Artikler fra og om Engesvang


Maleren og mennesket Søren Mikkelsen


Søren Mikkelsen solgte stort set ikke sine malerier, og derfor er det lykkedes Klosterlund Museum at erhverve det meste af hans livs- produktion, en samling malerier på mere end 900 numre.

Museets udstilling vil rumme et udvalg med motiver hovedsageligt fra lokalområdet.


Man kan læse om "Mennesket og Kunstneren Søren Mikkelsen" i Egensbogen 1996 Bording/Engesvang/Ikast.
(Artiklen bringes også nederst på denne side)

Her bringes en enkelt avisartikel og nogle af hans ældste tegninger og malerier der er i privateje.


Aftenposten 23. august 1955.

1000 malerier gav hedebondes tilværelse indhold og mening

Efter en anstrengende arbejdsdag måtte han fæstne sin hjemegns slørede stemning ved Karupåens udspring til lærredet ved farvernes hjælp. – Den 88-årige Søren Mikkelsen i Skygge lærte sig selv maleriets vanskelige teknik.

Der er ved at blive langt mellem særprægede personligheder i vort lille land, og når de endelig findes, er det næsten altid på steder og under forhold, hvor nutidens rastløse tid jager forbi på afstand. Udviklingen af personligheden kræver tid til selvfordybelse, tid til at overveje tingene og tid til selvstændigt at udforme en vurdering af begivenheder og personer, der stiftes kontakt med. Endnu findes dog i afsides dele af landet mennesker, der har givet sig tid til alt dette, og netop i kraft heraf har udviklet deres egen personlighed på en måde, der gør dem spændende og værdifulde at stifte bekendtskab med.

En sådan personlighed, en hedebonde, lever i den afsides egn, hvor Bording Å, Elbæk og Skygge Å løber sammen til Jeppe Aakjærs højt besungne Karup Å lidt syd for Kompedal Plantage. Et langt liv har han boet her og fordybet sig i naturen, og endnu i sit 88. år er han stadig ivrigt optaget af selvstændigt at udforme sin personlighed og selvstændigt at tage stilling til de problemer, der fremkommer indenfor hans interesseområde.

Det har måske gjort ham fåmælt, noget tilbagetrukken og lidt vanskelig at komme i kontakt med; men bag denne indesluttethed mærkes den selvstændige vurdering af tingene og en personlighed, der ikke lader sig imponere af fornemme titler eller navne, men bedømmer de personer, han har foran sig, ud fra det kendskab han har til menneskene, som han har høstet gennem et langt liv. Dertil kommer jydens sædvanlige tilbageholdenhed og til en vis grad mistænksomhed over for fremmede, der forsøger at "trænge sig på", og alt dette tilsammen er måske grunden til, at den 88-årige Søren Mikkelsen i Skygge Nedergård endnu aldrig har forsøgt at henlede offentligheden på den hobby, der er hans et og alt.

1000 malerier, et livs produktion
Denne hedebonde er maler, selvlært og har endnu aldrig udstillet noget sted. Hans produktion, måske op mod 1000 malerier ligger stablet op i store bunker i hans lille atelier og på loftet udenfor i det lille hus ved siden af Skygge Nedergård, hvor han nu lever sammen med en lidt yngre broder, der er oldsagssamler, og en svigerinde der holder hus for dem. I godt og vel 60 år boede han sammen med sine brødre på Skygge Nedergård, men så syntes han, at han havde lavet nok indenfor landbruget og flyttede derfor hen i det lille hus for helt at hellige sig sin hobby, maleriet.

Stemningen fra hjemstavnen går igen på lærrederne
Skygge Nedergård var i hans slægts besiddelse i 4-5 generationer, og der var ingen, der tænkte på, da han blev født, at han ville gå uden for slægtens afstukne baner og give sig i kast med noget så utænkeligt i et bondehjem som maleri. Allerede som dreng havde han dog lyst til at beskæftige sig med tegning, og det førte til, at han efter konfirmationen kom i lære som litograf i Horsens. Det udviklede vel hans evner for tegning, men straks efter udstået læretid måtte han tilbage til Skygge Nedergård for at hjælpe forældrene med landbruget. Det blev hans hovederhverv, indtil han var nogle og 60 år gammel; men det blev aldrig hans hovedinteresse.

I sin sparsomme fritid drog han ud i egnen med staffeli og pensler og forsøgte at fæstne sine indtryk af naturen ned på lærredet i farver. Noget lykkedes, andet ikke, men ned øvelsen kom erfaringen, og efterhånden var han nået frem til at kunne lave antagelige billeder. Alt måtte han dog lærer sig selv, farvevirkning, skygge- og lysfordeling over lærredet, afstandenes indbyrdes forhold, kort sagt alt det, der giver et billede den rigtige helhedsvirkning.

Tegneriet lagde han helt på hylden. Det var kun oliemaleriet, der internerede ham, idet han i disse farver syntes, at han havde fundet det bedste materiale til at udtrykke det, der gjorde indtryk på ham i den afsides egn med hede, plantager og åløb. Hele den egns stemning bundfældede sig i hans sind, og dens slørede og dæmpede farver går igen i næsten alle hans billeder.

 Jeg må kende mine motiver til bunds
Jeg skal være i nøje kontakt med det, jeg skal male, siger han; jeg skal kende motivet til bunds for at få den rigtige stemning frem, og derfor er de fleste af mine billeder også med motiver fra den egn, hvor jeg har boet hele mit liv. Somme tider syntes jeg, at det lykkedes hel godt for mig at få min opfattelse af landskabet frem i billedet; til andre tider er jeg knap så godt tilfreds med resultatet. Motiverne til mine billeder henter jeg på lange ture i Midt- og Vestjylland. Nogle af billederne er malet direkte på stedet, andre er malet, når jeg er kommet hjem, ud fra det indtryk, som motivet har nedfældet i mit sind. Men kom med op på mit loftsrum – et så fornemt navn som atelier bruger han ikke om sit arbejdsrum – så skal de se nogle af mine billeder.

Spændstig som en 50-årig entrer han op af en stejl hønsestige til loftet, hvor der i gavlen er indrettet et primitivt atelier. Der er småt med plads, idet de vældige stabler af malerier optager det meste af gulvet, ikke alene i værelset, men også på loftet udenfor. Det bliver til en hastig gennemgang af måske et par hundrede billeder. Der er motiver, ikke alene her fra landet, men også fra udlandet, skønt han aldrig har været uden for landets grænser.

