kaldskapellan i Tårs i Vendsyssel. Han var søn af sognepræst P. L. Jensen ved Esajas kirken i København.

Nr. 1. blev kaldet.
Det blev pastor Poul Immanuel Jensen, der skulle være vor næste sognepræst, og Signe og jeg var omme i præstegården for at byde dem velkommen, da de en eftermiddag først på ugen ankom til præstegården. Pastor Jensens farbror missionær Jensen i Vrå kørte dem til Agri i sin bil og lige bagefter kom flyttevognen. De to mænd slog dørene op til flyttevognen og begyndte at læsse af, de skulle tilbage til Hjørring samme dag. Det var ikke det bedste indtryk vi fik. De selv var nussede i tøjet børnene ligeså, tøjet var krøllet og trængte hårdt til en omgang med en børste, og i flyttevognen var der et frygteligt rod. Vi indbød dem til at følge med hjem til en kop kaffe. Farbroderen gik med straks, han skulle også tilbage til Vrå.

Da flyttemændene var kørt, kom præstefamilien, de havde tre børn den store hed Kirsten og gik i skole, den næste var en dreng på fem og så var der en pige på to. De var flinke og venlige, men vort første indtryk var, at fruen ikke var så dygtig og proper, som man forventede af en præstefrue, og vi syntes at præsten var så slesk i sin tale. Disse vore første indtryk slog til. Når vi enkelte gange havde ærinde i præstegården og måtte benytte bagdøren, fordi fordøren ikke var låset op, var det et frygteligt syn, der mødte os, der var rent ud sagt svinsk i baggang og køkken.

Pastor Jensen forlangte eller måske bad mig om at hente salmenumrene ovre hos ham hver lørdag aften kl. 6. når jeg kom, var det sjældent, han havde fundet dem, ofte sad brillerne langt nede på næsen, og ofte var han også i dårligt humør, han kunne ikke komme i gang med sin prædiken. Og ofte var det et eller andet der var gået ham imod, og så skulle jeg lægge øre til hans beklagelser. Det kunne godt vare en halv time ja tre kvarter før han havde salmenumrene fundet frem.
Ved indsættelsen var provst Eriksen syg, og pastor Baunvig skulle foretage indsættelsen. Præstens far L.P. Jensen fra Esajaskirken i København og hans broder Viggo Jensen Randers var mødt op. Aftenen før fik jeg besked om, at jeg skulle informere menigheden om, at når det sidste bedeslag havde lydt, skulle menigheden rejse sig op, og organisten begynde med præludiet, og da ville de fire præster komme ind, ligeledes skulle vi rejse os, når kaldsbrevet og biskoppens kollals blev læst op. Kirken var fyldt. Pastor Baunvig holdt en god indsættelsestale ud fra ordene: ”Glæder eder i I Herren altid, atter siger jeg glæder eder”. Paulus´ brev til Filliperne. Pastor Jensen holdt også en god prædiken, over dagens sekst: Johannes Døberens ord om at vidne på den rette måde og det at kunne sige: ” Ske ikke min vilje, men din Herre”

Om aftenen var der velkomstfest i skolestuen, der var fyldt af mennesker omkring det hesteskoformede bord. Menighedsrådets formand, lærer Strunge bød velkommen til præstefamilien og deres gæster, til pastor Baunvig med frue og den øvrige forsamling. Efter en salme blev kaffen serveret. Der blev holdt taler af lærer Strunge, lærer Petersen, pastor Baunvig, Marius Laursen Agri, præstegårdsforpagter Svend Simonsen, uddeler Sørensen Egens, Mikkel Mikkelsen Grønfeldt og undertegnede. Både pastor Jensen og hans far havde ordet. Pastor Jensen havde som pastor Lauritsen en god kirkegang, han holdt også nogle gode prædikener, men han var ikke så festlig som Lauritsen.