Der er havbilleder, landskaber, portrætter og interiørs, men i dem alle er de slørede og dæmpede farver fremtrædende. Det er stemninger fra gråvejrsdagen over heden eller fra de disede morgentåger over åen og engen, der har bundfældet sig i hans sind og går igen i hans billeder, og på dette felt er han bedst. Det kan ses på billederne, hvor han ikke har været i stand til at slutte den nære kontakt med motivet; de står ikke fuldt ud på højde med billederne fra hans hjemstavn. I enkelte billeder har han dog brugt nogle stærkere farver end normalt for ham. Det gælder bl.a. nogle af landskaberne nede fra engene ved Skygge Å og i et par billeder af hans atelier med opstilling af en del af hans malerier. Resultatet er vellykket og giver indtryk af en mand, der kan male.

Farverne giver mit liv indhold
Han er dog ikke let at få til at fortælle om sig selv og sin kunst. Han ser sine folk an og mener vel, at de, ligesom han selv gør det, kan foretage en selvstændig vurdering af manden og billederne, de har foran sig. Efterhånden rykker han dog ud med, at det simpelthen er nødvendigt for ham at give alt det, han ser og oplever på sine lange ture, udtryk igennem farver.

 - Jeg maler for min fornøjelse, siger han, det giver mit liv indhold og ligevægt og skaber balance i sindet. Jeg hører hjemme på landet og kan ikke leve andre steder. I en by kunne jeg simpelthen ikke holde ud at leve. Jeg må have markerne, heden, engen og åen omkring mig for rigtigt at mærke, at jeg lever. Endnu tager jeg lange ture ud i Midt- og Vestjylland, men jeg er desværre ikke så let til fods som i mine unge dage. Endnu klarer jeg dog med lethed en tur 20-25 km., og det er altid til fods, men så må jeg også tage rutebilen eller toget hjem. I mine unge dage var der ikke tale om at bruge andre befordringsmidler end benene.

 - Har De aldrig søgt forbindelse med andre malere?
 - Jeg har kendt et par, bl.a. Hans Smidth, der et par somre boede hos os på Skygge Nedergård. Ligeledes har jeg kendt Märtens, der boede i Karup nogle somre, han malede et portræt af mig. Jeg talte selvfølgelig med dem om både deres og mine billeder, og de var også villige til at forklare mig ting, som jeg havde svært ved at udforme på mine egne billeder; men jeg syntes alligevel ikke, at jeg lærte noget af dem. Jeg syntes bedst om Skagensmalerne Michael Ancher og Peter Severin Krøyer. Det er dejlige billeder de har lavet. Derimod kan jeg okke så godt tage de moderne abstrakte malere, men de må vel være gode nok alligevel. Der er jo da folk der syntes om dem.

 Ikke interesseret i en udstilling
- Har De aldrig tænkt på at arrangere en udstilling med et udsnit af Deres billeder?

- Det er jo for min fornøjelses skyld, jeg maler, og der er vel ingen, der er interesseret i at se, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke ude efter at sælge mine billeder, og mange af dem ville jeg simpelthen have ondt ved at undværer. De er jo ligesom en del af mig selv, og sig selv giver man jo ikke til pris for hvem som helst. De eneste billeder jeg er kommet af med, er dem, jeg har foræret bort til slægtninge og venner, som jeg ved vil værdsætte dem.

- Efter en pause kommer det tøvende: Der er jo også det, at kritikerne ikke altid er lige gode ved malerne, og hvis jeg udstillede, ville de så give mine billeder den rigtige bedømmelse, se på dem ud fra de forudsætninger hvorefter de er malet – og så kommer det jo også an på om de er i stand til at bedømme dem, så jeg tror ikke jeg vil spekulere på en udstilling. Et enkelt billede er der dog lejlighed til at se, for dem, der måske kan være interneret, idet jeg har skænket museet i Silkeborg et af mine lærreder.

Skal vi nu ikke lade det være godt med den snak om mig og mine billeder. Jeg er jo ikke ude efter at få dem solgt. Jeg holder simpelthen af at pusle med farver og pensel, så går tiden så godt for mig, og det giver ro i sindet, og dermed er hensigten med alt det, jeg laver, i hvert fald opnået for mig.
_ _ _ _
 Der er således ikke stor håb om, at en større kreds vil få lejlighed til at stifte bekendtskab med den særprægede autodidaktes frembringelser. Af hans mange hundrede lærreder vil det være muligt at sætte en udstilling sammen, der ikke vil blive af de dårligste. En del af hans billeder kan i hvert fald godt tåle sammenligning med meget af det, der vises på de anerkendte udstillinger. Det må derfor håbes, at han alligevel ved lejlighed lader sig overtale til at vise en delaf sine lærreder over for offentligheden.
 fléche.

 -------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mennesket og kunstneren Søren Mikkelsen
 v/Freddy Boysen


I 1970`erne blev den kunstinteresserede landpost Svend Åge Jespersen fra Bording opmærksom på en af egnens tidligere kunstmalere. På et loft i Skygge fandt han mellem 1,200 og 1,400 malerier gemt – og næsten glemt. Det var et livsværk på størrelse med maleren Hans Smidths, men den lokale maler var stort set ukendt.
Maleren var Søren Mikkelsen, som levede fra 1867 til 1959. han var født på Skygge Nedergård og blev uddannet i Horsens som tegner og litograf, men det var oliefarver, der kom til at dominere hans liv.
Som ung havde han haft ambitioner om at leve som tegner og kunstmaler, men en sådan var der ikke brug for i et samfund på landet. Han fik i stedet sine gøremål hjemme på gården, og al den tid, der var tilovers, brugte han til at udtrykke sig ved at tegne og male.
Han levede midt i en stor familie, men de forstod ikke hans tanker, for han udtrykte sig kun gennem sine billeder. Selvfølgelig kendte egnens befolkning denne maler. Det var en lidt sær gammel ungkarl, som på ingen måde indlod sig med andre, og han blev da også betragtet som lidt af en original. Hans billeder var der ingen, der brød sig synderligt om, og det vidste han godt selv.

Slægten:
Fortællingen om Søren Mikkelsen og hans familie og livet på Skygge Nedergård tager sin begyndelse i Funder sogn, hvor der bor et husmands par i Nørhedehuse. Michel Jacobsen og Birthemarie Henriksdatter fik i 1833 en søn, Jacob, og da han var 14 år flyttede de til større forhold i Skygge. Der var 300 tønder land, så nu var de gårdmandsfolk på Skygge Nedergård.
Da Jacob var 29 år, giftede han sig med Ellen Kirstine Malmbak Sørensen, og en måned efter brylluppet fik de en søn, som blev døbt Niels. Han er formodentlig død som spæd. Allerede året efter meldte den næste søn sin ankomst: Jens Mikkelsen kom til verden 18. oktober 1863 som den første af 9 levedygtige børn, der fødtes mellem 1863 og 1880.
Samme år som sønnen Jens blev født, afstod gamle Michel gården til Jacob og Ellen, og alt så lyst ud for de unge gårdmandsfolk, men uroen i Sønderjylland betød, at også Jacob måtte af sted for at forsvare fædrelandet, og da han vendte hjem, var det som krigsinvalid. Han havde været med til det sørgelige, men nødvendige tilbagetog fra Dannevirke, og da østrigske soldater indhentede den danske bagtrop 6. februar 1864, var Jacob med i kampene ved Sankelmark. Der fik han sit ene skinneben skudt i stykker, og han kom til ar døje med et åbent sår resten af livet. Den invalidepension, han derefter fik tilkendt, var et godt tilskud til driften af gården, men hjemmet var i tiden derefter altid præget af ønsket om at få det tabte Sønderjylland tilbage.
Jacobs kones helbred var heller ikke for godt, for hun blev ramt af leddegigt. Til sidst måtte hun hele tiden sidde i en stol, krum og stiv; hun kunne knap rede sit eget hår. Det blev derefter Jacobs gamle mor, som måtte tage sig af gårdens husførelse.

Da den yngste søn, Frederik, blev født, var Ellens sygdom så fremskreden, at hun ikke længere kunne stå ud af sin seng, og i februar 1882, da Frederik var omkring 2 år, døde hun og blev begravet på Kragelund kirkegård.

Af parrets 9 børn var det kun den ældste og den yngste der blev gift, og kun to forlod barndomshjemmet for at stifte bo andre steder.

 Den ene var Jens, den ældste. Han var født med en deform hånd, og da han altså ikke kunne udføre praktisk arbejde, kom han på Gedved seminarium og læste til lærer. Da han efter nogle år fik en fast stilling ved Stubkær skole, giftede han sig med Anna Nielsen fra Moselund, en tidligere elev. De fik ingen børn selv, men tog et par piger, Agnes og Tilde, til sig som plejebørn.
Barn nummer to var Michael, født i 1866, han overtog i 1915 fødegården sammen med den yngste bror.
Den næste i rækken var Søren Mikkelsen, maleren. Ham gemmer vi lidt.
De tre næste børn var piger: Nielsine, født 1868, Marie, født 1870 og Mette, født 1871. Kun Marie kom hjemmefra. Hun blev husbestyrerinde for sognefoged Michael Pedersen på Julianehede. De giftede sig ikke, men var meget glade for hinanden og levede næsten som mand og kone. De to andre piger blev boende hjemme og styrede huset for deres far.
Nummer syv var Niels Christian, født i marts 1875. Han var anderledes end de andre børn, fortælles det, for han var både klog og dum. Han blev uddannet som mejerist, og efter en del år på Lolland vendte han hjem og deltog som de andre i gårdens drift uden dog at have ansvar for noget bestemt område. Han samlede i tidens løb enorme mængder af oldsager og blev kendt som amatørarkæolog. Han skrev også digte og fik udgivet en enkelt samling. Skønt han var meget pigeglad, blev heller ikke han nogen sinde gift.

I 1876 fødtes barn nummer otte: sønnen Christian. Om ham vides ikke meget, bortset fra at han som soldat lærte noget samaritertjeneste, så da han vendte hjem igen, blev det ham, der måtte pleje Jacobs dårlige ben. Christian død af den spanske syge engang før 1919.
Det niende og sidste barn var Frederik, født 1880. han overtog i 1915 gården sammen med broderen Michael og giftede sig i 1919 med Anna Christensen fra Gallehus. Jacob var ikke meget for ægteskabet. Skygge Nedergård var stor, og Anna kom fra et fattigt hjem, men gift blev de alligevel, og det gjorde det måske lidt nemmere for Jacob at acceptere svigerdatteren, at hun og Frederik ikke flyttede ind på selve gården, men i et lille hus, som lå ved siden af med beboelse i den ene ende og lidt stald i den anden, måske et gammelt aftægtshus.
I huset boede Annas gamle mor, som var sindssyg og lå i sit kammer og aldrig kom ud. Anna og Frederik fik fire børn, alle piger. Den ældste, Ellen døde som ganske lille, og måske var det hendes død, der fik gamle Jacob til at affinde sig med sin svigerdatter. Da Ellen døde, lå Anna på sygehuset og havde ligger der længe. Det var så Ellens halvgamle fastre Nielsine og Mette, der skulle passe den lille, men det havde de nu ingen gaver for. efter Ellens død fik Frederik og Anna endnu en lille Ellen i 1921, året efter fik de Karen Margrethe og endelig kom den sidste af deres piger

Gamle Jacob døde i 1919, da der gik koldbrand i hans ben, så den gamle soldat døde egentlig af de kvæstelser, han havde fået i krigen for over et halvt århundrede siden. Men han blev trods alt 86 år.
Nu flyttede Frederik og Anna ind på gården og et nyt aftægtshus blev bygget ved siden af det gamle, og der flyttede de to hjemmeboende søstre ind. De var der nu kun om natten, for hele dagen var der nok at se til på gården. Der var et værelse på loftet, og det fik også en beboer. Maleren Søren Mikkelsen, som hidtil havde haft et værelse på gårdens loft, flyttede ind, og her blev han boende så længe han levede.

 Missionshuset:
Inden gamle Jacob døde, var et stykke af gårdens jord blevet skænket til Indre Mission, så der kunne opføres et missionshus i Skygge. Udvalget har åbenbart været i tvivl om, hvem de egentlig har fået grunden af, for det fremgår af et dokument, at grunden var skænket enten af Jacob Mikkelsen eller af Søren Mikkelsen.