Organist Tang Petersen var også kontrolassistent, og når han skulle være færdig med mælkeprøverne, før han skulle spille ved gudstjenesterne i Agri kl. 8,30 og det samtidig var modvind kunne det knibe for ham at nå det. det skete et par gange, at ringeren måtte vente med at ringe sammen et par minutter indtil Tang var der. Det påtalte pastor Jensen meget kraftig, organisten skulle være der til tiden. Desværre gik der ikke så lang tid, før det var præsten, vi måtte vente på. Når klokken var 8,30 blev der ringet og når sidste bedeslag var slået, begyndte Tang Petersen at spille, og jeg stod parat til at bede indgangsbøn. Tang måtte et par gange forlænge præludiet, indtil præsten kom. Han havde sovet for længe. Bagefter undskyldte han sig over for mig med, at han først var blevet færdig med sin prædiken ved 3 – 4 tiden.

Da vi 1. juli 1956 flyttede til Kongens Thisted, flyttede pastor Jensens over i skolen, da præstegården skulle have en grundig restaurering og samtidig vikarierede han som lærer i skolen til lærer just blev kaldet.

Udflugtsmål på Mols.
Hver sommer inden ferien gik jeg en tur med ældste klasse gennem bakkerne og Strandkjær ned til Ebeltoft Vig. På denne tur havde vi rig lejlighed til at se på blomster og træer. Ved stranden var der lejlighed til ar soppe eller bade i vandet. Vi havde vor mad med, som vi spiste, vi legede, eller jeg læste en historie, inden vi gik tilbage til skolen. Børnene fra Strandkjær, Provstgård og Tørmose fik lov til at gå hjem, når vi kom i nærheden af hvor de boede.

Med yngste klasse gik turen hver sommer til ”Tinghulen”. Molboernes gamle tingsted, hvor de tre sogne Agri, Knebel og Vistoft mødtes. Det tog godt en halv time at gå til Tinghulen, turen til Ebeltoft Vig tog godt en time. Vi søgte altid at gå disse ture, når vejret var godt. Et år vi var ved Tinghulen kom der en tordenbyge, og vi blev gennemblødt. Vi havde Gertrud på ferie, og hun var med på turen. Da vi kom hjem, sagde hun: ”Onkel Gert, vi behøvede da ikke at have gået så langt for at blive våde, vi kunne da bare have gået ud i søen”.

Søndag eftermiddag brugte vi ofte til en tur ud til Bavnehøj eller en tur ind mellem bakkerne. Var det klart vejr kunne vi rigtig nyde udsigten fra Bavnehøj. Vi kunne se ind over Ebeltoft til ”Hjelmen” og længere ude kunne vi skimte Nordsjællands kyst og Sverige, men så skulle det også være meget klart. Så vi mod sydøst, kunne vi se Trehøje og længere ude Ellermandsbjerget, der er det højeste punkt på Helgenæs, længere ude lå Samsø. Mod syd kunne vi se Vistoft med kirke og mølle og Begtrup vig. Mod vest så vi ned over Agri by og sø og ned over Knebel og Tved, og i klart vejr kunne vi se Aarhus domkirke. Mod nordvest så vi Stabelhøjen og ned mod Egens og bagved Kalø skovene og Rønde by. Så vi lige nord så vi ind over Kejlstrup til Møllerup og drejede vi så lidt mod øst kunne vi se ”Jernhatten”. Jo der var udsigt for alle pengene. Og stod vi der, når mørket faldt på kunne vi se lysene fra Fornæs fyr og fyrene på Hjelmen og Slettehage og fyrene ved indsejlingen til Ebeltoft og Aarhus havne og det at se alle lysene i Aarhus var jo et storslået syn. En tur i bakkerne var dejlig på alle årstider ikke mindst efterår og vinter, der var altid læ derude. Jeg savnede meget turene i bakkerne den første tid vi var i Kgs. Thisted.

Da vi i 1949 fik bil gik eftermiddags turen om søndagen enten til Nødager eller en tur rundt på Mols, derved lærte vi dens skønne natur at kende. Når vi havde gæster, der skulle se Mols, kørte vi gerne ned ad vejen mod Knebel, der standsede vi ved Danmarks største runddysse ”Posekjær Stenhus”, der ligge lige før vi kommer til Knebel by. Næste mål var ”Molbostenen” en høj obelisk på hvis fire sider der var billeder fra ”Molbohistorier”, så kørte vi videre gennem Knebel by, og drejede fra til venstre efter Vistoft, kort efter at vi var drejet ind på denne vej passerede vi hotel ”Mols Bjerge”

Turen gik videre over Vistoft, Fuglsø og langs Ebeltoft vig til ”Molskroen” og derfra over Basballe hjem til skolen. En tur vi ligeledes ofte kørte, var til Ebeltoft, Dråby ud forbi herregården ”Skærsø” til Holme og ud til ”Jernhatten” ved Kattegat. Eller vi kørte til Knebel og videre gennem Knebel bro, Torup, Tved og Dejret til Skødshoved. På sådanne ture havde vi kaffe med, hvor var Mols et skønt stykke land at bo i.