På missionshusets gavl havde Søren med store bogstaver malet: "Lad jer forlige med Gud". Han kom der meget i begyndelsen, men ganske pludselig holdt han op og kom der aldrig mere.

Frederik og Anna var selv troende folk og kom meget i missionshuset, men de fandt aldrig ud af, hvorfor Søren ikke kom der mere. Det var der ikke noget usædvanligt i, for Søren gjorde sig ikke bemærket på nogen måde, han var af de meget stille. For udenforstående var det næsten umuligt at komme ind på livet af ham. Heller ikke over for familien var Søren en mand af mange ord. Han kunne give et grynt fra sig eller rømme sig, og det var så hans kommentar til tingene. Hvis han en hel dag igennem sagde fem ord i sammenhæng, var det store sager.

 Litografen:
Samme år som Sørens mor døde, blev han konfirmeret i Kragelund kirke. Præsten gav ham den gode karakter mg i både opførsel og kundskaber. Med drengens gode medfødte evner faldt det hans far naturlig at lade ham komme i lære som litograf, og umiddelbart efter konfirmationen blev Søren som femtenårig sendt til Horsens, hvor han blev uddannet som tegner og litograf på litografskolen. Han var i Horsens fra 1882 til 1889, da han var færdiguddannet.

Han fik tilbudt arbejde i Horsens, men fagforeningerne, som på det tidspunkt var ved at få magt rundt om i landet, kom i vejen. Fagforeningen ville påtvinge Søren medlemskab, men som 23-årig havde Søren fået sine egne ideer og dannet sig sine meninger, og han skulle ikke være medlem af noget som helst. Han rejste hjem til fødegården i Skygge.
Fra april 1890 til oktober 1894 aftjente Søren så sin værnepligt i Viborg og vendte derpå hjem igen til sit værelse på loftet over gården.

 Mennesket og kunstmaleren:
Drømmen om at leve af at tegne og male har stadig ligget i Søren, skønt han jo har haft sine daglige gøremål på gården, for ved folketællingen i 1901 angav han som sit levebrød, at han var tegner og kunstmaler. Ved de følgende folketællinger i 1906 og 11 har han nok opgivet at komme til at leve af det, for da angiver han landbruget som sit erhverv.
Når Søren var færdig med hestene i marken og havde fået dem ordnet i stalden, sad han om aftenen ved spisebordet i Skygge Nedergård og tegnede med blyant og tusch. Nogle af Sørens blyants – og tuschtegninger er bevaret. Der er tegnet på begge sider af papiret, eller de er udført på bagsiden af gamle telegrammer eller lignende. Der skulle spares.
En enkelt tegning bærer årstallet 1907, men meget få ting er dateret, og kun ganske bærer signaturen S.M. men det var tegningerne, der beskæftigede Søren i begyndelsen, - oliemaleriet blev først dominerende senere.
Der findes også flere forskellige postkort, som Søren har tegnet og fået trykt omkring 1904. de har nok været et led i hans forsøg på at ernære sig ved sin kunst.

Men der kom gang i oliemaleriet, og i mange år stod Søren om aftenen på loftet og malede i skæret af en flagermuslygte. Et fint ord som atelier brugte Søren ikke. Han var bare oppe på loftet.

Da det nye hus blev bygget til søstrene Nielsine og Mette i 1922, flyttede Søren som nævnt ind på et loftværelse hos dem, men han beholdt naturligvis sit arbejde med at passe gårdens heste.

De tre piger, Anna og Frederik fik, voksede jo op med en stor familie af fastre og farbrødre omkring sig, men når forældrene skulle i byen, var det altid Søren, der skulle være barnepige, og han sad troligt ved børnenes seng, indtil forældrene kom hjem igen. De tre piger var tit på besøg hos Søren ovre på loftet, så stod de og malede med hans pensler, for det måtte de godt. Eller rettere: Søren sagde i hvert fald aldrig noget til det.

Når pigerne og Søren om søndagen fulgtes ad til kirke i Engesvang, sagde han ikke to ord hele vejen. Men pigerne var glade og trygge ved ham, det var nu bare hans måde at være på, og de havde jo aldrig kendt ham anderledes. Søren var en flittig kirkegænger, som mødte op næsten hver eneste søndag. Men pludselig kom han der ikke mere, og ingen vidste ikke hvorfor. Nogle mente, at der nok var en anden kirkegænger, der var kommet til at sætte sig på Sørens faste plads, men det var vist ikke helt alvorligt ment
Pastor Nissen i Engesvang spurgte flere gange Søren, hvorfor han ikke kom mere, men han fik aldrig noget svar. I familien fortælles det, at det var i tiden omkring den første modernisering af Engesvang kirke, Søren holdt op med at komme der, og her kommer vi måske tæt på den rigtige forklaring.
Tidligere havde kirken været meget farverig. Der var rødt plys på knæfaldet og et stærkt farvet omhæng foran alteret, og i korbuen havde der været malet vinranker. Da disse ting forsvandt, kom Søren der ikke mere.

Men Søren gik stadig i kirke. Så godt som hver søndag gik han den lange vej til Viborg for at overvære gudstjenesten i domkirken. Han gik hjemmefra ved sekstiden om morgenen og vendte først hjem igen ved aftenstid. Han havde ingen madpakke med, og han var heller ikke inde for at spise nogen steder undervejs.

Først da Søren var næsten 90 år, begyndte han at tage rutebilen et stykke af vejen. Hvis naboer eller andre, han kendte, tilbød ham kørelejlighed, afslog han altid tilbudet. I det daglige har Søren nok stort set ikke haft kontakt med andre mennesker end familien, dårligt nok med naboerne. Han var en enspænder, og selv midt i den stor familie levede han egentlig helt i sin egen verden.

Jens Mikkelsens plejedatter, Agnes, fortæller, at det eneste tidspunkt, de var tæt på Søren, var ved besøg på Skygge Nedergård, når de spurgte, om de måtte se hans billeder. Så fulgte han med dem op på loftet, hvor han havde alle sine billeder stående under meget primitive forhold. De lå i hundredvis i store bunker, og Søren tog dem frem et for et, men han fortalte ikke noget om dem. Han smilede til pigerne, men snakkede faktisk aldrig til dem. "Vi kunne alligevel fornemme hans glæde ved at vise billederne frem", fortæller Agnes, "Så havde han altid det der milde glimt i øjet, og sagde han ikke noget, så gjorde til gengæld farbror Frederik".

Der blev flere gange i familien talt om, at der nok var et eller andet, Søren gerne ville havde frem, men at han egentlig kun forstod at udtrykke sig gennem sine malerier. Som årene gik, tyndede det ud i søskendeflokken på Skygge Nedergård. Christian var jo allerede død før 1919, og Nielsine faldt også fra. Året 1941 huskes af familien som året med de mange begravelser. På deres gamle dage var Marie og Michael sognefoged flyttet ind hos hendes søskende i aftægtshuset, men i 41 døde både Marie og sognefogden, farbror Michael og faster Mette. Samme år overlod Frederik og Anna gården til datteren Ellen og hendes mand Helge Lau og flyttede ind i det lille hus fra 1922. det gamle aftægtshus var nu så simpelt, at det måtte rives ned, og Søren måtte flytte atelier og alle sine billeder over på loftet over det lille hus, hvor han selv boede. I efteråret fødte Ellen en datter, men døde selv ved fødslen. Frederik og Anna tog barnebarnet til sig, og Helge Lau drev gården endnu et par år, så overlod han den til sin svigerinde Sinne og hendes mand, Møller Jensen. De drev gården indtil 1951, hvorefter Skygge Nedergård blev solgt ud af slægtens eje.

 Farvevalg:
Nogle af Søren Mikkelsens billeder har meget stærke farver, men de fleste er lidt slørede og matte med meget lidt farve, og det er dem, han er mest kendt for. Andre igen har han malet med meget få farver, næsten kun sort og hvidt for eksempel. Man må tro at det er Sørens sindsstemninger, som kommer til udtryk i hans farvevalg. De billeder, han har malet efter postkort eller sort – hvide fotografier fra en bog, er kunstnerisk ikke særlig vellykkede; man fornemmer tydeligt, at han har manglet den nære kontakt til det, som han ville gengive. Men når motivet var den natur og den egn, som han altid opholdt sig i og var eb del af, var han anderledes sikker i farveholdningen.

En ting, som Søren gik meget op i, og som nok var lidt speciel for ham, er gengivelsen af himmelens farver. Er det et af hans brune hedebilleder, afspejler den brune eller violette farve sig helt op i himmelen, ligeså hvis det er en skov – eller engbillede. Så fortsætter den grønne farve over i himmelens farver. Det er jo lige præcis, hvad man selv oplever, når man står på en forårsgrøn eng, der breder sig så langt øjet rækker: naturens egne farver genspejles i himmelen.

Det var en kunstinteresseret politimand fra Silkeborg, som på et tidspunkt ville hjælpe Søren med at få arrangeret udstillinger og få billederne sendt ind til Charlottenborg, men Søren ville ikke. Han magtede ikke, at andre kom tæt ind på livet, hverken fysisk eller gennem billederne. Søren opnåede aldrig at åbne sig undtagen gennem sine billeder, og dem holdt han helst for sig selv.

Søren viste udmærket, at hans billeder ikke var anerkendt, og at den lokale befolkning ikke regnede hverken ham eller hans kunst for noget. Egnens bønder havde mere respekt for de omrejsende gårdmalere, de malede trods alt, så det lignede. Når Søren malede, var det ikke detaljerne, men helhedsindtrykket og naturens farver, han fæstnede på lærredet.

Når nogen af familien begyndte at rode i Sørens billeder, blev der gjort opmærksom på, at det kunne han ikke lide, for så kunne eftertiden ikke finde ud af dem. Ingen af de lokale folk fik nogensinde lov til at komme i nærheden af det loftsrum, hvor han stod og malede. Det der foregik der, var en del af ham selv, og hans tanker og sindsstemninger skulle ikke åbenbares for folk, som i forvejen havde en kritisk holdning til ham. Søren Mikkelsen orkede ikke at åbne sig og give noget fra sig til andre. Han var en ener, han var anderledes, og det var han selv bevidst om.

 Breve og avisomtale:
Det var ikke meget, offentligheden hørt om Søren i hans levetid. Der er dog et par artikler fra hans seneste år og en del kopier af breve til ham, og disse ting kan sammen med familiens beretning afdække lidt af kunstneren og mennesket Søren Mikkelsen.
I et brev fra 1934 beder Anchersen, manden som skabte Klosterlund museum, om Søren ville besøge ham. Han ville have Søren til at tegne billeder af de stenalderbopladser, som der er fundet så mange vidnesbyrd om på Klosterlundegnen.

En landsretssagfører fra Viborg sender med et brev fra 1947 en check som betaling for to billeder og beder samtidig om at få endnu to billeder til nærmere beskuelse – hvis Søren Mikkelsen da ellers ville sælge dem. Han vil også forsøge at arrangere en udstilling i Viborg af Sørens arbejde, for, skriver han "det er helt forkert, at deres billeder ikke har været udstillet, selv om det gamle ord om, at den, der lever skjult, lever godt, stadig gælder". Til slut lover sagføreren at sætte sig i forbindelse med Skovgård Jensen, en bedragerisk kunsthandler, som Søren åbenbart har haft et mellemværende med.
I et brev fra 1955 takker Silkeborg Museums formand for det oliemaleri med motiv fra Skygge, som Søren har skænket til museet. Der er også flere breve fra gamle naboer og bekendte, som takker for malerier, Søren har foræret dem.

I august 1955 får Søren Mikkelsen besøg af en journalist, og det kommer der – noget mod Sørens vilje – en artikel ud af, som oven i købet bliver bragt i flere forskellige aviser. Artiklen indledes med journalistens beklagelser over tidens mangel på særprægede personligheder. En sådan har journalisten dog været så heldig at finde alligevel, hvor Bording Å, Elbæk og Skygge Å løber sammen til Karup Å. En hedebonde, som har levet et langt liv der og har fordybet sig i naturen og stadig er optaget af at udforme sin personlighed og tage stilling til problemerne. En fåmælt mand, noget vanskelig at komme i kontakt med og med jydens sædvanlige mistænksomhed over for fremmede der "trænger sig på".