Vi flytter til Kongens Thisted.
Som tidligere nævnt under min omtale af kommunens planer, havde sognerådet ca. 1954 vedtaget en ny skoleplan for kommunen. Det var skoleloven af 1939, der skulle føres ud i livet på den måde at alle tre skoler skulle nedlægges og en centralskole skulle bygges i Vrå, og der ønskede vi ikke at flytte ned. En anden grund til at jeg ønskede at flytte var at samarbejdet og naboskabet med Pastor Jensens var ved at blive belastende for os. De var uden at sige for meget vanskelige at omgås. Kirsten fortalte usandheder om os hjemme og broderen, der var begyndt i skolen, var meget lidt modtagelig for skolearbejdet, jeg sled med ham, men han gjorde ingen synlige fremskridt, han havde ingen lyst og fik vist ingen hjælp hjemme. Jeg sendte et par ansøgninger men opnåede ikke at blive indstillet.

En dag så jeg i ”Folkeskolen” at lærer Larsen i Kgs. Thisted var indstillet som nr. 1. til førstelærerembedet i Bølling ved Skjern. Larsen kendte jeg godt fra seminariet og hans kone kendte jeg endnu bedre, da hun var min klassekammerat. Så var vi til et eller andet i St. Brøndum om det var Ninas fødselsdag eller det var Antons konfirmation, det husker jeg ikke, men dagen efter kørte vi til Kgs. Thisted for at hilse på Sidde og Larsen og for at få nogle oplysninger om embedet der.

De gav en kop kaffe, og de opfordrede os meget stærkt til at søge embedet. Larsen forslog, at vi skulle gå op og tale med præsten, der var formand for skolekommissionen. Han og jeg fulgtes ad derop, og jeg fik snakket med Verner Andersen, og vi aftalte, at jeg skulle sende min ansøgning, når embedet var opslået ledig i ”Folkeskolen”. Det var en dejlig skolestue, der var gymnastiksal, der ikke blev benyttet om vinteren, for at spare på varmen. Der var en stor lejlighed med centralvarme fra komfur, i dagligstuen var der kakkelovn, og i kontoret var der ingen varme.
Da opslaget kom, sendte jeg min ansøgning, og inden længe kom der et brev fra pastor Andersen, der meddelte, at jeg en bestemt dag i den kommende uge, ville få besøg af skolekommissionen i Nørager kommune, de ville gerne overvære undervisningen i to timer. Den bestemte dag kom, og der var fire mand og en dame i bilen. Damen var sognerådsformand Niels Andersens kone Marie. De fik en kop kaffe, og vi gik ind i skolen. Jeg havde først en time i regning, da jeg var færdig med tal træning og mundtlig regning, gik præsten en tur. Han var gået om i præstegården for at hilse på præsten, men døren var låst, så han kom ikke ind.

Næste time var det skriftlig dansk. Da den var forbi, sagde præsten til de andre: ”Vil i med en tur over at se kirken”. Jeg gik hjem til Signe, hun var jo spændt på at høre, hvordan det var gået. Jeg kunne svare, at jeg syntes, at timerne var gået tilfredsstillende for mig. jeg gik over i kirken for at sige, at middagsmaden var færdig. Jeg fortalte dem om kirken ganske kort, og vi gik hjem og gæsterne blev bedt om at sætte sig ved bordet, hvilket de gjorde undtagen præsten, han blev stående, og sagde han, henvendt til Signe og mig: ”Ja nu har vi bestemt, at hvis i vil tage imod tilbudet så vil vi give dem en enstemmig indstilling som nr. 1. til embedet som lærer i Kgs. Thisted skole”. Det sagde jeg: ”Ja tak til”, og så satte præsten sig ned. Vi sang et bordvers, og maden blev serveret.