Alt dette (og mere til) er måske grunden til, at den 88- årige Søren Mikkelsen aldrig har forsøgt at henlede offentlighedens opmærksomhed på den hobby, der er hans et og alt. Denne hedebonde er selvlært maler med en produktion på op imod 1.000 malerier, som aldrig har været udstillet, men ligger i store bunker i hans lille atelier i et lille hus ved siden af Skygge Nedergård, hvor han lever sammen med en lidt yngre bror, der er oldsagssamler, og en svigerinde, der holder hus for dem.

Så når journalisten endelig frem til det egentlige: at fortælle om maleren og hans værker. Hvordan han i sin fritid drager ud i egnen med staffeli og pensler, og hvordan han søger at fæstne sine naturindtryk på lærredet. Hvordan noget lykkes og andet ikke, men at han efterhånden er nået frem til at kunne lave antagelige billeder. Alt har maleren måttet lære sig selv: farvevirkning, skygge og lysfordeling, afstandenes indbyrdes forhold, kort sagt: Alt det der giver et billede rigtige helhedsvirkning. Det er kun oliemaleriet, der interesserer nu, for det er det bedste til at udtrykke det, der har gjort indtryk på ham i den afsides egn med hede, plantage og åløb. Hele egnens stemning har bundfældet sig i hans sind, og dens slørede og dæmpede farver går igen i næsten alle hans billeder.

"Jeg skal være i nøje kontakt med det jeg maler", fortæller Søren. "Jeg skal kende motivet helt til bunds for at få den rigtige stemning frem, og derfor er de fleste af mine billeder også fra den egn, hvor jeg har boet hele mit liv. Somme tider synes jeg, det lykkes helt godt for mig at få min opfattelse af landskabet frem, men til andre tider er jeg knap så tilfreds med resultatet. Motiverne er malet direkte på stedet, andre når jeg er kommet hjem. Men kom med op på mit loftsrum, så skal de se nogle af mine billeder".

Så klatrer den gamle mand spændstig son en 50 årig op af den stejle hønsestige til loftet, hvor der i gavlen er indrettet et primitivt atelier. Det er småt med plads, for vældige stabler af malerier optager det meste af gulvet både på loftet og inde i værelset. Det bliver til en hastig gennemgang af måske et par hundrede billeder. Der er havbilleder, landskaber, portrætter og interiører, men i dem alle er de slørede og dæmpede farver fremherskende. Det er stemninger fra gråvejrsdage på heden eller fra disede morgentåger over åen og engene, som det lykkedes bedst for ham. I enkelte billeder har han dog brugt stærkere farver. Det er nogle landskaber fra engene ved Skygge Å og et par billeder fra hans atelier med opstilling af en del af hans malerier. Resultatet er vellykket og giver indtryk af en mand, som virkelig kan male

Det er ikke let for journalisten at få maleren til at fortælle om sig selv og sin kunst, men han rykker dog ud med, at det er en nødvendighed for ham, at alt hvad han ser og oplever på sine ture bliver udtrykt gennem farver. "Jeg maler for min fornøjelses", siger Søren. "Det giver mit liv indhold, og jeg får ligevægt i sindet. Jeg har hjemme på landet, og i en by kunne jeg ikke holde ud at leve. Jeg må have marken, heden og åen omkring mig".

På spørgsmålet om eventuel udstilling svarer Søren, at der vel ikke er nogen, der interesserer sig for, hvad han laver. Han er ikke ude på at sælge, og mange af billederne ville han ligefrem have svært ved at undvære. Malerierne er en del af ham selv, og man giver jo ikke sig selv til hvem som helst. Endelig er der spørgsmålet om kritikerne. Søren tvivler på, at de ville kunne bedømme hans malerier ud fra de forudsætninger, de er malet under, og kritikerne er jo ikke altid lige gode ved malerne. Nej, ingen udstilling af Søren Mikkelsens billeder.

Alligevel runder journalisten sin artikel af med den betragtning, at en større kreds burde have kendskab til den særprægede autodidakte malers frembringelser. I marts 1958 får Søren Mikkelsen besøg af endnu en journalist, og det resulterer i en kort artikel i Silkeborg Avis. Artiklen bringer ikke noget nyt for dagen og rundes af med, at den nu 90 årige maler er lige så rolig på hånden, som han altid har været.

 Hans Smidth.
En af de malere, Søren Mikkelsen fik kontakt til, var Hans Smidth, men præcis hvornår de lærte hinanden at kende kan ikke siges. Omkring 1901 malede Hans Smidth et portræt af Jens Skygge, det kan være Sørens farbror, som boede i Gråmose. Hans Smidth og hans søster boede et par somre på Skygge Nedergård, men det har været noget senere. På Skive museum findes en blyanttegning dateret Skygge 1910, og fra 1912 findes et julekort til Jacob Mikkelsen fra Hans Smidth med hilsen fra søsteren. Hvordan Hans Smidth og Søren kom ind på livet af hinanden vides ikke, men de har jo været to alen ud af samme stykke. Hans Smidth malede i næsten 25 år, før nogen fik øje på hans billeder. Først fra 1900 kunne han sælge stort set alt, hvad han lavede

Denne succes ændrede ikke ved hans natur. Uendelig nøjsom, tavs og indesluttet fandt han en ligemand i Søren Mikkelsen. Ingen af dem ønskede at belære om, hvordan tingene burde være ved at vise det negative. De foretrak landskaberne, og det fortælles da også, at de ofte fulgtes ad ud i naturen for at søge inspiration og male i hinandens selskab. En dag stod de således og malede Bording vandmølle, som var nabo til Skygge Nedergård, og de stod så langt fra hinanden, at den bageste fik den forreste med på sit billede med staffeli og det hele.

Familien gemmer endnu en lille æske, sirligt foret med vat, som rummer fire porcelænsknapper med en tynd guldkant. På knapperne er malet de yndigste små lyseblå forglemmigejer, og traditionen siger, ar dem malede Hans Smidth til en af Sørens hjemmeboende søstre. Familieklenodiet er måske et minde om en sommerforelskelse mellem en af de to ugifte søstre og den gamle ungkarl Hans Smidth. En af de ældste i familien mindes sin far Jens, Sørens ældste bror. Han beklagede sig over, at Sørens billeder var blevet så lyse, efter Hans Smidth havde været der. Efter Sørens eget udsagn hang det nu ikke sådan sammen. Han og Smidth havde da nok talt om hinandens billeder, og Søren havde da også fået forklaring på visse ting, som han havde svært ved at udforme i sine billeder, men at han ligefrem skulle havde lært noget af Smidth, kunne han nu ikke se. Sørens forbilleder var skagensmalerne Michael Ancher og P.S. Krøyer.