Efter middagen sad vi i dagligstuen og snakkede lidt og blev enige om, at vikaren i Kgs. Thisted skulle fortsætte til sommerferien, og så skulle jeg ansættes pr. 1. juli. Signe serverede en kop kaffe, og så kørte gæsterne hjem til Kgs, Thisted, og det var to lykkelige og glade mennesker, der blev tilbage. Vi glædede os til at flytte, til at lære en ny egn og nye mennesker at kende. Om aftenen kørte vi til Nødager for at fortælle dem nyheden.

Der blev aftalt en dag, hvor vi skulle komme til Kgs. Thisted for at se på lejligheden, så ville præsten og sognerådsformanden komme og se hvad der skulle laves ved lejligheden. Vi bad om at få nyt tapet sat op i soveværelset, da der var pænt tapet på i alle de andre værelser, var der ingen grund til at kassere det. jeg ville også gerne have en radiator sat op i kontoret så jeg kunne opholde mig der også om vinteren, det lovede de, hvis smeden mente, det kunne gøres uden at kedelen blev overlæsset. Vi havde besøg af Georg, der havde påtaget sig at lægge kartofler og tilså haven. Vi var et ærinde omme hos købmand Agerskov, og fru Agerskov gav kaffe.

Jeg rettede henvendelse til det flytte firma i Randers, der havde hentet vore møbler i Thyborøn og til to andre flyttefirmaer. Der skulle indhentes tre tilbud, og det viste sig at Randers firmaet var det billigste, så det blev det, der skulle flytte for os. Johannes Jensen skulle med sin lastbil køre det, som ikke kunne være i flyttevognen, der var vore cykler, vore 3 bistader vore havemøbler og redskaber. Han fik fuld læs. Nogle aftener før vor afrejse fra Agri var vi indbudt til afskedsfest i Grønfeldt sparekasse hus.

Referat fra denne aften i Aarhus Amts tidende følger her.

Afsked med lærer par – et kor hyldede konen
Beboerne i Agri skoledistrikt har ved en festlighed i Grønfeldt sparekasse hus taget afsked med lærer Gert Poulsen Agri, der fra 1. juli er kaldet til første lærer i Kongens Thisted ved Hobro. Gårdejer Niels Thuesen bød velkommen til lærerfamilien og alle deltagerne. Derefter viste lærer Bech Grønfeldt et par film. Ved kaffebordet talte skolekommissionens vegne pastor P. Jensen, Agri. På forældrenes vegne talte gdr. Niels Thuesen, for menighedsrådet pens. Lærer F. Strunge Grønfeldt, for Søndagsskolen murermester M. Laursen, Agri og for K.F.U.M. og K. gdr. Bendix Olsen, Agri. Desuden talte frk. Marie Thomsen, Grønfeldt og lærer Frede Pedersen, Egens, der rettede en tak fra fælleslærerrådet. Desuden sang et kor en hymne til fru Poulsen. På sparekassens vegne talte gdr. Sigvar Thuesen, Agri. Endvidere talte slagtermester Aage Johansen, Agri og lærer Chr. Bech, Grønfeldt. Sluttelig takkede lærer Poulsen. Lærerparret fik fra beboerne et maleri med motiv fra Agri. Der var tillige gaver fra sparekassen, fra K.F.U.M. og K. fra lærerne og fra skolebørnene.

Efter at vi var flyttet lod jeg følgende annonce indrykke i ”Adresseavisen Kalø Vig”.

Til beboerne i Agri skoledistrikt.
Efter vor afrejse fra Agri skole vil vi gerne hermed bringe alle i distriktet en stor og kærlig tak for alt godt i de ni år, vi boede og virkede blandt jer. Tak for afskedsgaven! Tak for alle gaverne! Tak til de unge i sognene.
Kærlig hilsen
Signe og Gert Poulsen

 

Hvad Agri havde været, hvad den var, og hvad den er nu.
For ca. 100 år siden var Agri en ret stor landsby. Der var i alt 10 gårde, nogle huse, en skole og en kirke. Gårdene lå sådan, at alle havde nær til søen, så de kunne vande deres kreaturer og heste der. Der var to købmænd, en smed, en slagter, en skrædder, en murer, en væver og en træskomand, da telefonen blev almindelig fik de en central i byen, og tillige fik byen et vandværk og alle gårde og huse fik vand indlagt. Desuden havde Indre Mission et mødelokale i byen, hvor de kunne samles til møder og hvor der blev holdt børnegudstjenester hver søndag.

Da vi i 1947 kom til Agri, var der kun en købmand, slagteren var flyttet til Vrinners, væveren og træskomanden var døde, centralen var nedlagt og lagt under Vrinners. Mange af gårdene var flyttet ud på jorden udenfor byen. Ældre folk kunne vise, hvor gårdene havde ligget, og i nogle tilfælde var stuehuset blevet liggende og solgt til beboelse.

Sigvar Thygesen, hvis far havde været sognefoged, havde et gammelt bykort, på det kunne vi se, hvor gårdene havde ligget. Skolen vi flyttede ind i, var bygget i 1865, den skulle havde været opført i 1864, men så udbrød krigen, og tyskerne tog tømmeret og brugte det til at opføre et udsigtstårn (af) ude på Bavnehøj. Da krigen var forbi, kunne tårnet brækkes ned og anvendes til det, det var bestemt til – den nye skole.

Den gamle skole lå endnu i byen, i den boede skrædderen, men han havde på grund af alder ophørt med sit håndværk. Købmandsforretningen blev drevet af to søstre Ane og Katrine Jensen, deres broder Johannes boede hos dem, han havde lastbil og drev vognmands og brændselsforretning. Smeden var syg og døde få dage efter, at vi var flyttet ind i skolen. Senere købte tre landmænd værktøjet og lejede smedjen af enken. De fik så lavet en aftale med smeden i Vistoft, så han kom en dag om ugen og var smed i Agri. Denne ordning varede et par år, så blev han ked af det, og smedjen har stået tom siden.

I 1976 blev alle tre skoler i kommunen lukkede, og børnene blev kørt ned til Mols skolen i Knebel, der er en central skole for hele Mols og Helgenæs, i alt er børnene fra 12 skoler samlede der. Missions salen blev lukket omkring 1960. købmandsforretningen lukkede i 1980. de fleste af dem, vi kendte, er døde, nye folk er flyttet til. Flere huse er solgt til folk fra byerne og benyttes som sommer og feriehuse.

Udflugter.
Inden jeg forlader Agri, må jeg da også fortælle om de mange gode ture og udflugter, som vi var med til sammen med skolens børn, søndagsskolen og K.F.U.M. og K.

Skoleudflugter.
Om alle udflugter med skolen gælder dette, at jeg ikke kan huske dem i rækkefølge. Et år var vi sammen med Grønfeldt skole på udflugt til Grenå. Vi havde lejet en bus til at køre. Vi besøgte slagteriet, så kirken og var ude ved badestranden, hvor vi tillod at soppe i vandet. Ved at gå med de bare ben i vandet, var en dreng fra Grønfeldt skole så uheldig, at han skar sin fod på et glasskår, der lå i vandet. Lærer Strunge måtte have fat i en bil og have ham kørt ind til en læge, hvor han fik såret renset og forbundet.

Det var fint vejr, og ud over dette uheld, forløb turen godt, men Strunge og jeg var enige om, at det var første og sidste gang, vi besøgte et slagteri, det var for blodigt. Vi blev godt modtaget, og en af de ledende viste os rundt, og vi så det hele, fra grisen kom ind i slagtergangen, til den var færdig og syet ind i sækkelærred, klar til at afgå med tog til Esbjerg og derfra med skib til England. Efter rundgangen fik børnene serveret en sodavand, til os lærere var der en kop kaffe.

Fællesrejsen til København.
To gange i de 9 år, vi var i Agri, var vi sammen med Grønfeldt og Egens skoler på en fire dags tur til København med ældste klasse. Vi havde lejet en bus til at køre os til Aarhus, og der skulle den hente os, når vi kom tilbage. Vi var med hurtigtog fra Aarhus over Fyn og Sjælland til København. Hjemturen gik begge gange over Kalundborg til Aarhus, og den lange sejltur var altid en oplevelse for børnene. Det ene år var vi indlogeret på ”Fregatten Jylland”, det andet år på en skole. Det var ”Foreningen til Provinsbørns ophold i København”, der var vært. Vi spiste og sov gratis og havde en guide til at vise os rundt de to dage, vi var derovre. Det var en slags gengæld for Københavner børns ferieophold på landet. Rejsen frem og tilbage var også gratis, det var kun busturen til og fra Aarhus, vi selv skulle betale.