 Alfred Märtens.
Fra starten af tyverne og først i tredverne fik Skygge Nedergård besøg af endnu en maler. Også i ham fandt Søren en ven, og der findes en del breve fra ham. Det var Alfred Märtens. Stort set alle brevene slutter med en opfordring til Søren om at gengælde Märtens` besøg ved at rejse en tur ned til ham på Randbøl Hede. I februar 1933 skriver han, at Søren såmænd bare skal stå på rutebilen ved Klode Mølle, så vil Märtens hente ham på Vejle station. Det økonomiske skulle Søren ikke tænke på, Märtens ville gerne betale billetten, hvis han måtte, bare Søren ville komme, inden forårsarbejdet lagde beslag på ham i marken. Egnen dernede ville helt sikkert berige og inspirere Sørens maleri, mente Märtens. Men Søren var ikke sådanne at drive hjemmefra. Det ser ikke ud til, at han nogen sinde kom på besøg i Randbøl.

Da Märtens i 1932 købte Karup gamle skole, blev det noget nemmere at få Søren til at gengælde besøgene, og Märtens fik endda lov til at male et portræt af Søren. Màrtens skriver: "Jeg ville så gerne have den lille ansigtsstudie farvelagt, og det skal gøres ved aftenslys, og i det store billede ville jeg gerne have lagt lidt lys i øjnene, jeg er ked af, at de står som to mørke pletter. Se der er sagen, og det gælder meget for mig, derfor beder jeg dig om ikke at svigte mig heller denne gang". Søren svigtede ikke, og portrættet blev færdigt, og det blev et af Märtens` mest kendte billeder og var med på flere udstillinger. Märtens inviterede Søren til at komme til flere udstillinger, men det lykkedes sjældent at få ham med. Märtens opdagede, at det var bedst, hvis han appellerede til Frederik, og det var da også Frederik, der sørgede for, at han og Søren og de tre piger kom af sted til Viborg for at se Märtens billede as Søren. Efter udstillingen viste Søren endda rundt i byen og domkirken, har en af pigerne fortalt. De to byttede af og til billeder. Märtens havde flere af Sørens tegninger, og Søren havde et Märtensbillede af Karup kirke. Venskabet mellem de to holdt sig til Märtens i november 1936 døde af lungebetændelse, kun 48 år gammel. Han blev begravet i Karup kirke kun et stenkast fra sit hjem, og hans gravsted kan stadig ses derude.

 En malers efterår:
Søen blev hele sit liv boende på Skygge Nedergård, hvor han var født. Han havde stadig sit værelse på loftet, og i det lille hus boede desuden Frederik, Anna, og lille Ellen og hans bror Niels. Niels boede også på loftet, men han havde ikke noget værelse, kun et tobaksbord, et skab og en seng lige under de nøgne tagsten. Alle sine oldsager opbevarede han i æsker rundt om sig. Han solgte nu de fleste af sine fund, før han blev rigtig gammel.

Søren gik af og til hen i skoven og hentede træ til sin brændeovn. Han fældede det selv og kørte det hjem på sin trillebør, men han hentede kun til sig selv. Det meste af dagen opholdt Søren sig på sit værelse, han kom stort set kun ned til måltiderne i køkkenet morgen, middag og aften. Ved spisetid blev der råbt op af trappe til ham. Nedenfor trappen var der to døre: yderdøren og en dør ind til stuen. Men Søren ville aldrig ind gennem stuen for at komme ud i køkkenet, han gik altid ud og rundt om huset, uanset om det var regn eller torden. Ja, om der så lå en meter sne, fulgte Søren sit ritual: udenfor og ind ad bagdøren.

Søren var vegetar. Hvor bevidst han var om det, udtalte han sig aldrig om, han spiste bare ikke kød. Fisk og grøntsager ville han gerne have, ellers kunne han sagtens nøjes med sovs og kartofler. Efter aftensmaden sad han gerne i stuen og læste dagens avis og gik derefter op til sig selv.

En dag lød der et øredøvende brag oppe fra Sørens værelse, og Bedste (Anna) sendte Ellen op for at se, hvad der var galt. Pap billederne var stablet op på et gammelt bord, og et af benene var knækket under den store vægt, og der stod Søren mellem alle sine billeder – helt hjælpeløs og næsten grædefærdig. Ellen hjalp ham med at få ryddet op, og Søren livede helt op og ville forære hende et billede. "Hvad for et vil du have? Vil du have det? eller det?" Ellen kan huske tilbage til slutningen af 40-erne, da Søren var omkring de 90. da malede han endnu hver dag, ofte hele dagen. Han stod tidligt op og malede, tog en god middagssøvn og fortsatte med at male, ofte til det blev mørkt.

Først blev pap eller lærred grundet med hvidt og sat til tørre på loftet, hvorfra det blev hentet ind, når han skulle bruge det. motivet blev sat på lærredet med tynde blyantstreger, inden han satte farver på. I de sidste år malede han ikke mere ude i naturen, men efter de motiver han havde i hovedet, eller han malede efter udsnit af fotografier.

I begyndelsen hentede Søren sit pap i Bording og købte så meget, som han kunne bære på ryggen. På sine gamle dage tog han rutebilen til Silkeborg efter det. så sendte Bedste altid Ellen hen til rutebilen for at hjælpe ham hjem med pappet. Det var en stor pakke i brunt papir med snor om, og det var ikke for godt, Søren kunne slæbe det til sidst.

Ellen og to kusiner fik regelmæssigt penge og slik af Søren. Han købte også til sig selv, men familiens drenge fik ingenting, skønt han aldrig gav udtryk for, at han havde noget imod dem. Søen gik mange ture, og somme tider fulgte Niels med. Søren var en høj slank mand, som tog enormt lange skridt, og Niels kom altid bagud og måtte ind i mellem løbe for at indhente ham. Det tog Søren sig ikke af, han gik i sit eget tempo. Juleaften blev fejret på skift rundt hos familien, men Søren tog ikke med. Kun når det blev fejret her hos Bedste, deltog han. Man kunne mærke på ham, at han holdt af sangene, at børnene var der, men selskabelig var han ikke. Konfirmationer og andre familiefester deltog han ikke i.

Ikke engang til sin egen 90-årsdag kom han. Anna havde varskoet ham om, at der nok kunne ventes gæster den dag, men da hun om morgenen kom op på han værelse for at få ham til at tage sit pæne tøj på, var fuglen fløjet.
Søren var en af Engesvang sogns ældste borgere, så der kom en del gæster. Både præsten og repræsentanter for sognerådet mødte op foruden en del familie, og dem måtte Anna så tage sig af. Først om aftenen ved nitiden vendte han hjem. søren var travet den lange vej til Viborg og tilbage. Nu satte han sig beskedent inden for døren, indtil Anna fik ham lokket ind til chokoladebordet og de sidste gæster. Han kunne da ellers godt vente til sidst, mente han. Lidt beklemt ved at havde ladet sine gæster i stikken har han nok været.

Søren Mikkelsen havde ikke villet være medlem af nogen fagforening, og sygekassen havde han heller aldrig været med i, men han havde da for resten heller aldrig haft en sygedag. Men nu blev han sløj og fik et par sår på halsen. Men læge ville han ikke til. Anna ringede så til lægen i Bording og aftalte, at han skulle komme derud og lade som om han ville se på Sørens billeder. Planen lykkedes. Søren viste billeder frem, men sagde så til sidst: "Hva tror du det er, a hår her?" Det var kræft, Søren havde i halsen, og der var ikke noget at stille op. Han levede endnu et par år, men den 16. maj 1959 kom Anna ned fra loftet og fortalte, at nu var Søren død. og det lige i den allerskønneste forårstid, det syntes hun var synd for ham. Familien havde ventet, at Anna skulle arve sin svoger, men i skifteretten viste det sig, at det var Niels, Annas to døtre, Karen Margrethe og Sinne, og lille Ellen, der var arvinger. Bedste kom slet ikke i betragtning. Niels overtog nu Sørens værelse på loftet, og der boede han til han døde i 1974, 99 år gammel. Anna Mikkelsen (Bedste) døde i efteråret 1983, 91 år gammel.

 Til Kjellerup:
Efter Søren Mikkelsens død var der ikke mange, der skænkede ham en tanke. Familien havde selvfølgelige flere af hans billeder hængende, men ingen tænkte på, at det måske var noget særligt. Det hændte da, at en og anden fandt vej ud til Anna og købte et af hans billeder, men der var længe imellem. Hele loftet var stadig fyldt med papbilleder, og når folk fra nabolaget skulle have lavet en taske, tog de hen til Anna og fik klippet papindlæg af en af malerierne, så gjorde de da lidt gavn. Men en dag kom landpost Svend Åge Jespersen til Skygge. Han havde i sin ungdom en erindring om en lidt original ungkarl ude fra Skygge, som brugte al sin tid på at male. Svens Åge og hans kone Inger havde i mange år interesseret sig for kunst, og en dag, han alligevel var i Skygge, aflagde han Anna et besøg.

Hun tog ham med op på loftet. Der stod billederne stadig i store stakke, og sneen føg ind over dem gennem utætheder i taget. Anna fortalte om papindlægget i taskerne, medens hun gik hen over malerierne med sko på. Det syntes Svend Åge nu var synd, for han kunne godt lide billederne. Han fik lov til at købe et par af dem, og han gentog besøget flere gange, for det var spændende at tale med Anna. En dag sagde hun, at eftersom Svend Åge var den eneste, der interesserede sig for Sørens billeder, kunne han lige så godt købe det hele. Der blev sat en pris på samlingen, og det blev aftalt, at den helst skulle holdes nogenlunde samlet, og med i købet fik han Sørens breve, hans soldaterbog og dødsattest. Bilen måtte fyldes flere gange, inden de mange malerier var flyttet til Bording. Der var mellem 1.200 og 1.400 i alt.

Hvis landposten havde forudset omfanget af det arbejde, som købet af billederne førte med sig, havde han måske tænkt sig om to gange, men nu måtte han i gang med at lave aftaler med offentlige institutioner og private virksomheder. De fik lov til at låne billederne i ti år mod at sørge for indramning af dem. Der blev også arrangeret en lang række udstillinger, både i sognet og udenfor. Horsens sparekasse havde en udstilling, som blev besøgt af over 1.000 mennesker. Blicheregnens museum i Thorning og sparekassen i Brande havde udstilling i 1974, lokalhistorisk arkiv i Ikast i 1982, Galleri 19 i Ikast i 1981 og igen i 86, så efterhånden var den ukendte kunstner ikke helt så ukendt.

Det var en stor opgave for en enkelt person at magte alle de billeder, så Svend Åge Jespersen var på udkig efter et sted, hvor samlingen kunne bruges og bevares for eftertiden. Sammen med Søren Møller fra Lokalhistorisk arkiv og Poul Johansen fra Galleri 19 – begge Ikast – arbejdede han for, at billederne kunne bevares i Ikast, og de lavede en kort videofilm om Søren Mikkelsen og foretog en videoregistrering af hele samlingen

Kjellerup Kunstforening viste interesse for malerierne, men da Svend Åge mente, at samlingen burde være i Ikast kommune, blev den tilbudt til kulturel udvalg i Ikast. Da kommunen ikke lod høre fra sig til den fastsatte dato, og da Kjellerup Kunstforening stadig var interesseret, fik Kjellerup lov til at købe samlingen for den pris, som Ikast kommune havde fået den tilbudt for, nemlig 50,000kr.

Det viste sig senere, at Ikast kommune faktisk havde bevilget pengene til købet, men nu var det for sent. Det var lidt ærgerligt, mente Svend Åge Jespersen, men Søren Mikkelsen havde da også færdedes på Kjellerupegnen og havde hentet motiver der. I dag er Søren Mikkelsens billeder forsvarligt opbevaret i kælderen under et pengeinstitut, og omkring 100 af dem er til stadighed udlånt til rådhus, kirkecenter og institutioner på Kjellerupegnen. Kunstforeningen mener dog ikke, at kommunegrænser skal forhindre, at man i Ikast kan låne fra den store samling, så det er da mulig, at borgerne i Ikast af og til vil få lejlighed til at betragte Søren Mikkelsens billeder.

 


HUSK NÆSTE MØDE


25/11 kl.10.00.
på Klosterlund
Se alle møderne her.

Copyright © KG 2011- 2017