Vi overværede morgenandagter i Domkirken, så Rundetårn, Rosenborg slot, Zoologisk have, Botanisk have, Tivoli og vi så livgarden trække op ved Amalienborg. Det var gode men anstrengende ture. Jeg husker, vi en varm eftermiddag kom ud fra Rosenborg efter at havde været de forskellige sale og samlinger igennem, da satte børnene sig ned på brostenene med ryggen mod muren og erklærede: ”Nu kan vi ikke mere”.

Et andet år var Agri og Egens skoler med de store børn på en fire dages tur til Fanø. Petersen havde gennem Turistforeningen på Fanø lejet en sommerlejr bolig, hvor vi skulle sove, maden skulle vi have på en pensionat i Nordby. Vi fik også bevilget gratis rejse med D.S.B. så det var kun mad og husly, vi skulle betale for. Jeg kan ikke huske prisen, men det var billigt, da det var udenfor den egentlige turistsæson. På vort program havde Petersen afsat en gåtur langs stranden fra nord mod syd, den tur var ved at overstige mine kræfter, jeg var træt og var langt bagefter, da de andre nåede Sønderho, der sad de og ventede på mig. da vi havde set byen og kirken, tog vi med bussen hjem til Nordby.

En anden oplevelse var, at fru Petersen og Signe ikke kunne finde pensionatet, hvor vi spiste. En eftermiddag, efter at der var faldet en stor regnbyge, gik Petersen og jeg til stranden med børnene, de to damer ville ikke med, da de syntes græs og lyng var for vådt, de ville hellere sidde og hvile med deres håndarbejde, vi skulle så mødes til aftensmad i pensionatet.

Vi var lidt betænkelige ved, om de nu kunne finde det, da Nordby ikke er så let at finde rundt i. jo, det kunne de sagtens, det var jo lige ved siden af huset, hvor ”Fanø pigen” stod. Vi andre havde en god tur til stranden, hvor børnene fandt muslingeskaller og fine glatte sten, og vi kom til pensionatet i rette tid til spisningen, men damerne var der ikke, de kom for sent, de havde ikke kunne finde huset, hvor ”Fanø pigen” stod. Hun var nemlig taget i hus, da det regnede, hun stod som blikfang foran en manufakturforretning, hvor der ikke var store butiksruder. Det blev en udmærket tur til Fanø, nu havde børnene oplevet Vesterhavet og set klitter med hjelme og marehalm. Vi havde altid gode ture på vore udflugter, enten vi var to eller tre skoler, der fulgtes ad.

Søndagsskolens udflugter var også gode.
Den sidste søndag før skoleferien begyndte, eller den første efter at den var sluttet, havde vi en tur ud i bakkerne med børnene i søndagsskolen, hvor forældrene var indbudt til at være med. Så kørte Johannes Jensen i sin lastvogn, hvor han havde et par lange bænke fra ”Missions salen” stående, så var der siddeplads til mange. Under bænken stod kassen med øl og sodavand. Nogle af forældrene kom kørende i gummivogn med heste for, og så havde de halm i vognen som børnene lå eller sad i.

Der kunne være flere vogne efter bilen, og i alle vogne havde de små flag, som de svingede med, jo det var festligt. Der var år, hvor Egens og Grønfeldt søndagsskoler også var med. Der var altid et sted, hvor hestene kunne græsse, eller de blev bundet til vognen og kunne æde af halmen.

 Her slutter det håndskrevet materiale som arkivet er i besiddelse af.


HUSK NÆSTE MØDE


16/8 kl.18.00.
til Hald Hovedgård med guidet tur til ruinen af 3. Hald. Vi kører i egne biler og medbringer selv kaffe/te. Der er mulighed for kørelejlighed. A...Se resten af teksten her.


Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017